FredrikL: XML-importering

2018-10-21T10:51:37Z

XML-importering

Ny side

{{Høyesterett
|Instans=

Høyesterett - Dom
|Dato=
1928-06-26
|Publisert=
Rt-1928-656
|Sammendrag=

|Stikkord=

|Saksgang=
L.nr. 213/1 s.a.
|Parter=
Bergens kommune (advokat Jens P. Heyerdahl) mot skibsreder Jacob Christensen (advokat Gustav Heiberg).
|Forfatter=
Larssen, Broch, Bang, Andersen, Boye, Paulsen, Backer
|Lovhenvisninger=
[https://lovdata.no/lov/1911-08-18-9/§37 Byskatteloven (1911) §37], [https://lovdata.no/lov/1911-08-18-9/§13 §13], [https://lovdata.no/lov/1911-08-18-9/§36 §36], [https://lovdata.no/lov/1911-08-18-9/§38d §38d], [https://lovdata.no/lov/1911-08-18-9/§39 §39]
}}

Ved Bergens byrets dom av 30 juni 1925 blev kjendt for ret: «Den foretatte ligning av citanten Jacob Christensens skattepligtige indtægt til Bergens kommune for skatteaaret 1923/24 underkjendes og blir der at foreta ny ligning, hvorved de i præmisserne nævnte tap paa aktier fradras indtægten. Indstevnte Bergens kommune bør til citanten Jacob Christensen betale kr. 2.367,70 tillike renter derav svarende til Norges Banks rente for kassakreditlaån fra 15 december 1923 til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.» Byrettens dom er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for frifindelse av Bergens kommune under ophævelse av sakens omkostninger.

Side:657

Efter indhentede bevillinger til sakens appel, uanset at ankefristen var utløpet, og at saken ikke angik summa appellabilis, har Bergens kommune indbragt saken for Høiesteret med følgende paastand: «At Bergens byrets dom av 30 juni 1925 underkjendes, at den omtvistede ligning stadfæstes, at Bergens kommune frifindes samt tilkjendes saksomkostninger for byretten og Høiesteret.»

Efter uttat kontrastevning har skibsreder Jacob Christensen nedlagt saadan paastand: «At den omprocederte ligning underkjendes, at Bergens kommune tilpligtes at foreta ny ligning, hvorved Christensen faar fradrag for de i selvangivelsen opførte tapsposter paa tilsammen kr. 190.113, at Bergens kommune tilpligtes til Christensen at betale kr. 2.367,70 med renter fra 15 december 1923, beregnet efter en rentefot motsvarende Norges Banks rente for kassakreditlaan, at Bergens kommune tilpligtes til Christensen at betale sakens omkostninger for byret og Høiesteret i hoved- og kontrasøksmaalet.»

Angaaende saksforholdet henvises til byrettens domsgrunde. Nye dokumenter av betydning for saken er ikke fremlagt.

Høiesteret kommer til samme resultat som byrettens dissenterende medlem og kan i det væsentlige tiltræde den av ham givne begrundelse. Skibsreder Christensen sees vistnok ved siden av sin stilling som disponent for flere skibsaktieselskaper i betydelig utstrækning at ha kjøpt og solgt aktier, bl.a. skibsaktier. Denne sidste virksomhet sees dog væsentlig knyttet til krigsaarene, da kjøp og salg av aktier var en utbredt foreteelse som følge av den sterke konjunkturstigning, likesom den ikke er oplyst at staa i nogen sammenhæng med eller være foranlediget ved hans disponentsstilling.

Efter de saaledes foreliggende kan skibsreder Christensens spekulationer i aktieomsætning hverken betragtes som led i hans ordinære disponentvirksomhet eller separat seet bli at betragte som en næringsvirksomhet, der gav adgang til tapsfradrag i indtægten efter den almindelige hovedregel i byskattelovens §36, jfr. §38d. Og efter den forandrede lydelse som byskattelovens §37 har faat ved loven av 22 februar 1921,. kan saadant fradrag heller ikke ansees hjemlet ved §37, jfr. §39, idet disse bestemmelser nu ikke medtar gevinst og tap ved avhændelse av værdipapirer, herunder aktier.

Sakens omkostninger antas at burde ophæves for byretten og Høiesteret.

Dommerne Bang, Andersen og Boye er kommet til samme resultat som byretten, dog saaledes at vi ikke finder tilstrækkelig grund til at stille kautionstapet i en undtagelsesstilling.

Vi slutter os i det væsentlige til byrettens flertals begrundelse. Vi finder, at denne konsekvent leder til at godkjende til fradrag ogsaa kautionstapet, som vi, efter hvad de rom er oplyst, ikke antar retslig bør utskilles fra tapet paa aktierne i A/S «Motorskonnerne».

Der foreligger en række høiesteretsdomme, hvori er antat, at gevinst ved salg av skibsaktier skulde skatlægges i sælgernes kontorkommuner, fordi aktiesalget blev anseet nær knyttet til sælgernes bedrift (som skibsreder, disponent, assuranceagent m. fl.).

Side:658

Der kan saaledes henvises til domme i [[Rt-1922-447]] og [[Rt-1922-689]], [[Rt-1924-945]] og [[Rt-1925-735]]. Videre til domme i [[Rt-1925-887]] og [[Rt-1927-381]]. Betingelsen for stedbunden indtægtsbeskatning er ifølge byskattelovens §13, at det gjælder indtægt av næringsdrift, som knytter sig til fast eiendom eller anlæg, hvorunder ogsaa forretningskontor (litr. f). Det er saaledes klart at Høiesteret ved de citerte avgjørelser maa ha betragtet salget av skibsaktierne som utgjørende en del av vedkommende skibsdisponenters (osv.) næringsdrift. Vi kan ikke finde tilstrækkelig grund til at behandle forholdet anderledes for skibsreder Jacob Christensens vedkommende. Vi gaar da med byrettens flertal ut fra, at det ikke har været meningen med ændringen i §37 ved loven av 22 februar 1921, kfr. §39, at sætte ut av betragtning ved indtægtsansættelsen gevinst og tap ved bedrifts- eller nærings mæssig salg av værdipapirer. Herom henvises til høiesteretsdom i [[Rt-1927-490]].

Dom:

Bergens kommune bør for Jacob Christensens tiltale i denne sak fri at være. Hver av parterne bærer sine omkostninger for byretten og Høiesteret.

Av byrettens dom:

Skibsreder Jacob Christensen, der har bodd i Fana og har sitt forretningskontor i Kong Oscarsgt. nr. 62 i Bergen er ved skatteligning 1923/1924 ilignet skat til Bergens kommune av en antat indtægt i 1922 av den til kontoret i Bergen knyttede næring paa kr. 19.800. - - -

Ved indtægtsansættelsen er ikke tat hensyn til de av Christensen i hans selvangivelse opførte tap i næring. - - - Det er tap paa forskjellige skibsaktier det gjælder - - - og tapene beløper sig til kr. 190.113. - - -

Det er under saken paa det rene, at citanten for næringsaarene 1917, 1918, 1919 og 1920 er lignet til Bergen overensstemmende med byskattelovens §13f av gevinst og tap av sine spekulationer i skibsaktier. Forsaavidt angaar næringsaaret 1921 er det uimotsagt anført, at der ved ligningen for 1922/1923, som var den første ligning, der blev foretat efterat ændringen i skattelovens §37 jfr. §39 ved lov av 22 februar 1921 var traadt i kraft, ikke forelaa spørsmaal om noget fradrag for tap, idet citanten kom i 0 indtægt allerede paa grund av gjældsfradraget og der iøvrig heller ikke i selvangivelsen for dette aar var opført noget tap ved aktiesalg til fradrag. Den stedfundne ligning til Bergen for aarene 1917- 1920 har været basert paa, at Bergens ligningsmyndigheter har ment «at ha med forretninger at gjøre som utvilsomt foretat fra kontoret maa siges at være knyttet til dette» og paa at de samme myndigheter videre har betragtet citantens kjøp og salg av - spekulation i - skibsaktier som indgaaende som et led i hans næring. Naar da ligningsmyndigheterne nu for skatteaaret 1923/24 - næringsaaret 1922 - ikke har villet ta hensyn til de oven anførte tap paa skibsaktier, saa er det fordi de mener, at fradrag for disse tap ikke er hjemlet og kan fordres i henhold til byskattelovens §37 efter dennes nuværende lydelse. - - -

Jeg har fundet saken særdeles tvilsom, men er blit staaende ved at indstevnte maa gives medhold i sit resonnement. Det er rigtignok saa, at

Side:659

der i og med de tidligere ligninger i h. t. byskattelovens §13f - beskatningsstedet - implicite og ialfald in casu av ligningsmyndigheterne ogsaa er tat det standpunkt, at disse spekulationer maa sees under synspunktet av en del av eller som et led i citantens næring, og at der i det aar, det her gjælder er avhændet et mindre antal aktier end tidligere kan i saa maate ikke gjøre nogen forandring heri, dette saa meget mere som det ubestridt er anført, at vedkommende aktier i «Christen Smith» og «Chr. Børs» er indkjøpt i henholdsvis 1916 og 1918. Naar jeg allikevel er blit staaende ved det ovennævnte resultat er det, fordi byskattelovens §37 gjennem lovændringen av 1921 indfører den regel, det princip, at gevinst - og dermed tap - ved kjøp og salg av aktier og andre værdipapirer ikke indtægtsbeskattes, medmindre saadant kjøp og salg av værdipapirer hører under vedkommendes næring - hvilket sidste igjen, om ikke lovændringen skal uthules og miste sin tilsigtede virkning og mening, maa fortolkes strengt. Der synes med andre ord, for at det skal statueres, at saadant kjøp og salg av aktier gaar ind under ens næring, at maatte forlanges, at disse kjøp og salg utgjør en integrerende del av eller fremtræder som saa at si en nødvendig bestanddel av vedkommendes forretning, næring. Men dette kan ikke sies for citantens vedkommende, hvormeget end hans økonomiske virksomhet, specielt i krigsaarene og aarene like efter, synes at ha været indstillet paa gjennem spekulation i aktier at erhverve formue og indtægt. Hans borgerlige stilling og næring er dog skibsrederens, skibsdisponentens, og ikke en næring, hvori kjøp og salg av aktier fremtræder som nogen nødvendig eller praktisk talt integrerende bestanddel.

Efter det resultat, hvortil jeg saaledes er kommet finder jeg det unødvendig at indgaa paa og drøfte og avgjøre spørsmaalet om «likvidationen» og kautionsforpligtelserne i forbindelse med aktierne og interessen i «Motorskonnerne», idet det av den betragtning jeg ovenfor har gjort gjældende følger, at de iethvertfald ikke kan anskues som tap i næring i henhold den nu gjældende §37 i byskatteloven. Jeg finder efter dette at maatte votere for, at indstevnte frifindes. - - - O. S. Thomassen.

Efter alt hvad der foreligger oplyst angaaende omfanget av de aktiespekulationer, citanten har drevet i aarene fra og med 1915, maa jeg anta, at aktiespekulationer i denne tid har været et led i hans regulære næringsdrift eller snarere at hans væsentligste regulære næring har været at kjøpe og sælge aktier, og at hans virksomhet som skibsreder i sammenligning hermed har været av mindre økonomisk betydning. Men er dette saa, da har citanten ogsaa efter den lydelse byskattelovens §37 fik ved tillægsloven av 22 februar 1921, krav paa at faa fradrag for det tap han har lidt ved salg av - - - Derimot antas forholdet at stille sig anderledes m.h.t. det omprocederte tap ved indfrielse av kaution for A/S Motorskonnerne. Citanten har herom anført, at kautionsarrangementet var en maate, hvorpaa selskapets aktionærer ordnet en del av sit selskapsindskud, og at der ikke er grund til at gjøre forskjel paa denne del av selskapsindskuddet og det nominelle aktieindskud, men denne betragtning antas ikke at føre frem, idet der er en principiel forskjel paa det at tegne aktier i et selskap for at tjene enten ved aktiernes salg eller ved selskapets drift og det at kautionere for det samme selskaps forpligtelser. Citanten har heller ikke drevet som næring at kautionere for andre. - - - Ernst Johannesen.

I. Arnesen.

[[Kategori:Høyesterett]]

Rt-1928-656 - Sideversjonshistorikk

FredrikL: XML-importering