Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Side:760 Extraordin. Assessor, Expeditionssekretær Bull: Angaaende nærværende Sags faktiske Omstændigheder henviser jeg til de af Sorenskriveren i Røros med Meddomsmænd og Trondhjems Overret under 25 Januar 1893 og 4 Juni 1894 afsagte Domme. Ved Overrettens Dom blev saaledes kjendt for Ret: «Appell.ne Paul Johnsen og Lars Holm kjendes uberettiget til at lade Rensdyr færdes paa eller over de Indst.s. . .*) Eiendomme, disses Hjemmark, Udmark, Engslaatter, Sætervolde, Havnegange og Skovstrækninger i Kuraasen og Omgivelser, langs Aursundsøens Nordside, i Lille og Store Molingdalen samt ved Gjeltsøen. Appell.ne bør derhos in solidum med Thomas Kjelsberg, Sigrid Nilsdatter, Jørgen Raaen eller Lødal, Nils Steffensen Henningsgaard, Henrik Steffensen Henningsgaard, og Peder Skott efter et paa samtliges Bekostning optaget Skjøn af uvillige Mænd udrede Erstatning for den Skade, som ved deres Rensdyrs Færdsel i 1887 over de Indst.s nævnte Eiendomme er paaført de Indst., udenfor den paa Høet forvoldte Skade, dog saaledes, at i Skjønsbeløbet bliver at fradrage Kr. 294.40 - to Hundrede fire og niti Kroner firti Øre. Af Restbeløbet erlægges derhos aarlig Rente 5 - fem - Procent fra 22 Novbr. 1887 til 1 Januar 1889 og senere 4 - fire - Procent indtil Betaling sker. Sagens Omkostninger for begge Retter ophæves. Det den befalede Sagfører ved Underretten, Overretssagf. S. Johnson, tilkjendte Salar 900 - ni Hundrede - Kroner udredes af Statskassen». Denne Dom er af Paul Johnsen og Lars Holm ved Stevning afødt xx.xx.1894 med Hjemmel af erhvervet Opreisningsbevillig indanket her for Retten, hvor der for dem er nedlagt saadan Paastand: At Sagen afvises fra Underretten, og at Appell.ne hos de Indst. in solidum tilkjendes Kost og Tæring, eller at Appell. frifindes for de Indst.s Tiltale og hos dem in solidum tilkjendes Omkostninger for alle Retter. For de Indst. er vedlagt saadan Paastand: At Overrettens Dom stadfæstes, og at de Indst. hos Appell.ne in solidum tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret. Appell.ne har her for Retten frafaldt de ved de underordnede Retter fremsatte formelle Indsigelser. Den for dem her nedlagte Afvisningspaastand er baseret paa, at Lappelovens Forskrifter efter deres Mening her ikke er bleven befulgt af de Indst. Spørgsmaalet om Lappelovens Anvendelighed paa Forholdet var fremme ved Underretten; men det blev da af Appell.nes Sagfører udtrykkelig udtalt, at de ikke derpaa vilde grunde nogen Afvisningspaastand. Denne Erklæring er da selvfølgelig bindende for dem. Det er vistnok fra Appell.nes Side her for Retten bleven gjort gjældende, at de Indst. ikke her skulde have protesteret mod den saaledes grundede Afvisningspaastand som ny for Høiesteret. Men jeg kan ikke finde det tvivlsomt, at den Maade, hvorpaa de Indst.s Advokat her for Retten i Tilsvaret har udtalt sig om Paastanden, maa forstaaes som en Protest mod, at den skulde tages i Betragtning. *)De 28 Indst. ved Høiesteret. Side:761 Jeg kan i denne Forbindelse ogsaa nævne, at Appell.nes Advokat her subsidiært har villet have dette Forhold til Lappeloven gjort gjældende som Frifindelsesgrund. Fra denne Side er Forholdet, saavidt vides, ikke omhandlet i Underretsproceduren; men da der fra Appell.s Side heller ikke er paastaaet Frifindelse af saadan Grund, og der i dette Forhold fra deres Side maa ligge en Godtkjendelse af, at Erstatning i Tilfælde pligtes uanseet Reglen i Lappelovens §13 sidste Passus, samt da de Indst.s Protest her for Skranken ogsaa maa gjælde denne til Frifindelse ledende Indsigelse, saa kan heller ikke den efter min Mening komme i Betragtning. Jeg omhandler dette her, fordi det efter Sammenhængen rettest behandles paa dette Sted, og jeg skal kun tilføie, at jeg efter dette ikke kommer til at indlade mig paa Spørgsmaalet om Lappelovens Anvendlighed paa det foreliggende Forhold. Forinden jeg gaar over til Realiteten, skal jeg yderligere bemærke, at jeg ikke finder nogen Grund til Sagens Afvisning ex officio hverken i den stedfundne Kumulation, i hvilken Henseende jeg henviser til Høiesteretsdom i [[Rt-1892-411]], eller i Forholdet med Hensyn til Lappelovens Anvendelighed paa Tilfældet. (Dette sidste Forhold er af Appell.nes Advokat antydet at skulle lede til Afvisning ex officio). Jeg gaar dernæst over til Realiteten. Jeg kommer her i de Punkter, som omfattes af Appellen, i det Væsentlige til samme resultat som Overretten og kan i det Væsentlige ogsaa tiltræde dens Begrundelse forsaavidt. Jeg finder overensstemmende med, hvad der er antaget i Voteringen i den af mig nys nævnte Sag i Rt-1892,-at maatte gaa ud fra, at det ikke forholder sig, som tidligere ofte har været antaget, at Lapperne i disse Strøg skulde være de oprindelige Beboere, som af Nordmændene efterhaanden trænges tilbage. Meget mere maa jeg antage, at Bønderne her har havt sine Slaattemarker og sin Sæterdrift, før Lapperne ialfald med nogen Stadighed optraadte i Trakten. Det maa antages, at dette Strøg, altsaa hvad der ligger nærmest nordvest for Aursundsøen, i sin Tid har været Almenning; men det maa ogsaa ansees godtgjort, at den allerede forlængst er gaaet over i privat Eiendom. Den Paastand fra Lappernes Side, at Eiendommene fremdeles skulde betragtes som Almenning, og at Lapperne deri skulde udøve en egenartet Almenningsret, savner saaledes efter min Mening Hjemmel. Der er i Sagen fra begge Sider ført en Række Vidner, som navnlig tilsigter at oplyse, hvorvidt og i hvilken Udtsrækning Lapperne her har udøvet Beitningsret i tidligere og senere Tider. For en væsentlig Del er Indholdet af disse Vidneforklaringer gjengivet i de underordnede Retters Domme, og jeg kan forsaavidt hendvise dertil. Jeg kan vistnok ikke anse Flertallet af de fra Lappernes Side førte Vidner som lidet troværdige blot af den Grund, at de qva Lapper skulde være intereseret i Spørgsmaalets Løsning. Flertallet af Vidner har vel forsaavidt en nogenlunde lige stærkt fremtrædende Interesse hver i sin Retning. Og jeg finder da at maatte anse det ved de fra Lappernes Side førte Vidner godtgjort, at der virkelig af og til har fundet Færdsel, tildels ogsaa Beitning af Ren Sted over enkelte af de Indst.s Eiendomme, specielt ved Gjeltsøen og i Store Molingsdalen. Men disse Forklaringer, som tilsammen omfatter et meget langt Tidsrum, giver dog kun Bevis for, at Sligt en sjelden Gang kan have fundet Sted. Og at det Passerede maa have indtrugget temmelig sjelden, forekommer mig tilfulde godtgjort ved, hvad der er forklaret af Hovedvidnerne i Sessionen den 7 Side:762 Novbr. 1890. Der er der ført en Række Vidner, som efter den Færdsel, de har havt i Egnen, maatte have iagttaget Rentrafik over de omhandlede Eiendomme, hvis saadan i nogen Udstrækning havde fundet Sted. Naar dette paa det allernærmeste ikke har været Tilfældet, maa det dermed efter min Mening ogsaa være givet, at Lapperne ikke kan siges her efter gammel Sædvane at have søgt hen. Der kan være beitet en og anden sjelden Gang paa et enkelt Sted, men om nogen stadigere Beitning kan der ikke have været Tale. Den blotte Omstændighed, at der fra det nærmeste Sted, hvor Lapperne vides med Sikkerhed at have havt jevnligt Tilhold, Busøen, ikke er større Afstand til enkelte af de omprocederede Eiendomme, end at Ren paa sin Beitning vel af og til kan have kommet derned, kan ikke i mindste Maade være afgjørende for Sagen, og heller ikke de meget vage og ubestemte Forklaringer, som foreligger om, at der muligens et eller andet Sted kan have været en Lappeføie indenfor Grændserne af de Indst.s Eiendomme. Jeg kommer altsaa ligesom de underordnede Retter til det Resultat, at Lapperne maa frakjendes Ret til at lade sine Rensdyr færdes paa eller over de Indst.s heromhandlede Eiendomme. Hvad dernæst angaar Spørgsmaalet om Erstatning for tilføiet Skade, er Appell.nes første Indsigelse her for Retten, nemlig den som hentes fra Lappelovens Anvendelighed paa Tilfældet, allerede før af mig behandlet. Tilbage staar da de Indvendinger, som hentes fra Paastanden om, at det skulde være ubevist, at Skade er tilføiet, eller i hvert Fald ubevist, at Skaden skulde skrive sig fra Ren, tilhørende Appell.ne. Jeg maa imidlertid med de underordnede Retter anse det tilstrækkelig godtgjort ved de afholdte Taxter og Taxtmændenes Prov som 1ste-4de Hovedvidner samt ved 5te Hovedvidnes Prov, at Skade er tilføiet paa de 24 førstnævnte Indst.s Jord. Af Appell.nes Advokat her for retten er det imidlertid bleven fremhævet, at for de 4 sidstnævnte Indst.s Vedkommende foreligger der kun Oplysning om Høskade paa Eiendommerne, og da Høskaden her ligger udenfor, skulde Erstatning for disse Eiendommes Vedkommende ikke blive at paalægge Appell.ne. Denne Anførsel fra Appell.nes Side er saavidt jeg har forstaaet, ikke modsagt af de Indst., og jeg finder altsaa forsaavidt at maatte give Appell.ne Medhold. Jeg finder ogsaa med de underordnede Retter, at det er tilstrækkelig bevist, at det er Appell.ne, tilhørende Dyr, som sammen med de for Underretten Medindstevntes Dyr har anrettet Skaden. I saa Henseende er først at nævne de ogsaa af de underordnede Retter paaberaabte Vidner 5, 7 og 15 Hovedvidner, hvormed ogsaa kan sammenholdes 4 Hovedvidnes Forklaring den 7 Novbr. 1890, naar denne Forklaring sees i Forbindelse med Udtalelse i det af Vidnet underskrevne Skjøn afødt xx.xx.1887. Videre er at nævne Appell. Paul Johnsens Erkjendelse af, at hans Dyr Vinteren 1887 har færdes indenfor Grændserne af de Indst.s Eiendom. Og endelig kan jeg ikke bortse fra, at Appell.ne har afsluttet Forlig med Hensyn til nævnte Skade. Det er vel nok, at det fra Appell.nes Side er hævdet, at dette kun skede i Haab om, at Sagen paa denne Maade mindelig skulde kunne afsluttes. Men det er i og for sig lidet troligt, at Appell.ne skulde have indgaaet Forlig om Betaling af den større Del af Skaden, saafremt de ikke selv mente, at deres Dyr havde været med om at anrette den; rent objektivt seet er Indgaaelsen af dette Forlig et Indicium, som maa komme i Betragtning. Side:763 Det er fra Appell.nes Side endelig bleven hævdet, at der i hver Fald ikke skulde kunne paalægges dem solidarisk Ansvar for den anrettede Skade, og der er herunder henvist til Lappelovens §15 sidste Led, hvorefter det selv i Tilfælde af, at Distriktsinddeling har fundet Sted, for hver enkelts Vedkommende i Dommen skal fastsættes, hvor meget han har at udrede. Men dette kan efter min Mening aldeles ikke komme i Betragtning. Lappelovens System er det, at alle Eiere af de Dyr, som færdes i Distriktet, skal være fælles forpligtede ligeoverfor Skade, saafremt de ikke kan godtgjøre, at deres Dyr har været udenfor. Naar en saadan Ordning er indført, kan da Loven meget vel til Gjengjæld fastsætte, at af det Ansvar, hvorfor Forpligtede altid vil kunne paavises, skal kun en forholdsmæssig Del falde paa hver enkelt Forpligtet. Derimod er det aabenbart, at hvor ingen Distriktsinddeling er indført, og hvor Betingelsen for, at en Lap overhovedet skal være forpligtet, altsaa er den, at hans Ren kan paavises at have været med i den enkelte Skadetilføielse, der maa det ogsaa være nok, at dette bevises, forat et solidarisk Ansvar skal indtræde; thi Ingen vil bagefter kunne godtgjøre, i hvilken Udstrækning hver enkelt Reneiers Ren har deltaget i Skadetilføielsen, og at fordele Erstatningspligten f. Ex. i Forhold til Antallet af Ren, som hver enkelt maatte eie, er noget, hvortil man uden Lovens Anvisning selvfølgelig savner enhver Hjemmel. Med den af mig før nævnte Modifikation kommer jeg saaledes til det Resultat, at Overretsdommen maa blive at stadfæste. Sagens Omkostninger finder jeg efter Omstændighederne bør ophæves ogsaa for Høiesteret. Der har raadet adskillig Uklarhed over disse Forhold; baade under Hensyn hertil og til Sagens Vigtighed forekommer det mig ganske rimeligt, at Appell.ne har villet indbringe Sagen her for Retten. Konklusion: Overrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Erstatning ikke tilkjendes for Skade paa Eiendomme, tilhørende de under No. 25, 26, 27 og 28 opførte Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Extraordin. Assessor, Statsadvokat Løchen: Forøvrigt enig med Førstvoterende i det Væsentlige og Resultatet mener jeg, at Appell.ne, der har to efter min Mening velgrundede Domme mod sig, maa finde sig i, naar de taber ved Høiesteret, at betale sine Modparter Processens Omkostninger for denne Ret. Omkostningsbeløbet kan formentlig paassende sættes til 1000 Kr. Assessor Scheel: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Løchen. Assessorerne Andersen og Thoresen: Ligesaa. Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg har været i adskillig Tvivl om, hvorvidt der ikke tilkommer Lapperne Ret til at færdes med sine Ren ved Gjeltsøen og i den øvre Del af begge Molingdalene, selvfølgelig med almindelig Forpligtelse til at svare Erstatning for den ved Renen forvoldte Skade paa Sætervolde og Slaattemarker. Ved de afhørte Kontravidners Prov finder jeg det nemlig godtgjort eller ialfald bragt til en høi Grad af Sandsynlighed, at Lapperne i ældre Tider har færdedes der med sine Ren. Dette forekommer mig ogsaa naturligt, idet disse Steder ligger i ret Forlængelse af og saa at sige ved Foden af Storskarven, hvor Lapperne har havt Tilhold med sine Ren, og ikke mere end 8 Km. fra Busjøen, der er et erkjendt Lappesæde. Det vilde imidlertid paa Grund af manglende specielle Situationskarter, hvortil Vidneprovene kunde henføres eller Side:764 knyttes, være overmaade vanskeligt, for ikke at sige umuligt her i Høiesteret med de foreliggende Oplysninger at trække op Grændsen for den af Lapperne her erhvervede Ret. Og denne Vanskelighed øges betydelig derved, at under denne Sag er kumuleret Søgsmaal af 28 Sagsøgere, hvoraf de fleste eier flere Sætre og flere Slaattemarker. Der kunde derfor, om Dommen skulde bygges paa en saadan Opfatning som af mig nævnt, være Spørgsmaal om at afvise Sagen. Da imidlertid Rettens øvrige Medlemmer ikke finder godtgjor nogen saadan Brugsret for Lapperne som af mig nævnt, vil jeg ikke gjøre nogen Dissents gjældende, men slutter mig til Førstvoterendes Konklusion, idet jeg i det Væsentlige tiltræder hans Begrundelse. Extraordin. Assessor, Generalauditør Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Assessor C. Hansteen: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Løchen. I Henhold til den faldne Votering blev derefter afsagt saadan Dom: Overrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Erstatning ikke tilkjendes for Skade paa Eiendomme, tilhørende de under No. 25, 26, 27 og 28 opførte Indst. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appell.ne, Paul Johnsen og Lars Holm, En for Begge og Begge for En, til de Indst., 1) Peder Hansen Kuraas osv. (overensstemmende med Dommens Overskrift) 1000 - et Tusinde - Kroner. Af Overrettens Dom hidsættes: Under 26 Januar 1893 er af Sorenskriveren i Røros med Meddomsmænd saaledes kjendt for Ret: «De Indst. No. 1, Paul Johnsen, No. 2, Lars Holm, No. 3, Thomas Kjelsberg, No. 4, Sigrid Nilsdatter, No. 5, Kristen Bargos, No. 6, Jørgen Raaen eller Sødal, No. 7, Nils Steffensen Henningsgaard og No. 9 Peder Skott kjendes uberettigede til at lade Rensdyr færdes paa eller over Cit.nes*) Eiendomme, disses Hjemmark, Udmark, Engeslaatter, Sætervolde, Havnegange og Skovstrækninger i Kuraasen med Omgivelser langs Aursundssøens Nordside, i Lille og Store Molingdalen samt ved Gjeltsøen og tilpligtes under en daglig Mulkt af 5 - fem Kroner til Røros Fattigkasse for hver Dag denne Dom siddes overhørig, at fjerne sine Dyr fra disse Eiendomme. Indst. No. 5, Kristen Bargos, bør forøvrigt for Cit.nes Tiltale i denne Sag fri at være. De Indst. 1) Paul Johnsen, 2) Lars Holm, 3) Thomas Kjelsberg, 4) Sigrid Nilsdatter, 6) Jørgen Raaen eller Sødal, 7) Nils Steffensen Henningsgaard, 8) Henrik Steffensen Henningsgaard, og 9) Peder Skott bør derhos til samtlige Cit. underet in solidum under Exekutions Tvang i Erstatning for den Skade, som ved deres Rensdyrs Færdsel i 1887 er paaført Cit.nes Eiendomme, udrede det Beløb, hvortil denne Skade ved et paa de Indst.s Bekostning optaget lovligt Skjøn bliver ansat, med 5 - fem - Procent Renter deraf fra 22 Novbr. 1887 til 1 Januar 1889 og 4 - fire - Procent Renter fra sidstnævnte Datum til Betaling sker, dog saaledes, at i Skjønsbeløbet for den samlede Skade i 1887 fragaar som betalt Kroner 1644.93. Forøvrigt bør ogsaa de sidstnævnte Indst. for Cit.nes Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse. Den befalede Sagfører Overretssagf. Johnson tilkjendes i Salar Kr. 900, der udredes af Statskassen». *) De 28 Indst. i Høiesteret. Side:765 Med Hensyn til Parternes Anbringender ved Underretten og Begrundelsen af dennes Dom henvises til sammes Præmisser. Denne Dom er ved Stevning af 11 April næstefter indbragt her for Retten, hvor Sagen iretteførtes den paafølgende 5 Juni. Appell.ne Paul Johnsen og Lars Holm har paastaaet principaliter, at Sagen helt eller delvis afvises fra Underretten og sig tilkjendte Kost og Tæring i begge Instantser, eller subsidiært at de frifindes og tilkjendes Sagsomkostninger i begge Retter, hvorhos de Indst.s Sagfører ved Underretten er paastaaet ilagt Mulkt for utilbørlig Skrivemaade. De Indst. Peder Kuraas og de øvrige 27 Cit. ved Underretten har nedlagt Paastand om, at Sagen fremmes til Realitetspaadømmelse og at Underretsdommen stadfæstes, forsaavidt paaanket er, samt at de tilkjendes Sagsomkostninger for Overretten. I sin Procedure her for Retten, hvorunder begge Parter har henholdt sig til sin Underretsprocedure, har Appell.nes Sagfører i sit 1ste Indlæg bemærket, at det, at Underrettens Eragtning afødt xx.xx.1892 om Negtelsen af den af ham da begjærede Udsættelse er urigtig, efter hans Mening ikke trænger anden Begrundelse end en Henvisning til det af ham da Anførte. - - - Under Forbehold af nærmere Imødegaaelse i Realiteten bemærker Appell.nes Sagfører videre betræffende den i Retstidenden for 1892 411 refererede Høiesteretssag, at der synes at være liden Sammenhæng i at anerkjende P. Johnsens Ret til at have med sine Dyr i visse Trakter, men samtidig paalægge ham at betale Erstatning for Skade paa uindgjærdede Slaatter, spredte omkring i Fjeldene og paa Sætervolde, naar Beitesretten ikke kan udnyttes, uden at saadan Skade sker. Dernæst er det efter hans Mening mindre velgrundet, naar der foreligger saavel Vidneprov som Erkjendelse fra de Fastboendes Side for, at Lapperne var ældre i Trakten end Nordmændene, da at anse en Afhandling af Professor Nielsen tilstrækkelig til at kuldkaste disse, ligesom Lappekommissionens Indstilling, der dog ikke er saa ubetinget i de Indst.s Favør, forekommer ham at være et temmelig ensidigt Arbeide. Det er urigtigt, naar Underretten i Forligelsesindgaaelse angaaende Høskade til Undgaaelse af Proces ser en Erkjendelse af, at hans Parters Dyr har deltaget i den saakaldte Jordskade, hvorom her procederes, og hvis Tilværelse fremdeles benegtes. Indst.s Sagfører har herimod anført, at han finder Underrettens Negtelse af den af Appell.s Sagfører begjærede yderligere Udsættelse fuldt forsvarlig. Angaaende Realiteten henviser de Indst. til den i Retstidenden for 1892 411 refererede Høiesteretsdom og bemærker, at Appell.s Kritik herover fortrinsvis er bygget paa den Misopfatning, at naar en Lap har Ret til at færdes i en vis Trakt, skal han ogsaa ansvarsfrit kunne øve Skade paa de Fastboendes Eiendomme ved Renbeitning og Færsel af sine Dyr, hvad der baade strider mod den almindelige Skadeserstatningslære og mod Hovedøiemedet for Lappeloven af 1883. Appell.s Anbringender om, at Lapperne i disse Trakter skulde være ældre end Nordmændene, om Professor Nielsens Afhandling, samt om at Lille og Store Molingdalen og Gjeltsjøtrakten skulde tilhøre samme Beitestrækning som de i den citerede Høiesteretssag omhandlede Strækninger, benegter de Indst. under Henvisning til sin Underretsprocedure. Appell.s Sagfører har i sit 2det Indlæg - - - med Hensyn til Realiteten bemærket, at hvad der af de omprocederede Strækninger er uindhegnet eller udyrket Mark, ikke er frihævdet for Lappernes Brugsret, da en stor Del af Marken er Almenning og kun med saadan Ret tilligger de enkelte Brug. Naar Professor Nielsen i sin Afhandling har anført, at der ikke findes lappiske Stedsnavne i de paagjældende Trakter, anfører Appell.s Sagfører, at (foruden Riasten og de øvrige i hans Underretsprocedure nævnte) yderligere Navnene Feragen, Røragen og Malmagen efter Professor Friis's Udtalelse er lappiske. Naar Indst. har villet gjøre gjældende, at ialfald ikke Side:766 Appell. har bevist at have nogen Beitesret for sine Dyr, henviser Appell.s Sagfører til Lappeloven, hvoraf det efter hans Mening fremgaar, at det er Racen som saadan uden Hensyn til Arv og Slægtskabsforhold, hvem de i Loven omhandlede Rettigheder tilkommer. Derefter omhandles nærmere Professor Nielsens Afhandling og Lappekommissionens Indstilling. Naar Underretsdommen har tilkjendt de Indst. Erstatning efter Skjøn og sat de irettelagte Taxter ud af Betragtning, kan heller ikke den skede Ansættelse af al anden paastaaet Skade end Jord opretholdes og overføres til Afgang i det ved offentligt Skjøn fastsatte Beløb; der procederes efter Appell.s Sagførers Opfatning under denne Sag nemlig ikke om anden Skade ende den, der paastaaes at være lidt paa Jord. Indst.s Sagfører henviser til Røroskommissionens Udtalelser i dens Indberetning Side 18,2 og 19,1 (kfr. Side 35), hvorefter alt Jordegods i Røros ved kontraktsmæssig Overdragelse er overgaaet til privat Eiendom alene med Undtagelse af de saakaldte «Græshager» nær Bergstaden,hvilke ved Hævd ere komne i privat Eie og et Par andre Berg- og Hyttepladse. - - - Forsaavidt der i de paagjældende Trakter er lappiske Navne, beviser det kun, at Lapperne har sat egne Navne ogsaa paa Lokaliteter, som fra umindelige Tider har været norske. Af Underretsdommens Præmisser som af dens Konklusion fremgaar, at der skal udredes Erstatning for al den Skade, de Indst. har lidt, baade paa Jord, Hø og andet og ikke blot for Jordskade, og at Kr. 1644.93 fratrækkes Skjønsbeløbet over den samlede Skat er en nødvendig Følge af, at Beløbet er betalt. Ogsaa Skade paa Mose og Gjærder maa medtages, da de er medtagne i de Taxter, i Henhold til hvilke Forligsklagerne er udtagne. Hvad Sagens Realitet angaar, antager Retten under Henvisning til den i Retstidenden for 1892 411 refererede Høiesteretssag, at den videnskabelige Forskning maa ansees at have godtgjort, at de Fastboendes Rettigheder i de heromhandlede Trakter er ældre end Lappernes. I Førstvoterendes, af Pluraliteten i det Væsentlige tiltraadte Præmisser i nævnte Sag er videre udtalt, at de nomadiserende Lappers Havneret antages at maatte udøves paa saadan Maade, at de mindst mulig generer de Fastboendes Rettigheder, og at de har Pligt til at vogte sine Ren, saa at de ikke volder Skade paa Bøndernes Sæterdrift og Slaattemarker. Dette findes ogsaa bestyrket ved Grændsetraktaten af 7 18 Oktbr. 1751 1ste Kodicil §16 (kfr. §10), ligesom den samme Opfatning formenes at ligge til Grund for Stiftamtmand Fjeldsteds saakaldte Resolution afødt xx.xx.1794. Under nærværende Sag har Appell. ved Vidner søgt at bevise, at der tilkommer dem Ret til fra gammel Tid at færdes med sine Ren i de paagjældende Strækninger. De Indst. har ved Underretten principaliter paastaaet Appell.ne uberettigede til at færdes med sine Ren i Syd og Vest for en Linje fra Killingsdalskleppene til Lilleskarvens Top, derfra til Storskarvens høieste Top, videre til Fjeldsjøens søndre Ende og Langsvola, og af Kontravidnerne har 2det til 5te og 7de samt 9de Vidne, der samtlige undtagen det sidste er Lapper, forklaret, at Lapperne har færdedes baade søndenfor og vestenfor denne Linje, 3die og 5te Vidne med Tilføiende, at de har færdedes baade i Molingdalen og ved Gjeltsjøen, og 9de Vidne, at de i ældre Tid af og til havnede ved den nævnte Sjø. Derimod har 8de Vidne, hvis Barndomshjem ligger kun 1/2 à 1 Mil fra disse Steder, provet, at han ikke har hørt, at Lapperne i ældre Tider har havnet i Molingdalene eller ved Gjeltsjøen eller overhovedet paa søndre Side af Skarven, men vel paa Nordsiden af denne. Og af Hovedvidnerne har adskillige forklaret sig i modsat Retning af de førnævnte Kontravidner, saaledes 8de Vidne, der var Udskiftningsmand ved den i 1863 foretagne Udskiftning af Stormolingsdalen, at han dengang ikke hørte noget om nogen Beiteret for Ren inden det udskiftede Strøg, samt at de Eiere, som fik sig tillagt Slaatter øverst i Dalen opunder Skarvfjeldet, inge Indvending Side:767 gjorde derimod, men at Peder Kuraas's Fader tvertom ønskede at faa sine Slaatter der, hvad han antagelig ikke kunde have ønsket, hvis han havde vidst, at det var Renbeite der. 9de Vidne har under sin Tjenestetid hos Iver Kuraas's Fader fra 1843 til 49 baade Sommer og Vinter samt af og til senere færdedes i Molingdalen, Børsetdalen og ved Skarvfjeldet samt omtrent hveranden Sommer undr sin nævnte Tjenestetid paa Slottearbeide inderst i Lille Molingdalen paa Grændsen mod Killingdalen, 10de Vidne, der i 1840 og i 1842-48 var Sommerkar i Kuraasen, færdedes da i Børsetdalen, Lille Molingdalen og ved Skarvfjeldet indenfor Stormolingdalen, hvorhos han 8 à 9 Aar fra 1850 havde leiet en Slaattestrækning i Lille Molingdalen ved Grændsen mod Killingdalen, 11te Vidne var i Aarene omkring 1850 i 5 Aar med paa Slaat og om Vinteren paa Høkjøring i Lille Molingdalen lige ned til Grændsen af Killingdalen, 12te Vidne der i 1838 og 39 tjente paa Engelsvold, færdedes da hyppig baade Vinter og Sommer ved Gjeltsjøen og i 1840-47, medens Vidnet var hos forskjellige i Kuraasen, færdedes det hyppig baade Vinter og Sommer i Lille- og Stormolingdalene, i Børsetdalen og ved Gjeltsjøen, 13de Vidne født 1816, har i 36 Aar i Rad været i Arbeide paa Bækkedalen i Stormolingdalen, og 14 Vidne ogsaa født 1816 har til sit 27de Aar opholdt sig paa Tørrisvold ved Aursundsjøen og fra 1828 til 1843 hyppig færdedes ved Gjeltsjøen og Skarvfjeldet. Men ingen af disse Vidnen har seet eller mærket Rensdyr eller hørt omtale, at saadanne skulde færdes i nævnte Trakter, naar undtages, at 10de Vidne en Gang i Slutningen af Femtiaarene saa 10 à 12 meget skye Ren oppe paa Fjeldet mellem Rugedalen og Molingdalen, og at 14de Vidne, der udtrykkelig har forklaret, at Trakten omkring Gjelsjøen dengang ikke af Lapperne benyttedes som Rentrakt, en eller to Gange oppe i Fjeldet saa Ren, men aldrig nede ved Søen. Videre har 15de Vidne, der dels i Tjeneste og dels som Logerende fra 1870 til 1888 har opholdt sig hos Cit. Ole Kuraas, og da hvert Aar baade Sommer og Vinter har færdes i Lille Molingdalen og paa Sørensfjeldet, forklaret med Hensyn til Rensdyrfærdselen i disse Strøg, at det i den første Tid kun saa nogle enkelte Dyr om Hosten i Mosefjeldet, men at Antallet Aar efter Aar er tiltaget. I de første Aar erfarede Vidnet ikke, at der var forøvet Skade paa Slaatte eller Høstakker, og før 1887 kun af og til i forholdsvis ringe Grad, men i 1887 var Skaden betydelig. Vidnet traf Hosten 1887, før der var kommet Sne, 4 Renvogtere, hvis Navne det har opgivet, paa Grafaasvold, og Vidnet hørte at deres Ærinde var at hente Ren. I den første Del af den Tid, Vidnet opholdt sig hos Ole Kuraas, gjætede ikke Finnerne sine Dyr paa Sørensfjeldet. 16de Vidne, der i 1879 til 1889 har tjent hos Cit. Iver Kuraas, og da hvert Aar færdedes i Lille Molingdalen og Børsetdalen, har om Rensdyrfærdselen i disse Strøg forklaret sig som 15de Vidne. Af 9de til 16de Hovedvidne var 16de Vidne besvogret med en af de Indst., 14de Vidne Farbroder til en anden af disse, 10de Vidne Søskendebarn af Faderen af en af de Indst. samt 15de Vidne i Svogerskabsforhold til en af Appell.ne saa nær som Søskendebarn, hvorimod 9de, 11te, 12te og 13de Vidner var samtlige Parter ubeslægtede; af de nævnte Vidner var derhos alene 10de og 11te Eier af fast Eiendom, Førstnævnte af en Gaard ved Tyvold, der havde lidt Skade ved Ren, og 11te af en Gaard 1/8 Mil fra Røros. Efter de foreliggende Vidnesforklaringer finder Retten det saa langt fra godtgjort, at Lapperne i tidligere Tider har færdedes paa de Indst.s Eiendomme i Kuraasen med Omgivelser, langs Aursundssjøens Nordside, i Lille og Store Molingdalen samt ved Gjeltsjøen, at det meget mere maa ansees bevist, at saadan Færdsel neppe har fundet Sted før i de Par sidste Decennier og rimeligvis ikke før i eller omkring Ottiaarene, og man er saaledes med Underdommeren enig i, at Appell.ne maa kjendes uberettigede til at lade Rensdyr færdes paa disse Eiendomme. At de paagjældende Eiendomme i lang Tid har været brugte af de Indst. og deres Formænd finder man sansynliggjort Side:768 og for de Flestes Vedkommende fuldt bevist ved de under Sagen irettelagte Hjemmelsdokumenter, ligesom at de Indst.s heromhandlede Rettigheder har været anseet for at vøre af forholdsvis betydelig Værdi; Lagretten har ogsaa betegnet dem som uundværlige for deres Gaarde. At Rensdyr i Aaret 1887 har forvoldt Skade paa de Indst.s Eiendomme finder Retten med Underdommeren godtgjort ved 1ste til 4de Kontravidnes og 5te Hovedvidnes Prov samt ved Lagrettens Iagttagelser under Befaringen, hvorunder Retten tillige af tilstedeværende Aannefolk fik direkte Meddelelse om, at Ren endog samtidig med Befaringen havde anrettet Skade paa Høet. Og at Skaden ialfald delvis maa være forvoldt af Appell.nes Ren finder man med Underdommeren godtgjort med 5te, 7de og 15de Hovedvidnes Prov, ved Paul Johnsens Erkjendelse om, at hans Dyr Sommeren 1887 har færdedes paa de Indst.s Hjemmark samt ved Appell.nes Erlæggelse af Erstatning for Høskade. Med Hensyn til Ansættelsen af Erstatningen, der, saavidt skjønnes, maa omfatte at den ved Ren paa Hø, Jord og Gjerder forvoldte Skade, er man med Underretten enig i, at den bør bestemmes ved Skjøn, og at den til de Indst. allerede betalte Skade, Kr. 1644.93,maa komme til Afgang i Skjønsbeløbet. Derimod finder man ikke at opgjøret rettelig kan ske paa den Maade, at de nævnte Kr. 1644.93 i samlet Sum fragaar det samlede Skjønsbeløb. I disse Kr. 1644.93 er nemlig indbefattet den af Paul Johnsen og Lars Holm ifølge Forlig betalte Erstatning for den ved deres Ren paa de Indst.s Hø forvoldte Skade med henholdsvis Kr. 601.60 og Kr. 24.07, hvorved al Høskade for deres Vedkommende maa ansees op- og afgjort. Det indsees derfor ikke, at man kan faa Skaden retfærdig fordelt, uden ved at Høskaden særskilt taxeres, og at der i dette Beløb fragaar, hvad der af de Kr. 1644.93 er betalt som Høskade, medens Resten af de Kr. 1644.93 kommer til Afdrag i det Beløb, hvortil den øvrige Skade taxeres. Hvormeget der af de erlagte Kr. 1644.93 er betalt for Høskade, lader sig imidlertid ikke udfinde af de foreliggende Materialier uden efter en særskilt Udregning. Ved at sammenholde den som Bil. 2 til Sagfører Johnsons Indlæg afødt xx.xx.1888 indtagne Indbetalingsliste, saaledes som denne ifølge hans 2det Indlæg skulde suppleres, med den i hans 1ste Indlæg indtagne Specifikation vedkommende de betalte Kr. 1644.93 vil det, efter foretagen Udregning imidlertid erfares, at af dette Beløb Kr. 1350.53 er betalt som Erstatning for Skade paa Hø og Kr. 294.40 for iøvrigt forvoldt Skade. De Indst. vil saaledes af Appell.ne alene kunne tilkjendes Erstatning for den udenfor Høskaden fovoldte Skade med Fradrag af Kr. 294.49 i det Beløb, hvortil denne Skade af Skjønnet ansættes og forøvrigt ved Renter af Skjønsbeløbet som i Underretsdommen anført. Idet man er enig i Ansættelsen af det Salar, der er tilkjendt den ved Underretten for de Indst. befalede Sagfører, Overretssagf. S. Johnson, som har udført sit Hverv forsvarligt, finder man, at Sagsomkostningerne bør ophæves ved begge Retter. - - - 12 Marts 1894. Kr. Fleischer. - - - Iøvrigt enig i Førstvoterendes Resultat, skal jeg bemærke, at da Lappeloven ikke antages gjældende i heromhandlede Tilfælde, mener jeg, at Underrettens Fastsættelse af solidarisk Erstatning bør opretholdes. Appell. har protesteret mod de afholdte private Taxter og den til disse støttede principale Paastand og det vilde være omtrent umuligt for de Skadelidende at paavise den Skade, som er forvoldt ved hver enkelt Eiers Ren. Denne solidariske Erstatningspligt for Reneierne kan de Indst. neppenantages at have villet opgive ved Forliget af 3die Decbr. 1887, da en saadan Opgivelse paa Grund af Bevisets Vanskelighed var indentisk med Opgivelse af selve Kravet paa Høskade ligeoverfor alle andre Reneiere end den som indgik Forliget. Dette synes ogsaa bedst at stemme med Proceduren. Det faar da blive Appell.nes Side:769 Sag at opgjøre Erstatningsbeløbet sig imellem og med de øvrige Indst. ved Underretten efter Fordeling ifølge Antallet af Ren og under Iagttagelse af hvad der for enhvers Vedkommende allerede er betalt (5 af de ved Underretten domfældte har ikke indgaaet paa at betal «Høskade»), ligesom det maa blive de Indst.s Sag at komme overens om, hvor stor Del af Erstatningen enhver af dem skal tilkomme. Men hvis dette antages, bør formentlig Underrettens Dom for Erstatningens Vedkommende stadfæstes, idet jeg skal bemærke, at Renter bliver at svare alene af det Beløb, som bliver tilbage efterat de Kroner 1644.93 er frastrukne. Ligeledes bemærkes for Indeligheds Skyld, at der ved Underrettens Betegnelse, de Skadelidendes «Eiendomme» maa forstaaes akt de Indst. tilhørende, som har været Gjenstand for Skadetilføielse, saaledes foruden indhøstet Hø, ogsaa Grund, Havn, Slaat og Gjærder. Jeg tiltræder i det Hele Underrettens Begrundelser ogsaa ligeoverfor de Spørgsmaal, som her ved Retten er reist kun ved Henvisning til Underretsproceduren. - - - 31 Marts 1894. J. Bergh. Iøvrigt enig, specielt med Hensyn til Spørgsmaalet om Appell.nes Berettigelse til at færdes med Ren i de omhandlede Strækninger, skal jeg bemærke, at Paastanden om, at Appell.ne under en daglig Mulkt skal tilpligtes at fjerne sine Ren fra Strækningerne ikke bør gives Medhold, idet en Dom, som gaar ud herpaa, ikke efter Sagens Beskaffenhed har nogen Betydning for det undr Sagne omhandlede Tilfælde, men alene kan gives Anvendelse for Fremtiden, hvilket antages utilstedeligt. Jeg er videre enig i, at Lapperne maa være solidarisk ansvarlige for saadan Skade, som under Sagen omhandlet, men naar man sammenholder det af Appell.ne indgaaede Forlig, hvorefter de ikke er ansvarlige for al under Sagen omhandlet Høskade, med at de begge, efter hvad der er oplyst, maa antages at have betalt netop det Beløb, som Høskaden for deres Vedkommende er ansat til, nemlig resp. Kr. 601.60 og Kr. 24.07, og da de Indst. i sit første Indlæg for Underretten for Appell.nes Vedkommende har indskrænket sin Paastand til Erstatning for Jordskade og Omkostninger, antager jeg, at det nærmest maa stemme med Proceduren og de foreliggende Oplysninger, at Appell.ne maa være fri enhver videre Erstatning for Skade paa Hø. Jeg skal i denne Forbindelse ogsaa bemærke, at de Indst. har anført, at Paul Johnsens Ansvar for Høskade efter Forliget omfatter foruden ham selv alene Kristen Borgas og Jørgen Sødal, der imidlertid begge har erstattet nævnte Skade for sit Vedkommende, og at Lars Holms Ansvar for nævnte Skade foruden ham selv skal omfatte alene Nils Henningsgaard, Henrik Henningsgaard og Peder Skott; men Forliget Side 85 kan ikke sees at omfatte disse Personer. Jeg tiltræder derfor Førstvoterendes Mening, at Appell.ne maa være fri for videre Erstatning af Skade paa Hø. Derimod maa de ansvare al anden Skade, af Lensmanden ansat til Kr. 828.89 efter Skjøn optaget paa sin og de øvrige 6 i Underretsdommen nævnte Medindst.s Bekostning, solidarisk med disse, dog saaledes, at i Skjønsbeløbet maa blive at fratrække den allerede betalte Erstatning for saadan Skade Kr. 294.40 med Renter af Restbeløbet fra 22 Novbr. 1887. Jeg finder efter foranførte, at det bør gives ny Konklusion - - -*) 22 Mai 1894. W. Hirsch. Jeg tiltræder Hr. Justitiarius's Konklusion 31 Mai 1894. K. Fleischer. Af Underrettens Dom hidsættes: Ved Forligsklage afødt xx.xx.1887 og Kontinuationsklager af 19 Novbr. og 22 Novbr. s. A. har efternævnte 28 Eiendomsbesiddere i Røros - - -**) . *) Den i Høiesterets Votering indtagne Konklusion. Red **) De 28 indstevnte i Høiesteret. Red. Side:770 sagsøgt: 1) Paul Johnsen, 2) Lars Holm, 3) Thomas Kjelsberg, 4) Sigrid Nilsdatter, 5) Kristen Borgos, 6) Jørgen Raaen eller Sødal, 7) Nils Steffensen Henningsgaard, 8) Henrik Steffensen Henningsgaard og 9) Peder Skott i Anledning af den paa Cit.nes Sætre, Slaattemarker og tildels Hjemmarker i 1887 ved de Indst.s Rensdyr forvoldte Skade. Af de nævnte Indst. er de 4 Førstnævnte Lapper medens de 5 Sidstnævnte er i Røros Herred bosatte Eiendomsbesiddere. Forligsklagerne var bilagte med 27 Skjøns- og Taxtforretninger, afholdte i Tiden fra 14 Septbr. til 8 Novbr. 1887. Disse Taxter er afholdte af 2de af vedkommende skadelidte Eiendomsbesiddere tilkaldte Mænd, der i Taxterne have attesteret, at samme er afgiven efter bedste Skjøn og Overbevisning, og som senere under Sagen med Ed have bekræftet Taxternes Rigtighed. Ved disse Taxter er den samlede Erstatningssum for tilføiet Skade paa Cit.nes Eiendomme tilfølge et under Sagen fremlagt Sammendrag af de forskjellige Taxtsummer ansat til Kr. 1964.10, hvoraf falder som Værditab paa Grund, Havn og Slaat Kr. 702.30, paa Høskade Kr. 1255.80 og paa forøvet Skade paa Gjærder Kr. 6.00. Ved de nævnte Klager var oprindelig indkaldte til Forligelseskommissionen 27 Reneiere. Af disse indgik 8 ved Kommissionen paa at betale fulde Erstatning for Skaden efter den af Taxterne udfundne Maalestok. Af de 18 Reneiere, mod hvem Sagen blev inkamineret, indgik de 9 dels før dels efter Inkaminationen paa lignende Forlig, medens af de øvrige 9, mod hvem Sagen er inkamineret de Indst. No. 1, 2, 5 og 6 have indgaaet paa at betale Erstatning for den af deres Dyr paa Cit.nes Høbeholdninger forøvede Skade, saaledes at Antallet af de enhver tilhørende Dyr, skulde ansættes efter en af vedkommende Reneier til Distriktets Lensmand indgiven og af denne godkjendt Opgave over det Antal Dyr, som antages at tilhøre hver Reneier. Mod de 4 sidstnævnte Indstevnte nedlægges derfor ikke Paastand om Erstatning for Skade paa Hø, hvorimod Paastanden for No.1, 2 og 6's Vedkommende gaar ud paa Erstatning for Skade paa Jord, at de kjendes uberettigede til at færdes med sine Ren inden det i Paastande betegnede Omraade og ilægges Mulkt for uberettiget Renbrug, og for No. 5, Kristen Borgos's Vedkommende at han ligeledes kjendes uberettiget til saadan Færdsel med Ren inden det betegnede Omraade og ilægges lignende Mulkt eller in subsidium alene, at han kjendes uberettiget til Færdsel med Ren inden det i Paastande betegnede Omraade, hvorhos samtlige Indst. paastaaes ilagt Sagsomkostninger. Sagen imkamineredes den 3 Septbr. 1888 paa Gaarden Kuraas - - - Forligsmægling blev af Retten anstillet mellem de mødende Parter, uden at Forlig kom istand for de undr nærværende Sag omhandlede Indst.s Vedkommende. Ved den nævnte første Aastedssession i Sagen, der varede i 4 Dage, foretoges Befaring af et større Antal af de Cit.nes Eiendomme, paa hvilke Skade paastodes forøvet af de Indst.s Dyr, samt Vidneførsel. - - - Indst. No. 1 erkjendte her, at han Vinteren 1887 færdedes med sine Dyr indenfor de saaledes for Hjemmarken paaviste Grændser, men erklærede sig ubekjendt med, hvorvidt nogle af hans Dyr havde færdes dersteds ogsaa under Sommeren 1887. Personlig havde han i nævnte Sommer ikke været med sine Dyr dersteds og troede i ethvert Fald, at det ikke udelukkende kan have været hans Dyr, som har været der, om der i nævnte Tid havde været Dyr i nævnte Strækning. Under Aastedssessionen blev forøvrigt ført Vidner, æsket Lagrettens Skjøn m.v. Sagen blev derefter overført til Thinget, hvor Cit.nes Sagfører har deduceret Sagen og nedlagt saadan Paastand: principalt: at de 9 foran nævnte Indst. kjendes uberettiget til i Forhold til Cit.ne at lade Rensdyr færdes sønden- eller vestenfor en Linie fra Killingdalsklippen til Lilleskarvens Top, derfra til Storskarvens høieste Top, Side:771 og derfra videre til Fjeldsjøens søndre Ende og Langvola, samt tilpligtes under en løbende Mulkt for hver Dag, de sidder Dommen overhørig at fjerne Dyrene fra de af denne Øst- og Nordgrændse begrændsede Strækninger; endvidere: at de samme Indst. med Undtagelse af Kristen Borgos tilpligtes in solidum at udrede i Erstatning til Cit.ne for den ved Rensdyrenes Færdelse i 1887 forvoldte Skade et Beløb af Kr. 672.14 med Renter fra Forligsklagen eller subsidiært et ved Skjøn, optaget før eller efter nærværende Sags Afgjørelse paa de Indst.s Bekostning bestemt Erstatningsbeløb med Renter deraf fra Forligsklagen, dog at isaafald i Skjønsbeløbet for den samlede Skade fragaar betalte Kr. 1644.93; dernæst at de samme indst. for det ulovlige Renbrug hver for sig - in subsidium med Undtagelse af Kristen Borgos - idømmes Straf efter de paa Forholdet anvendelige Lovsteder, og endelig, at de samme Inst. Kristen Borgos iberegnet, tilpligtes in solidum at udrede samtlige Sagens Omskostninger som om Sagen ikke havde været beveficeret og deriblandt Salar til den befalede Sagfører, hvilket Salar in subsidium paastaaes udredet af Statskassen eller b) in subsidium, at de samme 9 Indst. kjendes uberettigede til at lade Rensdyr færdes paa eller over Cit.nes under Sagen befarede eller paaviste Eiendomme, Hjemmark, Udmark, Engeslatter, Sætervolde, Havnegange og Skovstrækninger i Kuraasen med Omgivelser, langs Aursundens Nordside, i Lille- og Store Molingdalen samt ved Gjeltsjøen og at de tilpligtes under daglig Mulkt for hver Dag de sidder Dommen overhørig at fjerne Dyrene fra omhandlede Strækninger, og endvidere at de ilægges Erstatning, Straf og Sagsomkostninger som under den principale Paastand nævnt og under Sagsomkostninger Salar til den befaled Sagfører. I Indlægget har Cit.nes Sagfører henvist til et af ham fremlagt Uddrag af de i Taxterne paa den forøvede Skade ansatte Taxtværdier, ifølge hvilket Skaden, under forskjellige Rubriker er fordelt som Skade paa Jord og Grund, Skade paa Hø, Forringelse i Aarsavling m.v. og hvorefter den samlede Skade med Tillæg af de med Taxternes Optagelse forbundne Omkostninger skulde udgjøre et samlet Beløb af tilsammen Kr. 2317.07, nemlig som foran anført Kr. 1964.10, tillagt for Omkostninger Kr. 352.97. Af dette Beløb skulde efter anstillet Beregning, naar Beløbet fordeles paa det samlede Dyreantal, som af Reneierne ifølge en ligeledes fremlagt Opgave er opgivet til Distriktets Lensmand, falde Kr. 0,9364 paa hvert Dyr. Det oplyses, at Erstatningen er beregnet efter denne Maalestok for dem af de oprindelig til Forligskommissionen indstevnte Reneiere, som have indgaaet Forlig om at betale fuld Erstatning for forøvet Skade, medens Erstatningen ifølge Uddraget er beregnet til Kr. 0,6016 pr. Dyr for deres Vedkommende, der alene have indgaaet Forlig om Betaling af Erstatning for forøvet Skade paa Hø. I Indlægget anstilles derhos efter de fremlagte Uddrag en Beregning, hvorefter af det samlede Taxtbeløb Kr. 2317.07, naar fra samme fradrages det Beløb, hvilket ifølge Forlig er betalt af de øvrige oprindelig Indst., eller som disse og de Indst. No. 1, 2, 5 og 6 have vedtaget at betale, bliver tilbage et ubetalt Restbeløb stort Kr. 672.14. Dette Beløb er det samme som de Indst. ifølge den principale Del af Paastanden søges tilpligtet at betale, idet Beløbet, da Skadeserstatningsansvaret er solidarisk, opføres underet for samtlige Indst., saaledes at Fordelingen paa Jord- og Høskade vilde blive at afgjøre mellem de Indst. indbyrdes. Den 20 til 23 August 1889 afholdtes efter Tilstevning fra de Indst. No. 1 og 2's Sagfører ny Aastedssession paa Gaarden Kuraasen til Afhørelse af Vidner. Herunder afhørtes en hel Del Vidner til Oplysning angaaende de Trakter og Flyttesteder, paa hvilke Lapperne fra ældre Tid have havt Tilhold med sine Ren og angaaende den Rendrift i det Hele, som har fundet Sted inden Distriktet. Ny Aastedsbefaring foretoges. - - - I Indlæg afødt xx.xx.1890 har de Indst.s, No. 1 og 2's Sagfører først fremsat formelle Indsigelser. - - - Side:772 Med Hensyn til Realiteten anføres i det Væsentlige, at Lappernes Brugsret i disse Trakter er den principale og ældste, medens Cit.ne og deres Formænd har taget sig til den Brug de have øvet, og at Cit.ne ikke har kunnet tilegne sig eller kjøbe den ene af den anden nogen Eiendoms eller Brugsret i disse Trakter, uden med Respekteren af Lappernes ældre Ret. I denne Henseende henvistes til Røroskommissionens Indstilling, der formenes at forudsætte og udtale, at Lapperne var de første, som okkuperede heromhandlede Strøg og til Stiftamtmand Fjeldsteds Resolution af 1794. Videre henvises til Vidneførelsen fra de Indst.s Side, der formenes at bevise Alders Tids Brug og til et fremlagt Thingsvidne under en anden Sag, det saakaldte Riastthingsvidne og de i samme i saa Henseende indeholdte Vidneprov. Af Vidneprovene paastaaes det at fremgaa, at Lapperne før i Tiden gjætede helt ned til Aursundsø i Strøget om Sakariasvold, og paa Fjeldene derfra til og over Molingdalen omtrent ved Bakkeslaatten og Finlandsslaatten og udover hele Sørensfjeldet. De Inst. No. 1 og 2 benegte Rigtigheden af den af Cit.ne paastaaede Grændse for den Strækning, i hvilken de Indst. alene skulde være berettiget til at færdes med Ren og erklærer sig uvillige til at indgaa paa samme, idet de paastaar, at Grændsen i Tilfælde maatte trækkes sydligere, nemlig fra Busjøen, sydenom Gjeltsjøen ned til Aursundssjø og over Sætrene fra Kuraasvold til og med Sakrisvold. Under Henvisning til Befaringen og Vidneprovene udvikles fremdeles de Indst.s Paastand om Udstrækningen af det Omraade, paa hvilket Lapperne og de Indst. paastaaes at have Ret til at færdes med Ren, hvorhos det under Henvisning til Vidneprovene benegtes, at Dyrene i ældre Tid holdtes under strengere Bevogtning end nu for Tiden. Det benegtes, at de omprocederede Strøg er privat Eiendom undergivet, idet det paastaaes, at Sandsynlighed taler for, at Cit.ne ikke kunne paaberaabe sig Eiendomsret, men at de alene støtte sig til en usurperet Almenningsret og Brugsret og det paastaaes, at Cit.ne har at bevise sin Eiendomsret, ligesom at de maa bevise at Skade er lidt, og at denne Skade er forøvet af Cit.ne tilhørende Dyr. Med Hensyn til Erstatningspligten benegtes det, at Erstatningspligt er en nødvendig Følge af Skadetilføielse ved Tamren ogsaa der, hvor Lapperne have Ret til at færdes og specielt ikke i de omprocederede Strøg, hvor Lapperne paastaaes at have den principale Ret. Indst. No. 1 og 2, paastaaes der, pligte ikke at svare nogen Erstatning for tilføiet Skade i disse Strøg, og heller ikke udenfor disse pligte de at svare Erstatning for saadan Skade, som er en nødvendig Følge af deres nomadiske Levesæt, hvortil hører at mindre Flokke af Ren undertiden kan komme bort fra sine Vogtere og da anrette Skade, hvilken Skade isaafald ikke kan paastaaes erstattet. Det benegtes fremdeles, at de Indst. No. 1 og 2 have erkjendt, at have forøvet Skade i de heromhandlede Trakter og ligeledes at det er bevist at saadan Skade er forøvet. Med Hensyn til de angivelig i Henhold til Lappelovens §10 optagne Taxter og Skjøn benegtes, at de Indst. No. 1 og 2 ere varslede til Taxterne, ligesom det i det Hele bengegtes at disse Taxter have nogensomhelst Betydning. Med Hensyn til det meddelte Uddrag af Taxterne søges paavist ved sammes Gjennemgaaelse, at dette Uddrag for en Flerhed af Posters og for det udfundne Forholdstals Vedkommende er feilagtigt, og at den hele Beregning er uskikket til at lægges til Grund for noge Domspaastand. Navnlig paataaes under Henvisning til Uddraget, at det principalt paastaaede Erstatningsbeløb Kr. 672.14 er fremkommet ved en feilagtig Udregning. Det benegtes fremdeles, at der med Hensyn til Erstatningspligte kan udledes noget fra de af de Indst. indgaaede Forlig, der alene gjælder den forøvede Skade paa Hø. For de Indst. No. 1 og 2 nedlægges Paastand om principalt at Sagen helt eller delvis afvises, og at de tilkjendes Kost og Tæring, subsidiært at de frifindes og tilkjendes Sagsomkostninger samt derhos at Cit.nes Sagfører ilægget Mulkt som anført. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
