Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Assessor Stang: I nærværende Sag er ved Ringerike Sorenskriveris Dom afødt xx.xx.1898 saaledes kjendt for Ret: Indst., Gaardbruger Martin Ellingsen Rognerud, bør være uberettiget til at fiske paa eller udenfor Skriverbraatens Land. Processens Omkostninger ophæves. Side:852 Ved Kristiania Overrets Dom afødt xx.xx.1899 blev saaledes kjendt for Ret: «Appell., Martin E. Rognerud, bør for Indst. Thor Bergsunds Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves for begge Retter.» Overrettens Dom er af Thor Bergsund ved Stevning afødt xx.xx.1900 indanket for Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand. Principalt: At Underrettens Dom stadfæstes. Subsidiært: At Indst., Martin Rognerud, kjendes uberettiget til at fiske paa eller ved Skriverbraatens Land i Bægnaelven, samt at Indst. i hvert Fald tilpligtes at betale Appell. Processens Omkostninger for alle Retter. Af Indst., Martin Rognerud, er nedlagt saadan Paastand: At Overrettens Dom stadfæstes, og at Indst. tilkjendes Sagsomkostninger for Høiesteret. Med Hensyn til Sagens Gjenstand og faktiske Grundlag, henvises til de foregaaende Retters Domme. Efter Overretsdommens Afsigelse er der under 1 Mai 1901 optaget et Thingsvidne, der dog efter min Opfatning ingen Insflydelse kan faa paa Sagens Udfald. Sagen er anlagt som Aastedssag, og Aastedet er i Sagens første Session befaret af den fungerende Sorenskriver med Meddomsmænd. Sagen er derfra overført til det almindelige Thing, hvor Vidneførsel og Procedure har fundet Sted. Underretsdommen er afsagt uden Meddomsmænd, idet Sorenskriveren ikke har fundet, at Tilkaldelse af Meddomsmænd efter Sagens Beskaffenhed var fornøden. For de overordnede Instantser er der ikke fra nogen af Parternes Side fremsat Paastand om Uefterrettelighedskjendelse og Hjemvisning paa Fundament af, at Underrettens Dom er afsagt af Underdommeren, uden Tilkaldelse af Meddomsmænd. Derimod er der fra Indst.s Side under Proceduren taget Forbehold om Tilkjendelse af Procesomkostninger hos Sorenskriveren, forsaavidt de overordnede Retter ex officio skulde afvise Sagen. Jeg finder, at det efter Omstændighederne kan passere, at Sagen er paadømt uden Tilkaldelse af Meddomsmænd. Tvisten i nærværende Sag angaar Spørgsmaalet om, hvorvidt Indst., Rognerud, som Eier af Gaarden Hunsdalen, der er en Pareel af søndre Semmen i Aadalen, er berettiget til at drive saadant Fiske, der tilkommer Strandeieren, udenfor Eiendommen Skriverbraatens Grund. Skriverbraaten henhørte ogsaa oprindelig under søndre Semmen, men skiltes fra denne i 1730. Ved Overdragelsesdokument afødt xx.xx.1730, thinglæst 27 s. M., overdrog den daværende Eier af søndre Semmen, Anders Pedersen, Engstykket Skriverbraaten, beliggende mellem Storelven og Fluetjernet paa østre og vestre Side og paa Nord- og Sydsiden mellem «den oprettede Gjærdes Gaard» og Auset (Oset?) til Asle Truls Bergsund, for derefter at følge og ligge under Gaarden østre Bergsund. I Dokumentet nævnes ikke særskilt nogen det fraskilte Stykke tilliggende Strandret med dermed følgende Fiskeret. Jeg antager imidlertid, at et Dokument, ved hvilket en fast Eiendom, der grændser til Vand, sælges, maa - hvor ikke aldeles Side:853 afgjørende Grunde i det enkelte Tilfælde taler derimod - ansees at indbefatte Overdragelse af de med Eiendomsret til Stranden efter almindelig Ret følgende Rettigheder til Søgrund og Vand. Jeg kan derfor ikke gaa ud fra andet, end at efter Dokumentet af 1730 de forskjellige Rettigheder, der maatte tilligge Skriverbraatens Strand, fulgte med i Overdragelsen til Asle Bergsund. Det er fra Indst.s Side herimod indvendt, at Fiskeretten i en Vig af Bægna eller Aadalselven, benævnt Fluetjernet, der begrændser Skriverbraaten paa Vestsiden, tilhørende og liggende under Gaarden søndre Semmen, fra gammel Tid skulde have været at betragte som en særegen Eiendomsherlighed, der ikke uden videre kunde forudsættes at gaa med i en Handel om det til Tjernet stødende Land. Til Støtte for denne Paastand der paaberaabt en Erklæring fra Sognepresten til Jevnaker afødt xx.xx.1898, hvori bevidnes, at i Prestekaldets Landskyldsprotokol af 1791 under «Specifikation over det beneficerede Gods, der er tillagt Jevnaker Presteembede ifølge Jordebogen dateret Agershus 3 December 1622,» er anført: «Fluetjernet paa Ringeriget - Fisk - 1 Bpd.» I Protokollen sees imidlertid som et NB at være tilført: «Denne Gaard er indført i Jordebogen, efterat samme er udstedt og findes aldrig at have betalt nogen Landskyld.» Af Sognepresten er videre bevidnet, at Fluestjernet ikke senere findes nævnt i Landskyldsprotokollen, og at der ikke siden 1791 - ligesaalidt som før - er indbetalt nogen Landskyld af bemeldte Tjern. Sognepresten erklærer videre, at han ikke har fundet nogen Oplysning om naar og hvordan Landskylden er opstaaet.» I en Erklæring fra Rigsarkivaren afødt xx.xx.1898 heder det, at det af en i Rigsarkivet beroende Stiftsjordebog 1624-44 fremgaar, at der til Jevnakers Prestebols aarlige Rente og Indkomst ogsaa hører «Fluetjernet - 1 Bdp. Fisk,» - hvilket af Rigsarkivaren antages at være det under nærværende Sag omhandlede Tjern. Det er ikke oplyst, at Fluetjernets Fiskeri nogensinde har været særskilt skyldsat, og det fremgaar af Sagens Oplysninger, at det har fulgt Gaarden søndre Semmen, hvis Marker før Salget af Skriverbraaten helt omgav Tjernet paa en mindre Strækning nær paa Tjernets Sydside, hvor Gaarden Rognerud stødte til. Jeg kan for mit Vedkommende ikke i det saaledes Oplyste, der, som det sees, ikke giver nogen Oplysning hverken om Afgiftens Oprindelse eller om hvem der egentlig svarede for den, finde nogen tilstrækkelig Grund til at antage, at man i 1730 har betragtet Strandretten ved Skriverbraaten anderledes end som en almindelig Strandret. Skriverbraaten har Strand ogsaa til Bægnaelven, og paa Fiskeretten her har aldrig hvilet nogen Landskyld til Jevnaker Prestebol. I Dokumentet af 1730 er ingen Forskjel gjort med Hensyn til Fiskeretten til Bægna og til Fluetjernet; de ere begge uomtalte. Som det af Dokumentet fremgaar, henlagdes Skriverbraaten under Gaarden Bergsund. Denne Gaard ligger 7 à 8 Klm. borte, paa Bægnas østre Bred, medens Skriverbraaten ligger paa Elvens Vestside. Først i 1843 erhvervede Eieren af Bergsund foruden Skriverbraaten ogsaa en anden Part af søndre Semmen og flyttede did. Side:854 Det er ikke oplyst, at Eieren af Bergsund, før han flyttede til Semmen udøvede nogen Fiskeret for Skriverbraaten. Derimod er det paa det Rene, at han, efterat have tilflyttet den i 1843, erhvervede Part af søndre Semmen, har udøvet Fiskeret i Fluetjernet. Jeg kan ikke heri finde noget Bevis for, at Bergsunds og Skriverbraatens Eier ikke skulde anseet sig berettiget til som eier af Skriverbraaten at fiske i Fluetjernet. At Fiskeretten ikke benyttedes i den lange Periode, da Skriverbraatens Eier boede paa Bergsund, er let forklarligt, og der synes ikke at være nogen Grund til at antage,at hans senere Udøvelse af Fiskeretten i Fluetjernet udelukkende skulde være skeet som Eier af den sidst erhvervede Part af Semmen og ikke ligesaavel som Eier af Skriverbraaten. Jeg kan saaledes ikke, i hvad der er oplyst om den Stilling, Eieren af Skriverbraaten har indtaget til Fiskeretten i Fluetjernet, finde noget, der giver Støtte for en anden Forstaaelse af Dokumentet af 1730 end den, jeg her har gjort gjældende. Heller ikke kan jeg finde noget afgjørende Støttepunkt for Indst.s Paastand i et i 1786 mellem den daværende Eier af den - med Undtagelse af, at Skriverbraaten i 1730 var afstaaet - udelte Eiendom søndre Semmen, Peder Andersen, og Eieren af den søndenfor Semmen liggende Gaard Rognerud, indgaaet Forlig. Peder Andersen Semmen nedlagde i 1786, som Eier af Gaarden Semmen, lovligt Forbud mod, at Ole Rognerud fiskede i Fluetjernet. Efter hvad jeg ovenfor har refereret om, at eieren af Skriverbraaten dengang boede paa Bergsund, 7 à 8 Klm. Fra Skriverbraaten, paa Østsiden af Bægna, og dengang ikke benyttede den Ret, han maatte have til at fiske i Fluetjernet, kan jeg ikke finde det paafaldende, at Peder Andersen Semmen var den, der optraadte som Repræsentant for Fiskeretten. Peder Andersens Interesse i Sagen var saa stor, - hvad enten han havde Ret til at fiske ved Skriverbraatens Land eller ikke - at hans Optræden er fuldt forklarlig. Om hvorvidt den daværende Eier af Skriverbraaten har havt nogen Besked om det i 1786 passerede, haves ingen Oplysning. Som allerede nævnt, har Eieren af Skriverbraaten, efterat han i 40-Aarene var tilflyttet en Part af Gaarden Semmen, benyttet sin Fiskeret i Fluetjernet, og nogen Opfordring for ham til paa nogen øinefaldende Maade at gjøre gjældende, at denne Ret ogsaa udøvedes i Egenskab af Eier af Skriverbraaten, synes ikke at have foreligget. De Bestemmelser, som findes indtagne i den Skyldsætningsforretning, som under 8 Mai 1828 afholdtes over de tre Dele, hvori Gaarden søndre Semmen, efter den tidligere Eiers Død, blev delt mellem hans tre Sønner, om at den samlede Eiendom, tilhørende Fiskeret, skulde forblive de tre Sønners Eiendom, hver for 1/3-Del, - angaar alene det indbyrdes Forhold mellem Eierne af disse tre Parceller af søndre Semmen og kan ikke sees at berøre Spørgsmaalet om Skriverbraatens Fiskeret i Fluetjernet. Det er paa det Rene, at ogsaa andre end Eieren af Skriverbraaten har øvet Fiske fra Skriverbraatens Strand ved Fluetjernet. Men jeg kan - efter de i Sagen foreliggende Oplysninger - ikke antage, at saadant Fiske er foretaget som nogen dem tilkommende Eiendoms- eller Brugs-Ret. Herfor er intetsomhelst Bevis ført, og Side:855 denne Mangel paa Bevis, maa, efter Omstændighederne, gaa udover dem, der paastaar at have hævdet. Jeg kan ikke opfatte Forholdet anderledes, end at Brugen er udøvet som en uskyldig Benyttelse af en Andens Grund, og at Eieren af Skriverbraaten har taalt dette, idet han ikke har antaget derved at lide noget mærkbart økonomisk Tab, paa samme Maade som Overskridelse af Brugsret saa ofte taales mellem Naboer, naar ikke en tilstrækkelig stærk Interesse kræver det strenge Retsforhold oprethold. Jeg finder det efter dette overflødigt at gjennemgaa de enkelte Vidneprov om Fiske ved Skriverbraatens Strand til Fluetjern, men skal dog tillægge, at jeg - med Underretten - ikke antager, at disse Vidneprov fylder Kravet til Bevis for ved Hævd erhvervet Ret for Indst. som Eier af en Pareel af søndre Semmen - Hunsdalen - til at fiske ved Skriverbraatens Strand i Fluetjernet. Underrettens Dom vil efter dette blive at stadfæste. Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret antager jeg bør ophæves. Konklusion: Underrettens Dom bør ved Magt af stande. Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret ophæves. Assessor v. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Extraordin. Assessor, Adv. Mejdell: Med Hensyn til det processuelle Spørgsmaal, hvorvidt rettelig Underretsdommen er afsagt uden Tilkaldelse af Meddomsmænd, er jeg enig med Førstvoterende. Hvad Sagens Realitet angaar, kommer jeg, med Hensyn til Fiskeriet i Fluetjernet, til samme Resultat som Overretten, men paa en noget forskjellig Begrundelse. Hvad Appell. under nærværende Sag gjør Paastand paa, er Eneret til at fiske fra Skriverbratens Grund. Det, der er paaklaget, er, at Indst., Martin E. Rognerud, har fisket paa nævnte Sted. Hvad der saaledes er at afgjøre, er, hvorvidt der i Virkeligheden tilkommer Thor Bergsund nogen saadan Eneret eller ikke. Dette Spørgsmaal falder sammen med, om det kan antages, at den almindelge Regel om, at Fiskeretten følger Stranden, i nærværende Tilfælde er afændret. Dette maa jeg for min Del gaa ud fra. Jeg maa antage, at der langt oppe i Tiden har fundet Fiske Sted i Fluetjernet, et Fiske af en saa stadig og sikker Beskaffenhed, at der af Samme i sin Tid har været svaret Landskyld til Jevnaker Prestebol. Sandsynligheden er da efter min Mening for, at Fisket gjennem Tiderne har foregaaet væsentlig paa samme Maade, og at Forudsætningen ved Afhændelsen i 1730 af Skriverbraaten har været - i Mangel af anden Aftale - at den samme Tingenes Tilstand skulde vedvare. Af Forliget afødt xx.xx.1786 sees, at Eieren af Semmen dengang ansaa Fiskeriet i Fluetjernet «henhørende som en Pertinents til Gaarden søndre Semmen.» Hvorledes Fiskeriet har været udøvet i Tiden fra 1786 til Delingsforretningen afødt xx.xx.1828, savnes der enhver Oplysning om. Derimod foreligger der Oplysning om, hvorledes Fisket har været udøvet, siden Semmen i 1828 (som i de tidliger Domme nævnt) blev delt. Enken efter den Elling Halvorsen, der ved Delingsforretningen Side:856 erholdt den nordre Del af Semmen, som senere er gaaet over til Appell., er ikke afhørt som Vidne; hun er, som det er oplyst, afgaaet ved Døden. Hun har imidlertid afgivet en Erklæring i Paahør af 3die Kontrav., der har udtalt, at hun ved Leiligheden, da Erklæringen blev afgivet, var ved fuld Sans og Samling, og at Erklæringen gjentagne Gange blev oplæst for hende. I denne Erklæring udtales, at Eierne af søndre Semmen aarligaars har fisket paa Skriverbraatens Grund, hvorimod hun hverken har hørt eller seet, at Bergsunds Eier har fisket paa nævnte Grund, førend Truls Bergsund havde kjøbt en Part af søndre semmen, hvilket som det af Sagens Oplysninger forøvrigt fremgaar, skeede i 1843. Ligesaa er i Paahør af 3die Kontrav. afgivet en Erklæring af Gudbrand Gudbrandsen Brentebraaten, gaaende ud paa, at han har boet paa Brentebraaten i omtrent 60 Aar og er bekjendt med og kan bevidne, at Eierne af søndre Semmen har fisket til hvert Aar paa Skriverbraatens Grund i al denne Tid, ligesom han ogsaa er sikker paa, at aldrig Bergsunds Eier har fisket dersteds, førend Truls Bergsund havde kjøbt en Part af søndre Semmen. Videre er afhørt som Vidner Indst. Martin Rogneruds Brødre, Ole og Johan Ellingsen Rognerud. Disses Forklaring gaar i det Væsentlige ud paa, at Fiskeriet paa Skriverbraatens Grund har været anseet for at tilhøre og ogsaa har været udøvet som tilhørende søndre Semmens Eiere i Fællesskab paa samme Maade som det øvrige Fisker, der er fælles for disse Eiere. Sit Kjendskab til Sagen har Ole E. Rognerud (1ste Kontrav.) havt, siden hans Fader kjøbte den Del af søndre Semmen, som han senere overlod Vidnet, og som Vidnet nu eier. Johan E. Rognerud (2det Kontrav.) har tilføiet, at naar han tror, at der tilligger hele søndre Semmen Ret til ogsaa at fiske paa Skriverbraatens Grund, har han ikke netop hørt dette af Nogen, men han har aldrig hørt Retten bestridt; han grunder sin Formening videre derpaa, at hans afdøde Fader, som Eier af den Del af søndre Semmen, der nu tilhører 1ste Kontrav., stadig deltog i det omhandlede Fiske, ligesom Vidnet selv ofte var med Faderen i dette Fiske, og kjender ogsaa til, om han end ikke derom har saa god Kundskab, at ogsaa 1ste Kontrav., som Eier af den nævnte Del af søndre Semmen, har udøvet Fiskeri paa Skriverbraatens Grund. Ligesaa er det udtalt af 1ste Vidne under Thingsvidnet 10 Mai 1898 ligesom af det af Underretten citerede 4de Kontrav., (kfr. ogsaa den i Underretsdommen omhandlede Notarialerklæring fra Anders Gudbrandsen Brentebraaten), at Eierne af Brentebraaten, ialfald i den Tid, da de var Forpagtere af Martin Rogneruds nuværende Eiendom, Hunsdalen, har fisket saavel paa Skriverbraatens Grund som paa andre Steder i Fluetjernet. Under Omstændigheder som de, der foreligger i nærværende Sag, hvorefter som nævnt Fisket i Fluetjernet, har fra gammel Tid været en særlig Eiendomsherlighed og faaet en vis Fasthed, kan jeg ikke komme fra, at det ved Fortolkningen af Skjødet af 1730 har sin betydning, hvorledes Fisket faktisk i Mands Minde har været udøvet. Jeg tror, at man i dette Slags Forhold lettelig kan komme til at gribe Feil ved udelukkende at holde sig til Skjødets Bogstav. Jeg er naturligvis enig i, at som Regel maa man stærkt holde paa, at den der paastaar, at der i et Naboforhold sker Undtagelse fra Side:857 almindelig Retsregel, har Bevisbyrden. Men naar som her Retsforholdet fra gammel Tid af Tilkjendegiver sig som noget i visse Henseender exeptionelt, da mener jeg, at man maa være meget varsom med ikke at tage Hensyn til den Skik og Brug, som fra gammel Tid har udviklet sig med Hensyn til det omhandlede Retsforhold. Der foreligger, som bemærket, ikke Oplysning om Fisket i Fluetjernet i Tiden fra ialfald 1786 til 1828. Men jeg mener, som jeg ovenfor har antydet, at man uden Betænkelighed kan gaa ud fra, at den Maade, hvorpaa Fisket viser sig at udøves i Tiden fra 1828 af, i det Væsentlige har været den samme, som tidligere havde fundet Sted. Jeg maa gaa ud fra efter de Antydninger, der foreligger i Sagen, at Fisket for en væsentlig Del har været Vad- og Garnfiske. Jeg maa videre gaa ud fra, at det beleiligste Sted for saadant Vad- og Garnfiske, netop har været udenfor den til Skriverbraaten stødende Strand ved Fluetjernet. Naar det da som her viser sig, at der stadig ned gjennem Tiderne saa langt, som det kan forfølges, har været forholdt paa den Maade, at Fisket af Opsidderne, forsaavidt som de ikke har været Udenbygdsboende eller boet saa langt borte, at de af den Grund har været hindret derfra, har været drevet og drevet paa den Maade, at det ikke har været knyttet til noget bestemt Sted, nogen bestemt Strand, saa mener jeg, - idet jeg videre efter Oplysningerne maa gaa ud fra, at denne Maade at udøve Fisket paa, er foregaaet ganske aabenlyst og med Tanke paa at udøves som en Ret og med Skriverbraatens Eiers fulde Vidende -, at under saadanne Omstændigheder Parternes Forstaaelse af Kontraktsforholdet derigjennem er traadt frem i Dagen. Under saa uklare Forhold som det Retsforhold, nærværende Sag omhandler, maa den gjennem længere Tid existerende faktiske Tilstand komme i væsentlig Betragtning som Bevisdatum. Jeg mener, at det faktisk har været vist i Gjerning, at Interessenterne i Retsforholdet har gaaet ud fra, at Fisket i Fluetjernet ikke var bundet til bestemt Strand, og denne Vedtagelse af Retsforholdet, saaledes som den her stiltiende fremtræder, maa være bindende. Hvorvidt Skriverbraaten som saadan tilkommer Anpart i Fluetjernet, finder jeg det unødvendigt under nærværende Sag at omhandle. Men at Skriverbraatens Eier ikke har Eneret til i Fluetjernet at fiske fra sin Strand, anser jeg efter Omstændighederne, saaledes som jeg har anført, tilstrækkelig godtgjort. Tvivlsommere stiller sig Spørgsmaalet om, hvorvidt Skriverbraatens Adgang til Fiske i Storelven, maa taale en lignende Indskrænkning som i Fluetjernet. Jeg kan imidlertid ikke af Sagens Oplysninger finde, at det, forsaavidt angaar Fisket i Storelven, er legitimeret, at Skriverbraaten her skulde have nogen mindre Ret end den, der tilkommer en Grundeier i Almindelighed. Med Hensyn til Fisket udenfor Skriverbraatens Grund i Storelven, er jeg følgelig enig med Førstvoterende. Da det er mig bekjendt, at min Mening ikke deles af Rettens Pluralitet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion. Assessor Motzfeldt: Jeg kommer til samme Resultat som Hr. Assessor Mejdell og er med ham enig i, at Fiskets Udøvelse Side:858 gjennem Tiderne taler for, at Parternes Opfatning af Skjødet af 1730 har været som af ham antaget. Og dette finder jeg ogsaa at stemme bedst med de her foreliggende Forhold. Omstændighederne kan jo selvfølgelig være saadanne, at Parterne under Dokumenternes Taushed maa antages at være gaaet ud fra, at den almindelige Regel om, at Fisket følger Stranden, ikke helt ud skal komme til Anvendelse. Og saadant Tilfælde antager jeg foreligger her. Ved Skjødet af 1730 overdroges et lidet Braateland, en smal Strimmel eller Landtunge mellem Storelven og Fluetjernet. Dets Størrelse kan ikke af Kartet nøiagtig sees, men i 1858 erholdt det en Skyld af 24 Skill. I Forhold til den store Semmen Gaard, hvorfra det blev udskilt, var det ialfald vaade i Udstrækning og i Værdi en meget ringe Brøkdel. Under disse Omstændigheder anser jeg det ikke antageligt, at Parterne tænkte sig, at det forholdsvis betydelige Fiske, der dreves i Fluetjernet og tilhørte Semmen Gaard, skulde uden videre gaa over til og følge den ubetydelige fraskilte Pareel, fordi denne smale Landtunge paa en længere Strækning stødte til Fluestjernet. Og dette vil jo faktisk blive Følgen af Thor Bergsunds Paastand, idet jeg efter det Oplyste maa antage, at det væsentligste og vedste Fiske foregaar just udenfor Skriverbraatens Strand. Jeg lægger Vegt paa, at der her ikke handles om et almindeligt Elvefiske, men om et særskilt, godt Fiske i et ikke ubetydeligt Fisketjern, hvorom de almindelige Regler om Elvefiske fra gammel Tid af ikke var gjort gjældende. Allerede i 1622 var der paaheftet Fisket Landskyld til en forholdsvis fjerntliggende Prestegaard, Jevnaker Prestebol nemlig. Fisket var derved gjort til et Fiske for sig, en særskilt eiendomsartet Herlighed, der tilhørte Semmen Gaard. Og Gaarden Rognerud, der ogsaa stødte til Fluetjernet, var uagtet saaledes angrændsende ikke anseet at have Ret til Fiske i Tjernet. Dette fremgaar af Forliget af 1786. Det meste, der efter min Mening under Dokumenternes Taushed da kunde tilkomme Skriverbraatens Eier, maatte være en forholdsvis Andel i Fisket, men ialfald ikke nogen Eneret til den vigtigeste Del af Fisket, nemlig til Fisket udenfor hans Strand. - Mine Bemærkninger gjælder ikke Fisket i Storelven. Extraordin. Assessor, Exped.sekretær Bull: Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Mozfeldt enig med Hr. Assessor Mejdell. Extraordin. Assessor, Byretsassessor, Dr. H. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Justitiatius Løchen:Ligesaa. Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. Underrettens Dom er saalydende: I Aaret 1730 blev en Del af Gaarden søndre Semmen i Aadalen, den saakaldte Skriverbraaten, ved thinglæst Skjøde overdragen, som Hustruens Moderarv, til Eieren af Gaarden østre Bergsund i samme Thinglag, og har senere, indtil den kom i den nuværende Besidders Hænder, tilhørt de forskjellige Eiere af østre Bergsund. Den gjenværende Del af søndre Semmen blev i 1828 delt i tre Dele mellem Brøderne Elling, Tron og Peder Halvorssønner. Skylden blev delt ved Forretning af 8 Mai s. A. Den nordligste Del tilfaldt Elling Halvorsen. Den blev senere kjøbt af Eieren af østre Bergsund og Skriverbraaten, Truls Torsen Bergsund, som igjen overdrog den sammen med Skriverbraaten til sin Søn Thor, der Side:859 endnu besidder begge Eiendomme. Den mellemste Del tilfaldt ved Delingen i 1828 Tron Halvorsen, blev senere kjøbt af Elling Torgersen Rognerud og tilhører og beboes nu af dennes Søn Ole. Endelig tilfaldt den syligste Del af søndre Semmen, nu kaldet Hunsdalen, Peder Halvorsen, har siden havt flere Eiere og tilhører for Tiden en anden Søn af Elling Torgersen Rognerud, ved Navn Martin. Samtlige Dele af søndre Semmen, altsaa ogsaa Skriverbraaten, ligger paa Vestsiden af Bægna (Aadalselven-Storelven), medens østre Bergsund ligger paa Østsiden, meget høiere oppe i Dalen. Skriverbraaten ligger mellem Bægna og en Vig, der gaar ind fra denne og kaldes Fluetjern. Da Martin Ellingsen Rognerud fiskede paa og udenfor Skriverbraaten, lod Thor Trulsen Bergsund ham Sommeren 1894 i den Anledning indkalde for Foligelseskommissionen og har, da Forlig ikke opnaaedes, anlagt nærværende Sag mod ham. Sagen blev inkaminerat paa Aastedet den 14 Oktober 1895, men har senere verseret ved det almindelige Thing. Thor Bergsund har nedlagt Paastand paa, at Martin Rognerud maa blive kjendt uberettiget til at fiske paa eller udenfor Skriverbraatens Land og tilpligtet at betale ham Processens Omkostninger. Rognerud har paastaaet sig frifunden og tiljendt Forsvarsomkostninger. Martin Rognerud mener sig som Eier af Hunsdalen, at have Ret til at fiske paa og ved Skriverbraaten. Til Støtte for denne sin Mening anfører han i det Væsentlige følgende: Fiskeriet medfulgte ikke, da Skriverbraaten i 1730 blev tilskjødet Eieren af østre Bergsund. Herom henviser han til Indholdet af Skjødet, der i Afskrift er irettelagt af Cit. Ingen af Eierne af østre Bergsund har derfor heller fisket paa Skriverbraaten før Cit.s Fader «for ca. 50 Aar siden» kjøbte og tilflyttede den nordre Del af søndre Semmen. Fiskeriet paa Skriverbraaten vedblev efter Eiendommens Udskillelse fra søndre Semmen at tilhøre den gjenværende Del af denne Gaard, saa det nu i Fællesskab tilhører de tre Gaarde, hvori søndre Semmen i 1828 blev delt, idet Skylddelingsforretningen siger, at hver af de tre Dele skal nyde 1/3 Del af det den samlede Eiendom tilliggende Fiskeri. Eierne af disse tre Dele, deriblandt altsaa Eieren af Hunsdalen, har derfor ogsaa alltid i Fællesskab udøvet Fiskeriet paa Skriverbraaten, saavel i Fluetjern som i Bægna. Herved har de, under enhver Omstændighed, baade som Følge af Alders Tids Udøvelse og ved Hævd vundet Ret til Fisket, og i alle Fald er Fiskeriet erhvervet for Hunsdalen. Cit. paa sin Side paastaar, at Fiskeriet medfulgte, da Skriverbraaten i 1730 overdroges Eieren af østre Bergsund. Ogsaa han henviser til vedkommende Skjødes Indhold, der efter hans Mening ikke kan forstaaes anderledes, end at Fiskeriet var indbefattet i Overdragelsen. Han paastaar videre, at Eieren af østre Bergsund derfor ogsaa før hans Faders Tid fiskede paa Skriverbraaten, men indrømmer, at Afstanden mellem østre Bergsund og Skriverbraaten medførte, at Fiskeriet ikke netop blev udøvet ofte. Fra 1730 af ophørte følgelig søndre Semmens Ret til Fiske paa Skriverbraaten, og før Gaarden i 1828 blev delt, blev heller ikke af nogen af Eierne forsøgt at deltage i dette Fiske. Det er først efter Delingen, at Eierne af søndre Semmen af og til har fisket paa Skriverbraaten, men først i den seneste Tid har de - Eierne af Skriverbraaten vidende - paastaaet sig berettigede hertil. I Fisket har imidlertid aldrig nogen Eier af Hunsdalen deltaget, saa der ikke kan være Tale om, at Fikseret er erhvervet for denne Del af søndre Semmen, da det ikke kan komme Hunsdalen tilgode, om der ved Alders Tids Brug eller Hævd er erhvervet Fiskeret for nogen af de to andre Dele, hvad Cit. forøvrigt benegter. Det Fiskeri der omtales i Skylddelingsforretningen af 1828, er ikke Fisket paa Skriverbraaten, «men det Fiskeri, som tillaa og tilligger søndre Semmen». Side:860 Nærværende Sag er, som anlagt som Aastedssag. Der foreligger imidlertid intet Tvistepunkt, der har gjort Aastedets Befaring og Granskning nødvendig, saa Sagen ogsaa kunde være anlagt som en almindelig Thingsag. Der kan de formentlig intet være til Hinder for, at Sagen paadømmes af Sorenskriveren alene uden Tilkaldelse af de ved Aastedsbefaringen fungerende Skjøns- og Meddomsmænd (kfr. Høiesteretsdom i [[Rt-1897-737]]). Ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt Fiskeriet var indbefattet i den i 1730 stedfundne Overdragelse af Skriverbraaten til østre Bergsunds Eier, er man henvist kun til Indholdet af vedkommende Skjøde. Dette siger, at Skriverbraaten overdrages Eieren af østre Bergsund og Eftermænd «til evindelig Odel og Eiendom uden nogen Skat eller Kontribution til Gaarden søndre Semmens Eiere, gjørende sig samme saa nyttig og gavnlig som bedst vides kan i alle optænkelige Maader,» og da det ikke med et Ord antydes nogen Undtagelse, kan disse bestemte og omfattende Udtryk ikke efterlade Tvivl om, at ogsaa de Skriverbraatend tilliggende Herligheder, deriblandt altsaa Fiskeriet paa og udenfor Parcellens Land, var indbefattet i Overdragelsen, Indst. har rigtignok ogsaa i Skylddelingsforretningen af 1828 villet finde Bevis for, at Fiskeriet paa Skriverbraaten fremdeles tillaa søndre Semmen, idet han vil have det til, at det i Forretningen omtalte Fiskeri, er Fiskeriet paa Skriverbraaten, men hermed kan han saa meget mindre høres, som det af Proceduren fremgaar, at der tillaa og tilligger søndre Semmen andet Fiskeri. Den af ham paaberaabte Omstændighed, at østre Bergsund ved sit eget Land havde bedre Fiskeri, kan - selv bortseet fra, at dette af Cit. er benegtet - selvfølgelig ingen Betydning tillægges, ligesaalidt som hans - forøvrigt ogsaa benegtede - Anførsel af, at Vadfisket i Fluetjern er spoleret for søndre Semmen, naar man ikke kan fiske fra Skriverbraaten. Heller ikke kan det hjelpe ham, om han har Ret deri, at der ikke blev nævnt eller taget Hensyn til Fiskeri, da Skriverbraaten (i 1858 som forhen uskyldsat efter Begjæring af Finantsdepartementet) blev skyldlagt. For sin Paastand om, at Eieren af (det endnu udelte) søndre Semmen ogsaa efter 1730 vedblev at fiske paa Skriverbraaten, har Indst. ikke ført det mindste Bevis. Rigtignok har heller ikke Cit. præsteret Bevis for, at tvertom Eieren af østre Bergsund (og Skriverbraaten) efter nævnte Aar fiskede, men naar Retten til Fiskeriet i 1730 medfulgte ved Overdragelsen af den paagjældende Eiendom, siger det sig selv, at det ikke kan hjelpe Indst., om Skriverbraatens Eier endog helt har undladt at benytte sig af det Eiendommen tilligende Fiskeri. Idet Fiskeriet paa og udenfor Skriverbraaten var indbefattet i Overdragelsen til Eieren af østre Bergsund i 1730, og der ikke foreligger Bevis for, at den gjenværende Del af søndre Semmen, før denne Eiendom i 1828 blev delt, har udøvet eller erhvervet Ret til Fiskeriet, staar alene tilbage at afgjøre, hvorvidt der, i alle Fald senere, er erhvervt Ret for Hunsdalen til samme Fiske. For at bevise sin Paastand herom, har Indst. ført flere Vidner og produceret forskjellige skriftlige Erklæringer. Inden Retten gaar over til at prøve disse Bevisligheder, skal Retten strax bemærke, at der ikke kan blive Anvendelse for Læren om Alders Tids Brug, som Indst. har fremholdt, hverken som Retsgrundlag eller som Bevismiddel, allerede af den Grund, at hverken Vidneprovene eller Erklæringerne omfatter et tilstrækkeligt langt Tidsrum, gaar saa langt tilbage i Tiden, at man kan tale om Alders Tid. Spørgsmaalet bliver saaledes kun, om Fiskeretten er hævdet for Hunsdalen. Indst. vil under Anførsel af, at de tre Dele af søndre Semmen har fisket paa Skriverbraaten i Fællesskab, have det til, at de derved ogsaa i Fællesskab har hævdet Retten til Fisket, saa den Enes Udøvelse af dette i saa Henseende kommer den Anden tilgode. Men heri kan han ikke gives Medhold. Efterat Hunsdalen i 1828 var bleven en særskilt Eiendom, maa det være selvsagt, at Hævd for den af Ret til Fiske paa Skriverbraaten Side:861 alene kan baseres paa dens egne Eieres Udøvelse af Fiskeriet (kfr. ogsaa her den ovenfor citerede Høiesteretsdom i [[Rt-1897-737]]). Det er følgeligt overflødigt at undersøge og afgjøre, i hvilken Udstrækning og med hvilke Følger de andre Dele af søndre Semmen, specielt den midtre, nu Indst.s Broder Ole tilhørende Del har fisket, saa det foreliggende Spørgsmaals Løsning alene kommer an paa, hvad der er oplyst og maa antages om Hunsdalens egne Eieres Fiske. Herom indeholdes kun Oplysninger i 4de Kontrav.s Prov og en Erklæring fra Anders Gudbransen Bræntebraaten. Da denne Erklæring, der er indhentet fra Amerika, sees at være beediget og underskreven for Notarius publicus, om hvis Autoritet der igjen foreligger Attest fra en norsk-svensk Vicekonsul, maa den formentlig kunne ligestilles med et for norsk Ret afgivet Vidneprov, saa meget mere, som Cit. heller ikke har reist Indsigelser. 4de Kontrav. har provet: Hun blev i en Alder af 7 1/2 Aar, efter hendes Opgave om sin Alder, altsaa i Slutningen af 1858 eller Begyndelsen af 1859, af Fattigvæsenet indlagt hos Elling Torgersen Rognerud og forblev hos ham til Høsten 1875. I al denne Tid blev Hunsdalen brugt af Gudbrand Gudbransen Bræntebraaten, som dog boede i Bræntebraaten. Hun fulgte fra den Tid, hun var bleve stor nok til at bruge Aarerne, hver Sommer med sin Husbonde paa Fiske i Fluetjern, hvor de fiskede paa flere Steder, men ogsaa, og det hvert Aar, ved Skriverbraaten. Paa de samme Steder fiskede samtidig dels Gudbrand Bræntebraaten selv, og dels hans Søn Anders, hvad hun havde god Anledning til at iagttage. Den omtalte Erklæring fra Amerika er afgiven af Gudbrand Bræntebraatens Søn Anders. Han har forklaret, at han er født og opvoxen i Bræntebraaten, og at han i Oktober 1897 var 54 Aar gammel, altsaa er født i 1843. Fra Vaaren 1850 brugte, siger han, hans Fader en Del af Hunsdalen, nemlig den Del, som en Livørskone Ingeborg raadede over. Fra 1868 overtog han Brugen af hele Hunsdalen. Hvor længe dette Brug vedvarede, ved Vidnet ikke, idet det i 1869 udvandrede til Amerika; men det ved, at Brugen endnu vedvarede, da Vidnet i 1878 var paa Besøg her i Landet. Saalænge Vidnet endnu boede i Bræntebraaten, altsaa til 1868, fiskede hans Fader og han baade paa Skriverbraaten og andre Steder i Fluetjern, men om Fisket udøvedes med Hjemmel af Brugen af Hunsdalen eller ikke, kan Vidnet ikke udtale sig om, da han aldrig hørte Fisket omtale mellem Faderen og nævnte Livørskone eller Hunsdalens Eier. Forældrene fortalte forøvrigt Vidnet, at de ogsaa havde fisket før den Tid, Vidnets Erindring omfatter, og Vidnet tror derfor, der laa Fiskeret til Bræntebraaten. Hvorvel Cit. har benegtet, at der tilligger Eiendommen Bræntebraaten nogen Ret til Fiske paa Skriverbraaten, sees det let, at der ikke ved 4de Kontrav.s og Anders Bræntebraatens Prov er tilveiebragt Bevis for, at Hunsdalen har hævdet Fiskeret paa Skriverbraaten. Ikke at tale om, at begge Vidner kun har forklaret sig om Fiskeri i Fluetjern, men ikke i Bægna, saa omfatter 4de Kontrav.s Prov ikke en fuld Hævdstid og heller ikke Anders Bræntebraatens, forsaavidt angaar det af Faderen drevne Fiske. Ingen af Vidnerne har kunnet udtale noget om, at det var som Bruger af Hunsdalen, Gudbrand Bræntebraaten fiskede, idet Anders Bræntebraaten endog tvertom tror, Faderen fiskede for sin egen Eiendom. Endnu mindre har nogen af Vidnerne kunnet forklare, at det var med Samtykke eller paa Vegne af Hunsdalens Eier, at Fisket blev drevet, og endelig har jo Gudbrand Bræntebraaten, ifølge Sønnens Prov, ogsaa fisket, før han fik noget med Hunsdalen at bestille, hvad der i alle Fald gjør det høist uklart, i hvilken Egenskab han senere drev Fisket. Hvad de øvrige af Indst. førte Vidner har forklaret, og de af ham producerede beedigede Erklæringen indeholder, er ikke af saa megen Betydning for det foreliggende Spørgsmaal, at det findes nødvendigt at referere dem. De omhandler i Virkeligheden blot det Fiskeri paa Skriverbraaten, som er Side:862 drevet af Eierne af den midtre Del af søndre Semmen, men indeholder intet positivt om Hunsdalens Fiske. Retten kommer altsaa til det Resultat, at Cit.s Paastand maa blive at tage tilfølge, hvad Fiskeriet angaar. Af Overrettens Dom hidsættes: De nye Oplysninger gaa i den Retning, at Fiskeretten i Tjernet har været betragtet som en særskilt Eiendom, hvoraf Sognepresten til Jevnaker kunde kræve Landskyld (1 Bpd. Fisk beneficeret). Det Spørgsmaal, hvorpaa Sagens Afgjørelse beror, er efter Rettens Mening det, om det ved Salget af Skriverbraaten 1730 var Meningen, at der med dette Salg fulgte Fiskeret i Fluetjern udenfor den solgte Jordeiendom Skriverbraaten, altsaa efter almindelig Retsregler en Andre udelukkende Ret til Fiske dersteds. Efter samtlige de foreliggende Oplysninger kommer Retten til det Resultat, at det ikke kan antages, at der ved Salget fulgte nogen Fiskeret i Tjernet. Overdragelsesdokumentet eller Skjødet af 1730 (24 November), Skyldsætning af Eiendommen foregik først i 1858, og uden at noget Fiskeri deri omhandledes) - nævner som Gjenstand for Overdragelsen en Engebraate, kaldet Skriverbraaten, «liggende paa østre og vester Side mellem Storelven og Fluetjernet og paa nordre og søndre Side mellem den oprettede Gjerdesgaard, som nu staar, og Auset (Oset?) - hvilken Engebraate af Begreb og Situation som berørt - - - - - skal have, nyde, bruge og beholde til evindelig Odel og Eiendom uden nogen Skat og Kontribution til Gaarden søndre Semmens Besiddere». Der er i Dokumentet ikke Tale om nogen Ret i Fluetjernet, som udtrykkelig er betegnet som Grændse for den overdragne «Engebraate», en Omstændighed, som synes betegnende, da det af de nu for Overretten foreliggende Oplysnigner fremgaar, at Fisket sammesteds har været af adskillig Betydning. Det er derhos oplyst, at Garden Bergsund, hvortil denne «Engebraate» ved Dokumentet blev henlagt, og hvor dens senere Eiere boede, ligger i en saadan Afstand fra Tjernet (3/4 à 1 mil), at nogen Fiskeret i dette vanskelig kunde benyttes. Forholder det sig fremdeles saaledes, som de for Overretten fremkomne nye Oplysninger giver Grund til at antage, at Fisket i Fluetjernet har været en forsaavidt for sig bestaaende Eiendom, som der af samme har tillagt Jevnakers Prestekald Landskyld, vinder Sandsynligheden af, at Fisket ikke fulgte Overdragelsen 1730 en høi Grad af Styrke. Dertil kommer, som en vægtig Omstændighed, at det maa antages, eller i alle Fald ikke er modbevist, at Gaarden Bergsunds Eiere eller Brugere ikke efter 1730 har benyttet noget Fiske i Tjernet eller gjort nogen Paastand derpaa, forinden dens Eier i Midten af dette Aarhundrede blev Eier af en af de Dele, hvori Gaarden søndre Semmen i 1828 var bleven delt. Vistnok siger Indst. dertil, at heller ikke Gaarden Semmens opsider har benyttet Fisket ved Skriverbraaten fra 1730 til 1828. Men ligesom Retten maa finde det lidet sandsynligt, at ingen skulde have benyttet dette Fiske, og ligesaa lidet sandsynligt, at Benyttelsen skulde været begyndt netop ved Gaarde Semmens Deling, saaledes er der for Overretten produceret et Forlig afødt xx.xx.1786 mellem Eieren af Gaarden Semmen og Nabogaarden Rognerud angaaende Fisket i Fluetjern, hvilket Forlig, foruden at omhandle Landskylden deraf til Jevnaker Sogneprest, viser, at Eieren af Semmen da haandhævede Retten - «saavidt som samme Tjern udstrækker» - for sig. Nogen Antydning til, at Bergsunds Eiere kunde have et Ord med derom, findes ikke i Dokumentet. Hvad angaar Fiskeriet efter 1828, vil det efter Rettens Opfattelse af Forholdet før den Tid (Semmens Stilling) ikke have nogen væsentlig Betydning for Sagen. Ved Delingen blev specielt omhandlet Fiskeriet - dog uden at nævne Side:863 hvilket - og forsaavidt kan dermed være ment andet Fiskeri end Fluetjernets; men nogen bestemt Oplysning om andet Fiskeri, liggende til Semmen, end hvad der følger af Strandretten til Fluetjern, foreligger dog ikke. At 2 af de Dele, hvori Semmen i 1828 blev delt, jevnlig har fisket overalt i Fluetjern, maa ansees godtgjort, naar Indst. særlig paaberaaber sig, at den 3die Del, Hunsdalen, som Appell. nu er Eier af, ikke har fisket i Tjernet eller ved Skriverbraaten, kan denne Indvending ikke tillægges væsentlig Betydning. Indst. har indrømmet, at det af og til kan have hændt, at alle 3 Gaardparter have fisket i Fælleskab, og at Appell., efter at være bleven Eier af Hunsdalen, har fisket dersteds. Det maa forøvrigt med Hensyn til Hunsdalens Fiskeri, bemærkes, at Eieren af denne Part tildels har boet udenfor Distriktet, og at det sees, at i alle Fald Brugerne af samme tildels har udøvet saadant Fiskeri. Hvad angaar Bræntebraatens Eiere, skal Retten bemærke, at den ikke kan finde det godtgjort, at denne Eiendom grændsede umiddelbart til Tjernet og af den Grund kunde have Ret til Fiskeriet deri, saaledes som det er oplyst, at dette jevnlig blev drevet fra Bræntebraaten, som i 1825 blev udskilt fra søndre Semmen, og hvis Eier derhos senere i længere Tidsrum har havt Forpagtning, delvis eller helt, af Hunsdalen. Oplysningerne om dette Punkt giver efter Rettens Mening ingen tilstrækkelig Grund til den Antagelse, at Hunsdalens Forhold til Fiskeriet qu. efter 1828 skulde betegne, at denne Del af søndre Semmen ikke har Ret til det paaklagede Fiske. Hvorvidt Hunsdalens Udøvelse af Fisket efter 1828 har været af den Beskaffenhed, at der ved den hidtil ikke existerende Ret skulde være erhvervet ved Hævd eller «Alders Tids Brug», skal Retten ikke udtale sig om. Da Indst. har givet sit Samtykke til Benyttelse af de for Overretten fremlagte nye Dokumenter som Bevismidler, har Retten fundet at have Adgang til Benyttelse deraf som skeet i nærværende Dom. Efter det Anførte vil Appell. blive frifundet for Indst.s Tiltale i denne Sag. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
