Rediger Høyesterett: Rt-1856-391

Fritekst:

Ved Skifte efter Hans Ryen i Jævnager blev i 1821 Boets Andel i Gaarden Ryen udlagt Enken for 600 Spdlr., og Børnene, 3 Sønner og 4 Døtre, for deres Arvelodder givet Udlæg i denne Sum hos Enken. I 1833 sees hun at have indgaaet en Foderaadscontract med ældste Søn, Helge, der i alle Fald fra den Tid maa have overtaget Gaardens Brug; men Contracten blev ikke thinglæst. Ved Skjøde af 27de November 1839, thinglæst 10de October 1840, sees Enken at have bortskjødet Halvdelen af den hende i 1821 udlagte Gaardpart; men over den anden Halvdel udøvede Sønnen Helge allerede i 1841 Eiendomsraadighed, idet han i eget Navn pantsatte den. Det Side:392 Samme gjentog han i 1850, da han gav Johan Haldum Panteforskrivelse med sædvanlig Clausul for Mangel af promt Betaling, og denne Forskrivelse fik ved Tinglysningen, formedelst en Navneforvexling - en anden Helge Hansen har nemlig været Eier af en anden Del af Gaarden Ryen - feilagtige Anmærkninger i Paategningen. I den Paategning, hvorved Feilen rettedes, siges Pantebrevets Udsteder "ikke at være hjemlet nogen Del af Gaarden Ryen, men den Del, som bruges af ham, er hjemlet hans Moder Anne Pedersdatter. Da Helge ikke promte holdt Termin efter Pantebrevet, indkaldte J. Haldum ham og Moderen til Forligelsescommissionen, og optog et Thingsvidne, hvorunder han oplyste, at Helge i 22 Aar havde "brugt Gaarden som Eier." Derpaa stillede han Pantet til Auction, hvorunder Enken Anne Pedersdatter som Eierske protesterede mod Forretningens Fremme, ligesom hun og under Thingsvidnet havde forbeholdt sig sin Eiendomsret. Forretningen blev imidlertid ved Eragtningen tillagt Fremme, og Pantet for 700 Spdlr. tilslaaet G. Kjørven, med Approbation paa Stedet. Enken paaankede derpaa Forretningen til Overretten, som underkjendte Eragtningen og kjendte Salget ugyldigt, med Ophævelse af Sagsomkostningerne. Forinden Overretsdommen faldt, var Enken imidlertid død, og hendes Bo overtaget af hendes myndige Arvinger, og da Appellanterne paaankede Overretsdommen, stævnte de som Hovedmodparter og Sagvoldere Enkens myndige Arvinger, nemlig Sønnerne Helge, Hans og Peder, samt de med de 4 efterlevende Døtre gifte Mænd, ligeledes under opgivne Navne; men Samtlige udeblev, hvorfor Sagen udgik til skriftlig Behandling, og optoges med Paastand om Stadfæstelse af Auctionsforretningen, samt Omkostninger for Overretten og Høiesteret. For Høiesteret blev til Legitimation for Stævnemaalet fremlagt en Attest fra Skifteforvalteren, der ikke gik ud paa, at de Indstævnte var eneste rette Arvinger efter Enken, men alene viste, at hendes Bo ikke var taget under Skiftebehandling. Ankestævningen og Skiftebrevet af 1821 stemte imidlertid i Børnenes Side:393 Antal og Navne, ligesom der paa Skiftebrevet fandtes Qvitteringer for de to Døtres Udlæg fra deres Mænd under de i Stævningen opgivne Navne, medens derimod ingen Oplysning fandtes om, at de to øvrige Døtre var gifte med de i Stævningen som deres Mænd opgivne Personer. Da Samtlige under Eet var stævnte som den afdøde Enkes myndige Arvinger, og da Spørgsmaalet var om en udeelbar Gjenstand, idet Auctionen ikte for Negles Vedkommende kunde staae, naar den for Andres vedkommende skulde underkjendes, eller omvendt, maatte Høiesteret, om den havde fundet væsentlig Mangel ved Legitimationen for de to sidstberørte Mænds vedkommende, have afvist Sagen i sin Helhed. Men efter de fremkomne Oplysninger var der al Sandsynlighed for Opgavens Rigtighed ogsaa for saa vidt, om man end ikke i dette, som i flere Tilfælde, vilde ansee det tilstrækkeligt, at Stævnevidnerne havde forkyndt Stævningen for alle Vedkommende efter Opgaven, uden at have i Paategningen anmærket nogen Feil i saa Henseende. Uden Tvivl har der dog været Spørgsmaal om Legitimationens Tilstrækkelighed, og det maa derfor ansees for en ikke overflødig Forsigtighed, at sørge for bedre Bevis i saadanne Tilfælde. Hvad Realiteten angaaer, da erkjendte Overretten, at Enken havde aftraadt Sønnen som Eiendom den omtvistede Del af Gaardparten, og at det kun var Skjødningen, der manglede, for at den i alle Dele kunde ansees hjemlet ham, saa at den Ret, der endnu tilkom hende, kun var den, hun efter Skiftebrevet og Omstændighederne for øvrigt (den uthinglæste Contract, m. M.) havde til Føderaad, og rimeligvis til en Rest af den Sum, hvorfor Gaardparten Var hende udlagt. I Føderaadscontracten hed det nemlig, at Sønnen skulde have rentefrit staaende i Gaarden de Penge, der tilkom hende efter Skiftebrevet, til hendes Død, og efter Skiftebrevet skulde han kunne overtage Gaarden efter den da satte Taxt. Paa Skiftebrevet havde hun og qvitteret for et af Helge betalt Afdrag paa det Beløb, der tilkom hende ved Løsningen, ligesom og Broderen under et Thingsvidne forklarede, at Moderen Side:394 og Helge var blevne enige om Gaardens Afstaaelse til denne. Da han imidlertid ikke havde faaet Skjøde, var Moderen i 1835 optraadt som Eierske, idet hun udstedte Panteforskrivelsen til Banken for et Laan paa Gaarden, som uden Tvivl Helge selv havde optaget, og ligeledes i 1839, idet hun udstedte Skjødet paa den da frasolgte Halvdel af Gaardparten. Rimeligvis har Moderen ikke villet forpligte sig til at udstede Skjøde, for at kunne holde i Raade med Sønnen, og sikre sig baade Føderaadet og Resten af Løsningssummen; thi nogen Forpligtelse til formelig Overdragelse inden hendes Død Var ikke oplyst. Overretten antog derfor, at Helge hverken kunde fordre Skjøde, eller fange Hævd paa Gaarden, følgelig heller ikke udøve Eiendomsraadighed over den ved Pantsætning eller anden Overdragelse af Ret i Tingen. Den Omstændighed, at han havde pantsat sin Ret til Johan Haldum, mente Overretten derfor ikke kunde sætte hende i en slettere Stilling end den, hvori hun før stod til Eiendommen, som hun fremdeles maatte kunne beholde til Sikkerhed, saa længe ingen Bedreberettiget forlangte den solgt, medens det paaankede Auctionssalg, om det stadfæstedes, vilde skille hende saa vel ved Føderaadet, der ikke ved Tinglysning var paahæftet Gaarden, som ved Resten af Løsningssummen, hvorfor heller ingen Pantehæftelse var stiftet. Overretten concluderede derfor som anført. Ved Høiesteret stillede Spørgsmaalet sig for saa vidt anderledes, som Føderaadet ved Moderens Død var bortfaldt, og Helge nu kunde forlange sig Gaarden tilskjødet, mod Betaling af Løsningssummens tilbagestaaende Del. Men for denne Del, formentlig 79 Spdlr. 26 1/2 Skill., maatte hendes øvrige Arvinger, hver for sit Vedkommende, ansees indtraadt i hendes Ret, ligesom og for hvad der af det inden hendes Død forfaldne Føderaad maatte staae tilbage, hvorom al Oplysning savnedes, Saa længe disse Poster ikke Var berigtigede, maatte Medarvingerne kunne modsætte sig Skjødningen til Helge, følgelig ogsaa Salget i Følge hans uhjemlede Pantsætning til Johan Haldum. Ved Høiesterets Dom af 15de Marts 1856 blev Overrettens Dom stadfæstet. [[Kategori:Høyesterett]]

Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt