Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Med hensyn til nærværende sags gjenstand og nærmere faktiske omstændigheder henvises til præmisserne til de i sagen afsagte domme. Ved dom, afsagt den 19 september 1903 af en meddomsret inden Jæderen sorenskriveri, blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, Ingebret J. Njærheim, kjendes saavel personlig som for sin gaard uberettiget til at hente tare paa Nærlands strand, Njærheimstangen deri indbefattet, det være sig til gaardsbrug eller brænding af tangaske eller til andet brug. Forøvrig bør indstevnte for citantens tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger ophæves». Denne dom er afsagt under dissens, idet sorenskriveren voterede for indstevntes frifindelse, forsaavidt angaar tanghentning paa Njærheimstangen. Efterat denne dom af Ingebret J. Njærheim var paaanket til Bergens overret, blev af denne under 19 juni 1905 saaledes kjendt for ret: «Appellanten Ingebret J. Njærheim kjendes saavel personlig som for sit brug i gaarden Njærheim uberettiget til at hente tare fra den indstevnte Elias A. Nærlands brug no. 9 af gaarden Nærland tilliggende strand, deri dog ikke indbefattet stranden ret foran de under sagen omhandlede baadlænder og nøstetomter ved Seilvaagen paa Njærheimstangen, idet appellanten forsaavidt frifindes for indstevntes tiltale i denne sag. Processens omkostninger for begge retter ophæves.» Ogsaa overrettens dom er afsagt under dissens, idet en af de voterende kom til samme resultat som sorenskriveren. Overrettens dom er af Elias Abrahamsen Nærland paaanket til høiesteret, hvor sagen paa grund af indstevntes udeblivelse er overført til skriftlig behandling. Varsel og dokumentation er i orden. Appellanten har for høiesteret nedlagt saadan paastand: «At indstevnte Ingebret J. Njærheim kjendes saavel personlig som for sin gaard g.-no. 8, br.-no. 29 af Njærheim i Haa tinglag uberettiget i forhold til appellanten Elias Abrahamsen Nærland som eier af gnr 7, bnr 9, af Nærland i samme tinglag, at tage tare, det være sig til gaardsbrug eller til brænding af tangaske eller til andet brug paa gaarden Nærlands strand, den saakaldte Njærheimstange deri indbefattet, og at appellanten hos indstevnte tilkjendes processens omkostninger for overretten og høiesteret. Det spørgsmaal, som foreligger for høiesteret til afgjørelse, er da, om appellanten er berettiget til at forbyde indstevnte at tage tare ogsaa paa stranden ret, foran de under saken omhandlede baadlænder og nøstetomter ved Seilvaagen paa Njærheimtangen. Naar overretten har besvaret dette spørgsmaal benegtende, er det, fordi den anser de opsiddere fra andre gaarde, der har ret til baadlænde eller nøstetomt ved Seilvaagen, som eiere af den grund, som optages af deres nøst og baadstøer. Side:66 Høiesteret kan ikke dele denne opfatning. I mangel af nærmere oplysninger angaaende oprindelsen til de omhandlende rettigheder finder man ikke at kunne gaa ud fra, at disse gaar ud paa fuld eiendomsraadighed over de til baadstø eller til nøstetomt benyttede arealer. Det er langs vor kyst et ikke ualmindelig forhold, at der i henhold til udtrykkelig eller stiltiende overenskomst, bestemmelse under udskiftning eller hævd tilkommer personer, som ikke paa egen eiendom har bekvem adgang til sjøen, ret til nøst eller baadstø eller begge dele paa stranden udenfor en fremmed eiendom. Dette er et naturlig udslag af det sterke behov for adgang til netop denne særlige raadighed- over stranden. Og hvor ikke specielle omstændigheder ved rettens stiftelse eller ved den udøvede brug giver grund til at antage, at der foreligger en mere vidtgaaende ret, maa retten til baadstø eller nøstetomt opfattes ikke som eiendomsret, men som en særlig brugsret over fremmed eiendom, noget som navnlig kan faa praktisk betydning, hvis der opstaar spørgsmaal om grundens benyttelse til opførelse af beboelseshus eller industrielt anlæg. Gaar man saaledes ud fra, at retten til nøst eller baadstø paa Njærheimstangen ikke er udslag af nogen eiendomsret, men en servitut over fremmed eiendom, kan den heller ikke begrunde nogen ret til at tilegne sig tare. Høiesteret kommer derfor til samme resultat som meddomsretten, men finder det for tydeligheds skyld rettest at give ny konklusion. Processens omkostninger findes helt at burde ophæves. En af de voterende er af samme opfatning som underdommeren og det dissenterende medlem af overretten, til hvis begrundelse han henviser. Man ved ikke, naar i tiden eller hvorledes de to gaarde Njærheim og Nærland er opstaaet. Parterne giver herom hver sin version. Efter stedforholdene lader der sig intet med bestemthed slutte, til hvilken af gaardene den omstridte tang er tilliggelse. Benævnelsen «Njærheimstangen» tyder i og for sig sterkt i retning af, at omraadet fra gammel tid har ligget under Njærheim. Hermed stemmer ogsaa de af underdommeren paaberaabte vidner (kontravidner). Hvad den oprindelige hjemmel har været, eller paa hvad vis omraadet er kommet til at høre under Njærheim, lader sig selvfølgelig ikke nutildags oplyse. Men af betydning er det, at efter kartet viser omraadet sig som en udvidelse af en vei, der er adkomst ligesaavel for den ene gaard som den anden, og hvilken vei har stengjærde paa begge sider. Dette stengjærde fortsætter sig ved stranden udover til begge sider og markerer herved tangen som et terræn, der skiller sig ud fra den øvrige strand. Det er derfor meget vel tænkelig, at dette terræn har været undergivet særskilte retsforhold. Efter appelmaaden stemmer den nævnte voterende for stadfæstelse af overrettens dom, saavidt paaanket er. I henhold til det anførte afsiges saadan dom: Ingebret J. Njærheim kjendes saavel personlig som for sin gaard, gaards-nr. 8, brugs-nr. 29, af Njærheim i Haa tinglag, uberettiget i forhold til Elias Abrahamsen Nærland som eier af gaards-nr. 7, brugsnr. 9, af Nærland i samme tinglag, til at tage tare, det være sig til gaardsbrug, til brænding af tangaske eller til andet brug paa gaarden Nærlands strand, den saakaldte Njærheimstange deri indbefattet. Forøvrig bør han for Elias Abrahamsen Nærlands tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger for alle retter ophæves. Side:67 Af underrettens dom hidsættes: - - Citanten har til søgsmaalets begrundelse anført, at indstevntes gaard ikke støder til sjøen paa nogen kant. Den saakaldte Njærheimstange, hvorfra indstevnte har taget tare er, mener citanten, en del af Nærlands strand, og indstevnte har ingensomhelst ret til at tage tare enten paa Njærheimstangen eller andetsteds paa Nærlands strand. Den eneste ret indstevnte kan udøve over omhandlede strand, indskrænker sig til en meget begrænset servitut, idet Njærheim fra gammel tid har havt nøsttomter med nøst og baadlænde paa Njærheimstangen. Indstevnte har paastaaet sig frifundet og tilkjendt sagsomkostninger. Han har til sin frifindelse anført, at Njærheimstangen paa Seilvaagens sydvestre side tilhører og fra umindelige tider har tilhørt Njærheim. Den østre del af tangen mod Seilvaagen er helt ud optaget af Njærheims nøst og baadstøer, og hverken Nærland, Høiland eller nogen anden gaard har nøsttomt, nøst eller baadstøer paa tangen. Den vestlige del af tangen har eieren af Njærheim benyttet til hestebeite, ligesom de i det hele har benyttet tangen som sin eiendom. Indstevnte benegter saaledes, at Njærheimstangen er en del af Nærlands strand, og den eies efter indstevntes formening ikke for nogen dels vedkommende af Nærland. Efter den af citanten citerede høiesteretsdom af 1874 indtaget i [[Rt-1874-716]] flg., og efter hvad der nødvendigvis maa udledes af selve eiendomsrettens begreb, er det ikke tvilsomt, at retten til at tage tare fra stranden alene kan udøves af grundeierne, medmindre andre kan paavise særlig adkomst dertil. Formelt angaar nærværende sag ikke eiendomsretten til grund. Men desuagtet maa spørgsmaalet om eiendomsretten til den omhandlede tarestrækning behandles, idet det først maa bringes paa det rene, om citanten mod indstevntes benegtelse, har bevist, at han er eier af hele den kyststrækning, hvorpaa indstevnte har taget tare. Det er nemlig som eier citanten har paastaaet sig berettiget til at fordrive indstevnte, og kun saafremt hans eiendomsret findes at være legitimeret behøver man at indlade sig paa afgjørelse af spørgsmaalet om, hvorvidt indstevnte tiltrods for citantens eiendomsret har erhvervet nogen særlig adkomst til at hente tare fra stranden. Det areal, hvorfra indstevntes tarehentning har foregaaet, er hverken under aastedsbefaringen, i aastedsbeskrivelsen eller ved parternes procedure nøiagtig begrænset. Proceduren har væsentlig dreiet sig om den saakaldte Njærheimstange, hvis grænser dog er omtvistede. I klage og stevning har citanten anført, at indstevnte ulovlig har bemægtiget sig tare paa gaardene gnr. 7 s. i Haa tinglag, Nærbø sogn, Nærland i fællesskab liggende tarestrand, ingen del af stranden undtagen. Indstevnte har i indlæg afødt xx.xx.14 mars 1902 anført, at Njærheim har, saalænge taren har været benyttet, hentet tare fra Njærheimstangen og fra stranden nord for samme.» Paa det citerede sted anfører indstevnte videre, at «Njærheim altid har udøvet retten til at tage tare ikke blot paa Njærheimstangen, men ogsaa udenfor samme som en gaarden tilliggende eiendommelig ret.» Det maa efter dette ansees for at være in confesso, at Nærlandsstranden har en meget videre udstrækning end nævnte Njærheimstange. Indstevnte har ogsaa i indlæg afødt xx.xx.1902 erkjendt, at Njærheim af Nærland er trængt væk fra stranden. Dog har, anfører han, gaarden endnu i behold Njærheimstangen og sine fiskerettigheder og retten til tare.» Af den omhandlede strandstrækning benegter indstevnte altsaa kun citantens eiendomsret til Njærheimstangen, medens han ikke selv gjør paastand paa eiendomsret til nogen del af stranden udenfor samme. Forsaavidt stranden udenfor Side:68 Njærheimstangen angaar og hvor eiendomsforholdet er uomtvistet, er det efter det anførte klart, at indstevnte, maa bevise sin ret til tarehentning. Noget bevis herfor har han ikke ført uagtet hans paastand om berettigelse dertil gjentagende er benægtet. Indstevnte har anført, at Nærland oprindelig, efter mundtlig tradition har været husmandsplads under Njærheim. Citanten har benægtet dette og har paastaaet, at Nærland er den ældste af gaardene. Hvorledes det hermed forholder sig finder retten ikke at være af synderlig betydning for sagen. Ved bevisbyrdens fordeling kan det ikke være afgjørende, hvorledes gaardens indbyrdes forhold for aarhundreder tilbage har været. Indstevnte kan derfor ikke anses at være berettiget til at hente tare fra Nærlands strand. Anderledes stiller sagen sig forsaavidt Njærheimstangen angaar. Efter min formening har det ikke lykkes citanten at opfylde den ham paahvilende bevisbyrde med hensyn til den paastaaede eiendomsret til denne. Uden hensyn til hvilke krav man i almindelighed stiller til en vindikants bevispligt, maa man under enhver omstændighed i nærværende tilfælde komme til det resultat, at citanten ikke har godtgjort, at han er bedre berettiget til Njærhimstangen end indstevnte. Han har ikke legitimeret nogen tinglyst hjemmel dertil. Heller ikke har han bevist, at han ved hævd eller paa anden maade har erhvervet udelukkende eiendomsraadighed derover. Enkelte vidners prov synes vistnok at tyde paa, at det er citanten, som eier Njærheimstangen. Saaledes har 2 hovedvidne udtalt, at han har seet, at citantens folk har slaaet paa Njærheimstangen, ligesom vidnet ogsaa har seet, at citantens kjør fremgjennem tiderne har beitet samme steds. 3 hovedvidne Nils N. Reime kjendte til, at opsidderne paa Nærland for ca. 50 aar siden beitede sine kreaturer i Njærheimsstranden, og naar folk fra Njærheim slap sine heste i stranden, var de forsigtige, for at ikke Torsten Nærland skulde se det. Ligeledes har 7 kontravidne, Hans O. Njærheim, gjentagne gange seet, at citantens kreaturer har beitet paa Njærheimstangen, men adgangen til denne var dog saagodt som uhindret, da gjærdet var daarlig. Samme vidne har ogsaa af og til i de senere aar seet, at Njærheims folk har slaaet paa Njærheimstangen. 1 kontravidne har provet, at det er Abraham Johnsen Nærland, citantantens far, som har brugt jorden paa Njærheimstangen til slaat og beite helt siden han kom til Nærland. 2 og 3 kontravidne har i de senere aar seet, at Nærland har taget tare fra omhandlede tange, og det sidstnævnte vidne kjender til, at citanten 1901 slog paa Njærheims nøsttomter. Den vegt, der kan tillægges disse prov, bliver imidlertid mere end opveiet ved, hvad de under sagen afhørte kontravidner har udtalt. 1 kontra vidne, Rasmus Gitlesen Njærheim, har provet, at den tange, hvor Njærheims nøster staar, altid har været benævnet «Njærheimstangen». Paa denne blev, forklarer vidnet videre, hestene beitede, naar Njærheimsfolkene kjørte tilsjøs; Njærheim har baadstøer paa tangen og har sat sine teiner saa langt syd som til Svarteskjær. Efter gammelt tilhører Njærheimstangen Njærheim. 2 kontravidne har bevidnet, at Njærheimstangen, saalænge vidnet kan mindes, har været indgjærdet og brugt af Njærheim som denne gaards eiendom. Tangen har altid efter dette vidnes forklaring været benævnet dels Njærheimstangen dels Njærheimsstranden. Vidnet har aldrig hørt tale om, at andre end Njærheim skulde have eiendomsret der, ligesom vidnet heller ikke har seet, at Nærland har slaaet eller paa anden maade benyttet Njærheimstangen. Side:69 3 kontravidne forklarer sig overensstemmende med 2 kontravidne. 4 kontravidne har ofte seet Njærheim hente tare fra tangen, men har aldrig seet, at Nærland har taget tare der. Tangen og stranden har været benyttet af eierne af Søiland og Njærheim som deres eiendom, og vidnet har ikke hørt tale om, at nogen anden skulde have eiendomsret der eller, at Nærland skulde have gjort brug af tangen. 5 kontravidne har altid havt den opfatning, at Njærheimstangen og stranden tilhørte Njærheim, der altid har brugt tangen som sin. Det har, forklarer vidnet, været almindelig opfatning, at tangen var fælles eiendom for Njærheim- og Søilandsgaardene, paa samme maade som Njærlandsgaardene har Njærlandsstranden i fællesskab. 6 kontravidne har ogsaa altid hørt Njærheimstangen omtale som Njærheims eiendom. Det sted, hvor Njærheim har taget tare, har havt baadstøer, nøst, har altid været benævnt Njærheimstangen, medens det kaldes Nærlandsstranden, der hvor Nærlandsgaardene har sine nøst. 7 kontravidne har altid anseet den del af stranden, hvorpaa Njærheim har nøst og baadstøer, som tilhørende Njærheim. Opsidderne paa Njærheim har beitet sine heste paa Njærheimstangen. I tidligere tider saa vidnet aldrig, at Nærlandsfolk slog paa tangen, hvilket dog af og til i den senere tid har hændt. Af de her i korthed refererede vidneprov kan man ikke komme til det resultat, at citanten eller opsidderne paa hans brug af Nærland i hævds tid har havt en saadan raadighed over heromhandlede tarestrand, at eiendomsret derved er hævdet. Meget mere maa man heller anse det det for godtgjort, at indstevnte eller Njærheimsfolkene, har gjort sig større nytte af Njærheimstangen end citanten. Naar man anser det bevist, at indstevnte tilligemed de øvrige opsiddere paa Njærheim i mange aar har hentet tare fra Njærheimstangen, har havt nøsttomter og baadstøer der og beitet sammesteds, kan man ikke stille ganske ringe fordringer til det bevis, som citanten maa føre for sin ret til at negte indstevnte at tage tare fra omhandlede strand. Da citanten ikke har godtgjort, at han har bedre ret til Njærheimstangen end indstevnte, er det overflødigt at indlade sig paa spørgsmaalet, om indstevnte ved særlig adkomst for eks. ved hævd eller alders tids brug har erhvervet ret til at tage tare paa samme. Den af citanten fremlagte afskrift af den under 15 april 1869 afsagte voldgiftskjendelse findes ikke at kunne tages i betragtning, da afskriften ikke er bekræftet, og dens rigtighed er benegtet af indstevnte. Dens indhold kan heller ikke sees at gaa i citantens favør i saadan udstrækning, at sagens udfald, afskriftens rigtighed forudsat, deraf kunde være afhængig. I henhold til det anførte maa indstevnte kjendes uberettiget til at hente tare fra Nærlands strand udenfor Njærheimstangen, medens han derimod maa frifindes forsaavidt citantens paastand ogsaa omfatter denne. Grænserne for Njærheimstangen maa i tilfælde afgjøres under en senere proces mellem parterne. Citanten har ikke bevist, at han har lidt noget økonomisk tab ved indstevntes tarehentning fra Njærlands strand. Fordi om citanten har taget tare paa stranden er dermed ikke eo ipso afgjort, at citanten derved er paaført skade, da det ikke er sikkert og ikke engang er anført, at han selv vilde have nyttiggjort sig den tare, indstevnte har hentet. Sagens omkostninger findes efter omstændighederne at burde ophæves. - - - Sorenskriveren henholdt sig til sit foran indtagne votum. Domsmændene, der har havt sagens dokumenter til gjennemlæsning, og som i fællesskap har drøftet sagen, var alle af den formening, at bevisbyrden i i dette tilfælde maa være paa Njærheims side og ikke paa Nærlands. Nærland eier stranden baade søndenfor og nordenfor Njærheimstangen og retten til lænde og til at have naust paa Njærheimstangen giver ikke Side:70 tillige indstevnte ret til at tage tare der. Meddomsmændene antage at indstevnte i dette tilfælde maa føre bevis for, at han er eier af Njærheimstangen. Da dette bevis ikke ansees ført ved indstevntes vidner, og hvad der ellers er oplyst under sagen, har han heller ikke godtgjort at have nogen ret til at tage tare paa Njærheimstangen. Domsmændene voterede for, at indstevnte saavel personlig som for sin gaard kjendes uberettiget til at hente tare fra den Nærland gnr. 7 i Haa tilliggende tarestrand deri indbefattede Njærheimstangen. Erstatningskravet fra citantens side kunde meddomsmændene ikke bifalde. Sagsomkostningerne andtas at kunne ophæves. - - - Af overrettens dom hidsættes: - - - Indstevnte (Njærheim) eier et brug af gaarden Nærland, der strækker sig til sjøen og mod nord til gaarden Njærheim, af hvilken appellanten (Nærland) eier et brug, og som ikke naar til sjøen. Appellanten har imidlertid anseet sig berettiget til at hente tare paa den til gaarden Nærland hørende strand, og han har desuden paastaaet, at en i flugt med Nærland liggende og i sjøen udstikkende tange, der benævnes Njærheimstangen, tilhører gaarden Njærheim, og at han saaledes er berettiget til der at hente tare. Indstevnte har derimod paastaaet, at Njærheimstangen hører til Nærlands gaard, og at appellanten ligesaalidt der som paa Nærlands øvrige strand har ret til at hente tare fra stranden. Appellanten har begrundet sin paastand om ret til at hente tare paa de nævnte steder dermed, at Njærheims opsiddere, saalænge taren har været benyttet, har hentet tare fra Njærheimstangen og fra den øvrige strand udenfor Nærland, samt at retten dertil altid har været erkjendt af Nærlands opsiddere, at den blev godkjendt ved en i 1869 afsagt voldgiftskjendelse, og at den ialfald er vundet ved hævd eller alderstids brug. Hertil bemerkes, at det ved flere høiesteretsdomme ([[Rt-1874-832]], [[Rt-1887-241]] og [[Rt-1896-710]]) er afgjort, at ret til taren tilhører den eiendom, paa hvis strand den skylles op, og da appellanten ikke har tilveiebragt bevis for, at han for sit eller sin eiendoms vedkommende enten ved overenskomst eller paa anden maade har vundet ret til at tage tare paa Nærlands strand, idet der navnlig ikke er ført bevis for hævd eller alders tids brug, udøvet af ham eller hans formænd, kan hans paastand om ret til at tage tare paa Nærlands strand ikke gives medhold. Appellantens ret til at tage tare paa Njærheimstangen afhænger saaledes af, om denne tange hører til gaarden Njærheim eller ikke. Da Njærheimstangen skyder ud i sjøen fra Nærlands gaard, maa den antages at tilhøre denne gaard, medmindre dette modbevises. Paa tangens østlige strand - mod Seilvaagen - findes endel baadstøer ved siden af hinanden, hvilke tilhører dels Njærheims, dels Høilands og dels Søilands eiendomme. Bag disse baadstøer, det er: længere inde paa tangen, findes 9 nøsttomter, af hvilke en tilhører appellanten, 4 nogle andre opsiddere paa Njærheim, 2 nogle opsiddere paa Søiland, 1 en opsidder paa Nærland og 1, hvis eier er ubekjendt. I Njærheims opsidderes ret til en del af disse baadstøer og nøstetomter har appellanten villet finde bevis for, at Njærheimstangen hører til Njærheims gaard, men dette kan ikke findes at være beføiet, dels fordi der ikke i og for sig selv er noget til hinder for, at eiendomsret til baadstøerne og tomterne kan være erhvervet, uden at nogen eiendomsret til den øvrige del af tangen fulgte med, dels fordi baadstøerne og nøsttomterne tildels tilhører Side:71 andre end opsiddere paa Njærheim, hvorfor der ingen grund kan være til at anse Njærheims mere end de andre gaardes opsiddere som tangens eiere. At appellanten ved hævd eller alders tids brug har vundet nogen eiendomsret til den del af Njærheimstangen, som ikke omfattes af baadstøerne og nøstetomterne, er ikke af appellanten bevist, i hvilken henseende det ikke kan komme i betragtning, hvilken benyttelse af tangen, der er blevet udøvet af andre opsiddere paa Njærheim end appellanten, og indstevnte maa derfor ansees berettiget til at formene ham at tage tar paa denne del af Njærheimstangen. Saadan ret antages derimod ikke at tilkomme indstevnte, forsaavidt angaar den del af Njærheimstangen, som optages af de derværende baadstøer og nøstetomter; thi da intet er oplyst i modsat retning, maa det antages, at baadstøerne eies af de gaardes opsiddere, af hvem de benyttes, og at heller ikke nogen af nøsttomterne tilhører indstevnte, saa at denne i har nogen ret til at formene appellanten at tage den tare, som maatte findes paa den del af Njærheimsstranden, hvorved dog ikke afgjøres noget om, hvorvidt saadant kan formenes ham af andre. For denne del af Njærheimstangens vedkommende vil derfor appellanten blive at frifinde for i indstevntes tiltale i denne sag. Sagens omkostninger formenes efter omstændighederne at burde ophæves for begge retter. Assessor Ring bemerkede, at han kom til samme resultat som sorenskriveren, der ved underretten blev overstemt af meddomsmændene. Han antog nemlig, at efter lovb. 1-14-5 og 5-5-5 havde indstevnte (Nærland) bevisbyrden for, at appellanten (Njærheim) var uberettiget til at tage tare paa Njærheimstangen, hvor Njærheims nøst og baadlænder er og formentlig fra gammel tid har været. Appellanten maatte imidlertid antages ved 1-7 vidne samt 6 tingsvidne at have ført bevis for, at Njærheimsgaardene eiede Njærheimstangen, som var indgjerdet, og af Njærheim ikke alene var benyttet til nøst og baadstøer, men ogsaa paa anden maade. Forøvrig enig. - - [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
