Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva blir 10 + 5
Fritekst:
Ekstraordinær assessor Berg: Sorenskriveren i Mandals sorenskriveri har ved dom av 8 mai 1910 kjendt for ret: «Indstevnte, Tobias Foss m. fl., bør for citanterne, Knud Aanensen Holen og S. G. Foss's tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger ophæves». Bergens overret har ved dom av 31 juli 1911 stadfæstet underretsdommen med ophævelse av omkostningerne for overretten. Denne dom er av Knud Aanensen Holen og S. G. Foss indanket for Høiesteret med saadan paastand: 1) At den i saken omhandlede kontrakt av 6 april 1908 kjendes ugyldig i forhold til saksøkerne og boet, 2) at de indstevnte, Tobias Olsen Foss, Peder Pedersen Foss, eller nu hans bo, hans i uskifte hensittende enke, Ole Olsen Foss, Cecilie Knudsdatter Foss og Ole Andreas Sakariassen Foss, tilpligtes under løpende mulkt at tilbakelevere boet det mottagne løsøre og tilbakeskjøte boet den faste eiendom med andelen i sagen og møllebruket samt avlægge regnskap for forvaltningen, 3) samt at de indstevnte tilpligtes til appellanterne at betale sakens omkostninger for alle retter. De indstevnte for Høiesteret har paastaat overrettens dom stadfæstet og appellanterne in solidum tilpligtet at betale til dem sakens omkostninger for Høiesteret. Angaaende saken henviser jeg til præmisserne til de tidligere retters domme. Jeg skal alene bemerke, at appellanterne ikke her for Høiesteret har optat den paastand, at den omhandlede kontrakt - om den ansees som livsgave - i ethvert fald maa ansees som ufuldbyrdet. Her for retten er fremlagt et par nye dokumenter uten væsentlig betydning for saken. Jeg er kommet til samme resultat som de tidligere retter og kan i det væsentlige henvise til disses domsbegrundelse. Omkostningerne antar jeg at appellanterne maa tilsvare for Høiesteret. Konklusion: Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Knud Aanensen Holen og S. G. Foss, en for begge og begge for en, til Tobias Olsen Foss, Peder Pedersen Foss, eller nu hans bo, hans i uskifte hensittende enke, Ole Olsen Foss, Cecilie Knudsdatter Foss og Ole Andreas Sakariassen Foss kr. 200. Side:73 Assessor Prydz: Enig. Ekstraordinær assessor Feragen, assessor Hambro, de ekstraordinære assessorer Frisak og sorenskriver Paulsen og justitiarius Thinn: Likesaa. Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion. Av underrettens dom hitsættes: Enke Ingeborg Olsdatter Foss av Søndre Undal døde den 18 juni 1908. Under den derefter avholdte registrering i hendes og hendes før avdøde mand Andreas Aanensen Foss's fællesbo blev der fremlagt en av Ingeborg Olsdatter under 6 april s.a. oprettet skjøte- og føderaadskontrakt tinglyst 11 s. m. Ved denne kontrakt overdrog hun til Tobias Olsen Foss, Peder Pedersen Foss, Ole Olsen Foss, Cecilie Knudsdatter Foss og Ole Andreas Sakariassen Foss den hende ifølge reciprokt testament av 15 mai 1873 tilhørende faste eiendom, gnr 65 bnr 4, Foss i Søndre Undals tinglag, med huse, indbo og gaardsredskaper samt andelen i Foss Sag- og Møllebrug mot, at de nævnte personer skulde forsørge hende til hendes død. De øvrige arvinger efter ovennævnte Ingeborg og hendes før avdøde mand anser den oprettede skjøte- og føderaadskontrakt for uforbindende for sig og boet. - - - Sin paastand grunder saksøkerne paa følgende indsigelser mot den omprocederte kontrakt: 1) Ingeborg Olsdatter var ved dokumentets oprettelse ikke ved fuld sans og samling, hun gik i barndommen, var rar og «tusten», saa at hun ikke kunde ansees tilregnelig. 2) Kontrakten maatte ansees oprettet paa hendes dødsleie, og da den, naar hensees til den korte tid, den i kontrakten betingede forsørgelse av hende kunde tænkes at ville vare, var en aabenbar gave, maatte kontrakten i henhold til arvelovens §65 omstøtes, idet den ikke var oprettet i de for testamenter foreskrevne former. - - - 3) Kontrakten strider med det mellem Ingeborg og hendes mand oprettede reciproke testament, idet hun gjennem den omhandlede transaktion har omgaat og gjort til intet testamentets bestemmelse om, at fællesboet ved længstlevendes død skal deles like mellem begge egtefællers arvinger. Det er paa det rene, at Ingeborg Olsdatter ved den omhandlede føderaadskontrakt av 6 april 1908 har disponert over den væsentligste del av hendes og avdøde mands fællesbo. De indstevnte har oplyst, at der under registreringsforretningen i fællesboet er registrert mellem kr. 1.000 og kr. 1.100, som ikke omfattes av føderaadskontrakten. I denne er værdien av den til indstevnte overdragne faste eiendom ansat til kr. 4.500. - - - Det er likeledes paa det rene, at Ingeborg Olsdatter var adskillig tilaars, hendes alder er dog ikke under saken oplyst. Hun led av tæring, og hun hadde lidt derav i flere aar. Retten skal derefter omhandle de av citanterne fremførte indsigelser mot gyldigheten av skjøtet og føderaadskontrakten: Ad 1. Der er under saken ført flere vidner angaaende Ingeborg Olsdatters mentale tilstand. Efter vidneførselen og efter hvad der forøvrig foreligger, maa retten gaa ut fra, at hun legemlig var meget skrøbelig, og at hendes aandsevner ogsaa i nogen grad var sløvet saaledes, som hyppig er tilfældet med folk i høi alder under langvarig sygdomstilstand. Men retten har dog ikke efter vidneforklaringerne kunnet faa den opfatning, at hun ikke var istand til at overveie og fatte en beslutning i sine egne anliggender, eller at hun ikke hadde hat forstaaelsen av den kontrakt, hun indlot sig paa. Retten lægger her særlig vegt paa de forklaringer, der er avgivne av vitterlighetsvidnerne ved Side:74 føderaadskontraktens oprettelse, lærer Roland og lensmanden i Søndre Undal, hvilken sidste hadde avfattet dokumentet. Disse, der er avhørt som 1ste og 2det kontravidne, har forklart, at dokumentet langsomt og tydelig blev oplæst for Ingeborg, og at hun ved sine svar paa lensmandens gjentagne spørsmaal under oplæsningen gav tilkjende, at hun godt forstod indholdet og meningen, og at hun gav et bestemt indtryk av, at hun var sig fuldt bevisst, hvad hun gjorde. 1ste kontravidne tilføiet, at han nogen dage efter kontraktens oprettelse var hos Ingeborg, som da var oven senge, og at hun da gjentok i sammenhæng, hvad der var skedd ved dokumentets oprettelse fra først til sidst, og vidnet hadde det bestemte indtryk, at hun var ved fuld sans og samling. 2det kontravidne forklaret, at han forinden han avfattet dokumentet, hadde en længere samtale med Ingeborg, hvorunder hun forklaret, hvorledes hun ønsket dokumentets indhold. Der er ogsaa irettelagt en erklæring av 2 april 1908 fra personelkapellan Brun, hvori han meddeler, at han gjennem flere aar ikke saa sjelden hadde været indom hos Ingeborg, sidste gang den 22 april 1908, da hun fik nadveren. Likesaalitt dengang som tidligere hadde han indtryk av, at hendes aandsevner var svækket, hun fulgte med stor opmerksomhet, hvad der blev talt, og svarte forstandig paa de spørsmaal, som rettedes til hende. Hans indtryk av hende i det hele var, at hendes forstand var fuldt normal. - - - Ad 2. Med hensyn til spørsmaalet om, hvorvidt den omprocederte transaktion er en gave og om, hvorvidt den er oprettet paa dødsleiet, skal retten bemerke følgende: Det er under saken oplyst, at Ingeborg Olsdatter i længere tid hadde ønsket at ta føderaad. Hendes bror, indstevnte Tobias Olsen Foss, har til skifteretten indgit en fremstilling herom, der er irettelagt i nærværende sak. Herefter hadde Ingeborg og hendes mand allerede før dennes død - han døde ifølge registreringsforretningen den 20 december 1905 - forhandlet med en søn av Tobias om føderaad, uten at det kom til nogen kontrakt. Efter mandens død, da Ingeborg blev mere og mere hjælpeløs, henvendte hun sig paany saavel til Tobias som til hans søn med tilbud til dem om at overta eiendommen mot at forsørge hende, uten at de dog fandt at kunne gaa ind herpaa. Da Ingeborg saa blev daarligere, og det lagde sig med større og større tyngde paa hendes sind, at hun vilde bli ganske hjælpeløs, hvis ingen tok sig av hende, henvendte Tobias sig til samtlige tilstedeværende arvinger saavel hendes egne som hendes mands med henstillen, at der nu maatte gjøres noget for hende. Der fremkom da et tilbud fra en søstersøn av hende om at ta hende i follaug mot en godtgjørelse av kr. 2.000 og bruken av den faste eiendom saalænge hun levet. Dette tilbud blev hun anbefalt at motta, men hun ønsket ikke at ta føderaad hos denne søstersøn. Senere blev Tobias enig med en brorsøn av Ingeborg, indstevnte Ole O. Foss, om at han skulde faa den faste eiendom med indbo og gaardsredskaper mot at overta hendes forsørgelse og betale kr. 2.000. Dette var Ingeborg ogsaa villig til at gaa ind paa, men da det kom til stykke, erklærte Ole O. Foss, at han ikke kunde vedstaa sit tilbud, da hans hustru og datter frygtet for tæringssmitten. Der medgik saa en tid med en midlertidig ordning, og der forsøktes ogsaa, men forgjæves, paa at faa en tjenestepike til at passe hende, - Ingeborg vilde forøvrig selv nødig ha en fremmed pike til at stelle for sig - indtil Ingeborg paany anmodet Tobias og hans barn om, at de maatte ta hende i forpleining mot at faa overdraget hendes eiendom. Da hverken Tobias eller hans barn fandt at kunne gaa ind herpaa, anmodet hun Tobias om at henvende sig til samtlige paa Foss boende arvinger efter hende og hendes mand med en bestemt henstillen om, at de maatte ta sig av hende, og at de som vederlag skulde faa den hele eiendom. Tobias gjorde da ogsaa en saadan henvendelse - anfører han - og alle med undtagelse av citanten, S. G. Foss, svarte imøtekommende. Paa Side:75 grundlag herav blev da - anfører Tobias Foss - det omprocederte dokument oprettet. - - - Efter dette og efter hvad der forøvrig er oplyst gaar retten ut fra, at den omprocederte transaktion er en avslutning paa Ingeborgs fleraarige bestræbelser for at sikre sig sin fremtidige pleie og forsørgelse, og retten har saaledes ikke kunnet tilegne sig den opfatning, at hun oprettet føderaadskontrakten i den tanke, at hun straks skulde dø, og at kontrakten saaledes i virkeligheten skulde være en gave. At hun for sin forsørgelse har git et vederlag, der objektivt set kan synes overflødig stort, faar sin forklaring i alle de vanskeligheter, der hadde været for hende ved at skaffe sig ordentlig pleie og tilsyn, vanskeligheter, der synes at skrive sig dels fra hendes omgivelsers smittefrygt, dels fordi hun maa antages at ha været noget vanskelig at omgaaes og dels ogsaa i de enkelte arvingers frygt for at komme op i ubehageligheter like overfor de andre arvinger ved at overta hendes forsørgelse. At Ingeborg laa paa sit dødsleie i arvelovens forstand, da kontrakten blev oprettet, kan retten heller ikke anta. Den omstændighet, at hun led av tæring, kan forsaavidt ikke være avgjørende, da hun i flere aar hadde lidt av denne sygdom, og der foreligger intet, som godtgjør, at hendes tilstand paa den tid, kontrakten blev oprettet, var blit saa betydelig forværret, at hun og hendes medkontrahenter maatte gaa ut fra, at døden snarlig vilde indtræffe. - - - Ad 3. Under 15 mai 1873 oprettedes der mellem Ingeborg Olsdatter og hendes mand et reciprokt testament, hvorefter den længstlevende skulde være førstavdødes eneste og universelle arving, mens boet ved længstlevendes død eller eventuelle nye egteskap skulde deles mellem begges arvinger efter loven. I en paategning paa testamentet av 5 juli 1882 erklærte egtefællerne, at boet ved denne deling skulde deles like mellom deres arvinger. Ved den under nærværende sak omhandlede transaktion er den største del av fællesboet unddraget testamentets bestemmelse om likedeling mellem begge egtefællers arvinger. Retten er dog kommet til det resultat, at den omprocederte transaktion maa bli at opretholde ogsaa like overfor det reciproke testament. Retten lægger i saa henseende særlig vegt paa, at Ingeborg ved oprettelsen av føderandskontrakten ikke kan antages at ha hat til hensigt at eludere testamentets bestemmelser og at forfordele førstavdødes arvinger, - hendes egne arvinger kan jo ingen indsigelse fremsætte paa grundlag av det reciproke testament. Efter hvad retten før har anført finder den at maatte anta, at Ingeborgs hensigt med føderaadet var at sikre sig sin fremtidige forsørgelse. At det ikke har været hendes hensigt at omgaa testamentet til skade for førstavdødes arvinger, fremgaar ogsaa derav, at hun, som tidligere anført, hadde henvendt sig ogsaa til dem med tilbud om at være med i ordningen med føderaadet, likesom ogsaa en av mandens arvinger, Cecilie Knudsdatter, er blandt føderaadsyderne og blandt de i saken indstevnte. Spørsmaalet blir da, om Ingeborg med hjemmel av det reciproke testament hadde myndighet til at indgaa en transaktion, hvorved størstedelen av boet utgik fra fællesboet, saa at testamentets bestemmelse om likedeling mellem begge egtefællers arvinger alene fik anvendelse paa en forholdsvis liten del av det oprindelige bo. Retten antar, at hun under de forhaandenværende omstændigheter maatte ha ret hertil. Det maa antages at ha været egtefællernes mening med testamentet, at den længstlevende derigjennem skulde sikres underhold for resten av livet og deriblandt ogsaa gjennem mottagelse av føderaad, om saa ønskedes, og i betragtning av de vanskeligheter, som det viste sig forbundet med at skaffe hende en livsvarig forsørgelse, maa retten anta, at hun, naar hun maa antages at ha handlet i god tro og ikke i hensigt at omgaa Side:76 testamentet, ikke har overskredet grænserne for den dispositionsmyndighet, som hun ved testamentet var tilsagt over fællesboet. - - - Av overrettens dom hitsættes: Sakens hovedspørsmaal er, hvorledes enkens tilstand var den 6 april 1908, da «skjøte- og føderaadskontrakten» oprettedes. Jeg finder med underdommeren, at appellanterne ikke kan gives medhold deri, at kontrakten maa ansees oprettet i lovens forstand «paa dødsleiet». Av erklæringen fra distriktslægen fremgaar blot, at enken led av tæring i et langt fremskredent stadium, saa at en dødelig utgang som følge av sygdommen var utvilsom. Om hendes tilstand var særlig forværret paa den tid, kontrakten oprettedes, foreligger ingen bestemte oplysninger, og om hendes mentale tilstand har lægen intet kunnet uttale, da han ikke hadde set hende siden i 1907. At hun var legemlig meget svak og hjælpeløs, er paa det rene, men hun levet næsten 2 1/2, maaned efter kontraktens oprettelse - hendes død indtrafødt xx.xx.1908 - og det er oplyst, at hun i tiden efter kontraktens oprettelse i hvert fald av og til sat oppe, jfr. 1ste kontravidne. At døden ved kontraktsavslutningen maatte antages at være saa nær forestaaende, derom haves ingen sikre oplysninger, likesom hun selv ikke kan antages at ha staat i den formening. Av dette fremgaar, at bestemmelserne i arvelovens §65 om gaver paa dødsleiet ikke antages anvendelige paa tilfældet. - - - Hvad dernæst angaar appellanternes paastand om, at hun paa kontraktstiden ikke var ved fuld sans og samling og derfor ikke kontraktsdygtig, bemerkes, at hendes langvarige og langt fremskredne sygdom i forbindelse med den høie alder - 78 aar - vist nok maa antages at ha gjort hende noget aandelig sløv og vanskelig at omgaaes, hvad ogsaa fremgaar av vidneprovene. Det fremgaar likeledes av en række vidners prov, at hun ansaes for at være «tusten» eller «bort i tusta». Betydningen av dette uttryk synes imidlertid svævende, idet 8de hovedvidne, - der dog ikke selv betegner enkens tilstand med dette uttryk, jfr. nedenfor, dermed mener at «gaa i barndommen eller at forstanden er svækket», jfr. 4de hovedvidnes lignende opfatning, mens 5te hovedvidne deri blot synes at lægge et uttryk for nogen grad av aandssløvhet, saaledes som almindelig forekommer hos gamle folk; jfr. ogsaa 1ste hovedvidne der ikke forstod, hvad der med dette uttryk egentlig kunde være ment. Betegnelsen synes saaledes ikke at kunne tillægges nogen distinkt betydning eller som uttryk for, at enken ansaaes for utilregnelig. Flere av hovedvidnerne har ingen paa personlig iagttagelse grundet formening om hendes tilstand, men refererer blot løsrevne ytringer, der er faldne angaaende denne. Saaledes prover 1ste hovedvidne, at indstevnte Tobias Olsen paa forespørsel om enkens tilstand hadde svaret, at hun var «rent bort i tusta». - - - 5te hovedvidnes indtryk var, at det var den almindelige opfatning blandt hendes slegt og kjendinger, at hun var «tusten», 2det, 3det og 4de hovedvidne refererer alle uttalelser fra indstevnte Ole Olsen, henholdsvis, at hun «er ikke normal nu», «noget i barndommen, saa der er ikke godt for fremmede jenter at være hos hende», «litt bort i tusta eller saadan noget snodig». 6te hovedvidne har hørt folk tale baade det ene og det andet om hendes tilstand, men har aldrig hørt nogen si, at hun var fra sans og samling eller utilregnelig. 7de hovedvidne prover, at hun var «litt rar og fuld av bekymring for, at hendes midler ikke skulde strække til», men vidnet, der oftere i hendes sidste tid samtalte med hende, erklærer ikke at kunne gjøre sig op nogen begrundet mening om, hvorvidt hun var normal eller ei. 8de hovedvidne finder, at hun den sidste tid, hun levet, «var blit sløv, at hun ikke hadde sine aandsevner, sin fatteevne som tidligere». Ved disse heromhandlede Side:77 vidnesbyrd, stillet ved siden av, hvad der fra de indstevntes side er frembragt av oplysninger, - finder jeg det ikke tilstrækkelig godtgjort, at enkens tilstand ved kontraktsavslutningen var saadan, at hun maa antages at ha været ute av stand til at avgi en retsgyldig viljeserklæring. Avgjørende vegt tillægger jeg derimot i motsat retning 1ste og 2det kontravidnes bestemte og i underretsdommen nærmere refererte prov. - - - At den paa den overdragne eiendom i kontrakten ansatte værdi, kr. 4.500, er for lav, har appellanterne ikke under procedyren godtgjort, men desuagtet maa det selvfølgelig indrømmes, at der blev et stort misforhold mellem de gjensidige ydelser efter kontrakten. Herved er imidlertid at bemerke, at det efter de foreliggende oplysninger ikke - da kontrakten indgikkes - synes at kunne beregnes med nogen grad av sikkerhet, hvor længe enken endnu kunde leve. Og videre maa det fremstille sig som ganske naturlig, at hun vilde yde en selv meget rundelig betaling for endelig at faa sikret sig den pleie og det underhold, som hun i sin hjælpeløse forfatning trængte, og som hun i længere tid forgjæves - som det synes væsentlig paa grund av hendes nærmestes smittefrygt, hadde ønsket og forsøkt at faa ordnet. - - - Ogsaa paastanden om, at der ved kontrakten tilsigtedes at omgaa bestemmelserne i det gjensidige tentament til fordel for hendes egen slegt, synes efter, hvad ovenfor er antat om, at her ikke kan være tale om nogen gave, eller at kontrakten indgikkes paa dødsleiet, at være fuldstændig uholdbar, og det kan i den forbindelse tilføies, at det ogsaa er uimotsagt oplyst, at ogsaa appellanten S. G. Foss har faat anmodning om at delta med de indstevete i føderaadskontrakten, men avslog det, samt at indstevnte Cecilie efter procedyren er førstavdødes - mandens - slegtsarving. - - - S. Krosby, kst. Enig i det væsentlige og resultatet. G. Roll. Likesaa. F. C. Prahl. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
