FredrikL: XML-importering

2018-10-21T10:45:37Z

XML-importering

Ny side

{{Høyesterett
|Instans=

Høyesterett - Dom
|Dato=
1878-03-16
|Publisert=
Rt-1878-417
|Sammendrag=

|Stikkord=

|Saksgang=
L.nr 105/1 1878
|Parter=
Advokat A. B. Heiberg, Aktor mod Handlende Kristen Poulsen (Unger).
|Forfatter=

|Lovhenvisninger=
[https://lovdata.no/lov/1869-05-08/§2 LOV-1869-05-08-§2]
}}

Efter foregaaende forgjæves Forelæg bleve 2de danske Handlende, Kristen Poulsen og Eskild Andersen, den 22 Aug. f. A. af Politimesteren i Kristiania satte under Tiltale for ulovlig Handel, men ved den i Sagen inden Kristiania Byret den 27 Oktbr. næstefter afsagte Dom bleve de frifundne for Politiaktors Tiltale, og det Referenten under et i Drammen optaget Thingsvidne, Advokat Thorne, tilkjendte Salar, 16 Kroner, bestemt at skulle udredes af Statskassen. Denne Dom er efter Forestilling fra Politimesteren i Kristiania om Sagens Tvivlsomhed og dens praktiske Vigtighed, af Stiftamtmanden i Kristiania paa det Offentliges Vegne paaanket for begge Tiltaltes Vedk. til Høiesteret, men da ved Forkyndelse af Indankningen Eskild Andersen havde forladt Landet, er Indankningen for dennes Vedk. frafaldt indtil Videre.

Sagens nærmere Sammenhæng er følgende:

Sommeren 1876 indflyttede Mads navn;Kristiansen og Konrad Lauritsen fra Danmark hid til Landet og nedsatte sig som Uldfabrikanter i Drammen, hvor de under 31 Juli s. A. toge Borgerskab som saadanne, Siden April Maaned f. A. drive de sin Fabrikvirksomhed i egen Gaard paa Landfaldøen dersteds, hvor de have fast Udsalgssted, men ved Siden heraf have de antaget Agenter, der reise omkring til andre af Landets Byer, hvor de dels optage Ordres paa Fabrikens Artikler, dels sælge disse, til hvilket Øiemed de ere medgivne et større eller mindre Parti Varer, For Optagelse af Ordres erholde Agenterne i Provision 5 pCt. af Ordrenes Beløb, hvorimod der med Hensyn til Salget af Varerne befølges den, som fabrikanterne paastaa, i Danmark brugelige Maade, at Agenterne faa opgivet en Priskourant over de medgivne Varer, der angiver hvad Fabrikanterne skulle have, medens det, som Agenterne dermed kunne erholde, tilfalder disse som deres egen Fortjeneste. Under de i Priskouranten opførte Priser er Agenterne ikke berettiget til at sælge. De af Fabrikanterne saaledes antagne Agenter vare samtlige danske af Fødsel, og disse bo, naar de opholde sig i Drammen, i Fabrikanternes Hus. Tilt., Kristen Poulsen, ankom hertil Landet efter Opfordring af en af Fabrikanterne, der ønskede, at han skulde bistaa dem ved Salget af deres Produkter, og efterat han derpaa var bleven antaget i deres Tjeneste, har han siden paa den ovenanførte Maade forhandlet de paa den nævnte Fabrik i Drammen tilvirkede Uldtrikotagevarer.

I August Maaned f. A. blev Tilt., Kristen Poulsen, anmeldt for ulovlig Handel, idet han under sit Ophold i Kristiania, hvor han sees at have havt sin stadige Bopæl, gik omkring i Husene og solgte Trikotagevarer. Under den foreløbige Examination paa Politikammeret, hvor Tilt. erkjendte dette,

Side:418

forklarede han derhos, at han ikke havde nogen fast Løn, men blot Procenter af hvad han solgte, hvis Størrelse, dog endnu ikke var bestemt, men efterat Fabrikanterne, Kristiansen og Lauritsen under et Thingsvidne i Drammen havde afgivet Forklaring, om at deres Agenter ere berettigede til selv at beholde, hvad de ved Salget af Fabrikens Artikler maatte erholde mere end de i den medgivne Priskourant opførte Priser, har Tilt. senere rettet sin Forklaring i Overensstemmelse hermed. Han har imidlertid stadig benægtet, at han afkjøber Fabriken, de saaledes for den afhændede Artikler, saavelsom at han handler for egen Regning, og efter denne Forklaring, som ikke antages svækket ved de i Sagen forøvrigt fremkomne Oplysninger, antog Byretten, at Tiltalte maatte ansees som de nævnte Fabrikanters befuldmægtigede Handelsreisende, og at hans Virksomhed saaledes maatte ansees hjemlet i Handelsloven afødt xx.xx.1842 §14, der nemlig berettiger en Fabrikant til - selv eller ved Fuldmægtig - hvor, hvorledes, til hvem og i hvilken længde han vil, at forhandle Varer af egen Tilvirkning.

I det Resultat, hvortil Byretten saaledes er kommet, kan jeg imidlertid ikke være enig. Naar, som her er Tilfældet, Agentens Virksomhed ikke er indskrænket til at kunne sælge de medbragte Varer for den Pris, som af vedk. Fabrikant er opført i hans Priskourant, og som altsaa maa være den almindelige Fabrikpris, men det er overladt til Agenten selv, uden nogen Kontrol af Fabrikanten, at sælge Varerne til den høiere Pris, han selv bestemmer og ser sig istand til at kunne erholde, samt derfor selv kan beholde den saaledes erholdte Overpris, kan Agenten, hvis eneste Fortjeneste i Tilfælde af Salg, hvortil Tilt.s Virksomhed hidtil har indskrænket sig, denne Overpris er, dog ikke med nogen Føie siges kun at handle som Fuldmægtig for vedk. Fabrikant, hvorimod han i et saadant Tilfælde nærmere maa ansees at optræde som selvstændig Handlende. Salget af de ved Agenten saaledes afhændede Artikler kan endog paa en vis Maade siges at være Fabrikanten ganske uvedkommende. For Betalingen af de solgte Varer holder Fabrikanten sig nemlig allene til Agenten, og denne er uden Hensyn til, hvilke Salgsvilkaar, der kan have været aftalt, mellem ham og vedk. Kjøber, ved Opgjøret med Fabrikanten pligtig til at erlægge Betaling efter de i Priskouranten opførte Priser for alle de Varer, som ikke i da haves i Behold. Om Varerne nogensinde af Tilt. eller de øvrige Agenter ere solgte paa Kredit, kan det ikke sees under Sagen at være søgt oplyst, men af den ved Høiesteret fremlagte erklæring af Kristiansen & Lauritsen af 19 Febr. d. A. synes det at fremgaa, at der i forholdet mellem dem og Tiltalte - og saaledes og for den ved Byretten Medtiltaltes Vedkommende, - ikke har været Spørgsmaal om, hvorledes, til hvem eller for hvilken Pris Varerne ere blevne solgte, idet der ved Opgjøret med dem kun er kommen til Afdrag de Varer, som paa den Tid havdes i Behold, hvorimod de forøvrigt har præsteret kontant Betaling for de dem til Forhandling overgivne Vareartikler. Men heraf synes det ogsaa med Nødvendighed at fremgaa, at Salget maa være skeet for Tilt.s egen Regning.

Et Forhold som det, hvori Tilt. saaledes har staaet til Kristiansen & Lauritsen, er i Virkeligheden heller ikke forskjelligt fra det, som saa hyppigt finder Sted, hvor en Handlende afkjøber en anden et Parti Varer til en bestemt Pris, beregnet efter Varernes sædvanlige Kostende, men derhos forbeholder sig Adgang til, naar Betalingen skal erlægges, til Afgjørelse af samme at kunne tilbagelevere de Varer, som han endnu maatte have i Behold, til de samme Priser, som ved Salget vare ham beregnede to at denne Handlende har forhandlet Varerne for egen Regning og ikke blot som Fuldmægtig for den, hos hvem han havde faaet tinget Varerne til Forhandling, er jo ikke i mindste Maade Tvivl underkastet. De af Fabrikanterne Kristiansen og Lauritsen afgivne Forklaringer indeholder heller ikke noget, som strider mod, at Forholdet mellem dem og Tilt. har været saaledes som anført. De erklærede nemlig, at

Side:419

de til Forhandling af deres Fabrikata have antaget Agenter eller Befuldmægtigede, og Forhandlingen sker paa deres (Fabrikanternes) eget Ansvar, hvormed formentlig sigtes til dens Lovlighed, men derimod, have de ikke udtalt sig noget om, at Forhandlingen sker for deres Regning og paa deres Resiko. Tilt.s forbeholdne og, som han senere har maattet vedgaa, urigtige Forklaring paa Politikammeret om, at han kun skulde have Procenter af de ved ham solgte Varer, og at disses Størrelse endnu ikke dengang var bestemt, synes ogsaa at godtgjøre, at han fuldt vel har indseet, at den af ham drevne Handel ikke grundede sig i et blot og bart Fuldmagtsforhold.

At Tilt. som hid til Landet paa Opfordring af en af Fabrikanterne, at han taget ind til disse, naar han indfinder sig i Drammen, samt at han ikke driver Handel med andre end den omhandlede Fabriks Varer, kan, saavidt skjønnes, Intet bevise til Fordel for hans Paastand om kun at have handlet som Fuldmægtig, hvorimod jeg efter det oven Anførte antager, at han maa ansees overført at have drevet Handel for egen Regning, og da han som Udlænding hertil er uberettiget, maa han blive at fælde for ulovlig Handel.

Tilt.s Defensor har vistnok søgt at gjøre gjældende, at selv om man vilde anse ham som selvstændig Handlende, maatte den af ham drevne Handel være hjemlet i Handelsl.s §15, da .han ved, efter Opfordring fra vedkommende Fabrikanter at komme hid til Landet, og der at have indladt sig paa en Forretning, som antoges at ville kunne skaffe ham en passende Fortjeneste, maatte forudsættes at have til Hensigt at forblive her i Landet, og saaledes at maatte betragtes som en Indlænding. Dette kan imidlertid dog ikke antages at være Tilfældet. I Forhøret paa Politikammeret opgav Tiltalte, at han var dansk Borger, og i en for Høiesteret fremlagt Skrivelse fra Fabrikanterne Kristiansen og Lauritsen af 14 Febr. d. A. til Tilt.s Defensor, oplyse disse, at Tilt., som det vistnok angives, paa Grund af Sygdom er reist tilbage til Danmark, men at det beror paa Udfaldet af nærv. Sag, hvorvidt han senere vil vende tilbage her til Landet.

Den af Tilt. forskyldte Mulkt antager jeg kan i Medhold af Handelsl.s §37, overensstemmende med Forelægget, bestemmes til 20 Kr., der tilfalder Kristiania Fattigkasse. Til Benaadning antager jeg ikke at der er nogen Grund. Han maa derhos udrede det Referenten ved Thingsvidnet i Drammen, Advokat Thorne, tilkjendte Salar 16 Kroner, hvorimod jeg ikke finder nogen Grund til i Medhold af Lov 8 Mai 1869 §2 at ilægge ham noget yderligere Ansvar for Omkostninger i Anledning af Sagens Udførelse ved Byretten.

Ved Processualia bemærkes, at det til Bedømmelsen af den Stilling, som vedk. Agenter indtage ved de af dem foretagne Salg, kunde have været ønskeligt, at nærmere Oplysninger havde været søgt indhentet, om hvorledes Salgsvilkaarene ved de forskjellige handler har været, og navnlig om Salg tildels er foregaaet paa Kredit. Jeg antaget imidlertid, som ovenfor anført, at de fremkomne Oplysninger ere tilstrækkelige til at begrunde Tiltaltes Fældelse, og at saaledes yderligere Oplysninger i ommeldte Henseende ere unødvendige.

Jeg konkluderer:

Kristen Poulsen bør for ulovlig Handel bøde til Kristiania Fattigkasse 20 Kroner. Han betaler derhos i Salar til Referenten ved Thingsvidnet i Drammen, Advokat Thorne, 16 Kroner, og til Aktor for Høiesteret, Advokat A. V. Heiberg, 50 Kroner.

I. Blich.

Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende, men antager med Byretten, at Angj. maa ansees som de drammenske Uldvarefabrikanter Kristiansens og Lauritsens befuldmægtigede Handelsreisende og ikke som selvstændig Handlende, og at han derfor efter de af Byretten paaberaabte Bestemmelser i Lov om Handelen afødt xx.xx.1842 rettelig er frifunden for den mod ham reiste Tiltale.

Side:420

De nævnte Fabrikanter sige i en Angj. fra dem medgiven Fuldmagt af 11/5 77, at de have antaget ham til at reise og forhandle de paa deres Fabrik i Drammen tilvirkede Varer, og dette har de i en senere Skrivelse af 19/9 77 nærmere forklaret derhen, at de have givet ham Fuldmagt til paa deres Ansvar og i deres Steds at reise og forhandle de af dem tilvirkede Varer. Under Thingsvidnet i Drammen benævne de ogsaa Angj. deres Agent, og oplyse blandt Andet, at han kun har befattet sig med Salg af Varer fra deres Fabrik. Angj. har paastaaet, at han har opfattet sin Stilling paa samme Maade og færlig forklaret, at han ikke har befattet sig med at forhandle Andet end hvad der kommer fra Kristiansens og Lauritsens Fabrik, idet han derhos har benægtet, at han har afkjøbt Fabriken Varerne eller handlet for egen Regning.

Jeg kan ikke finde, at hvad der er oplyst om Angj.s Virksomhed, afgiver tilstrækkelig Beføielse til at forkaste, hvad han og de nævnte Fabrikanter saaledes have forklaret om beskaffenheden af det mellem dem bestaaende Forhold, og navnlig kan jeg ikke med Førstvoterende finde, at den Omstændighed, at Angj. er indrømmet Ret til, hvis han kan saa Mere for Varerne end Fabrikprisen, da at beholde Overskudet som Gevinst for sig, maa bevirke, at han bør ansees som handlende for egen Regning.

Det er vistnok saa, at dette medfører, at han kan komme til at saa nogen selvstændig Fordel af Omsætningen; men dette skjønnes ikke at være Andet, end om han t. Ex. var indrømmet Procenter af Overskudet over de af Fabrikanterne satte Minimumspriser; men i saa Fald vilde neppe Nogen anse ham som drivende Forretningen for egen Regning.

Det Samme gjælder for det Tilfælde, at han istedetfor direkte at sælge Varer, havde indskrænket sig til at optage Ordres, og det fra Fabrikanternes Side havde været ham indrømmet, at forsaavidt han kunde faa Varerne borttingede til høiere Priser end Fabrikpriserne, skulle Overskudet være hans. Heller ikke i saa Fald vilde vel lettelig Nogen anseet ham som handlende for egen Regning, medens Tingen dog i virkeligheden i Forhold til ham er den samme, hvad enten han - med en saadan Interesse i Affæren - sælger Varerne direkte eller kun optager Ordres.

Det forekommet mig at være afgjørende i Angj.s Favør, at Varerne ikke vare ham tilhørende, at de ikke af ham vare afkjøbte Fabrikanterne, men af ham kun solgtes for Fabriken og at han ikke var berettiget til at sælge dem under de paa Fabrikanternes Priskourant ansatte Priser, samt endelig at hvad han ikke fik solgt, kunde af ham leveres tilbage og ogsaa virkelig blev leveret tilbage til Fabriken (kfr. den for Høiesteret producerede Erklæring af Fabrikanterne af 19 Febr. d. A.).

Naar hertil kommer den før berørte Omstændighed, at Angj. - saavidt oplyst - ikke har befattet sig med Forhandling af andet end netop Kristiansens og Lauritsens Fabrikata, samt naar derhos hensees til hvad der er oplyst om Angj.s personlige Forhold til de nævnte Fabrikanter, nemlig at han som en dem fra deres fælles Hjemsted i Danmark bekjendt Person blev af dem forskreven hidop for at bistaa dem med Afsættelsen af deres Fabrikata, og at han, naar han er i Drammen, opholder Sig i deres Hus, forekommer det mig, at der er saameget mere Grund til kun at anse Angj. som deres befuldmægtigede Handelsreisende, lønnet paa den i det Foregaaende omhanlede Maade, under hvilken Opfatning jeg med Byretten antager, at hans Virksomhed ikke har været stridende mod Handelsloven, uden at jeg for mig anser det fornødent at omhandle, hvorvidt han bør betragtes som Udlænding eller Indlænding. Med Hensyn til Processualia er jeg enig med Førstvoterende.

Side:421

Jeg konkluderer altsaa:

For Kristen Poulsen Vedkommende bør Byrettens Dom ved Magt at stande. Aktor for Høiesteret, Advokat A. V. Heiberg, tillægges i Salarium 50 - femti - Kroner, der udredes af Statskassen.

Ph. Hansteen.

Efter den af Fabrikanterne under 19 Febr. d. A. meddelte Erklæring maa det formentlig antages, at de Varer, som Angj. ikke tilbageleverede usolgte, ere betalte kontant, og at Angj. altsaa, forsaavidt han har solgt paa Kredit, har indrømmet denne paa egen, ikke paa Fabrikanternes Resiko, med andre ord, at det er ham, ikke Fabrikanterne, som have staaet del credere. Dette i Forbindelse med den Omstændighed, at Angj. ikke har været forpligtet til at holde Fabrikens Priser som Maximum, men har været berettiget til at overskride disse til egen Fordel, indeholder efter min Mening afgjørende Indicium for, at Salget i Virkeligheden er foregaaet for Angj.s og ikke for Fabrikanternes Regning, om end Forholdet ikke er fuldt saa gjennemsigtigt som i de i Hst.dom 30 Novbr. 1861, [[Rt-1862-26]], og Høiesteretsdom 8 Septbr. 1876, [[Rt-1876-641]] omhandlede Sager. Jeg tiltræder saaledes Førstvoterendes Resultat.

C. W Andresen.

Enig med Hr. Sorenskriver Hansteen.

P. V. Ottesen.

Ligesaa: E Saxlund. C Hansteen. W. Manthey.

Høiesterets Dom blev, derpaa under 16 Marts d. A. afsagt overensstemmende med extraordinær Assessor Ph. Hansteens Votum.

[[Kategori:Høyesterett]]

Rt-1878-417 - Sideversjonshistorikk

FredrikL: XML-importering