Rediger Høyesterett: Rt-1927-946

Fritekst:

Om sakens gjenstand og sammenhæng henvises til Oslo byrets dom av 30 juni 1925 hvorved en paaanket utpantning for skat blev underkjendt og sakens omkostninger ophævet. Oslo kommune har efter erhvervet appelbevilling indanket dommen for Høiesteret med paastand om at utpantningen stadfæstes og at kommunen tilkjendes saksomkostninger for Høiesteret. Indstevnte har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret. Høiesteret kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av byretten, hvis begrundelse tiltrædes. Sakens omkostninger for Høiesteret findes efter omstændigheterne at burde ophæves. Dom: Den paaankede utpantning stadfæstes. Sakens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves. Av byrettens dom: - - - Ifølge de foreliggende oplysninger er appellanten efter klage til ligningsnævnden (ligningsraadet) for aaret 1923/24 ilignet en byskat av kr. 2931 efter en inltægt av kroner 25.600. Herved har ligningsmyndigheterne sat ut av betragtning et av appellanten i selvangivelsen opført tap i næring, stort kroner 550.000 forvoldt ved hans interesse i Aktieselskapet Bil, som i mai 1921 blev tat under behandling som konkursbo. Det nævnte tap har ligningsraadet og overligningsnævnd negtet at gi fradrag for i indtægten med den begrundelse, at det er et formuestap og ikke noget tap i næring. Appellanten hævder herimot under henvisning til de særlige forhold, som foreligger, at han maa ha adgang til at fratrække det nævnte tap i sin helhet, men i hvertfald forsaavidt angaar kr 1.000, hvilket beløp repræsenterer appellantens tap som kreditor i konkursboet. Ifølge konkursindberetningen, datert december 1921, januar 1922 blev A/S Bil stiftet uten offentlig tegningsindbydelse den 74 august 1917 med formaal at drive handel m.v. av automobiler og lignende. Av aktiekapitalen kr. 100.000 overtok appellanten kr. 85.000 (85 aktier à kr. 1000). Appellanten har den hele tid været selskapets administrerende direktør. Selskapets statuter indeholdt specielle bestemmelser om forkjøpsret for appellanten og hans hustru ved omsætning av aktierne. Efterat selskapets aktiekapital i mars 1919 var blit utvidet til kr. 500.000 fuldt indbetalt, sat appellanten og hans hustru med tilsammen 485 av de 500 aktier. Imidlertid blev 100 av disse aktier kort tid efter overdraget til en anden aktionær, saaledes at appellanten kom til at repræsentere kr. 385.000 av den hele aktiekapital. Kapitalen er i sin helhet tapt. Utenom dette tap taper appellanten kr. 165.000 i anledning av, at han har forstrukket selskapet med betydelige Side:947 midler for at holde forretningen oppe. I konkursindberetningen fremhæves, at appellanten har styrt forretningen praktisk talt egenmægtig, hvilket maa sees i forbindelse med den omstændighet, at selskapet var «startet paa hans initiativ og aapenbart for at skaffe ham beskjæftigelse og levebrød.» i henhold til de ovenfor nævnte særlige omstændigheter mener appellanten, at ogsaa hans tap som aktionær maa kunne kræves fradraget i indtægten, fordi aktierne i virkeligheten er at anse som en plasering av penger i hans hovednæring paa samme maate, som om det var en forretning drevet i hans personlige navn, men appellanten paaberoper sig særlig til fradrag de ovennævnte beløp paa kr. 165.000, hvilket er mere end nok til at opveie indtægten. Indstevnte fremholder, at begge tapsposter maa være lukket fra at komme i betragtning til fradrag i appellantens personlige indtægt og henviser i saa henseende til en række domme angaaende tilsvarende forhold. Jeg finder ikke at kunne gi appellanten medhold i hans paastand forsaavidt angaar tapet paa aktierne. Nogen avhændelse av aktier har ikke fundet sted, hvorfor skattelovens §39, jfr. §37, ikke kan komme til anvendelse. Den omstændighet, at appellanten har anbragt sin hele formue i vedkommende selskap og praktisk talt har været dets enebestyrer, skjønnes ikke at kunne bringe saken i en anden stilling end om der hadde været spørsmaal om anbringelse av en mindre del av hans midler i et aktieselskap, som hadde tapt sin kapital. Med hensyn til appellantens tap i egenskap av kreditor kommer jeg derimot til et andet resultat. - - - P. L. Stabel. Jeg slutter mig til førstvoterende. Hvad tapet paa aktierne angaar, er jeg vistnok tilbøilig til - likesom byrettens flertal i dom av 9 oktober 1923 i sak nr. 1311/1922: Maartmann mot kommunen - under tilslutning til Finansdepartementets skrivelse av 27 november 1920 at anerkjende muligheten av at tilstaa fradrag av tap ved vitterlig værdiløse aktier, uagtet «avhændelse» ikke er skedd, fordi der efter omstændigheterne ikke har kunnet være anledning til et reelt salg. Forøvrig gjælder det her en ligning, da tap ved avhændelse av værdipapirer ikke længer efter loven av 22 februar 1921 nr. 2 kom i betragtning. Men tapet kunde vel efter byskattelovens §38, litr. d, allikevel ansees for at være lidt «i næring eller forretningsforetagende». Nærmere finder jeg mig ikke foranlediget til at uttale mig om spørsmaalet, som byr ogsaa andre tvilsmaal, saa meget mindre som dets løsning heller ikke i denne sak spiller nogen rolle for resultatet. Johs. Stenersen. Jeg er enig med førstvoterende i, at appellantens interesser som aktionær i A/S Bil ikke kan betragtes som hans egen næringsvirksomhet. Herav antages imidlertid videre at følge, at heller ikke det laan, som appellanten har ydet for at støtte selskapet, har været noget led i appellantens næring. Men er laanet saaledes alene en disposition for at bevare appellantens formuesinteresser som aktionær i A/S Bil, er ogsaa det derved opstaatte tap, formuestap, ikke tap i næring. Jeg voterer derefter for utpantningens stadfæstelse med ophævelse av sakens omkostninger. M. Ebbell. [[Kategori:Høyesterett]]

Lagre siden Forhåndsvisning Vis endringer Avbryt