Rt-1922-335

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-03-09
Publisert:	Rt-1922-335
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 31/1 B s.a.
Parter:	Bestyrelsen for Malvik statsalmenning (advokat M. Hustad) mot Peter Kindseth m.fl. (advokat Lorents Rynning).
Forfatter:	Hazeland, Johan Rivertz, Andersen, Bade, Arne Vogt, Qvigstad, Bjørn
Lovhenvisninger:	LOV-1857-10-12-§7, Norske Lov (1687) 3-, 3-, Skogloven (1863) §47

Assessor Hazeland: Ved dom, avsagt den 23 august 1917 av sorenskriveren i Strinden og Selbu, blev saaledes kjendt for ret: «1. Citanterne, nedenstaaende personer anerkjendes som bruksberettigede i Malvik statsalmenning for sine respektive nedenstaaende bruk: - - - 2. De indstevnte den nuværende bestyrelse for de bruksberettigede i Malvik statsalmenning gaardbrukerne Ole Kr. Bostad, Oluf Jensen Bostadtrø, Hans Løvø, Johan Saxvik og Peder Amdahl bør til citanten betale erstatning for uberettiget negtelse av citantens almenningsret efter skjøn av uvillige mænd optat paa de indstevntes bekostning. 3. Processens omkostninger ophæves.»

Ved Trondhjems overrets dom av 2 juni 1919 blev underrettens dom stadfæstet, dog saaledes, at medlemmerne av bestyrelsen for Malvik statsalmenning frifandtes for den dem ved underretten idømte erstatning; processens omkostninger for overretten ophævedes. Overrettens dom blev avsagt under dissens, idet en av de voterende stemte for stadfæstelse av underrettens dom i dens helhet.

Overretsdommen er av begge parter indanket til Høiesteret, av almenningsstyret ved stevning av 29 november 1919, av saksøkerne ved kontrastevning av 3 januar 1920. Kontraappellanterne er de samme som de indstevnte for overretten med den forandring, at S. Kindseth er avgaat ved døden og i hans sted i saken indtraadt forstmester Petter Kindseth.

Av hovedappellanterne er nedlagt saadan paastand: «1. At kontraappellanternes paastand om for sine respektive bruk at anerkjendes som bruksberettiget i Malvik statsalmenning ikke tages til følge. 2. At saavel den nuværende bestyrelse for de bruksberettigede i Malvik statsalmenning som bestyrelsen for de bruksberettigede i almenningen i 1912 og 1913, nemlig gaardbruker Ole Kr. Bostad, Oluf Jensen Bodstadtrø, gaardbruker og sersjant Hans Løvø, gaardbruker Johan Saxvik og Peder Amdal frifindes for kontraappellanternes tiltale i saken. 3. At appellantskapet hos kontracitanterne in solidum tilkjendes sakens omkostninger for alle retter. Hvis saken avvises paastaaes appellantskapet hos kontracitanterne in solidum tilkjendt kost og tæring.»

Av kontraappellanterne er nedlagt saadan paastand: «At underrettens dom stadfæstes og at kontraappellanterne tilkjendes saksomkostninger for alle retter.»

Saafremt ulovskikket kumulation ansees at foreligge, paastaaes subsidiært saken avgjort i realiteten, forsaavidt angaar eierne av

Side:336

gnr 65 bnr 1 Fossen & Fosli, J. & E. Fossen, med tilkjendelse av omkostninger for alle retter.

I anledning av kontraappellanternes subsidiære paastand har hovedappellanterne nedlagt tillægspaastand om, at samme ikke tages tilfølge.

Om sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for de avsagte domme.

For Høiesteret er fremlagt en ny erklæring fra arkivkonsulent G. Tank samt et par andre dokumenter, som jeg senere skal nævne, forsaavidt de findes av betydning for saken.

Men hensyn til formalia har hovedappellanterne reist spørsmaal om, hvorvidt saken kan fremmes, aldenstund staten som eier av almenningen ikke er stevnt. Jeg finder intet til hinder herfor. Paa den ene side har staten paa forhaand erklæret, at den for sit vedkommende ikke motsætter sig kontraappellanternes krav; paa den anden side vil nærværende dom alene bli res judicata mellem parterne. Jeg antar da ikke der kan være noget at indvende mot hovedappellanternes partskompetence.

Videre har hovedappellanterne uttalt tvil, om ikke saken maa avvises paa grund av ulovskikket kumulation. Heller ikke dette antar jeg. Kontraappellanterne gjør alle gjældende helt ensartede krav og bygger dem paa det samme retsgrundlag, nemlig hugstret i almenningen for opsitterne i hele Malvik sogn. En følge av den maate, hvorpaa saken saaledes er anlagt, maa det paa den anden side efter min mening være, at man ikke i nærværende sak kan avgjøre noget om, hvorvidt nogen enkelt eller enkelte av kontraappellanterne kan gjøre krav paa almenningsret av særegne grunde, som alene vedkommer deres gaarde.

Med hensyn til realiteten kommer jeg til et andet resultat end de tidligere domme.

Sakens avgjørelse maa efter mit skjøn i første række bero paa, hvad der kan antages med hensyn til utøvelse av almenningsret i Malvik almenning fra gammel tid for de av kontraappellanterne repræsenterte gaarde eller grænder. For tiden 1700 til begyndelsen av det 19de aarhundrede foreligger til belysning herav endel utskrifter fra gamle retssaker og andre dokumenter fra denne tid. Jeg skal nævne nogen av dem. I 1781 oplyser Tank, at der har været behandlet en sak om hugst av kulved i almenningen mot en Nils Stav. I 1752 foretokes en sak mot 28 opsittere for ulovlig hugst til salg; herav var 2 henholdsvis fra Kindseth og Stav, resten fra hovedappellanternes grænd, Malvikgrænden i snevrere forstand. Forøvrig er fremlagt akter fra saker om almenningens grænser mot Hommelviken og Mostadmarkens gods, hvori almenningens interesser for almuens vedkommende altid repræsenteres av opsittere fra den samme grænd. I mandtal over gaarde og almenninger i Strinden og Selbu fogderi for 1761 og 1763, fremlagt for Høiesteret, heter det om Malvik almenning, at den mot vest strækker sig mot Malvik bygd. Himmelretningen er i dette som i flere andre av de forskjellige dokumenter ikke stemmende med kompasset; men da der bare er tale om grænse mot bygden i én retning, kan det neppe være tvilsomt, at der alene tænkes paa

Side:337

Malvikgrænden. I en saakaldt klage til Kommercekollegiet av 9 august 1766, foranlediget ved at en raadmand i Trondhjem hadde søkt om bygsel paa almenningen, og hvori fremholdes, at saadan vilde være til klagernes ruin, er underskriverne «paa egne og øvrige Indstrindens almues vegne udi Malvik Sogn» alle fra hovedappellanternes grænd. I en markeskjelsforretning fra 1767 er parterne paa den ene side gaardene Halstad, Mostadmarken og Hommelvik, paa den anden «den almenning, som nogen av Malvik sogns almue» bruker, og samtlige indstevnte bønder viser sig ogsaa her at være fra samme grænd. I en retssak om hugst i almenningen fra 1821 gjøres indsigelse mot opsittere i Malvik som villige vidner paa grund av deres interesse i almenningen, mens en gaardmandssøn under Hommelvikens gods og en leilænding under samme gods ansees habile. Bortset fra den nævnte hugst av opsittere paa Kindseth og Stav forekommer i det hele i de fremlagte dokumenter fra denne tid intet, som antyder, at andre end opsittere i hovedappellanternes grænd har hugget eller er interessert som bruksberettigede i almenningen.

I 1814 utfærdigedes efter foranledning av stiftamtmand Trampe regulativ for almenningen. Der indsattes en opsynsmand og bestemtes, at hugst alene maatte finde sted efter utvisning. Derefter har man for aarene 1819-31 aarlige lister over dem, som har søkt eller faat utvisning; det er undtagelsesfrit begge dele bare folk fra hovedappellanternes grænd.

I 1839 blev opsynet ophævet efter foranledning av herredsstyret, som ønsket sig fritat for at utrede løn til opsynsmanden under paaberopelse bl.a. av, at skogene var saa ubetydelige, at de ikke avgav noget nyttig materiale. Senere fandt fogden «til sin forundring», at der var adskillig skog i almenningen, og at der av bruksberettigede og andre foregik ikke saa ubetydelig ukontrollert skogdrift. Som følge herav blev atter ansat opsynsmand i 1853. I denne tid, da almenningen var, som det heter, «løs» eller uten opsyn, maa der antages at være hugget av folk fra andre dele av sognet end Malvikgrænden og navnlig fra Aasgaardene og Mostadmarken. Der er intet oplyst om protest herimot fra opsitterne i Malvikgrænden; men under hensyn til den uklarhet, som paa denne tid hersket om almuens rettigheter i almenningen i det hele likeoverfor det offentlige, mener jeg, man maa være forsigtig med at slutte for meget herav. Jeg kommer senere tilbake til denne uklarhet.

I de følgende aar til 1886 har været søkt og bevilget utvisning til gaardene Stav og Kindseth og nogen enkelte gaarde i Hommelvik. Utvisningerne maa antages at skyldes uklarhet fra forstvæsenets side med hensyn til hvem som var bruksberettigede. Heller ikke paa disse ansøkninger og utvisninger antar jeg, der kan bygges noget til støtte for kontraappellanterne. Likesaalidt som derved kan være erhvervet almenningsret, finder jeg, at ansøkningerne eller utvisningerne, fremkommet i senere tid under nye forhold og muligens nye behov hos vedkommende gaarde for skogbruk i almenningen, kan indicere noget med hensyn til bruk i ældre tid i strid med sakens øvrige oplysninger.

Side:338

Særlig for Hommelvik, Mostadmarken og Vasbygden kan jeg efter det anførte ikke se, at der i det hele er ført noget bevis for hugst i almenningen i gammel tid. Meget mere taler oplysningerne i det hele i motsat retning.

Kontraappellanterne har her for retten hævdet, at der fra gaarde i Mostadmarken og Vasbygden har været utøvet sæterbruk i almenningen. Jeg finder dog ikke, at det er lykkes dem at bevise denne paastand. Hvad Vasbygden angaar, er det saa, at en sæter eller plads, Hvidstenviken, blev brukt av øvre Jervan efter bygsel siden 1809 og senere er gaat over i samme gaards private eie, likesom en anden plads eller sæter, Røviken eller Braattan, ogsaa er kommet paa privat haand. Men heri tør jeg endnu ikke se bevis for, at gaarde i Vasbygden har utøvet sæterbruk i almenningen i henhold til N. L 3-12-3.

Kontraappellanterne har videre paaberopt forskjellige omstændigheter, som skal godtgjøre, at opfatningen i bygden har været den, at det hele sogn var bruksberettiget i almenningen, saaledes: 1) at opsynets løn oprindelig blev utlignet paa sognets eller tinglagets matrikkel og efter 1853 utredet av kommunekassen. Det maa indrømmes, at det hermed vilde passe bedst, at hele sognet eller herredet var interessert i almenningen, men noget bevis kan neppe utledes derav. Det er formentlig ikke ukjendt, at utgifter, som strengt tat bare vedrører en begrænset kreds, allikevel fordeles paa herredets matrikul eller utredes av kommunekassen; 2) at matrikkelkommissionerne i 1818 og 1863 ikke har anmerket noget særskilt ved noget enkelt bruk i Malvik med hensyn til ret i almenningen. Heller ikke herav tror jeg man kan drage nogen sikker slutning. Baade i 1818 og 1863 var bruken avhængig av øvrighetens tilladelse og utvisning, likesom den synes at være forbeholdt skogløse gaarde. Retten har derfor maattet fremstille sig som noksaa prekær og vanskelig at vurdere, om den i det hele kunde betragtes som nogen tinglig ret i egentlig forstand. Jeg skal forøvrig bemerke, at der intet nærmere er oplyst om, hvorledes skjemaet i enkeltheter er besvart for henholdsvis tinglagets og herredets gaarde; 3) Kjøpeandragendet av 15 januar 1857 og beslutningerne i formandskap og kommunestyre i 1883-85 sigtende til at faa valgt almenningsbestyrelse i henhold til lov av 12 oktober 1857 §7.

Med hensyn til disse aktioner skal jeg bemerke, at det efter min mening ikke er tvilsomt, at kjøpeandragendet hviler paa forutsætningen om, at det hele sogn skulde være sammen om kjøpet og bestræbelserne for at faa en almenningsbestyrelse likeledes paa forutsætningen om, at opsitterne i det hele sogn skulde delta som bruksberettigede i valget. Men heller ikke disse forestillinger finder jeg avgjørende for saken. Selv om de betragtes som uttryk for en gammel opfatning om bruksret for det hele sogn ogsaa blandt opsitterne i Malvikgrænden, kan en saadan opfatning vanskelig træde istedenfor gammel bruk. Om opsitterne i hovedappellanternes grænd i sin tid har ment og git uttryk for, at ogsaa de andre grænder i sognet var almenningsberettigede, kan det heller ikke hindre, at de senere hævder en anden opfatning, naar det viser sig, at den første var feilagtig.

Side:339

Forøvrig antar jeg, at man ved bedømmelsen av disse aktioner fra sognets side bør ta i betragtning de omstændigheter, hvorunder de fremkom. Fra 1853 var paany indført opsyn. I 1867 var opsynet gaat over fra amtmanden til forstvæsenet, likesom der efter denne tid ogsaa blev opkrævet en rekognition til det offentlige, som sees at ha været av varierende størrelse. Utvisning synes som nævnt likefra 1814 bare at være git til skogløse gaarde og i den senere tid som regel ikke 2 aar i træk. Efter en skrivelse fra amtmanden til Indredepartementet av 3 februar 1860 synes hugst av bygningstømmer i de senest forløpne aar overhodet ikke at ha været tilladt. Det ansaaes fra administrationens side endog tvilsomt, om der, aldenstund hugsten var betinget av det offentliges tilladelse, i det hele tilkom almuen nogen egentlig bruksret, jfr. skrivelse fra Indredepartementet av 28 juni 1867, gjengit i skrivelse fra forstmester Selmer til forstassistent Schiøtz av 6 juli 1867. Fra almuens side sees der særlig i 1880-aarene at ha raadet misnøie med forstvæsenets bestyrelse, som man fandt vilkaarlig. Det er under disse omstændigheter let at forstaa, at man ønsket at erhverve almenningen til eiendom eller selv at faa bestyrelsen av den. Og under den uklarhet, som hersket med hensyn til almuens rettigheter i det hele, kan man muligens ha ment sig at staa sterkest, naar sognet optraadte i fællesskap. Der foreligger i virkeligheten oplysninger, som tyder paa, at dette er mere end en mulighet. Ifølge en av daværende forstmester Schiøtz avgit redegjørelse i skrivelse til skogdirektøren av 24 april 1886 var der ved hans ankomst til bygden (1862) en utbredt tradition om, at Hommelviken og Mostadmarken ingen egentlig ret hadde til almenningen og ikke hadde utøvet skogbruk før i de seneste tider. Hermed stemmer ogsaa en erklæring av februar 1886 fra 34 opsittere i hovedappellanternes grænd, som var indhentet av Schiøtz. I en senere skrivelse til kommunestyret av 27 februar 1886 blev denne erklæring tilbakekaldt av 23 av underskriverne, fordi den antokes at «kunne anvendes til at svække Malviks kommunebestyrelses henvendelse til forstvæsenet angaaende Malviks almenning». En 23de av underskriverne avgav under 2 mars 1886 erklæring om, at hans uttalelse bare gjengav, hvad han hadde hørt siden han var liten gut og han vilde ikke være ansvarlig for sit underskrevne navn. Efter disse tilbakekaldelser ikke mindre end efter den oprindelige erklæring og den av Schiøtz forefundne tradition forekommer det mig, at betydningen av sognets fællesoptræden 1883 til 1885 og 1857 som bevis for opfatningen i gammel tid blir adskillig avsvækket.

Efter det anførte vil jeg votere for, at hovedappellanterne frifindes for kontraappellanternes tiltale. Frifindelsen vil gjælde saavel likeoverfor paastanden om bruksret i almenningen som paa erstatning hos den tidligere bestyrelse personlig, uten at det er nødvendig at gaa ind paa de indsigelsen av formel og reel art som forøvrig er fremsat mot den sidste paastand.

Processens omkostninger finder jeg der er grund til at op hæve for alle retter.

Konklusion:

Hovedappellanterne, bestyrelsen for Malviks statsalmenning,

Side:340

bør for kontraappellanternes - nedennævnte personers - tiltale i denne sak fri at være: 1) Peter Kindseth, - - - 65) Sivert Kristensen, Jervan øvre. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Ekstraordinær assessor Johan Rivertz: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Andersen og konst. assessor byretsassessor Bade: Likesaa.

Ekstraordinær assessor fhv. assessor Arne Vogt: Likesaa. Saken har forøvrig for mig stillet sig adskillig tvilsom. Jeg antar imidlertid, at denne tvil bør løses mot kontraappellanterne under særlig hensyn til, at deres krav gaar ut paa at tilkjendes en almenningsret, som efter det oplyste maa antages fra gammel tid udelukkende at ha været utøvet av gaardene i Malvikgrænden, der ogsaa, i motsætning til de øvrige grænder i sognet, har hat sine sætre i almenningen. Det maa da, naar kontraappellanterne forlanger sig medberettigede i almenningsbruket, paahvile dem at godtgjøre, at bruksret i almenningen rettelig har været tillagt ogsaa de øvrige grænder i Malvik sogn. Men efter min mening svigter dette bevis, om det end maa indrømmes, at adskillige momenter taler til støtte for kontraappellanternes krav. Jeg vil tilføie, at efter de foreliggende oplysninger om, at gaardene i Malvikgrænden gjennemgaaende har litet skog, mens det motsatte er tilfælde med de øvrige grænder i sognet, forekommer det mig i og for sig at være naturlig, at det bygdelag, der har erhvervet bruksret i almenningen har været begrænset til Malvikgrænden.

Ekstraordinær assessor, overretsassessor Qvigstad: Med hensyn til de formelle spørsmaal i saken: avvisning ex officio fordi staten ikke er stevnt og paa grund av antagelig ulovskikket kumulation slutter jeg mig til førstvoterende.

Hvad angaar realiteten er jeg med de foregaaende retter enig i, at samtlige gaardbrukere i Malvik sogn maa ansees bruksberettigede i almenninger, og jeg kan i alt væsentlig tiltræde, hvad disse retter har anført til begrundelse av sit standpunkt forsaavidt. Almenningen er efter min formening praktisk tat beliggende midt i Malvik sogn, og den kan efter de natudige stedforhold ikke siges at tilligge Malvikgrænden mere end de øvrige grænder i bygden. Jeg finder, at det ikke nogensinde- før 1886 har været bestridt, at hele Malvik sogn er bruksberettiget i almenningen. I en flerhet av de retssaker, som har versert vedkommende almenninger, foreligger uttalelser og anførsler, som viser, at bruksretten i almenningen tilligger hele Malvik sogn eller bygd uten begrænsning. Jeg henviser særlig til retssakerne i 1751-52, 1773-74, og jeg kan i denne forbindelse ogsaa nævne overretsdommen av 1846. Det samme fremgaar av gaardsmandtallene av 1761 og 1763 samt hugstregulativerne av 1814 og 1820 og opgangsforretningen av 1818. - Der er ikke tilstrækkelig grund til at anta, at den opfatning av retsforholdet, som er kommet til uttryk i disse dokumenter, skulde bero paa nogen misforstaaelse fra vedkommende myndigheters side. De omhandlede anførsler er jo fremkommet til forskjellige tider gjennem et langt tidsrum og hitrører fra forskjellige

Side:341

personer. Almuen selv har ved sin holdning i 1857, da den søkte om at faa kjøpt almenningen, klart lagt for dagen, at alle gaardbrukere i sognet mentes at være bruksberettigede i almenningen. og det samme standpunkt som i 1857 indtok bygden henved 30 aar senere, da den i 1885 fik istand en henvendelse til departementet angaaende almenningen. Jeg finder det vanskelig at komme forbi den opfatning, som bygden saaledes 2 ganger av egen drift er fremkommet med, og som stemmer overens med, hvad der i en række dokumenter av retslig og administrativ karakter er anført om bruksretten i almenningen. Naar man saaledes maa gaa ut fra, at det fra gammel tid og helt til 1886 har været den almindelige opfatning saavel hos almuen som hos vedkommende autoriteter, at almenningen tillaa hele Malvik Sogn, antar jeg ikke, at der kan lægges nogen avgjørende vegt paa, i hvilken utstrækning de forskjellige gaarde og grænder inden bygden faktisk har utøvet bruksretten. For tiden før 1814 har man kun utilstrækkelige oplysninger om bruken. Under retssaken i 1752, hvor opsitterne paa Stav og Kindseth sammen med en flerhet av opsittere i Malvikgrænden var indstevnt for ulovlig skoghugst, gjorde de indstevnte gjældende, at almenningen «af umindelige tider stedse haver været tilfælleds for samtlige almue». I tiden fra 1814 til 1886 er det hovedsagelig Malvikgrænden, som har benyttet sig av almenningen; men gaarde i Mostadmarken, Hommelvik, Stavgrænden og Vasbygden sees dog ialfald fra 1840 og utøver ogsaa at ha foretat hugst i almenningen uten indvending fra de øvrige bruksberettigedes side. Et par gaarde i Vasbygden synes at ha hat sætre i almenningen. Selv om disse sætre maaske skulde være erhvervet ved kjøp fra almenningen, peker dog forholdet hen paa, at disse gaarde ialfald har hat havneret der. Bruken i almenningen har saaledes ikke været indskrænket til den egentlige Malvikgrænd.

Hvad erstatningspaastanden mot almenningsstyret i 1912-13 angaar, er jeg enig med overrettens flertal i, at vedkommende bestyrelse ikke har optraadt paa en saadan maate, at den har paadraget sig noget personlig ansvar.

Jeg finder i henhold til det anførte, at overrettens dom bør stadfæstes. Men hensyn til saksomkostningerne er jeg enig med førstvoterende. Da jeg er i minoritet, anser jeg det ikke nødvendig at forme nogen konklusion.

Assessor Bjørn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med sjettevoterende hr. assessor Qvigstad og vilde i tilfælde som han ha votert for stadfæstelse av overrettens dom med ophævelse av sakens omkostninger for alle retter.

Av underrettens dom:

Strinden prestegjæld og herred, der iøvrig omfatter flere forskjellige grænder som Snausfrinden, Indstrinden, Utstrinden, Opstrinden m.v., bestod indtil 1893 av hovedsognet Lade med annekssognene Malvik, Bratsberg og Byaasen.

Malvik sogn blev i 1893 utskilt og danner det nuværende Malvik prestegjæld og herred.

Malvik bestod og bestaar av flere forskjellige grænder nemlig til det egentlige Malvik, der indbefatter de gaarde,- som ligger mellem Solemsaasen

Side:342

og Hornhammer i vest, Svingberget og Skarislottet i øst, Strindefjorden i nord og almennningen i syd, 2.Hommelviken, der ligger omkring Homlaelven, 3. Mostadmarken herunder Aasgaardene liggende omkring Foldsjøen og 4. Vasbygden, de gaarde i Malvik som ligger omkring Jonsvandet.

Til Strinden prestegjæld laa Strinden statsalmenning, som var en fællesbetegnelse for Malvik og Haukaas almenning.

Haukaas almenning tilligger nu Bratsberg sogn.

Hvad angaar Malvik statsalmenning, uttalte Malvik kommunebestyrelse sig i møte av 3 mars 1885 for oprettelsen av almenningsbestyrelse for statsalmenningen og anholdt derhos om, at Malviks herreds samtlige gaardbrukere maatte bli erkjendt bruksberettigede i almenningen.

I anledning av denne henvendelse, som blev oversendt forstmesteren i Søndre Trondhjem og Romsdal til erklæring, foreslog den daværende forstmester Schiøtz i en forestilling til skogdirektøren av 24 april 1886, at der til det foreliggende andragende skulde svares 1) at der for statsalmenningen i Malvik ikke kunde og ikke skulde blive nogen fællesbestyrelse at utvælge, 2) at det offentlige fremdeles vilde forvalte almenningen som hittil, 3) at gaardene som forstmesteren anførte «paa Indstrinden» vestenfor Stavsbækken d. e. matr.nr. 98 Saksvig til og med 112 Lille Sande samt matr.nr. 142 Halset til og med matr.nr. 160 Herjuan «fremdeles som hittil» til egen gaardsfornødenhet skulde blive tilstaaet forstvæsenets bevilling og utvisning i almenningen, forsaavidt de ikke selv hadde tilstrækkelig eiendomsskog, 4) - - -»

I overensstemmelse med denne forstmester Schiøtz's fremstilling uttalte derefter Indredepartementet i en skrivelse til skogdirektøren av 9 september 1886, at departementet efter de foreliggende oplysninger var enig i, at der ikke for - tiden var føie til at benytte den det offentlige i skoglovens §47 hjemlede adgang til at foranledige valg av almenningsbestyrelse samt at man heller ikke fandt at kunne disponere over almenningen til fordel for gaardbrukerne i de dele av herredet (Hommelviken, Mostadmarken, Vasbygden m. m.) for hvis vedkommende det ifølge forstmester Schiøtz's fremstilling ikke kunde antages, at gaardene fra gammel tid hadde hat nogen bruksret i Malvik almenning.

De opsittere, som saaledes blev tilstaaet bruksret i almenningen, var kun opsittere i Malvikgrænden.

De, som ikke blev anset berettiget til bruk i almenningen, altsaa opsitterne i Malviks tre andre grænder, eiede matr.nr. 113 Stav til og med matr.nr. 141 Rolstad samt matr.nr. 162 Stokdal til og med matr.nr. 166 Gjervan.

Under 17 mars 1911 indgav 56 opsittere i Hommelviken og Mostadmarken et andragende til Landbruksdepartementet om som bruksberettigede at erholde utvisning i almenningen, men departementet fandt ikke grund til at forandre den tidligere avgjørelse, hvorved kun Malvikgrænden ansaaes bruksberettiget i Malvik statsalmenning.

De 56 gaardbrukere indgav derefter gjennem advokat Rynning til Landbruksdepartementet under 5 oktober 1912 en ny forestilling, hvori det henstilledes til departementet at anerkjende de 56 gaardbrukeres ret til almenningen paa like fot med de øvrige opsittere i Malvik prestegjæld.

I anledning av denne forestilling uttalte Landbruksdepartementet i skrivelser av 9 og 20 november 1912, at Malvik statsalmenning ifølge oplysninger, som nærmere anførtes, neppe kunde antages at tilfredsstille de bruksberettigedes behov. I betragtning herav samt under hensyntagen til

Side:343

de nye oplysninger, som advokat Rynning hadde trukket frem, fandt departementet at det offentlige for sit vedkommende ikke burde negte gaardbrukerne i - Hommelviken, Mostadmarken og Vasbygden bruksret i Malvik statsalmenning.

Efter skrivelse fra advokat Rynning uttalte derhos Landbruksdepartementet under 20 december 1912, at der burde avholdes nyt valg paa bestyrelse for Malvik statsalmenning, forsaavidt den av gaardbrukerne i Hommelviken, Mostadmarken og Vasbygden paastaaede bruksret i almenningen ikke blev negtet av de øvrige bruksberettigede. De tidligere bruksberettigede protesterte imidlertid mot departementets avgjørelse og mot at der holdtes valg paa ny bestyrelse. Møte av de bruksberettigede til bestemmelse av bestyrelsesmedlemmernes antal blev dog berammet og avholdt.

Men da de tidligere bruksberettigede fastholdt sin protest, blev der intet nyt valg av.

Efter forgjæves anstillet forliksmægling og stevning av 2 april 1913 har derefter de 56 utelukkede opsittere i Stavgrænden, Hommelvik, Mostadmarken og Jonsvandsgrænden i Malvik, hvortil yderligere har sluttet sig endel andre i samme grænder, anlagt søksmaal mot den nuværende bestyrelse for de bruksberettigede i Malvik statsalmenning. - - -

Retten skal bemerke:

Efter N.L. 3-12-3 og 6 tilkommer almenningsretten bygdelaget.

Ordet «bygdelag» eller «bygd» antages at være en stedsbetegnelse, uten at betegnelsen netop falder sammen med eller er ensbetydende med en enkelt grænd, likesom bygdelaget eller bygden heller ikke er bunden til enhver tids administrative inddeling som sogn, herred eller prestegjæld.

N.L. 3-12-6 hjemler saaledes hverken utelukkende Malvikgrænden som saadan eller hele Malvik sogn eller prestegjæld som saadant almenningsret.

Spørsmaalet om, hvorvidt kun Malvikgrænden, hvad der i nærværende sak blir ensbetydende med de av de indstevnte repræsenterede gaardbrukere eller jordbrukere, eller delvis ogsaa resten av Malvik prestegjælds gaardbrukere eller jordbrukere - altsaa ogsaa citanterne - er bruksberettigede i Malvik almenning, beror derfor paa, hvorvidt kun Malvikgrænden eller ogsaa enkelte gaarde utenfor Malvikgrænden, andre grænde eller hele Malvik sogn kan antages at ha tilkommet bruksret i almenningen i alders tid.

Med hensyn hertil bemerkes det, at det navn, hvormed heromhandlede almenning har været betegnet, oprindelig Strindens Vold, almenning til Indstrinden, Strindens almenninger (da omfattende de nuværende Malvik og Haukaas almenninger), senere Malvigs eller Malvig sogns almenning) nærmest tyder paa, at oprindelig hele Strinden eller Indstrinden hvortil efter anførselen i oplysning 1 ogsaa gaarde i Hommelviken, Mostadmarken og Vasbygden henregnes, og senere hele Malvik sogn ansaaes bruksberettiget i almenningen.

Navnet finder man imidlertid alene i og for sig ikke at kunne tillægge synderlig betydning.

Heller ikke finder man i saken efter omstændigheterne at kunne lægge nogen vegt paa hvorledes almenningen er beliggende i sognet.

Derimot finder man at maatte lægge vegt paa, at de foreliggende oplysninger gjennemgaaende like fra først av anfører det hele sogns almue som bruksberettiget uten indskrænkning. - - -

I mot disse bestemmelser og uttalelser sees ingen at ha kommet med nogen indvending, før forstmester Schiøtz gjorde sin forestilling i 1886;

Side:344

men at saadanne bestemmelser og uttalelser kan være avgit uten indvending finder retten vanskelig kan være skedd, uten at der derved kun anførtes eller nærmere søktes fastslaat en tilstand som til de forskjellige tider faktisk var forhaanden, og anerkjendtes av de interesserte.

I forbindelse hermed staar oplysning 32, idet man nærmest antar, at matrikuleringskommissionerne vilde ha gjort anmerkning om nogen av gaardene i Malvik hadde forret fremfor eller mindre ret end andre i almenningen.

Efter de saaledes foreliggende dokumenter finder retten at maatte gaa ut fra, at almenningsretten har tilkommet hele Malvik sogn eller samtlige sognets gaardbrukere saalangt oplysningerne gaar tilbake eller ialfald i alders tid.

Med hensyn til den bruk som har været utøvet i almenningen bemerkes det:

Det fremgaar av oplysning 2) at i en skogtvistighet i 1712 ingen av citantens gaarde har været med, av oplysning 3), at foruten opsitterne paa Stav og Kindseth ingen fra Mostadmarken, Hommelviken eller Vasbygden har mødt i 1751 efter stevning til almuen, fordi de hadde hugget i almenningen, oplysning 4) at kun opsitterne fra Malvikgrænden var stevnet for at ha borttat den her nævnte kulmile, oplysning 5) 8) 10) 13) 14) 17) at de kun var opsittere fra Malvikgrænden som optraadte for almenningen (om end i 5 og 8 paa egne og den øvrige almues vegne), av oplysning 15) at ingen gaardbruker fra Malvikgrænden føres som vidne om hugsten, samt av oplysning 18), at ingen fra de nu utelukkede gaarde i aarene 1819-1831 søkte om hugst i almenningen.

Disse oplysninger tyder paa, at Malvikgrænden er den grænd, som stadig har hugget i almenningen og optraadt som den bruksberettigede. Likesaa viser ordene i markeskjelsforretningen i 1767 (oplysning 1 og 7) «den almenningsskog som nogen av Malviks sogns almue bruker og benytter» hvorledes forholdet ved anledningen faktisk har vist sig.

Imidlertid anfører forstmester Schiøtz i sin fremstilling i 1886, hvortil de indstevnte har henholdt sig, med hensyn til de utelukkede gaardes hugst i skogen, at de hadde mer end tilstrækkelig skog paa godsets og gaardenes egen grund og derfor ikke hadde nogen grund til at søke helt op i almenningen. Hermed stemmer ogsaa 2det og 3dje hovedvidnes forklaringer.

Som følge herav kan man formentlig ikke vente, at der i de oplysninger, som forekommer om almenningens bruk, skal findes meget, der viser at citanternes gaarde har utøvet bruksret i almenningen. Allikevel viser oplysning 16) at en opsitter paa Jervan i 1821 ansaa sig bruksberettiget i almenningen, oplysning 19) at opsittere paa Stav, Kindseth og Roten samt fra Mostadmarken og Aasgaardene har hugget i skogen fra 1840 til 1853, oplysning 24, at Stav, Kindseth, Hommelviken og Aasgaardene fra 1853 til 1867 har søkt og delvis faat utvisning til hugst, samt at der i aarene 1867 til 1886 har været utvist til gaardene Stav, Kindseth, Roden, Grønberg, Næsvold, Buaasli og Fossen og oplysning 25, at opsittere paa Øidalsøvnet i 1872 har faat bygningstømmer utvist.

Efter 1ste, 2det, 3dje og 4de hovedvidnes forklaringer fik i 1840 og 1850 aarene gaardene Fossen, Grønberg, Næsvold, Buaasli og Roten samt i 1870 og 1880 aarene Stav, Kindseth, Grønberg, Halstad og Roten utvist i almenningen. Disse foreliggende oplysninger og forklaringer viser saaledes, at gaardene i Mostadmarken, Hommelviken og Vasbygden dog ialfald 2

Side:345

menneskealdre har hugget i almenningen. Der er ikke fremkommet nogetsomhelst, som tyder paa, at nogen har hat noget at indvende derimot, eller paa, at de selv ikke skulde ha hugget med fuld overbevisning om sin ret til hugsten. Naar man sammenholder den bruk, som de utelukkede gaarde saaledes efter foranstaaende dog har utøvet i almenningen, med de fremkomne oplysninger om at gaardene ikke hadde trang til at benytte almenningen, finder retten ogsaa i den stedfundne bruk en støtte for hvad man foran gik ut fra, at almenningsretten ikke tilkommer alene Malvikgrænden men ogsaa de andre grænder hvorav Malvik sogn bestaar eller hele Malvik Sogn. I forbindelse hermed finder efter rettens mening de anførte oplysninger om Malvikgrændens stadige og fortrinsvise optræden i og for almenningen sin forklaring deri, at Malvikgrænden mer trængte almenningen, hadde mer interesse av hugsten der og derav ogsaa av at optræde i og for almenningen. Men derved har Malvikgrænden ikke erhvervet nogen eneret for sig til almenningen. Efter hvad der saaledes foreligger, finder retten at maatte anta, at de forskjellige grænde, hvorav Malvik sogn bestaar, har den av citanterne paastaatte bruksret i almenningen. Hertil skal man tilføie at den enkelte gaard i grænden ikke kan negtes retten paa grund av svigtende bevis for en utøvelse av retten i alders tid (kfr. høiesteretsdom Rt-1912-785), likesaalidt som den enkelte gaard har tapt sin bruksret, om den i alders tid ikke skulde ha utøvet bruksretten. Dette faar in casu formentlig anvendelse paa de av citantens gaarde der ligger i Malvik, men om hvis utøvelse av bruksretten der i saken ikke foreligger nogen særskilt oplysning. Disse gaarde antages saaledes at ha bruksret med sin grænd. - - -

Av overrettens dom:

- - - Jeg er kommet til samme resultat som underretten og kan i alt væsentlig henholde mig til dennes begrundelse. Jeg finder det rigtigst at lægge mest vegt paa de oplysninger som haves om bruk i almenningen i tiden fra ca. 1840 indtil 1886, ogsaa forsaavidt angaar gaarde utenfor den saakaldte egentlige Malvikgrænd, hvortil bruksretten senere har været anset begrænset, og paa den opfatning av retsforholdet, som i det nævnte tidsrum gjentagne gange har kommet tilorde inden bygden selv og fra dens organer og ikke mindre fra dem, der hørte hjemme i den grænd, som nu prætenderer eneret, end fra dem, som hørte hjemme i grænder, som nu gjennem saksøkerne hævder sin medberettigelse. Paalidelige oplysninger om forholdene i tidligere tider maa efter sakens egen natur være vanskeligere at tilveiebringe og forsaavidt de viser eller tyder paa, at ialfald i visse tidsrum bruken av almenningen har været begrænset til gaarder i den saakaldte egentlige Malvikgrænd, lar dette sig vistnok uten urimelighet forklare dels ved at trangen til skogvirke fra almenningen her var størst og ved almenningens forhuggede tilstand, samtidig med at der har været bekvem tilgang for skogvirke i egen skog i de andre grænder. - - -