Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Da Chaussé i 1866 blev anlagt gjennem Grans Herred, havde Angj., der er 42 Aar gl., paa sin Gaard søndre Røken et Stabur, der stod Veien saa nær, at et Hjørne af samme endog stod lidt ud i den 1 1/2 Alen brede Veigrøft, altsaa den indre Grøftekant 1 1/4 Alen nær, uden at der fra Veibestyrelsens Side foretoges Noget for at faa dette Stabur fjernet, der nemlig var opført paa anførte Sted, forinden Chausséen blev anlagt. Sommeren 1876 blev Angj. Imidlertid nødt til at nedtage den nævnte Bygning, der nemlig var begyndt at synke, fordi Fundamentet under det oven omhandlede Hjørne havde svigtet, og da Staburet igjen skulde opføres, ansøgte Angj. Om Amtmandens Tilladelse til at lægge det nærmere den yderste Grøftekant end de i Veil. 15 Septbr. 1851 §19 bestemte 3 Alen, men oppebiede ikke Afgjørelsen af sit Andragende og flyttede kun Huset saavidt, at Hjørnet kom til at ligge 1 Alen fra Grøftekanten. Amtmandens Resolution i Anl. af Angj.s Andragende afgaves den 23 Septbr. sidstl., og der gaves ham herved Paalæg om inden en passende Frist at flytte Huset i lovbefalet Afstand fra Veien, men han har hverken villet efterkomme dette Paalæg eller i Mindelighed vedtage Amtmandens Forelæggelse af 26 Oktbr. Næstefter, der gaar ud paa 5 Spdlr.s Bøder til Veikassen samt Staburets Flytning inden en passende Frist, som det overlodes Lensmanden at bestemme, men hvorom der ei blev Spørgsmaal, da Angj. Formente sig at være i sin gode Ret og forlangte Sagen afgjort ved Rettergang. Politisag blev derpaa efter Amtmandens i Forelægget indeholdte Ordre ved Stevning af 18 Decbr. s. A. anlagt af Fogden, der paastod Dom efter Forelægget samt Angj. paalagt at udrede passende Erstatning til Delinkventfondet. Ved de efter Angj.s Forlangende paaankede Domme, nemlig Politiretsdom i Hadeland og Land af 12 Marts, stadfæstet af Kristiania Overrets 2 Afdeling den 23 April d. A., blev han for Overtrædelse af Veiloven 15 Septbr. 1851 §19 tilpligtet at bøde 20 Kroner til Kristians Amts Veikasse samt paalagt inden 15 Juni d. A. under Tvang af Mulkt af 3 Kroner til samme Kasse for hver Dag han maatte oversidde Fristen, at borttage det af ham i forrige Aar paa hans Gaard Røken i Gran opførte Stabur og erlægge i Erstatning til Delinkventfondet 8 Kr. og derhos for Overretten i lige Maade 5 Kroner. Den foran givne faktiske Fremstilling er in confesso, jfr. dog 2 Vidne, hvis Forklaring fra begge Sider er vedtaget uden deres Edfæstelse. Det er Side:674 tillige oplyst, at Chausséen ved Angj.s Huse har en Bredde af 8 Alen, og Lensmanden i Gran har uimodsagt udtalt som sin Formening, at Færdselen ikke belemres ved Staburet saaledes som dette nu er beliggende. Forsaavidt Vidnerne tillige have forklaret, at der ikke skal være Plads paa Angj.s Gaardsrum til at flytte Staburet, der opgives at ligge 18 Alen fra Hovedbygningen og 10 Alen fra Stør- (d.v.s. Brygger-)huset, sees herpaa ikke fra nogen af Siderne at være lagt Vægt, da ialfald det Offenlige maa have anseet disse Omstændigheder nærv. Sag uvedkommende. Skulde herpaa Noget kunne begrundes, maatte uden Tvivl nærmere Undersøgelse paa Aastedet anstilles og Skjøn afgives. Det er fremdeles in confesso, at Veivæsenet ikke i sin Tid har exproprieret den omhandlede Staburstomt, ligesom og at Veibestyrelsen er uvillig til at yde Erstatning for den nu paastaaede Flytning, og Angj, der i 1ste Instants lod møde ved privat engageret Defensor, har derfor principaliter for sin Frifindelse paaberaabt, at han efter Grundl.s §105 ikke kan paalægges at afgive sin Eiendom til offentlig Brug uden Erstatning, samt i Forbindelse hermed bemærket, at Veibestyrelsen, der har ladet hans Stabur staa som beskrevet i omtrent 10 Aar, derved maa siges stiltiende at have givet et Samtykke til dets Forbliven, hvor det oprindelig stod, som ikke nu uden Erstatning kan tages tilbage. Det er imidlertid klart, hvad der i de foreg. Retters Domme ogsaa er antaget, at her ikke er Spørgsmaal om nogen - ialfald ingen direkte - Anvendelse for den paaberaabte Bestemmelse i Grundloven, efterdi der ikke fordres nogen Grund eller nogen Bygning afstaaet. Angj. vil, ved at efterkomme Veibestyrelsens Fordring, beholde fuld Eiendomsret over sin Grund, allene med den Indskrænkning, at han ingen Bygning derpaa maa opføre nærmere yderste Grøftekant end 3 Alen. Det skulde altsaa være for denne Indskrænkning i hans frie Raadighed, at man i Analogi af Grl.s §105 skulde kjende Veibestyrelsen erstatningspligtig. Men ligesom deslige mindre væsentlige Indskrænkninger antages at være af de, hvori enhver Vedkommende bør finde sig uden Krav paa Erstatning, medmindre udtrykkelig Lovhjemmel derfor haves, saaledes antages Veil.s §22, jfr. §26, heller ikke at kunne paaberaabes til Bestyrkelse for Angj.s Paastand. Heraf følger imidlertid ikke, at Veibestyrelsen i 1866 skulde kunne fordret, at Staburet, der stod før Veien anlagdes, uden Erstatning skulde været bortflyttet, men heraf følger igjen, at Veibestyrelsen ikke kan have paadraget sig nogen Forpligtelse ved at lade status quo forblive urørt, saalænge Omstændighederne forblive uforandrede. Forsaavidt Angj. har forment, at hans Ret til at igjenopføre sit Stabur aldeles paa samme Tomt som før, ikke kan være ham betaget derved, at han rev det gamle ned, og opførte et nyt istedet, efterdi han ved sukcessivt at afhjælpe Manglerne ved det nu nedrevne, hvilket ikke kunde formenes ham, vilde have opnaaet det samme, maa bemærkes, at herpaa kommer det i nærv. Tilfælde ikke an, da Angj. nu engang har revet det gamle Stabur helt ned og Lovgivningen i denne Materie sætter Gjenopførelse ved Siden af Opførelse fra Nyt. Se t. Ex. Lov 19 Mai 1860 §4 i. f. Jeg kommer altsaa til samme Resultat som de foreg. Retter, og antager ikke, at en gjennem Defensor for Høiesteret efter Sagens Optagelse fremkommen Skrivelse fra Angj. af 13 Juni d. A. med et Bilag bør foranledige nogen Forføining. Specielt skal jeg forøvrigt bemærke, at jeg finder den idømte Ordensmulkt passende bestemt, altsaa uden Anbefaling til Benaadning. Dagmulkten antages som sædvanligt at burde tilfalde vedk. Fattigkasse, og forsaavidt Dommen lyder paa at «borttage» Staburet, og at Gaarden burde været betegnet ved søndre Røken, som er Angj.s, skal jeg bemærke, at der vistnok kun fordres, at Staburet qv. skal flyttes; men da det er Borttagningen, der interesserer det Offentlige, og da vel Ingen betvivler, at den er skeet, naar Staburet er flyttet 2 Alen længer fra den ydre Grøftekant end det nu staar, medens det Offentlige Intet har med, om Angj. ikke vil gjenopføre Bygningen, samt da Side:675 der ikke lettelig vil kunne opstaa Tvivl, om hvilket Stabur der menes, er det uden tvivl rettest at lade den brugte Betegnelse uforandret. Den nye Frist antages at kunne sættes rummelig, t. Ex. til 3 Maaneder. Med Bemærkning, at Processualia ikke give Anledning til nogen Anke, konkluderes: De ergangne Domme bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Dagmulkten tillægges Grans Fattigkasse og at Fristen bestemmes til 3 - tre - Maaneder efter Høiesterets Doms Afsigelse. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Ebbel, betaler Mons Olsen Røken, 50 Kroner. M. Manthey. I det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, dog saaledes, at Dagmulkten, ligesom Straffemulkten, i Henhold til Lov 15 Septbr. 1851 §36, efter min Formening rettest tillægges Amtsveikassen. O. Løvenskjold. Sagen involverer efter min Mening en skrigende Uretfærdighed fra det Offentliges Side. Efter de foreliggende specielle Omstændigheder tror jeg ikke at Tilt. bør ansees pligtig til at flytte sit Stabur uden Erstatning og henholdende mig forøvrigt til det af Defensor Anførte, voterer jeg for, at Tiltalte frifindes og at Sagens Omkostninger udredes af Statskassen. E. Saxlund. Enig med Førstvoterende. J. Blich. Efter de her foreliggende specielle Omstændigheder finder jeg med Hr. Assessor Saxlund, at Angj. maa blive at frifinde for Politiets Tiltale og Sagens Omkostninger, hvoriblandt Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Ebbel, med 50 Kroner, at udredes af Statskassen. A. Thomle. Jeg er i Resultatet enig med Assessorerne Saxlund og A. Thomle. Hvad Veilovens §19, næstsidste Punktum, paabyder, er, at den, der vil bygge Hus ved en offentlig Vei, skal holde sig 3 Alen fra yderste Grøftekant. I Landdistrikterne vil en saadan Regel, naar man holder sig til det Tilfælde, som formodentlig er det eneste, Loven har havt for Øie, nemlig Bebyggelse af en Tomt ved en allerede existerende Vei, i Almindelighed være et meget ringe Baand paa Vedk.s Raadighed over sin Eiendom, og nogen Ubillighed vil ikke lettelig heraf kunne flyde. Noget ganske Andet vilde det derimod være, hvis Anlæg af en ny Vei skulde hindre Gjenopførelse paa samme Sted af en Bygning, som i sin Tid var opført, uden at Eieren havde eller kunde have nogen Tanke om, at der tæt forbi samme senere i Tiden vilde komme til at gaa en offentlig Vei. Dette kan- som nærværende Sag viser - føre til den største Ubillighed, idet en betydelig Forstyrrelse kan blive Følgen af, at en enkelt af de flere til en Bondengaard hørende Bygninger maa flyttes fra sin Plads. Det er derfor lidet antageligt, at Loven, hvis den havde havt dette for Øie, vilde have paalagt saadan Indskrænkning i Eiendomsretten, og det uden Erstatning. Jeg tror derfor, man meget maa betænke sig paa at anvende den nævnte Lovbestemmelse i et Tilfælde som det her omhandlede, hvor der ikke er noget Forhold mellem den Opofrelse, der kræves af den Enkelte, og den Vinding, som skulde opnaaes for det Almene. Ved Anvendelsen af Byernes Bygningslove har man vistnok været temmelig stræng ved at fordre nye Bygningsregler anvendte ogsaa ved Gjenopførelse af afbrændte Bygninger. Men denne større Strænghed kan vel forudsættes at hidrører derfra, at det her har gjældt Betryggelse imod Ildsvaade, og at man saaledes har havt Følelsen af, at der handledes om Noget, som havde en betydelig Interesse for det Almindelige. Hvor Talen ikke har været om Ildssikkerhed, men om saadant, som mere kan sættes ved Siden af det, der omhandles i næstsidste Punktum af Veil.s §19, har man heller ikke ved Anvendelsen af Byernes Bygningslove været saa rigorøs. Se den i [[Rt-1836-495]]-500 Side:676 meddelte Høiesteretsdom, hvorved det er tilladt ved Gjenopførelsen af en afbrændt Bygning at bibeholde en Kjældernedgang fra Gaden, som var stridende mod den da gjældende Bygningslov. Kfr. ogsaa §12 i den almindelige Bygningslov afødt xx.xx.1845 og de tilsvarende §i de specielle Bygningslove, hvor det er fundet nødvendigt udtrykkeligt at udtale, at Udbygninger og Karnapper ikke maa gjenopføres, naar de af Ælde eller formedelst andre Aarsager forgaa. Forøvrigt vil jeg ikke undlade at tilføie den Bemærkning, at selv i det Tilfælde, hvor der er handlet ligefrem imod Veil.s §19, næstsidste Punktum, kræves det efter samme Lovs §52 ikke ubetinget, at det i for stor Nærhed af Veigrøften opførte Hus («eller Gjærde») skal nedrives. Nedrivelsen fordres kun, forsaavidt den «af Veibestyrelsen ansees fornøden». Nogen udtrykkelig Udtalelse om, at Staburets Borttagelse ansees fornøden, foreligger ikke i nærv. Sag. Der haves kun den individuelle Udtalelse, som ligger deri, at Forelæg er udfærdiget og Sag anlagt. Omstændighederne ere imidlertid saadanne, at der synes at være nogen Grund til at antage, at hvis Amtmanden med udtrykkelige Ord skulde have erklæret det for sin Overbevisning, at Flytningen af det omhandlede Stabur var nødvendig, saa vilde der hverken være blevet Spørgsmaal om Forelæg eller Sagsanlæg. C. Hansteen. I Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende. C. W. Andresen. Jeg er med DHrr. Assessorer Saxlund, A. Thomle og Hansteen enig i, at Omstændighederne i nærv. Tilfælde er af den Beskaffenhed, at det maa ansees noget haardt og ubilligt, at Veibestyrelsen har nægtet Tilladelse til at gjenopføre eller efter Gjenopbyggelsen beholde Staburet paa det Sted, det nu staar, og det forekommer mig rimeligt, at Veibestyrelsen endnu, hvis Bygningen ikke oplyses at være til særlig Ulempe for Veigrøften, efter nærmere Overveielse vil finde Grund til at frafalde sin Fordring og lade Dommen forsaavidt ubenyttet; men jeg kan ikke antage, at det staar til Domstolene at rette paa Sagen. Loven har lagt Bedømmelsen og Tilladelsen i den administrative Autoritets, Veibestyrelsens Haand, og da jeg antager, at det her efter det gamle Staburs fuldstændige Nedrivelse og Flytning maa siges at være Tale om en ny Bygnings Opførelse, finder jeg ikke, at man ved nogen fuldt begrundet Lovfortolkning kan komme fra Bestemmelsen i Veil.s §19. Det er heller ikke godtgjort tilstrækkeligt, ihvorvel det ikke forekommer mig usandsynligt, at Veigrøften kan have bidraget til at nødvendiggjøre Nedtagelsen og Ombyggningen, og ialfald kunde nu den Erstatningspaastand, som heraf maatte kunne udledes, strængt taget ikke hindre Anvendelsen af §19, da det vel maa bero paa Veibestyrelsen, om den, for at undgaa Erstatningskrav, (for hvilket der forøvrigt efter Veil.s §28 gjælder en særegen kort Præskriptionsfrist) vil gaa ind paa at meddele Tilladelse til Gjenopbyggelse i kortere Afstand end de lovbestemte 3 Alen fra Grøftekanten eller ikke. Jeg finder mig saaledes nødt til at tiltræde Førstvoterendes Resultat, men tror efter de antydede Omstændigheder og for at vedk. Styrelses Opmærksomhed kan fæstes paa disse, at Tilt. bør anbefales til ved Benaadning at eftergives Straffeboden. At Tvangsmulkten ogsaa i dette Tilfælde tilfalder vedk. Fattigkasse, stemmer formentlig med det ellers i Praxis antagne. Gerh. Meldahl. Seet. E. Saxlund. Jeg har seet Dissenten, men vedbliver mit Votum; den Ubillighed, hvorover der nu klages, vilde rimeligvis været undgaaet, hvis Angj. havde oppebiet Veibestyrelsens Afgjørelse af hans Andragende. W. Manthey. Under Forudsætnig af, at Veiloven hjemler Veibestyrelsen at træffe den Bestemmelse, at Stolpeboden skal flyttes - i hvilken Henseende jeg er enig med Førstvoterende - tror jeg ikke, at Domstolene bør indlade sig paa at sætte Side:677 ud af Kraft den herom trufne administrative Bestemmelse, fordi de finde, at Billighedshensyn kunde tale for en anden Afgjørelse. Da det af Lensmandens Indberetning 5 Oktbr. s. A. sees, at Amtmanden har afslaaet Mons Røkens Andragende om at opføre sit Skur nærmere Veien end Loven tillader, og da Amtmanden, efterat Indberetning af Amtsveimesteren var ham forelagt, har forelagt Mons Røken at flytte Stolpeboden, kan jeg ikke være i Tvivl om, at en in optima forma afgivet og vel overveiet Beslutning af Veibestyrelsen her foreligger. Og da Amtmanden efter min Mening i Veil.s §19 har fuld Hjemmel til at paabyde dens Flytning, kan jeg ikke af Billighedshensyn lade mig afholde fra at stadfæste de foreg. Retters Domme. Jeg finder heller ikke nogen Grund til ved Eftergivelse af Mulkten at opmuntre til Modstand mod Lov og offentlig Myndighed, og kan saaledes ikke votere for Benaadning. O. Løvenskjold. Seet. A. Thomle. I. Blich. In subsidium voterer jeg for, at Tilt. anbefales til ved Benaadning at eftergives Straffefloven. C. Hansteen. Heri enig. E. Saxlund. Ligesaa. A. Thomle. Høiesterets Dom blev derpaa under 17 Juli d. A. afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
