Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Assessor V. Scheel: Med hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til den af Sorenskriveren i Hadeland og Land under 16 September 1899 afsagte Dom, hvorved saaledes blev kjendt for Ret: «Indstevnte, Hadelands Almenningsbestyrelse, bør for Citantens, Anders Gudbrandsen Dvergstensagens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves». Denne Dom blev stadfæstet ved Kristiania Overrets Dom afødt xx.xx.1900. Sagen var appelleret af Anders Dvergstensagen, og Side:560 ved Overrettens blev denne tilpligtet at betale Almenningsbestyrelsen 25 Kroner i Omkostninger for nævnte Ret. Overretsdommen er derefter af Anders Dvergstensagen paaanket «1. At Appellanten kjendes brugsberettiget i de Hadelandske Almenninger. 2. At Indstevnte tilpligtes under daglig løbende Mulkt at udvise til Appellanten en Tylvt Bygningstømmer i Hadelands Almenninger, hvorom Appellanten Høsten 1896 ansøgte Indstevnte. 3. At Indstevnte tilpligtes at betale Erstatning for, at han ikke har til endel brugsberettigede uddelte Udbytte af Salgshugsten i Hadelands Almenninger, Erstatningens Størrelse fastsat ved lovligt Skjøn, optaget paa Indstevnte Bekostning, med Renter af SKjønsbeløbet fra Forligsklagens Forkyndelse til Betaling sker, og 4. At Appellanten hos Indstevnte tilkjendes Sagsomkostninger for alle Retter, deriblandt for de med Thingsvidnet den 7-8 Mai forbundne Omkostninger». Under Proceduren for Høiesteret har Appellanten erklæret, at han ikke under nærværende Sag inhærerer Paastandens Post 3. Indstevnte har paastaaet Overretsdommen stadfæstet og sig hos Appellanten tilkjendt Sagsomkostninger for Høiesteret. Jeg er enig med de underordnede Retter i, at Loven, hvorved jeg navnlig har for Øie Bestemmelsen i Norske Lov 3-12-6, ikke hjemler enhver i en Bygd bosiddende Hugst i den Bygden tilliggende Almenning, altsaa ikke hjemler, hvad Appellanten kalder en Allemandsret i Almenningen. Og særlig henseet til det passerede i Anledning af Udskiftning af heromhandlede Almenning og til de nøiagtige Undersøgelser, som kan sees at være anstillet dengang angaaende de Brugsberettigede, finder jeg ligeledes med de underordnede Retter, at der ikke er ført noget Bevis for Tilværelsen af nogen saadan Allemandsret ifølge Alders Tids Brug. Spørgsmaalet er da, om nogen Hugstret i Almenningen tilkommer Appellanten i dennes Egenskab af Leier eller Eier af den under Sagen omhandlede Tomt. Jeg præciserer dette, at det er denne Tomt, man her har at hensee til, fordi derfor Høiesteret fra Appellantens Side til STøtte for, at han har en saadan Ret, har været paaberaabt, at han er Eier af en Plads, Falangsberget, i Vestre Gran, en Plads, der oplyses at være omtrent 12 Maal stor, opdyrket og bebygget, men ikke særskilt skyldsat. Jeg mener, at denne Plads, og hvad der ellers maatte kunne bygges paa Appellantens Eiendomsret til den, ikke nogen Maade vedrører eller kan paaberaabes under nærværende Sag. For det første er det ikke mod Indstevntes Benegtelse godtgjort af Appellanten, at han var Eier af denne Plads, allerede da han forlangte Udvisning af Tømmer til Tomten, og det synes af en for Høiesteret fremlagt Skrivelse fra Appellanten selv at fremgaa, at han først senere har kjøbt Pladsen. Dernæst, bortseet herfra, mener jeg, at selv om Appellanten som Eier af den anførte Plads maatte have Brugsret i Almenningen, kunde han ikke med Hjemmel deraf kræve Tømmer i Almenningen til Bebyggelse af en udenfor Pladsen liggende og ikke i nogen Forbindelse med den staaende Tomt; Tomten ligger efter det oplyste i Brandbu, men Pladsen i Vestre Gran. Og endelig er det efter Forligsklagen aldeles paatageligt, at det alene var som Eier eller Leier af Tomten, han begjærede Udvisning af Tømmer. Side:561 Jeg finder det forsaavidt tilstrækkeligt at pege paa, at han i Forligsklagen udtrykkelig siger, at han havde ansøgt om at saa anvist en Tylvt Bygningstømmer i Almenningen til Hjælp til paatænkt Opførelse af Hus «paa en af ham leiet eller kjøbt Tomt». Og Proceduren for de underordnede Retter har ogsaa aabenbart været baseret herpaa, i hvilken Henseende jeg navnlig henviser til Appellantens Deduktion for Underretten. Men efter alt, hvad der foreligger, maa jeg gaa ud fra som sikkert, at denne Tomt alene var en Byggetomt og ikke indbefattede noget andet, end hvad der skulde benyttes til Byggetomt, og jeg finder det da, uden Hensyn til, om Tomten var særskilt matrikuleret eller ikke, ganske klart, at Appellanten ikke i Egenskab af Eier eller Leier af denne Tomt har nogen Hugstret. Idet jeg forøvrigt i det væsentlige henholder mig til Underretsdommens Præmisser, vil jeg saaledes voter for, at Overrettens Dom stadfæstes. Jeg finder, at Appellanten har havt saa liden Føie til ikke at lade det bero med Overrettens Afgjørelse, at jeg antager, at han bør tilsvare Indstevnte Processens Omkostninger for Høiesteret. Konklusion: Overrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appellanten, Anders Gudbrandsen Dvergstensagen, til Indstevnte, de Hadelandske Almendingers Bestyrelse, 400 - fire Hundrede - Kroner. Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg vil tilføie, at jeg har været i megen Tvivl om, hvorvidt ikke Spørgsmaalet om Brugsberettigelsens Udstrækning maa siges at være endelig afgjort ved den i Aarene omkring 1870 stedfundne Udskiftning, der, som det sees og endog udtrykkelig siges, er bygget paa den Forudsætning, at Personer i Appellantens Stilling ikke er brugsberettigede i Almenningen. Da det for Resultatet i nærværende Sag er uden Betydning, skal jeg imidlertid ikke nærmere indgaa paa denne Side af Sagen. Assessor Reimers: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, men finder tillige, at Appellanten har havt saa liden Føie til at indbringe denne i mine Tanker ganske utvivlsomme Sag for Høiesteret, at han bør ansees med Mulkt for unødig Trætte efter Høiesteretslovens §29. Jeg antager, at Mulkten bør bestemmes til 300 Kroner uden Anbefaling til Benaadning. Konstitueret Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Jeg er enig med Førstvoterende og tiltræder derhos Hr. Assessor Reimers's Bemerkning. Ekstraordinær Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade, som Hr. Assessor Roll. Assessor Thoresen: Enig med Tredievoterende og Fjerdevoterende. Assessor C. Hansteen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. Underrettens Dom er Saalydende: I 1896 begjærede Anders Gudbrandsen Dvergstensagen sig udvist en Tylvt Tømmer i Hadelands Almenning. Da dette blev ham negtet, har han, efter den 2 April 1897 forgæves prøvet Forligsmægling og efter den 7 og 8 Mai Side:562 samme Aar at have optaget et Thingsvidne til Sagens Oplysning, ved Stevning afødt xx.xx.1898 iretteført nærværende Søgsmaal mod Almenningens Bestyrelse og herunder nedlagt saadan Paastand: 1. At Citanten kjendes brugsberettiget i Hadelands Almenning. 2. At Indstevnte tilpligtes under daglig løbende Mulkt at udvise til Citanten en Tylvt Bygningstømmer i Hadelands Almenning, hvorom Citanten Høsten 1896 ansøgte Indstevnte. 3. At Indstevnte tilpligtes at betale Citanten Erstatning for, at han ikke har modtaget nogen Andel af det af Indstevnte i Aarene 1881-1896 og senere til endel brugsberettigede udviste Udbytte af Salgshugst i Hadelands Almenninger, Erstatningens Størrelse fastsat ved lovligt Skjøn optaget på Indstevntes Bekostning med Renter af Skjønsbeløbet fra Forligsklagens Forkyndelse til Betaling sker. 4. At Citanten hos Indstevnte tilkjendes de med nærværende Sag og med Thingsvidnet den 7 og 8 Mai 1897 forbundne Omkostninger med et tilstrækkelig Beløb. Indstevnte har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Procesomkostninger. Citanten anfører, at han, der er født og bosat paa Brandbu i Hadeland, har kjøbt en Tomt i Brandbu, til hvis Bebyggelse han begjærede sig udvist den under Sagen omhandlede Tylvt Tømmer. I sit Deduktionsindlæg betegner Citanten sig som Arbeider og i Indlæg af 8, irettelagt 14 Februar 1899, anfører Citanten, at han ikke er Fabrikarbeider, men Haandverker og Inderst. Som Indvaaner af Hadeland mener Citanten sig brugsberettiget i Hadelands Almenning, en Ret, som han paastaar maa tilkomme hele Hadelands Almue. Brugsretten i Almenningen er, anfører Citanten, efter sin historiske Oprindelse, en Allemandsret, ikke en Særret for nogen enkelt Samfundsklasse. Foruden at det findes at ligge i selve Navnet Almenning, var det, efter hvad Citanten anfører, fastslaaet i de gamle norske Love, og har ogsaa faaet sit Udtryk i Christian Vtes norske Lov, specielt dens 3-12-6. I ethvertfald mener Citanten, at der for Hadelands Almennings Vedkommende ikke er noget Hjemmel til at begrænse de brugsberettigedes Kreds til en enkelt eller enkelte Samfundsklasser. I denne Forbindelse henpeger Citanten navnlig paa, at der i Høiesterets Dom afødt xx.xx.1775, hvorved Kongen kjendtes berettiget til at indløse Hadelands Almenning, udtrykkelig heder, at Almuen beholder den dem efter Loven tilkommende Brugsret, samt at Almuen i de Konditioner, i Henhold til hvilke Almenningen i 1782 atter solgtes af Kongen, udtrykkelig er forbeholdt «herefter som forhen den Ret til Sætre, Gjærdefang, Brændeved og fornødent Hustømmer med videre Rettighed, som Loven hjemler den i Almindelighed, uden at den af Kjøberen derudi paa mindste Maade maa forstyrres.» Dette blev, anfører Citanten fremdeles, ligeindtil Almenningen i 60-70 Aarene i dette Aarhundrede blev udskiftet, af denne forstaaet og praktiseret efter den ligefremme Ordlyd, saaledes at den hele Almue i Hadeland uanseet Stand og Stilling udøvede fuld Brugsret i Almenningen og dertil ansaaes berettiget. At dette forholder sig saa, mener Citanten er godtgjort ved det ovenfor nævnte Thingsvidne af 7 og 8 Mai 1897, som antages at vise, at det ved Alders Tids Brug er fastslaaet, at nogen Begrænsning ikke kan ske for Hadelands Almennings Vedkommende, selv om Lovbogens Ordlyd ikke skulde forbyde at begrænse Brugsretten i Almenningen til nogen enkelt Samfundsklasse. Ligeoverfor Citantens Paastand Citantens Paastand om, at Brugsret i Almenningen er en Ret for enhver Indvaaner i Bygden, har Indstevnte henvist til Høiesteretsdom afødt xx.xx.1891, indtaget i Retstidende for samme Aar ([[Rt-1891-313]]), Side 313 flg. Specielt med Hensyn til Hadelands Almenning mener Indstevnte, at den Kommission, som foretog Udskiftningen Side:563 med bindende judiciel Virkning, har afgjort, hvem der er brugsberettiget og afgjort dette derhen, at det kun er Bygdens Gaardbrugere. Dernæst benegter Indstevnte, at det optagne Thingsvidne har godtgjort, at Alders Tids Brug har gaaet i nogen anden Retning. Retten skal bemerke, at den finder at maatte give Indstevnte Medhold i, at det ved den af ham citerede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1891 er afgjort, at det kun er Gaardbrugerne, som i Almindelighed er brugsberettiget i Almenningen. Dette er i den nævnte Dom udtrykkelig og gjentagende fremholdt under Voteringen og overensstemmende med denne Betragtningsmaade blev ogsaa de under Sagen optrædende Tomteeiere negtet Brugsret i Eidsvolds Almenning. Retten finder det derfor ufornødent at indgaa paa nogen nærmere Begrundelse, men kan indskrænke sig til at henvise til den nævnte Høiesteretsdom. Hvad specielt Brugsretten i den Hadelandske Almenning angaar, skjønnes det ikke rettere, end at Citanten uanseet den Almenningen overgaaede Udskiftning og uanseet, at Delingskommissionens Medlemmer selvfølgelig maa have truffet Afgjørelse om, hvem de ansaa brugsberettiget i Almenningen, er fuldt berettiget til at faa Domstolens Afgjørelse for, hvorvidt han har nogen Ret i Almenningen eller ikke. I saa Henseende finder Retten ikke, at der ved den af Citanten irettelagte Høiesteretsdom afødt xx.xx.1775 eller ved Indholdet af Konditionerne for Almenningens Salg i 1782 er godtgjort, at Brugsretten i Hadelands Almenning i Modsætning til i andre Almenninger, skal kunne udøves af alle og enhver i Distriktet. Saavel i Høiesteretsdommen som i Auktionskonditionerne forbeholdes Almuen den Ret, som den før har havt. Men at der ved Udtrykket Almue i disse Skriftstykker skulde ligge Tilkjendegivende om, at i de hadelandske Bygder var hele Befolkningen, altsaa enhver Indvaaner, brugsberettiget i Almenningen, kan ikke antages. Hvem der var brugsberettiget, forsaavidt der var nogen Strid herom, forelaa ikke til Afgjørelse dengang hverken for Høiesteret eller for den Autoritet, som har forfattet Auktionskonditionerne. Hvad saavel Dommen som Konditionerne indeholder Bestemmelse om er, at den brugsret, som Almuen tidligere havde havt i Almenningen, den skulde fremdeles blive staaende ved Magt. Men nogen Afgjørelse af, hvad der i denne Forbindelse skal forstaaes ved Almue, med andre Ord, hvem der har Brugsret, om dette er alle Indvaanere i en Bygd eller kun enkelte af disse, indeholder hverken Konditionerne eller Dommen. Det synes ganske uberettiget at lægge nogen anden eller mer omfattende Betydning i det i disse Dokumenter brugte Ord Almue end i de Udtryk, hvoraf Lovgivningen benytter sig, naar det gjælder Spørgsmaalet om, hvem der er brugsberettiget i Almenningen. Men saavel Lovbogens som andre Bestemmelser paa disse Omraader har baade teoretisk og praktisk været fortolket saaledes, at de Rettigheter, som er hjemlet Bygdelagene, kun tilkommer Gaardbrugerne, se foruden Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1891 tillige Høiesteretsdom afødt xx.xx.1875 i Retstidende for samme Aar Side 289 flg., ([[Rt-1875-289]]) Brandts Tingsret, 2den Udgave, Side 168 flg. Som ovenfor anført mener imidlertid Citanten at have godtgjort ved det i 1897 optagne Thingsvidne, at Brugsretten i Hadelands Almenning fra Alders Tid af i god Tro har været udøvet af alle og enhver i Bygden, og at derfor ogsaa samtlige Hadelands Indvaanere, hvad enten de er Gaardbrugere eller ikke, har Brugsret i Almenningen. Dette finder dog Retten ikke bevist. Det er vistnok saa, at en Flerhed af Vidnerne og det tildels meget gamle Folk, har provet, at før Udskiftningen, som foregik Aarene 1865-1875, vidste de ikke andet, end at enhver, som vilde, kunde aavirke i Almenningen, ligesom de var bekjendt med, at andre jordløse Indvaanere i Bygden har gjort det samme. Men Retten kan som nævnt ikke finde, at der ved disse Vidneprov er godtgjort nogen Ret for alle og enhver Side:564 paa Hadeland til at aavirke i Almenningen. Skulde dette være Tilfældet, vilde Forholdet i den hadelandske Almenning være noget ganske for sig selv og staa i Modsætning til alle andre Bygdealmenninger i Landet. Men der er ingensomhelst Grund til at antage, at denne Almenning indtager nogen saadan Særstilling. Citanten har rigtignok fremholdt, at Dommen af 1891 gjælder en anden Almenning og at der saaledes ikke foreligger nogen Retsafgjørelse for, hvorledes Forholdet er i Hadelands Almenning. Men hertil skal bemerkes, at den ovenfor citerede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1875 gjaldt Hadelands Almenning, og uagtet der ikke netop var procederet paa og forsaavidt heller ikke forelaa til Afgjørelse nogen Paastand fra jordløse Personer om at være brugsberettiget i Almenningen, indeholder dog de refererede Vota og navnlig Førstvoterendes saa mange direkte Udtalelser herom, at det neppe bør være tvivlsomt for nogen, hvad Høiesterets Mening har været. Paa Side 291 udtaler saaledes Førstvoterende, at Gran og Jevnaker Kommunebestyrelser ingenlunde kan synes ensbetydende med de brugsberettigede i Almenningen. Thi, anføres der, de repræsenterer alle Kommuners Indvaanere, uanseet om disse er brugsberettigede eller ikke. Men det er netop paa Basis af, at alle de, som har fast Bopæl i Bygden ogsaa skal være brugsberettiget, at Citanten grunder sin Paastand om Brugsret i Almenningen. Ogsaa den citerede Afhandling af Aubert i Retstidende for 1875 Side 321 og flg. ([[Rt-1875-321]]) kan siges specielt at omhandle Hadelands Almenninger, forsaavidt den var foranlediget ved den nys før afsagte Høiesteretsdom. Den Kommission, som blev nedsat for at dele Almenningen mellem de private Eiere og de brugsberettigede, har ligefrem gaaet ud fra, at det kun er Gaardbrugerne, som for sig og sine Husmænd har Brugsret i Almenningen. Under dette Hensyn er Delingen foretaget. Med det vilde være mere end merkeligt, om denne Delingsforretning, der jo var bekjendtgjort paa Forhaand i saadan Udstrækning og paa saadan Maade, at den vistnok maa antages at være kommet til alle Indvaaneres Kundskab og som derhos paagik i hele 10 Aar, skulde kunne tilendebringes uden at der fra en eneste Arbeider, Inderst eller anden jordløs Person fremkom noget Krav paa at medtages blandt de brugsberettigede, saafremt der havde existeret nogen saadan Ret for alle, som af Citanten nu paastaaet. Før Udskiftningen eiedes Almenningen af enkelte private Mænd, hvoraf iallefald de fleste og betydeligste boede udenbygds. At der under disse Omstændigheder er aavirket baade i større Udstrækning end lovlig og af Personer, der egentlig ikke var berettiget dertil, er meget forklarligt. Baade var de største Eiere bosiddende udenfor Bygden og havde derfor vanskeligt for at føre noget effektivt Opsyn med sin Eiendom, og dertil kom, at de egentlig brugsberettigede ingen Interesse havde i at paase, at kun de udøvede nogen Brug i Almenningen. Det kan vil meget mer siges, at deres Interesse gik i Retning af, at ogsaa Folk, der ikke havde Brugsret, tog hvad de trængte i Almenningen. Thi derved sparedes vel mangen Gang Gaardbrugerens egen Skog for Hugst. Det er jo endog af enkelte af Vidnerne, se saaledes 15 og 27 Vidne forklaret, at de aavirkede Ved tilsalgs i Almenningen. Men til nogen saadan Benyttelse var de dog ikke berettiget. Naar saadan Hugst i Almenningen kunde foregaa aabenlyst og upaatalt, er det ikke mer forunderligt, at Personer, som strengt taget ingensomhelst Ret havde til at aavirke, kunde hugge, hvad de trængte, uden at derved er etableret nogen Ret i den hadelandske Almenning forskjellig fra, hvad der ellers er gjældende Ret i Landet. Et Moment, der om ikke avgjørende, dog heller ikke kan lades ganske upaaagtet, er, at Skatten af Almenningerne, og specielt den hadelandske Almenning, er udlignet paa Gaardene. Dette var for Hadelands Almenning iallefald for endel ogsaa Tilfældet før Loven afødt xx.xx.1818 bestemte, at Stats- og Bygdealmenninger ikke skulde matrikuleres, se Auberts ovenfor Citerede Afhandling Side:565 i Retstidende for 1875 Side 326 ([[Rt-1875-326]]). Og lige ned til den seneste Tid har Finantsdepartementet fastholdt, at ingen Beskatning af Almenningskassen som saadan skal finde Sted, men Skatten skal udlignes paa Gaardbrugerne, jfr. den med Indstevntes Indlæg afødt xx.xx.1899 irettelagte Extraktgjenpart af Finantsdepartementets Foredrag afødt xx.xx.1898. Det er derfor fremdeles som før Gaardbrugerne, der alene betaler Skatten af Almenningen og dens Indbringende, men Grunden er selvfølgelig den, at det kun er Gaardbrugerne, som ansees berettigede til brug i Almenningen og til Udbytte af dens Afkastning. Retten kommer saaledes til det Resultat, at da Citanten ikke er Eier af noget særskilt matrikuleret Gaardsbrug paa Hadeland, er han heller ikke at anse som brugsberettiget i Almenningen, den han som enhver anden Indvaaner af Hadeland, der ikke er Gaardbruger, staar ganske udenfor. Men er dette saa, har han selvfølgelig heller intet Krav paa Udbytte af Almenningen eller Ret til at gjøre noget Krav gjældende i Anledning af den Maade, hvorpaa Udbyttet i Tidens Løb er fordelt mellem de brugsberettigede. Retten finder efter Omstændighederne at kunne ophæve Processens Omkostninger. Den væsentligste Grund hertil er den lidet konsekvente og som det synes temmelig vilkaarlige Maade, hvorpaa der af Almenningens Bestyrelse efter Udskiftningen er gaaet frem med Hensyn til, hvem der har faaet udvist Materialier i Almenningen og hvem ikke, se herom 26, 29, 30, 31 og 32 Vidnes Forklaringer. Efter det Resultat, hvortil Retten er kommet med Hensyn til Procesomkostningerne, er det en Selvfølge, at den ikke finder Grund til at ilægge Citanten Mulkt for unødig Trætte. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
