Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Assessor Motzfeldt: Angaaende denne Sags faktiske Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til den af Trondhjems Stiftsoverret under 23 Marts 1885 afsagte Dom: «Efter forgjæves lovlig Forligsprøve saggav John J. Reitan, A. H. Støvne, Svend H. Skaardal, H. H. Engen og L. Hoff - alle Gaardbrugere af Aalen - ved Aastedsretsstevning af 23de Januar 1878 Fjeldfin Paul Johnsen af Røraas Præstegjeld i Anledning Skade forvoldt ved Beitning eller Havning af Indst.s dels eiende og dels under Bevogtning havende Rensdyr paa Cit.nes Sætervolde, Havnestrækninger og Slaatter i den øverste Del af Gulas Dalføre, kaldet Guldalen, Killingdalen og Søosen samt ved den paa Grændsen mellem Aalen og Tydalen liggende Indsø Riasten, idet de herved nedlagde saadan Paastand: 1) At Indst. kjendes uberettiget til at lade egne og under hans Bevogtning staaende Rensdyr havne paa Cit.nes Sætervolde, Slaattemarker og Havnegange i de anførte Strækninger; 2) at han tilpligtes efter et paa hans Bekostning optaget lovligt Skjøn at betale Cit.ne Erstatning for den Skade, som den paaklagede Beitning har forvoldt dem i Aarene 1875, 1876 og 1877 tilligemed lovlige Renter af Skjønsbeløbet fra Sagens Paaklage og 3) at betale Sagens Omkostninger. Indst., der under Sagens Drift havde erhvervet beneficium paupertatis med fri Sagførsel, tog til Gjenmæle med saadan Paastand: principaliter at Sagen skulde afvises paa Grund af cumulatio inepta og Indst. tilkjendes Kost og Tæring, og subsidialiter, at han frifindes for Cit.nes Tiltale og hos disse tikjendes Sagens Omkostninger, hvoriblandt Salarium med Skyds og Diæt for den befalede Sagfører. Ved den af Guldalens Sorenskriver og Meddomsmænd under 14de Marts 1883 i Sagen afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret: «Indst. Fin Paul Johnsen bør til Cit.ne J. Reitan, A. Støvne, L. Hoff, S. Skaardal og H. Engen udrede Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa hans Bekostning for Skade paa Cit.nes Sætervolde og Slaattemarker i de under Sagen omhandlede Havnestrækninger Guldalen, Riasten og Søosen forvoldt ved Havning af ham dels tilhørende og dels under Bevogtning havende Ren i Aarene 1875, 1876 og 1877, dog med Undtagelse af Anders Støvnes Sætervold i Søosen; saa udreder han og 5 pCt. aarlig Rente af Erstatningsbeløbet fra 27 Decbr. 1877, indtil Betaling sker. Forøvrigt bør Indst. for Cit.nes Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves. Den for Indst. befalede Sagfører Overretssagfører B. Bergersen tilkjendes i Salar 250 Kroner, der foruden den ham tilkommende Skylds og Diæt udredes af det Offentlige.» Denne Dom har Fin Paul Johnsen efter ligeledes for Overretten at være meddelt beneficium paupertatis med fri Sagførelse samt under Side:412 Fremlæggelse af Opreisningsbevilling ved Appelstevning afødt xx.xx.1884 indanket her for Retten med saadan nedlagt Paastand, at Appell. frifindes for de Indst.s Tiltale og hos disse tilkjendes Sagens Omkostninger for begge Retter, herunder indbefattet Salar m. V. til den befalede Sagfører, hvilket in subsidium forventes udredet af Statskassen. De for Overretten Indst., nemlig de ovennævnte Cit.er ved Underretten have uden anstillet Kontrapaaanke taget til Gjenmæle og indladt Sagen tildoms «med samme Paastand, som af Cit.skabet er nedlagt i Underretten». Som en Følge af denne undladte Kontrapaaanke kan der imidlertid selvfølgelig ikke her ved Retten blive at tage Hensyn til de Dele af de Indst.s Paastand ved Underretten, som ikke ere givne Medhold i Underretsdommen, hvilket da navnlig gjælder den paaklagede Havning i Killingdalen, som ikke er antaget bevist at have fundet Sted, samt den Indst. A. Støvnes Sæter ved Riasten i Søosen angivelig tilføiede Skade, idet denne Sæter er antaget at være uberettiget anlagt i Finnernes hævdede Vei, samt endvidere den paaklagede Havnegang i de paagjældende Strækninger, forsaavidt denne er foregaaet udenfor Sætervoldene og Slaattemarkerne, idet Finnerne for nogen Del ere anseede berettigede til saadan Havnegang; og naar 1 Post af de Indst.s Paastand ikke er taget tilfølge, da sees det af Underretsdommens Præmisser, at Grunden hertil har været den, at man har anseet det ufornødent i saa Henseende at give nogen Bestemmelse i Domskonklusionen, navnlig efter den Modifikation, som denne Post havde faaet under Proceduren. Paa den anden Side bliver der ved Overretten heller ikke at tage Hensyn til Appell.s ved Underretten fremsatte men der forkastede principale Paastand om Sagens Afvisning som ikke gjenoptaget her ved Retten, medens der heller ikke findes at være Føie til ex officio at afvise Sagen.» Ved Overrettens Dom blev Underretsdommen stadfæstet og Processens Omkostninger for Overretten ophævede. Overretsdommen er nu af Finnen Paul Johnsen indbragt for Høiesteret, hvor saavel han som de Indst. have erholdt beneficium paupertatis med sin Sagfører. Appell. har paastaaet sig frifunden for de ved Høiesteret Indst.s Tiltale samt disse tilpligtede at udrede Processens Omkostninger for alle Retter. De Indst. have paastaaet Stiftsoverrettens Dom stadfæstet samt Appell. tilpligtet at betale de Indst. Sagens Omkostninger for Høiesteret. De befalede Sagføreres Salarer er in subsidium paastaaet udredede af Statskassen. Ved Underretten paastod Indst. Sagen afvist paa Grund af cumulatio inepta. Denne Paastand, der ved Underretten blev forkastet, gjentoges ikke for Overretten, og den er som Følge heraf heller ikke gjentaget i Høiesteret. Afvisning kan saaledes ske, forsaavidt Retten ex officio skulde finde Grund dertil. Dertil finder jeg dog ikke Grund. Det hvoraf Sagen for alle Sagsøgerne reiser sig, er et og samme skadegjørende, Sagsøgernes Ret formentlig krænkende kontinuerlige Forhold, hidført af den samme Mand med de samme Dyr under disses naturlige Færden i Fjeldet. Paastanden om Erstatningsansvar er for alle Sagsøgerne identisk; Bevismaterialet er for alle det samme; de Indsigelser der reises, ere de samme ligeover for alle, og den Afgjørelse, der træffes angaaende Finnens Pligt til at vogte sine Dyr, bliver jo den samme ligeoverfor alle de oprindelige Sagreisere. Det vilde lede til stor Vidtløftighed, Tidsspilde og unødige Omkostninger, om de saadant i sin Oprindelse og sit Indhold aldeles ensartet Krav skulde maatte gjøres gjældende under forskjellige Sager. Som Tilfælde, hvor Høiesteret har ladet passere uden Afvisning Sager, hvor der har været en ligesaa Side:413 stærk Cumulatio som i nærværende Tilfælde, skal jeg henvise til de i [[Rt-1859-307]] flg. og for [[Rt-1877-237]] flg. refererede Domme. Efter Appelmaaden er der for Høiesteret alene Spørgsmaal 1) om Finnen Paul Johnsen i 1875, 1876 og 1877 ved Havning med sin Renhjort har gjort Skade paa den dem optrædende Gaardbrugeres Sætre og Slaattemarker i Guldalen, Søosen og Riasten (Støvnevolden undtaget) og 2) om han isaafald kan tilpligtes at udrede Erstatning for saadan Skade. Ved den af de Indst. ikke paaankede Underretsdom blev nemlig Paul Johnsen anseet havneberettiget i disse Trakter med Undtagelse af Guldalen samt fritaget for at erstatte Skade paa Støvnevolden, fordi denne ansaaes for at være en ny anlagt Sæter lige i Rentrakterne. Og i Suldalen har Paul Johnsen ikke paastaaet at være i Besiddelse af nogen Havneret. Jeg er i det Væsentlige enig med Stiftsoverretten. Det er paa det Rene, at de heromhandlede Trakter i lange Tider havde været benyttede af Lapperne til Beitning for deres Renhjorder. Og Paul Johnsen paastaar, at Lapperne i disse Egne ere de oprindelige Beboere, der af Nordmændene trænges tilbage. Forholdet er imidlertid det modsatte. Af en Afhandling af Professor Yngvar Nielsen om Lappernes Fremrykning mod Syd i Trondhjems Stift og Hedemarkens Amt fremgaar det nemlig, at Lapperne paa sin Fremtrængen sydover i Norge i Aaret 1742 endnu ikke havde slaaet sig ned her. Bøndernes Sæterdrift og Slaattemarker i disse Fjeldstrækninger ere selvfølgelig langt ældre. Naar der da fremkommer Kollission mellem Bøndernes Ret til Sæterdrift og Slaattemarker og de nomadiserende Lappers Havneret, derved at Lappernes Renhjorder under sin Omstreifen ved Afbeitning og Nedtrampen ødelægger Sætervoldene og Slaattemarkerne, er der liden Opfordring til at løse denne Kollission paa en saadan Maade, at de ældste existerende Rettigheder i væsentlig Grad vilde ødelægges til Fordel for de senere opkommende Rettigheder. Disse sidste faar derimod udøves paa en saadan Maade, at de mindst muligt genere de ældre Rettigheder paa Stedet. Lapperne maa her efter min Mening have til Pligt at vogte sine Rene, saa de ikke gjøre saadan Skade som omhandlet, eller betale Erstatning. Dette stemmer formentlig ogsaa med, hvad der ifølge Lovgivningen i Almindelighed antages at ligge i Lappernes Ret eller i den saakaldte Lappe-Ret. Grændsetraktaten af 7/18 Oktbr. 1751 bestemmer saaledes i den 1 Kodicil §16, at Lapperne saavel Vinter som Sommer skulle nøie tage sig iagt, at de ikke ved deres Færd gjøre Landets egne Indbyggere Skade paa Ager, Eng eller Andet, og bør Skaden strax erstattes efter uvillige Mænds Kjendelse. Traktaten handler vistnok nærmest om de saakaldte Flytlapper. Men §10 i 1 Kodicil viser, at de svenske Flytlapper skulle ansees som og behandles lige med Landets egne Undersaatter og have den samme Ret som disse til at betjene sig af Land og Strand til Underhold for sig selv og sine Dyr. De Indskrænkninger i Benyttelsen af Fjeldbeiterne, som i §16 ere foreskrevne for Flytlapperne, maa selvfølgelig paa en Tid ogsaa have været gjældende for de norske Lapper. - Den samme Opfatning ligger ogsaa til Grund for en saakaldt Resolution, der under 29 Decbr. 1794 er afgivet af Stiftamtmanden i Trondhjems Stift Fjeldstad just i Anledning af Klager, indkomme paa Grund af Stridigheder angaaende disse Forhold just i de heromhandlede Trakter. Det paalægges her i Resolutionen først de Fastboende ikke paa nogensomhelst Maade at fornærme Finnerne eller Lapperne eller hindre dem i deres Næringsvei. «Derimod», heder det videre, «bør Lappefinnerne fra sin Side vogte sig selv for at gjøre nogen Beboer af ovenanmeldte Steder nogen Forfang eller Skade, og tilkommer det dem at vogte sine Dyr saaledes, at de ikke indkomme paa nogen Mands lovligen byxlede eller eiende Sæter eller Høslaatter, da de i saa Fald bør erstatte den Skade, Side:414 som deraf forvoldes.» Resolutionen, der sees at være thinglæst den 28 Januar 1796, har ordnet Forholdet i disse Trakter og har vistnok hidtil tjent som Rettesnor under Rettighedernes Udøvelse nedgjennem Tiderne. Der er fra Paul Johnsens Side gjort gjældende, at han har søgt at vogte sine Dyr, og at det, hvis han skal være pligtig til at erstatte den Skade, hans Dyr alligevel maatte komme til at gjøre paa Sætervolde og Slaattemarker, ikke vil være muligt for ham at drive sin Næring i Fjeldet. Dette har dog tidligere vist sig at være muligt for Lapper i disse Trakter. Og det er, som nævnt, efter min Mening ogsaa Lovgivningens almindelige Forudsætning, at Lapperne have Bevogtningspligt for sine Dyr, og at de, ialfald som Regel, ere ansvarlige for den Skade, deres Dyr forvolde. Hvorvidt der under exceptionelle Omstændigheder skulde være Grund til at fritage Lapperne for Ansvar, behøver jeg ikke her at indlade mig paa. Beviset for saadanne Omstændigheders Existence maatte selvfølgelig fuldt ud paahvile Lappen, og in casu er intetsomhelst Exceptionelt oplyst eller endog paastaaet at have været forhaanden. Grunden til, at der i den senere Tid er gjort mere Skade end tidligere af Renen i disse Trakter, paastaaes fra de Indst.s Side at være den, at Paul Johnsen har indtaget i sin Hjord til Bevogtning en Mængde fremmede Dyr, tilhørende fastboende Bønder i Tydalen og Røros. Overretten anfører, at Paul Johnsens Renhjord har udgjort i Gjennemsnit 1000 Stykker, hvoraf den større Del har tilhørt Bønder i Tydalen og Røros. Naar Hjorden bliver saa meget større, er den selvfølgelig vanskeligere at vogte. Dertil kommer, anføres der, at disse fremmede Ren, hvilke man ikke magter at samle i Trøer paa samme Maade som Lappernes egne Ren, derved i Almindelighed blive mere vilde og vanskeligere at vogte i det Hele. Men dette bør ikke gaa ud over de Fastboende. Det kan kun føre dertil, at Lapperne, naar de paa denne Maade udvide sin Bedrift udover dens oprindelige Omfang, saa en forøget Pligt til at være desto omhyggeligere i sin Bevogtning. Der er fra begge Sider meget vidtløftigt ført Vidner saavel før som særskilt efter Overrettsdommens Afsigelse angaaende Lappernes Flytning omkring i Fjeldene og angaaende Tiden for deres Ankomst i ældre Tider til de her omprocederede Trakter. De Indst. paastaa nemlig, at Lapperne tidligere først ankom til disse Egne ud paa Høsten, naar Bønderne vare dragne hjem fra Sætrene og havde indhøstet Høet, medens Paul Johnsen i de senere Aar har havnet der med sine Dyr den hele Sommer. Da Spørgsmaalet om Havneretten ikke her foreligger til Afgjørelse, skal jeg ikke indlade mig paa Spørgsmaalet om, til hvilken Tid Paul Johnsen har Ret til med sine Dyr at komme til de her nævnte Trakter. Dette vedkommer jo ikke det Høiesteret til Afgjørelse forelagte Spørgsmaal. Paul Johnsen er forpligtet til at erstatte den Skade, hans Ren gjør paa Sætervolde og Slaattemarker. Og naar Lapperne antages at have Bevogtningspligt, bortfalder jo ogsaa den faktiske Interesse af Spørgsmaalet for Sætervoldenes og Slaattemarkernes Vedkommende. Der er endelig fra Paul Johnsens Side gjort den Indvending, at «Sæter eller Høslaatter» i Resolutionen af 1794 skal være Betegnelse for den samme Ting, saaledes at Paul Johnsen ialfald ikke skulde være pligtig til at erstatte Skade paa Slaattemarker i Fjeldet, men alene Skade paa Sætervolde. Heri kan jeg aldeles ikke være enig. En Høslaat eller Fjeldslaat eller Slaattemark i Fjeldet er noget ganske andet end en Sætervold, og Lappernes Bevogtningspligt maa ligesaavel gjælde Fjeldslaatter eller Slaattemarker som Sætervolde. At Paul Johnsen har havnet i de her paagjældende Strækninger i de under Sagen omhandlede Aar, anser jeg fuldkommen bevist. Jeg anser det ligeledes bevist, at han derved har gjort Skade paa de Indst.s Sætervolde Side:415 og Slaattemarker. Paul Johnsen paastaar imidlertid, at denne Skade nu efter saa mange Aars Forløb umulig kan paavises, og at det derfor ikke gaar an at henvise Sagen Afgjørelse af noget Skjøn, - saaledes at han af den Grund maa være fri for at betale nogen Erstatning. Jeg erkjender, at det vil blive et vanskeligt Skjøn at afgive, men saa aldeles uden Materiale til Afgivelse at Skjønnet er man dog ikke. Man har nogenlunde paalidelige Opgaver angaaende Antallet af Rensdyr; man har Oplysning om Tiden, da Beitningen foregik, ligesom det er paa det Rene, hvilke Sætervolde og Slaattemarker have lidt Skade. Det faar da blive Indst.s Sag under en Skjønsforretning at paavise for Skjønsmændene de nærmere Omstændigheder, der kunne tjene disse til Veiledning ved Afgivelse af Skjønnet. Naar det er paa det Rene, at Uret er begaaet eller Skade tilføiet, vilde det være ilde, om dette skulde blive uden Følger, fordi det kan være vanskeligt med absolut Nøiagtighed at paavise eller bestemme den gjorte Skades Størrelse. Uklarheden faar i Tilfælde heller gaa ud over den Skadegjørende end over den Skadelidende. Høiesteret har ogsaa tidligere givet Dom lydende paa Erstatning, i Tilfælde hvor det forekommer mig, at Opgaven for Skjønsmændene har været ligesaa vanskelig. Jeg kan nævne den af mig tidligere citerede Dom i [[Rt-1859-307]] flg. samt en i [[Rt-1892-129]] flg. refereret Dom. Jeg kommer altsaa til det Resultat, at Overrettens Dom maa blive at stadfæste, dog saaledes at Renterne af det eventuelle Erstatningsbeløb fra 1 Januar 1889 alene blive at tilsvare med 4 pCt. aarlig. Processens Omkostninger for Høiestret finder jeg bør ophæves. Ved Sagførselen og de tilkjendte Salarier for de underordnede Retter har jeg Intet at erindre. Sagførselen her for Retten eragtes forsvarlig. Konklusion: Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes at Renter af Erstatningsbeløbet fra 1 Januar 1889 alene tilsvare med 4 - fire - pCt. aarlig. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. De ved Høiesteret befalede Sagførere Advokaterne Klingenberg og Fr. Stang Lund tillægges i Salarium, Førstnævnte 550 - fem Hundrede og femti - Kroner og Sidstnævnte 500 - fem Hundrede - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen. Assessor Scheel: Jeg er i den Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Assessorerne Reimers og Thoresen, extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch samt Assessor Ph. Hansteen: Ligesaa. Assessor Saxlund: Forholdet med denne Sag forekommer mig vistnok at frembyde Tvivl, men jeg tror dog, at der efter Omstændighederne er overveiende Grund til Sagens Afvisning fra Underretten. De Indst. gjøre Erstatningskrav gjældende mod Appell. paa Grund af formentlig skadegjørende Handlinger, og er Søgsmaalet anlagt af fem forskjellige Sagførere, hvis Søgsmaalsgrunde ikke bero paa nogen fælles Interesse, men paa af hverandre uafhængige Krav, ligesom de formentlig skadegjørende Handlinger ere forskjellige Fakta for hver enkelt Sagsøger. Sagsøgerne eie respektive 2, 3, 1, 2 og 2 Sæterbøl saavelsom endel Slaattemarker eller Udslaatter, alt hver for sig, og det er for Skade, forvoldt paa deres Sætervolde og Slaattemarker, ved Havning af Ren i Aarene 1875, 1876 og 1877, at Appell. ved de ergangne Domme er idømt Erstatning efter Skjøn. Sagens Gjenstand angaar saaledes ikke noget Fællesskab i Interesse for Sagsøgerne, og den formente Skade hidrører ikke fra en og samme Handling fra Appell.s Side. Appell. nedlagde derfor ogsaa ved sin befalede Sagfører i Underretten Paastand om Sagens Afvisning, hvilken Paastand ikke blev taget tilfølge, som det heder, fordi Skaden ansaaes forvoldt ved en skadegjørende Handling. Side:416 I Overretten fremmede den befalede Sagfører Appell.s Sag gjennem et Indlæg, i hvis Slutning han henviser til Steder i sin Procedure for Underretten, i hvilke han specielt fremsat og begrundet Afvisningspaastanden; ved Siden heraf formulerede han Paastand om Frifindelse. Jeg kan ikke forstaa den befalede Sagførers Fremgangsmaade anderledes, end at han i Virkeligheden ikke tilsigtede at frafalde Afvisningspaastanden, men jeg lægger forøvrigt ikke afgjørende Vægt paa Forholdet i saa Henseende. Overretten har imidlertid anseet Afvisningspaastanden frafaldt. Underrettens Grunde for at forkaste Afvisningspaastanden forekommer mig aldeles uholdbare. Thi det siger sig selv, at der for at tilføie Skade paa 10 forskjellige Sætervolde og en hel Del Slaattmarker i tre forskjellige Aar ved at lade Renhjorder beite paa Strækningerne maatte en hel Række i Tid og Sted fra hinanden forskjellige skadegjørende Handlinger til. Det kan ikke være ved en og samme Handling, at Skade er forvoldt alle Sagsøgere. Jeg kan ikke finde, at Høiesteret i noget tidligere Tilfælde har tillagt en Sag af Beskaffenhed som denne Fremme i Realiteten. Jeg henviser specielt til Voteringen i den [[Rt-1889-778]] refererede Sag. Det er ikke en Sagsøgt ligegyldigt, enten han sagsøges af en Enkelt eller af Flere tilsammen, og jeg tror, at nærværende Sag herpaa giver et godt Exempel. Sagen er efter min Mening behandlet høist overfladisk, paa en Maade, som ikke i Enkelthederne giver Retten nogen sand Opfatning af Forholdet, medens et Søgsmaal, anlagt af kun en Enkelt, kunde have medført bedre Resultater. Sagsøgernes Vidneførsel er ikke saadan, at den synes mig at give Indtryk af Paalidelighed. Spørgsmaal og Svar ere holdte i altfor vidtgaaende Almindelighed. Der er underet vidnet om skadegjørende Beitning paa 10 forskellige Sætervolde og en hel Del Slaattemarker (hvor mange og hvordanne er ikke oplyst) i tre forskjellige Aar, med de nærmere Omstændigheder derved ere ikke omforklarede, ligesom flere Momenter, som efter min Mening kunde være af Indflydelse i Sagen, ikke ere medtagne under Vidneførslen. Nogen Paavisning af Stederne har heller ikke fundet Sted. Uden nærmere at udbrede mig herover maa jeg som sagt votere for, at Sagen afvises fra Underretten, men efter den faldne Votering finder jeg det ikke fornødent fra min Side at formulere nogen Konklusion. Subsidiært maatte jeg stemme for Appell.s Frifindelse i Sagen. Med Hensyn til Processualia og de de befalede Sagførere tilkjendte Salarier er jeg enig med de foregaaende Voterende ligesom ogsaa deri, at Processens Omkostninger bør ophæves for alle Retter. Høiesterets Dom blev derefter avsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
