FredrikL: XML-importering

2018-10-21T10:51:27Z

XML-importering

Ny side

{{Høyesterett
|Instans=

Høyesterett - Dom
|Dato=
1924-10-17
|Publisert=
Rt-1924-1006
|Sammendrag=

|Stikkord=

|Saksgang=
L.nr. 24/2 B s.a.
|Parter=
Departementet for de offentlige arbeider (overretssakfører O. A. Miøen til prøve) mot Inger Fjeldberg (advokat Asle Børtnes).
|Forfatter=
Lie, Rivertz, Dahl, Andersen, Bonnevie, justitiarius Johannesen,, Christiansen
|Lovhenvisninger=
[https://lovdata.no/lov/1821-06-26/ Odelsloven (1821)], [https://lovdata.no/lov/1821-06-26/§1 Odelsloven (1821) §1], [https://lovdata.no/lov/1887-07-01-4/ Vasdragsloven (1887)], [https://lovdata.no/lov/1923-06-29-3/ Lov om fastsettelse av lengdemålenhet til sjøs (1923)]
}}

Assessor Lie: Ryfylke sorenskriveris underret, betjent av overretssakfører Lauritz Bernhardt som sættedommer og meddomsmænd, avsa den 21 oktober 1919 dom, ved hvilken blev kjendt for ret: «Indstevnte Den norske stat ved departementet for de offentlige arbeider bør mot at utbetales løsningssummen kr. 7.000 med fradrag av bevislig pantegjæld til lovens første faredag 1 maaned efter denne doms forkyndelse til fordel for citanten Inger Fjeldberg som odelsberettiget fravike og ryddiggjøre under utkastelses tvang gaards nr. 6, bruks nr. 4, Fjeldberg i Suldal. Indstevnte Odd Roalkvam bør for citanten Inger Fjeldbergs tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.»

Dommen blev av departementet for de offentlige arbeider bragt ind for Bergens overret, ved hvis dom av 24 april 1922 blev kjendt for ret: «Underrettens dom bør ved magt at stande. Sakens omkostninger for overretten ophæves. Den beskikkede sakfører, overretssakfører Johan Johnssons salær ansættes til kr. 250.»

Side:1007

Overretsdommen blev avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for departementets frifindelse.

Departementet for de offentlige arbeider har nu paaanket overretsdommen til Høiesteret og her nedlagt saadan paastand: «At appellantskapet frifindes og tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.» Indstevnte Inger Fjeldberg, som av Justisdepartementet er meddelt fri sakførsel, har nedlagt saadan paastand: «At de paaankede domme stadfæstes. At appellantskapet, Departementet for de offentlige arbeider, tilpligtes at betale det offentlige sakens omkostninger i Høiesteret, samt at den beskikkede advokats salær for sakens utførelse i Høiesteret ansættes til et passende beløp.»

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til de underordnede retters domsgrunde. Saken foreligger i uforandret skikkelse for Høiesteret.

Jeg er kommet til samme resultat som de underordnede retter og tiltræder i det væsentlige overrettens flertals begrundelse, særlig tredjevoterendes bemerkninger. Jeg finder, at procesomkostningerne bør ophæves ogsaa for Høiesteret. Den for Inger Fjeldberg beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Børtnes, har efter min mening utført sit hverv forsvarlig.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves. Salæret til den ved Høiesteret beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Børtnes, fastsættes til kr. 600.

Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg finder omend under adskillig tvil at kunne tiltræde førstvoterendes votum. Efter min opfatning taler adskillig for riktigheten av det ræsonnement som overrettens andenvoterende har gjort gjældende, men jeg har ikke fundet at burde opta dissens.

Assessor Dahl: Enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer Andersen. Bonnevie, justitiarius Johannesen samt assessor Christiansen: Likesaa.

Av underrettens dom:

- - - Denne paastand er fra statens side begrundet med, at hvad der søkes løst med odel er den gaarden Fjeldberg gnr 6, bnr 1 fraskilte vandret med elveleie i Ulla elv og at en saadan ret ikke indgaar under odelslovens begrep «jord paa landet» og derfor ikke kan være gjenstand for odelsret. Den i forbindelse med salg av vandretten givne ret til opdæmning i elven samt til at foreta andre reguleringsarbeider mot betaling av godtgjørelse efter skjøn, mener indstevnte kun er obligatoriske rettigheter, der ikke i og for sig kan begrunde odelssøksmaal.

Citanten har overfor det saaledes anførte hævdet, at en elv og et vandfald er gjenstand for odelsret, fordi de er herligheter ved gaarden, idet de skaffer tærskevand og driftsvand til kvernmaling. Forøvrig hævder citanten, at det ikke blot er elveretten der er solgt, men ogsaa grund, og har herom henvist til den kjøpekontrat, ved hvilken elveretten frasolgtes gaarden. - - -

Side:1008

Av overrettens dom:

- - - Som det fremgaar av underretsdommen til hvis fremstilling jeg henviser, er indsigelsen mot odelssøksmaalet grundet paa den omstændighet at det tilbakesøkte bruk kun utgjøres av en fra det odlede hovedbruk utskilt elveret til Ullaelv i en viss strækning, med elveleie og ret til opdæmning og regulering, mot erstatning efter skjøn ifølge vasdragsloven, samt ret til fornødne tomter - til industrielt anlæg, likesaa mot godtgjørelse efter skjøn. - - -

Er det først som her ubestridt og ubestridelig at den nu utskilte parcel som bestanddel av hovedeiendommen var odelshævdet og sammen med denne kunde løses, maatte man i tilfælde kunne anføre sikker hjemmel for den opfatning at løsning ikke kan ske av det nu utskilte bruk alene.

Selv om man ikke efter almindelig lovfortolkning vil finde grund til saa vid anvendelse av odelsloven, hvad der dog efter min mening er det naturlige, maa resultatet ansees avgjørende bekræftet ved tillægget av 16 juli 1907 §1 flg. hvorved med speciel lovhjemmel er imøtekommet de behov for odelsfrihet som har meldt sig for industrien og andre formaal, og hvorefter klarlig baade vandfaldsret og anden grundret kan undtages fra odelsløsning selv om den er odelshævdet. Jfr. ogsaa lov 1821 §4. - Utenfor den her hjemlede adgang til at utskille og undta odelshævdet grund fra løsning antar jeg ikke man kan gaa, og disse bestemmelser er ikke paaberopt som anvendelige i nærværende sak. - - -

Paul Rosendahl, kst.

- - - Jeg er av den opfatning at betegnelsen «jord paa landet» i odelslovens §1 saavel efter sin egen ordlyd som efter odelsinstitutets historiske begrundelse og hensigt alene kan opfattes som sigtende til, hvad Brandt betegner som enhver del av landets grund, der er brukbar for landbodriften». At der ved odelsløsning ogsaa indgaar de en odelsjord tilliggen de herligheter som f.eks. en elveret, kan ikke bety, at de som særskilte eiendomsobjekter kan være gjenstand for odelshævd og odelsløsning. Set i betragtning av odelsretten som historisk institut, forekommer dette mig indlysende. Jeg kan ikke indse, at det kan være synderlig tvil underkastet, at det kun er deres tilknytning til odelsjorden, som gjør saadanne herligheter til gjenstand for odelsløsning sammen med denne, men følgelig ogsaa kun sammen med denne. Naar indstevntes sakfører for overretten søker at basere en særskilt odels- og løsningsret til elven paa den betragtning, at elvebunden er en del av «jorden» og som saadan underkastet odelsret efter odelslovens §1, tør det formentlig ikke trænge nogen nærmere paavisning, at en saadan fortolkning av det nævnte lovsted neppe kan ha ligget indenfor lovens tanke. Og likesaa litet kan der selvsagt utledes nogen særskilt odelsløsningsret til elven av den obligatoriske ret til at kræve fornødne tomter for industrielt anlæg mot godtgjørelse», som er forbeholdt kjøperen ved tilskjøtningen av elven.

Hvad der efter min opfatning, tiltrods for det foran anførte, har kunnet gjøre spørsmaalet tvilsomt, er den omstændighet, at elven (qu) er særskilt skyldsat som eget matrikuleret bruk. Men under henvisning til det ovenfor nævnte citat fra Motzfeldt antar jeg ikke, at dette forhold kan være nok til at gjøre odelsloven anvendelig, idet jo det foreliggende eiendomsobjekt ikke hermed har skiftet karakter.

I motsætning til førstvoterende antar jeg ikke der kan utledes noget

Side:1009

for saken avgjørende av odelsfrigjørelsesloven av 1907. Forutsætningen for en analogislutning ut fra denne lov maatte jo være, at loven selv forutsatte muligheten av særskilt odelsret til vasdrag. Men der er intet i loven som tyder hen herpaa, og de forhold, at denne saavidt nylig givne lov, der netop har hat nutidens industriforhold for øie, kun taler om «grund», «tomter» og lignende synes at bekræfte, at lovgivningen overhodet ikke har tænkt sig muligheten av odelsret til vasdrag alene. - - -

Gerhard Jynge.

Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende - og med ham da tillike underretten - og henholder mig i al hovedsak til deres begrundelse, hvilken jeg ikke har kunnet finde paa nogen for mig overbevisende maate tilstrækkelig imøtegaat eller avsvækket ved, hvad andenvoterende i sin dissens har fremholdt. Fuldgyldig retslig odel hvilte uomtvistelig ogsaa paa den del av eiendommen Fjeldberg, som senere er utgaat fra den som det selvstændig matrikulerte bruk nr. 4 - der nu altsaa repræsenterer elvestykket quæst, med hvad dertil hører av ret i vasdraget. Og saalænge der ikke foreligger nogen senere stedfundet frigjørelse for denne odel, enten gjennem almindelig frivillig retsstiftelse eller ifølge tvunget frigjørelsesskjøn overensstemmende med derhen hørende lovbestemmelse, maa efter min mening den lovlig etablerte odel fremdeles ha bestand. Til at anta noget motsat har jeg hverken kunnet finde fyldestgjørende grund i tvingende hensyn liggende i eller at kunne utledes av tingen selv, retslig eller faktisk anskuet - ei heller kunnet finde nogen tilstrækkelig og paa klar og bindende maate overtydende hjemmel derfor enten i foreliggende retsbruk eller teori, - hverken forsaavidt saadan er berørt her i procedyren eller forøvrig. - - - D. Knoph.

[[Kategori:Høyesterett]]

Rt-1924-1006 - Sideversjonshistorikk

FredrikL: XML-importering