Rediger Høyesterett: Rt-1904-452

Fritekst:

Den 15 November 1901 indgav Martin Knudsen til Lensmanden i Stord saadan Begjæring: «I Anledning af, at jeg har kjøbt et Markstykke af nedre Øklands Grund for derpaa at opføre Beboelseshus, men Naboen Sten Larsen Førland negter mig Adgang til Markstykket og Huset over sin Grund, skjønt det er den eneste fremkommelige Adgang dertil og ikke vil skade ham noget væsentligt, da hans egen Vei - til Landhandlerstedet og Dampskibsanløbstedet Klingenberg - gaar lige forbi det kjøbte Markstykke, maa jeg herved begjære Skjøn afgivet i Henhold til Lov afødt xx.xx.1896.» Efter behørig Berammelse og Varsling af Interesserede, deriblandt Sten Larsen Førland, afholdtes den Forretningen fremmet, idet han paastaod sig tilkjendt Ret til: 1. Benyttelse af Veien fra sin Eiendom til og fra Dampskibsanløbsstedet og Postaabneriet paa Landhandlerstedet Klingenberg samt til og fra den offentlige Bygdevei. 2. Adgang til, saavidt fornødiges, at lede Tagvand og Spildevand fra sit Hus og Tomt til Veigrøften og som fornødiges at anlægge en tilstrækkelig stor Stikrende under Veien. 3. Adgang til at transportere den ved Udsprængning af Hustomten overflødige Sten over Veien og over Førlands Eiendom til Søen. Side:453 Efterat Skjønsmændene havde gjort sig bekjendt med Lokaliteterne, afgaves derpaa følgende enstemmige Skjøn: «De forlangte Rettigheder maa ansees som absolut nødvendige for Rekvirenten for at kunne bebygge og bebo den af ham kjøbte Hustomt. Da omhandlede Vei for Tiden og i en lang Aarrække har været benyttet som offentlig Vei, idet al Trafik til Dampskibsanløbssted, Postaabneri og Handelssted uhindret foregaar paa den, har Skjønnet paa Grund heraf fundet, at Rekvirenten kun paalægges at deltage med en vis Andel i Vedligeholdelsen af Veien fra sit Hus og til Bygdeveien. Denne Andel bestemte Skjønnet sat til en Trediedel af det Arbeide, som Eieren af Landhandlerstedet Klingenberg selv anvender til Vedligeholdelse af bemeldte Veistykke. Nogen Erstatning for den i Post 3 nævnte Adgang fandt Skjønnet ikke at kunne tilpligte Rekvirenten, medmindre det bevislig kan paavises, at Transporten af Sten har forvoldt Grundeieren nogen Skade eller Ulempe». I Skjønsprotokollen er derefter tilført: «Det bemærkes, at de tilsagte, Sten Førland, Johannes S. Rommeltvedt og Søren H. Rommeltvedt, mødte paa Aastedet, men var ikke tilstede, da Skjønnet protokolleredes.» Det saaledes afgivne Skjøn blev af Sten Larsen Førland paanket til Bergens Overret, der ved Dom afødt xx.xx.1902 ex officio afviste Sagen som Gjenstand for Paanke umiddelbart til Høiesteret. Skjønnet er derpaa af Sten Førland ved Stevning afødt xx.xx.1902 indbragt for Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling. Appellanten har nedlagt Paastand om Skjønsforretningens Underskjendelse og om Tilkjendelse af Procesomkostninger. Indstevnte, Martin Knudsen, der er tilstaaet fri Sagførsel, har ved sin befalede Sagfører, Advokat U. C. Flood, nedlagt saadan Paastand: «Principalt, at Sagen afvises fra Høiesteret og Appellanten tilpligtes at betale Kost og Tæring. Subsidiært, at «Skjønnet», forsaavidt paanket er, stadfæstes, og at Appellanten tilpligtes at betale Sagens Omkostninger. I begge Tilfælder, at der af Retten fastsættes et passende Salær, der udredes af Statskassen, til mig for Sagens Udførelse.» Indstevntes Afvisningspaastand, der er begrundet ved Mangelen af Situationskart, findes ikke at kunne tages tilfølge, idet der til Sagens Paadømmelse ikke trænges nøiagtigere Kjendskab til Stedforholdene, end man kan erholde gjennem det Sagen vedliggende, af Indstevnte fremlagte Rids. Appellanten har i Høiesteret fremsat forskjellige Indsigelser med Hensyn til den paankede Skjønsforretnings Lovlighed. Han paastaar: 1. at Lov afødt xx.xx.1896 ikke hjemler Adgang til at erhverve Ret til Benyttelse af en allerede existerende Vei; 2. at det kun er til Fordel for Gaardsbrug, det vil sige bebygget Eiendom paa Landet, hvor Jordbruget ialfald er det væsentlige, at Vei kan exproprieres, hvorimod der ikke af Eieren af en Hustomt kan forlange direkte Forbindelse med offentlig Vei eller Søen; Side:454 3. at Skjønnet har udtalt sig om, hvorvidt Indstevntes Tomt har det i Loven angivne Behov for denne Adkomst til og Benyttelse af Appellantens Vei, som er ham tillagt; 4. at den Indstevnte tillagte Adgang til at transportere Sten fra Tomten over Veien til Søen ligger ganske udenfor de Beføielser, som Loven af 1896 eller anden Lov hjemler. Forsaavidt Indstevnte ligeoverfor disse Indsigelser har gjort gjældende, at de maa stevnet til og mødte under Skjønsforretningen uden at fremkomme med nogen Indsigelse, kan man ikke heri give ham Medhold. Under Hensyn til den mindere formelle Karakter af et Møde paa Aastedet under et Lensmandsskjøn, hvor Parterne møder uden Sagførere, og til, at intet nærmere er oplyst om, hvad der forehandledes under Appellantens Nærvær, særlig ikke om, hvorvidt han af Forretningens Bestyrer er bleven opfordret til at udtale sig eller forespurgt, om han fastholdt sin i Rekvisition omtalte Negtelse, antager man ikke, at Appellantens Taushed med Rette har kunnet opfattes eller af Skjønsretten er bleven opfattet som en Frafaldelse af hans Protest mod Skjønsrekvirentens Forlangende. Selv bortseet fra Spørgsmaalet, om overhovedet Eventualmaximen afskjærer nye Indsigelser i Overinstantsen fra den, mod hvem en Skjønsforretning er fremmet paa Stedet uden Udsættelse til Procedure, finder man saaledes, at de af Appellanten fremsatte Indsigelser, der kun angaar Skjønnets Lovlighed paa Grundlag af faktiske Forudsætninger, der er paa det rene, ikke kan sættes ud af Betragtning som nye. Under Hensyn til den i [[Rt-1899-769]] referede Høiesteretsdom finder Høiesteret at maatte give Appelanten Medhold i, at Lov om tvungen Afstaaelse af Grund til Gaardveie m.v. afødt xx.xx.1896 ikke kan komme til Anvendelse i et Tilfælde som det foreliggende, hvor der handles, ikke om et Gaardsbrug, men alene om et Hus med tilliggende Tomt. Og det bliver efter dette ufornødent at behandle Appellantens øvrige Indsigelser. Med Hensyn til den Del af Skjønnet, der angaar Ret til Bortledning af Tagvand og Spildvand, har Appellanten ingen særlig Indsigelse fremsat. Men da han har paastaaet Skjønsforretningen i dens Helhed underkjendt, maa det antages, at han ogsaa forsaavidt bestrider dens Lovlighed. Og Høiesteret kan heller ikke finde, at enten Lov afødt xx.xx.1896 eller nogen anden Lov hjemler Expropriation af saadan Ret. Appellantens Paastand vil derfor blive at tage til Følge, dog saaledes, at Processens Omkostninger findes at burde ophæves. Den befalede Sagfører har forsvarlig udført sit Hverv. I Henhold til det Anførte afsiges saadan Dom: Den paankede Skjønsforretning underkjendes. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Det den befalede Sagfører, Advokat U. C. Flood, tilkommende Salarium ansættes til 150 - et hundrede og femti - Kroner, der udredes af Statskassen. [[Kategori:Høyesterett]]

Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt