Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Ekstraordinær assessor Heggen: Ved Numedal og Sandsvær sorenskriveris dom av 9 februar 1909 blev læge C. C. Hartmann frifundet for Olaus J. Lias tiltale i denne sak, hvorhos procesomkostningerne ophævedes. Denne dom blev under 22 august 1910 stadfæstet av Kristiania overret, hvor processens omkostninger likeledes blev ophævet. Overrettens dom er avsagt under dissens, idet en av de voterende stemte for, at Hartmann skulde erstatte Olaus Lia 1/3 av den økonomiske skade, der var blit ham paaført ved, at hans ene fot i 1903 maatte amputeres. Overretsdommen er av Olaus J. Lia indanket for Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: At Hartmann tilpligtes at betale Lia erstatning efter skjøn paa Hartmanns bekostning med reuter for gene og skade samt omkostninger ved alle retter. C. C. Hartmann har nedlagt paastand om stadfæstelse av overrettens dom og om, at appellanten tilpligtes at betale processens omkostninger. Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for de ergangne domme. Som nyt er for Høiesteret dokumentert en skrivelse fra Hartmann til advokat Lous av 9 juli 1912, som jeg imidlertid ikke skal referere, da jeg ikke antar, at den stiller saken i noget nyt lys. Jeg er kommet til samme resultat som de foregaaende retter og kan i det væsentlige henvise til de av underretten samt overrettens pluralitet givne præmisser. Jeg antar, at appellanten ikke kan undgaa at tilsvare indstevnte sakens omkostninger for Høiesteret. Konklusion: Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostnimger for Høiesteret betaler Olaus J. Lia til læge C. C. Hartmann kr. 400. Assessor Hambro: Jeg er enig med førstvoterende. Ekstraordinær assessor Frisak: Jeg er enig med førstvoterende med hensyn til stadfæstelse av overrettens dom, men jeg finder, at processens omkostninger bør ophæves ogsaa for Høiesteret. Ekstraordinær assessor Berg: Jeg har fundet saken meget tvilsom, men tvilene maa komme indstevnte tilgode, og jeg slutter mig derfor til de foregaaende voterende. Med hr. assessor Frisak er jeg enig i, at omkostningerne ophæves for Høiesteret. Assessor Mejdell: Jeg er enig med førstvoterende. Ekstraordinær assessor, sorenskriver Paulsen og justitiarius Thinn: Likesaa. Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion. Av underrettens dom hitsættes: Under en selskabelig sammenkomst natten mellem 21 og 22 juni 1903 paa gaarden Sommerstad i Sandsvær beskadiget citanten Olaus Lia under et dragsmaal med sin bror Ole J. Lia sin venstre fot. Dette indtraf antagelig Side:914 ved 4-tiden eller muligens noget tidligere om morgenen den 22de. Citanten var da noget beruset, likesom ogsaa Ole hadde drukket endel. Indstevnte dr. Hartmann, blev i anledningen hentet og ankom til Sommerstad ved 7-8-tiden om morgenen efter at ha kjørt den ca. 20 km. lange vei fra sin bolig i Kongsberg og ditut. Indstevnte konstaterte da brud av begge maleoli samt subluxation av foten baktil. Foten blev av dr. Hartmann vasket, reponert og paalagt gipsbandage. Dr. Hartmann reiste derefter hjem. Patienten blev derefter transportert hjem til Lia. Den 23 eller 24 samme maaned, altsaa en eller to dager efter, blev der ringt op til indstevnte i telefonen fra Sandsvær av citantens søster Anna Lia og meddelt, at foten smertet og saa styg ut etc., og at der var anvendt kolde vandomslag paa benet. Indstevnte forbød da anvendelsen av vandomslag og beordret bl.a., at gipsbindet skulde opklippes. Om det nærmere indhold av denne opklipningsordre er der tvist mellem parterne, likesom hvorvidt indstevnte gav forholdsordre om opklipning for indtrædende tilfælde og forbod vandomslag allerede ved silt besøk om morgenen den 22 juni. Benet forværredes imidlertid. Men først den 4 juli næstefter fik indstevnte underretning herom, idet citantens søskendebarn Haldor Sommerstad kom indom doktorens kontor i Kongsberg og gav besked om tilstanden. Foranlediget av den stedfundne samtale blev citanten saa mandag den 6 juli transportert op til Kongsberg paa en vogn. Indstevnte hadde til Haldor Sommerstad uttalt, at det var bedst, om citanten kom søndag den 5te. Citanten gik ved hjælp av krykker op i 2den etage til indstevntes kontor fra vognen. Indstevnte fjernet nu bindet fra benet, som han vasket og stelte og la i staaltraadskinne, idet han konstaterte begyndende koldbrand i benet. Han foranlediget nu med hensyn til benets behandling, at citanten blev indlagt i Kongsberg hos Olette Vettestad, citantens moster. Her laa da citanten indtil 3 august s.a. under tilsyn av indstevnte. Da benets tilstand imidlertid forværredes, idet koldbranden ikke vilde gaa tilbake, men utviklet sig i benet, reiste citanten ind til Rikshospitalet den 3 august 1903, hvor benet den følgende dag den 4 august blev amputert, idet foten blev tat av litt ovenfor bruddet. Citanten formener nu, at indstevnte ved skjødesløs og uforsvarlig behandling av benet har forvoldt, at tilstanden blev saa slet, og at benet sluttelig maatte sættes av og derfor er erstatningspligtig for den citanten derigjennem paaførte skade. - - - Citanten anfører, at indstevnte begik en grundfeil, da han første gang forbandt benet, idet han paa et saa tidlig tidspunkt anla et stramt upolstret gipsbind paa bruddet, idet beskadigelsen maatte forutsættes at føre stor svulst med sig, og bindet derfor ved sit tryk efter al sandsynlighet vilde lede til koldbrand med det nu foreliggende sørgelige resultat. Videre undlot han i forbindelse med bandageringen at advare mot bruk av vandomslag paa benet, hvis det skulde begynde at brænde, likesom han ingen forholdsordre gav om øieblikkeilg opklipning av bindet, hvis der skulde vise sig nærmere beskrevne symptomer tydende paa fare for koldbrand, anfører citanten, idet han likeledes betegner forsømmelsen av dette som en alvorlig feil. Dernæst, anfører han, var det en stor feil fra indstevntes side, at han, da der to dage efter ulykken, nemlig den 24 juni, blev git ham besked pr. telefon om, at benet var blaarødt, brændte, men var koldt at ta paa etc., alene gav ordre om, at blodet skulde sprættes delvis op, ikke helt til hælen. Det var en grundfeil at ikke indstevnte da gav ordre til hel opsprætning, anfører citanten. Da der samtidig hermed meddeltes indstevnte, at der var anvendt kolde vandomslag paa benet, gav han nu ordre om, at saa ikke maatte ske. Doktorens ordre blev nøiagtig befulgt i alle dele, anfører citanten. Naar man først den 4 juli næstefter Side:915 paany henvendte sig til indstevnte i anledning benet, var grunden den, anfører han videre, at dennes ordre hadde gaat ut paa, at citanten skulde komme til ham og skifte bind om en 3 à 4 uker. Indstevnte har under procedyren uttrykkelig indrømmet, at koldbranden den 6 juli 1903, da citanten kom ind til indstevnte i Kongsberg, var der og ikke længer kunde skaffes bort. Citanten fremhæver videre, at indstevnte ikke tilsaa citanten hyppig nok, mens han henlaa hos Olette Vettestad i Kongsberg, og at han ogsaa i denne tid langtfra viste omhu ved behandlingen av benet. Citenten bad forgjæves om hyppigere tilsyn og hyppigere vask av foten. Indstevnte tilsaa ham høist 13 gange, anfører han. Foten blev muligens vasket den 8 juli; men saa hengik der ihvertfald 10 dager, inden den paany blev vasket. Da citanten efter en tids forløp spurte, om han ikke burde reise ind til Rikshospitalet eller sykehuset i Drammen, gav indstevnte hertil det svar, at det formentlig var fuldt paa Rikshospitalet, og at citanten i Drammen ikke vilde faa bedre behandling end paa Kongsberg, anfører citanten og tilføier, at det var efter indhentet raad fra en anden læge, at citanten den 3dje august reiste ind til Rikshospitalet hvor amputationen paa høi tid fandt sted den følgende dag. Indstevnte bestrider bestemt at ha utvist nogen skjødesløshet eller begaat nogen feil ved benets behandling. Han anfører, at det ved første gangs forbinding paalagte gipsbind blev paalagt løst med et underlag av vat til polstring. Han advarte allerede ved denne anledning, anfører han, mot anvendelsen av vandomslsg paa foten, da bindet isaafald kunde svulme ut og bli for trangt ved at der kom vand i det, likesom han ved saamme anledning gav ordre bl.a. om, at citanten maatte holde sig i ro, samt at bindet, dersom foten skulde smerte og tærne bli blaalig-røde, skulde sprættes op. Denne sidste ordre gjentok han, da der den følgende dag den 23 juni blev ringt op til ham i telefonen med besked om at de nævnte symptomer var indtraadt, og om delvis opsprætning var der ikke tale, anfører han (indstevnte) og tilføier, at han, inden han drog hjem den 22 juni om morgenen, gav besked om, at han næste formiddag vilde ha underretning om tilstanden. Og i telefonen den 23 juni bad han om at faa besked om, hvorledes det forholdt sig med patienten hver dag. Den derpaa følgende dag fik han saa besked om, at benet var bedre. Men derefter hørte han intet til citanten førend 10 dager efter, nemlig den 3 juli, da der blev ringt op til indstevnte i telefonen og meddelt, at citanten i de sidste dager hadde hat sterke smerter og ikke hadde sovet om natten, i anledning hvilket indstevnte bad, at han enten straks maatte bli hentet ditut, eller ogsaa maatte citanten, om man hadde en god vogn og man trodde, han kunde taale reisen, selv komme op til indstevnte. Den næste dag kom Haldor Sommerstad op til indstevnte og konfererte med ham, men citanten kom først den 6 juli og ankom da hinkende fra vognen og op til indstevntes kontor paa krykker, idet han passerte op trappen til 2den etage gjennem gangen og forværelset ind til kontoret, anfører indstevnte, og lægger til, at citanten heller ikke hjemme paa Lia overensstemmende med indstevntes anførsler hadde holdt sig i ro, men hadde hinket omkring paa sine krykker derute. Efterat koldbrand nu var blit konstatert og citanten foranlediget av indstevnte var blit indlagt hos Olette Vettestad, tilsaa indstevnte ham jevnlig, ialt 17 ganger, i den tid han laa der, og nogen besværing over for faa besøk hørte han ikke og har aldrig undlatt paa anmodning at vaske benet, anfører han. Naar ikke daglig tilsyn fandt sted, var grunden, at sygdommen utviklet sig normalt, anfører indstevnte. Benet blev i det hele behandlet paa det omhyggeligste, og han erklærer, at han aldrig har fraraadet citanten at reise til Rikshospitalet, og at grunden til, at han ikke hadde sendt patienten ind, forat amputationen kunde akt, var, at demarkationslinjen ikke var kommet saa klart frem, at man endnu Side:916 bestemt kunde se, i hvilken utstrækning amputation var fornøden. Indstevnte bestrider, at koldbranden har noget med hans behandlingsmaate at gjøre, og anfører, at denne kan optræde saavel spontant som paa grund av tromboze i blodkarrene, der ikke har nogen sammenhæng med behandlingsmaaten, men skyldes selve bruddet. - - - Citantens søster Anna Lia prover, at hun den 23 juni 1903, dagen efter ulykkesdagen forsøkte at telefonere til indstevnte, men kom ikke frem. Den følgende dag fik hun ham i tale og gav, forklarer hun, besked om, at benet var blaarødt, ondt, sved og brændte men var koldt at ta paa. Hun erklærer, at hun er sikker paa, at indstevnte da gav ordre til, at bindet skulde sprættes op efter fotens indre rand, men ikke helt til hælen. Citantens moster Gine Olette Vettestad, hos hvem citanten blev indlagt i Kongsberg, prover at ha hørt denne anmode indstevnte om vask av foten, uten at denne efterkom anmodningen, og at citanten tildels maatte be indstevnte at vaske foten om igjen, fordi det var litet omhyggelig gjort første gang. Hun forklarer derhos, at citanten forgjæves anmodet doktoren om at faa tilsyn daglig. I den tid, citanten laa hos vidnet, var Hartmann der høist 13 ganger, forklarer hun, og erklærer videre, at da citanten spurte indstevnte, om det ikke var bedst at reise til Rikshospitalet, svarte denne, at han ikke trodde, der var nogen plads ledig derinde, og at indstevnte, da citanten spurte, om han burde reise til Drammens sykehus, svarte, at han ikke vilde bli behandlet anderledes der end her. Vidnet prover yderligere at der hengik 10 dager fra citanten kom til hende, inden foten blev vasket. Fra indstevntes side er irettelagt et løst ark papir, som han erklærer at ha benyttet som sykejournal vedkommende citantens tilfælde, da hans egentlige journal netop var utskreven. Denne journal støtter i alle dele indstevntes fremstilling av faktum, saaledes ogsaa anførselen om, at han i telefonen den 23 juni 1903 gav ordre til «opklipning av bindet». Hvad den anden gruppe av bevisligheter angaar, er der irettelagt endel medicinsk literatur samt desuten indhentet vidneprov fra 3 læger i saken, nemlig dr. Axel Bødtker, resarvelæge ved Rikshospitalets kirurgavdeling, dr. Reichborn Kjennerud, kst. reservelæge sammesteds, og dr. med. Otto Borchgrevink. Fra den sidste foreligger tillike en skriftlig uttalelse angaaende tilfældet avgit paa anmodning fra citantan. - - - Endvidere er irettelagt en skriftlig uttalelse fra professor dr. med. Nicolaysen i skrivelse til indstevntes sakfører samt en skrivelse i anledning saken fra dr. Ingjald Eriksen til citantens advokat. Dr. Bødtker, der selv var med ved amputationen av citantens ben, erklærer: 1. At der av fotens tilstand ikke med sikkerhet kunde sluttes noget om koldbrandens aarsak. 2. At den kunde være voldt ved overrivning av et av hovedkarrene ved blødning under huden eller ved at en bandage var paalagt slik, at den øvet for sterkt tryk. 3. At der intet bestemt om den anvendte behandlingsmaate kunde sluttes av benets utseende. 4. At han ikke antar, at det vilde hat nogen følger, om amputationen først var blit foratat paa et senere tidspunkt, forutsat forsvarlig tilsyn. 5. At faren ved anbringelsen av for tidlig anlagte og for trange gipsbandager ved anledningen som sedvanlig blev foreholdt de medicinske studerende paa hospitalet, uten at derved noget var uttalt om aarsaken til koldbranden, men han tillægger, at der er mulig, at det blev fremholdt som det mest sandsynlige, at fortidlig eller feilagtig bandageanlæg hadde været aarsaken til koldbranden, uten at man dog paa grund av den lange tid, der var hengaat, kunde uttale noget bestemt om aarsaken. 6. At hvis koldbranden indtrær, uagtet bandagen, naar koldbrand befrygtes, opklippes, vil man med større grad av sikkerhet Side:917 kunne uttale, at den ikke skyldes bandagen, men andre aarsakner. Vidnet tillægger, at i et andet omtrent samtidig forekommende tilfælde paa hospitalet av brud paa et mellemfoteben, fik patienten koldbrand i stortaaen, uagtet ingen bandage var anvendt, og koldbranden maatte følgelig her skyldes avrivning av kar. 7. At han anser det forsvarlig at anlægge gipsbind paa et frisk brud av nærværende art, ogsaa om dette ikke sker som en rent foreløbig foranstaltning, naar den kontrolleres. Vidnet tillægger, at denne kontrol kan utøves av lægfolk ved at se paa patientens tær, idet bandagen maa klippes op, hvis tærne hovner op og blir blaa. 8. At det maa ansees som grov pligtforsømmelse av vedkommende læge om han ikke sørger for uopholdelig at faa bandagen opklippet i sin helhet, naer han faar besked om, at vedkommende lem er «blaarødt», «ondt», at det svi og brænder, men er koldt at ta paa -, hvis han ikke har erkyndiget sig om, at beskeden indeholder overdrivelse. Dr. Reichborn Kjennerud prover bl.a. likesom foregaaende vidne, at han anser det forsvarlig at anlægge gipsbind paa et friskt brud av nærværende art, ogsaa om dette ikke sker som en rent foreløbig foranstaltning. Han erklærer videre, at, om han fik en saadan besked, som oven er beskrevet under foregaaende vidnes prov (se punkt 8 ovenfor), vilde han træffe forføining til, at bandagen blev opklippet, og anser det som en pligtforsømmelse ikke at træffe saadan. Han anser det dog ikke nødvendig at opklippe bandagen i sin helhet; det beror paa tilfældets art; et klip i en bandage vil kunne være nok. Vidnet erklærer, at han vilde ha foretrukket at foreta opklipningen selv, men i og for sig er denne en simpel sak og kan foretages av hvemsomhelst, og at hvis han hadde mottat beskeden pr. telefon fra en patient, der bodde 20 km. borte, vilde han ha git ordre paa stedet til at klippe bandagen op. Dr. med. Borchgrevink uttaler sig i det omhandlede utkast paa basis av en av citanten given faktisk fremstilling gaaende ut paa, at skaden var bevirket ved et fald den 22 juni 1903 kl. ca. 4 1/2 om morgenen og bestod i et brud av begge ankelknoker (maleoli) samt subluxation av foten baktil. Gipsbind paalagdes, efterat foten var bragt i led mellem kl. 7 og 8 samme morgen; den 6-7 næstefter uttalte lægen, at patienten risikerte koldbrand, den 20 s. md, at koldbranden var indtraadt, og den 29, at amputation var nødvendig. Han uttaler sig da derhen til de ham av citanten nærmere stillede spørsmaal, at han anser det dristig paa et ankelbrud i første døgn efter bruddet at anlægge et upolstret gipsbind, og at dette kræver strenge forsigtighetsregler, og at han anser det som en væsentlig forsømmelse av lægen ikke at gi greie, umisforstaaelige forholdsregler for omgivelserne for tilfælde av faretruende tegn paa et genert blodomløp i foten - ja, at han anser endog meget detaljerte forskrifter for omgivelserne for utilstrækkelige, hvor saadant bind er anlagt paa selve ulykkesdagen. Han uttaler videre, at han anser det for en grov forsømmelse av lægen, hvis han 2 dager senere fik besked pr. telefon om, at benet var «blaarødt», «ondt», sved og brændte, men var koldt at ta paa, ikke gav ordre til hel opsprætning samt forlangte sig hentet for at overbevise sig om, at den delvise opsprætning var blit effektivt utført. Han uttaler videre, at han anser det konduiteløst, hvis lægen ikke av egen drift erkyndiget sig om patientens tilstand efter opklipningen. Han uttaler i det omhandlede utkast sluttelig, at der - forutsat at skadede var helt frisk paa angjældende tidspunkt og var en 25 aar gammel kraftig og sund mand - foreligger en til visshet grænsende sandsynlighet for, at det indtrufne ulykkelige utfald vilde være undgaat, hvis lægen hadde utvist den omhu, som kan forlanges av enhver praktiserende læge. I den irettelagte skrivelse fra dr. Ingjald Eriksen til citantens sakfører erklærer dokteren bl.a., at han som forhaabentlig enhver anden læge Side:918 vilde undlatt at anlægge gipsbandage paa et nyt brud, og om han tvungen av omstændigheterne f.eks. en længere transport av skadede hadde maattet gjøre dette, vilde ha sørget for bindets uopholdelige fjernelse, naar han hørte, at bindet smertet og tærne blev blaa. Prof. dr. med. Nicolaysen uttaler, at han, hvor der ikke samtidig med bruddet forekom komplikation, d.v.s. saar av bløtdelene i nærheten av brudstederne, altid har lært og sterkt anbefalt at anlægge gipsbandagen direkte paa vedkommende legemedel uten mellemlag (polstring) av noget slags. Det fremgaar likeledes av hans erklæring sammenholdt med indstevntes indlæg i saken av 8 april 1905, hvortil den henviser, at han ikke anser det urigtig at paalægge bandagen paa et saa tidlig stadium som skedd, naar gipsbindet er let og paalægges løst. Det fremgaar videre av samme, at prof. Nicolaysen ikke har fundet nogetsomhelst ukorrekt fra indstevntes side deri, at indstevnte, da han mottok telefonbesked om symptomer paa truende koldbrand, alene i telefonen gav ordre til opsprætningen uten selv at forlange sig hentet ut til patienten, eller i at indstevnte, da han derefter intet hørte fra patienten førend 3 eller 4 juli næstefter, intet yderligere foretok av eget initiativ. At dette er professorens mening, finder man med al tydelighet fremgaar derav, at han positivt har betegnet den av doktor Hartmann befulgte behandlingsmaate under henvisning til indstevntes ovennævnte indlæg som efter hans opfatning korrekt. Professoren uttaler videre, at han anser de av indstevnte ifølge nævnte indlæg givne forholdsregler om, at patienten maatte forholde sig i ro, at vandomslag ikke maatte anvendes, at bindet maatte sprættes op i tilfælde av, nærmere beskrevne symptomer paa et genert blodomløp skulde optræde, samt om at han den følgende dag maatte gives besked om tilstanden - for korrekte og tilstrækkelige. Retten skal bemerke, at spørsmaalet om bevisbyrdens fordeling i nærværende sak spiller en fremtrædende rolle. Det findes klart, at citanten maa ha bevisbyrden for, at den tilstand, som ledet til benets amputation, er foraarsaket av indstevnte ved dennes forhold under benets behandling i den forstand, at denne tilstand maa betragtes som en følge, der efter menneskelig beregning maatte forventes at indtræde under de foreliggende omstændigheter. Man henviser til O. Platons maskintrykte forelæsninger over privatrettens almindelige del, september 1902 - januar 1904 §43, 20 B, og Schweigaards Proces §77 nr. 4. Skal citantens bevisbyrde i et tilfælde som nærværende ansees opfyldt, synes det klart, at der maa stilles meget strenge fordringer til beviset for de fakta, der maa foreligge for at berettige til en slutning om saadan aarsakssammenhæng; ti i motsat fald vilde en læges virksomhet bli forbundet med en saa ganske uforholdsmæssig stor økonomisk risiko, at neppe mange vilde driste sig til at utøve den under nogenlunde de samme vilkaar for standen som nu. Det bevis, der nu av citanten er ført angaaende sakens faktum, bestaar væsentlig i en række vidneprov, optat over to aar efter de begivenheter, de angaar, og avgit av vidner, der samtlige er nær beslegtet med citanten. - - - Man finder derfor at burde utvise forsigtighet ved vurderingen av disse provs bevisværdi. - - - Det er efter procedyren paa det rene, at indstevnte om morgenen den 22 juni 1903 anta et gipsbind paa bruddet. Det maa efter de irettelagte sakkyndige uttalelser at dømme betragtes som en uforsvarlighet, om dette var blit paalagt stramt, mens det derimot i betragtning av, hvad professor Nicolaysen i sin erklæring har uttalt, ikke i og for sig kan tillægges nogen betydning, om der blev anvendt polstring under bindet eller ikke. Da det imidlertid ingenlunde kan ha formodningen for sig, at en læge begaar en saa aabenbar Side:919 feil, som det efter omstændigheterne maa antages at ville ha været at lægge bindet stramt paa det friske brud, synes det litet tvilsomt, at det maa paaligge citanten at bevise, at dette ikke destomindre blev gjort. Den eneste bevisighet angaaende dette punkt er citantens brors Ole Lias prov; men man finder dette, endog bortset fra, hvilken vegt der i det hele skal tillægges dette vidnes prov, ganske utilstrækkelig til at bevise noget om dette punkt. Vidnet uttaler alene, at han ikke tror, at indstevnte paala gipsbindet løst, og at doktoren strøk litt over bindet, da det blev lagt omkring benet. Det maa videre efter procedyren antages, at det maa ansees som en aabenbar forsømmelse av lægen, om han, efterat gipsbindet var anlagt, hadde undlatt enten at gi forholdsordre om opsprætning av bindet, hvis nærmere beskrevne symptomer paa en truende koldbrand skulde indtræffe, eller ogsaa at gi ordre til øieblikkelig opringning til ham i telefonen, hvis slikt skulde indtræffe. Angaaende bevisbyrden for saadan forsømmelighet fra lægens side skal man henvise til, hvad der oven er anført i anledning spørsmaalet, om bindet blev anlagt stramt, hvilket ogsaa maa gjælde her. Og man skal bemerke, at ogsaa for dette punkts vedkommende befindes citantens bevisligheter for svake. Det var ifølge vidneprovene alene citantens ovennævnte bror Ole, der var inde hos citanten, mens bindet blev paalagt, og det synes ikke usandsynlig, at saavel citanten som broren Ole, der begge maa antages at ha været paavirket av sin delagtighet i nattens festligheter, hvortil kom alteration, hvori de antagelig ved det indtrufne var kommet, har overhørt dokterens forskrifter for enkelte punkters vedkommende. Men selvom man maa anta, at doktoren undlot at gi nogen forholdsordre om opsprætning, maa man efter procedyren anta, at han gav besked om, at der den følgende dag maatte bli bragt ham telefonbesked om tilstanden. Efter hvad der fra citantens side er blit oplyst, skedde opringning imidlertid først den derpaa følgende dag, nemlig den 24 juni. Det angives vistnok, at man ikke kom frem i telefonen; men det er ikke legitimert, at der er gjort behørige anstrengelser for at opnaa telefonforbindelse eller paa anden maate at faa git indstevnte bud om tilstanden, og det synes saaledes nærmest at maatte tilregnes citanten eller hans folk som en feil, at doktoren mot forutsætning først fik rapport om tilstanden den næstfølgende dag. Det maa ansees fuldt forsvarlig av indstevnte at gaa ut fra, at man den næste dag vilde kunne faa sendt ham besked pr. telefon. Hvis det derfor forholder sig som av citanten anført, at der først blev sendt indstevnte besked om tilstanden den 24 juni, kan der vanskelig bygges noget paa den angivelige forsømmelse fra indstevntes side av at gi den omtalte forholdsordre allerede ved silt besøk paa Lia, da der foreligger en betydelig grad av sandsynlighet for, at dette ingen følger vilde hat, hvis man hadde sørget for overensstemmende med indstevntes ordre at skaffe sig forbindelse med ham dagen efter besøket paa Sommerstad. Naar citanten videre har anført som en skjæbnesvanger feil fra indstevntes side, at han ikke ved sit besøk paa Sommerstad advarte mot bruk av vandomslag, finder man det ikke nødvendig at gaa nærmere ind paa dette punkt, da det synes at burde være ganske overflødig at gjøre almindelige forstandige mennesker uttrykkelig opmerksom paa, at vand under omstændigheter som de, der her forelaa, ikke maatte anvendes paa benet paa en saadan maate, at der kom vand ind i selve bindet, da dette maatte forutsættes ikke at virke heldig. Hvad dernæst angaar den ordre, som citantens søster Anna mottok av indstevnte gjennem telefonen den 23de eller 24de juni, er det paa det rene, at den gik ut paa opsprætning av gipsbindet. Men det maa være citantens Side:920 sak at bevise, at den alene gik ut paa delvis opsprætning. Man maa vistnok anta, at vidnet virkelig har opfattet indstevnte i telefonen derhen, at bindet ikke skulde opsprættes helt, idet foruten hendes prov ogsaa det faktum, at hun alene lot foreta delvis opsprætning, tyder herpaa. Imidlertid finder man, at vidnets indtryk av telefonsamtalen er et altfor svakt bevis, naar der intet er godtgjort om, hvorvidt telefonen dengang var tydelig, og i betragtning av, at en feilhørsel i telefonen, som enhver vet, meget let kan forekomme. «Ikke helt til hælen» (se vidnets prov ad spørsmaal 14) kan saaledes vel tænkes at være en feilhørsel for «like ned til hælen» eller lignende. At indstevnte ikke, efterat opsprætningsordren i telefonen var git, av egen drift erkyndiget sig om den videre tilstand kan neppe tillægges nogen betydning, da han med fuld føie maatte gaa ut fra, at bedring var indtraadt, naar han ingen telefonbesked erholdt fra patienten. Det er efter procedyren paa det rene, at da citanten den 6te juli næstefter kom til Kongsberg, var koldbranden der og var ulægelig. Og det kan ikke ansees godtgjort, at indstevnte, mens citanten laa hos Olette Vettestad, under behandlingen av benet har utvist noget forhold, der kan antages at ha git ulykken større omfang end allerede git, da citanten ankom til Kongsberg. Efter den stilling, hvori beviset for faktum efter det anførte antages at staa, vil det være klart, naar man ser hen til de irettelagte sakkyndige uttalelser og vidneprov, at indstevnte ikke ved sin behandlingsmaate kan ansees at ha foraarsaket den indtrufne skade i den forstand, hvorpaa det her kommer an. Man skal saaledes henvise til vidnerne dr. Axel Bødtker og dr. Reichborn-Kjenneruds prov, hvorav fremgaar, at de anser det forsvarlig selv paa et friskt brud av nærværende art at lægge gipsbind ogsaa, om dette ikke sker som en rent foreløbig foranstaltning. Det første vidne uttaler dog dette under uttrykkelig forutsætning av, at bindet kontrolleres. Man skal angaaende det samme punkt yderligere henvise til den ovenrefererte skrivelse fra professor dr. med. Nicolaysen, til hvilken ogsaa henvises angaaende spørsmaalet om nødvendigheten av polstring under bindet. Det skal i sin almindelighet bemerkes, at det ikke under nogen omstændighet findes at kunne ansees som ukorrekt i den forstand, hvorpaa det her kommer an, at en almindelig læge i et tilfælde som nærværende vælger en fremgangsmaate, om hvis fortrinlighet der hersker uenighet mellem anseede kirurger. Man skal sluttelig bemerke, at selv om det maatte antages, at indstevntes behandlingsmaate ikke har været fuldt ut forsvarlig, synes der at være utvist en saa betydelig mangel paa agtsomhet fra citantens egen side, at det ogsaa av den grund vilde været meget tvilsomt, om man kan tilregne indstevnte den indtrufne skade. Det maa saaledes navnlig betegnes som uagtsomt, at citanten uten at rette nogen henvendelse til indstevnte eller nogen anden læge lot sygdommen utvikle sig fra den 24de juni til den 4de juli, da han endelig lot sende besked til indstevnte med Haldor Sommerstad, der skulde ind til byen. Det maa ogsaa betegnes som noget uforsigtig, at han, som det fremgaar av vidnet Olav Nordliens prov, den 6te juli gik alene paa sine krykker fra vognen op til doktor Hartmanns kontor, likesom han aftenen forut gik paa krykker hen til den vogn, der benyttedes nævnte dag. Og omendskjønt dette sidste forhold isolert set ikke kan tillægges saa stor betydning for saken, idet koldbranden efter procedyren paa dette tidpunkt maa antages at ha været uhelbredelig, viser det en uforsigtighet fra citantens side, der sammenholdt med det iøvrig oplyste befindes at gi føie til at formode, at han ei har utvit den tilbørlige varsomhet med sit ben. Det korrekte forhold fra citantens side synes at ville ha været, at han hadde latt doktoren hente ut til sig eller skikket bud efter ham, da han saa, at det trods opklipningen av bandagen Side:921 stod daarlig til med benet. At doktoren av eget initiativ skulde reist ditut, kunde man efter omstændigheterne ikke vente i betragtning av de utgifter, som han derved - efter hvad doktoren, der intet hørte fra citanten, kunde vite - kanske helt unødigen vilde ha paaført denne. Av overrettens dom hitsættes: - - - Bevis for, at bandagen av indstevnte var paalagt for stramt eller iøvrig uforsvarlig, er ikke præsteret. Det tryk den har øvet, maa under hensyn til bevisets stilling tilskrives de anvendte vandomslag. Spørsmaalet blir dernæst, om indstevnte i denne anledning kan lægges noget tillast. Han forklarer, at han, da bandagen lagdes, uttrykkelig forbød anvendelsen av vandomslag. Dette er av appellanten benegtet og ikke godtgjort. Da imidlertid indstevnte, forinden han paagjældende morgen forlot appellanten, paala denne at gi ham telefonbesked om tilstanden allerede den følgende dag, kan mulig undlatelse av paa nævnte tidspunkt uttrykkelig at nedlægge saadant forbud i ethvert fald ikke ansees som en saadan forsømmelse fra lægens side, at erstatningspligt for ham derved er begrundet. Citantens næste anke gjælder indstevntes forhold ved mottagelsen av 2det vidnes telefonbesked 23 eller 24 juni om symptomer, som gik i retning av begyndende koldbrand, samt om at vandomslag var anvendt paa det skadede ben. Her foreligger paa et vigtig punkt tvil av faktisk art. Har indstevnte beordret hel eller - som vidnet prover - kun delvis opklipning av bindet? Førstvoterende finder det godtgjort, at lægens ordre opfattedes paa sidstnævnte maate - kun delvis opklipning. - - - Spørsmaalet blir saa, om vidnet har misforstaat indstevnte i telefonen, og hvorvidt i tilfælde dette kan lægges indstevnte tillast. Førstvoterende kan ikke tiltræde underdommerens anførsler paa dette punkt. Der foreligger intet bevis for saadan misopfatning, som i og for sig er litet sandsynlig (lægen hadde selv git anslag paa telefonens bruk som det for leiligheten passende meddelelsesmiddel). Førstvoterende man saaledes anta, at lægens ordre gik ut paa, at bindet, som strakte sig opover benet til henimot knæet, opklippedes langs fotens indre rand, idet man ikke kan tillæge «sykejournalens» utsagn i motsat retning avgjørende vegt. Ifølge nævnte dokument skal indstevnte den følgende dag ha mottat telefonbesked om, at appellantens tilstand den følgende dag var «bedre, smerterne svundet». Appellanten benegter bestemt, at nogen saadan underretning er sendt av ham eller paa hans vegne; vidnerne er herom ikke avæsket forklaring; i mangel av enhver yderligere oplysning, og da det under hensyn til syketilfældets videre forløp er mindre sandsynlig, at smerterne skulde være svundet ved den foretagne opklipning av bindet i 8 centimeters længde langs foten, vover førstvoterede ikke at bygge paa «sykejournalens» isolerte utsagn i denne forbindelse. Det er paa det rene, at appellantens økonomiske kaar ikke stillet sig hindrende i veien for lægens reise til hans hjem - ca. 20 kilometer utenfor Kongsberg -, om indstevnte hadde fundet hans personlige undersøkelse av patientens tilstand paakrævet. Vilde saadant besøk paagjældende dag, hvorunder lægen kunde ha sørget for bandagens fjernelse og forøvrig hvad der efter tilfældets art var nødvendig, ha formaadd at avverge den senere indtraadte koldbrand? Visshet herom heves ikke; under hensyn til foreliggende lægeuttalelser og den medicinske literatur finder førstvoterende det overveiende sandsynlig, at saadanfølge derved vilde være avverget. Man maa saaledes anta, at indstevntes undlatelse av ved leiligheten personlig at forvisse sig om appellantens tilstand og de forholdsregler, denne maatte gi anledning til, er medvirkende aarsak til den appellanten overgaaede skade. Under hensyn til de nævnte Side:922 bevisligheter, til indstevntes tidligere befatning med appellantens sygdomstilfælde samt til den av denne og hans omgivelser utviste ukyndighet i behandling av benet (de anvendte vandomslag) maa denne undlatelse fra indstevntes side ansees som en retsstridig krænkelse av den ham i forholdet paaliggende pligt, som vil ha erstatningsansvar tilfølge, forsaavidt ikke appellantens eget forhold helt eller devis maatte befri ham herfor. Koldbrandens indtræden maa nemlig som ovenfor nævnt i første række tilskrives den av appellanten utviste uagtsomhet ved anvendelsen av vandomslag paa det forbundne ben. Der foreligger saaledes et tilfælde av compensatio culpae, som blir at bedømme efter den forut for indførselsloven til straffeloven gjældende ret. Førstvoterende finder, at der er grund til at fordele skaden mellem parterne, idet man under henvisning til høiesteretsdom i [[Rt-1906-657]] og de der citerte ældre dømme og literatur antar, at der dertil var adgang ogsaa efter den før nævnte lovs ikrafttræden gjældende ret. (Se ogsaa professor Platons kontratrykte forelæsninger om skadeserstatning side 261 følgende). I betragtning av de begaaede feils størrelse, deres indbyrdes forhold og indflydelse paa den appellanten overgaaede økonomiske skade findes indstevnte at burde tilsvare en tredjedel av denne skade. - - - Mikael Lie, konstituert. Jeg kommer til samme resultat som anderdommeren og kan ogsaa i alt væsentlig tiltræde hans begrundelse. Jeg er enig med førstvoterende i, at der ikke kan tillægges indstevntes «sykejournal» nogen selvstændig bevisværdi; men paa den enden side lægger jeg endnu mindre vegt end underdommeren paa de av appellanten førte vidners prov om det passerte morgenen 22 juni 1903 - - - Hvad jeg under disse omstændigheter lægger særlig vegt paa, er, at indstevnte, efter hvad der er in confesso, utbad sig telefonbesked den følgende dag om tilstanden, hvad der efter min mening viser, at han maa ha hat aapent øie for mulig farlige følger av gipsbandagen paa det friske brud. Mod underdommeren er jeg enig i ikke at turde lægge nogen avgjørende vegt paa 2 hovedvidnes (appellantens søsters) opfatning av indstevntes telefonbesked 24 juni om opklipningen av gipsbindet - - - Med et ganske indgaaende kjendskap til landsforhold og landsfolks krav til lægetilsyn finder jeg intet besynderlig i, at indstevnte, da han efter telefonsamtalen 24 juni intet hørte fra appellanten, slog sig tilro - og ikke bebyrdet appellanten med utgifterne ved et lægebesøk i 20 kilometers avstand. Jeg skal resumere min opfatning av saken saaledes: Indstevnte maa antages at ha hat for øie, at gipsbindet paa det friske benbrud kunde medføre fare for koldbrand. At han 22 juni skulde lagt bindet paa en mindre forsvarlig maate og undlatt at gi fornødne og fornuftmæssige instruktioner, finder jeg ikke godtgjort. Heller ikke finder jeg det godtgjort, at indstevnte ved og i sit forhold i tiden mellem 22 juni og 6 juli har gjort sig skyldig i nøget som med rette kan bebreides ham. Hvad der ligger efter 6 juni, har ingen betydning for avgjørelsen i denne sak. Jeg finder paa den ene side, at der ikke i sakens oplysninger foreligger bevis for et aarsaks- og virkningsforhold, der kan føres tilbake til en erstatningsforpligtende forsømmelighet eller uforstand fra indstevntes side. Paa den enden side finder jeg, at det indtrufne maa føres tilbake til forskjellige sammenstøtende uheldige omstændigheter, hvori appellanten og hans omgivelser bærer den væsentlige, baade positive og negative skyld - - - Hakon Salvesen Jeg er likesom andenvote ende i alt væsentlig enig med underdommeren - - - J. Bergh. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
