Rt-1881-855
| Instans: | Kristiania Stiftsoverret - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1880-03-15 |
| Publisert: | Rt-1881-855 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | |
| Parter: | Peder Pedersen Ulven mod Lensmand Andersen m. Fl. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) |
Ved Skjøde afødt xx.xx.1846, thinglæst den 17 Decbr. f. A., solgte
Side:856
Ole Iversen Grosberg til Peder Pedersen Ulven i Ringsakers Præstegjeld sin «eiende Sæter - Aakresæteren kaldet - beliggende under Mtr. Nr. 28 Grosberg i Froens Præstegjeld, af Skyld 60 Skill., med de til samme hørende Huse og alle dens Rettigheder og Herligheder». Med det Sæterbrug, som derefter blev uddøvet af den udenbygds Kjøber, fandt Froens Præstegjelds Almindingsberettigede sig brøstholdne, hvorfor de i 1867 anlagde Søgsmaal mod ham for at staa bemeldte Skjøde kjendt ugyldigt at være m. V., men ved Rettens Kjendelse afødt xx.xx.1872 blev Sagen af formelle Grunde afvist. Af Froens «Hovedbestyrelse» reistes nu mod Peder Pedersen Ulven efter forgjæves Forligsprøve ny Sag, der anhængiggjordes ved Maanedsthinget for Nordre og Søndre Froens Thinglage den 16 Juni 1876, og i hvilken den endelige Paastand maa antages at lyde, som følger:
1. At det til Indstævnte, Peder Pedersen Ulven, af Ole Iversen Grosberg under 7 Septbr. 1846 udstedte, paa Høstthingene dat 17 Decbr. f. A. thinglæste Skjøde paa den Gaarden Grosberg i Nordre Froens Præstegjeld under Mtr. Nr. 28 tilliggende og i Espedalens Almending beliggende Aakre Sæter med Sæterløkke, Havnerettighed og Skovhugst kjendes ugyldigt at være baade som Eiendoms- og Brugsoverdragelse, og at Indst. tilpligtes at fravige og ryddiggjøre omhandlede Aakresæter med tilliggende Havnestrækninger til Lovens første Faredag,
2. At bemeldte Indstævnte tilpligtes at udrede Erstatning til Citantskabet for uberettiget Havning eller Overskridelse deraf i ethvert af de Aar, han har ligget til Sæters paa Aakresæteren siden bemeldte Skjødets Thinglæsning eller i ethvert Fald for Aarene fra og med 1857 i Henhold til Kommissionsklagen afødt xx.xx.1858 efter lovligt Skjøn optaget paa hans Bekostning,
3. At Indst., Peder Pedersen Ulven tilpligtes at erstatte Citantskabet Sagens Omkostninger med noget Tilstrækkeligt.
Peder Pedersen Ulven paastod efter udtagen Kontraklage og Kontrastevning:
1. At Sagen afvises, eller han (Kontracitanten) frifindes og tilkjendes Kost og Tæring eller Forsvarsomkostninger,
2. At Citantskabet tilpligtes at udrede Erstatning efter Skjøn optaget af uvillige Mænd paa Citantskabets Bekostning for Aakresæteren med Tilliggender - forsaavidt dets Paastand tages til Følge.
Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Mellem-Gudbrandsdalen blev under 8 Februar 1878 kjendt for Ret:
1. «Det af nu afdøde Ole Iversen Grosberg den 7 Septbr. 1876 til Kontracitanten, Peder Pedersen Ulven af Ringsaker, udstedte og den 17 Decbr. 1846 tinglæste Skjøde paa den Gaarden Grosberg i Nordre Frons Thinglag under Mtr. Nr. 28 tilliggende Sæter, Aaakresæteren kaldet, med tilhørende Huse og alle dens Rettigheder og Herligheder kjendes herved ugyldigt at være baade som Brugs- og Eiendoms-Overdragelse,
2. Bemeldte Kontracitant, Peder Pedersen Ulven, bør under Udkastelsestvang for Hovedcitantskabet, Lensmand Andersen, Johan Bø, Fredrik Graupe og Iver Forbrigd, til Lovens første Faredag at oplade, ryddiggjøre og fravige bemeldte Aakresæter med tilliggende Havnestrækninger.
Iøvrigt bør bemeldte Hovedcitantskab, Lensmand Andersen, Johan Bø, Fredrik Graupe samt Iver Forbrigd, og bemeldte Kontracitant, Peder Pedersen Ulven, for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. At efterkommes 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven».
Sagen er derefter af begge Parter indbragt her for Retten, hvor Peder Pedersen Ulven som Hovedcitant har nedlagt saadan Paastand:
«principalt: at Sagen afvises fra Underretten, og at Appellanten tilkjendes Kost og Tæring,
subsidiært: at Appellanten frifindes for Havnebestyrelsens Tiltale i denne Sag».
Side:857
Kontracitantskabet har nedlagt samme Paastand som ved Underretten.
Hvad Hovedcitantens Afvisningspaastand angaar, da kan Retten affærdige den med en Henvistning til Høiesteretsdom afødt xx.xx.1868, Rt-1868-425 flg. og juridisk Ugeblad for 1868 S. 288. Den samme Indsigelse mod Froens Havnebestyrelse som actor incompetens i Sager af nærværende Slags blev nemlig ved nævnte Dom forkastet af Høiesteret.
Sagen vil altsaa blive at paakjende i Realiteten.
At dens Gjenstand, Aakresæteren, med tilliggende Havnestrækning tidligere har udgjort en Del af Espedalens Alminding, som Staten i 1855 solgte til de brugsberettigede Gaardbrugere i Nordre og Søndre Froens Præstegjeld, kan efter de foreliggende Oplysninger ikke ansees tvivlsomt. Heraf følger, at Hovedcitanten har Bevisbyrden for, at Sæteren senere paa en saadan Maade og under saadanne Omstændigheder er bleven franskilt Almindingen, at den nu maa betragtes som en Hovedcitantens private og udelukkende Raadighed undergiven Eiendom. I saa Henseende kan da Hovedcitanten som lovlig Adkomst alene paaberaabe sig Hævd, da det som bekjendt ikke er tilstedeligt, at Sæter og Sæteret overdrages til Benyttelse af udenbygds Gaard, jfr. Rt-1879-200. Men Hævd mener ogsaa Hovedcitanten, at han i ethvert Tilfælde maa have vundet paa Sæteren. Herved er dog at mærke, at saa længe, som Sæteren henlaa under Gaarden Grosberg, gunde dennes Eier eller Eiere ikke ved sin Brug og Benyttelse af Sæteren vinde Hævd paa samme som privat Eiendom. Hermed vil vistnok Retten ikke have benægtet, at en Gaardeier kan tænkes at have truffet saa aldeles exceptionelle Foranstatninger med Hensyn til en Gaarden tilhørende Almindingssæter, at man efter den fornødne Tids Forløb ikke vel kan nægte at anse Sæteren som frahævdet Almindingen; men om saadanne Foranstaltninger haves in casu ingen Oplysning.
Den af Hovedcitanten paaberaabte Hævd kan altsaa kun regnes fra Skjødet afødt xx.xx.1846, hvorved Sæteren blev frasolgt Gaarden Grosberg, og følgelig var den i Lovbogens 3-12-2 foreskrevne Hævdstid ikke tilbagelagt, da nærværende Sag reistes mod Hovedcitanten. Han har vistnok anført, at den almindelige Hævdstid af 20 Aar her maa være tilstrækkelig, saasom Espedalens Alminding er bleven udskiftet mellem Gaardbrugerne. Men dette er ikke Tilfældet, hvad Havnegangen i Almindigen angaar. Almindingen er nemlig kun for Skovens Vedkommende udskiftet i Teige til de forskjellige Gaarde, medens Havnegangen endnu ligger i Fællesskab som Alminding, hvorfor Lovbogens 3-12-2 fremdeles maa komme til Anvendelse i Forhold til samme.
Retten maa saaledes forkaste Hovedcitantens Paastand om gjennem Hævd at have vundet Eiendomsret til Sæteren med Tilliggende.
Forsaavidt som Hovedcitanten in subsidium har procederet paa, at han i alle Fald maa have erhvervet Hævd paa den af ham i 20 Aar stadig udøvede Brugsret over Sæteren med Tilbehør, skal Retten bemærke, at selv, om man antager, at der til Hævd paa en Servitut i Alminding ikke kræves 30 men kun 20 Aars Udøvelse, kan dog denne Lære her ingen Anvendelse faa; thi her handles ikke om en enkelt Brugsrettighed i Alminding, men om al den Brugs- og Benyttelsesret, som overhovedet er mulig ved en Sæter, og det vilde derfor være en ligefrem Modsigelse at tillægge Hovedcitanten en saadan Raadighed paa samme Tid, som man frakjender han Eiendomsret til Sæteren. Retten maa saaledes forkaste ogsaa denne subsidiære Paastand.
Endvidere maa det efter Hovedcitantens Henvisning til Underretsproceduren antages, at han ogsaa her ved Retten fastholder Paastanden om Erstatning hos Kontracitantskabet for Sæterens Værdi i Tilfælde af, at den bliver ham frakjendt. Men at derom ikke kan være Tale, er i alle Fald efter det Resultat, hvortil Retten kommer, en Selvfølge. Retten finder nemlig, at, uagtet den ikke kan give Hovedcitanten Medhod i nogen
Side:858
af de oven gjennemgaaende Poster, maa dog Underdommernes Afgjørelse siges at gaa ham for nær. Det er vistnok som oven bemærket anerkjendt ved mange Domme, at en Almindingssæter ikke maa belægges med Kreaturer fra en udenbyds Gaard. Men af disse Domme kan Intet udledes til Hinder for, at Hovedcitanten bortleier eller sælger til en Gaard i Froens Præstegjeld den Sæter eller retter Sæterret, som han nu engang er kommen i Besiddelse af. Dette vil han imidlertid være afskaaret Adgangen til, dersom han tilpligtes at ryddiggjøre Sæteren til Fordel for Kontracitantskabet. At han derved vilde lide Uret, skjønnes let, naar man erindrer, at han i saa Tilfælde ikke engang ved at kjøbe en Gaard i Froen vilde opretholde sin Raadighed over Aakresæteren. Paa den anden Side er det vistnok nødvendigt i Dommen at udtale, at Hovedcitantens Skjøde er utjenligt til for ham at stifte Sær-Eiendomsret (Proprietet) til Sæteren. Men herved bør man formentlig bliver staaende med det Tillæg, at han er uberettiget til paa Sæteren og dens Havnegang at indtage udenbygds Kreaturer. I Forligsklagen og Stevningen til Underretten, der indeholder, at Peder Pedersen Ulven «indkaldes i Anledning af hans uberettigede Udøvelse af Sæterbrug og Havning paa og fra den i Forens vestre Fjeld- og Almindingsstrækning beliggende Sæter Aakre», maa Retten antage, at den har tilstrækkelig Hjemmel til at vælge denne i og for sig ene retfærdige Middelvei, uagtet den egentlige ikke er fremholdt fra nogen af Siderne; jfr. Rt-1879-203. I Virkeligheden forholder den sig ogsaa til de udtrykkelig fremsatte Paastande som det Mindre til det Mere; jfr. Slutningen af Kontracitantskabets første Indlæg her ved Retten. Under enhver Omstændighed maa det være klart, at kunde man som antydet i Underrettens Dom angribe Hovedcitantens Skjøde med Hjemmel af den upraktiske og derfor som uskreven anseede Slutningsbestemmelse i Forordningen afødt xx.xx.1764, saa maatte Følgen blive, at Sæteren hjemfalder til Gaarden Grosberg og ikke saa at sige «falder i det Frie» ved at stilles til Disposition af Havnebestyrelsen; jfr. Brandts Tingsret §19 in fine.
Kontracitantskabets Paastand om at blive tilkjendt Erstatning hos Hovedcitanten «for uberettiget Havning eller Overskridelse deraf i ethvert af de Aar, han har ligget tilsæters paa Aakresæteren i ethvert Fald for Aarene fra og med 1857 i Henhold til Kommissionsklagen afødt xx.xx.1858», savner selvfølgelig enhver Grund, forsaavidt angaar Tiden før Kommissionsklagen afødt xx.xx.1875 blev udtagen, jfr. Lovbogens 5-5-6. Og om, hvorvidt Hovedcitanten i de følgende Aar har havnet paa Aakresæteren med et større Antal Kreaturer, end Gaarden Grosberg havde Ret til der at have - og saaledes til Fortrængsel for de Almindingsberettigede -, er under nærværende Sag ingen Oplysning tilveiebragt, hvorfor heller ikke Erstatningsfordringen kan godkjendes, jfr. Rt-1879-204. Det er in confesso, at Gaarden Grosberg ikke i de senere Aar har havt Sæterbrug i den Alminding, hvorom her handles.
Processens Omkostninger formenes efter Omstændighederne at burde ophæves ogsaa ved Overretten.
I Henhold til det saaledes Anførte kjendes for Ret:
Det til Hovedcitanten, Peder Pedersen Ulven, under 7 Septbr. 1846 udstedte og den 17 Decbr. f. A. thinglæste Skjøde paa Aakresæteren i Espedalens Alminding bør som Eiendomshjemmel ugyldigt at være, og bør han for Eftertiden være uberettiget til at indtage udenbygds Kreaturer til Havning paa bemeldte Sæter, men forøvrigt bør han og Kontracitantskabet, Lensmand Andersen, Johan Bø, Fredrik Gaupe og Iver Forbrigd, for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være.
Processens Omkostninger ved Underretten og Stiftsoverretten ophæves.
At efterkommes 8 - otte - Uger efter denne Doms Forkyndelse under Adfærd efter Loven.