FredrikL: XML-importering

2018-10-21T10:45:40Z

XML-importering

Ny side

{{Høyesterett
|Instans=

Høyesterett - Dom
|Dato=
1877-02-01
|Publisert=
Rt-1877-249
|Sammendrag=

|Stikkord=

|Saksgang=
L.NR. 51/1 1877
|Parter=
Lars Knudsen Tærum (Ebbell) mod Sjur Kjeldsen Veum (Overretssagfører Th. Berger til Prøve).
|Forfatter=
Lambrechts, Saxlund, Andresen, I.S. Thomle, Hansteen, Platou, Manthey
|Lovhenvisninger=
[https://lovdata.no/lov/1821-06-26/§9 Odelsloven (1821) §9]
}}

Assessor Lambrechts: Appellanten for Høiesteret, Lars Knudsen Tærum, udstedte 20 April 1870 et 21 f. M. thinglæst Skjøde paa sin Eiendom Tærum, i Aurlands Thinglag til sin Søstersøn, Iver Larsen, og betingede i dette for sig og Kone Kaar paa Gaarden. Efter hvad der i Sagen er anført, eiede han denne Gaard med Odel og som den bedst berettigede inden Ætten. Indst. for Høiesteret, Sjur Kjeldsen Veum, der paa sin Hustrus Vegne har Odelsret til Gaarden og det en nærmere Odelsret end bemeldte Iver Larsen havde, optraadte i 1872 som Odelsprætendent for at indløse Gaarden fra denne. Over dette blev Appell. ilde ved, da han nødig vilde modtage Kaar af Sjur Kjeldsen, om denne blev Eier, og han blev da, for at forebygge, at Sjur skulde faa Gaarden, med Iver Larsen enig om, at denne skulde tillade ham at kjøbe Eiendommen tilbage. I den Anl. udfærdigedes 17 April 1873 en Kjøbekontrakt mellem Iver Larsen og Appell., Lars Knudsen, hvori siges, at Iver Larsen samme Dag havde solgt til Lars Knudsen Gaarden Tærum for omforenet Kjøbesum, med Tillæg, at han, Iver Larsen, som Sælger var forpligtet til at tilhjemle Gaardens Kjøber bemeldte Eiendom, saasnart denne maatte forlange det. Paa Thinget for Aurland paafølgende 22 April blev derpaa udstedt og samme Dag thinglæst Skjøde fra Iver Larsen til Lars Knudsen paa tidtnævnte Eiendom. Sjur Knudsens Odelssøgsmaal gik imidlertid sin Gang, kun saa, at han, efterat bemeldte Skjøde var udfærdiget, inddrog Lars Knudsen i Søgsmaalet, der tidligere allene havde været rettet mod Iver Larsen, Odelstaxt blev optagen i Juli 1873, og Søgsmaalet gik sit formelt rigtige Løb samt paakjendtes 7 Decbr. 1874 af Sorenskriveren i Ytre Sogn med Meddomsmænd saaledes: «Indstevnte, Lars Knudsen Tærum, som nuværende Eier og Besidder af Eiendommen Tærum, M.-Nr. 16, L.Nr. 39, af Skyld 1 Daler 4 Ort 21 Skilling i Aurlands Thinglag, hør til Citanten, Sjur Kjeldsen Veum, som Odelsprætendent paa sin Hustru Britta Pedersdatters Vegne, paa dennes egen Bekostning inden 4 - fire - Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse at meddele lovligt Skjøde paa bemeldte Gaard under en Mulkt af 1 - en - Speciesdaler til Aurlands Præstegjelds Fattigkasse for hver Dag, han i saa Henseende sidder denne Dom overhørig, mod at Citanten kontant udbetaler Løsningssummen, 440 - fire hundrede og firti - Speciesdaler og overtager det Eiendommen paaheftede Kaar till Lars Knudsen Tærum og Hustru ifølge Kaarbrev, dat. 20, thingl. 21 April 1870. Saa bør Indst. derhos til Lovens første Faredag 4 Uger efter denne Doms Lovlige Forkyndelse under Udkastelsestvang for Odelsprætendenten fravige og ryddiggjøre Eiendommen. Processens Omkostninger ophæves, dog saaledes, at Citanten og Indstevnte, Lars Tærum, hver udreder en Halvdel af Omkostningerne ved Sagens Paadømmelse. Indstevnte, Iver Larsen Tærum, bør for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være». Denne Dom blev af Lars Knudsen indbragt til Bergens Stiftsoverret, der under 31 Jan. f. A. kjendte den ergangne Dom, saavidt paanket var, ved Magt at

Side:250

stande, dog saaledes, at Fristen til Skjødets Udstedelse bestemtes til 8 Uger fra Dommens Forkyndelse, at Fravigelsen skulde ske til første Faredag efter Udløbet af samme Frist og at Processens Omkostninger ophævedes aldeles. Ligesaa ophævedes Omkostningerne for Overretten. Tillægget i Overrettens Dom «saavidt paanket er» sigter dertil, at Iver Larsen var udtraadt af Processen. Overrettens Dom er nu af Lars Knudsen indbragt til Høiesteret, hvor han har nedlagt den Paastand, at Stiftsoverrettens Dom underkjendes og at Appell. frifindes for Indst.s Tiltale og hos denne tilkjendes Procesomkostninger for alle Retter. Indst., Sjur Kjeldsen Veum, har mødt og fremsat saadan Paastand, at Stiftsoverrettens Dom stadfæstes, dog saaledes, at den deri satte Frist af 8 Uger bortfalder og at Fravigelsen sker til Lovens første Faredag efter Hst.dommens Afsigelse samt at Indst. tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret.

Indst., der bestrider, at Appell. nu har nogen Odelsret til Eiendommen, har i de foreg. Instantser vundet sin Sag paa det Fundament, at Eiendommen i over 3 Aar, nemlig 3 Aar og 1 Dag, havde været i en i Forhold til Appell. fjernere Odelsmands, nemlig Iver Larsen Eie, den Gang, da Appell. ved Skjødet afødt xx.xx.1873 igjen blev Eier af Godset. Appell. paastaar, at dette Fundament uberettiget er lagt til Grund i de ergangne Domme, idet det nævnte Punkt ikke i Underretten af Sjur Kjeldsen, Indst. for Høiesteret, var gjort gjældende som Indsigelse mod Appell.s Odelsret. Allerede ved Overretten protesterede Appell. mod, at der toges noget Hensyn til det ommeldte Punkt, og denne Indsigelse har han stærkt gjentaget for Høiesteret. Det maa erkjendes, at Indst.s Sagfører ikke i sin Underretsprocedure direkte og specielt fremhævede det paagjældende Punkt mod Lars Knudsens Paastand om, at hans havte Odelsret til Gaarden var bragt i samme Stand, som den en Gang været, derved, at han havde tilbagekjøbt sit tidligere solgte Odelsgods. Men efter de forhaandenv. Omstændigheder tror jeg dog, - hvorvel Sagen i dette Stykke ikke har været ganske uden Tvivl for mig, - at de foreg. Instantser med Føie have taget i Betragtning, at Skjødet først er udstedt og thinglæst, efterat 3 Aar vare forløbne, siden Eiendommen var kommen i en fjernere end Appell. berettiget Odelsmands Eie. Jeg tror altsaa ogsaa, at det samme Punkt med fuld Gyldighed kan og bør tages i Betragtning ved Høiesteret, og da efter min Mening dette Punkt er tilstrækkeligt til at begrunde det Udfald, hvorfor jeg voterer, vil jeg i det Væsentlige, for ikke at sige udelukkende, holde mig til dette. Jeg tror, som sagt, ikke, at det er bortprocederet fra Indst.s Side, men at der kan tages Hensyn dertil. Indst. bestred nemlig ved Underretten, at Appell. overhoved havde nogen Odelsret til Eiendommen, da han ved Tilbagekjøbet atter blev Eier af den. Indst. gjorde vistnok, som paapeget, ikke specielt gjældende, at Odelsretten maatte være tabt paa det Fundament, at der var forløbet over 3 Aar siden Salget till Iver Larsen, dengang Skjødet af 1873 blev udstedt og thinglæst; men han bestred dog, at dette Skjøde kunde Hjemle Appell. nogen Rettighed, ifølge hvilken denne skulde være fortrinsberettiget til Gaarden fremfor ham selv, Indst. for Høiesteret. Det Dokument og de Data, paa hvilke de underordnede Instantser, efter min Mening med fuld Grund, have antaget, at Appellanten. - selv om han maatte betragtes som hørende til Odelsætten, uanseet Salget til Iver Larsen, - dog senere ved Præskription havde tabt sin Odelsret ved, at Godset tilfølge Salget i over 3 Aar havde været i en inden Ætten Fjerneres Eie, - disse Data og Dokumenter vare producerede og paaberaabte ved Underretten. Ved at tillægge dem saadan Følge og Betydning, som i de ergangne Domme skeet, have de underordnede Instantser altsaa ikke gaaet udenfor Sagens faktiske Data og Bedstanddele, saaledes som disse af Parterne ere irettebragte. De have kun af disse Fakta i Henhold til Loven og ifølge juridisk Argumentation uddraget en Retssætning til Følge for Sagen, og hertil

Side:251

mener jeg, at de have været berettigede. Det viser sig formentlig tydeligt, at disse faktiske Data foreligge fuldstændigt, og at ingen Side ved dem, som kunde komme i Betragtning i Sagen, er bleven ubelyst eller uopklaret paa Grund af, at Indst. Sjur Kjeldsens Sagfører ikke har benyttet disse Data til at udbringe alle de Retssætninger af dem, som deraf kunde udbringes, og dernæst har Appell.s egen Sagfører i Underretten netop selv fremdraget det omhandlede Moment og udtrykkelig sagt, at det, hvorpaa det kom an i Sagen, var Forstaalsen af Odels.s §9, idet han paa sin Side har hævdet, at denne § var skeet Fyldest ved at Odelsgodset inden Udløbet af Præskriptionstiden var kjøbt tilbage af den, som var nærmeste Odelsmand. Under disse Omstændigheder kan jeg ikke skjønne, at det er betænkeligt at bygge paa en Retssætning, som ikke vedk. Part selv i sin Underretsprocedure havde gjort gjældende til sin Fordel. De faktiske Data, hvorpaa Retssætningen skal bygges, ere i Klarhed og Fuldstændighed iretteførte som Substrat for Rettens Bedømmelse af Parternes Tvist i Forhold til Loven. Indst.s Sagfører har ved Underretten stadig paastaaet, at de iretteførte Data ikke hjemlede Appell. nogen Retsnydelse nu som Odelsmand til Godset, og den Omstændighed, at han ikke gjorde opmærksom paa, at de faktiske Data i en Retning til Følge Loven medførte det Resultat, som han udledede af andre juridiske Betragtninger over disse Data, kan, mener jeg, ikke afskjære Domstolene Adgang til at tillægge de faktiske Forhold, som med Fuldstændighed foreligge, al den Betydning, som de efter en rettelig Forstaaelse af Loven tilkomme.

Jeg tror, som jeg har anført, at dette Punkt, som jeg saaledes har omhandlet, begrunder Sagens Udfald, og jeg skal derfor ikke opholde mig videre ved Indst.s øvrige Indsigelser mod, at Lars Knudsen Tærum har Odelsret eller ei Odelsret, der er bedre end Indst.s, videre, end at jeg blot skal nævne, at Indst. mener, at Appell. ved i 1870 at sælge Gaarden til Iver Larsen, ikke blot fraskrev sig Løsning fra denne, men uigjenkaldelig og for bestandig fraskrev sig Odelsret i Forhold til Alle i Ætten og altsaa i det Hele tabte sin Odelsret, - samt at, selv om ikke dette antages, Tilbageskjøbet i 1873 ikke kunde ansees som gyldigt eller virkende i Forhold til ham, Indst., fordi det er skeet, efterat Indst. var optraadt som Odelsprætendent og allerede havde anlagt Odelssøgsmaal. Jeg blot nævner disse Ting og udtaler ikke nogen Mening om dem, fordi jeg anser det overflødigt. Thi afgjørende vil det efter min Mening i alle Fald være, at Appell. først igjen blev Eier af Godset, efterat dette i 3 Aar og 1 Dag havde været i en Mands Eie, der, hvis Appell- i Løbet af de 3 Aar fremdeles betragtes som Odelsmand, dog var fjernere i Ætten end Appell. Herimod er rigtignok indvendt af denne, at han selv, førend de 3 Aar vare udløbne, var kommen i Eie af Odelsgodset, nemlig til Følge Kjøbekontrakten, der er afødt xx.xx.1873, og han paaberaaber ogsaa, at han samtidig med Kjøbekontraktens Udstedelse overtog Godsets Besiddelse og Drift, hvilket sidste han endog mener at være in confesso ifølge Proceduren ved Underretten, Noget, som jeg dog ikke kan antage, men som forresten efter min Menig kan være ligegyldigt. Kjøbekontrakt kan efter mit Skjøn dog ikke være nok. Naar Odelsl.s §9 siger: «Ligeledes tabe alle Nærmere i Ætten deres Indløsningsret, saafremt de uden Paatale lade nogen Fjernere i Ætten besidde Godset i 5 Aar (nu 3 Aar efter lov 28 Septbr. 1857) saa maa dette være saaledes at fortstaa, at hvis nogen Fjernere i Ætten i 3 Aar er i saadant Forhold til Godset, at han i hele dette Tidsrum, uanfægtet af Odelskrav fra Ættens Nærmestes Side, staar som Eier, saa indtræder Præskription for denne Nærmeste. Og som Eier mener jeg, at den af de to Vedkommende maatte betragtes, der havde Skjøde, uanseet at han havde udstedt Kjøbekontrakt, ifølge hvilken han var pligtig at afstaa og tilhjemle den anden Mand Eiendommen. Denne Forpligtelse var kun et personligt Baand paa ham, men ophævede ikke Eiendomsforholdet. Det er

Side:252

muligt - men derom vil jeg dog ikke udtale nogen Mening - thi det fornødiges ikke i denne Sag, - at Sagen kunde have stillet sig anderledes, hvis det, der udfærdigedes 17 April 1873, havde været Skjøde og ikke Kjøbekontrakt, selv om dette Skjøde først blev thinglæst efter Udløbet af de 3 Aar. Men det forekommer mig ialfald klart, at den blotte Kjøbekontrakt ikke kan paralleliseres med Skjøde, selv om dette er uthinglæst. Jeg tror altsaa, at Iver Larsen, saalænge indtil Skjødet var udstedt thinglæst - man kan her sætte disse to Ting sammen; thi Udstedelsen og Thinglæsningen falder paa samme Dag - var i Forhold til Appell. at betragte som Eier af Godset, og følgelig har dette i over 3 Aar været eiet af en Mand, der var fjernere i Ætten end Appell., selv om denne, uanseet Salget til Iver Larsen, betragtes som hørende til Odelsætten. Der kan derfor ikke være Tale om nogen Odelsret for Appell., som skulde hindre Indst. fra at gjøre Løsningsret gjældende til Eiendommen.

Endelig skal jeg ikke forbigaa i Taushed, at det under Proceduren her i Skranken leilighedsvis er anført af Indst., at der baade 21 og 22 April 1873 holdtes Thing i Aurland, og at Appell. paa Grund heraf har slaaet paa, at det, som er thinglæst 2den Thingdag, maa være i Prioritet at regne, som om dette var skeet den første Thingdag. Men, som jeg har nævnt, Skjødet er ogsaa først udstedt 22 April.

Jeg kommer altsaa til samme Resultat som Overretten, hvis Dom jeg mener bør stadfæstes, selvfølgelig med fornødent Tillæg i Henseende til Fristerne. Processens Omkostninger for Høiesteret finder jeg Grund til at ophæve.

Jeg konkluderer saaledes:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fristen for Skjødets Udstedelse fastsættes til 4 Uger fra nærv. Doms Afsigelse og for Ryddiggjørelsen til Lovens 1ste Faredag. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Andresen: Efter min Mening bør man ikke skyde fra sig den første Indsigelse, nemlig den, at Appell. ved selve Salget havde mistet sin Odelsret, da den jo er den principale og den, som egentlig først maa afgjøres, forinden der kan blive Spørgsmaal om Odelsrettens Præskription. Det er nemlig Tilfældet, at der ikke kan blive Spørgsmaal om Odelspræskription, medmindre man forudsætter, at Appell. i de 3 Aar har været odelsberettiget, altsaa ikke har tabt sin Odelsret ved selve Salget. Med Hensyn til denne Indsigelse saavelsom Indsigelsen Nr. 2, maa jeg erklære mig enig med Underretten, idet det er en baade i Theori og Praxis anerkjendt Sætning, at Sælgeren ikke ved Salget taber sin Odelsret. Med Hensyn til Praxis kan jeg i saa Henseende henvise til Hst.dom afødt xx.xx.1868, [[Rt-1868-228]]* ), hvor dette er bestemt udtalt. Med Hensyn til den tredie Indsigelse, hvorpaa de foreg. Retter have bygget sit Resultat, har jeg vistnok fundet den meget tvivlsom, men maa dog i Resultatet og det Væsentlige erklære mig enig med Førstvoterende og de foregaaende Retter.

*) Ugeblad for Lovk. m. M. VIII S. 105-7.

Assessor I. S. Thomle. Jeg er ogsaa i Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende, idet jeg forresten deler Andresens Mening, at Indsigelserne Nr. 1 og 2 af Underretten med Føie ere forkastede.

Assessor Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor Sorenskriver Blatou: Ligesaa, idet jeg tiltræder Assessor Andresens Bemærkninger.

Assessor Manthey: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overenstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

[[Kategori:Høyesterett]]

Rt-1877-249 - Sideversjonshistorikk

FredrikL: XML-importering