Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Nærværende Sag, der er paaklaget til Forligelseskommissionen af en Flerhed af Grundeiere ved Sauerelven, men kun paastævnt af en af disse, Indst. her for Retten, som overdraget samtlige Klageres Krav, - er reist til Indtale af Erstatning for den Skade, som ved Appell.s Dampskibsfart gjennem Sauerelven paastaaes at være tilføiet og at tilføies de nævnte Gruneieres langs Sauerelven liggende Eiendomme. Ved Underretten nedlagdes ved Sagens Inkamination den 25 Mai 1877 Afvisningspaastand. Denne forkastedes ved Kjendelse af 12 Juni s. A., hvorpaa Sagen procederedes i Realiteten med det Udfald, at de Indst., Appell.ne her for Retten samt det for Underretten tillige indstævnte oplandske Dampskibsselskab ved den af Sorenskriveren med Meddomsmænd under 28 August 1882 afsagte Dom tilpligtedes efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa de Indst.s Bekostning at betale Erstatning til Cit., Indst. for Høiesteret, for den de vedkommende Eiendomme i Tiden fra 19 Septbr. 1856 til Skjønstiden ved Dampskibsfarten paaførte Skade, hver af dem med det Beløb, som ved Skjønnet bestemmes, - samt Omkostninger. Kjendelsen afødt xx.xx.1877 og Underretsdommen indbragtes efter erhvervet Opreisningsbevilling alene af Nordsjødampskibsselskabet og Dampskibet «Lundetangen» for Kristiansands Stiftsoverret. Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1885 blev saaledes kjendt for Ret: Underrettens Dom bør forsaavidt den angaar Appell.ne, Direktionerne for Nordsjø-Dampskibsselskabet og Dampskibet «Lundetangen» ved Magt at stande, dog saaledes, at Processens Omkostninger ved Underretten for Appell.nes vedkommende ophæves. Sagen er derpaa af de nævnte Dampskibsdirektioner ved Stævning afødt xx.xx.1885 paaanket her til Retten, hvor den paa Grund af Indst.s Udeblivelse er udgaaet til skriftlig Behandling. Ved Høiesteret inhæreredes Side:643 principaliter den fremsatte Afvisningspaastand, idet den under 12 Juni 1877 afsagte Kjendelse paastodes underkjendt, Sagen afvist og Appell.ne tilkjendt Kost og Tæring. Ved Høiesterets Dom af 21 Juli s. A. blev imidlertid den paaankede Kjendelse stadfæstet og Sagen udsat for Appell.ne, se med Hensyn hertil Førstvoterendes af de øvrige Voterende i det Væsentlige og Resultatet tiltraadte Votum, der ligger til Grund for Høiesterets ovennævnte Dom. Sagen er derpaa af Appell.ne fremmet i Realiteten, hvorefter de under Frafaldelse af de forskjellige ved de foregaaende Instantser fremsatte Indsigelser mod Indst.s Berettigelse til at optræde som Sagfører paa den Maade som skeet - nedlægge Paastand om at frifindes for Indst.s Tiltale og hos ham at tilkjendes Processens Omkostninger for alle Retter. Subsidiært gjør Appell.ne gjældende, at hver af dem kun kan pligte Erstatning for den Skade, hans Dampskibe maatte antages at have gjort, og at Erstatning kun kan tilkjendes for den Tid, hvori de Personer, der har ladet Sagen anlægge, har eiet vedkommende Eiendomme, samt at en fældende Dom maa blive at affatte overensstemmende hermed. Forinden Sagsanlægget blev der for at et Forlig kunde komme istand efter Overenskomst mellem Parterne under 8 Novbr. 1875 af 2 dertil valgte Mænd optaget et Skjøn over den paa vedkommende Eiendomme forvoldte Skade. Dette Forsøg paa at faa en mindelig Afgjørelse ledede imidlertid ikke til noget Resultat, ligesaa lidt som en Henvendelse til det Offentlige om dets Mellemkomst. Af en irettelagt Skrivelse fra Kanal-Direktøren afødt xx.xx.1876 sees, at en saadan Henvendelse har fundet Sted, og at Løitnant Nysom i denne Anledning paa det Offentliges Vegne har befaret Sauerelven, samt at denne derefter har afgivet en irettelagt af Kanal-Direktøren tiltraadt Fremstilling med tilhørende Kart af Stedforholdene. Med Hensyn til Indholdet af denne Fremstilling henvises til Overrettens Domspræmisser hvoraf her indtages som en Del af mit Votum fra og med «Ifølge denne Fremstilling» til og med Ordene «hvori han fandt enhver af disse Strækninger.» - - - «Ifølge denne Fremstilling har Sauerelven, der forbinder Hiterdalsvandet med Nordsjø, en Længde af ca. 30,000 Fod, en Middelbredde af omtrent 500 Fod og paa de længste Strækninger en Dybde afødt xx.xx.30 Fod, dog saaledes at den har enkelte grunde Steder, hvor Vanddybden under regulær Vandstand i Nordsjø kun er 6-8 Fod. Kun den nederste ca. 16000 Fod lange Strækning af Elven er udsat for Brud, da Bredderne ovenfor denne Strækning dels er Fjeld dels Stenur. Paa nævnte Strækning staar imidlertid Elven saagodtsom overalt i Brud paa begge Sider, idet Bruddene dog er mere eller mindre udviklede efter Beskaffenheden af Jordbunden og de Aarsager, der have fremkaldt Samme. Enkelte Strækninger staa saaledes i fuldt Brud, idet de fremviser en lodret staaende lerblandet Sandvæg, hvoraf stadig en Del udvaskes og bortskylles af Elven, medens paa andre Strækninger Bruddene ikke er længere fremskrevne end, at Torvens Forbindelse med Forstranden er ophævet, hvorved imidlertid Vandet har faaet Adgang til at undervaske og bortføre det løse Materiel, der findes bag Torven. Denne sidste Beskaffenhed har Bruddene paa de fleste og længste Strækninger, og maa den Skade, som hidtil er foaarsaget ansees som meget ubetydelig. Bredderne paa disse Strækninger ere for største Parten temmelig steile og stærkt skovbevoxede, ligesom Torven, der er gjennemfiltret af Rødder, har havt en betydelig Modstandskraft mod Udvaskning. De Strækninger, hvor Bredderne allerede nu staar i fuldt Brud ere i Almindelighed lavere og har manglet den Beskyttelse som en stærk Bevoxning yder. De Aarsager, der have fremkaldt Bruddene ere efter Nysoms Mening følgende: 1. Overvand, Tælleløsning samt Vandaarer, 2. Dampskibsbølgernes Udvaskning, 3. Tømmerflaadernes Paastødning og Oprivning af Bredderne, 4. Kreaturtraak, Mennesketraak, Tømmervæltning og lignende ydre Vold, Side:644 som muligens paa enkelte Steder kan have revet det første Hul paa Bredderne, men nogen større Skade kan dog kun Tømmervæltningen paa enkelte Steder antages at have ført med sig. Nysom har derhos paa Kartet inddelt Bredderne langs Sauerelven i forskjellige Strækninger og i sin Betænkning givet en Beskrivelse af den Tilstand, hvori han fandt enhver af disse Strækninger» - - -. Til Oplysning om, ta der ved Appell.nes Dampskibsfart i Sauerelven er paaført de omhandlede Eiendommes Elvebredder Skade er der ført en Flerhed af Vidner. Efter disse Vidneprov har Sauerelvens Bredder efter Dampskibsfartens Begyndelse i høiere Grad end tidligere været udsat for Udrasninger. Vidnerne har derhos forklarte, at disse Udglidninger for en stor Del er foraarsaget ved de Bølgeslag, Dampskibene satte ind mod Bredderne. Overensstemmende med Vidneforklaringerne har de under Sagen forrettende Lagrettes- og Skjønsmænd udtalt, at der i Bredderne saavelsom i Rasene paa alle Eiendomme fandtes Spor af at Bølgeflagene fra Dampskibene har gjort Skade og paa forskjellige Stede bevirket Udrasninger og Udfald. Naturaarsager, Regnflom og Tælleløsningen anser Lagrettet for en liden Del som medvirkende Aarsager til Skaden. Derhos har Lagrettet besvaret er fremsat Spørgsmaal om, hvorvidt den paaviste Skade enten i det Hele eller for en Del kan ansees opveiet ved den Værdiforhøielse som Eiendommene have faaet ved Dampskibsfarten paa Nordsjø benægtende under Tilføielse af den Bemærkning, at ogsaa de ikke ved Elven liggende Eiendomme havde Fordel af Dampskibsfarten. Videre tilføier Lagrettet, at de ved Elven liggende Eiendomme havde Fordel af Dampskibsfarten, men at denne Fordel var en Ubetydelighed. Under 10 og 11 Juli 1878 har Appell.ne ladet afholde ved teknisk kyndige i Henhold til Lagrettesl.s §23 opnævnte Mænd et Overskjøn. Under dette Skjøn ere Mændene komne til det Resultat, at Dampskibsbølgerne har paaført de omhandlede Eiendomme nogen Skade, men de tilføie, at de antager, at Værdiforhøielsen ved Dampskibsfarten for samtlige Eiendomme som Helhed betragtet mere end opveier den anrettede Skade. Som det vel sees gaar dette tilføiende i modsat Retning af hvad de under Sagen fungerende Lagrettes- og Skjønsmænd i saa Maade har udtalt. Nu gjør Appell.ne gjældende, at man maa sætte Underskjønnet ganske tilside og respektere Overskjønnet. Denne Paastand finder jeg det unødigt nærmere at indlade mig paa; thi selv om man holder sig til Overskjønnet, tror jeg ikke, at Indst. derved berøves Adgang til at erholde Erstatning. Det er vistnok saa, at man i Expropriationstilfælde er gaaet ind paa at lade de med vedkommende ny Anlæg eller Foranstaltning forbundne Fordele komme til Afdrag i den saakaldte Ulempeerstatning, men de Fordele der saaledes ere komne til Afdrag, har ikke som i nærværende Tilfælde bæret af den Beskaffenhed, at de i mere eller mindre Grad kom alle andre Eiendomme i Distriktet tilgode. Heller ikke kan der i nærværende Tilfælde med Føie paaberaabes den i nyere Bygningslove indeholdte og paa andre Forholde beregnede Forskrift, at der ved Bestemmelse af Erstatning for Grundafstaaelse til nye Gadeanlæg skal tages Hensyn til den Nytte Grundeieren vil have af Anlægget. Appell.ne paastaa imidlertid, at det af Overskjønnet videre fremgaar, at Dampskibenes Skadelige Indvirkning paa Eiendommene i det storetaget maa karakteriseres som ubetydelig, af forsvindende Betydning, og mene, at den Gene, den Ulempe, som Dampskibsfarten medfører for vedkommende Eiendomme begrebsmæssigen ikke er en anden og større end den, som Nærheden af en nybygget Gade eller Vei med dens Larm og Støi kan medføre for tilstødende Eiendomme. Heri kan jeg dog ikke være enig. Om det ogsaa maa indrømmes, at Overskjønsmændene i det Hele og storetaget ikke har fundet Skaden af synderlig Betydning, saa er dog ogsaa efter Overskjønnet foraarsaget nogen Skade paa Bredderne ved de af Dampskibene i Bevægelse satte Bølgeslag. Og saadan Skade kan som indvirkende paa selve Side:645 Eiendommens Substants - Grundarealet - ikke sættes i Klasse med de af Appell.ne nævnte Ulemper, men medfører Ansvarspligt overensstemmende med hvad der af nærværende Ret er antaget i et ganske analogt Tilfælde, se Dom afødt xx.xx.1873 [[Rt-1874-145]] og flg. Ved denne Dom tilkjendtes, som det vil sees, Eieren af Gaarden Holta ved Sauerelven blandt Andet Erstatning for den Udglidning, der var foraarsaget ved Dampskibet «Statsraad Stangs» Fart paa Sauerelven, uagtet det ikke var oplyst, at der kunde lægges Dampskibet nogen Uforsigtighed eller Hensynsløshed tillast. Og er det saa, at den Slags Skadetilføielse som her omhandles, medfører Ansvarspligt, maa Skaden erstattes enten denne er stor eller af mindre Betydning. Hermed vil jeg dog ikke have udtalt at saadan Skade er Gjenstand for Erstatning, hvor ubetydelig og forsvindende den end maatte være. Jeg mener kun, at man i nærværende Tilfælde, hvor Oplysningerne om Skadens Størrelse ikke er bestemtere end at man, som anført maa sige, at der, naar man tager samtlige Eiendomme underet, dog er forvoldt nogen Skade, ikke kan nægte at give Dom paa Erstatning efter Skjøn. Men selv om en Erstatningspligt medførende Skade ansees forvoldt ved den omhandlede Dampskibsfart, mener Appell.ne dog at maatte være fri for at svare Erstatning. Dampskibsfarten paa Sauerelven, heder det, begyndte i 1852 og havde altsaa fundet Sted i over 20 Aar, da nærværende Sag paaklagedes i 1876. Dette har de tidligere Instantser, heder det videre, kun tillagt den Indflydelse, at Erstatning ikke er tilkjendt for det Tidsrum, der ligger mere end 20 Aar tilbage fra 19 Septbr. 1876, men siger Appell.ne, en korrekt Opfatning, af vort Hævdsinstitut efter dets Begreb og dets Motiver maa lede til, at den, der i over Hævdstid har ladet en Samfærdselsvei befærdes paa en Maade, som for ham medfører Gene og Ulempe, derved har mistet Adgangen til at forbyde dens fortsatte Benyttelse eller - hvad der restlig kommer ud paa det Samme - fordre Erstatning fordi den fortsattes. Heller ikke heri kan jeg være enig. Jeg gaar nemlig ud fra, at Appell.ne have befaret Sauerelven ifølge en Alle tilkommende Ret til at benytte Vasdragene til Færdselsvei og ved en saadan Benyttelse kan man selvfølgelig ikke hævde sig til en Servitut paa de tilstødende Landstrækninger, hvorefter Eierne af disse havde at finde sig i den Skade, Dampskibsfærdselen forvodte paa Elvebredderne. Jeg tiltræder saaledes med Hensyn til denne Indsigelse, hvad der er udtalt i Underretsdommens Præmisser, hvortil henvises. Videre fremholder Appell.ne, at en udvidet Fart efter hvad der fra Indst.s Side selv udtales først er muliggjort ved den i Forbindelse med Anlægget af Løveidkanalen foretagene Opdæmning af Nordsjø i 2 Fods Høide, og at Konsekventsen heraf synes at maatte være, at State, der har foretaget det omhandlede Arbeide og forsømt at faa tingen ordnet gjennem foregaaende Expropriation, faar svare til Følgerne. Til Støtte for denne Indsigelse paaberaaber Appell.ne sig 2 Erklæringer fra Ingeniør Borchgrevink af 22 Marts og 10 Mai 1879. Som det vil sees ere de Oplysninger i den omspurgte Henseende, der indeholdes i disse Erklæringer baade ufuldstændige og ubestemte, og det kan ingenlunde siges at fremgaa af disse Erklæringer eller af hvad der iøvrigt er oplyst, at der er de paaberaabte af det Offentlige trufne Foranstaltninger, der har fremkaldt den for Elvebredderne skadegjørende Dampskibsfart, hvorover der klages. I Henhold hertil kan jeg intet Hensyn tage til den heromhandlede Indsigelse. Saaledes som Sagen nu foreligger er det alene Dampskibene, der faar staa for Skaden. Om Dampskibene kan bringe Ansvaret eller nogen Del deraf over paa det Offentlige er et Spørgsmaal, der ligger udenfor, hvad der under nærværende Sag kan afgjøres. I den af Overretten stadfæstede Underretsdom er det formentlig med tilstrækkelig Tydelighed antydet, Side:646 at hver af Appell.ne kun pligter at erstatte den Skade hans Dampskibe har forvoldt. Naar endelig Appell.ne har paastaaet, at Erstatning kun kan tilkjendes for den Tid, hvori de Personer, der har ladet Sagen anlægge, har været Eiere af vedkommende Eiendomme, er jeg enig med de foregaaende Retter i, at Erstatningsretten efter Forholdets Natur og Skadens Beskaffenhed maa følge Eiendomme. Efter det Anførte finder jeg at maatte votere for Stadfæstelse af Overrettens Dom, hvorefter der ei kan være Spørgsmaal om Tilkjendelse af Procesomkostninger. Konklusion: Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Edv. Mørch. Under Forbehold af Konference enig i Resultatet og i det Væsentlige ogsaa i Begrundelsen. Uanseet Overretsdom i [[Rt-1873-783]] finder jeg det tvivlsomt om det kan statueres som regel, at den som sælger en Eiendom eo ipso ogsaa overdrager Erstatningskrav i Anledning af Skade tilføiet Eiendommen. Regelen maa i ethvert Tilfælde begrændses til Tilfælde, hvor Erstatningen som ved Brandskade skal anvendes paa Eiendommen eller hvor den gives for Ødelæggelser eller Beskadigelser af Eiendommen o. dsl. 4 V., der har eiet Veium, har først under Sagen cederet sit Erstatningskrav til sin Eftermand. 1 og 2 V., der har eiet Pilebakke og Bunkholt til henholdsvis 1869 og 1866 sige at de ingen Paastand paa Erstatning gjøre for Skade, tilføiet i deres Besiddelsestid og cedere vel saaledes heller ikke Noget til sine respektive Eftermænd. O. A. Bachke. Med Hr. Assessor Bachke finder jeg det tvivlsomt, om der kan tillægges Indst. Erstatning udover hans egen og hans Cedenters Eiendomstid. Den almindelige Regel er selvfølgelig, at kun den, der eiede en Gjenstand, dengang Skade tilføiedes Gjenstanden, og hans Arvinger er berettigede til at kræve Erstatning for Skadetilføielsen og jeg kan ikke skjønne, der er nogen stærk Grund til for Skadestilføielser paa fast Eiendom undtagelsesvis at opstille den Sætning, at Erstatningsretten følger Eiendommen. Det kan ikke siges at ligge i Sagens Natur, at denne Ret er erhvervet for Eiendommen; den har en helt personlig Karakter. Hvad særskilt Skadestilføielser paa Jordeiendomme angaar, da synes den Omstændighed, at disse Eiendomme er skyldsatte og at der svares Skat i Forhold til deres Skyld, ikke at afgive holdbar Grund for Erstatningsrettens Overførelse paa senere Eiere, da de i Tilgælde har Adgang til gjennem Aftag at befri sig for den paa dem faldende Følge af Skadestilføielsen. Hvad der imidlertid skulde gjør mig tilbøielig til i nærværende Tilfælde at udstrække Erstatningsretten til senere Eiere er, at Spørgsmaalet om at kræve Erstatning sees at have været oppe ligesiden Dampskibsfartens Begyndelse, og at de tidligere Eiere derfor bør forudsættes stiltiende at have overdraget sine svævende Krav til sine Efermænd. Imod denne Forudsætning taler vistnok i nogen Grad 1, 2, 4 og 8 V.s Prov, men jeg er dog i Tvivl om den ikke bør antages at være tilstede. Hvad Konklusionen angaar henstiller jeg til Overveielse, om det ikke vil være beføiet overensstemmende med Appell.nes Paastand udtrykkelig at foreskrive, at det eventuelle Skjøn bliver at afgive paa Grundlag af det under Sagen afholdte Overskjøn. Forøvrigt er jeg i det Væsentlige enig med Førstvoterende. Ferd. Roll. I det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. Dog vil jeg for mit Vedkommende ikke hermed have udtalt at jeg anser det for givet, at Erstatningskrav af den her omhandlede Beskaffenhed altid bør følge Eiendommene. Naar jeg dog tror i nærværende Tilfælde at kunne slutte mig til den Mening, at Erstatningen ikke her bør indskrænkes til Indst.s og hans Cedenters Eiendomstid, da ledes jeg dertil væsentlig af den af Hr. Side:647 Assessor Roll berørte Omstændighed, at Spørgsmaalet om saadan Erstatning har været oppe omtrent ligesiden Dampskibsfarten i Elven tog sin Begyndelse, og det saaledes ikke er usandsynligt at en senere Kjøber af Eiendomme kan have tænkt sig, at Erstatningskravet med Eiendommen ogsaa gik over paa ham. Ph. Hansteen. Efter min Formening kan det ikke antages, at Indst. og hans Cedenter ved Kjøbet af deres respektive Eiendomme er overdraget Ret til Erstatning for Skade, tilføiet Gaardene i tidligere Eieres Besiddelsestid. Et saadant Pengekrav er ikke en Del af eller staar i Forbindelse med Eiendommen som nogen denne tilliggende Herlighed. Kun ved særskilt Transport kunde Pengekravet være overgaaet til Kjøberne. 1 og 2 V., der havde været Eiere af Pilebakken og Bunkholt (resp. nogle Aar til 1869 og fra 1863-66) have kun erklæret, at de «ikke gjøre Paastand paa Erstatning for Skade tilføiet Eiendommen i deres Besiddelsestid». Men deraf kan ikke sluttes at de overdrage deres Ret til Indst. Snarere synes man af disse forskjellige Udtalelser at kunne slutte, at saafremt Spørgsmaalet herom var bleven forelagt de tidligere Eiere, er det ikke sikkert, at det vilde have været besvaret af Alle disse paa samme Maade. Heller ikke synes mig, at Sagens Natur tilsiger at en stiltiende Overdragelse af Erstatningskravet ved Salget har Formodning for sig, eller at Billighed taler for at gaa ud fra saadan. Thi Gaardene ere solgte i den Stand, hvori de ved Salget befandt sig. Og ved Kjøbet af en Eiendom, der enten allerede er beskadiget af Elvebrud eller er udsat for saadant, maa det antages, at dertil er taget Hensyn ved Bestemmelsen af Kjøbesummen, saa at man ved senere at tilkjende Erstatning i Virkeligheden giver to Gange Erstatning. Med Førstvoterende er jeg - og formentlig ogsaa de øvrige Voterende - derhos enig i, at det ikke bør udledes af Høiesteretsdommen af 1873, at Enhver nok saa ubetydelig Skade, tilføiet en Eiendom af Dampskibsbølger, er Gjenstand for Erstatning. Men i saa Fald synes heller ikke en saadan ubetydelig Skade, hvorfor den daværende Eier ikke kune fordre Erstatning, at burde medføre saadan ved at lægges til en Skade som er tilføiet i en senere Eiers Besidelse. Efter dette finder jeg, at Appell.nes subsidiære Paastand bør tages tilfølge, saa at det i Dommen udtales, at Erstatning kun bliver at erlægge for vedkommende Eiers Eiendomstid. Det kan vistnok blive vanskeligt at tilveiebringe hertil hørende Oplysninger. Men foruden at dette da er bleven en Følge af, at Eierne have aldet saa lang Tid hengaa uden at gjøre sine Krav gjældende (maaske fordi de ikke have tænkt sig at saadant tilkommer dem), saa er i hvert Fald Skjønnet herom neppe vanskeligere end Afgjørelsen af hovr stor Skade, Dampskibene gjennem Aarenes Løb hver for sig har forvoldt. Saafremt mit Votum vinder Medhold forbeholder jeg mig efter Konference herom og om der ikke i Konklusionen bør ske Henvisning til Overskjønnet - at forme Konklusion. Forøvrigt enig i Førstvoterendes Konklusion. P. V. Ottesen. Jeg er enig paa samme Maade som Hr. Assessor Ottesen. Jeg finder nemlig med ham, at der ikke er Noget, som berettiger til den Antagelse, at et Erstatningskrav som heromhandlede følger Eiendommen. Det har ganske vist sin Oprindelse fra Eiendommen eller dens Besiddelse, men naar det først er opstaaet, synes det mig ikke i sit Væsen at være forskjelligt fra ethvert andet Krav. Forsaavidt Nogen vil gjøre saadant Krav gjældende ogsaa for en Tid, der ligger udenfor hans egen Besiddelses- eller Eiendomstid, maa han derfor formentlig have særskilt Overdragelse. Tager man f. Ex. Gaarden Bunkholt (Anders Gundersens) for sig, saa har jo vistnok Indst. Transport fra Eieren Anders Gundersen selv, men dennes Formand (2 V.) har ikke givet Anders Gundersen nogen Transport paa det Krav, han maatte have havt for Beskadigelse forvoldt i hans Eiendomstid, og Side:648 hvorledes det igjen har sig med 2 V.s Formand kjender man ikke det mindste til. Det kan godt være, at de aldeles ikke have havt Tanke om, at Eiendommen i deres Tid led nogen Beskadigelse eller at de havde Krav paa nogensomhelst Erstatning. Og saa skulde nu mange Aar efter den nuværende Eier uden Videre kunne gjøre saadant Krav gjældende. Jeg fremholder derhos, at Begrændsningen af Erstatningen til kun at skulle erlægges for hver Eiers (Cedents) egen Eiendomstid formentlig maa virke ogsaa fremover i Tid. Det er jo nemlig formentli klart, at kun forsaavidt Cedenterne i Tiden fra Cessionen og indtil det eventuelle Skjøns Optagelse have været eller vedblive at være Eiere af Vedkommende Eiendomme, kunne de tilkomme Erstatning ogsaa for denne Tid. (Jfr. Indlæg for Underretten afødt xx.xx.1882 fra Lundetangens Ølbryggeri). Exempelvis er det for en Eiendom, nemlig Bjøne Bjønessons Gaard Bunkholt endog udtrykkelig oplyst, at Cedenten, nævnte Bjøne Bjønson senere ved Sagens Anlæg har solgt denne Gaard. Men har han da ved dette Salg fobeholdt sig (og Indst.) Krav paa Erstatning ogsaa for Tiden efter dette sit Salg? Det synes jo lidet antageligt i og for sig, at han skulde have gjort det. Og har han ikke, saa kunde man jo, hvis ovenanførte Begrændsning ikke opstilles, være udsat for, at den nye Eier anlægger Sag til Indtale af Erstatning for sin Eiendomstid. V. Scheel. Jeg slutter mig ligeledes til Førstvoterendes Resultat, dog saaledes, at jeg i Lighed med flere af de senere Voterende antager, at Konklusionen bør gives et Tillæg omtrent saalydende: «Dog saaledes, at Erstatningen bliver at fastsætte paa Grundlag af det i Sagen optagne Overskjøn af 1878 forsaavidt Skadens Beskaffenhed og Omfang betræffer samt kun at tillægge Indst., Rolleif Mathiassen Sunde, for hans og hans I Paaklagen deltagende Cedenters egen Eiendomstid i Forhold til de respektive Eiendomme». Maaske og bør efter Ordene: «Stiftsoverrettens Dom» tillægges: «forsaavidt ikke allerede ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1888 afgjort». Samt i Slutningen: «Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves». Med Hensyn til Spørgsmaalet, om Erstatningsfordringen i Tilfælde som nærværende eo ipso for forløbne Tids Vedkommende gaar over paa ny Eier tillader jeg mig at paapege, at i den i Ugebl. for Lovk. X S. 528 ([[Rt-1870-824]]) refererede Høiesteretssag er et lignende Spørgsmaal blevet drøftet af flere af de Voterende. M. Lambrechts. Efter yderligere Overveielse tror jeg at burde slutte mig til den af flere af de Voterende udtalte Mening, at Erstatning rettest bør indskrænkes til R. M. Sundes og hans Cedenters Eiendomstid, og tiltræder jeg saaledes Hr. Justitiarius's Konklusion. Ph. Hansteen. Seet: Edv. Mørch, O. A. Bachke, Ferd. Roll, P. V. Ottesen, V. Scheel. Ved Konferencen enedes samtlige Voterende om følgende Konklusion: Stiftsoverrettens Dom bør, forsaavidt ikke allerede ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1888 afgjort, ved Magt at stande, dog saaledes at Erstatningen bliver at fastsætte paa Grundlag af det i Sagen optagne Overskjøn af 1878 forsaavidt Skadens Beskaffenhed og Omfang betræffer, samt kun at tillægge Indst., Rolleif Mathiassen Sunde, for hans og hans i Paaklagen deltagende Cedenters egen Eiendomstid i Forhold til de respektive Eiendomme. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. M. Lambrechts. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
