Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Extraordinær Assessor, Stiftamtmand Blehr: Under 15 Januar 1906 indgav Restauratær Karl Sigurd Paulsen en Forestilling til Kristiania Magistrat og Formandskab til Støtte for sit Andragende Side:476 om Ølret for 1906 i Wm. Thranes Gade 8. Da Politiinspektør Mossin fandt, at Forestillingen indeholdt fornærmelige Udtalelser og Insinuationer mod ham, tilskrev han under 20 Februar Politimesteren med Begjæring om Tiltale og Straf over Restauratør S. Paulsen. «Da jeg» - heder det i denne Skrivelse - «har Grund til at tro, at andre staar bag Hr. S. Paulsen her, og jeg har hørt, at der har været forsøgt en voldsom Underhaandspaavirkning paa Formandskabets Medlemmer, hvor samme Slags Argumenter formentlig er brugte, forlanger jeg ogsaa den eller de, der kan overføres lignende Æresfornærmelser mod mig, tiltalt og straffet.» Som Vidner begjærde han i Tilfælde ogsaa afhørt Advokat Fredrik Voss og Overretssagfører Valentin Voss (kfr. Politimesterens Skrivelse afødt xx.xx.1906). Under 15 Marts 1906 anmodede derefter Statsadvokaterne i Oslo om retslig Afhørelse af Restauratør Karl Sigurd Paulsen «som sigtet for de i hans Skrivelse til Kristiania Magistrat og Formandskab af 15 Januar d. A. mod Politiinspektør Mossin fremførte ærekrænkende Beskyldninger», samt af en Del Vidner, hvoriblandt Overretssagfører Voss. Retsmøde under Efterforskning mod Restauratør Karl Sigurd Paulsen afholdt 28 Marts. Her fremstod Sigtede og begjærede Overretssagfører Valentin Voss beskikket som sin Forsvarer. Med Hensyn til, at denne var indkaldt som Vidne oplyste Sigtede, at «Voss's Kundskab til Sagen udelukkende beroede paa, at Voss havde været hans juridiske Raadgiver i Sagen og som saadan havde faaet sine Oplysninger fra Sigtede.» Han kunde ikke give sit Samtykke til Voss's Afhørelse som Vidne, hvor dette var til Hinder for hans Beskikkelse som Forsvarer. Overretssagfører Voss, som derefter fremstod som 1 Vidne, forklarede foreløbig, «at samtlige de Oplysninger i Sagen, som han sidder inde med, er erhvervede ved Udtalelse enten fra Sigtede eller i Egenskab af Sigtedes juridiske Konsulent fra andre, som der vil være Anledning til at afhøre.» Han mente saaledes, at Tilfældet gik ind under Straffeproceslovens §178. Retten afsagde derefter Kjendelse for, at Overretssagfører Valentin Voss ikke blev at føre som Vidne, og beskikkede han som Forsvarer for Sigtede, idet Retten fandt, at Forsvarer paa Grund af særegne Omstændigheder var nødvendig, hvorhos Sigtede var uformuende. I næste Retsmøde, den 30 Marts tog imidlertid Retten Spørgsmaalet op til ny Overveielse, idet Administrator bemærkede, «at den Slutningsbemærkning, der var fremkommet i Sigtedes Forklaring forrige Retsmøde, at den paaklagede Skrivelse af 15 Januar d. A. var ført i Pennen af Overretssagfører Voss, muligens kunde stille dennes Forhold til Sagen og S. noget anderledes, end ved Afsigelsen af Kjendelse angaaende Voss's Vidnepligt og Beslutning om dennes Beskikkelse som Forsvarer af Retten forudsat.» Efterat derefter saavel Sigtede som Overretssagfører Voss havde afgivet yderligere Forklaringer om den omhandlede Forestillings Tilblivelse, tilførtes Retsbogen at «Retten fandt efter dette, at bortseet fra den Stilling Overretssagfører Voss efter dette muligens kunde komme til at indtage under Sagen, kunde der ogsaa være Spørgsmaal om Kollision mellem Sigtedes og Forsvarerens Interesse, hvorfor Overretssagfører Voss's fortsatte Fungeren som beskikket Forsvarer, kfr. Straffeproceslovens §107, fandtes utilraadelig. I Henhold hertil besluttedes: «Overretssagfører Voss fratræder som offentlig Forsvarer.» Sigtede erklærede nu, at hvis Overretssagfører Voss var villig til som Side:477 privat Forsvarer at varetage hans Tarv, ønskede han dette. Retten udtalte imidlertid, at han nu maatte være at betragte som Vidne i Sagen og «ligesom han bl.a. af denne Grund ikke havde kunnet fortsætte som offentlig beskikket Forsvarer, saaledes antoges han heller ikke at kunne være tilstede under de øvrige Vidners Forklaringer, jfr. Straffeproceslovens §181.» Retten besluttede derefter Beskikkelse af en ny offentlig Forsvarer. Disse i Retsmødet den 30 Marts fattede Beslutninger er paakjæret saavel af Sigtede som af Overretssagfører Voss. Jeg finder de indgivne Kjæremaal beføiet. Efter de foreliggende Oplysninger har Overretssagfører Voss intet andet Kjendskab til Sagen end det, han har erholdt som Sigtedes Sagfører ved direkte Meddelelser fra Sigtede eller i Anledning af det ham som Sagfører meddelte Hverv at forfatte den omhandlede Forestilling til Magistrat og Formandskab. Herom kan han efter Straffeproceslovens §178 ikke føres som Vidne medmindre Sigtede dertil giver sit Samtykke - og dette Samtykke har Sigtede ikke villet give, fordi han ønskede Hr. Voss opnævnt som sin Forsvarer - eller Vidnesbyrdet trænges for at forebygge, at nogen Uskyldig bliver domfældt. At der skulde være nogen Fare herfor, foreligger der ialfald for Tiden ingen Anledning til at antage. Spørgsmaalet kunde da ogsaa alene gjælde Sigtede, som selv modsætter sig den omhandlede Vidneafhørelse, og hvis paaklagede Udtalelser indeholdes i en af ham underskrevet og godkjendt skriftlig Forestilling. Det er heller ikke af Forhørsretten angivet, hvad det er for Oplysninger i Sagen, som tænkes erhvervede ved Afhørelse af Overretssagfører Voss som Vidne, og som skulde ligge udenfor de ham som Sagfører betroede. Forhørsretten anfører, at der kunde være «Spørgsmaal om Kollision mellem Sigtedes og Forsvarerens Interesse» og det sees, at den har lagt særlig Vægt paa, at Forestillingen er forfattet eller «ført i Pennen» af Overretssagfører Voss. Men da Sigtede ikke bestrider, at Forestillingen alene indeholder de af ham og paa hans Vegne givne Oplysninger, og at den efter Oplæsning er vedtaget og underskrevet af ham, kan det ikke indsees, at der har været tilstrækkelig Føie til af denne Grund at omgjøre det trufne Valg af Forsvarer, saalænge det af Sigtede ønskedes opretholdt. Hr. Voss er ikke sigtet, og paa hans udtrykkelige Forlangende har Statsadvokaterne i Oslo erklæret, at han efter de foreliggende Oplysninger ikke for Tiden finder tilstrækkelig Grund til at udvide Sigtelsen til at omfatte ham. Det vilde da ligge udenfor vore straffeprocessuelle Regler, om Retten paa egen Hand skulde skride ind eller paa nogensomhelst Maade behandle ham som Sigtet, hvilket ogsaa skulde være udelukket derved, at Retten erklærer, at han maa betragtes som Vidne. Jeg antager saaledes, at Forhørsrettens Beslutninger i Retsmødet den 30 Marts 1906 bør ophæves og Overretssagfører Valentin Voss gjenindtræde som Sigtedes opnævnte offentlige Forsvarer. I Henhold til det Anførte foreslaaes saadan Kjendelse: Kristiania Forhørsrets Beslutninger i Retsmøde den 30 Marts 1906: 1. «Overretssagfører Voss fratræder som offentlig Forsvarer» og 2. «en ny offentlig Forsvarer bliver at beskikke» - ophæves. - Side:478 Konst. Assessor Urbye: Jeg kommer til er andet Resultat end Førstvoterende forsaavidt angaar den Kjendelse hvorved Overretssagfører Voss's Beskikkelse som offentlig Forsvarer ophæves. Det er paa det Rene, at Overretssagfører Voss har ført i Pennen den Skrivelse, som indeholder de paaklagede Beskyldninger; vistnok er hans Arbeide med Hensyn til denne bygget paa de af Sigtede meddelte Oplysninger, men det sees dog, at Skrivelsens Form og de valgte Udtryk ialfald for en Del skyldes ham, om han end ogsaa forsaavidt saavidt muligt gjengav de af Sigtede selv brugte Udtryk. Det er ikke tvilsomt, at hans Virksomhed med Hensyn til denne Skrivelse objektivt seet maa betragtes som en Medvirkning til Fremsættelse af den paaklagede Beskyldning, saaledes at Forholdet vil være strafbart efter §247 ogsaa for hans Vedkommende saafremt de øvrige ogjektive og subjektive Betingelser for Straf efter denne Paragraf er tilstede med Hensyn til ham. At Vedkommende er Sagfører gjør i saa Henseende ingen Forskjel og heller ikke, at Klienten og ikke han har undertegnet Skrivelsen. Hvorvidt Overretssagfører Voss som Sigtedes valgte Forsvarer ogsaa bør beskikkes som saadan vil da bero paa, om det findes utilraadeligt at beskikke ham (Strprl.'s §107). Dette vil bero paa et Skjøn i hvert enkelt Tilfælde, men jeg antager med Forhørsretten, at de foran fremhævede Omstændigheder i nærværende Tilfælde gjør dette utilraadeligt. Som det med Tydelighed fremgaar af §109, er det Straffeproceslovens Tanke, at den beskikkede Forsvarer, hvis Virksomhed tilsiges lige meget af offentlige Hensyn som af Hensynet til den Sigtede, bør indtage en upartisk Stilling til Sagen, og Loven har af Hensyn hertil under Forundersøgelsen tildels ladet den beskikkede Forsvarer indtage en anden Stilling end den valgte, se Strprl.'s §278, 3 Led §280, 3 Led og Fængselsloven afødt xx.xx.1903 §48, 3 Led. Men Grundlaget for en saadan upartisk Stilling mangler naar Sigtede paa saadan Maade som i Nærværende Tilfælde har raadført sig med Forsvareren før den paaklagede Handlings Forøvelse og netop angaaende denne. Dels vil der, som Forhørsretten gjør opmerksom paa, kunne opstaa Strid mellem den Sigtedes og Forsvarerens Interesser - man tænke sig f. Ex. i et saadant Tilfælde at den Sigtede Hævder, at den paaklagede Skrivelse indeholder andet eller mere, end han har sagt eller ment at sige - dels vil i et Tilfælde som dette Sigtedes Strafskyld kunne komme til at være afhængig eller paavirkes af, hvad vedkommende Sagfører har meddelt ham. Ærekrænkelsens Strafbarhed vil jo kunne komme til at bero paa, om Sigtede har vist Mangler paa tilbørlig Agtsomhed (§249 No. 2) og et Moment til Bedømmelse heraf vil netop kunne være, hvad der forud for Beskyldningens Fremsættelse har passeret mellem Sigtede og hans juridiske Konsulent. At Paatalemyndigheden har erklæret for Tiden ikke at finde tilstrækkelig Grund til at udvide Sigtelsen til ogsaa at omfatte Overettssagfører Voss, har selvfølgelig i nærværende Tilfælde ingen Betydning, da det, hvorpaa det her kommer an, er det reelle Forhold mellem Sigtede og Sagføreren og ikke den Sidstes processuelle Stilling. Snarere kunde man sige, at denne Paatalemyndighedens Ufdtalelse gjør det end mere utilraadeligt at beskikke Overretssagfører Voss som Forsvarer, da jo Paatalemyndigheden netop ved den valgte Form antyder, at den senere maaske vil kunne komme til at indtage en anden Stilling til Spørgsmaalet; men Paatalemyndigheden maa jo antages Side:479 i saafald ialfald tildels at maatte bygge paa de ved Forundersøgelsen fremkomne Oplysninger, og de er det betænkeligt, at Overretssagfører Voss forretter som beskikket forsvarer under denne. Hvad derimod den anden paakjærede Kjendelse angaar, hvorefter en ny Forsvarer skal beskikkes, saa er denne bygget paa den Betragtning, at Overretssagfører Voss ikke kan være Sigtedes valgte Forsvarer, fordi han senere, skal være Vidne i Sagen. I denne Betragtningsmaade er jeg ikke enig. Som den eneste Begrundelse heraf er anført Straffeproceslovens §181, der siger, at Vidner ikke, forinden de er afhørt under Hovedforhandlingen, bør paahøre andre Vidners, Sagkyndiges eller Sigtedes Forklaringer. Denne Bestemmelse kan efter min Mening ikke fortolkes saaledes, at en Person, der tillige indtager en anden Stilling i Sagen end Vidne kan udelukkes fra at indtage denne anden Stilling paa Grund af, at han ogsaa skal være Vidne (smlgn. [[Rt-1904-318]]). Det vilde efter min Mening være uantageligt, at §181, der er givet udelukkende med Vidner for Øie, og som forøvrigt ikke har større Betydning, end at det aldrig hindrer et Vidne fra at blive afhørt, at det f. Ex, som Tilhører, Retsvidne eller i en anden Egenskab har paahørt andre Vidners Forklaringer, skulde medføre, at en Sigtet blev afskaaret fra at vælge den som sin Forsvarer, som han selv mente bedst skikket til at varetage sit Tarv, alene af den Grund, at denne tillige skal være Vidne i Sagen. §278 3 Led antages at indeholde tilstrækkelig Garanti mod, at den valgte Forsvarer ved at være tilstede modarbeider Forfølgningens Øiemed. Vistnok gaar den afsagte Kjendelse ikke ud paa, at det negtes Overretssagfører Voss at være tilstede som valgt Forsvarer, men da Kjendelsen i Virkeligheden indeholder en Forkastelse af Sigtedes Paastand herom, antages han at have Adgang til at paakjære samme. Det maa ogsaa merkes, at den Begjæring fra Sigtede, som er en nødvendig Betingelse af offentlig Forsvarer efter §102, blot foreligger for det Tilfælde, at Overretssagfører Voss ikke er villig til som privat Forsvarer at varetage hans Tarv, eller ikke af Retten findes at kunne forrette som saadan. Da Kjæremaalsudvalget efter Overretssagfører Voss's Skrivelse til dette afødt xx.xx.1906 maa gaa ud fra, at han er villig dertil, og da der ikke i Strpcl.'s §181 findes nogen Hindring for at han forretter som saadan, maa den paakjærede Beskikkelse af ny Forsvarer allerede af den Grund ophæves, at der under visse Omstændigheder ikke foreligger nogen Begjæring fra Sigtede derom. I Henhold til det Anførte foreslaaes saadan Konklusion: Kristiania Forhørsrets Kjendelse afødt xx.xx.1906 under retslig Efterforskning mod Karl Sigurd Paulsen, saalydende: «En ny offentlig Forsvarer bliver at beskikke» ophæves. Forøvrigt forkastes Kjæremaalet. Assessor Birkeland: Jeg kan ikke finde, at der forelaa Kjendsgjerninger eller Omstændigheder, som gav Føie til som skeet at omgjøre Overretssagfører Voss's Beskikkelse til offentlig Forsvarer. En Omgjøren forekommer mig at maatte grundes paa andet og mere end paa, hvad der kun muligens kan indtræde. Side:480 En Bistand med at føre i Pennen formenes i og for sig at kunne være i subjektiv og objektiv Henseende utilstrækkelig til at fylde Begrebet at have «medvirket» til en Æresfornærmelse. I Paatalemyndighedens paa Voss's udtrykkelige Forespørgsel, om han skal blive at sigte, tagne Reservation «for Tiden» ser jeg kun et formelt Forbehold og Intet videre. Naar hensees til Sigtedes Forklaringer og den af ham i hans Skrivelse til Ststsadvokatembedet af 6 April oplyste Forvexlen i Retsmødet 30 Marts of Overretssagfører Voss og Broderen Advokat Voss mangler efter min Mening tilstrækkelig Grund til at gaa udifra, at der vil opstaa Strid mellem Sigtedes og Overretssagfører Voss's Interesser jfr. ogsaa Sigtedes Erklæring af 3 April. At Overretssagfører Voss nu mere end oprindelig ved Afsigelsen af Eragtningen af 28 Marts skulde kunne føres som Vidne i Sagen til dennes Oplysning, saaledes som af Administrator forudsat, formenes at savne behørigt faktisk Grundlag. Dette sidste antages ogsaa at gjælde i Henseende til de Lovbestemmelser, hvor der skjelnes mellem den offentlig beskikkede og den private Forsvarers Stilling. Skulde Voss ikke kunne være offentlig beskikket Forsvarer synes han for Resten heller ikke at burde fungere som privat antagen Forsvarer efter Sigtedes fastholdte Ønske herom. Jeg kommer saaledes - under det for Tiden foreliggende faktiske Sagsforhold - til samme Resultat som Førstvoterende, til hvem jeg iøvrigt i det Vesentlige henholder mig. Estraordinær Assessor, Stiftamtmand Blehr: Jeg fastholder mit Votum, idet jeg ogsaa tiltræder Assessor Birkelands Udtalelser. I Henhold til Voteringen afsagdes saadan Kjendelse: Kristiania Forhørsrets Beslutninger i Retsmøde den 30 Marts 1906. 1.«Overretssagfører Voss fratræder som offentlig Forsvarer» og 2.«en ny offentlig Forsvarer bliver at beskikke» - ophæves. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
