Rt-1887-633
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1887-01-11 |
| Publisert: | Rt-1887-633 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr.13/1 1887 |
| Parter: | Brødrene Larsen (Stang) mod O.A. Thorstensens Konkursbo (udebleven) |
| Forfatter: | Gram, Hansteen, Thoresen, Blich, Lmbrechts, Scheel, I.S. Thomle |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §45 |
Den 27 April 1878 blev Skibsbygmester O. A. Thorstensens Bo overgivet til Konkursbehandling. I Boet anmeldte Brødrene Larsen forskjellige Fordringer til samlet Beløb efter Fradrag af Dividende i et andet Bo 15.378 Kr. 20 Øre med Renter af endel af Beløbet, og herunder var indbefattet en Gjældspost, stor 7.008 Kr. 44, som Brødrene Larsen, efter hvad de anførte, havde overtaget at betale for Thorstensen til Kristiansands Reberbane og W. Jost. BrødreneLarsen paastod derhos, at der for de anmeldte Beløb skulde gives Prioritet, saavidt tilstrække kunde, i Udbringendet af de ved Skadesløsbrev afødt xx.xx.1878 til dem af Thorstensen pantsatte Eiendomme og Gjenstande, samt at der skulde tilkjendes dem Procesomkostninger. Efterat Forligsmægling forgjæves var bleven anstillet, afgav Sorenskriveren i Torrisdals Sorenskriveri 6 Mai 1881 Skiftedecision, ifølge hvilken BrødreneLarsen skulde erholde uprioriteret Udlæg for 16, 498 Kr. 63 med Renter af endel af Beløbet, med Fradrag af 1.878 Kr. 95 Øre, altsaa for et Beløb af 14.619 Kr. 68 Øre foruden Renter. Efter Paaanke fra Brødrene Larsens Side blev Skiftedecisionen forsaavidt paaanket var, Stadfæstet af Kristiansands Stiftsoverret den 12 Juli 1882. For Overretten gjaldt Appellsk.s Paastand om Prioritet alene ovennævnte Fordring, stor 7.008 Kr. 44, med Renter fra 1 Marts 1879. Sagen er af BrødreneLarsen indbragt for Høiesteret, og deres Paastand gaar ud paa, at Skifterettens Decision underkjendes og forandres derhen, at Appellsk. i Thorstensens Bo gives Udlæg for de i Decisionen omhandlede 14, 619 Kr. 68 Øre med Renter som i Decisionen bestemt, at degives Prioritet i Udbringendet af de ved Skadesløsbrevet afødt xx.xx.1878 pantsatte Eiendomme og Gjenstande for et Beløb af 7.008 Kr. 44 Øre med Renter af dette Beløb fra 1 Marts 1879, samt at Appellsk. tilkjendes Processens Omkostninger for alle Retter, og subsidiært: at Appellsk. kjendes berettiget til prioriteret Udlæg for et Beløb af kr. 3.750 samt tilkjendes Omkostningerne for alle Retter.
Indst. har ikke afgivet Møde, og Sagen er som Følge heraf udgaaet til skriftlig Behandling. Varsel og Dokumentation er i Orden, saa at Intet er til Hinder for Sagens Paadømmelse.
Som det vil sees af den ovenfor gjengivne Paastand, har Appellsk. akviesceret ved de faldne Afgjørelser, forsaavidt angaar Fastsættelsen af det Beløb, hvorfor Appell. bliver at tildele Udlæg i Thostensens Konkursbo. Tvisten dreier sig for Høiesteret alene om, hvorvidt Appell, med Føie er
Side:634
nægtet prioriteret Udlæg i den Udstrækning, hvori saadant nu paastaaes. Sagens Sammenhæng fremstilles af Appellsk. i det Væsentlige saaledes: I 1877 indgik Thorstensen ligeoverfor et Rederi paa at bygge et Fartøi "Harald Haarfager" for dette. For de Beløb, som i den Anledning forskudsvis udbetaltes til Thorstensen, betingede Rederiet sig Pantesikkerhed i Fartøiet samt i Thorstensens Værkt, jfr. et under Sagen fremlagt Dokument, dateret og thinglæst 5 Mai 1877, i hvilket Thorstensen erklærer, at Fartøiet allerede fra dette Øieblik af tilhører hans Medkontrahenter, og at første Prioritets panteret for et Beløb af indtil 20.000 Kr. tilstaaes dem i Skibsværstet med paastaaende Bygninger og Assurancesum til Sikkerhed for, at de ikke skulle lide noget Tab, om Kontrakten fra hans Side i nogen Maade misligtholdes, eller de skulle blive nødte til selv at fuldføre Bygningen. Rig og Seil til Fartøiet blev leverede af Kristiansands Reberbane og W. Jost, og for at disse skulde indrømme Thorstensen 1 Aars Kredit, indgik Rederiet paa at kautionere for Beløbet. Da Skibet i 1878 var færdigt, Opgjør fandt Sted, viste det sig, at Thorstensen havde tilgode af Rederiet 3.750 Kr. Dette Beløb vilde imidlertid Rederiet ikke betale, saalænge det var bundet ved sin Kautionsforpligtelse, og da Thorstensen trængte til Penge for at fortsætte sin Bedrift, anmodede han Appellsk. om Hjælp. Appellsk. bistod ham ved at overtage Gjælden til Reberbanen og Jost, hvilket skete enten 19 Marts om Aftenen eller 20 Marts om Morgenen, hvorefter Pantedokumentet af 20, thinglæst 23 Marts 1878 blev oprettet. Ved dette Dokument, der tillige omfattede anden Gjæld, pantsatte Thorstensen til Appell, for et Beløb af indtil 20.000 Kr. sine faste Eiendomme i Koftøl samt et under Bygning staaende Fartøi. Herved opnaaede Thorstensen at saa kontant udbetalt sit Tilgodehavende hos Rederiet, samt at dette 20 Marts kvitterede til Aflæsning det ovennævnte Dokument afødt xx.xx.1877.
Appellsk. mener nu at have Krav paa prioritet for den af det overtagne Gjæld til Reberbanen og Jost af Beløb 7.008 Kr. 44 Øre, uanseet at Pantsættelsen har fundet Sted i Løbet af de sidste 8 Uger før Thorstensens Bo blev overgivet til Konkursbehandling. Da Appellsk. overtog nævnte Forpligtelse som sin Gjæld og med befriende Virkning for den oprindelige Debitor Thorstensen, var Forholdet i Virkeligheden dette, at Appellsk. laante Thorstensen 7.008 Kr. 44 Øre og i umiddelbar Forbindelse dermed modtog Pant til Sikkerhed for dette Beløb. Det i Konkursl.s s 45 opstillede Krav paa Samtidighed mellem Gjældsstiftelsen og Pantsættelsen formener Appellsk. at maatte være tilstrækkelig fyldestgjort, idet der kun var nogle Timers Mellemrum mellem Gjældens Overtagelse og Pantedokumentets Oprettelse, og dette Dokuments Thinglæsning fandt Sted ved første Thinglæsnings-Thing. I ethvert Fald antager Appellsk., at dets Fordring er prioriteret for det Beløbs Vedkommende, som Thorstensen ved den omhandlede Transaktion fik kontant udbetalt, nemlig 3.750. Kr., idet Boet ellers vilde vinde en aldeles ugrundet Berigelse paa Appellsk s Bekostning.
Indst. har i flere Punkter bestridt Rigtigheden af den af Appellsk. givne Fremstilling af Sagens Sammenhæng. Med Hensyn til Omstændighederne ved den af Appellsk. angivne Overtagelse af Thorstensens Gjæld til Reberbanen og Jost, anfører saaledes Indst., at Meningen alene var, at Appell. skulde indtræde i Rederiets Sted som Kautionist, og at Thorstensen aldrig har anmodet Appell, om at overtage for egen Regning nævnte Gjældsforpligtelser. Dengang Dokumentet afødt xx.xx.1878 blev udstedt, havde Appellsk. ikke - ialfald saavidt Thorstensen vidste - overtaget disse Forpligtelser. Endvidere benægter Indst., at den ved Dokumentet afødt xx.xx.1877 stede Pantstillelse tillige omsatter Gjælden til Reberbanen og Jost. Men selv om Sammenhængen var saadan, som af Appell, fremstillet, maatte efter Indst.s Mening, den omprocederede Pantsættelse blive at kuldkaste i Henhold til Konkursl.s §45.
Side:635
Efter de foreliggende Oplysninger kan det formentlig ikke ansees godtgjort, af Aftalen mellem Thorstensen og Appellsk. gik videre, end til at sidstnævnte skulde indtræde i Rederiets Sted som Kautionist for Thorstensens Forpligtelser til Reberbanen og Jost. Appellsk. har vistnok paaberaabt en Skrivelse afødt xx.xx.1878, i hvilken Reberbanen meddeler Apellsk., at eftersom delte havde overtaget for sin Regning det her omhandlede Beløb, er dette overført til Appellsk.s Debet, hvorhos Appellsk. anmodes om "ligelydende Noteringer" med Tilføiende, at Beløbet forfalder 1 Marts 1879. Men foruden at Appellsk. ingenlunde har godtgjort, at denne Overførelse af Beløbet til dettes Kon o skede med Thorstensens Vidende og Villie, staar Skrivelsen ikke i Strid med Indst.s Paastand om, at Overtagelsen af Gjælden i ethvert Fald forst er foregaaet, efterat Pantedokumenret var oprettet. I dette Dokument nævnes heller intet om en saadan Overtagelse. Foranledningen til dets Udstedelse betagnes saaledes: "Da Herrer Brødrene Larsen har forstrakt mig med Penge og fremdeles vil komme til at gjøre Udlæg for mig, saa giver jeg dem herved for et Beløb af indtil 20.000 Kr. prioriteret etc." I en i Anledning af Skiftetvisten afgiven Erklæring, hvis Rigtighed selvfølgelig er benægtet af Appellsk., anfører ogsaa Thorstensen, at "Brødrene Larsen ved Skadesløvsbrevet skulde sikres i Anledning af, at de havde kautionerer for ham for hans Gjæld til Reberbanen og Jost eller skulde overtage Rederiets Forpligtelse der, men der var ikke Tale om, at de da havde indfriet disse Gjældsposter eller agtede at gjøre det i den nærmeste Fremtid. "Appellsk. kan heller ikke sees at have angivet nogen tilfredstillende Grund for, at det, istedet for at kautionere for Beløbet, skulde stille sig som Skyldner for dette med befriende Virkning for Thorstensen. I sit Deduktionsindlæg for Overretten giver derhos Appellsk. selv en Fremstilling af Sagen, hvorefter det var gaaet ind paa at indtræde i de Forpligtelser, som Rederne havde paataget sig, og hvilke umiddelbart forud betegnes som Kautionsforpligtelser, og Appellsk. fremlægger i Forbindelse hermed en Erklæring afødt xx.xx.1878, i hvilken to as Rederne tilsige Thorstensen Rederiets Akcept for 2.750 Kr., saafremt han skaffer tilstrækkelig Garanti for Kristiansands Reberbanes Regning.
Spørgsmaalet er altsaa, om der under disse Omstændigheder maa siges at være indrømmet Panteret til Sikkerhed for Gjæld, som ikke er stiftet gjennem selve Pantsættelsen, jfr. Konkursl.s.§45. Indst. mener, at den Omstændighed allerede maa være afgjørende, at Pantedokumentet afødt xx.xx.1878 - forsaavidt det her omhandlede forhold angaar - giver Sikkerhed for fremtidig og ikke for samtidig Gjæld. Thorstensen vilde nemlig ikke blive Appellsk.s Skyldner, forinden dette i Egenskab af Kautionist eventuelt havde fyldestgjort vedkommende Kreditorer (Reberbanen og Jost).
For en saadan Opfatning synes unægtelig Ordene i Konkursl.s §45 at kunne paaberaabes med adskillig Styrke, men jeg er dog tilbøielig til i saa Henseende ikke at lægge en afgjørende Vægt paa Lovstedets Affattelse. Hvad der med denne og flere andre paragrafer i samme kapitel nærmere tilsigtes, er formentlig at ramme Transaktioner, hvorved en enkelt Kreditor begunstiges paa de øvriges Bekostning, og dette kan ikke i og for lig siges at gjælde ethvert i det kritiske Tidsrum udstedt Skadesløsbrev, hvorved Pant stilles til Sikkerhed for fremtidig opstaaende Gjældsforpligtelser. Som i flere tidligere Høiesteretssager omhandlet (se t. Ex. Rt-1867-465 ff.) havde den tilsvarende Paragraf i den kgl. Proposition en noget anden Affattning, idet nemlig Propositionen istedetfor "til Sikkerhed for Gjæld, som ikke er stiftet gjennem selve Pantsættelsen", benyttede Udtrykkene "til Sikkerhed for Gjæld, ved hvis Stiftelse saadan Panteret ikke er betinget". Og i Lovens Forarbeider har man, saavidt jeg ser, ved Fortolkningen af denne Bestemmelse stadig forudsat, at det, der skulde forebygges, var, at Pant blev givet kort farud for Konkursen for at sikre en tidligere bestaaende Gjæld, se
Side:636
Sth. Forh 1859-60 4 B. O.Nr. 7 S. 23-24 og 8 B. S. 460. Men der er formentlig ikke Grund til at antage, at det ved den stede Omredaktion har været Tanken at give Lovstedet en saa udvidet og udenfor Øiemedet liggende Anvendelse, som den af Indst. fremholdte Opfatning forudsætter.
Paa den anden Side maa det imidlertid bemærkes, at den mellem Thorstensen og Appellsk. indgaaede Overenskomst, hvorved dette tilsagdes Panteret til Sikkerhed for dets Kautionsansvar, slutter sig akcessorisk til et allerede bestaaende Gjældsforhold, nemlig Thorstensens Gjæld til Reberbanen og Jost. At Thorstensen dengang ikke med bindende Virkning i Forhold til Konkursboet kunde indrømme disse sine Kreditorer Pant til Sikkerhed for deres Fordring, er aabenbart. Men det kunde da synes, at man ligeoverfor Konkursl.s §45 maa bedømme Forholdet paa samme Maade, hvad enten Panteretten direkte tilsiges Kreditor til Sikkerhed for en tidligere stiftet Gjæld, eller den indrømmes Trediemand, der indgaar som Kautionist for saadan Gjæld. Antog man ikke dette, vilde - kunde man sige - Lovbestemmelsen med største Lethed kunne eluderes. Jeg er dog tilbøielig til ikke at tillægge disse Betragtninger en afgjørende Vægt i det foreliggende Tilfælde. Thi det er under Proceduren ikke fra Indst.s Side gjort gjældende, at Transaktionen tilsigtede at skaffe vedkommende Hovedkreditorer - Reberbanen og Jost - Fordele paa Konkursboets Bekostning, Hensigten med Arrangementet maa antages at have været den, at afløse det Kautionsforhold, hvori "Harald Haarfagers" Rederi stod for den omhandlede Gjæld, for derved at sætte Thorstensen istand til at faa kontant udbetalt sit Resttilgodehavende i Anledning af Fartøiets Bygning. Nogen Begunstigelse er ikke bleven Appellsk. til Del derved, at der tilstodes det Pant til Sikkerhed for, at det indtraadte som Kautionist. Indrømmelsen af Panteret var derimod Betingelsen eller, om man vil, Vederlaget for, at det overtog denne Forpligtelse, og ved at erklære Pantsættelsen ugyldig, vilde Appellsk. paaføres et direkte Tab. Tilfældet indgaar saaledes ikke under saadanne Transaktioner, ved hvis 0mgjørelse Medkontrahenten ikke kan siges at blive være faren, end om de ikke var indgaaede, som det heder i Storthingskommitteens Indst. 8 B. S. 460.
Det vil ogsaa sees, at Skadesløsbrevet afødt xx.xx.1878 for en væsentlig Del alene har overført paa en anden Haand en til Sikkerhed for det tilsvarende Kautionsforhold tidligere bestaaende Panteret. Efter Udtrykkene i Obligationen afødt xx.xx.1877 antaget jeg nemlig, at "Harald Haarfagers" Rederi for sit Kautionsansvar var givet Pant i de i Obligationen omhandlede, Thorstensen tilhørende, faste Eiendommen i Kostøl, l.nr. 416 a og b. Men disse samme Eiendomme er ogsaa pantstillede ved Dokumentet afødt xx.xx.1878, som ved Siden heraf yderligere stiller til Pant det da under Bygning staaende Fartøi (et andet end "Harald Haarfager"). Efter hvad der under Underretsproceduren er oplyst, blev de faste Eiendomme udbragte til Kr. 5.650 og Fartøiet til Kr. 2.350.
Nogen Indvending mod at opretholde Pantsættelsen ligeoverfor Boet formenes heller ikke at kunne hentes derfra, at den skriftlige Kontrakt maaske først opsattes Dagen efterat Overenskomsten var indgaaet mundtlig, og at Thinglæsning først fandt Sted den 23 Marts 1878, nemlig - efter Appellsk.s Opgivende - ved første Thinglæsningsthing. Jeg antager nemlig, at det i Lovstedet opstillede Krav paa Samtidighed mellem Gjældsstiftelsen og Pantsættelsen ikke lader sig gjennemføre til det Yderste.
Jeg kommer efter det Anførte foreløbig og under Forbehold af Konference til det Resultat, at Appellsk.s Paastand om Prioritet maa gives Medhold. Processens Omkostninger for alle Retter formenes at burde ophæves.
Konklusion:
Brødrene Larsen tillægges prioriteret Udlæg i O. A. Thorstensens Konkursbo i Udbringendet af de ved Skadesløsbrev (Pantobligation) af 20 Marts
Side:637
1878 pantsatte Eiendomme og Gjenstande for et Beløb af 7.008 Kr. 44 Øre med 5 pCt. Renter af dette Beløb fra 1 Marts 1879. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. G. Gram.
Under Forbehold af Konference er jeg foreløbig i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. C. Hansteen.
Ligesaa. I. H. Thoresen
Naar Konkursl.s §45 kun omtaler Sikkerhedsstillelse for Gjæld, som vedkommende Debitor selv har stiftet samtidig med det stillede Pant, vilde det, saavidt skjønnes, være en aabenbar Udvidelse af Bestemmelsen, om man, som af Førstvoterende er antaget, kunde bringe den i Anvendelse paa de Tilfælde som nærværende, hvor det alene gjælder en Sikkerhedsstillelse for en Kautionsforpligtelse, der angaar en af Debitor for længere Tid tilbage stiftet Gjæld. Disse Tilfælde ere i sit Væsen ganske forskjellige. Den i den omhandlede Lovbestemmelse nævnte Transaktion vil i Regelen ikke bringe de øvrige Kreditorer i nogen værre Stilling, og kan desuden lettelig kontrolleres, medens en Pantsættelse i Tilfælde som nærværende, hvis samme lovmedholdelig kunde ske, vilde lede til, at Bestemmelsen i Konkursl.s §45 jevnlig vilde blive eluderet, idet der i saa Fald ingen Vanskelighed vilde være at sikre en tvivlsom ældre Gjældsfordring ved at saa en Anden til at stille sig som Kautionist for Beløbet, mod at han samtidig fik Pantesikkerhed for sit Ansvar.
At man i nærværende Tilfælde ikke skulde have tilsigtet at skaffe vedkommende Hovedkreditor - Kristiansands Reberbane og Jost - nogen Fordel paa Konkursboets Bekostning, hvorom man forøvrigt ikke har nogen nærmere Oplysning, kan ikke komme i nogen Betragtning. Foruden at det ved Anvendelsen af den nævnte Bestemmelse i Konkursloven alene kommer an paa, hvorledes denne i sin Almindelighed er at forstaa, er det besuden at indse,. at ved Appellsk.s Overtagelse af det "Harald Haarfagers" Rederi tidligere paahvilende Kautionsansvar, fik Thorstensen fri Raadighed over et Beløb, stort 3.750 Kr., som medrette skulde have tjent til Dækkelse af Reberbanens og Jost's Fordring paa Thorstensen, og Transaktionen kan saaledes forsaavidt siges at have været til Forfang for Konkursboets øvrige Kreditorer.
Ved den af Appellsk. overtagne Kautionsforpligtelse kunde der overhoved ikke være Tale om, at Thorstensen eo ipso skulde være kommen i nogen Gjæld til Appellsk., da Reberbanens Fordring først 1 Aar derefter forfaldt til Betaling, og det derhos afhang af, om samme virkelig ogsaa blev indfriet af Appellsk. Det er vel ogsaa et Spørgsmaal, om det disse givne Skadesløsbrev under saadanne Omstændigheder kunde hjemle dem en Panteret, som efter Konkursl.s §45 alene skulde være lovlig, hvor Gjælden var stiftet samtidig med Pantsættelsen.
Forsaavidt det er udhævet, at ved Pantedokumentet til "Harald Haarfagers" Rederi afødt xx.xx.1877, var der fra dettes Kautionsansvar til Reberbanen og Jost stillet Pantesikkerhed i de samme faste Eiendomme. hvori Appellsk. ved Dokumentet afødt xx.xx.1878 i samme Anledning havde faaet Pant, og at Thortensens Bo saaledes i Virkeligheden ikke lider noget Tab de ved den heromhandle Transaktion med Appellsk., er Rigtigheden heraf vistnok meget tvivlsom. Indst. har udtrykkelig benægtet dette, og efter Pantedokumentet afødt xx.xx.1877 var Kontrakten med "Harald Haarfagers" Rederi, hvad forøvrigt ellers ikke skal være almindeligt, kun sluttet om Bygning af bemeldte Fartøi d. e. Skroget, og Pantesikkerheden ogsaa alene stillet herfor Om Riggen tales der ikke, og for denne havde Rederiet senere særskilt stillet sig som Garant.
Jeg tiltræder saaledes de foregaaende Retters Anskuelse af Sagen, og idet jeg antager, at Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret maa blive at ophæve, Konkluderes:
Stiftøverettens Dom bør ved Magt at stande. I. Blich.
Side:638
Jeg tiltræder Hr. Assessor Blichs Konklusion og slutter mig i alt Væsentligt til den Grundanskuelse, hvorpaa han bygger.
Som af Førstvoterende udtalt og af Assessor Blich tiltraadt, maa det her foreliggende Forhold i faktisk Henseende opfattes saa, at Appellsk. har stillet sig som Kautionist for en Thorstensen paahvilende ældre Gjæld og at det samtidigt med Kautions-Overtagelsen og som Vederlag for denne modtog pant. Men dette er noget andet end hvad Konkursl.s §45 nævner: Pant til Sikkerhed for Gjæld - stiftet gjennem selve Pantsættelsen", og Regelen i sen om saadan Pantstillelse kan ikke overføres paa førstnævnte Tilfælde uden en ligefrem Udvidelse af Lovkategorien, en Udvidelse, hvortil Lovanvenderen ved en Bestemmelse af Art som den heromhandlede efter min Opfatning savner Beføielse. Det forekommer mig ogsaa, at den Synsmaade, som saaledes er opstillet af Assessor Blich og mig, nærmest harmonerer med hvad der af Høiesteret blev antaget i den Sag, som er refereret i Rt-1872-21-24. I den Sag var der efter Retst.s Referat bl.A. Spørgsmaal, om ikke det i Henhold til Konkursl.s §45 omprocederede Skadeløsbrev maatte hjemle Sikkerhed for et Ansvar, som Vedkommende havde paataget sig som Endossent paa en Vexel, som samtidigt mod Skadesløsbrevet var udfærdiget af Konkursskyldneren - men saadan Sikkerhed blev ikke anerkjendt af Høiesteret.
I nærværende Tilfælde synes det at have en temmelig stærk Grad af konkret Villighed for sig, at Appellsk. overensstemmende med dets subsidiære Paastand blev indrømmet Sikkerhed efter Pantobligationen qv. for 3.750 Kr., thi dette Beløb er kommet Thorstensen (og derigjennem formentlig Boet) tilgode ved Appellsk.s Overtagelse af Kautionen. Men det forekommer mig, at selv denne Middelvie er lukket ved den strenge Affatning af Rets-Kate- gorien, som Konkursl.s §45 opstiller. M. Lambrechts.
Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Hr. Assessor Blich. .V. Scheel.
Ligesaa, idet det forekommer ogsaa mig ubestrideligt, at det heromhandlede Pantedokument ikke med rette kan siges at være udstedt for Gjæld. stiftet gjennem selve Pantsættelsen og at man saaledes vilde gaa mod eller udenfor Ordene i Konkursl.s §45 ved at tillægge det Gyldighed mod Konkursboet, men til en saadan Fravigelse af Lovens bogstavelige Forskrift kan jeg ikke finde, at det af Førstvoterende Anførte afgiver tilstrækkelig Grund I. S. Thomle.
Dissentsen seet. Jeg vedbliver mit Votum. G. Gram.
Ligesaa. I. H Thoresen.
Jeg vedbliver mit Votum. I. Blich.
Jeg fastholder det af mig foreløbig afgivne Votum.
Ifølge Konkursl.s §45 gjælder der med Hensyn til Retsvirkningen ligeoverfor Konkursboet af Pantsættelser, som have fundet Sted i Løbet af de sidste 8 Uger før Konkursen, en modsat Regel for hver af de to Grupper af Tilfælde, der efter Lovens ufuldkomne Udtryksmaade kan betegnes som: "Gæld, der er stiftet gjennem selve Pantsættelsen", og som: "Gjæld, der ikke er stiftet gjennem selve Pantsættelsen". Stiller man for Tanken disse to Grupper af Tilfælde mod hinanden, vil man se, at der i selve Tingen er en Modsætning mellem begge Grupper i to Henseender, nemlig 1) med Hensyn til den enkelte Kreditor, som har modtaget Pant for sin Fordring og 2) med Hensyn til Boets øvrige Kreditorer.
I førstnævnte Henseende (dvs: i Relation til den enkelte Kreditor, som har modtoget Pant) stiller Sagen sig saa, at en Kreditor, hvis Fordring skriver sig fra, at han har givet Laan imod samtidigt for samme at faa Pant, ikke uden den storste Uretfærdighed kan berøves sin Panteret fordi hans Skyldner kort Tid efter Gjældens Stiftelse kommer under Konkurs,
Side:639
medens derimod den Kreditor, der har ladet sig give Pant for en Gjæld, som en Tid har existeret uden Pant, ikke kan beklage sig over nogen Uretfærdighed, fordi han maa give Skip paa den Fordel, han ved at erholde Pant, havde tilsigtet at opnaa. Det er Noget, som enhver føler, at det ikke gaar an at sige til en Mand, der har givet et Laan imod for samme at faa Pant: "Vi beholder dine Penge, men derøver dig dit Pant", men at det derimod godt gaar an til den Mand, der en Tid har havt Penge tilgode uden Pant, men senere har ladet sig give Pant, at sige som saa: "Siden den Fordel, du har søgt at opnaa ved at lade Skyldneren sikre dig ved Pant, ikke kan blive dig til Del, uden at det vil gaa ud over de Andre, der vare i samme Tilfælde som du (at have Penge tilgode uden Pant), saa faar du finde dig i, at den stedfundne Transaktion (Pantstillelsen) gaar overstyr". Derved, at den i Løbet af 8 Uger før Kokursen stedfundne Transaktion paar overstyr, vil denne Kreditor ikke blive bragt i værre Stilling end den, hvori han var før Transaktionen. Han lider ved at blive behandlet som uprioriteret Fordringshaver ikke andet Tab end det, hvorfor han selv har udsat sig ved i sin Tid at give Laan uden derfor at tage Pant. Hin anden Kreditor vilde derimod, naar Boet beholdt den Pantstillede Gjenstand uden at tilbagegive Pengene, lide et Tab, hvorfor han aldrig har villet udsætte sig. I den anden Henseende (dvs: i Relation til de øvrige Kreditorer - Nr. 2 ovenfor) stiller Sagen sig saa, at naar en Mand har forstrakt Skyldneren (den, der senere gjør Konkurs) med et Laan, for hvilket der samtidigt er stillet Pant, da er ved denne Transaktion ikke skeet noget, som uden Videre kan statueres at være til de øvrige Kreditorers Skade, idet der nemlig er gaaet ind i Boet en Valuta, svarende til den, der ved Pantsættelsen er unddraget de øvrige Kreditorer for at sikre Laangiverne. Har derimod en Mand, hvem Skyldneren før skylder Penge, ladet sig give Pant til Sikrelse af denne ældre Gjæld, da er ved denne Transaktion ligefrem den ene Kreditor bleven begunstiget paa de øvrige Kreditorers Bekostning.
At Betragtninger, som de her fremstillede, have været ledende Grundtanker ved Affattelsen af Konkursl.s §45, kan fornuftigvis ikke betvivles, og det formenes ogsaa at fremgaa af Lovens Forarbeider (se Professor Getzs Afhandling i Rt-1881-207, Kap. II. §2, S. 248 fgg., specielt S. 246 og Noten paa S. 250).
Foreligger der nu et Tilfælde af mere kompliceret Beskaffenhed, hvor Spørgsmaalet om Pantsættelsens Retsvirkning ligeoverfor Boet maa besvares efter en med Lovens Grundtanker stemmende Bedømmelse af, med hvilken af de to Grupper af Tilfælde den Transaktion, hvorom der handles, er at sætte i Klasse, saa vil man efter det foran Fremstillede have at gjøre Prøve ved at opkaste følgende to Spørgsmaal:
1) Vil Transaktionens Omstyrkelse paaføre Vedkommende enkelte Kreditor et Tab, for hvilket han aldrig frivillig har villet udsætte sig, eller vil han kun bringes tilbage i den samme Stilling, hvori han var før Transaktionen?
2) Bliver derved, at den stedfundne Transaktion opretholdes, de øvrige Keditorers Stilling uforandret, eller bliver en enkelt Kreditor begunstiget paa de øvrige Kreditorers Bekostning?
Maa af disse Spørgsmaal det første besvares herhen, at vedkommende enkelte Kreditor ved Transaktionens Omstyrtelse vil Paaføres et Tab, for hvilket han aldrig har villet udsætte sig, eller det andet derhen, at de øvrige Kreditorers Stilling, uagtet Transaktionen ikke omstyrtes, ei vil være værre, end den havde været, om Transaktionen ikke havde fundet Sted, - da skal Pantsættelsen ikke tabe sin Gyldighed. Maa derimod begge Spørgsmaal befares i den modsatte Retning, da skal Pantsættelsen være ugyldig i Forhold til Boet. Anvendt paa dette foreliggende Tilfælde, vil denne Prøve lede til, at den Transaktion, hvorom Talen er, maa opretholdes.
Side:640
1) Da Brødrene Larsen stillede sig ansvarlige for Thorstensens Gjæld til Reberbanen og Jost, gjorde de dette imod for det Ansvar, de derved paatoge sig, at faa Sikkerhed ved Dokumentet afødt xx.xx.1878. uden at faa denne Sikkerhed vilde de ikke have paataget sig Ansvaret. Sikkerheden var ligefrem Betingelsen for, at de paatoge sig Ansvaret. Ved nu at berøves Sikkerheden, men beholde Ansvaret, vilde Brødrene Larsen have at beklage sig over ganske den samme Uretfærdighed, som man vilde gjøre sig skyldig i ligeoverfor den Mand, der havde laant Skyldneren Penge imod samtidigt at faa Pant, i Tilfælde af, at man erklærede Pantsikkerheden ugyldig, men ikke vilde tilbagelevere de Penge, Skyldneren havde faaet tillaans.
2) Derved, at Brødrene Larsen stillede sig ansvarlige for Thorstensens Gjæld til Reberbanen og Jost imod for dette Ansvar at faa den omhandlede Sikkerhed, kom de andre Kreditorer ikke i nogen værre Stilling, end de vilde have været, om Transaktionen afødt xx.xx.1878 ikke havde fundet Sted, men Ansvaret for den nævnte Gjæld var forblevet der, hvor den var, nemlig hos "Harald Haarfagers" Rederi; thi dette Rederi havde tilsvarende Sikkerhed ifølge Dokumentet afødt xx.xx.1877. De faste Eiendomme, som vare stillede til Sikkerhed ved dette Dokument, vor netop de samme, som de, der bleve stillede til Sikkerhed ved Dokumentet afødt xx.xx.1878. Ved Siden af de faste Eiendomme skulde efter Dokumentet afødt xx.xx.1877 Skibet "Harald Haarfager" tjene til Sikkerhed, efter Dokumentet afødt xx.xx.1878 et andet under Bygning staaende Fartøi. Havde Transaktionen afødt xx.xx.1878 ikke fundet Sted, vilde "Harald Haarfagers" Rederi have været Fordringshaveren for de Kr. 7.008.44, som det havde maattet tilsvare Reberbanen og Jost, og for dette Beløb vilde Rederiet have havt Prioritet i de Pantsatte Gjenstande. Nu, da Transaktionen afødt xx.xx.1878 er kommen istand, ere Brødrene Larsen Fordringshavere for det samme Beløb og have for dette prioritet i netop de samme faste Eiendomme og derhos i et Skib, som er kommet under Bygning paa samme Maade, som "Harald Haarfager" tidligere havde været. Naar man ser bort fra, at det, der er stillet til Sikkerhed ved Siden af de faste Eiendomme, er et andet Skib, er der ikke foregaaet Andet, end havd der ogsaa kunde være skeet paa den Maade, at med alle Vedkommendes Samtykke "Harald Haarfagers" Rederi havde transporteret sin Ret til for Beløbet at holde sig til de Pantsatte Gjenstande til Brødrene Larsen, imod at disse havde overtaget Rederiets Ansvar ligeoverfor Reberbanen og Jost. Derved, at BrødreneLarsen indtog Rederiets Plats, opnaaede Thorstensen at faa udbetalt Restbeløbet af hvad der tilkom ham som Betaling for Skibet "Harald Haarfager" dvs: Kr. 3.750.00. Naar den Omstændighed, at Thorstensen fik dette Beløb til Disposition, af en af de Voterende anføres som noget, der har været til de øvrige Kreditorers Skade, da maa hertil bemærkes, at der ikke haves nogensomhelst hjemmel til at statuere, at det skal ansees for at være til Skade for en i Forlegenhed værende Forretningsmands Kreditorer, at han faar Penge under Hænder ved at faa betalt, hvad der tilkommer ham for Varer eller andre Gjenstande, han maatte have afhændet til Nogen. En anden af de Voterende, hvis Votum forøvrigt gaar i samme Retning, finder da ogsaa, at man maa gaa ud fra. at de 3.750 Kr. ere komne Boet tilgode. Hvad de faste Eiendomme angaar, hvilke ere Pantsatte ved begge de omhandlede Dokumenter, forekommer det mig efter det foran Anførte ganske klart, at Hensynet til de øvrige Kreditorer ikke kan paaberaabes som Grund til, at Brødrene Larsen skulde nægtes Prioritet i dem. Men jeg antager, at der maa tillægges dem Prioritet ogsaa i det under Bygning staaende Skib, fordi efter min Mening allerede det foran under Nr. 1 omhandlede Hensyn i og for sig er afgjørende, naar det ikke er bevist, at der er lagt an paa Elusion af Loven. Naar det af en af de Voterende er anført, at det vilde kunne lede til en jevnlig Elusion af den i Konkursl.s §45
Side:641
indeholdte Regel, saafremt man ikke antog, at Pant, som var Givet til Sikkerhed for en Mand, der stillede sig som Kautionist for en Skyldneren paahvished ældre Gjæld, ubetinget skulde omstyrtes, da er dette en Bemærkning, som, hvis det deri omhandlede Hensyn skulde være afgjørende, vilde føre altfor langt. Den Elusion af Konkursl.; som man frygter for, kan navnlig ligesaa godt foregaa paa den Maade, at en Trediemand laaner Skyldneren Penge imod Pant, for at han med disse kan betale sin tidligere Kreditor. Om en Kreditor siger til Skyldneren, at han maa have sine Penge, men at han ved en anden Mand, af hvem Skyldneren kan faa laant Beløbet imod Pant, og om derefter Skyldneren følger denne Anvisning og saa med de imod Pant laante Penge betaler den første Kreditor, saa er dette et i alle Henseender legitimt Arrangement, som aldrig kunde rokkes med Hjemmel af Konkursl.s §45. Ogsaa her kunde man imidlertid sige, at der var en let Adgang til Elusion af Loven, idet det betalte Beløb kunde tænkes i Form af Laan igjen at gaa over fra den første Kreditor til den, som havde faaet Pant. Men Tingen er, at det ikke gaar an af Frygt for Elusion at erklære ugyldig enhver Transaktion, som er af den Beskaffenhed, at det kan tænkes, at Elusion af Loven ved samme kan ske. Det faar komme an paa, om der i det enkelte Tilfælde kan antages at være lagt an paa Elusion. Men i nærværende Tilfælde er der slet ikke Tale om noget saadant, som at de tidligere Kreditorer, Reberbanen og Jost, har villet tilsnige sig Sikkerhed paa de øvrige Kreditorers Bekostning ved at faa Brødrene Larsen til at stille sig som Kautionister imod derfor at sikkre sig ved Pant. Reberbanen og Jost havde allerede før Sikkerhed, idet de havde Kaution af "Harald Haarfagers" Rederi, som igjen havde Sikkerhed i Thorstensens faste Eiendomme samt i Skibet. Det ver Rederiet, som vilde løses fra sin Kautionsforpligtelse, hvis det skulde udbetale Thorstensens Resttilgodehavende for Skibet (de 3.750 Kr.), og saa bliver Tingen ordnet paa en Maade, som i alt Væsentligt reducerer sig dertil, at BrødreneLarsen stiller sig i Rederiets Sted,dvs: paatager sig Ansvaret og faar Sikkerheden. Heller ikke er der nogensomhelst Oplysning om, at Brødrene Larsen har faaet Tilgodehavende dækket ved Hjælp af det ovennævnte Resttilgodehavende, som Thorstensen fik udbetalt af "Harald Haarfagers" Rederi.
At "Harald Haarfagers" Rederi har havt Pant for sin Kaution for Thorstensens Gjæld til Reberbanen og Jost, kan jeg ikke anse i mindste Maade tvivlsomt. Thorstensen havde paataget sig for Rederiet at bygge Skibet, og Rederiet udbetalte Skibets Kostende i Terminer, efter hvert som Arbeidet skred frem. For at Rederiet "ikke skulde lide noget Tab, om Kontrakten fra Thorstensen Side i nogen Maade misligholdes, eller de (Rederiets Medlemmer) skulde blive nødte til selv at fuldføre Bygningen", blev der ved Dokumentet afødt xx.xx.1877 stillet Rederiet Sikkerhed. Det heder i Dokumentet yderligere: "Dersom nævnte Mænd (dvs: Rederiet) i bemeldte Anledning skulde faa nogen Fordring paa mig, skulle de være berettigede til at sætte Værstet med Bygninger og Herligheder til Auktion". At der ved Skibets Bygning er ment dets Forarbeidelse og Fuldførelse, saa at det kunde afleveres i fuld Stand med Rig og Seil, fremgaar af det hele Forhold. Havde Thorstensen kun skullet levere Skroget uden Rig og Seil, saa havde jo Kontrakten været opfyldt i det Øieblik, man var avanceret saa langt, at Rig og Seil skulde anbringes. Thorstensen havde da ikke havt noget med Rig og Seil at bestille; det havde været Rederiet selv, som havde skullet anskaffe samme. Det havde ikke været Thorstensen, men Rederiet, som havde maattet sætte sig i Gjæld for Rig og Seil, hvis de ikke havde foretrukket at betale Gjenstandene kontant. Men nu fremgaar det af hele Sagen, at det er Thorstensen, som anskaffer Rig og Seil; men da han ikke kan betale samme kontant og ikke kan faa Gjenstandene paa Kredit uden Kaution, maa
Side:642
Rederiet kautionere ligeoverfor Reberbanen og Jost. Saaledes er Sagen ogsaa udtrykkelig fremstillet i Indlæg ved Skifteretten afødt xx.xx.1880 samt i begge Appellsk.s Indlæg for Overretten, og jeg har, uagtet jeg paany har gjennemgaaet hele Sagen, ikke kunnet finde, at det er blevet benægtet. Var nu saaledes Thorstensen forpligtet til at levere Skibet færdigt med Rig og Seil, kan jeg ikke indse andet, end at han har gjort sig skyldig i Misligholdelse af Kontrakten, naar han ikke har seet sig istand til at levere Skibet færdigt uden ved at faa Rederiet til at kautionere for det, som var nødvendigt for Skibets Fuldførelse. Og det Tab, som Rederiet lider ved denne Misligholdelse, bestaar deri, at det maa betale til Reberbanen og Jost, hvad Thorstensen skulde have betalt, men ikke saa sig istand til at betale. Naar nu Dokumentet afødt xx.xx.1877, som anført, lyder paa, at der stilles Sikkerhed for, at Rederiet "ikke skal lide noget Tab, om Kontrakten fra Thorstensen Side i nogen Maade misligholdes", og paa, at Rederiet skal kunne holde sig til Pantet, "dersom det i bemeldte Anledning skulde faa nogen Fordring paa Thorstensen", saa forekommer det mig uimodsigeligt, at en Paastand fra de andre Keditorers Side, gaaende ud paa at bestride Rederiets Panteret ifølge Dokumentet afødt xx.xx.1877 (i Tilfælde af, at det havde været Rederiet, der havde optraadt som Fordringshavere i Boet med Hensyn til de omhandlede Kr. 7.008.44), havde maattet karakteriseres som et Vringleri, der ikke kunde faa Domstolenes Medhold.
I Anledning af, at der imod Pantsættelsens Opretholdelse ogsaa er gjort Indvending, hentet derfra, at Brødrene Larsen strengt taget ikke fik nogen Fordring paa Thorstensen førend i det Samme, de betalte Reberbanen og Jost, altsaa i den Forstand ikke samtidigt med Pantsættelsen, - skal jeg til, hvad i faa Henseende af Førstvoterende er bemærket, kun føie en Henvisning til, hvad der er anført i Prof. Getzs før nævnte Afhandling i Rt-1881-270.
Jeg maa forøvrigt gjøre opmærksom paa, at i de Vota, der gaa ud paa, at de foregaaende Instantsers Afgjørelse skal stadfæstes, har man udtrykt sig, som om den positive Bestemmelse i Konkursl.s §45 gik ud paa: "At Pant, der er givet til Sikkerhed for Gjæld, som er stiftet gjennem selve Pantsættelsen, kan gjøres gjældende mod Boet", medens i Virkeligheden det, som § en positivt udtaler, er: "At Pant, der er givet til Sikkerhed for Gjæld, som ikke er stiftet gjennem selve Pantsættelsen, ikke kan gjøres gjældende mod Boet". Naar der foreligger et Tilfælde, som ikke gaar ligefrem ind under Ordene, er der altsaa ikke - som man efter Udtryksmaaden i de nævnte Vota skulde tro - Spørgsmaal om, hvorvidt man kan udvide en Lovbestemmelse, der siger, at en Panteret under visse Omstændigheder skal operetholdes, men tvertimod om, hvorvidt man kan udvide en Lovbestemmelse, der siger, at en Panteret under visse Omstændigheder skal omstyrtes. Det er dem, der stemme for Stadfæstelse af de foregaaende Instantsers Afgjørelse, som udvide Bestemmelsen i Konkursl.s §45. En Lovbestemmelse angaaende panterets Omstyrtelse, som er skreven for det Tilfælde, at en Mand, som har penge tilgode fra en Tid, da han ansaa sin Debitor for solid, er bleven bange for, at der maaske forestaar en Konkurs og af den Grund har søgt at skaffe sig en fordelagtigere Stilling, end han før havde, ved at lade sig give Pant for til Tilgodehavende, - en saadan Lovbestemmelse vil man skal kunne udvides til ogsaa at skulle gjælde for et Tilfælde, hvor Vedkommende, hvem Sagen angaar, ikke har Penge tilgode, altsaa ikke er i den Situation, at der for ham kan være Tale om at skaffe sig en fordelagtigere Stilling, end han før har havt, - hvorimod det, som han har gjort, er, at han har gaaet ind paa at bistaa en Forretningsven ved at stille sig som Garantist for dennes Gjæld til en anden Mand, men kun har gjort dette paa den udtrykkelige Betingelse, at han med det samme sikres ved Pant -
Side:648
et Pant, som derhos ikke engang bestaar i Gjenstande, som ellers vilde have kunnet tjene Skyldnerens samtlige Kreditorer til Fyldestgjørelse, men tvertimod i Gjenstande, som i det Væsentlige ere de samme, som ogsaa indtil da vare pantstillede, nemlig til Andre, der dengang stode som Garantister for netop den samme Gjæld.
En af de Voterende har paaberaabt sig en i Rt-1872-21 fgg. meddelt Dom. Det der omhandlede Tilfælde forekommer mig imidlertid at være saa ganske forskjelligt fra det Tilfælde, hvorom nærværende Sag dreier sig, at jeg ikke indser, at den her kan have nogen Betydning . Skal man korteligen angive, hvad der i hin Sag var det Væsentlige, saa maa man sige, at Sammenhængen var den, at en Mand, som fra et i lengere Tid fortsat Mellemværende med en Anden havde faaet mere tilgode, end han havde Sikkerhed for, vilde skaffe sig yderligere Sikkerhed, og at han for at opnaa dette, indrettede sig paa den Maade, at han lod sig give et Skadesløsbrev, der efter dets Lydelse skulde være for saavel allerede stiftet som mulig senere Gjæld, og saa derefter under Forsættelse paa samme Maade som før af det tidligere Forhold af skrev paa det ældre Mellemregnskab, hvad han modtog fra sin Debitor, men regnede som henhørande til det nye Mellemregnskab og herfor som betrygget ved Skadesløvsbrevet, hvad han senere end dette forstrakte ham, hvorved han altsaa i Virkeligheden opnaaede, at hans gamle Tilgodehavende, der ikke var betrygget ved Pant, Forsvandt for at give Plads for det nye, hvorfor Betrygggelse havdes i Skadesløsbrevet. Saaledes er denne Dom ogsaa opfattet i Prof Getzs Afhandling i Rt-1881-271 Note 39. Den Kreditor, om hvem der under hin Sag handledes, laa det temmelig nær at sætte ved Siden af en Kreditor, som vilde foreslaa sin Debitor at modtage et nyt Laan hos ham og for samme give Pant og saa derefter benytte det nye Laan til dermed at betale det gamle. At Sligt ikke tages for godt, strider ikke imod de Betragtninger, som foran af mig ere gjorte gjældende. C. Hansteen.
Jeg finder at maatte fastholde mit tidligere Votum. Tingen er efter min Opfatning ikke Gjenstand for fri Bedømmelse efter de forhaandenværende Forhold, men Lovanvenderen er tvungen til at indordne den under den behørige, af de i Loven opstillede Kategorier, hvorlidet han end efter de konkrete Forhold maatte finde sig tilfredsstillet ved den.
Pant, "givet til Sikkerhed for Gjæld, som ikke er stiftet gjennem selve Pantsættelsen", skal efter Lovbestemmelsen korruere.
Kan man nu til Ex. sige, at den, der paa en gammel Sparebankobligation ved Fornyelse faar en ny Endossent istedetfor en ældre, derved har stiftet en ny Gjæld? Kan man ikke det, saa kan man i mine Tanker heller ikke fige, at han, om han for at faa den nye Endosent, har maattet give denne Pant, har stiftet Gjælden gjennem selve Pantsættelsen. M. Lambrechts.
Jeg vedbliver mit Votum. V. Scheel.
Jeg vedbliver ligeledes mit Votum. De i Hr. Assessor Hansteens Tillægsvotum med Udførlighed og Styrke udhævede Betragtninger vare ikke fremmede for mig ved min tidligere Overveielse af Sagen, men skjønt jeg erkjender, at de tildels have ikke ringe Vægt, fandt jeg dog ikke, og har fremdeles ikke kunnet finde dem tilstrækkelige til at retfærdiggjøre et Resultat, der, saavidt skjønnes, vilde komme i bestemt Strid med en klar: positiv Forskrift, og Vanskelig lader sig forene med den Anvendelse af denne, som ved tidligere Høiesteretsdomme er gjort. I. S. Thomle.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Blichs konklusion.