Rt-1891-313
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1891-03-14 |
| Publisert: | Rt-1891-313 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 40/1 1891. |
| Parter: | Jens Venger, Ole Olsen, O. Pedersen og Sigv. Aasgaard (T. E. V. Heiberg) mod (Eidsvolds Almenningsbestyrelse (Platou). |
| Forfatter: | Ottesen, Mørch, Andersen, Scheel, Motzfeldt, Alsing, Hansteen |
| Lovhenvisninger: | Skogloven (1863) §8, Norske Lov (1687), LOV-1857-10-12-§1, LOV-1857-10-12-§24, LOV-1857-10-12-§3, LOV-1857-10-12-§6, §25, §26, §36 |
Assessor Ottesen: Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Sammenhæng og de fremsatte Paastande Henviser jeg til Præmisserne til den af Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling den 7 Juni 1887 afsagte Dom:
"Af Eiendommen Sundgaarden, Matr.Nt. 16, l.nr. 28 b, i Eidsvold ere Parceller til forskjellige Tider afhændede til:
1) Gaardbruger Jens Venger ved Skjøde afødt xx.xx.1872, thinglæst 4 Juni samme Aar en Parcel stor 1552 [kvadrat] Alen skyldsat under l.nr. 28 i for 4 Skilling. Kjøbesum 380 Speciedaler.
2) Samme ved Skjøds afødt xx.xx.1875, thinglæst 10 August samme Aar, en Parcel Stor 1.182 1/2 [kvadrat] Alen, Skyldsat under l.nr. 28 1 for 4 Skilling (revideret 8 Skilling). Kjøbesum Spd. 295.75.
3) Ole Olsen Knopløkken ved Skjøde afødt xx.xx.1877, thinglæst 3 Novbr. 1877, en Parcel stor 1.182 1/2 [kvadrat] Alen, Skyldsat under l.nr. 28 m for 3 Skilling (revideret 5 Skilling). Kjøbesum 946 Kr.
4) Bager Ole Pedersen ved Skjøde afødt xx.xx.1873, thinglæst 6 Mai 1873, en Parcel stor 1.450 [kvadrat] Alen, Skyldsat under l.nr. 28 h for 8 Skilling. Kjøbesum 100 Spd.
5) Frihandler A. Tønsager ved Skjøde afødt xx.xx.1868, thinglæst 31 Januar 1868, en Parcel stor 1.343 3/4 [kvadrat] Alen, skyldsat under l.nr. 28 h for 3 Skilling. Kjøbesum 336 Spd. Denne Parcel er senere overgaaet til Sigvart Tønsager.
Under 9 Juni 1883 henvendte Eierne af de nævnte Grundstykker sig til Bestyrelsen for Eidsvolds Almenning, idet de som formentlig brugsberettige i samme anholdt om for samme Aar og kommende Vinter at faa bevilget et vist Kvantum Trævirke efter deres Behov. Herpaa svarede imidlertid Bestyrelsen under 30 samme Maaned, at de ansøgte Materialier m.m. ikke kunde bevilges, da Bestyrelsen ikke fandt, at der hører Almenningsret til de Sundgaarden frasolgte Tomter. Efter forgjæves prøvet Forligsmægling anlagde derpaa de 4 nævnte Grundeiere ved Stævning afødt xx.xx.1883 Søgsmaal mod Almenningsbestyrelsen, idet de paastode sig kjendt berettigede til hver for sig af Eidsvolds Almenning at erholde Trævirke til Husbehov i Lighed med de øvrige Medeiere i Almenningen samt derhos Indst. paa Almenningens Vegne tilpligtet at erstatte dem den Skade, de
Side:314
havde lidt og lede ved Indst.s Nægtelse af at bevilge dem begjæret Trævirke og endelig sig hos Indst. tilkjendt tilstrækkelige Procesomkostninger. Almenningsbestyrelsen paastod sig frifunden for Cit.ernes Tiltale og hos dem tilkjendt Sagens Omkostninger.
Ved den af Sorenskriveren i Eidsvold under 25 Marts 1886 afsagte Dom i Sagen blev Almenningsbestyrelsen frifunden for Cit.ernes Tiltale i Sagen og dennes Omkostninger ophævede.
Denne Dom har I. Venger, Ole Olsen, O. Pedersen og Sigvart Tønsager - nu Sigvart Aasgaard som nuværende Eier af Matr.-Nr. 16, L.-Nr. 28 c - ved Stævning afødt xx.xx.1886 indbragt her for Retten, hvor de hade nedlagt Paastand om, at Underrettens Dom underkjendes, at Appell.erne hver for sit særskilte Brug kjendes berettigede til fuld Brugsret i Eidsvolds Almenning, at Eidsvolds Almenningsbestyrelse tilpligtes at betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa Almenningens Vegne for den Skade, Appell.ne have lidt ved Bestyrelsens Nægtelse af at bevilge det begjærte Trævirke, samt at Almenningsbestyrelsen paa Almenningens Vegne tilpligtes at betale Appell.ne Processens Omkostninger saavel ved Underretten som ved Overretten. Indst. har paastaaet Underretsdommen Stadfæstet og fig hos Appell.ne tilkjendt Procesomkostninger for Overretten.
Retten Skal foreløbigt bemærke, at Indst. har fremhævet det som tvivlsomt, om ikke her foreligger en cumulatio inepta, og forsaavidt Sagen af denne Grund ex officio maatte blive afvist, paastaaet sig Kost og Tæring hos Cit.ne. Til denne Bemærkning er i Underretsdommen intet Hensyn taget, og nærværende Ret finder heller ikke Opfordring til af nævnte Grund at afvise Sagen fra Underretten. Da der hersker Fuldstændig Enhed saavel i Appell.nes Søgsmaalsgrunde som i deres paastand, vil det nemlig være stemmende med tidligere Retsafgjørelser (se Rt-1859-307 og Rt-1877-237) at lade det passere, at de have anlagt Sagen i Fællesskab.
Hvad angaar Sagens Realitet har Indst. i det Væsentlige gjort gjældende, at naar det i Lovbogens 3-12-6 siges, at "Almenningskov maa enhver bruge, som bor der, hvor den tilligger" osv., kan Meningen hermed ikke have været, at man Skulde faa Almenningsret blot ved at bo i Bygden, hvilket klart fremgaar af Artikelens egne Ord, idet det nemlig længere nede i samme heder: "Saavidt som behøves til - - - og Gaards Brug". Forudsætningen har altsaa aabenbart været, at Almenningen blot skal komme dem af Bygdens Indvaanere tilgode, som drive Gaardsbrug, det er bruge Jord. Rigtigheden af denne Fortolkning finder efter Indst.s Mening ogsaa Støtte i den senere Lovgivning, der oftere ligefrem udtaler, at Brugsret i Almenning blot kan tilkomme Bygdens Jordbrugere, jfr. Reskript afødt xx.xx.1734 og 17 Septbr. 1791 samt Almenningsloven afødt xx.xx.1857, hvor der afvexlende tales om de "Brugsberettigede" og "de brugsbrettigede Gaardbrugere" uden at nogen Forskjel dermed kan være tilsigtet, se f. Ex. §3 anden Passus. En modsat Opfatning vilde, bemærker Indst., lede til, at enhver Inderst eller Leieboer, som tog Bolig i en Bygd, uden videre kunde forlange frit Trævirke i Almenningen. At ikke alle Bygdens Indvaanere ere brugsberettigede har Høiesteret bestemt og gjentagende afgjort, saaledes i de i Rt-1860-157 og Rt-1875-289 refererede Sager. Under Voteringen i den sidste, den hadelandske Almenningssag, blev det udtrykkelig udtalt, at Husrmænd, uagtet de bo i Bygden, ikke have nogen selvstændig Brugsret, men kun en afledet gjennem Gaardbrugerne, og at der her kun tænktes paa jordbrugende Husmænd. Høiesteret har ogsaa ved andre Leiligheder forudsætningsvis og indirekte udtalt, at Almenningsret kun kan tilkomme Gaardbrugere, jfr. Rt-1852-174, Rt-1859-314. Til Støtte for denne Mening paaberaaber Indst. derhos Brandts Tingsret, 2 Udgave S. 168 og 171, og
Side:315
W. S. Dahls Landbonæringsret S. 136-137 samt henviser endvidere til det af Kommissionen til Deling af de Hadelandske Almenninger udarbeidede Udkast afødt xx.xx.1869, hvoraf sees, at Kommissionen har anseet jordløse Husmænd og Inderster uberettigede til Aavirke i Almenningen. Hvad de under nærværende Sag omhandlede Eiendomme angaar, oplyser Indst., at der af den paa Vormens østre Side ligeoverfor Eidsvolds Jernbanestation liggende Eiendom Sundgaarden er i Aarenes Løb blevet udparcelleret adskillige mindre Grundstykker alene stikkede til Byggetomter. Der har herved lidt efter lidt paa Sundgaardens oprindelige Grund reist sig en Klynge af Huse, hvis Eiere ikke drive nogetsomhelst Jordbrug, men ernære sig som Haandværkere eller paa forskjellig anden Maade. Bebyggelsen af dette Strøg ansees ifølge en Skrivelse fra Direktionen i Akerhus Brandassuranceforening som bymæssig. Af saadanne Sundgaarden fraskilte Byggetomter ere Appell.ne Eiere. Ingen af dem, siger Indst., driver Jordbrug, men de ernære sig ved Bageri, Farveri, Garveri samt Landhandleri og Restauration, hvorhos de indtage Leieboere. Deres Bygninger ere forsikrede, Jens Vengers for 15.870 Kr., Ole Olsen for 8.290 Kr., O. Pedersens for 14.880 Kr. og Sigvart Tønsagers for 8.000 Kr. Derhos findes der mindst 6 andre Eiendomme sammesteds af samme Beskaffenhed, og for en af disse udgjør Brandassurancesummen over 17.000 Kr. Husene danne ligefrem Gader, og under uheldige Veirforholde kunde den hele Klynge let med en Gang brænde ned. Skulde Eierne derpaa forlange udvist alt det fornødne Trævirke til Gjenopførelsen vilde de opsluge Størsteparten af Almenningens aarlige Afkastning, og at dette ligger udenfor Tanken og Hensigten med Almenninger, finder Indst. klart. Indst. har endvidere paapeget det Paafaldende i, at Paastand om Brugsret i Almenningen ikke er fremkommet før, uagtet de have eiet sine Stykker i længere Tid. Endelig har Indst. protesteret mod, at Paastanden her for Retten er betydelig udvidet, idet den gaar ud paa fuld Brugsret, medens den for Underretten kun gjaldt Trævirke til Husbehov.
Appell.ne paastaa, at Lovens Mening er, at Enhver, som inden det almenningsberettigede Distrikt bebor og eier særskilt skyldsat Jord, stor eller liden, bebygget eller udebygget, der har Værdi og er skatbar (altsaa ikke Myrmandsflekker) skal være berettiget til fornødent Trævirke i Almenningen. Hvad enten en Gaardandel helt bebygges, eller den benyttes som Ager, Eng eller Have, maa Almenningsretten blive den samme. Ordene "Gaards Brug" i N.L. 3-12-6 er, mene Appell., ikke ensbetydende med Gaards Brug, men derimod med Husbehov, nemlig hvad Eieren nødvendig behøver. Appell.ne have, anføre de videre, efter Skjødernes Indhold for sine Parcellers Vedkommende faaet sig overdraget Sælgerens Ret baade som Medier og som brugsberettiget i Almenningen. De ere stemmeberettigede og kunne vælges til kommunale og andre offentlige Ombud, ligesom de ved Skatteligningen for 1885 fik Moderation i Skat efter den Matrikulskyld de have i Lighed med Bygdens øvrige Jordeiere. Enhver af dem har af Kommunen saaet sig tildelt sit Veistykke. Appell.ne oplyse derhos, at de ikke suldt have bebygget sine Eiendomme. Saaledes har Jens Venger udebygget Grund indeholdende udenfor hvad der er nødvendigt til Gaardsrum og Kjørevei, ca. 273.4 [kvadrat] Meter, der har været benyttet og kan benyttes til Potetes og andre Kjøkkenurter. Sigvart Tønsager har ligeledes ubebygget Jord indeholdende foruden Gaardsrum omtrent 96.9 [kvadrat] Meter, der har været benyttet og kan benyttes som Have; Ole Olsen ligesaa omtrent 77 [kvadrat] Meter, der med nogen Bekostning kan indrettes til Have. Bager Pedersens Have indeholder omtrent 168.25 [kvadrat] Meter. Naar Appell.ne ikke tidligere have forsøgt at gjøre sin Ret gjældende, er Aarsagen hertil efter hvad de Forklare, at Brændsel og endog Tømmer og Gjærdefang har været at erholde
Side:316
tilkjøbs meget billigere, end hvad det vilde koste at aavirke og fremdrive det fra Almenningen med leiede Folk og Heste".
Ved Overrettens Dom blev Underrettens Dom stadfæstet med Ophævelse af Sagsomkostningerne for Overretten. Denne Dom er herefter paaanket til Høiesteret, hvor der fra Appell.nes Side er nedlagt saadan Paastand: l) At Appell.ne hver for sig for de dem tilhørende under Sagen omhandlede Parceller af Eiendommen Sundgaarden Matr.-Nr. 16 L.-Nr. 28 b i Eidsvold kjendes brugsberettigede i Eidsvolds Almenning; 2) at Indst., Bestyrelsen af Eidsvolds Almenning, tilpligtes at betale Erstatning til Appell.ne efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa Indst.s Bekostning for den Skade Appell.ne har lidt derved, at Bestyrelsen den 9 Juni 1883 har nægtet at bevilge det Appell.ne tilkommende Trævirke i Almenningen, samt 3) at Almenningsbestyrelsen paa Almenningens Vegne tilpligtes at betale Appell.ne Processens Omkostninger for alle Retter. Indst. har derimod paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Omkostninger for Høiesteret.
Som det sees, er det Spørgsmaal, som skal afgjøres, ene og alene, hvorvidt der tilkommer Eierne af de her omhandlede Parceller som saadanne Brugsret i Almenningen. Som det Fremdeles vil Sees, er disse Parceller af den Størrelse, at de udelukkende maa betragtes som Byggetomter, idet deres samlede Areal kun udgjør 2 2/3 Maal, saa at Spørgsmaalet i Virkeligheden er, om Eieren af hvilkensomhelst Byggetomt kan tillægges Brugsret i Almenningen. Appell.ne antager, at en saadan Brugsret maa tilkomme dem som Følge af de almindelige Bestemmelser i Lovb. 3-12-6, hvorefter Brugsret tilkommer Enhver, "som bor der, som den tilligger af Alders Tid", altsaa enhver Beboer af Bygdelaget, idet de dog mener, at saadan Ret som Følge af den Fortolkning, som Artikelen gjennem Tiderne har været Gjenstand for, ikke tilkommer enhver Indvaaner, men derimod enhver Eier af særskilt skyldsat Jord. Indst. paastaar derimod, at kun de egentlige Gaardbrugere har Almenningsret. Heri maa jeg med de underordnede Retter give Indst. Medhold. Hvad der i Særdeleshed tjener til Støtte herfor, er, at det maa antages at være en Opfattelse, der gjennemgaaende har gjort sig gjældende fra gammel Tid af, at de Rettigheder, som ere hjemlede Bygdelagene, i Almindelighed kun ere tillagte de egentlige Gaardbrugere, og naar der idetheletaget er Spørgsmaal om Brugsrettigheder i Almenning, er det netop, hvad der maa siges fra Alders Tid at have været Sædvaneret, som er det afgjørende. Det viser sig ogsaa, at det for Ex. med Hensyn til den Bygdelagene i Almenningerne tilkommende vigtige Havneret, der er bestemt i Lovb. 3-12-3, er en bestemt Regel, at den blot tilkommer Bygdelagets Gaardbrugere for deres Gaarde, og det - efter den vedtagne Fortolkning - endog kun i det Omfang, som disse Gaarde kan vinterføde, naar der er Spørgsmaal om Kreaturernes Antal; det er blot en Ret for Gaarden, Paa samme Maade har man været enig om at forstaa den Ret til Skoven, som er omhandlet i 3-12-6 som indskrænket til Gaardens Behov. Det er ogsaa indlysende, at hvis det hinde tilstedes en enkelt Gaardbruger ved at udparcellere sin Gaard paa den Maade, som her er skeet, at forøge Fordringerne paa Brugsret, saa vilde Lovgivningens Anordning med Hensyn til de Herligheder, som Almenningen giver Bygdelagets Gaarde, og som ligger til Grund for Jordbrugernes Stilling, forrykkes og ophæves, ganske paa samme Maade som f. Ex. en enkelt Gaardbrugers Indtagen af fremmede Kreaturer i et ubegrændset Antal vilde forrykke de øvrige Gaardbrugeres Adgang til at udøve Græsning i Almenningen. Ligesom man har anseet det som en Selvfølge, at den Bygdelagets Beboere efter 3-12-3 tilkommende Ret maa være indskrænket paa den anførte Maade, saaledes er det af selvsamme Grund nødvendigt at begrændse den heromhandlede Brugsret til kun at gjælde Gaardens Behov. Det er
Side:317
fra Indst.s Side paavist, hvorledes den herhenhørende Lovgivning, uden udtrykkelig at afgive Bestemmelse herom, dog stedse forudsætter, at Forholdet er som af Indst. paastaaet. Reskr. afødt xx.xx.1734, Reskr. afødt xx.xx.1791, Lov om: Almenninger afødt xx.xx.1857 §1, §3 og §6, Udskiftningsloven afødt xx.xx.1857 §24 og Skovloven afødt xx.xx.1863 §8, §25, §26 og §36 forudsætter saaledes samtlige, at det blot er de brugsberettigede Gaardbrugere der er Tale om. Der tales kun om "Gaardbrugere" og "Jordbrugere", medens der intetsteds er nogen Tale om eller Forudsætning om, at ogsaa Folk, der bor i Bygden enten som Inderster eller som Eiere af særskilt matrikulerede Byggetomter skulde tilkomme nogen saadan Ret, som her omhandlet. Den samme Forudsætning har ogsaa, saavidt jeg har forstaaet, gjennemgaaende gjort sig gjældende i de Afhandlinger og Skrifter, som foreligge angaaende dette Emne. I Brandts Tingsret er saaledes udtrykkelig anført, at Husmænd og Inderster ingen Ret har, og at det er Gaardbrugerne, hvem Retten i Almenningerne tilkommer. Det samme er ogsaa udtalt i Hallagers Obligationsret. Hvad Retspraxis angaar, er jeg ogsaa af den Formening, at den samme Forudsætning der gjør sig gjældende. Man har saaledes en Række af Domme, hvor Husmænd vistnok ikke ere straffede, fordi de har hugget i Almenningen, men hvor Grunden hertil stedse har været den, at Husmændene uden at have selvstændig Hugstret ere antagne at have udøvet Hugstret paa Husbondens Vegne og altsaa at have udøvet den Hugstret, som tilkommer Gaarden. I den af Parterne citerede Høiesteretsdom i Rt-1875-er det saaledes udtalt, at det er de jordbrugende og arbeidspligtige Husmænd, som kunne foretage Hugst, idet deres Husmandspladse maa antages at være oprettede for at fremme Gaardsdriften og i Virkeligheden maa ansees som en integrerende Del af Gaarden (S. 257). Det Samme er ogsaa udfald forskjellige andre Steder, saaledes i Rt-1852-174, Rt-1859-314, Rt-1860-157 og Rt-1875-289, jfr. S. 306-307. Den af Appell.ne paaberaabte Høiesteretsdom i Rt-1882-623 flg støtter efter min Mening ikke deres Paastand. Førstvoterende i denne Sag har udtrykkelig henvist til, hvad der er anført i den nævnte Høiesteretsdom i Rt-1875,-hvor det udtrykkelig siges, at det er de jordbrugende Husmænd, som kan hugge, fordi deres Pladse maa betragtes som henhørende under Gaarden, ligesom det ogsaa af en senere Voterende (S. 676) udtrykkelig er udtalt, at det ikke kan antages, at det gaar an at udstykke Gaarden saaledes i smaa Parceller, selv om det maatte være til Husmænd, naar disse ikke kan antages at staa i nogen Forbindelse med Selve Gaardsdriften, men f. Ex. kun har faaet et Jordstykke som Arbeidere ved en Fabrik eller ved andre det almindelige Gaardsbrug ganske uvedkommende Bedrifter. Med Hensyn til Omfanget af Brugsretten antager jeg ogsaa, at man kan henholde sig til, hvad der er udtalt i en i Rt-1875-576 indtagen Overretsdom, hvor der anføres, at man med Hensyn til Spørgsmaalet om Hugstrettens Udstrækning maa gaa ud fra, at den nødvendigvis maa have en Begrændsning, og at den ikke kan drives videre end til, hvad vedkommende Gaardes Fornødenhed som Jordbrug betragtet udkræver efter den inden Bygden til enhver Tid herskende Skik og Brug. Jeg finder ganske at kunne tilegne mig denne Udtalelse. Som det sees, angik denne Sag et Tilfælde, hvor Eieren af en Gaard forlangte udvist Tømmer til Bygning af en Hovedbygning, som han agtede at opføre paa Gaarden, men som var i en større Stil og at et større Omfang, end man antog tiltrængtes paa Gaarden, der allerede var forsynet med beboelige Huse. Det er jo ogsaa klart, at hvis Eieren af Sundgaarden paa sin egen Gaard havde villet opføre alle de Bygninger, som nu ere opførte paa de fraskilte Parceller, vilde Ingen have faldt paa, at han til alle disse skulde have Ret til at hugge Tømmer i Almenningen. Men da kan den
Side:318
Omstændighed at han lod andre opføre disse Huse paa fraskilte Byggetomter ikke forandre Sagen i mindste Maade. Der er her Spørgsmaal om Saa mange Bygninger, at den samlede Assurancesum for dem, som Appell.ne eier, i Forbindelse med, hvad der ellers er opført paa de fraskilte Tomter, udgjør 94.000 Kr., og det er efter min Mening meget illustrerende, naar Indst. spørger, om Nogen kunde falde paa at tillægge Eierne af disse Tomter Ret til Sømmer i Almenningen til pufenes Gjenopførelse, Saafremt de nedbrændte. Det kunde i dette Tilfælde ikke komme an paa, om de var assurerede eller ikke; thi har Vedkommende Ret til at hugge, maa saadan Ret ogsaa tilkomme de Eiere, der ikke har assureret.
Det er vistnok saa, at det vil blive vanskeligt i Almindelighed at kunne sige, hvor stor en Jordeiendom skal være for at kunne betragtes som egentligt Gaardsbrug eller Jordbrug, og at denne Vanskelighed ikke vil være tilstede, naar man, saaledes som Appell.ne vil, giver Enhver, der er Eier af særskilt skyldsat Jord, saadan Ret. Men jeg maa dog med Indst. være enig i, at Spørgsmaalet herom i Virkeligheden ikke vil falde saa særdeles vanskeligt for det enkelte Tilfælde at afgjøre. Enhver Bonde med almindeligt Skjøn vil dog kunne sige, hvorvidt den Jord, der er Spørgsmaal om, kan siges at afgive saa stort Bidrag til Eierens Levemaade og Ophold, at den maa betragtes som Jordbrug og som hans væsentlige Næringsvei, eller ikke. I det Tilfælde, som her foreligger, kan det ialfald, efter hvad jeg har anført om disse Byggetomters Udstrækning, ikke være vanskeligt at afgjøre dette Spørgsmaal. Det kan ikke kaldes Jordbrug, fordi om der maatte være Anledning til paa det Jordstykke, som bliver tilbage udenfor selve Hustomten at have en liden Avling af Kjøkkenurter.
I Henhold til, hvad jeg har anført, vil jeg stemme for Stadfæstelse af Overrettens Dom. Jeg finder Spørgsmaalet saa lidet tvivlsomt, at Appell.ne efter min Mening ikke kan undgaa at tilsvare Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret. Overretsdommens Præmisser har efter min Mening saa fuldstændig udviklet Spørgsmaalet, at Appell.ne har havt al Veiledning til at bedømme, om de skulde gaa videre eller ikke.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Jens Venger, Ole Olsen, O. Pedersen og Sigv. Aasgaard En for Alle og Alle for En til Eidsvolds Almennings-Bestyrelse 250 - to Hundrede og femti - Kroner.
Extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch: I det Væsentlige og Resultatet enig.
Assessorerne Andersen, Scheel og Motzeldt, extraordn. Assessor, forhenv. Sorenskriver Alsing og Assessor C. Hansteen: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.