Rt-1838-505
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1838-05-29 |
| Publisert: | Rt-1838-505 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 169, 1ste Session 1838. |
| Parter: | Høiesteretsadvocat Petersen paa det Offentliges Vegne mod Torsten Olsen Mostad med flere Almuesmænd af Frostens Thinglaug. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Denne Sag, der paa Grund af de Indstevntes Udeblivelse udgik skriftlig Behandling, var i første Instants under Stør- og Værdalens Jurisdiction, efterat først et Forhør var bleven optaget, under den civile Processes Former i Aarene 1827 og 1828 anlagt ifølge Nordre Trondhjems Amts Ordre ved Procurator Wiig paa det Offentliges Vegne mod 90 Personer, til Undgjældelse efter Lovgivningen for ulovlig Skovhugst i den Staten tilhørende Frostens Alminding. Ved Underrettens Dom blev 7 blandt de Indstævnte dømte til efter uvillige Mænds Skjøn at betale Skadeerstatning af det ulovligen Aavirkede, Landnam og hver 1/90 af Omkostningerne, hvoriblandt 130 Spd. i Salarium til den befalede Sagfører. For 4 af de Indstævntes Vedkommende (Nr. 20, 26, 32 og 35) afvistes Sagen under Forbeholdenhed af Statens Ret, fordi den dem imputerede Skovhugsts Ulovlighed ikke lod sig bedømme uden i Forbindelse med Spørgsmaalet, om og hvorvidt de Sigtede med nogen lovlig Hjemmel havde boesat sig i
Side:506
Almindingen, hvilket laae udenfor Stævnemaalet og Proceduren i nærværende Sag. Ligeledes afvistes Sagen for tvende (Nr. 17 og 59) af de Sigtede, fordi der var Tvivl om hvor den paatalte Hugst havde fundet Sted, hvilken Tvivl ikke uden Sagens Behandling paa Aastederne kunde løses. I Øvrigt bleve de Tiltalte frifundne, hvorhos 83/90 af Sagens Omkostninger faldt det Offentlige til Last. Denne Dom blev stadfæstet i Trondhjems Stiftsoveret den 13de Januar 1834, dog saaledes, at Procurator Wiigs Salarium forhøiedes til 150 Spd., hvorhos den ved Overretten befalede Sagfører, Procurator Blakstad, billigedes i Salarium 20 Spd. Disse Domme paankedes under 25de Juli 1834 af Finants-Departementet ved Høiesteretsadvocat Petersen til Høiesteret, hvor Overretsdommen paastodes underkjendt og de Indstævnte anseede overeensstemmende med Paastanden i første Instants, hvorhos Appellanten androg om Forhøielse i Procurator Wiigs salarium, ifølge hans derom i skrivelse af 5te November 1834 gjorte Undragende.
Med Hensyn til Forkyndelsen af den til Høiesteret udtagne Stævning bemærkes foreløbig, at samme for en Deel af de Indstævntes Vedkommende, der ved Døden vare afgaaede, var skeet for deres Enker eller for den af Arvingerne, der havde Faderns efterladte Gaard, om hvis Rettighed der nærmest var Qvæstion, i Brug og Besiddelse. Med Hensyn til en af de Indstævnte (Nr. 34), der er Slave i Trondhjems Fæstning, var ogsaa Stævningen alene forkyndt for hans hjemmeværende Hustrue. Den i Sagen som Nr. 86 Indstævnte Anders Einersen Storlien var død efter Sagens Paakjendelse i de foregaaende Retter, og Stævningen var heller ikke bleven forkyndt for hans efterlevende Enke, hvorimod Stævnevidnerne havde ankyndiget Stævningen for hendes forrige Huusvært, dog uden at iagttage L. 1-4-30, i det de i Forkyndelsespaategningen anmærkede, at de ikke vidste, hvor Enken var flyttet hen. - Forsaavidt det i Øvrigt kunde synes tvivlsomt, hvorvidt Sagens Gjenstand for enhver af
Side:507
de Sagsøgtes Vedkommende var appellabel til Stiftsoveretten og Høiesteret, havde Stiftsoverretten anmærket, at man i et Tilfælde som nærværende, hvor Ansvaret tildeels beroede paa et tilkommende Skjøn, ikke kunde foregribe samme i Bestemmelsen af Erstatningens og Landnammens Størrelse. Det er at formode, at Høiesteret har af en lignende Betragtning ladet sig motivere til Sagens Antagelse, uagtet derimod vistnok lader sig indvende, at man levnede Skjønsmændene vel meget, naar man antog endog Muligheden af, at de blandt Sagens Parter, der kun paastodes at have ulovligen aavirket t. Ex. et Grantræe eller en tør Fyrrestok, et Emningstræe o.s.v., kunde blive idømte en saa stor Erstatning herfor, dersom de fældtes skyldige, at Erstatningen og Landnammen kunde opløbe til 100 Spd. Vel var der i Sagen Spørgsmaal om en paastaaet Rettighed til Hugst i Frostens Alminding, hvilket for enhver Almuesmand maatte antages at være af en til Høiesteret appellabel Værdie. Men Høiesteret kan neppe hertil have taget noget Hensyn, da saadan Rettighed ikke directe var sat under Paakjendelse i Sagen,1 i det Paastanden fra det Offentliges Side ei egentlig gik ud paa, at de
Side:508
Indstævnte for Fremtiden skulde kjendes uberettigede til Hugst i Almindingen, og disse ikke heller gjennem Contrastævning havde paastaaet en posetiv Anerkjendelse af saadan Rettighed. Hertil kommer, at Enkelte af de Sigtede (Nr. 17 og 59) ikke engang i deres Forsvar gik ud fra, at de havde nogen Ret til Hugst i Almindingen.
Hvad Sagen selv angik, kunde naturligviis ingen Realitetsdom i Høiesteret afsiges, forsaavidt Sagen ved første Instants var afviist, efterdi Hjemviisning ikke ved Overretten og Høiesteret var paastaaet. Da den gjorte Forbeholdenhed af det Offentliges Ret heller ikke vedkom Sagen i sidste Instants, kunde der alene blive Tale om Stadfæstelse eller Forandring, saavidt paanket var. Hvor de Tiltalte ved Hjemthinget var dømte i Ansvar, maatte det herved have sit Forblivende, da de underordnede Retters Domme af de Skyldigebefundne vare upaankede. Den i Øvrige de Tiltalte tilkjendte Frifindelse var i det Væsentlige ved de foregaaende Retter støttet til følgende Betragtninger: Det er in confesso, at Hugsten er skeet i Frostens Alminding,
Side:509
der antages at tilhøre Staten, samt at det Aavirkede er anvendt til Huusfornødenhed af bemeldte Almues boesiddende Gaard- og Huusmænd. Derimod dreier Tvisten sig om de dertil uden Udviisning og Betaling ere berettigede eller ikke. Det Første maa antages. De om Almindinger liggende Bygders Ret til Hugst i samme uden Udviisning og Betaling har fuldkommen Hjemmel i Lovgivningen,2 og der gives ingen specielle Grunde til at gjøre en Undtagelse fra Regelen med Hensyn til Frostens Alminding. Om der end kan være Tale om nogen Pligt for nærværende Indstævnte til at bevise deres Udkomst til hvad Lovgivningen selv hjemler alle andre om Almindinger værende Almuesmænd (hvilket ikke med Føie paastaaes, efterdi Udtrykket «af Alders Tid» i L. 3-12-6 vel alene sigter til at bestemme Grændsen for det District, hvis Indvaanere ansees hugstberettigede), saa er der og i Sagen et efter Omstændighederne antageligt Vidnebeviis for, at Hugsten i Almindingen har fundet Sted fra gammel Tid af, uden at man har vidst af enten Udviisning eller Betaling. Denne i Loven hjemlede og factisk virkeligen benyttede Rettighed stod det ikke i Rentekammerets, Fogdens eller nogen Andens Magt at berøve Almuen mod dens Samtykke; det er derfor forgjæves at man i Sagen paaberaaber en Rentekammerskrivelse af 16de Decbr. 1758, hvis Tilvarelse desuden ei paa authentisk Maade er godtgjort, ligesom den ikke findes i Samlingerne, og Foged Linds Skrivelser af 5te Decbr. 1801 og 26de Juni 1802 om sammes Bekjendtgjørelse fra Kirkebakkerne, hvilken dog ifølge Contravidnernes Prov neppe har fundet Sted. Det er
Side:510
videre af Appellanten indvendt, at Almuen i Aarene 1817 og 1818 skal have vedtaget, ikke at foretage Hugst i Almindingen uden foregaaende Udviisning samt mod at erlægge Betaling for det Aavirkede, i hvilken Henseende er fremlagt en Correspondence mellem Stør- og Værdalens Fogderie, nordre Trondhjems Amt og det daværende 5te Departement, cfr. især Fogderiets Erklæring af 26de Febr. 1818, hvori yttres som om den hele thingsøgende Almue paa Vinterthinget den 19de s. M. havde vedtaget, naar en mod endeel Almuesmænd af Frosten i 1817 anlagt Justitssag maatte bortfalde, at betale det Aavirkedes Værdie, Landnam og de paagaaede Omkostninger, hvorfor ogsaa Sagen senere blev bestemt at skulle hæves. Men Beviis mangler for, enten at den hele da existerende Almue eller alle de i nærværende Sag Indstævnte deeltog i Vedtagelsen, og at denne er skeet i en for hele Almuen bindende Form, eller at den tilsigtede nogen bindende Regel for Fremtiden udenfor den enkelte Sag, der da var anlagt, hvilket den brugte Fremgangsmaade og vedkommende Regjeringsdepartements senere Fortolkning deraf endog synes at modbevise. Den kan saaledes ikke afgjøre nærværende Sag og allermindst gjælde mod dem blandt de Indstævnte, der ikke have deeltaget i at afgive Erklæringen, cfr. 5-1-3. Hvad angaaer en lignende Erklæring, der ifølge Lensmandens Skrivelse af 11te Novbr. 1826 skal være afgivet i bemeldte Aar af nogle blandt de Sagsøgte, gjælder tildeels det allerede Anførte, hvortil kommer, at de Betingelser, hvorunder Tilbudet da skal være skeet, ikke bleve fra det Offentliges Side antagne, cfr. 1-15-3. Endelig er paaberaabt en Række af Udviisningsforretninger, der i Aarene fra 1818 til 1825 ere blevne afholdte i Anledning af Hugst, som enkelte Almuesmænd attraaede til Huusfornødenhed mod Recognitions Erlæggelse. Men foruden at ikke heller heraf kan udledes noget almindeligt Argument mod samtlige Indstævnte, lader disse Forretninger sig forklare af Frygt for Uleilighed og Proces m.v., uden at antage, at Vedkommende for stedse skulde have villet give Slip paa
Side:511
en dem og Efterkommere ved Loven tillagt Rettighed, der heller ikke kan ansees præscriberet ved tildeels i nogen Tid ikke at bringes i Udøvelse uden mod Erlæggelse af uhjemlet Betaling og andre ubeføiede Indskrænkninger.
Ved Høiesteretsdom af 29de Mai 1838 er saaledes kjendt for Ret: «Forsaavidt angaaer Anders Einersen Storlien, afvises den udtagne Høiesteretstævning som ikke lovlig forkyndt. For Øvrigt bør Stiftsoverrettens Dom, forsaavidt paanket er ved Magt at stande.»
1 Det er imidlertid unægteligt, at Høiesteret ikke kunde komme til at idømme de Indstævnte i Almindelighed noget Ansvar, uden at gaae ud fra, at Almuen ei havde Ret til Hugst i Frostens Alminding, og saaledes indirecte tilkjendegive sin Formening herom, uden at dog denne Tilkjendegivelse kunde medføre den i Høiesteret Lovens §7 ommeldte Virkning. Man har og et Præjudicat af 21de Juni 1831 i en mod Skipper Jacob Dreier anlagt Sag, der antoges til Paakjendelse i Høiesteret, endskjønt den alene angik 10 og 8 Spd. Mulct for uberettiget Handel og Udskjænken af Brændeviin. See og jur. Tidskrift 28de B. p. 303 cfr. 12 B. 2 H.p 174, hvor et lignende Princip om deslige Sagers Antagelse findes at være gjort gjældende, efterdi Spørgsmaalet «egentlig angaaer Ret til Næringsbrug.» Men vor Høiesteret maa senere have forladt denne Mening, da man finder, at Sager angaaende Bøder for ulovlig Næringsbrug, ulovlig Brændeviinsudsalg etc. afvises fra Høiesteret, som kun angaaende inappellable Bøder, naar disse ikke efter Lovgivningen udgjøre 100 Spd., og der heller ikke er Spørgsmaal om Confiscation af Varer (Rt-1838-203), Brændeviinsapparater o.s.v. See Rt-1837-79-80, Rt-1837-183, Rt-1837-795-799, Rt-1838-445-446 samt Høiesteretsdom af 12te Juli d. A. i Sagen mod Hans Liebak, der i det Følgende skal blive meddeelt under L.Nr. 219. Denne af Høiesteret sidst udtalte Anskuelse stemmer ogsaa fuldkommen med hvad der antages i Sager angaaende første Gang begaaet Hoer, hvilke, naar Paagjældende ingen Formue har, trods Beskyldningens Virkning med Hensyn til Agtelsen og de Følger, dens Antagelse ved de underordnede Retter, som beviist, saavel efter 3-18-15, Nr. 4,5-2-52 samt 6-21-6 som især i Gjentagelsestilfælde ifølge 6-13-25 indirecte maa have, alligevel afvises fra Høiesteret, som kun angaaende inappellable Bøder. I denne Anledning henvises til Rt-1838-367-368, hvor man har gjort opmærksom paa, at denne Mening dog er yngre end L. 12te Sept. 1818 §6.
2 Overettens videre Udvikling heraf forbigaaes, da allerede Rt-1836-511-515 under Meddelelsen af en i Høiesteret under 8de Juni 1836 afsagt Dom indeholder de herhen hørende Lovsteder. Forsaavidt man imod Almuens Rettighed har citeret Frdg. 31te Marts 1741 og Skattl. 1ste Juli 1816 Nr. 2 §. 3. har Overretten rigtigen bemærket, at disse Lovbud omhandle en saadan Hugst, der gaaer videre end Loven tillader.