Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
I Øst for Røraas Værk ligger omkring Fæmundsøens nordre Ende indtil Stiftsgrændsen og nordover paa begge Sider af Søen Feragen en betydelig Skovstrækning med forskjellige Navne (Femundsaasen - Svartaasen - Hestbetsaasen - Svartvigaasen - Ljosnaadalen - Fjeldburøsten - Gjetbergdalen) men med et fælles Navn, Feragsskoven eller Fæmundsmarkens Skov; og da de omkringboende Opsiddere, dels Selveiere dels Verksleilændinge, havde aavirket i denne Skovstrækning, hvortil Verket prætenderede Eiendomsret eller ialfald exclusiv Brugsret, medens Opsidderne paastode Skoven at være Statsalminding bleve 21 Personer, hvoriblandt Angj. Ole Pedersen Feragen, der baade er Selveier af en Feragshage og fælles med sin Svigerfader bruger en af Værkets Leilændingspladse, satte under Tiltale for «Tyveri i den Værket tilhørende Skov i Egnen om Feragen». Ved den af Politimester Christie som Sættedommer den 20de Januar 1868 afsagte Underretsdom bleve de Angj. imidlertid frifundne og Sagens Omkostninger paalagte det Offentlige, idet det i Præmisserne hedder: - - - Side:386 At Skovene i Røraas, da Kobberværket i 1646 anlagdes, var Statens, kan ikke betvivles. Disse store Skovstrækninger, i hvilde dengang yderst faa havde bosat sig, kunne ikke antages allerede da at være kommen over i Privates Eie, og i de i Tidsrummet fra 1705 til 1727 udstedte Bygselsedler, som findes indtagne i den irettelagte Domsact i Sagen mellem Røraas Værk og Finnerne, hvilke Bygselsedler lyde paa Engsletter netop i en af de Skove ved Feragen, hvorom der i nærværende Sag handles, og ere udstedte af Fogden, siges udtrykkelig, at Engsletterne ligge i Kongens Alminding. Paa den anden Side kan det heller ikke betvivles, at Røraas Verk i Kraft af den Brugsret, som det ved Privilegium af 19de Octbr. 1646 erholdt over alle inden 4 Miles Circumserence liggende Skove, har lige fra Værkets Oprettelse havt Opsyn med dem. Den ældste irettekomne Oplysning om dette Opsyn indeholdes i Relationerne fra B. Tax af 11te Febr. 1702, der omstændeligen beskriver de forskjellige Skovpartier, hvori Værket har Brugsret, og blandt disse ogsaa nævner de Skove, om hvilke der under nærværende Sag handles. Noget Tegn til, at Værket anser sig for mere end Bruger af Skovene, sees ikke før henved et Aarhundrede efter Tax's Død. Den irettelagte Beskrivelse af 1752 taler saaledes fremdeles kun om «indkronede» Skove, og sætter Ferag-Skovene i Klasse med Dragaas Kongealminding. Først i Slutningen af forrige Aarhundrede ser man Værket optræde som Skoveier, modtagende under 13de Octbr. 1795 af 18 Selveiere i Røraas en Declaration, ved hvilken de vedtage Mulct for at have uden Værkets Tilladelse forøvet Hugst i dets «fredede Odels- og Eiendomsskove i Gjetbergdalen, Josnaadalen, Josnaanæsset og flere Steder», og i de senere Relationer og Indberetninger fra Dem, hvem Opsynet med Skovene har været anfortroet, ser man enkelte af disse, og navnlig Skovene om Feragen, nævnte som Værket tilhørende. Floer kalder saaledes i sine Relationer afødt xx.xx.1806 Josnaadalens (eller som det nu almindelig skrives, Ljosnaadalens) Skove Eiendomsskov, og paapeger dersteds forøvet Hugst samt foreslaar et Opsyn bestikket; ligesaa C. Kjelsberg, der i sine Indberetninger af 1815 til Værkets Overdirection nævner Fjølburøsten, Ljosnaadalen, Svartvigen m.fl. Skove som Værket tilhørende, opgiver ulovlig Hugst i Mængde sammesteds, omtaler Udvisning og Tilladelse som nødvendig og tilraader Søgsmaal, om Mulct ei vedtages; og endelig kalder Ram i sine Relationer afødt xx.xx.1827 Skovene ved Feragen «Værkets egne Skove». Noget Document, der udtrykkelig hjemler denne Eiendomsret, forligger ikke. Verkets kgl. Skjøde af 16de Febr., tinglæst 29de Juli 1729, paa Engesletteparter om Røraas Værk (det nuvarende Røraas Gods) kan ikke tjene som hjemmel; thi Skovene nævnes ikke i Skjødet undtagen i den sædvanlige Tilhjemlingsformel, hvis Udtryk «Skov og Mark» Rentekammerets Skrivelse af 28de Septbr. 1754 ikke vil have forstaaet som Hjemmel paa Skoven, og som ovenfor anført omtales endnu i 1752 Skovene som Kongelige Almindinger. Men det formenes heller ikke nødvendigt her at bringe Spørgsmaalet om Værkets Eiendomsret paa det Rene; thi har ikke Værket denne, maa det i alle Fald antages at have en udelukkende Brugsret. I umindelig Tid findes Værksbestyrelsen at have optraadt som Side:387 raadende over Skovene, at have ansat og lønnet Opsynsmænd (Skovfogder), givet Udvisning til Bygdens Beboere, modtaget Skovleie af, hvad disse huggede til Husfornødenhed, og mulcteret, hvor Hugst foretoges uden Udvisning. Af denne Værkets Raadighed over Skoven flyder, at den af de Tiltalte uden Udvisning forøvede Hugst maa ansees ulovlig; men hvorvidt de for samme, ere hjemfaldne til Straf, vil afhænge af, om de have handlet mala fide. De ovennævnte Relationer fra B. Tax af 1702 vise, at de i Skovene Bosatte toge, hvad de tiltrængte, ikke alene Bygningsmaterialier og Brænde, men ogsaa hvad der kunde tjene til Kreaturføde, saasom Kvist, Løv og Bark af friske Træer; og det fremgaar af Vidneforklaringerne, at Hugst uden Udvisning i ældre Tider hyppigen og i stor Udstrækning fandt Sted (cfr. 2, 6, 8, 9, 30, 31, 32, 33, 34, 40, 41 og 42 Vidne), og at Udvisning, naar den benyttedes, ofte kun bestod i Paavisning af Strøget, og ikke af hvert Træ, som skulde hugges. Det er ogsaa ganske naturligt, at Verket, saalænge man havde rigeligt af Skov, ikke var saa nøieregnende med, hvad eller hvormeget der huggedes, ligesom det vel ogsaa i ældre Tider, da de allerfleste af Bygdens Beboere stode i Verkets Tjeneste, var mere beredvilligt til at taale, at de aavirkede, hvad de tiltrængte, end senere, efterat Forholdene havde udviklet sig derhen, at en Mængde Opsiddere udelukkende ernærede sig ved Jordbrug og ingen directe Forbindelse havde med Værket. Men det fremgaar ogsaa af Vidneforklaringerne, at der, selv i den senere Tid, efterat Opsynet var bleven strengere og efterat en nøiagtigere Udvisning var indført, stadigen, ved Siden heraf, huggedes uden Udvisning, og at det ikke toges saa nøie, om den, der havde faaet Udvisning, huggede lidt mere, end udvist var. Det maa erkjendes, at der i denne hyppige Hugst uden Udvisning laa for Almuen en ikke ringe Grund til at tro, at Hugsten var berettiget, eller i alle Fald, at den ikke kunde være strafbar. I Aarene 1848-1851 verserede i Røraas en privat Sag, anlagt af Værksbestyrelsen mod en Del Finner for Aavirke i og Beskadigelse af Skoven i Ljosnaadalen ved Feragen. I denne Sag, der maatte være Bønderne af saameget større Betydning og følges af dem med saameget større Interesse, som deres Forlegenhed for Skovmaterialier da var tiltaget i betydelig Grad ved Skovenes Forringelse, bleve Finnerne frifundne, fordi Værksbestyrelsen under Proceduren havde erkjendt, at Verket ikke eiede Skoven, og fordi det, efter Domstolenes Formening, ikke havde ført et fyldestgjørende Bevis for sin paastaaede exclusive Brugsret. - Som ovenfor nævnt, blev der under Sagen fremlagt Bygselsedler fra Aarene 1705-1727, hvor det Strøg, i hvilket Finnernes Aavirke m. m. havde fundet Sted, kaldes Kongens Alminding, og under Proceduren havde Citantskabet kaldet Bygdens Bønder «almindingsberettigede» i Modsætning til Finnerne. Det er indlysende, at denne Sag var vel skikket til at bibringe Almuen Tvivl om Værkets udelukkende Dispositionsret over Skoven. I Aaret 1863 ledsagede Tiltalte Nr. 5 og 6te Vidne Forstkandidat Schjøz udover Feragsjøen og op igjennem Ljosnaadalen under hans Skovbefaring, og berettede efter Hjemkomsten, at Schjøz udtrykkelig havde sagt, at Skoven var Statens og Bygden brugsberettiget i samme. Efterretningen om, at en af Side:388 Staten udsendt Mand havde med Bestemthed udtalt sig saaledes, maatte selvfølgelig i høi Grad bestyrke den Tro, som Bønderne allerede gjennem Finnesagen havde faaet om deres Berettigelse til Aavirke. Schjøz benægter vistnok i sin irettelagte Erklæring, at hans Ytringer vare, som af Tiltalte Nr. 5 og 6te Vidne gjengivet; men han siger dog at have ytret, at Skoven havde været Statens, og at han troede, at den endnu var det, ligesom han ogsaa indrømmer, at hans Ledsagere kunne have misforstaaet ham. Men om end ogsaa en Misforstaaelse her har været tilstede, kan dog denne ingen Indflydelse have ligeoverfor dem, som efter Befaringen meddeltes, hvad der skulde være sagt, og som havde saameget mindre Grund til betvivle Meddelelsens Paalidelighed, som den saa godt stemte overens med den Overbevisning, Finnesagen havde indgivet dem om Retsforholdet. Den paaklagede Hugst er hovedsagelig forøvet, efterat Schjøz's Ytringer, saaledes som disse gjengives af Tiltalte Nr. 5 og 6te Vidne, vare blevne almindelig bekjendte blandt Almuen, og de synes i væsentlig Grad at have givet Stødet til den. I denne Henseende er Skovfogdens Forklaring som 1ste Vidne af ikke ringe Vægt. Han siger, at medens ulovlig Hugst tidligere kun af og til forøvedes, er den i de to sidste Aar, eller omtrent i saadant Tidsrum, forøvet meget hyppigt; at der i samme Tidsrum var talt meget blandt Almuen om, at man havde faaet at vide, at Skoven ikke tilhørte Røraas Værk, men Staten, og at Bygdens Folk skulde være brugsberettigede, at man under sine Samtaler herom havde paaberaabt sig dels Finnesagen og dels Schjøz's Ytringer og at Vidnet tror, at de Tiltalte have forøvet Hugsten i Tillid til, at de paa Grund af Finnesagens Udfald og Schjøz's Ytringer ikke kunne drages til Ansvar derfor. Ovenfor er berørt, at 18 Opsiddere i Røraas i Aaret 1795 udstedte en Deklaration til Værket, hvori de erkjendte, at de uden Berettigelse havde aavirket i Ljosnaadalen og vedtoge Mulct. Denne Deklaration, som vel er thinglæst, men som ikke findes noteret paa de Tiltaltes Hjemmelsbreve, benægte de Tiltalte at have kjendt, da de forøvede den paatalte Hugst, og da der ingen Oplysning haves om, at de have kjendt den, kan den ikke tjene til at svække deres bona fides. Til Støtte for denne tjener ogsaa, at Hugsten er foretaget aabenlyst og at de Tiltalte næsten uden Undtagelse med den største Aabenhjertighed have vedgaaet den for Retten, hvor enkelte af dem endogsaa have bekjendt Facta, om hvilke ingen Oplysning var framkommet eller kunde ventes at fremkomme, saafremt de fortiede samme. De have alle faaet er godt Skudsmaal af deres Sjælesørger og i sidste Retsmøde af Lagrettesmændene, af hvilke den ene, Kirkesanger, har erklæret sig overbevist om, at Hugsten er foretaget i god Tro. At der i Aaret 1861 optoges flere Forhør angaaende ulovlig Skovhugst i Røraas, uden at Aktion paafulgte, og at Districtets Sorenskriver i Correspodence med Værksbestyrelsen og Overøvrigheden har udtalt sig derhen, at Almuen muligens er brugsberettiget, kan maaske ogsaa have bidraget sit til Udbredelse af den Tro, at saadan Ret existerede, eller at Aavirke uden Udvisning i alle Fald ikke var en Forbrydelse. - - - Side:389 Denne Dom blev alene for en Tiltalts Vedkommende og «til mulig Redsættelse af de tilkjendte Salarier» indanket til Overretten, og derefter alene for Salariernes Vedkommende til høiesteret (cfr. Hstd. 13de Febr. 1869, Retst. Pag. 255) medens der for Angj.s og de øvrige Tiltaltes Vedkommende acqviesceredes ved Underretsdommen. Men da Angj. vedblev at hugge i Skoven, og navnlig vedgik, at han Sommeren og Høsten 1868, paa samme Sted som før, nemlig i Fjeldburøsten, havde aavirket 21 til 1 Spd. 24 ss taxerede Furutræer, hvoraf nogle faa friske og samtlige huggede paa Roden, samt at han havde bragt dem hjem for at benytte dem ved Opførelsen af et Fjøs, blev han paany ved Ordre af 1ste Juli 1869 sat under Tiltale for ulovligt Aavirke i den Del af Feragsskoven, som kaldes Fjeldburøsten. Under denne Sag erklærede Angj. sig bekjendt med Domspræmisserne i den ældre Sag og specielt med, at det i disse Præmisser var udtalt, at Frifindelse fandt Sted, fordi de Tiltalte antoges at have forøvet Skovhugsten i god Tro; «men den Omstændighed, at han dengang blev frifunden, ikke som den, der havde lovlig Ret til Hugsten, men som den, der havde staaet i den Tro, at han havde en saadan Ret, kunde, efter hans Formening, ingen Indflydelse have i nærværende Tilfælde, da hans Ret til Hugst i Skoven ved Feragen virkelig er tilstede, saaledes som af ham under titnævnte Forhør og Justitssag er paavist», og senere tilføiede han, at han forinden Examinationen under Forhøret ikke rigtig forstod Betydningen af Udtrykket «god Tro». Han mente nemlig tidligere, at han maatte have hugget med fuld Ret, naar han havde hugget i god Tro, og at han maatte have været fældet som Tyv, hvis han ikke havde hugget med saadan Ret. Forøvrigt erkjendte han ogsaa sin egenhændige Underskrivt paa en af flere Selveiere og Leilændinge i Røraas Sogn den 3die August 1868 til Kongen indgiven underdanigst Ansøgning, hvori det udtrykkelig siges, at Bønderne ved Dommen af 20de Jan. 1868 kun bleve frifundne for Justitens Tiltale paa Grund af, at de have handlet i god Tro, og hvori andrages om, at der maatte blive forelagt førstkommende Storthing en Proposition om, «at Bønderne her i Præstegjældet maa gjenerholde deres urgamle hævdede Rettigheder til at hente sine nødvendige Bygningsmaterialier fra de i Egnen forefundne Tømmerskove uden gjennem Handel med Kobberværket og uden at betale Skovleie til samme». Ved den af Sættedommeren, Politimester Christie, den 20de Side:390 August 1869 afsagte Underretsdom antoges den bona fides, som under den ældre Sag begrundede de Tiltaltes Frifindelse, ikke nu at være tilstede, hvorfor Angj. for første Gang forøvet simpelt Tyveri blev tilfunden Fængsel paa Band og Brød i 10 Dage og 1 Spd. 24 ss i Erstatning, samt tilpligtet at udrede alle Omkostninger, hvoriblandt Salarier til Referent og Forsvarer og til Sættedommeren for Forhøret og Sagen; og denne Dom stadfæstedes ved Trondhjems Stiftsoverrets Dom af 27de Septbr. 1869, dog saaledes, at Straffetiden bestemtes til 5 Dage og de af Sættesorenskrivers Beskikkelse flyende Omkostninger at skulle udredes af det Offentlige, idet det antoges, at den ordinære Dommer, efter de nu forhaandenværende Omstændigheder, ikke havde havt tilstrækkelig Føie til at vige sit Sæde. I Høiesteret var der to Stemmer for Angj.s Frifindelse. Om Almuen havde nogen Hugstret, var et Spørgsmaal, der ikke egnede sig til Afgjørelse under en Justitssag, og som heller ikke behøvede at afgjøres under nærværende Sag. Men den af Værket prætenderede Eiendomsret til Skoven kunde ialfald ikke ansees hjemlet ved Priv. af 19de Octbr. 1646 (i Bergs Reser. under 17de April 1673), der kun tilstaar Circumserens og Brugsret til Skoven, «forsaavidt det ikke Andre præjudicerligt er», og Skjødet af 16de Febr. 1729 kunde, som Reser. 28de Septbr. 1754 viser, ved de Engesletterne tilliggende Skove heller ikke antages at sigte til de vidtløftige Skovstrækninger, hvorom der under nærværende Sag var Tale. Medens en Rette ældre Bygselsedler, udstedte fra 1705 til 1727 af Kongens Fogder, viste, at Almindingen endnu var Kongens, saaes det af senere Bygselsedler og forskjellige saakaldte Relationer fra Værkets Functionærer m. m., at Værket efterhaanden og navnlig i senere Tider har søgt at tilegne sig Eiendomsretten, og en Frugt af disse Bestræbelser maatte netop Declarationen af 13de Octbr. 1795 og de senere Decreter og Forlig om Mulcter m.v. ansees at være. Og da det kun var en Brugsret, som var Værket tilstaaet, kunde der selvfølgelig ikke være Spørgsmaal om, at dette skulde have hævet nogen Eiendomsret. At den indrømmede Brugsret skulde være af saadan Beskaffenhed, at Almuens sædvanlige og i 3-12-6 hjemlede Ret til at bruge Almindingsskoven til Husfornødenheder udelukkedes, formentes ikke antageligt efter den i Priv. af 1646 udtrykkelig tagne Forbeholdenhed af Andres Rettigheder, saameget mindre som disse Side:391 Privilegier i det Væsentlige stemmede med andre samtidige, t. Ex. af 19de Novbr. 1660 for Læssø og 14de Juli 1662 for Lykken. Og at ingen Anden maatte hugge, vilde kun sige, at der ikke maatte hugges til Salg, derimod ikke, at Almuen, efterhaanden som den voxte til, ikke skulde udøve den sædvanlige Brugsret. Nogen Udøvelse af udelukkende Brugsret fra umindelig Tid kunde heller ikke indrømmes, idet Documenterne og Vidneførselen tvertimod syntes at vise, at det først var i 1795 og den efterfølgende Tid, at Værket paastod udelukkende Brugsret - en Usurpation, som Almuen tildels har fundet sig i, og tildels ikke. Navnlig var 2, 9, 33, 40, 41 og 42 Vidners Prov om den fra Almuens Side udøvede Hugst i denne Henseende at mærke. Med Hensyn til Almuens Opfatning af disse Forhold og dens gode Tro, var endelig Finnesagen i 1848 og Forstassistent Schjøz's senere Udtalelser af væsentlig Betydning, og Dommen af 20de Jan. 1868 kunde heri ingen Forandring gjøre. Det var nemlig kun i Dommens Præmisser, at Angj. blev frakjendt Retten, og Angj. havde ingen Udgang til at paanke denne Dom. At han skulde have optraadt med civilt Søgsmaal for at faa sin Ret anerkjendt, var en kunstig Fremgangsmaade, som ikke kunde forlanges, hvorimod det naturlige var, at han handlede efter sin Overbevisning om, hvad der var Ret, og af Angj.s Svigerfaders Faders Underskrivt paa Declarationen af 13de Octbr. 1795 kunde Intet udledes mod ham, da denne Declaration, uagtet thinglæst, dog ikke var nogen Heftelse paa Eiendommen, og derfor med Grund kunde af Angj. ansees som uforbindende for ham. Pluraliteten var enig med de foregaaende Retter og henholdt sig i det Væsentlige til Begrundelsen i Underretsdommen af 20de Jan 1868. Spørgsmaalet om Værkets Værkets Eiendomsret var det ikke nødvendigt under nærværende Sag at afgjøre, og derom samt om Fortolkningen af de i saa Henseende paaberaabte Documenter vilde man derfor nu Intet udtale. Til nærværende Sags Afgjørelse var det nemlig, som ogsaa i Dommen af 20de Jan. 1868 antaget, fuldkommen tilstrækkeligt, at det efter de foreliggende historiske Oplysninger maatte ansees utvivlsomt, at Værket, saalænge det var i Drift, havde en udelukkende Brugsret til Skoven, ved Siden af hvilken der ikke kunde bestaa nogen Almuen tilkommende Ret til Hugst. Om dette end ikke med udtrykkelige Ord indeholdes i Priv. af 1646, saa kunde det dog udledes af Priv.s §4, der tilsteder, til Værkets Brug og al Side:392 anden Fornødenhed at hugge i Kongens Skove for Intet, og ved Siden deraf bestemmer, «at ingen Anden paa de Steder maa hugge Saug- eller andet Tømmer, som til Værket tjenligt er eller dem stadeligt», og denne Slutning støttedes ved Sammenligning med Priv. for Læssø og med en Række Priv. for de norske Jernværker, blandt andre for det den mægtige Gyldenløve tilhørende Frizø, hvor der bruges andre Udtryk og navnlig savnes den ganske væsentlige Bestemmelse, at der kunde hugges uden Godtgjørelse. I Forbindelse hermed maatte det ansees afgjørende, at Værkets udelukkende Brugsret stedse har været anerkjendt af det Offentlige, og at Værket stadigen, især siden Slutningen af forrige og Begyndelsen af nærværende Aarhundrede, ved Ansættelse af Skovfogder og Opsyn i Skoven, ved Paatale og Mulcter i Anledning af Andres Hugst, ved Tilladelse og Udvisning til Hugst mod Skovleie, ved Grændseopgangsforretninger og Udstedelse af Bygselsedler m. m., har udøvet en udelukkende Disposition over Skoven; og i sig selv var det, som af Forstassistent Schjøz udhævet, saameget mindre sandsyndligt, at Værket skulde have ladet den udelukkende Brugsret slippe sig af Hænderne, som der ved Værkets Anlæg ei existerede nogen Almue, der kunde udøve Brugsret, men, som af enkelte Vidner antydet, i det Høieste nogle omvankende Finner og endel Jagt- og Fiskerhytter, medens det var let at forudse, at Værkets Brugsret snart vilde blive betydelig reducerat, dersom den efterhaanden tilvoxende Almue havde været indrømmet Brugsret ved Siden af Værket. Det var derfor saa langt fra, at der kunde være Tale om nogen Usurpation fra Værkets Side, at det tvertimod snarere var Almuen, som i senere Tid, navnlig paa Grund Dommen i Finnesagen og ved Misforstaaelse af Schjøz's Ytringer, havde søgt at tilegne sig Brugsret i Skoven; og dette fremgik ogsaa af de paaberaabte Vidner, der samtlige - ialfald blot med Undtagelse af 41de og 42de Vidne - forklare sig om enkelte sporadiske Hugster, som derhos fordetmeste kun have fundet Sted efter Anvisning og mod Betalning. Paa Udtalelserne i Finnesagen kunde man derhos ikke lægge nogen Vægt, da der ikke handledes om den Hugstret, hvortil Værket paastaar sig eneberettiget, men derimod om hævdet Udgang til Skoven paa den Maade, som Finnerne med sine Ren benytte den. Spørgsmaalet kunde altsaa blot være, om Angj. fremdeles kunde antages at have handlet i god Tro; men i denne Henseende viste hans egen Forklaring under Forhøret og Sagen samt hans Side:393 Optræden, efterat den tidligere Underretsdom var falden, navnlig ved den til Kongen indgivne Ansøgning, at han har været sig sin Uberettigelse bevidst, og hans Forsøg paa at bortforklare Betydningen af Udtrykket god Tro kunde selvfølgelig ikke tages for godt. Vistnok kunde han ikke paanke Præmisserne til Underretsdommen af 20de Jan. 1868, men derfor behøvede han ikke at tage sig selv tilrette. Han maatte under enhver Omstændighed anse den af ham paastaaede Ret for tvivlsom, og han vidste, at den ialfald var bestridt og fremdeles vilde blive bestridt af Den, som havde Skoven i Brug og Besiddelse; den eneste lovlige Fremgangsmaade havde da været, at han gjennem privat Søgsmaal havde forsøgt at faa den bestridte Ret anerkjendt, og naar han istedet derfor, hemmelig eller aabenbar, paa egen Haand satte sig i Besiddelse af den omtvistede Gjenstand, gjorde han dette paa egen Resico og under Lovens fulde Ansvar, uden at den Omstændighed, at han selv muligens har stolet paa i værste Fald at faa sin ulovlige Handling subsumeret under et andet Lovsted, kan characteriseres som god Tro eller kan betage Handlingen den Character af Tyveri, som den iøvrigt efter Loven har. Paa den af en af hans Formænd underskrevne Declaration af 1795 kunde der vel ikke lægges nogen afgjørende Vægt, men da han maatte antages under den foregaaende Sag at være bleven bekjendt med samme, maatte denne, da Spørgsmaalet her ikke var om nogen bindende Fraskrivelse af en Eiendommen tilliggende Rettighed, men om god Tro, ogsaa bidrage til at svække Angj.s Paastand herom. Paa Grund af Sagens Omfang og Vanskeligheden af de Undersøgelser angaaende selve Hugstretten, som i den maatte anstilles, havde det vistnok været bedre, om den havde været anlagt i den civile Processes Former; men lignende præliminære Spørgsmaale ere oftere forhen af Høiesteret afgjorte med samme Udfald som i nærværende Sag, og naar den udelukkende Brugsret er saa klar som her, kunde dette heller ikke ansees særdeles betænkeligt. Pluraliteten fandt saaledes, at Angj. maatte fældes som ved Overetten skeet, men da han er en vel anseet Mand, om hvem tidligere intet Ufordelagtigt har været bekjendt, indstilledes han til Benaadning med 10 Spdlr.s Bøder. Ligeledes antoges han at burde fritages for Omkostningerne i Anledning af Sættedommerens Beskikkelse, der nemlig havde været en Følge af Angj. utilregnelige Omstændigheder; derimod var man ikke enig i den af Overretten herfor anførte Grund, nemlig at den Side:394 ordinære Dommer ikke skulde havt tilstrækkelig Føie til at vige sit Sæde, uden at det dog ansaaes nødvendigt i denne Anledning at give ny Conclusion. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
