Du har ikke tillatelse til å redigere denne siden av følgende grunner:
For å endre denne siden, vennligst svar på spørsmålet som vises under (mer informasjon):
Hva heter hovedstaden i Norge
Fritekst:
Ekstraordn. assessor Bonnevie: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til premisserne for Kristiania byrets dom av 13 november 1919, ved hvilken saaledes blev kjendt for ret: Indstevnte chauffør Hans Grøndahl bør til saksøkeren Ole Kristian Lier ved født verge Bernt O Lier betale inden 15 dage efter dommens forkyndelse under adfærd efter loven 232 kroner 75 øre, men forøvrig bør indstevnte for saksøkerens tiltale i saken fri at være. Omkostningerne ophæves. Dommen er av begge parter paaanket til Høiesteret, av Ole Kristian Lier ved vergen som hovedappellant og av chauffør Hans Grøndahl som kontraappellant. Efter avtale mellem advokaterne har Grøndahls advokat først hat ordet i saken og har nedlagt saadan paastand: Principalt: At chauffør Hans Grøndahl frifindes for Ole Kristian Liers tiltale. Subsidiært: At Byrettens dom stadfæstes. For begge tilfælde: At kontraappellanten hos hovedappellanten tilkjendes omkostninger for begge retter. Hovedappellanten har nedlagt saadan paastand: 1. At kontraappellanten chauffør Hans Grøndahl tilpligtes at betale til hovedappellanten Ole Kristian Lier ved født værge hans fader Bernt O. Lier: kr. 232.75 og erstatning for tap i fremtidig erhverv forvoldt ved den i saken omhandlede overkjørsel og fastsat ved rettens skjøn med renter av skjønsbeløpet fra dommen av. 2. At kontraappellanten tilpligtes at betale statskassen procesomkostninger for byret og Høiesteret derunder retsgebyrer som om saken ikke hadde været beneficeret. 3. At der tilkjendes undertegnede salær av statskassen. For Høiesteret foreligger endel nye oplysninger. Saaledes er et par vidner avhørt under tingsvidner i Trondhjem og Kristiania. Videre er fremlagt 2 nye erklæringer fra overlæge Schilling og 2 fra doktor Bødtker. Disse lægeerklæringer omhandler dels selve benskaden og utsigterne for fremtidig bedring eller forværrelse, dels, for doktor Bødtkers vedkommende, tillike uttalelser om størrelsen av den invaliditetserstatning som i tilfælde vilde blit betalt i riksforsikringsanstalten for skaden. Med hensyn til det av chaufføren utviste forhold er jeg med byretten enig i, at det ikke er bevist, at der kan tilregnes ham nogen egentlig skyld i ulykken. Likeledes er jeg med byretten enig i, at sakens oplysninger ikke berettiger til at si, at den tilskadekomne gut selv har medvirket til skaden ved grov uagtsomhet. Om forsæt fra guttens side kan der her selvsagt ikke være tale. - Byretten har fremholdt, at oplysningerne synes at peke noksaa Side:570 sterkt i retning av, at gutten har sprunget foran vognen for at vise kjækhet og evne til at klare sig i en snæver vending. Jeg kan imidlertid ikke i sakens oplysninger finde støtte for en saadan antagelse. Oplysningerne peker nærmest i den retning, at den tilskadekomne gut under lek har sprunget efter en kammerat og har været saa optat herav, at han ikke i tide blev opmerksom paa bilen. Gutten maa vel siges at ha vist mangel paa agtsomhet eller ialfald vist uforstand ved sin adfærd, men jeg finder som sagt ikke at kunne betegne hans forhold som grovt uagtsomt, og jeg antar som følge herav, at automobilens eier maa være erstatningspligtig efter §33 i lov om motorvogner. Hvad erstatningens størrelse angaar, er det uomtvistet, at det allerede lidte tap beløper sig til det av byretten tilkjendte beløp kr. 232.75. - Fra kontraappellantens side paastaaes imidlertid, at erstatningen i ethvert tilfælde bør reduceres under anvendelse av regelen i ikrafttrædelseslovens §25 under hensyntagen til den av skadelidte viste uagtsomhet. Jeg finder imidlertid ikke, at der er anledning til her at foreta nogen saadan reduktion av nævnte grund. Jeg henviser i denne forbindelse til en av Høiesteret under 22 november f. a. avsagt dom (som endnu ikke er kommet i Retst.) i sak: Emil Eriksen mot Dagmar Haug, i hvilken dom det er avgjort at den skadelidtes erstatningskrav efter motorvognlovens §33 ikke forringes derved, at den skadelidte selv kan ha vist nogen uagtsomhet, naar denne dog ikke kan ansees som grov. Hvad angaar paastanden om erstatning for tap i fremtidig erhverv, er denne som det vil sees, forkastet av byretten med den begrundelse, at byretten ikke har anset det sandsynlig, at gutten vil faa saadan mén, at han er eller vil bli paaført noget erhvervstap. Jeg er med hensyn til dette spørsmaal kommet til et andet resultat end byretten. Det maa ved de efter byretsdommen avgivne lægeerklæringer ansees i høi grad sandsynliggjort, at Ole Kristian Lier vil faa varig mén av skaden, idet han bl.a. blir noget stiv i det ene knæ og i det hele tat vil dette bens brukbarhet bli i nogen grad nedsat. Doktor Bødtker har i sin erklæring av 17 oktober 1922 ansat invaliditetsgraden efter de ved riksforsikringsanstalten brukelige satser til 10 pct. Det sier sig selv, at erstatningens bestemmelse i et tilfælde som dette maa bero paa en ren skjønsmæssig vurdering av forholdene, og dette skjøn vil ogsaa kunne bli til en viss grad vilkaarlig. Blandt de hensyn, som spiller ind, er ogsaa dette, at skaden er indtruffet i en saa tidlig alder, at den tilskadekomne har hat og har fuld anledning til at ta hensyn til denne sin legemlige skavank ved valget av erhverv. Det er indlysende, at en slik skade ikke vil virke i samme grad generende i alle slags erhverv, og det kan vel endog tænkes at Ole Kristian Lier kan finde sig et erhverv, hvori hans fortjeneste ikke behøver at bli mindre, end om ulykken ikke var skedd. Jeg er under hensyntagen til samtlige de omstændigheter, som her skal komme i betragtning, blit staaende ved, at erstatningen for tap i fremtidig erhverv passende kan sættes til 4000 kr. Processens omkostninger antas kontraappellanten at burde betale til det offentlige for begge retter. Den for hovedappellanten Side:571 beskikkede advokat har forsvarlig utført sit hverv. I salæret er ikke indbefattet betaling til den sakkyndige, som forutsættes betalt av det offentlige efter regning Konklusion: Chauffør Hans Grøndahl bør til Ole Kristian Lier betale kr. 4232.75 med 5 av hundrede i aarlig rente av 4000 kroner fra 17 februar 1923, til betaling sker. I procesomkostninger ved byretten og Høiesteret betaler Grøndahl til det offentlige kr. 1000. Salæret til den beskikkede sakfører for Høiesteret, høiesteretsadvokat Fredrik Wildhagen, fastsættes til kr. 400. Ekstraordn. assessor Andersen: Jeg har været adskillig tilbøielig til at anta, at det av gutten utviste forhold maa karakteriseres som grov uagtsomhet, men er blit staaende ved at der i saa henseende mangler tilstrækkelig klart bevis. - Forøvrig er jeg i alt væsentlig enig med førstvoterende og kommer til samme resultat som han, idet jeg dog efter omstændigheterne finder føie til at ophæve processens omkostninger for begge retter. Jeg er enig med førstvoterende angaaende den beskikkede sakførers utførelse av saken og hans salær. Jeg former ingen konklusion. Ekstraordinær assessor Henry Larssen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. - Jeg vil dog med hensyn til chaufførens forhold fremhæve, at jeg ikke kan anse ham helt uten skyld i den indtrufne ulykke. Chaufføren uttaler selv i sit vidneprov, at han «tutet engang til og bremset litt, da han saa den anden gut komme efter», men vidnet «hadde den opfatning, at gutten var opmerksom paa ham; derfor stanset vidnet ikke bilen». I et tilfælde som dette, hvor faren for overkjørsel gjælder et 9 aar gammelt barn, finder jeg, at chaufføren bør utvise en speciel forsigtighet og i tilfælde stanse bilens fart. Der bør her regnes med en større risiko, end hvor det gjælder voksne. Man bør derfor i høiere grad være forberedt paa en uheldig optræden fra de møtendes side. I det hele, hvad der er forsvarlig agtsomhet likeoverfor voksne kan ikke uten videre regnes som saadan, naar det gjælder barn i heromhandlede alder. Ekstraordn. assessor Bade: Jeg er kommet til samme resultat som førstvoterende og er i alt væsentlig enig i hans begrundelse og tredjevoterende bemerkninger. Assessor Feragen: Som hr. assessor Bade. Ekstraordn. assessor, fhv. assessor Hambro: Som hr. assessor Andersen. Justitarius Scheel: Likesaa. Av byrettens dom: Den 25 juni 1917 mellem 7 og 8 om aftenen blev i Skovveien den 10 aar gamle gut Ole Kristian Lier paakjørt av en automobil tilhørende Hans Grøndahl. Gutten blev slaat overende og kom ind under automobilen før den kunde stanses, med den følge, at han maatte indlægges paa Ullevaal sykehus, hvor han var under behandling til 25 september næstefter. Ved utskrivningen var hans høire ben paa det nærmeste stivt, i høire knæled. - - - Den paagjældende aften kom indstevntes automobil med 5 passagerer og 1ste kontravidne som kjører fra Briskebyveien nedover Skovveien paa Side:572 høire side av gaten. Noget nedenfor Meltzers gate holdt to automobiler paa venstre side av gaten. Efterat indstevntes automobil hadde passert Meltzers gate, satte to gutter paa sprang - den ene likesom forfølgende den anden - fra gaten like ved de to holdende automobiler, og tvers over Skovveien og den ene av dem blev paakjørt like ved høire fortaug. Med hensyn til de nærmere omstændigheter ved begivenhetens forløp er der temmelig motstridende forklaringer. - - - Man maa efter dette forkaste saksøkerens paastand om at automobilens kjører har gjort sig skyldig i saadan uagtsomhet, at der blir anledning til at tilkjende «opreisning» efter ikrafttrædelseslovens §19 andet avsnit. Efter motorvognlovens §33 er det imidlertid ikke nok til at befri for erstatningsansvar, at der intet særlig er at lægge automobilføreren til last. Dertil kræves at den skadelidte (eller tredjemand) forsætlig eller ved grov uagtsomhet har foraarsaket skaden. Som noksaa almindelig iagttaget, ynder smaabarn i Kristiania gater den «sport» at springe foran sporvognen og andre kjøretøier i fart for at vise kjækhet og evne til at klare sig i en «snever vending». Oplysningerne peker noksaa sterkt i den retning. Den omstændighet maa særlig fremhæves, at gutterne, da automobilen kom tilsyne, befandt sig paa den anden side av gaten, og paa et sted hvor bilen ikke kunde komme dem for nær, om den hadde fortsat sin kurs, og gutterne var blit hvor de var. Hadde de villet ile ind paa fortauget, var jo østre fortaug betydelig nærmere end det venstre, og der var, saavidt indsees, intet til hinder for at de med lethet kunde være kommet ind paa østre fortaug. Efter 1ste hovedvidnes forklaring maa antages at det var utropet om at der kom en automobil, som satte gutterne i fart over gaten. Indstevnte har imidlertid ikke særlig procederet paa saadan forsætlig medvirkning til skadetilføielse fra den paakjørte guts side, og det lar sig ikke negte, at det ogsaa er forenlig med de foreliggende oplysninger at gutterne virkelig hadde til hensigt at bringe sig i sikkerhet for den varslede automobil ved at springe tvers over til den motsatte side av gaten. Det er tydeligvis forutsætningen for regelen i motorvognlovens §33, at en automobileier eller fører har bevisbyrden for at den skadelidende forsætlig eller ved grov uagtsomhet har foraarsaget skaden. Selv om man vil gaa med paa, at den paakjørte gut, da han efter 1ste kontravidnes prov sprang ind i automobilbanen like foran bilen, hadde set denne, og vel bare i forfjamselse bragte sig i den stilling, at at overkjørsel var uundgaaelig, vil man vanskelig kunne si, at han selv hadde foraarsaket skaden; overfor et barn med neppe et øieblik til at omraade sig kan man ikke være saa streng. Noget andet er at hans medvirkning, selv om den har været bare halvt vilkaarlig, kunde bringe regelen i §25 andet avsnit i straffelovens ikrafttrædelseslov i anvendelse, og hadde der været anledning til at tilkjende erstatning for tap i fremtidig erhvervsdygtighet, vilde man ha været tilbøielig til at begrænse erstatningen efter den nye nævnte regel. Til at gjøre dette overfor den paastaatte og ikke med hensyn til nogen post særlig omstridte godtgjørelse for kurbehandling og ødelæggelse av klær findes dog ikke tilstrækkelig føie. Derimot staar forholdet saa, at man efter de fremkomne oplysninger om bedringen av stivheten i guttens høire knæ nærmest maa anse det for sandsynlig at gutten ikke vil faa saadan mén av paakjørselen, at det vil nedsætte hans fremtidige erhversdygtighet - - - [[Kategori:Høyesterett]]
Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt
