Hopp til innhold

Rt-1877-337

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1877-03-10
Publisert: Rt-1877-337
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 83/1 1877
Parter: Direktionen for Drammen- Randsfjord-Jernbanen (Heyerdahl) mod Proprietær Johan Tandberg (Lous).
Forfatter: Andresen, Blich, Hansteen, A. Thomle, Platou, Brandt, Justitiarius Meldahl
Lovhenvisninger: Grunnloven (1814) §105


Assessor Andresen: Ved Klage af 21 og Indkaldelse afødt xx.xx.1872 har Proprietær Tandberg, som Eier af Follem Skov paa Ringerike, anlagt Sag mod Direktionen for Drammen-Randsfjord-Jernbanen til Erstatning for den Skade, som 31 Mai 1871 tilføiedes hans Skov derved, at det fra Drammen til Randsfjorden opgaaende Jernbanetræn, idet det passerede hans Skov, gjennem sit Lokomotiv udkastede Gnister, der tændte Ild i Græset paa Jernbanens Skraaninger, hvorfra Ilden, uagtet hurtig tililende Hjælp forplantede sig ind i Skoven, hvor den hærjede et temmelig betydeligt Areal. Ved den under 9 Jan. 1875 af Sorenskriveren i Ringerike med Meddomsmænd afsagte Dom blev Jernbanen tilpligtet at betale Erstatning efter Skjøn for den Cit.s Skov ved bemeldte Ildebrand tilføiede Skade med Renter fra 23 Mai 1872 og 100 Spd. I Procesomkostninger, om hvilket sidste der forresten sees at have været Dissents mellem den konst. Sorenskriver og Meddomsmændene. Dette Resultat sees at være bygget paa den Betragtning, at Jernbanen er kommen i Besiddelse af den gjennem Cit.s Skov gaaende og under Sagen omhandlede Strækning ved Expropriation og saaledes har «trængt sig ind i Skoven med Magt», heder det; at der ved Expropriationstaxten er, «saavidt skjønnes, allene fastsat Erstatning for den Forringelse og Ulempe, Eiendommen led ved Banens Anlæg, ikke derimod for mulig Skade, der vilde foraarsages ved dens Drift», og at der navnlig «ikke ved Expropriationssummens Bestemmelse er taget Hensyn til den Ildsfare, der vilde opstaa for Follumskoven, naar Lokomotiverne engang sættes i Drift paa den exproprierede Strækning». Overretten er i Dom af 17 Jan. s. A. kommen til samme Resultat som Underretten, men har givet ny Konklusion, idet den har bygget paa den Betragtning, at Jernbanen, uagtet den vistnok har anvendt adskillige Forsigtighedsregler, hvilket jo ogsaa under den i Forsommeren 1871 herskende ualmindelige Tørke var nødvendigt, dog ikke har vist den Forsigtighed i alle Retninger, som under enhver Omstændighed maatte kunne paaberaabes, naar Appell. skulde kunne vise Ansvaret for den afstedkomne Skade fra sig. Overretten har navnlig i saa Henseende udhævet, at Ildens Opkomst og Udbredelse bør tilskrives den Forfatning, i hvilken Jernbanens Grund ved Siden af Banelegemet befandt sig, og at det var Jernbanens egen Sag at holde

Side:338

Grunden i en saadan Stand, at ikke Faren for Ildsvaade derved forøgedes. Overrettens Dom er af Jernbanen indanket til Høiesteret med Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Omkostningerne, medens Indst. Har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og Appell. paalagt Processens Omkostninger for Høiesteret.

Det er under Sagen paa det Rene, at Ilden er opstaaet ved Gnister fra Lokomotivet, der nemlig have antændt det Græs, hvormed Jernbanens Skraaninger der som ogsaa mange andre Steder ere bevoxede, og som i den i Forsommeren 1871 herskende ualmindelige Tørke var særdeles let antændeligt. Det er i Forbindelse hermed under Sagen oplyst, at der ogsaa efter en af Tandberg selv i Medhold af Expropriationsforretningen foretagen Hugst af en Del af de paa Skraaningen staaende Trær igjenstod en Del Stubber, (det var nemlig under Expropriationsforretningen bestemt, at Tandberg skulde hugge alle Trær til et bestemt Maal, men dog ikke længere end 1/2 Alen fra Roden) og at der ligeledes efter denne Hugst henlaa en Del Kvist og Kvas, som havde ligget der i flere Aar og som Følge deraf var særdeles tør og tildels i begyndende hensmuldrende Tilstand. Disse gjenstaaende Stubber og den gjenliggende Kvist og Kvas paastaaes nu at have medvirket i en ikke ubetydelig Grad til Skovens Antændelse, altsaa til den stedfundne Skade, hvilket forresten fra Jernbanens Side modsiges og navnlig i en Skrivelse fra Driftsbestyreren erklæres ikke at kunne forholde sig saa, hvorimod det formenes at være det tilbagestaaende Græs, som egentlig er Aarsagen til at Gnisterne have kunnet bevirke Antændelse. At ikke Kvisterne og Kvaset skulde have været medvirkende Aarsag til eller have havt nogen Del i Antændelsen, kan jeg efter de foreliggende Oplysninger ikke medgive. Blandt andet har 5 Vidne, som var den, der først kom tilstede og som af Jernbanens Bestyrelse var paalagt specielt aa have Indseende med mulig opstaaende Ildsvaade, forklaret, at da han kom, brændte det i Kvister og Kvas, som han derfor ogsaa gav sig ifærd med strax at slukke, uden at dette fuldt ud lykkedes, og hvorved han naturligvis blev hindret fra at kunne henvende sin Opmærksomhed paa Slukning af Græsset. Denne Forklaring kan jeg heller ikke finde at være modsagt af de fra Jernbanens Side paaberaabte 2 og 3 Vidner under det efter Overretsdommens Afsigelse optagne Thingsvidne af 30 Oktbr. s. A. Deres Forklaring gaar nemlig ud paa, at der var medgaaet nogle Minuter, inden de kom til det Sted, hvor Skovbranden begyndte, og at, efter deres Erfaring, de fra Lokomotiverne nedfaldende Gnister allene antænde Græs, Mos, Torv, Myrjord o. desl., men ikke direkte Kvist og Kvas. Men om ikke Antændelse sker direkte, mener jeg, at Resultatet med Hensyn til Ildens Udbredelse i Skoven bliver det samme, naar Kvister og Kvas antændes af brændende Græs og Slukningen derved vaskeliggjøres saaledes, at Ilden forplantes til selve Skoven. Ogsaa i det sidste Tilfælde maa, uagtet der ikke er skeet direkte Antændelse af Kvist og Kvas, alligevel disse Gjenstande siges at have været en medvikende Aarsag til Skaden. Og at der her er vist en efter Omstændighederne tilregnelig Uagtsomhed fra Jernbanens Side, maa jeg med Overretten være enig i. Naar en saadan Maskine som et Lokomotiv, der kaster Gnister omkring sig, paa den aller tørreste Aarstid sættes igang gjennem en Skov, maa vedk. Jernbanebestyrelse være forpligtet til at sørge for, at der anvendes den høiest mulige Grad af Forsigtighed, og det mener jeg ikke er skeet, naar man efter en flere Aar tidligere foretagen Hugst har ladet henligge et saa brændbart Stof som Kvister og Kvas. Vistnok er det saa, at denne Hugst var foretagen af Tandberg selv og i Medhold af Expropriationsforretningen, og at der, saavidt sees, ikke fra Tandbergs Side er fremkommet nogen Anmeldelse om den gjenliggende Kvist eller Opfordring til at søge den fjernet. Men jeg maa være enig med Overretten i, at det maatte blive Jernbanens egen Sag at sørge for at holde sit Banelegeme frit for saadanne Gjenstande paa en

Side:339

Tid, da extraordinær Fare ved deres Henliggen kunde opstaa. Dertil kommer, at der efter min Formening ikke kan siges at være anvendt den efter Omstændighederne nødvendige og tilbørlige Forsigtighed, naar Hensyn tages til det paa Banelegemet voxende Græs, som paa denne Aarstid var overordentlig tørt og letfængeligt, saaat det ogsaa, som det i de forskjellige Erklæringer af Jernbanebestyrelsen er paapeget, hyppig havde hændt langs Legemet, at den tørre Græsvold var blevet antændt. Vistnok er der af Driftsbestyreren paaberaabt, at dette skulde være Tilfældet ogsaa paa andre Steder og i andre Lande, og at Tilsaaning med Græs er det eneste eller ialfald nærmest forhaandenv. Middel til at forhindre Udglidning af Jernbaneskraaningen. Men foruden at det ikke kan erkjendes at være paa det Rene, at dette skulde være det eneste Middel - man har jo seet, at bl. A. Anbringelse af Sten paa flere Steder har været anvendt - saa er det en Selvfølge, at ialfald paa den allerfarligste Aarstid maa en Jernbane, som af saadanne Hensyn lader Græsset blive staaende, dog ved Siden deraf og som Modvægt træffe extraordinære Foranstaltninger, s. Ex. Opgravning af Grøfter, hvilket i en Skrivelse fra Driftsbestyreren er erkjendt at kunne have nogen Indflydelse. Det har ogsaa været omhandlet, at det skulde være en tilregnelig Uforsigtighed fra Jernbanens Side, at den ikke har exproprieret i tilstrækkelig Bredde paa det Sted, hvor Antændelsen skeede; men herom anser jeg det efter det Anførte mindre nødvendigt at udtale mig udførligere. Det er forresten paa det Rene, at Bredden paa dette Sted var omtrent 150 Fod fra Skinnegangen og til Gjærdet mod Follum Skov, og at den paa andre Steder af Linien er mindre, - at der altsaa paa dette Sted er exproprieret i større Bredde end sædvanligt, hvilket netop kommer deraf, at der paa dette Sted er nogen Stigning (1 paa 90), hvorved det bliver nødvendigt at sætte større Kraft paa, naar Jerbanetoget skal passere dette Sted, og som Følge deraf fremkommer netop her flere Gnister end sædvanligt. Fra den utilstrækkelige Bredde kan der saaledes efter min Mening ikke udledes noget Moment, der skulde gjøre Jernbanen tilregnelig. Det eneste som efter min Mening skulde kunne befri den for Ansvar eller hindre Skovens Eier fra i dette Tilfælde at faa Erstatning, skulde være, om det kunde oplyses, at der i Expropriationstaxten var taget behørigt Hensyn til den mulige Skade, som en Gang i Tiden kunde opstaa ved en Ildebrand. Men foruden, at selv den i 1866 afholdte Taxtforretning, saaledes som den foreligger, ikke giver nogen Anl. til at antage, at der skulde være taget saadant Hensyn, har man ogsaa faaet senere Erklæringer fra Taxtmændene, som bestemt gaa ud paa, at intet saadant Hensyn er taget eller kunde tages, hvilket jo ogsaa i sig selv er ganske rimeligt, naar det betænkes, at Spørgsmaalet her var om en fremtidig Skade, der blot stillede sig som mulig og hvis Omfang og Beskaffenhed det var aldeles umuligt at beregne paa Forhand. Det er altsaa saa langt fra, at der er fremkommet noget positivt Bevis - og det maatte her til - for, at Tandberg paa Forhaand har erholdt Erstatning for den mulige Skade, som ved Driften af Jernbanen vilde blive tilføiet hans Skov, at derimod det modsatte, nemlig at der ikke er taget noget saadant Hensyn, er det eneste antagelige. Jeg kommer altsaa til samme Resultat som de foreg. Retter og bygger paa samme Fundament som Overretten, hvoraf følger, at jeg ligesaalidt som denne anser det nødvendigt eller engang rigtigt at afgjøre Spørgsmaalet om Jernbanens Erstatningspligt i andet og videre Omfang, eller at afgjøre, om Jernbanen, selv i Tilfælde, hvor der ikke er udvist nogen tilregnelig Uforsigtighed, paa Grund af de almindelige Regler om Skadeserstatning er forpligtet til at betale Erstatning. Efter dette Resultat antager jeg, at Jernbanen heller ikke ved Høiesteret kan undgaa at betale Omkostningerne, og

konkluderer:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger

Side:340

ved Høiesteret betaler Direktionen for Drammen-Randsfjord-Jernbanen til Proprietær Johan Tandberg med 250 - to Hundrede og femti - Kroner.

Assessor Blich: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Hansteen og A. Thomle samt extraordinær Assessor, Sorenskriver Platou: Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Prof. Brandt: Jeg er enig i, at man maa stille stærke Fordringer til Forsigtighed, naar en saa farlig Drift som Lokomotivfart gjennem en Skov, i en tør Sommer skal kunne finde Sted, uden at man skal erstatte den Skade, som ved saadan Drift forvoldes. Men jeg antager, at det i nærv. Tilfælde maa erkjendes, at alle rimelige Fordringer til Forsigtighed ere gjorte Fyldest, i hvilken Henseende jeg blot behøver at henvise til Driftsbestyrer Kreftings og Vidnernes Forklaringer, som jeg tror, man i det Hele her trygt kan lægge til Grund. Jeg vilde derfor have voteret for Jernbanens Frifindelse, dersom der havde været Tale om en Skade paa en anden Eiers Skov, der ikke ved Expropriation var tagen til Anlægssted for Jernbanen. Men i nærv. Tilfælde kommer jeg til det Resultat, at Erstatning maa gives af den Grund, at der i sin Tid ved Expropriationstaxten ikke blev taget eller kunde tages Hensyn til den Ildsfare, for hvilken den tilsigtede Jernbanetrafik udsatte Tandbergs tilbageværende Skov, og at Erstatning herfor følgelig maa antages ved Taxten at være forudsat, i Tilfælde at skulle særskilt bestemmes. Thi medens jeg antager, at der ikke i Almindelighed paahviler en Jernbane nogen Pligt til at erstatte den ved Driften forvoldte Skade, hvor den pligtmæssige Forsigtighed ikke er tilsidesat, finder jeg det paa den anden Side klart, at naar man fratager mig en Del af min Grund til derpaa at foretage en for min øvrige Grund farlig Bedrift, saa maa jeg i Erstatning ikke allene faa Grundens virkelige Værdi, men ogsaa Erstatning, fordi Faren som Følge af denne Grunds Afstaaelse rykkes mig nærmere ind paa Livet. Den Del af Tandbergs Skov, som han maatte afstaa til Jernbanens Anlæg, var jo tillige et Beskyttelsesmiddel for hans øvrige Skov, og dens fulde Værdi, som han efter Grdl.s §105 havde Krav paa at faa erstattet, vil altsaa sige Værdien af Skoven som Skovteig + Værdien af den Beskyttelse, som den afgav. Forholdet stiller sig efter min Mening ganske forskjelligt, eftersom en Jernbane anlægges paa en Del af en Mands egen Grund eller den anlægges paa en Nabo_s Grund langs hans Grændser. I første Tilfælde forringes hans tilbageblivende Grund ved selve Afstaaelsen af denne Strimmel; i sidste Tilfælde derimod bliver hans Grund ikke mere udsat, end den ifølge sin Beliggenhed som Grændsestrækning allerede før var. Uagtet jeg saaledes kommer til samme Resultat som de foreg. Voterende, maa jeg votere for en ny Konklusion, saasom min Begrundelse ikke falder sammen med nogen af de tidligere Retters Dom, ihvorvel den nærmer sig Underdommerens.

Justitiarius Meldahl: Jeg er ogsaa i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg tror, at man maa komme til dette Resultat saavel efter den af Førstvoterende, som efter den af Prof. Brandt benyttede Argumentation; men da jeg saaledes ogsaa i det Væsentlige tiltræder Overrettens Grunde, finder jeg ikke tilstækkelig Anl. til at votere for ny Konklusion.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion