Rt-1925-501
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1925-06-23 |
| Publisert: | Rt-1925-501 |
| Stikkord: | (Bly-sølv-dommen), Pengekravsrett, Avtalerett, Kausjonsansvar |
| Sammendrag: | Saken gjaldt spørsmål om kausjonsansvaret i låneforhold. Spørsmålet var om den kausjon kausjonisten hadde stilt som sikkerhet for lånegjelden til tredjemann var gyldig, når tredjemann hadde deponert bly i stedet for sølv som sikkerhet for lånet, og banken hadde oppdaget bedrageriet før kausjonen uten å opplyse om dette.
Høyesterett forkastet kausjonistens påstand om å bli fritatt for kausjonsansvaret. Høyesterett mente banken ikke hadde opplysningsplikt eller plikt til å forvisse seg om at kausjonisten var kjent med bedrageriet med deponering av bly i stedet for sølv. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1925-00173, L.nr. 173/1 1925 |
| Parter: | Kristiania Industri- og Handelsbank A/S (advokat H. A. Knudtzon) mot blikkenslager O. M. Pedersen (advokat Gustav Heber) |
| Forfatter: | Schie, Aars, Boye, Bade, Bang, Dahl, Scheel |
| Lovhenvisninger: | Avtaleloven (1918) §30 |
Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for den av Kristiania byret under 5 december 1922 avsagte dom, ved hvilken saaledes blev kjendt for ret:
«Kristiania Industri- og Handelsbank A/S bør til blikkenslager 0. M. Pedersen betale kr. 13.000 med 4 av hundrede i aarlig rente herav fra 11 oktober 1921 til betaling sker, samt kr. 600 i søksmaalsomkostninger.»
Dommen er avsagt under dissens, idet førstvoterende stemte for, at Kristiania Industri- og Handelsbank skulde frifindes for Pedersens tiltale og tilkjendes procesomkostninger med kr. 500.
Dommen er av Kristiania Industri- og Handelsbank indbragt til prøvelse av Høiesteret med paastand om, at byrettens dom underkjendes, og at banken frifindes for O. M. Pedersens tiltale samt tilkjendes saksomkostninger for byretten og Høiesteret.
O. M. Pedersen har tat til gjenmæle og paastaat byretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret.
Appellanten har under 27 august 1924 faat Justisdepartementets bevilling til at fremsætte følgende nye indsigelse:
1. At den av O. M. Pedersen for Norsk Forsølvningsanstalt, indehaver fru Abrahamsen overfor Kristiania Industri- og Handelsbank A/S avgivne garanti under enhver omstændighet vilde blit effektiv, selvom depositumet udelukkende hadde bestaat av rent sølv.
2. At fru Abrahamsen ikke paa nogen maate har benyttet sig av de av banken utstedte kvitteringer for depositumet overfor herr O. M. Pedersen, samt at det fra dennes side ikke har været en forutsætning for den stillede garanti, at fru Abrahamsen hadde liggende sølv i banken til betydelig værdi.
3. At banken ikke pleier at forlange kvitteringer for deposita tilbake naar den tilbakeleverer deponerte værdier.
4. At i tilfælde der fra partenes side er utvist uaktsomhet, er O. M. Pedersen den, som har utvist størst uaktsomhet.
For Høiesteret er fremlagt en række nye dokumenter, som man imidlertid finder det unødvendig nærmere at referere.
Høiesteret finder med førstvoterende i byretten, at appellanten maa bli at frifinde. Og man kan i det væsentlige henholde sig til den nævnte voterendes begrundelse. Kun skal bemerkes, at det efter procedyren for Høiesteret maa ansees for at være paa det rene, at paa grund av størrelsen av fru Abrahamsens gjældsansvar til banken paa den tid, da Pedersens garanti stilledes, denne garanti vilde blit effektiv for sit fulde beløp, selvom det deponerte metal udelukkende hadde bestaat av rent sølv.
Procesomkostningerne antas at burde ophæves for begge retter.
Kristiania Industri- og Handelsbank bør for blikkenslager O. M. Pedersens tiltak i denne sak fri at være. Procesomkostningerne for byretten og Høiesteret ophæves.
Av byrettens dom:
Indehaveren av Norsk Forsølvningsanstalt, fru Abrahamsen, deponerte i 1920 i Kristiania Industri- og Handelsbank A/S endel pakker, som angivelig indeholdt 202.317 kg. sølv, og som av banken blev mottat som saadant, til sikkerhet for laan, som banken hadde ydet forretningen. Banken gav
Side:503
fruen kvitteringer, lydende paa de deponerte kvanta av - saaledes som opgit - sølv. I april 1921 blev det opdaget, at depositumet for den væsentligste del indeholdt bly. Banken opsa da sin konto med fruen og krævet hendes laan indfriet. Fruen lovet at ordne laanet i rater, og første rate kr. 12.000 blev betalt. Hun bad derefter bankens direktør om nogen tids henstand med det følgende avdrag kr. 15.000. Da dette blev negtet, uttalte hun uten nogen foranledning fra direktørens side, at blikkenslager O. M. Pedersen hadde lovet at garantere for avdraget, og da Pedersen bekræftet dette, fik fruen utsættelse med avdraget. Han leverte derefter i banken som sikkerhet for avdraget en bankbok med Kristiania Sparebank, tilhørende Pedersen og paalydende kr. 15.000. - - -
Citanten gjør gjældende, at hans garanti er uforbindende for ham. Han paastaar, at han da garantien blev stillet, var vidende om fru Abrahamsens deposita i banken, men ingen kundskap hadde om hendes bedrageri overfor denne. Det hadde været bankens pligt før den mottok garantien at forvisse sig om, at han hadde kundskap herom, da banken forstod eller burde ha forstaat, at denne kundskap var av væsentlig betydning for ham ved avgjørelsen av spørsmaalet om, hvorvidt han vilde garantere for fruen. Banken hadde ved ikke at inddrage sine kvitteringer bidraget til, at han blev ført bak lyset med hensyn til fru Abrahamsens deposita. - - -
Banken bestrider, at den hadde nogen pligt til at underrette citanten om fru Abrahamsens bedrageri, og fremholder at citanten intet uttalte om, at hans garanti blev stillet i tillid til, at fruens deposita var sølv. Citanten burde, saafremt dette var en betingelse for garantien, ha forvisset sig om, at det deponerte virkelig var sølv og fremdeles berodde i banken. Banken mottok garantien i den tro, at Pedersen av hensyn til, at han er i familie med fru Abrahamsen, vilde garantere for hende. Banken bestrider, at den hadde nogen pligt til at inddrage kvitteringerne, som ikke var garantibeviser for, at det deponerte var sølv. - - -
Det antages ikke, at banken pligtet at gaa ut fra, at citanten, saaledes som av denne hævdet, kun vilde stille sig som garantist under den forutsætning, at fru Abrahamsens deposita var i orden. Der forekom ikke nogen uttalelse under forhandlingene mellem banken banken og fru Abrahamsen eller mellem banken og Pedersen, som kunde bibringe banken forstaaelsen herav. Fru Abrahamsens bedrageri overfor banken antages ikke i og for sig at begrunde en pligt for banken til ikke at indlate sig i nogen retshandel med Pedersen angaaende fru Abrahamsens affærer uten først at forvisset sig om, at Pedersen hadde kundskap om bedrageriet. Banken maatte ha ret til at gaa ut fra, at Pedersen kunde ha sine egne bevæggrunde til at hjælpe fru Abrahamsen. Det antages videre ikke, at banken ved ikke at inddrage sine kvitteringer har ført Pedersen bak lyset, saaledes at denne av den grund skulde kunne fragaa sin garanti. Selvom det hadde været det forsigtigste at inddrage kvitteringene, kan det ikke medgives, at banken hadde nogen pligt hertil, al den stund disse ikke var garantibeviser. Banken indestod saaledes ikke ved disse kvitteringer for, at der ikke med hensyn til det deponerte kunde foreligge noget bedrageri. Kvitteringene var utfærdiget i det øiemed at tjene som mottagelsesbevis for fru Abrahamsen overfor banken. De var ikke utstedt i den hensigt at være og gav sig heller ikke ut for at være attester eller beviser for fru Abrahamsens økonomiske stilling. Godtok Pedersen dem som bevis, gjorde han det paa egen risiko. - - - F. Jebe.
Side:504
Jeg er kommet til et andet resultat end førstvoterende. Efter min mening har banken handlet i høi grad uforsvarlig ved at la fru Abrahamsen beholde de misvisende kvitteringer, samtidig som hendes gjæld forlangtes indbetalt. Banken visste, at den hadde med en forslagen forbryderske at gjøre, og den burde ha forstaat, at hun kunde benytte kvitteringene til at skaffe sikkerhet for samme. Man maa gaa ut fra, at citanten har stillet sig som garantist under den forutsætning, at fru Abrahamsen hadde liggende sølv i banken til betydelig værdi, saaledes som kvitteringene viste, og at hun har benyttet sig av disse under sine forhandlinger med citanten. Det kan vistnok stille sig tvilsomt, om garantiansvaret bortfalder efter læren om bristende forutsætninger, men naar fru Abrahamsen ved svig har bevæget citanten til at garantere for hendes gjæld, maa dennes ansvar bortfalde efter bestemmelsen i avtalelovens §30. idet banken, da den mottok garantien burde ha været opmerksom paa forholdet. - - - E. Hesselberg.
Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.
M. Ebbell.