Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Ved Kristiania byrets dom av 14 mars 1918 blev saaledes kjendt for ret: «Kristiania kommune bør betale til Centralbanken for Norge kr. 18.760 med 4 av hundre i aarlig rente derav fra 8 mars 1917 til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.» Kristiania kommune har paaanket denne dom til Høiesteret og nedlagt paastand om frifindelse for Centralbanken for Norges tiltale og tilkjendelse av procesomkostninger for byretten og Høiesteret. Indstevnte, Centralbanken for Norge, har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret. Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til byrettens dom. For Høiesteret er av appellanten som nyt fremlagt gjenpart av en skrivelse fra Kristiania ligningschef til magistratens 1ste avdeling av 14 mai 1918. Denne skrivelse antages ikke at bringe saken i anden stilling end tidligere. Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige tiltræde dens begrundelse, - dog saaledes, at man ikke finder det paakrævet at uttale noget om, hvorledes forholdet vilde stille sig i en bank som kun indkjøper værdipapirer for kapitalplacering. Byrettens dom vil saaaledes bli at stadfæste. Processens omkostninger findes appellanten at burde tilsvare. To av de voterende, assessor Frisak og justitiarius Thinn er kommet til et andet resultat end byretten. Efter den almindelige regel i byskattelovens §35 skal indtægten sættes til, hvad den skattepligtige har indvundet i penge eller penges værdi, indtægten ansees i almindelighet oppebaaret ved det tidspunkt, da fordelen virkelig tilfalder den skattepligtige, og utgiften kommer til fradrag ved det tidspunkt, da utgiften utredes, likesom §38 bestemmer, at til bestemmelse av nettoindtægten skal fradrages alle utgifter, som er paadrat til indtægtens erhvervelse, sikrelse og vedlikeholdelse, og hvad særskilt angaar værdipapirer, som nærværende sak gjælder, har man i §37, 2det punktum, jfr. §39, 1ste punktum, den specielle bestemmelse, at indtægten skal beskattes og fradrag i indtægten ske, naar værdipapirerne avhændes med gevinst eller tap. Nu forholder det sig - saaledes som i byretsdommen referert - saa, at Centralbanken har anskaffet de heromhandlede værdipapirer til kapitalplacering; det gjælder altsaa her nedskrivning av den kapital av lett realisable værdipapirer, som banken beholder fra aar til aar, og som enhver velstyret bank er forsynet med, og som nu ogsaa er paabudt for banker ved aktielovens §23. Men da er der her ikke tale om nogen «omløpende» kapital, som omhandles i den i byrettens dom nævnte komiteindstilling. Side:55 Omsætning av værdipapirer kan forøvrig efter vor mening ikke sammenstilles med den omsætning, der omhandles i byskattelovens §40a, som ikke nævner værdipapirer, i ethvert fald er de værdipapirer, som i følge aktielovens §23 og god forretningsskik skal ligge som reservefond, grundforskjellig fra «omløpende» kapital og de omsætningsværdier, som nævnes i §40a. Nedskrivningen av aktiekapitalen ved indtægtsansættelsen har saaledes ikke fornøden hjemmel i §40a. Likesaalidt gir de øvrige litr. i paragraffen eller paragraffens 2det punktum efter vor mening hjemmel for nogen avvikelse fra de lovregler for beskatningen, som foran er nævnt. Selv om nedskrivningen av de heromhandlede værdipapirer, ogsaa for indtægtsberegningen vedkommende, er overensstemmende med «grundsætningerne» «for en ordentlig forretningsførsel», mener vi, at regnskapet ikke skal lægges til grund i strid med byskattelovens §35, §36, §37, §38, §39 med andre ord aarsregnskapet skal lægges til grund indenfor lovens ramme. §40 2det punktum gir en regel for fremgangsmaaten ved ligningen av bokførselspligtige personer eller selskaper; men beskatningen maa være den samme for dem som for andre skattepligtige, hvis der ikke i loven opstilles en avvikende beskatningsnorm for dem. For at sætte banker og andre bokførselspligtige i en særklasse og undergi dem andre regler med hensyn til ret til nedskrivning av værdipapirer til fradrag i den skatbare indtægt end andre skattepligtige, som ikke har bokførselspligt, men som kan ha placert kapital i letomsættelige, kursnoterte obligationer eller aktier likesaavel som bankene, trænges en positiv, klar lovbestemmelse vedrørende selve skattepligten, ikke bare henvisning til et aarsregnskap, som ikke er overensstemmende med skattelovenes beskatningsregler. Vi stemmer saaledes for, at kommunen frifindes for Centralbankens tiltale i saken, og finder at processens omkostninger bør ophæves for begge retter. Dom: Byrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Kristiania kommune til Centralbanken for Norge kr. 500. Av byrettens dom: I sine aarsopgjør har Centralbanken for Norge foretat en skjønsmæssig ansættelse av værdien av sine beholdninger av værdipapirer. Fremgangsmaaten var i bankens første 15 aar godkjendt av ligningsmyndigheterne. Mulig fortjeneste ved kursstigning og tap ved kursfald var anført paa gevinst og taps konto. Fortjeneste ved kursstigning av usolgte værdipapirer var saaledes blit beskattet som indtægt, og tap ved kursfald paa usolgte værdipapirer var kommet til fradrag ved indtægtsansættelsen. Ved opgjøret for bankens 16de forretningsaar, regnskapsaaret 1915, opstod der imidlertid uoverensstemmelse mellem banken og ligningsmyndigheterne om avskrivningsspørsmaalet. Paa grund av den almindelige depression av fondsmarkedet fandt banken at burde avskrive et større beløp, kr. 595.564 paa beholdningen av værdipapirer. I skrivelse av 18 april 1916 meddelte imidlertid ligningsraadet i henhold til byskaffelovens §76 bl.a.: «Man finder ikke for tiden at kunne godkjende til fradrag i indtægten de foretatte avskrivninger paa værdipapirer, idet de nuværende Side:56 ekstraordinært lave kurser formentlig maa betragtes som forbigaaende, likesom det ansees umulig for tiden at gjøre nogen beregning om, hvorledes kursforholdene vil stille sig efter krigen.» I en skrivelse av 18 august 1916 begrundet banken nærmere beføielsen av de foretatte avskrivninger uten at dette foranlediget noget svar fra ligningsmyndigheternes side. Av hensyn til aarsopgjøret for 1916 henvendte banken sig paany til ligningsmyndigheterne, og i en skrivelse av 14 februar 1917 oplyste derpaa ligningschefen i Kristiania, at ligningsraadet ikke motsætter sig, at de noterte kurser lægges til grund ved formuesligningen av aktier og andre værdipapirer, men hævder, at mulige op- eller nedskrivninger paa grund av kursbevægelser ikke kommer i betragtning ved indtægtsligningen, saalænge realisation ikke har fundet sted. I anledningen herav tok banken ved indbetalingen av de sidste terminer av byskatten 1916/17 forbehold, fordi det nævnte avskrivningsbeløp paa kr. 595.564 ikke var kommet til fradrag i indtægten. Var dette skedd vilde skatten ha utgjort kr. 183.582 istedetfor som utlignet kr. 202.342. - - - Fra bankens side er det anført, at efter den almindelige regel i byskattelovens §35 ansees indtægten i almindelighet oppebaaret ved det tidspunkt, da fordelen virkelig tilflyter den skattepligtige, likesom utgifter, som kommer til fradrag ved indtægtsansættelsen i almindelighet henføres til det tidspunkt, da utgiften utredes. Fra denne regel gjør imidlertid byskattelovens §40a. visse undtagelser for handel og anden næring, hvorfor bokførsel ved lov er foreskrevet. Her skal der ved utbyttets beregning tages hensyn til den forandring i værdi, som den skattepligtiges beholdninger av raastoffer, færdige produkter, varer og utestaaende fordringer ved aarets slutning viser i forhold til hans ved aarets begyndelse forhaandenværende beholdninger. For banker som driver kjøp og salg av værdipapirer som forretning maa det ihvertfald være det rigtige at behandle værdipapirerne paa samme maate som en forretningsmands varebeholdning. Men ogsaa for andre banker, som anskafer værdipapirer til kapitalplacering - hvilket er tilfælde for Centralbankens vedkommende maa det samme princip gjælde. Kommunen har væsentlig henholdt sig til en erklæring fra ligningschefen av 16 juli 1917, hvor det bl.a. er anført, at man forgjæves vil søke efter en lovhjemmel til at gi op - eller nedskrivning av en banks værdipapirer indflydelse paa indtægtsligningen, saalænge de ikke er realisert. Byskattelovens §40a er efter hvad ligningschefen nu hævder kun skrevet med handel og produktion for øie. Av ligningschefens erklæring fremgaar forøvrig, at en av grundene til ligningsmyndigheternes ændrede praksis er hensyn til krigskonjunkturskatten. Bankens betragtning antages at maatte gives medhold. Bankvirksomhet hører til de næringer, hvorfor bokførsel ved lov er foreskrevet, og for saadan næring bestemmer byskattelovens §40, at aarsregnskapet skal lægges til grund, forsaavidt det er opgjort overensstemmende med de grundsætninger, som gjælder for en ordentlig forretningsførsel. Det vilde imidlertid ikke stemme med grundsætningerne for ordentlig forretningsførsel, om en bank i sine regnskaper undlot at foreta de avskrivninger som er paakrævet for at regnskapet ikke skal bli misvisende. Dette maa utvilsomt gjælde, hvor banken driver kjøp og salg av værdipapirer som forretning. Men det samme antages ogsaa at maatte gjælde selv om banken kun indkjøper værdipapirer for kapitalplacering. Det indgaar under bankens næringsdrift at placere de midler den forvalter, og dens beholdninger av værdipapirer synes derfor naturlig i skatteretslig henseende at burde likestilles med en forretnings varebeholdning. At dette er lovens mening støttes ved Side:57 hvad der er anført i motiverne til skattelovkomiteens indstilling av 1904, side 95-96, hvortil henvises. Det fremgaar av det der anførte, at man har været sig fuldt bevisst, at den regel, som er opstillet i byskattelovens §40 for «den omløpende kapitals» vedkommende vilde medføre en undtagelse fra det princip, som ellers er gjennemført i loven: at konjunkturgevinst ikke indtægtsbeskattes før realisation har fundet sted. Den «omløpende kapital» er sat i motsætning til bygningerne med inventarium, maskinerier og andre lignende faste kapitalgjenstande og værdipapirer antages at maatte betragtes som «omløpende kapital». Skulde bankernes gevinst og tap paa beholdning av værdipapirer først komme i betragtning naar realisation hadde fundet sted, vilde bankerne være nødt til at føre - og meddele ligningsmyndigheterne - særskilt regnskap over kjøp og salg av de forskjellige værdipapirer. Men dette synes at ligge ganske utenfor bestemmelsen i byskattelovens §40. Forsaavidt ligningsmyndigheterne finder,at der i regnskapet er foretat for store avskrivninger eller ikke er tat pligtig hensyn til stedfundne kursstigninger, vil ligningsmyndigheterne ha at foreta de fornødne skjønsmæssige ansættelser. I det foreliggende tilfælde har kommunen imidlertid ikke bestridt bankens anførsel om, at tiden har vist, at de foretatte avskrivninger var beføiet. - - - Jacob Aars. I det væsentlige og resultatet enig. Jeg antar kommunen bør tilsvare citantskapet sakens omkostninger med kr. 300. Robert Reinholdt. Jeg er enig med førstvoterende assessor Aars. Siewers. [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
