Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Efter forskjellige Forpostfægtninger, hvorom Oplysning indeholdes i de i [[Rt-1866-673]] og [[Rt-1867-125]] og [[Rt-1867-652]] meddelte Høiesteretsdomme af 17de Juli og 13de Decbr. 1866 og 20de Juli 1867, kom Hovedspørgsmaalet, om Firmaet «P. Cappelens Enkes» retlige Stilling og om dets Creditorers Ret til forlods Dækkelse af de fra Firmaets Activa hidrørende Midler, under nærværende Sag til endelig Afgjørelse. I Skriv. 7de Jan. 1867 til Stifteretten i J. C. Bredesens Bo anmeldte nemlig Creditbanken, der ved Hstd. 13de Decbr. 1866 antog det afgjort, at Firmaet «P. Cappelens Enke» maatte betragtes som taget under Skiftebehandling under Bredesens og Omsteds Boer, sig som Firmaets Fordringshaver for 6.271 Spd. 25 ss efter Contocurant, 49.000 Spd. efter Vexler, accepterede af P. Cappelens Side:244 Enke og endosserede af Bredesen og Omsted, samt 18.000 Spd. efter Vexelobligation, og fremsatte derhos Paastand om, at Firmaets Activa fortrindsvis skulde fordels mellem dets Creditorer. Skifteretten i Vinger og Odalen antog ogsaa i Decision af 18de Mai 1867, at Firmaet, da dets Midler inddroges under Bredesens og Omsteds Concursboer, maatte betragtes som et selvstændigt Retssubject, der havde sine egne Eiendele og egne Fordringshavere, forskjellige fra Interessenternes øvrige Masse og Creditorer, og at Firmaets særskilte Creditorer ere fortringsberettigede til forlods Dækkelse af de Midler, der hidrøre fra disse; thi decideredes: «Den norske Kreditbank bør for dens i Skrivelse af 7de Jan. 1867 omhandlede Fordringer være berettiget til prioriteret Dækkelse af Firmaet Peder Cappelens Enkes under J. C. Bredesens Concursbo inddragne Midler. Processens Omkostninger ophæves.» Christiania Stiftsoverrets 2den Afdeling kom i Dom af 5te Aug. 1867 til samme Resultat, men gav nu Conclusion, idet den støttede sig til følgende Motiver: - - Af Sagens samtlige Oplysninger fremgaar formentlig klart, at Firmaet P. Cappelens Enke var et særskilt Etablissement med sin bestemte Forretningskreds og sit særegne Handelsnavn og altsaa i det Hele betegner et Indbegreb af en fra dets Indehaveres øvrige økonomiske Virksomhed ganske afsondret Bedrift. Ved Contracten af 8de April 1856, hvorved Bredesen og Omsted først indkjøbte sig i Firmaet, angives som en Følge heraf heller ikke bestemte Eiendomme, men bestemte Qvotaparter i Firmaet, som en Enhed betragtet, som Handelens Gjenstand, og Contracten af 6te Marts 1861, hvorved de udløste P. C. Ottesen, maa efter sin Karakter opfattes, og er i Virkeligheden af de Vedkommende i det Retten forelagte Exemplar af de i den Anledning udfærdigede Circulærer, i de udstedte Procuraer og i de andre Documenter bleven opfattet paa samme Maade. Retten skal derhos udhæve, at medens Firmaets Eiere baede i en anden Side:245 Jurisdiction, blev dets Forretninger drevne i Drammen af Firmaets derboende Procurist, der ogsaa underskrev de paa Firmaet lydende Documenter, at Firmaet, hvis Hovedcontor, som anført, var i Drammen, uanseet dets Ihændehaveres Bopæl særskilt blev skattelagt i denne By af sin Formue og Næring, at der for Firmaets Vedkommende til hver Høitid ydedes Offer til Præsterne ved Strømsø Menighed, samt at Eierne kun havde sin Conto i Hovedbogen og bleve crediterede Renter af indskudte Driftsmidler, og at Overskudet, naar Driften afgav saadant, opførtes paa Firmaets Capitalconto uden at nogen Fordeling fandt Sted af Udbyttet. Med Hensyn til Gjældsforpligtelserne sees det, at Bredesen og Omsted i en Skrivelse af 21de Decbr. 1858 have betragtet Firmaet som selvstændig Debitor, Noget, som ogsaa stadfæstes derved, at de under Sagen omhandlede Vexler og Vexelobligationen paa 18.000 Spd. findes henholdsvis accepterede og udstedt af P. Cappelens Enke, men trasserede eller endosserede af Bredesen og Omsted. Det er derfor ganske i Overensstemmelse hermed, naar Omsted i en Skrivelse af 26de Octbr. 1860 paalægger sin Søn, der dengang var i England, for at søge Kjøber til Firmaets Eiendomme, nøie at forklare Alle, at Firmaet P. Cappelens Enkes Forretninger førtes særskilt for sig og aldeles udenfor og adskilt fra dets Eieres øvrige Forretninger. Forsaavidt Appellantskabet i manglende Thinglæsning har søgt en Grund, hvorfor dette Forhold ikke skulde gjælde mod Trediemand, maa det bemærkes, at den i Forordningen af 16de April 1681 paabudne Publication ansees bortfalden ved Lovbogen og Forordning af 4de Aug. 1742. Og hvad angaar N.L. 1-22-29, der alene af Appellantskabet er paaberaabt, da har denne Artikel egentlig et andet Forhold end det her foreliggende for Øie, idet den forudsætter et Fællig og en dermed følgende Sammenblanding af Midler, hvorom der ikke kan være Tale, naar Firmaets Eiere, saaledes som her var Tilfældet, havde sin Bopæl og sin særskilte Virksomhed i ganske andre Egne af Landet, end Firmaet selv; hertil Side:246 kommer, at Firmaet P. Cappelens Enke havde existeret i lang Tid, forinden det kom i Bredesens og Omsteds Eie, og at det Retsforhold, som tidligere havde bestaaet mellem Firmaets og dets Eieres øvrige Formue, maatte forudsættes at vedblive, saalænge de nyere Eiere ikke erklærede, at de heri vilde gjøre nogen Forandring, men det er saa langt fra, at dette er Tilfældet, at det meget mere maa antages, at man gjennem de sædvanlige Circulærer har tilkjendegivet, at den gamle Tilstand skulde vedblive. I Forhold til Trediemand maatte endelig enhver Uklarhed om Sondringen mellem Firmaets og Interessenternes Formue i ethvert Fald være fjernet derved, at den thinglæste Contract af 8de April 1856 ogsaa indeholder en Specification af Firmaets Eiendomme; og forsaavidt der endnu kunde være nogen Dunkelhed om de Forholdstal, hvorefter Bredesen og Omsted hver for sig vare lodtagne i Firmaet, er dette endog bortseet fra, at man maatte antage og virkelig har antaget, at de vare berettigede i Firmaet hver for en Halvdel, uden Indflydelse her - hvor der alene handles om Forholdet mellem Firmaet og Interessenternes Creditorer, men derimod ikke om Forholdet mellem de enkelte Interessenteres Særcreditører. Heller ikke har der paa noget Punct været antydet nogen factisk Vanskelighed ved at udsondre Firmaet P. Cappelens Enkes Activa og Passiva fra dets Indehaveres særlige Midler og Forpligtelser, og ligesom Firmaet ifølge Høiesteretsdommen af 17de Juli 1866 endnu existerede den 2den Febr. 1865, og der som en Følge heraf ogsaa er overgaaet det en ligefrem Namnsdom, saaledes er Firmaets Midler blevne tagne under Behandling i Bredesens og Omsteds Concursboer som en særskilt og afsondret Fællesmasse, og ere, saavidt erfares, fremdeles udelte. I og for sig kunde vistnok ikke denne Sondring begrunde nogen Adgang for Firmaets egne Creditorer til forlods Fyldestgjørelse af disse Midler, før Noget kan komme til Fordeling mellem de øvrige Fordringshavere; thi Enkeltmand kan ikke udsondre sin Virksomhed i forskjellige Side:247 Etablissements med særskilte Handelsnavne og Fonds med den Virkning, at hans Creditorer fortrinsvis skulde fyldestgjøres af det Etablissements Fond, med hvilket de nærmest have traadt i Forbindelse; Crediten kan heller ikke ansees givet noget særligt Fond, men derimod vedkommende Forretningsmand selv, der følgelig med sin hele Formue, hvorfra den end hidrører, hæfter for alle sine Creditorer. Anderledes stiller Sagen sig, naar Sondringen beror paa og er Udtrykket for et Interessentskabsforhold. Vel kan der in casu, hvor Interessenterne vare personlig ansvarlige for Firmaets Forpligtelser, ikke være Tale om at anse det som en ægte juridisk Person, men alene som et sædvanligt responsabelt Handelsinteressentskab. Men alligevel kan det ikke nægtes, at et saadant Interessentskab i forskjellige Retninger har Karakteren af et Retssubject, der vel er identisk med Interessenterne som en Enhed betragtet, men aldeles ikke falder sammen med dem som særskilte Personer. Forsaavidt Forpligtelserne angaar, viser det sig deri, at Firmaet særskilt optræder som Debitor og særskilt kan stevnes, og at der særskilt kan hændes Namnsdom over det. Og hvad Activerne angaar, maa det bemærkes, at man sondrer mellem Interessenternes særlige Formue og Interessentskabsformuen, og at denne sidste som en selvstændig Complex af Værdier og Forpligtelser betragtes som Interessentskabet tilhørende. Efter denne Opfatning af Interessentskabets Væsen er det klart, at de enkelete Medlemmer aldeles ingen Eiendomsret have til de enkelte Interessentskabsting, Interessentskabets Fordringer eller andre Rettigheder, men alene til en Qvotadel i Interessentskabsformuen, som en Enhed, eller med andre Ord i det, som efter Opgjør af Activa og Passiva bliver tilbage som ren Beholdning. Men er dette givet, er det en Selvfølge, at heller ikke den enkelte Interessents særlige Creditorer kunne kræve nogen Fyldestgjørelse af Interessentskabsmassen, førend Interessentskabsgjælden er dækket. Denne Opfatning af Forholdet stemmer nøiagtig med de nærmere Omstændigheder i denne Sag, og nanvlig Side:248 dermed, at det er afgjort, at der kunde hændes Namsdom over Firmaet som særskilt Debitor, og at Bredesen og Omsted ikke ved de oftere nævnte Contracter med ældre Eiere directe erhvervede Firmaets Eiendele, men alene Qvotadele i selve Firmaet. Den er derhos stemmende med den almindelige Lære i andre Lande (cfr. f. Ex. preussiske Concurslov af 8de Mai 1855, 286 fg., den almindelige tydske Handelslov Art. 122 m. fl., Renouards Commentar til Art. 531 af den franske Handelslov etc.). I vor Theori kan den støttes til Ørsteds Autoritet. Imidlertid har man, gaaende ud fra den Omstændighed, at det responsable Handelshus ikke er nogen ægte juridisk Person, og at dets enkelte Medlemmer solidarisk hæfte for dets Gjæld, udledet, at det ikke er Interessentskabets, men samtlige Interessenters Insolvents eller Uformuenhed til at betale Interessentskabsgjælden, som alene kan begrunde Concursbehandling; i saa Fald, formener man videre, er det ikke Interessentskabet som saadant, men dets enkelte Interessenter, som komme under Concurs, hvoraf igjen sluttes, at man under disses Concursboer maa inddrage ikke alene vedkommende Interessenteres Særeiendom, men ogsaa hans Qvotapart i Interessentskabets Bruttoformue, og at derefter hans særlige Creditorer og Interessentskabscreditorerne lige skulle concurrere i den saaledes combinerede Masse. Herved maa strax bemærkes, at der her ikke egentlig handles om det Tilfælde, at Interessentskabet er blevet insolvent og har draget Interessenternes Concurs efter sig; thi det er vitterligt, at det er Bredesens egen personlige Insolvents, som har fremkaldt hans Concurs, medens Intet er oplyst, som tyder paa, at Firmaet P. Cappelens Enke som saadant er insolvent. For et saadant Tilfælde have endog nogle af dem, som hylde den her antydede Lære, antaget, at den fallerede Interessents særlige Creditorer i Interessentskabet alene kunne fordre det Overskud, som efter Liqvidation af dets Passiva falde paa hans Lod; men er dette rigtigt, skjønnes det ikke, hvorfor der skulde tillægges dem større Rettigheder, fordi ogsaa den anden, dem Side:249 uvedkommende, Interessent maatte komme under Concurs. Retten skal imidlerlid ikke nærmere standse ved denne Inconseqventse, thi i sin Grund beror Læren paa den klare Betragtningsmaade af Interessentskabets Væsen, at det alene er de enkelte Interessenter, som ere Debitorer for Interessentskabets Gjæld, og at dets Activa eo ipso ere delte mellem Interessenterne og altsaa umiddelbart efter bestemte Qvotadele tilhøre dem. Denne Opfatning er ikke overensstemmende med det romerske Societetsbegreb, der alene kjender Interessentskabet fra dets indadvendte Sider eller i Forholdet mellem Interessenterne, men er formentlig væsentlig i Strid med det moderne Begreb om det responsable Interessentskab, som forherskende fremhæver den udadvendte Side eller Forholdet til Trediemand. Forsaavidt man har gaaet ud fra, at det i ethvert Fald ikke har antaget Karakteren af en ægte juridisk Person, er dette aldeles irrelevant, aldenstund ikke engang de sædvanlige Actieselskaber efter Manges Mening kan indordnes under det trange systematiske Begreb om juridiske Personer. Og forsaavidt man paaberaaber Medlemmernes solidariske Forpligtelse for Interessentskabsgjælden, er det klart at denne ikke er uforenelig med den Opfatning, at Interessentskabet selv er Debitør; thi hin Solidaritet er intet Andet, end at de enkelte Medlemmer have sat sin samlede personlige Credit ind for Interessentskabet. Hvad dernæst dets Activa angaar, har man af N.L. 1-22-32 udledet den Lære, at de særlige Creditorer ikke kunne søge Fyldestgjørelse ved Execution i de enkelte, Interessentskabet tilhørende Ting, Fordringer eller andre Rettigheder, men alene i de Renter og Dividender, som maatte tilkomme vedkommende Interessent, og forøvrigt kun i hans ideelle Anpart i, hvad der efter et Opgjør af Interessentskabsmassen udkommer som Netto; ligesom følgelig Begrebet om en Interessentskabsformue, som en fra Interessenternes Formue forskjellig Complex af Activa og Passiva, i alle Fald i denne Relation er anerkjendt ligeoverfor Trediemand, saaledes skjønnes det ikke, hvorledes Interessenternes særlige Creditorer i Tilfælde af Side:250 Concurs skulde kunne gjøre Fordring paa nogen større Ret. Forsaavidt dette skulde støttes til den forresten tidligere ikke ubestridte Lære, at Interessentskabets Concurs drager de responsable Interessenteres med sig, kan denne Slutning kun ansees lidet overbevisende; det erfares ogsaa, at flere Forfattere vedkjende sig Præmissen, men bestride Conclusionen. Og om det ogsaa videre antages, at der ikke kan finde nogen Interessentskabsconcurs, men alene en Concurs af de enkelte Interessentere Sted, indsees det ikke, hvorfor deraf skulde følge, at man ikke i de enkelte Interessenteres Boer skal gjøre Interessentskabscreditorernes fulde Ret Fyldest, medens Opgjøret af de fallerede Interessenters indhyrdes Forhold bliver en Sag, som Boerne sig imellem maatte kunne ordne. Uagtet Retten saaledes antager, at Interessentskabets Gjæld først maa dækkes af dets Midler og at Interessenternes særlige Creditorer alene have Ret til at søge Fyldesgjørelse i vedkommende Interessents Qvotadel i den rene Beholdning, siger det sig naturligvis selv, at Interessenterne, saalænge de ere fine Midler raadige, efter fælles Overenskomst og uden noget Samtykke af Interessentskabscreditorerne maa kunne sælge og pantsætte Interessentskabets Eiendomme, fyldestgjøre sine særlige Creditorer af dets Midler, anerkjende disse som Interessentskabscreditorer osv. Men alt dette er alene en Følge af de almindelige Retsregler, som ogsaa ganske paa samme Maade gjøre sig gjældende ved Actieselskaber, og kan ikke føre til andet Resultat, end at Interessentskabscreditorerne faar nøie sig med, hvad der er i Behold. Forøvrigt er det saalangt fra, at Bredesen og Omsted kan erfares at have foretaget deslige Dispositioner til deres Skade, at meget mere de eneste Udtalelser, man i saa Henseende har fra dem, nemlig Omsteds Skrivelse af 25de Octbr. 1858 og Bredesens af 14de Jan. 1865, bestemt vise, at det var deres Mening, at Firmaet først og fremst skulde dække sin egen Gjæld. Og hvad Forholdet efter Concursernes Aabning angaar, er det en Selvfølge, at Boerne maa opgjøres paa den da forefundne Basis, og at det ene Parti af Creditorerne ikke kan berøve det andet sine Rettigheder. Side:251 Idet Retten efter Proceduren ikke har at indlade sig paa de Spørgsmaal, som maatte opstaa som en Følge af, at Interessentskabsmidlerene, som det synes, fremdeles er under fælles Bestyrelse i Bredesens og Omsteds Boer, og at denne Dom selvfølgelig er uafgjørende i Forhold til sidstnævnte Bo, antages det efter dette, at Indstevntes Paastand om forlods Fyldestgjørelse af Firmaet P. Cappelens Enkes under Bredesens Bo inddragne Midler maa gives Medhold. Procesomkostningerne ved begge Retter ville blive ophævede. Thi kjendes for Ret: «Den norske Kreditbank bør for dens i Skrivelse af 7de Jan. 1867 anmeldte Fordringer paa Firmaet P. Cappelens Enke være berettiget til forlods Fyldestgjørelse af nævnte Firmas under J. C. Bredesens Concursbo inddragne Midler fremfor de Creditorer, som ikke have Krav paa nævnte Firma. Processens Omkostninger ved begge Retter ophæves». Høiesteret stadfæstede med 5 Stemmer mod 2 Stiftsoverrettens Dom og ophævede Processens Omkostninger for Høiesteret. Pluraliteten henholdt sig i det Væsentlige til Overrettens Begrundelse, hvorhos det bl. A. specielt bemærkedes: Hvad der ved Spørgsmaalet, om Bredesen og Omsted vare i noget virkeligt Interessentskab med Hensyn til de Forretninger og den Bedrift, de Activa og Pasiva, som tilhørte «P. Cappelens Enke», vækker Tvivl er: at nogen formelig Interessentskabscontract, saavidt oplyst, ikke er indgaaet, og at et Interessentskab af denne Natur kunde synes ikke lovlig og gyldig at kunne stiftes uden saadan; ligesom det ogsaa er tvivlsomt, om Contracten ikke, for at tillægges Virkning, ved Thinglæsning eller paa anden publik Maade maa være bragt til almindelig Kundskab. Disse Tvivl kunne dog ikke tillægges nogen afgjørende Betydning, da vor Lovgivning ikke indeholder nogen Forskrift om særegne Former ved Interessentskabers Stiftelse navnlig af omhandlede Art, og Bestemmelsen i Anordningen 16de April 1681 Cap. 3, som bekjendt, Side:252 antages bortfaldt ved Com.-Anordningen 4de Aug. 1742. Bredesens og Omsteds Indtrædelse i Firmaet er derhos for dettes Forbindelser bleven bekjendtgjort gjennem almindelige Circulærer, og at der i Virkeligheden har bestaaet et Interessentskab, først mellem Arvingerne Ottesen og derefter mellem P. Ottesen og Bredesen og Omsted, og at dette fremdeles fortsattes efter P. Ottesens Udtrædelse, kan efter de foreliggende Omlysninger om de factiske Forholde ikke ansees tvivlsomt. Spørgsmaalet er dernæst om, hvorledes Firmaet skal betragtes og om Interessenternes Rettigheder og Forpligtelser baade indbyrdes og i Forhold til de fælles og de særskilte Creditorer. I denne Henseende er det vistnok temmelig klart og afgjort ved de tidligere Høiesteretsdomme, at Firmaet ikke danner nogen egentlig juridisk Person, navnlig intet anonymt Selskab, men et almindelig responsabelt, hvori efter almindelig Lære de enkelte Interessenter ansees personlig og solidarisk ansvarlige for hele Interessentskabsgjælden. Og Overretten har derfor ogsaa med Føie undladt ligefrem at stadfæste Stiftedecisionen. Men Interessentskabet kan ligefuldt være af saadan Beskaffenhed, og Forholdet mellem Interessenter og Creditorer saadant, at Interessentskabets Activa først og fremst maa anvendes til Dækkelse af dets Gjæld, og at den enkelte Interessent og hans særlige Creditorer ikke uden videre kunne holde sig til Activa og henvise de fælles Creditorer til at søge Interessenterne personlig. Dette Spørgsmaal var vistnok overmaade tvivlsomt; men der maatte dog, i Henhold til den nærmere Udvikling i den udførlige Overretsdom, erkjendes at være overveiende Grunde for den Mening, at ligesaalidt som den enkelte Interessent kan fordre Andet end et Opgjør af Interessentskabets samtlige Activa og Passiva og sin Qvotadel derefter udsondret, ligesaalidt kunne den enkelte Interessents Særcreditorer holde sig til Andet eller Mere, end hvad der efter et saadant Opgjør tilfalder deres Debitor som Andel i Interessentskabets Nettoudbringende; men heraf synes igjen naturligen at følge, at Interessentskabets Fællescreditorer Side:523 forlods og forinden Opgjøret maa fyldestgjøres af dets Activa. Den Omstændighed, at selve Interessentskabet, eller in casu begge Interessenter omtrent samtidig ere komme under Concurs, og at der saaledes paa engang bliver Spørgsmaal om Opgjør baade for Fællescreditorer og Særcreditorer, kan i denne Henseende ikke tillægges nogne Indflydelse eller overhovedet gjøre nogen Forskjell med Hensyn til Særcreditorernes Ret; thi i Forhold til disse maa det ansees som en tilfældig Omstændighed, at den anden Interessent ogsaa har gjort Concurs (cfr. Ørsteds Haandbog 6 B. S. 668 ff. og Grams Formuesret S. 704-705). Vistnok ville Fællescreditorerne paa denne Maade, naar - som in casu - de enkelte Interessenter ere under Concurs og Interessentskabets Activer ere inddragne under deres Boer, komme til i disse Boer at faa en Slags prioriterlig eller reel Ret i de forhenværende Interessentskabsactiver; men denne Indvending kan ikke tillægges nogen afgjørende Vægt; thi i Virkeligheden er der ikke Spørgsmaal om nogen reel Ret, og om end Resultatet og Virkningen i Forhold til Særcreditorerne bliver den samme, kan dog ikke det juridiske Forhold derved forandres. Og derfor kan der heller ikke lægges nogen Vægt paa manglende Thinglæsning eller paa manglende bestemt Overenskomst om Interessenternes indbyrdes Forhold, hvilket vistnok vilde været nødvendigt for at stifte nogen virkelig reel Ret. Man maatte forøvrigt gaa ud fra som en given og under Proceduren erkjendt factisk Omstændighed, at den i Firmaets Navn stiftede Gjeld til Creditbanken ogsaa i Virkeligheden er kommen Firmaet tilgode; dette Punct er nemlig saa væsentligt, at det umulig kunde være undladt at berøres af Appellanten, dersom det ikke havde været paa det Rene. Fra Minoritetens Side paaberaabtes derimod i det Væsentlige Følgende: Overretten er gaaet ud fra, at Firmaet P. Cappelens Enke, skjønt det ikke, som Underretten antager, i egentlig Forstand dannede noget selvstændigt Retssubject, dog var et særskilt Etablissement med sin bestemte Forretningskreds og sit særegne Handelsnavn, og altsaa i det Hele betegnede et Indbegreb af en fra dets Indehaveres øvrige økonomiske Virksomhed ganske afsondret Bedrift; og der paaberaabes i denne Henseende hovedsagelig Contracterne afødt xx.xx.1861, de udfærdigede Circulærer af 3die og 27de Marts 1861, Procuraer til Bestyrerne med særskilt Contor i Drammen, medens Interessenterne boede andetsteds, Bogførsel med særskilte Contoer for Interessenterne m. M. Men dette er neppe en rigtig Opfatning af de foreliggende Side:254 Kjendsgjerninger; Contracterne afødt xx.xx.1861 ere almindelige Kjøbecontracter, thinglæste ved de faste Eiendommes Værnething og kun deri forskjellige fra andre Kjøbecontracter, at der sælges bestemte Qvotadele af samtlige faste og løse Eiendomme under Et for en rund Sum med angivne Betalingsvilkaar og med Ret til at benytte det gamle Firma; derimod savnes enhver Bestemmelse om Interessenternes indbyrdes Forhold og deres Forhold til udenforstaaende Trediemand, og om Eiendommenes eller Bedriftens Udsondring fra Interessenternes øvrige Midler er der aldeles ikke Tale, ja der findes ikke engang nogen Antydning dertil. I et med den første Contract samtidigt Brev af 16de April 1856 siger tvetimod Omsted, at Kjøberne af egne Midler ville reise Penge til Driftscapital, og at den i Interessentskabets Navn stiftede Gjeld udelukkende er anvendt til Interessentskabets Bedste, er ikke oplyst, og kan heller ikke ansees erkjendt under Proceduren, saa at derom Intet kan siges enten fra elle til. Circulærerne af 3die og 27de Marts indeholder heller Intet om Interessenternes Forhold indbyrdes og til Udenforstaaende, eller om nogen Udsondring af Midlerne, og Procuraerne ere kun almindelige Fuldmagter, hvoraf Intet i saa Henseende kan udledes; og hvad endelig Navnet angaar, da er ogsaa dette uden Betydning, og den Omstændighed, at man har antaget et Firma, der er saa gammelt, at det oprindelig ikke engang betegnede noget Interessentskab, end sige et Interessentskab, hvori der sondredes mellem Interessentskabsmidler og Særeiendom, maatte snarere antyde, at man i denne Henseende ikke vilde indføre nogen Forandring, isærdeleshed da man ikke oprettede noget Document, hvorved det navngivne Interessentskab juridisk forandredes til et anonymt. (Forts.) Side:257 Overretten erkjender ogsaa selv, at denne saakaldte Sondring ikke i og for sig kunde begrunde nogen Adgang for Firmaets Creditorer til forlods Fyldestgjørelse af Firmaet Midler, idet det nemlig indrømmes, at ikke en Enkeltmand saaledes kunde udsondre sin Virksomhed i forskjellige Etablissements med særskilte Handelsnavne og Fonds, hvortil de forskjellige Creditorer skulde kunne henvises, men at Crediten maa ansees givet, ikke noget særskilt Fond, men den Forretningsmand, der eier samtlige Bedrifter og med sin samlede Formue er ansvarlig for dem alle. Men anderledes - menes der - stiller Sagen sig, naar Sondringen beror paa og er Udtrykket for et Interessentskabsforhold. Men heri kan man ingenlunde være enig. Naar Interessentskabet ikke er ar de saakaldte anonyme, hvis Begreb netop er, at Medlemmerne ikke indtræde med deres hele Formue, men kun med en bestemt Del deraf og uden at paatage sig noget personligt Ansvar for Selskabets Forpligtelser, men derimod er et navngivent, der ikke i nogen Retning har Karacteren af et selvstændigt, fra Medlemmernes Personer og øvrige Midler udsondret Retssubject, er Forholdet i den heromhandlede Henseende netop det samme, som om Spørgsmaalet var om en Enkeltmands Udsondring af en enkelt Bedrift, ialfald med Side:258 den enkelte Forkjel, at det navngivne Interessentskab ved udtrykkelig Erklæring kan tilveiebringe en saadan Udsondring, det er: kan forandre det navngivne Interessentskab til anonymt i juridisk Forstand. Hvad der i denne Henseende efter vore Love kræves, er vistnok ikke let at afgjøre, efter at den i sig selv hensigtsmæssige og i flere fremmede Lovgivninger med Modification antagne Bestemmelse i Frd. 16de April 1681 ikke længer er gjældende. Men der skal dog formentlig noget Mere, end her foreligger, til for at danne «et udsondret Interessentskab» i Overrettens Betydning, (saaledes nemlig, at Interessentskabet vedbliver at være navngivet, forsaavidt Spørgsmaalet er om de enkelte Medlemmers Responsabilitet for dets Forpligtelser, men derimod skal betragtes som anonymt forsaavidt, at dets Creditorer forlods skulle kunne holde sig til dets Midler, som en fra Interessenternes øvrige Midler udsondret Masse); og at det ikke i andre Interessentskabsforhold lader sig gjøre paa en saa letvindt Maade at tilveiebringe en saadan prioriterlig Ret, sees af forskjellige, mere og mindre nærliggende, analogiske Bestemmelser i Lovgivningen: Efter den nu ophævede Frd. 28de Decbr. 1792 §1 og Søfartsl.s §37 har saaledes Mandskabet for tilgodehavende Hyre Fortrinsret i Skib, Fragt og sammes Forsikringssum fremfor Rederiets øvrige Creditorer, og det hvad enten Skibet eies af Enkeltmand eller af et Interessentskab; men denne i særegne Forhold begrundede Ret kunde ikke uden udtrykkelig Lov og i Kraft af det blotte Begreb om en fra Rederiets øvrige økonomiske Virksomhed udsondret Bedrift tilkomme Mandskabet. Noget Lignende fandt efter den ophævede Frd. 19de Decbr. 1794 Sted ved de saakaldte Respondentiabreve eller Gjældsforskrivninger for Laan til et Skibs Udredning m. M., hvorved nemlig Ihændehaveren erholdt «Ret til, næstefter Bodmeribreve og lovgyldige Panteforskrivelser, at nyde forlods Betaling af det forsikrede (d. v. s.: Skib, Fragt, Ladning eller Føring), saalænge det var i Skyldnerens Side:259 Værge»; og i Forbindelse hermed kan ogsaa mærkes Søfartsl.s særegne Bestemmelser i §95, §105 og §106 om Skipperens Fortrinsret for de af ham til Reisens Fortsættelse reiste Penge, samt de flere tidligere Høiesteretsdomme, hvorved der er nægtet Fortrinsret for Udlæg i Anledning af Skibs Indskjøb og Udrustning, som den ene Medreder har havt for den anden. Og endelig kan som et analogt og forsaavidt nærliggende Forhold, som Talen her netop er om Bergværker og Fabriker, mærkes Bestemmelsen i Lov 14de Juli 1842 §51 og §52 og Lov 12te Octbr. 1857 §1a om Forlagscontracter, hvorefter Den, der forstrækker Eieren af eller Interessenterne i en Grube eller et Værk (eller efter Lov 12te Octbr. 1857 i andre Fabriker og Manufacturer) med Midler til Indretningernes Drift, erholder Underpant i de frembragte Producter. Men hertil udfordres en udtrykkelig og thinglæst Forlagscontract; og hvis altsaa de af Creditbanken anhængiggjorte Fordringer forudsættes at være Forstrækninger til Værkets Drift, kunde den ikke uden saadan erholde den i de nævnte Lovsteder omhandlede Prioritet. Vistnok er Talen her om en videregaaende Ret, forsaavidt nemlig som den ogsaa i Navnet og Formen er en Panteret eller reel Ret, der forresten forsaavidt maa siges at have en blandet Karakter, som den ikke kan gjøres gjældende, saasnart Producterne ere afhændede. Men med de Grundsætninger, der aabenbare sig gjennem saadanne Bestemmelser, syntes det dog en uforenelig Tanke, at et Interessentskabs blotte Begreb som en særskilt, fra Interessenternes øvrige økonomiske Virksomhed udsondret, Bedrift skulde paa samme Tid, som Interessentskabet med Hensyn til Medlemmernes Responsabilitet vedbliver at være navngivet og ikke ved nogen udtrykkelig Erklæring er gaaet over til anonymt, medføre en Fortrinsret, der i Gavnet vilde være ligegjældende med en reel Ret. Saadan Ret har man tidligere (for Lov 12te Octbr. 1857 §11) antaget blot at kunne opnaaes ved thinglæste Domme eller Forlig eller ved Skadesløsbreve. De paaberaabte fremmede Lovgivninger kunne ikke her Side:260 tillægges nogen Betydning, baade fordi de indeholde udtrykkelige og ingenlunde af Sagens Natur flydende Bestemmelser i den omhandlede Retning, og især fordi de ved Siden heraf have sørget for de fornødne Garantier med Hensyn til Trediemands Tarv, nemlig ved at paabyde Interessentskabets og Firmaers Indtegning i Protocoller, der nærmest svarer til det Eneste, vi i denne Retning have, nemlig Thinglæsningsvæsenet. Og at Høiesteret overhovedet ikke har villet gaa ind paa de nyere fremmede Lovgivningers Lære om Handelsfirmaer, sees af den i [[Rt-1866-98]] meddelte Høiesteretsdom af 25de Octbr. 1865. Den af de foregaaende Retter i nærværende Sag nedlagte Lære, at man hos os, uden udtrykkelige Lovforskrifter og uden nogen gjennem Thinglæsning eller paa anden Maade tilveiebragt offentlig Advarsel, skulde i navngivne Interessentskabsforhold kunne udsondre en enkelt Bedrift ved saadanne private Foranstaltninger, som særskilt Bogførsel, særskilte Bestyrere og særskilte Gjældsstiftelser under et særskilt antaget, lad end være noksaa gammelt Navn, og derved oprette Bedriften til en, mod selve Begrebet om et navngivet og responsabelt Interessentskab stridende, særskilt Masse, hvori de saakaldte Interessentskabscreditorer skulde nyde Fortrinsret, samtidig med at concurrere i Interessenternes øvrige Midler, synes ogsaa at være en farlig Lære, hvortil vor Lov ingen Hjemmel indeholder. Tvertimod udtaler det eneste hidhen hørende Lovsted, 1-22-29, en ganske modsat Anskuelse, forsaavidt der kræves Thinglæsning; og skjønt Lovstedet vistnok ikke egentlig omhandler Interessentskab i Eiendom, men kun Besiddelse i Fællig, saa er det dog hidtil antaget at afgive den nærmeste Analogi. Naar det til Støtte for den af Overretten antagne Mening som en afgjørende Betragtning har været paaberaabt, at den enkelte Interessent og hans Særcreditorer, selv i navngivne Interessentskaber, ikke kunne fordre Mere end at Opgjør og Udsondring af, hvad der, efter et saadant, altsaa efter Interessentskabscreditorernes Fyldetsgjørelse, udkommer Side:261 som hans Netto-Andel, og at Særcreditorerne ikke med Rimelighed kunne fordre en større Ret i det Tilfælde, at samtlige Interessenter ere komne under Concurs, synes det tilstrækkeligt at bemærke, at Fællescreditorernes Udgang til forlods Fyldestgjørelse i det første Tilfælde ikke er en Følge af nogen Fortrinsret, men derimod en ligefrem og naturlig Følge deraf, at Interessentskabet selv ikke er kommet under Concurs, men derimod fortsætter sin Virksomhed; men fra, hvad der maatte antages at gjælde i et saadant Tilfælde, kan man ikke slutte til, hvad der skal gjælde i det andet, derfra væsentlig forskjellige Tilfælde, at samtlige - in casu begge - Interessenter, altsaa selve Interessentskabet er kommet under Concurs, hvorved først Spørgsmaalet om Prioritet mellem Fælles- og Særcreditorer opstaar. Naar kun den ene Interessent er kommen under Concurs, har derhos den anden Ret til at modsætte sig Særcreditorernes Adgang til at holde sig til Interessentskabsmidlerne, men naar begge ere komne under Concurs, gjælder ikke dette, thi da spørges ikke længer om Medinteressentens Ret, men kun om Creditorernes, og disse have ingen Ret til at fordre, at Interessentskabet skal holdes sammen, ligesom overhovedet da alt Spørgsmaal om dets fortsatte Virksomhed eller om Gjennemførelse af den mellem Interessenterne trufne Overenskomst og derved den Interesse, som gjorde, at den ene Interessent kunde modsætte sig Activernes Adsplittelse, er bortfalden. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
