Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
En Dag i Septbr. Maaned 1875 opstod der i Karl-Johans Gade i Kristiania et Slagsmaal mellem to Hunde, og da under dette den mindste Hund, forfulgt af den største, faldt i Rendestenen, for den største Hund over den og tumlede ind imod en Speilglasrude i Kjøbmand Sigurd S. Andersens Butik og slog derved Ruden itu; Ruden var forsikret i Glasforsikringsselskabet "Prudentia", der erstattede den med en ny, hvorved det havde et Udlæg afødt xx.xx.86 sz. Selskabet lod sig derefter transportere Kjøbmand Andersens mulige Skadeserstatningskrav paa Hundens Eier, Student A. J. Skridshoel, og har derpaa efter forgjæves Forligsmægling stevnt denne til at betale dets Udlæg med Renter eller in subsidium Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn og i ethvert Tilfælde Sagens Omkostninger. Student Skridshoel har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Forsvarsomkostninger eller ialfald frifunden mod at betale "1 Ort 16 sz eller hvad nu en almindelig Rude kan koste". - Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1876 er Student Skridshoel frifunden og Processens Omkostninger ophævede. Et af Rettens Medlemmer har imidlertid været af den Mening, at Indst. vel er pligtig til at yde Erstatning, men at denne alene bør bestemmes til en almindelig Rudes Kostende eller i dette Tilfælde, efter Proceduren, til 1 Ort 16 sz. Byrettens Dom er derefter i Henhold til erhvervet naadigst Dispensation fra Lovgivningens Bestemmelser om summa appellabilis af Forsikringsselskabet "Prudentia" paaanket til Høiesteret, hvor Sagen paa Grund af Indst.s Student Skridshoels, udeblivelse er udgaaet til skriftlig Behandling. Varselet og Dokumentationen Befindes at Være i Orden. Appellantskabets Paastand for Høiesteret er overensstemmende med Paastanden for Byretten med Tillæg, at Procesomkostninger tilkjendes Appellantskabet ogsaa for Høiesteret. At den omhandlede Rude er ituslaaet paa den foran anførte Maade, er in confesso, ligesom det ogsaa maa ansees at være in confesso, at Indst.s Hund er meget stor. Til Appells. Anførsel om, at Hunden er en af de største, om ikke den største i Byen, har nemlig Indst. ved Byretten alene svaret at Hunden langtfra er en af de største, saa at Modpartens Anførte i denne Henseende lidet af Overdrivelse". Side:829 Appell. formener at det ikke kan nægtes, at Hundens Eier maatte kunne forudse, at den kunde komme i Slagsmaal, og at det da laa ligesaa nær for ham at indse, at et Dyr af den Størrelse, hvorom her er Tale, under en hastig Bevægelse lettelig vilde være istand til at knække en Vindusrude, det gaar saa langt ned, at Hundens Overkrop rækker opover dens Karm. En Begivenhed som den indtrufne formenes derfor at være "en Eventualitet af den Art, at den kan siges at være fremgaaet af Dyrets egen, indre Drift og følgelig af Eieren kunde være forudseet". Men selv om det indrømmes, at det ikke godt kunde Forudsees, at Hunden under Slagsmaal netop skulde, tumle ind paa et Butikvindu, formener Appell., at Erstatningspligten maa være tilstede, da det maa være nok, at Eieren har maattet tænke sig, at Slagsmaalet kunde have Følger, om han end ikke har tænkt sig denne bestemte Form for Skadetilføielse, bevirket ved Slagsmaal af Hunde i en befærdet Gade. Appell, mener derfor, at det for Eieren, navnlig af en stor Hund, maa være Pligt at træffe de fornødne Forholdsregler til Forebyggelse af Skadetilføielser, med andre Ord, at han maa være forpligtet til at holde den hjemme eller at føre den med sig i Baand eller ialfald give den en saadan Optugtelse inden din kommer paa Gaden, at den ikke foretager sig Udflugter paa egen Haand. Byrettens pluralitet har bemærket, at da bestemmelserne i norske Lovs 6te Bogs 10 Kapitel paa Grund af sit exeptionelle Indhold ikke taale en analogisk Anvendelse eller Udvidelse til Tilfælder som det foreliggende, bliver det de almindelige Retsgrundsætninger, som her bliver afgjørende. Og disse antages ialfald ikke at kunne gaa videre til Fordel for den skadelidende, end at Eieren af Dyr, som paa Grund af Artens eller Individets egen indre Drift ere tilbøielige til eller kunde forudsees muligens at foretage skadegjørende Handlinger som f. Ex. bide, slaa, stjæle Mad, gjøre Skade i Ager eller Eng og desl., bør, naar han lader sit Dyr gaa løst, staa til Ansvar for de saaledes forudseelige Følger af Dyrets Lyster. Vor Lovgivning - bemærkes der i denne Forbindelse - har endog i enkelte slige Tilfælde limiteret Erstatningspligten, jfr. norske Lovs 6-10-5 og 6 samt Lov afødt xx.xx.1860 §24, c og §33. Hvor derimod den skadegjørende Handling mere maa betragtes som en Tilfældighed, antager Byrettens Pluralitet, at Skadeserstatningspligt for Dyrets Handlinger bortfalder, og som en saadan Tilfældighed finder den, at det maa ansees, at Indst.s Hund under Slagsmaalet med den anden Hund kom til at tumle ind paa Kjøbmand Andersens Rude og til at slaa den itu Der gjøres i denne Henseende opmærksom paa, at medens Hunden vistnok var stor, er det paa den anden Side ikke oplyst, at den var af nogen voldsom Natur, og det findes ikke rimeligt, at Eieren har kunnet forudse Muligheden af, at Hunden skulde tumle ind paa Butikvinduer eller paa lignende Maade forvolde Skade. Jeg er med Byrettens Pluralitet enig i, at det indtrufne maa betragtes som en uforudseelig Tilfældighed, for hvilken Indst. ikke kan gjøres ansvarlig. En Paastand som den, at en Hunds Eier, fordi han kan forudse Muligheden af, at Hunden kommet i Slagsmaal med andre Hunde, ubetinget skal være ansvarlig for hvilkensomhelst uheldig Følge, der maatte vise sig at være resulteret af et saadant Slagsmaal, kan jeg ikke finde beføiet; jeg mener, at der her som ellers, hvor der er Tale om Skadeserstatning, maa kunne paavises, at der mellem den tilføiede Skade og den handling af Vedk., der skal danne Grundlaget for Erstatningspligten (in casu den Handling af Indst., at han har ladet sin Hund gaa løs paa Gaden) er et saadant Forhold, at Handlingen kan karakteriseres som uagtsom, eller at man ialfald kan sige, at Muligheden af en Skade, af Beskaffenhed som den indtrufne, burde have fremstillet sig for Vedkommende, naar han havde brugt saadan Omtanke, som med Rimelighed kan fordres. Men at det skulde være en uforsvarlig eller blot Side:830 tilregnelig Mangel paa Omtanke, at Indst. eller hvilkensomhelst Eier af en større Hund ikke har tænkt sig Muligheden af, at Hunden kunde komme til at gjøre Skade - ikke ved at bide, skremme Heste, løbe Mennesker overende eller andet saadant, som man ellers stnndom har havt Exempler paa, men ved at slaa et Vindu itu - kan jeg ikke finde. At der af et Hundeslagsmaal resulterer en Skade af Beskaffenhed som denne, maa erkjendes at være noget saa ganske upaaregneligt, at Muligheden deraf vel neppe er kommen i Nogens Tanker, førend Tilfældet er indtruffet. <strong>Konklusion:</strong> Byrettens Dom bør ved Magt at stande. <strong>C. Hansteen.</strong> Dersom jeg kunde anse Reskr. 2 Juni 1786, forsaavidt det ialmindelighed sætter Straf for at lade Hunde gaa løse i Kristiania som gjældende, vilde jeg neppe betænke mig paa at paalægge Indst. at udrede Erstatning, uden at jeg finder det fornødent at udtale mig om, i hvilken Udstrækning den burde ydes. Jeg antager nemlig, at dette Reskript enten aldrig er gjort gjældende i Kristiania, eller ialfald allerede længe før Lov 11 Juni 1857 om Adgang, til at paalægge Hundeskat i Kjøbstæderne, var anseet som ikke existerende, og skjønt jeg ikke kan være enig med Byretten Pluralitet, forsaavidt den synes at antage, at Reskriptet for Kristiania By's Vedk. skulde være ophævet ved de den 10 Januar 1874 approberede Vedtægter (gjældende Love antages nemlig ikke at kunne ophæves ved deslige Vedtægter), finder jeg dog i disses §45 §46 en Bestyrelse for den Mening, at Reskr. da ikke var anseet som gjældende. Maa man altsaa som Forstvoterende og - som det synes - ogsaa Appell. har forudsat, antage dette, maa man ogsaa antage, at der intet ulovligt var i, at Indst. lob sin Hund gaa løs paa Gaden, og da finder jeg Førstvoterendes Mening vel begrundet og kommer til samme Resultat som han. <strong>W. Manthey.</strong> Jeg kan ikke være enig med de foreg. Voterende, Paa Reskr. afødt xx.xx.1786 lægger jeg vistnok ingen videre Vægt; thi om man end ikke vil anse Reskr. for ugjældende som uforeneligt med Forudsætningerne i Lov af 11te Juni 1857, jfr. Lov 29 Juni 1848 §3 og 7 Septbr. 1854 §4, er det dog vist, at det i en Række af Aar faktisk ikke har været overholdt i Kristiania, og Indst. havde saaledes samt i Henhold til de gjældende Politivedtægter god Grund til at antage, at der i sig selv intet ulovligt var i, at han lod sin Hund gaa løs paa Gaden. Men det flyder efter min Mening ikke mindre af Sagens Natur eller almindelige Retsgrundsætninger end af Bestemmelserne i Lovbogens 6-10-2 og 6, og hvad deraf kan sluttes til vor egen Lovgivnings Synsmaade i saa Henseende (kfr. Ørsted i Nyt jur. Arkiv, 22 B. p. 127 ff. og Hdb. 5/9 p. 36 ff, Grams Formuesret 2 Del p. 914 ff. og Hallagers Obligationsret 2 Det p. 427 ff.), at den af en Hund forvoldte Skade maa dens Eier være pligtig at erstatte, saafremt han ved Mangel paa tilbørligt Tilsyn og Bevogtning er Aarsag, i, at, Hunden er kommen til at gjøre Skaden. Og jeg skjønner ikke rettere, end at det maa ansees for uforsvarligt eller som en tilregnelig Uagtsomhed at lade en Hund, navnlig af Størrelse og Styrke som Indst.s, gaa løs og uden Tilsyn paa Gaden, saaledes som skeet i nærv Tilfælde. Det maa ligge nær for Tanken, at Hunden under saadanne Omstændigheder kan komme til at gjøre Skade af et eller andet Slags. Om den Skade, Hunden virkelig gjør, hører til den mere eller mindre hyppigt forekommende, og om Muligheden af, at netop denne Skade kan tænkes at have fremstillet sig eller burde have fremstillet sig for Eieren, maa efter min Mening være uden Indflydelse paa dennes Erstatningspligt, ligesaa fuldt som ellers den, der gjør sig skyldig i tilregnelig Uagtsomhed, hvorved Andenmand paaføres Skade, maa erstatte denne uden alt Hensyn til om han iforveien har tænkt sig eller kunnet tænke sig, at Skade af saadan Art eller saadant Omfang vilde indtræde. En anden Sag er det, om Side:831 Hunden ikke har gjort Skaden ved et Forlhold, der maa tilskrives dens egen Drift, men som er fremkaldt ved andre Mennesker eller ved tilfældige Begivenheder; isaafald kan vistnok ikke Eieren have noget Ansvar. Men noget saadant er her ikke Tilfældet. Skaden er skeet under og som Følge af et Slagsmaal mellem Indst.s og en anden Hund, og der er ingen Grund til at antage, at Slagsmaalet var foranlediget ved andet end Hundens egen Drift. Jeg antager saaledes, at Indst. ikke kan frifindes af den Grund, at den Skade, hang Hund har gjort, i Forhold til ham maa ansees som tilfældig og som utilregnelig. Forsaavidt Indst. derhos in subsidium har paastaaet sit Erstatningsansvar indskrænket til 40 Still., eller hvad en??? kan antages at koste, kan jeg heller ikke give denne??? Hvad der til Fordel for samme er anført af det dissenterende Medlem af Byretten, forekommer mig ikke holdbart. En saadan Indskrænkning har ingen Hjemmel i Lovgivningen, og - saavidt skjønnes - heller ikke i Forholdets egen Natur. Det er ligesaa lidt forbudt, som det kan ansees for i sig selv utilbørligt at anbringe saadanne Butikvinduer som det her omhandlede, og dette er nu blevet saa almindeligt, at det ikke kan betragtes som overdreven eller unødig Luxus. Heller ikke skjønnes det at kunne karakteriseres som nogen særdeles Uforsigtighed, hvis Følge Eieren selv maa være nærmest til at bære, isærdeleshed naar det tages i Betragtning, at Glasset i saadanne Ruder er saa tykt og stærkt, at der skal en ikke ringe Grad af Vold til, for at der skal slaaes itu. Om at paabyrde Publikum Iagttagelse af nogen særegen diligentia for ikke at beskadige dem, er der selvfølgelig ikke Spørgsmaal. Men naar tilregnelig Uagtsomhed er udvist og har havt til Følge, at Ruden er gaaet itu, indser jeg ikke, at Vedkommende kan fritages for fuldtud at erstatte den virkelige Skade, fordi denne ikke vilde være bleven saa stor, hvis Ruden havde været mindre eller af et mindre kostbart Stof. Det vil ogsaa let sees, til hvilke Urimeligheder Konsekventsen af denne nye Lære vilde føre, og det forekommer mig indlysende, at den i ethvert Fald trænger til en nærmere Begrændsning, som den kun ved positive Lovforskrifter kunde gives. Jeg antager saaledes, at Indst. maa tilsvare den ituslaaede Rudes fulde Værdi eller det paasøgte Beløb, 39 Spd. 86 sz = 158 Kr. 87 Øre, med lovlige Renter. - Processens Omkostninger derimod efter Sagens tvivlsomme Beskaffenhed og Omstændighederne iøvrigt at burde ophæves. <span id="slutning"><center><strong>Konklusion:</strong></center></span> Student A. J. Skridshoel bør til Glasforsikringsselskabet Prudentia betale 158 Kr. 87 Øre med 5 pCt. aarlig Renter fra 5 November 1875, indtil Betaling sker. - Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves. <center><strong>I. S. Thomle.</strong></center> I det væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thomle Naar en Hund af Størrelse og Beskaffenhed som den heromhandlede gaar løs paa Gaden uden Tilsyn af Eieren, ligger det nær for Tanken, at Hunden ved Slagsmaal eller lignende Adfærd, der foranlediges af dens indre Drift, anretter Skade, og for den bør Eieren være ansvarlig. <strong>O. Løvenskjold.</strong> I det væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thomle. <strong>E. Saxlund.</strong> Ligeledes <strong>P. V. Ottesen.</strong> Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg antager med de tidligere Voterende, at Reskr. 2 Juni 1786 ifølge langvarig Praxis og den senere Lovgivnings Forudsætninger ikke længer kan paaberaabes som gjældende, og at det saaledes er lovligt og tilladeligt at lade løse gaa løse paa Gaden, naar Politivedtægternes Forskrifter iagttages. Men er dette saa, kan jeg i det her foreliggende Faktum ikke finde nogen efter det almindelige Begreb tilregnelig Uagtsomhed fra Hundens Eiers Side, og naar jeg alligevel Side:832 indrømmer, at en løsgaaende Hunds Eier i Regelen vil være pligtig at erstatte den Skade, Hunden gjør, uden at den Skadelidende ved egen Uforsigtighed dertil giver nogen Anledning, er det fordi jeg efter en vis naturlig Billighed og Lovgivningens enkelte Bestemmelser finder, at Dyrets Eier dog er nærmere til at bære Skaden end den ganske uskyldigt Lidende. Men dette kan efter min Mening kun gjælde, hvor ingen Uagtsomhed fra den Skadelidendes Side konkurrerer, noget, jeg tror ikke med Rette kan siges om den, der mod en befærdet Gade anbringer Glasruder, der saa næsten ned til Gaden, uden foran samme nederste Del at anbringe nogensomhelst Beskyttelse ved Gitter, Metalstænger eller deslige. Uforsigtigheden ophører ikke derved, at den bliver almindelig, og om end Sædvanen eller Moden kan gjøre det noget vanskeligt at unddrage sig den heromhandlede Luxus, synes det mig dog, at Hasarden faar blive for dens Regning, der benytter den, uden at sørge for Beskyttelsesmidler, der neppe hverken kan være uforholdsmæssig kostbare eller synderlig vanzirende. Om Rudens Styrke i sig selv er intet nærmere oplyst. Vil man nu ogsaa anse det for en Uagtsomhed at lade en stor Hund gaa løs paa Gaden, er der efter min Mening ialfald en ligesaa stor Uagtsomhed tilstede fra Vindu-Eierens Side, og under denne Opfattelse finder jeg ikke nogen fyldestgjørende Grund til at føre Tabet over fra ham paa Hundeeieren. En Fordeling af Tabet kunde vistnok synes billigst, men dertil vilde der behøves en Lovhjemmel eller ialfald en mere bindende Analogi, end vor Lovgivnings Bestemmelser i den Materie tilbyder. <strong>Gerh. Meldahl.</strong> Seet. C. Hansteen. W. Manthey. I. S. Thomle. O. Løvenskjold. E. Saxlund. P. V. Ottesen. Høiesterets Dom blev derpaa under 23 Oktbr, d. A. afsagt overensstemmende med Assessor I. S. Thomles Konklusion. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
