Hopp til innhold

Rt-1893-545

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1893-02-25
Publisert: Rt-1893-545
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 47/1 1893
Parter: Straffesag mod Gaardbruger Ernst Berentsen (Aktor til Prøve Overretssagfører P. N. Fjeld) - Forsvarer Advokat T. C. B. Heiberg).
Forfatter: Birkeland, Løchen, Ph. Hansteen, Mørch, C. Hansteen, Thoresen, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger: Sunnhetsloven (1860) §7, §11, §26, §3, §4, §5


Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Efter forgjæves Forelæg blev Ernst Berentsen ved Tiltalebeslutning afødt xx.xx.1892 af Fogden i Nordhordland sat under Tiltale til Fældelse efter Lov om Sundhedskommissioner osv. afødt xx.xx.1860 §26, kfr. §5 og §11 samt §3 sidste Passus i de approberede Sundhedregler for Laxevaag for at have den 26 Juli s. A. foretaget Trankogning fra Laxevaags Trankogeri i af Sundhedskommissionen forbudt Tid.

Ved Meddomsretsdom inden Midthordlands Sorenskriveri afødt xx.xx.1892 blev Tilt. frifunden; men har Fogden i Nordhordland paanket Dommen, idet han udtaler, at Sundhedskommissionen ikke kan være afskaaret fra under Hensyn til specielt for Smitstof farlige Aarstider ligesom til herskende Epidemier at afbryde Driften ved regelmæssige Bestemmelser derom eller ved Beslutning for hver enkelt Gang.

Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Høiesterets Prøvelse.

Med Hensyn til de faktiske Omstændigheder, der ligge til Grund for nærværende Sag, skal jeg henvise til Meddomsrettens Domspræmisser:

«Ved Beslutning afødt xx.xx.1874 gav Afkøens Sundhedskommission dengang bestaaende af vedkommende Distriktslæge og den samlede Herredsstyrelse daværende Eiere af et fra ældre Tid ved Jens Grans Skibsværst i Drift værende Trankogeri Tilladelse til at flytte dette til Tilt.s Eiendom Laxevaag paa Betingelse af, at alt Affald til Trankogeriet ikke for længere Tid bliver henliggende, men bortføres mindst hver 14 Dag enten til Kompostering som Gjødningsmiddel eller ved at udføres paa Søen paa dybt Vand og nedsænkes, og saaledes ingenfinde blive henliggende længere end nævnte Tid enten paa Pladsen ved Kogeriet eller paa Fjæren.

Flytningen foregik, og har Trankogeriet, som nu eies alene af Tilt., senere været i Drift. Ved kgl. Resol. afødt xx.xx.1887 approberedes Sundhedsregler for de mere bymæssig beliggende Strøg af Afkøens Herred,

Side:546

regnet fra Holen i Nord til Stranden i Syd langs med vestre Side af Puddefjorden og indbefattende Laxevaag og Damsgaard m. m. Det fremgaar af det under nærværende Sag oplyste, at Sundhedskommissionen, støttende sig til Sundhedsvedtægternes §3 paa Grund af fremkomne Klager fra Omkringboende over Stank m. m. fra Trankogeriet flere Gange har indskrænket det med Paalæg ligeoverfor Trankogeriet. Ved Beslutning afødt xx.xx.1888 blev saaledes Trankogeriets daværende Eiere opfordret til at anbringe saadanne prøvede og anerkjendte Midler, som maatte kjendes, til at hindre den ved Kogeriet udbredte ildelugtende Damp, samt tilkjendegivet, at indtil saadant istandbringes maa man forbyde Trankogningen for Eftertiden i de varme Sommermaaneder Juni, Juli og August. Da denne Beslutning ikke blev respekteret af Trankogeriets Eiere, blev disse af Fogden i Nordhordland ved Forelæg 22 August 1888 forelagt en Mulkt stor 50 Kroner for Trankogning. Mulkten blev vedtaget, dog med Erklæring, at Angj. ved Trankogningen ikke kunde erkjende at have forbrudt sig.

Under 3 Juni 1891 sees Sundhedskommissionen i Anledning fornyede Klager over Trankogeriet at have fattet Beslutning om at forelægge Trankogeriets Eiere at opføre en Skorsten af mindst 17.30 M.s Høide samt anbringe en Damphætte, stor nok til at opfange Dampen af Raastoffet under dets Kogning foruden at forbyde Afkjøling af den færdige Tran under aaben Himmel. Trankogeriets Eiere lode ved deres Sagfører i Skrivelse afødt xx.xx.1891 forespørge hos Sundhedskommissionen, om dennes Beslutning var at betragte som endelig i den Forstand, at Opfyldelsen af de fremkomne Fordringer vilde gjøre videre Krav overflødige samt om Bedriften i Tilfælde af Skorstenens Forhøielse kan drives Aaret rundt uden Indgriben fra Sundhedskommissionens Side. Sundhedskommissionen svarede ved Beslutning afødt xx.xx.1891, der fastholder Forbudet mod Trankogning i Juni, Juli og August, og tillægger, at man ikke kan binde sig til ikke at kunne paatale Ulemper ved Trankogeriet, om saadanne skulde vise sig i Fremtiden.

Gjennem søndre Bergenhus Amt indgik derpaa Trankogeriets Eiere til Justits- og Politidepartementet med Andragende om Underkjendelse af sidstnævnte Beslutning om Forbud mod Kogning af Tran i de 3 Sommermaaneder, uagtet der opføres en 17.30 M. høi Skorsten med Damphætte. I Skrivelse afødt xx.xx.1892 til Amtet til Amtet tilkjendegav Departementet, der forøvrigt sees at have opfattet Beslutningen afødt xx.xx.1891 som alene indeholdende en Udtalelse i paagjældende Retning og ikke nogen formelig Beslutning, at det efterat have forelagt Sagen for Medicinaldirektøren, med denne finder, at der, naar de af Sundhedskommissionen i Møde 3 Juni 1891 givne Paalæg til Trankogeriets Eiere efterkommes, ikke antages at være tilstrækkelig Grund til at fastholde den tidligere gjældende Bestemmelse om, at Trankogning ikke skal foregaa i Maanederne Juni, Juli og August.

Tilt. sees i Skrivelse af 6 April d. A. at have underrettet Sundhedskommissionen om, at Paabudet om Fabrikpibens Forhøielse og Anbringelse af en Damphætte for nogen Tid siden var efterkommet. I Møde 10 Juni d. A. sees Sundhedskommissionen efter skeet Referat af ovennævnte Skrivelse fra Justits- og Politidepartementet og en af 100 Omkringboende underskreven Klage over Ulemperne ved Trankogningen at have fattet saadan Beslutning: «Tiden, hvori Kogning af Tran ved Laxevaags Trankogeri er forbudt, udvides tila t omfatte Maanederne Mai, Juni, Juli, August og Septbr.

Endelig sees Sundhedskommissionen under 13 Juli d. A. at have udfærdiget et Mulktdekret mod Tilt. lydende paa 100 Kroner for hvert Døgn fra og med Dagen efter indtil Septbr. Maaneds Udgang Tilt. maatte lade koge Tran eller lignende Stoffe, hvorhos Fogden blev anmodet om at benytte alle lovlige Midler til Efterkommelse af Sundhedskommissionens

Side:547

Paalæg, f. Ex. ved lade Ilden slukke. Sundhedskommissionen sendte strax en Afskrift af sine Beslutninger til Tilt., der tilbagemeldte, at han var uvillig til at betale Mulkt og agtede at fortsætte Trankogningen.

Nærværende Politiretssag er anlagt af Fogden i Nordhordland ifølge Tiltalebeslutning af 18 s. M. efter forgjæves af Fogden udfærdiget Mulktforelæg af 26 Juli d. A. Tiltalen saavelsom Mulktforelægget gjælder alene det Faktum, at Tilt. har ladet koge Tran sidstnævnte Dag. Henvisning er skeet til Lov 16 Mai 1860 §26 kfr. §5 §11 og gjældende Sundhedsvedtægter for Laxevaag, approberede ved kgl. Resol. afødt xx.xx.1887 §3.

Tilt. har paastaaet Frifindelse under Forbehold af at gjøre Erstatningsansvar gjældende for i Tilfælde paaførte unødige Omkostninger og for Tab i Indtægter paa Grund af Driftens delvise Standsning. Tilt. mener, at Sundhedskommissionen har været uberettiget til at paalægge saadan Standsning, dels paa Grund af den i 1874 givne Tilladelse til Trankogeriets Anlæg, dels fordi han har efterkommet Sundhedskommissionens Forskrifter om Anbringelse af Fabrikpibe og Damphætte, endelig fordi Tilt. mener, at Sundhedsvedtægterne ikke antages at hjemle Sundhedskommissionen Myndighed til at forbyde Trankogningen en vis Tid af Aaret».

Tilt. formener, at Sundhedskommissionens paagjældende Beslutninger ere uforbindende, for det Første fordi de skulde staa i Strid med den ham eller Trankogeriets tidligere Eiere i 1874 givne Tilladelse til dets Flytning, og hvorved Sundhedskommissionen kontraktsmæssig skulde have afskaaret sig Adgang til at paabyde Driftens Indstillen gjennem længere Tid af Aaret.

Heri kan jeg dog ikke være enig. Den i 1874 trufne Bestemmelse maa antages fremdeles at give Sundhedskommissionen fuld Adgang til at indskrænke Driften overensstemmende med Loven og de specielt givne og approberede Sundhedsvedtægter.

Videre har Tilt. indvendt, at Beslutningerne af 10 Juni og 13 Juli 1892 ere ulovmedholdgie, idet de i sit Princip og i sin Effekt ere at anse lige med en Beslutning om Driftens Indstillen i det Hele eller som et Forbud mod at øve den heromhandlede Bedrift. De gjældende Sundhedsvedtægter for Laxevaag bestemme i §3 angaaende Anlæg, hvis Drift allerede er traadt i Virkesomhed, at Vedkommende er forpligtet til at rette sig efter de Forskrifter, som Sundhedskommissionen til Fjernelse af stedfundne Ulemper maatte give. At en forbigaaende kortvarig Standsning af en Fabrikvirksomhed af Sundhedshensyn efter denne Bestemmelses Indhold sammenholdt med Sundhedsl.s §3, §4 og §11 ikke kan forkastes som ulovmedholdig, maa jeg gaa ud fra som utvivlsomt. I nærværende Sag gjælder det imidlertid vistnok et meget betragteligt Tidsrum, nemlig hele 5 Maaneder af Aaret, medens Forbudet efter Beslutningen afødt xx.xx.1888 kun gjaldt de tre Sommermaaneder Juni, Juli og August. Men man er her efter min Mening inde paa et Felt, hvor ikke Retsspørgsmaal, men Skjønspørgsmaal, derhos af teknisk Art, ville være de afgjørende, og naar man videre af nærværende Sags Dokumenter kan se, at Justitsdepartementet efter dets Skrivelse afødt xx.xx.1892 ikke kan være gaaet ud fra, at Beslutningen om Driftens Indstillen i de nævnte tre Sommermaaneder var i og for sig ulovmedholdig, drifter jeg mig ikke til at erklære de paagjældende Beslutninger, der have lagt to Maaneder til, som ubetinget ulovmedholdige og paa Fundament heraf ophæve Beslutningerne som ugyldige.

Endelig har Tilt. fremholdt, at Justitsdepartementets førnævnte Skrivelse afødt xx.xx.1892 som Svar paa et Andragende fra Tilt. om Underkjendelse af Sundhedskommissionens Beslutning afødt xx.xx.1891 indeholder en Udtalelse om, at der ikke kan være Føie til at forbyde Trankogningen i Maanederne Juni, Juli og August, naar de af Sundhedskommissionen ved dens Beslutning afødt xx.xx.1891 paabudne Indretninger, specielt en

Side:548

Skorstenspibe og en Damphætte, vare istandbragte. Tilt. mener derfor, at Sundhedskommissionen ved ganske kort Tid bagefter, nemlig under 10 Juni 1892, at paabyde Indstillen af Driften i de fem Sommermaaneder har sat sig udover Departementets Afgjørelse, aldenstund der ikke var kommet noget andet Moment til end det ene, at der forelaa en Klage fra 100 Omkringboende over Ulemper ved Trankogningen.

Jeg maa medgive, at dette Argument har adskillig Vegt, og at Sundhedskommissionens Forhold forsaavidt synes noget mindre forklarligt. Men der er dog herved at mærke, at nævnte Departementsskrivelse ikke opfatter Beslutningen afødt xx.xx.1891 som nogen formelig Beslutning, men kun som en Udtalelse, og at Departementet som Følge heraf heller ikke har truffet en Afgjørelse i en saadan Form, som man skulde vente og formode vilbe have været Tilfældet, om Departementet ligetil havde skredet til at give en Afgjørelse i Henhold til Sundhedsl.s §7. Paa Grund heraf, og da der jo kan være en Mulighed for, at der i Mellemtiden indtil 10 Juni for Sundhedskommissionen kan have foreligget et eller andet Moment, bortseet fra den nævnte Klage, af Betydning for Sagen, anser jeg det forsigtigst og formeligst ikke i Departementsskrivelsen at finde en i Henhold til Sundhedsl.s §7 fattet Beslutning afgjørende ogsaa Sundhedskommissionens Beslutninger af 10 Juni og 13 Juli 1892.

I Henhold til det Anførte finder jeg, at Tilt. ikke kan undgaa at fældes for den 26 Juli 1892 at have kogt Tran i Strid med Sundhedskommissionens Paabud, men jeg antager paa den anden Side, at da Tilt. har den anførte Departementsudtalelse af 7 Marts for sig, en Udtalelse, som antagelig, hvis ikke noget særligt oplyses, paa ny Henvendelse vil blive fastholdt af Departementet, at den for Tilfældet almindelige mindste Mulkt, 8 Kroner, bør vælges, kfr. §26 i Lov afødt xx.xx.1860, hvorhos jeg finder at burde anbefale Tilt. til ved Benaadning at faa Mulkten helt eftergivet. Hans Omkostningsansvar tror jeg kan bestemmes til et saa ringe Beløb som 10 Kroner, kfr. Straffeprocesl.s §452.

Den for Tilt. mødende Defensor har erklæret i Tilfælde af Tilt.s Fældelse ikke at ville gjøre Krav paa Tilkjendelse af Salar hos det Offentlige.

Konklusion:

Gaardbruger Ernst Berentsen bør for at have den 26 Juli 1892, trods Askøens Sundhedskommissions Forbud, kogt Tran i sit her i Sagen omhandlede Trankogeri bøde til Statskassen 8 - otte - Kroner. Aktor for Høiesteret Overretssagfører P. N. Fjeld tillægges i Salarium 70 - sytti - Kroner, hvoraf Tilt. erstatter Statskassen 10 - ti - Kroner.

Extraordn. Assessor, Statsadvokat Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er med Hensyn til Sundhedskommissionens Kompetence til at afgive Beslutninger af den heromhandlede Art og specielt for det omhandlede Trankogeri enig med de foregaaende Voterende, men jeg finder at maatte anse Justitsdepartementets Skrivelse afødt xx.xx.1892*) for at indeholde ikke blot en Udtalelse af en Formening, men

Side:549

ligefrem for en Afgjørelse, indeholdende en Omgjøren af Sundhedskommissionens Bestemmelse om Indstillen af Trankogeriets Drift i de i Kommissionens Beslutning afødt xx.xx.1888 anførte 3 Maaneder Juni, Juli og August, og da i Lov om Sundhedskommissioner afødt xx.xx.1860 §7 Justitsdepartementet er tillagt Myndighed til en saadan Omgjøren af Sundhedskommissionens Beslutninger, finder jeg, at Sagen bør afgjøres paa det Fundament, at Sundhedskommissionens Beslutning af Trankogeriets Drift i de omhandlede Maaneder ikke længere staar ved Magt, i hvilken Henseende jeg ikke kan tillægge det nogensomhelst Betydning, at Sundhedskommissionen kun omtrent tre Maaneder efter denne Justitsdepartementets Afgjørelse har fattet en ny Beslutning om Driftens Standsning ikke alene i de nævnte 3 Maaneder, men ogsaa i Maanederne Mai og Septbr., aldenstund der Intet er oplyst om, at der i den anførte Mellemtid efter Departementets Afgjørelse er indtruffet Noget, der med Føie kunde have fremkaldt den nye Beslutning.

  • ) Denne Skrivelse er i sin Helhed saalydende:

«Med Hr. Amtmandens Skrivelse af 9 Novbr. sidstleden er hertil indsendt et Andragende fra Overretssagfører Fahe paa Proprietær E. Berentsens Vegne om Undragende af Askøens Sundhedskommissions Beslutning afødt xx.xx.1891 om Forbud mod Kogning af Tran i et hans Mandant tilhørende Trankogeri i de tre Sommermaaneder, uagtet der opføres en 17.30 m. høi Skorsten med Damphætte.

Idet Departementet skal bemærke, at der, saavidt det af de Sagen vedlagte Dokumenter kan sees, formentlig ikke i nævnte Møde af Sundhedskommissionen er fattet nogen formelig Beslutning af det ovenangivne Indhold, men kun afgivet en Udtalelse i paagjældende Retning, skal man iøvrigt i Sagens Anledning meddele, at man med Medicinaldirektøren, hvem Sagen har været forelagt, finder, at der, naar de af Sundhedskommissionen i Møde den 3 Juni 1891 givne Paalæg til Trankogeriets Eiere efterkommes, ikke antages at være tilstrækkelig Grund til at fastholde den tidligere gjældende Bestemmelse om, at Trankogning ikke skal foregaa i Maanederne Juni, Juli og August».

Efter denne min Opfatning kommer jeg til det Resultat, at Anken maa blive at forkaste, og det bliver da min Konklusion:

Anken forkastes. Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Overretssagfører P. N. Fjeld og Advokat T. E. B. Heiberg tillægges i Salarium, Førstnævnte 70 - sytti - Kroner og Sidstnævnte 50 - femti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch: Jeg er i det Væsentlige og Resulatatet enig med Førstvoterende.

Assessor C. Hansteen: Ligesaa.

Assessor Thoresen: Jeg kommer til samme Resultat som Tredievoterende, men paa andre Præmisser. Jeg kan ikke med ham finde, at Justitsdepartementets Skrivelse afødt xx.xx.1892 kan betragtes som «Ophævelse eller Forandring» af Sundhedskommissionens Beslutning afødt xx.xx.1891, kfr. Sundhedsl.s §7. Man ser, at Trankogeriets Eiere have indgaaet til Justitsdepartementet med Andragende om Underkjendelse af denne Sundhedskommissionens Beslutning, men Departementet har udtrykkelig sagt, at det ikke kan opfatte, hvad der var passeret i Sundhedskommissionen, som nogen Beslutning, men alene som en Udtalelse, og da mener jeg, at Departementet ikke vel kunde indlade sig paa at ophæve eller forandre en Beslutning, som efter dets Opfatning aldeles ikke foreligger. Her er altsaa ikke nogen Afgjørelse af denne Sag fra nogen overordnet administrativ Autoritets Side, og allermindst gjælder dette med Hensyn til Sundhedskommissionens Beslutning afødt xx.xx.1892, der er yngre end Departementets Skrivelse og altsaa, hvorledes man end opfatter denne Skrivelse, ikke kan ansees formelt underkjendt eller forandret ved den. Jeg antager derhos ogsaa, at hvor der, som in casu, er reist Spørgsmaal om en af Sundhedskommissionen fattet Beslutnings Lovmedholdighed, maa dette Spørgsmaal henhøre under Domstolenes Afgjørelse. Med dette Hensyn for Øie kan jeg ikke komme til det Resultat, at den heromhandlede Beslutning af Sundhedskommissionen har tilstrækkelig Hjemmel i Sundhedsvedtægternes §3 sammenholdt med Loven afødt xx.xx.1860 §3. Det maa her haves for Øie, at Sundhedskommissionen i 1874 har givet Tilladelse til paa visse Betingelser at flytte det heromhandlede Trankogeri, der, efter hvad der er oplyst, har existeret siden Aarhundredets Begyndelse, til det Sted, hvor det nu ligger, - at Sundhedskommissionen senere gjentagne Gange har udfærdiget Paabud, sigtende til at hindre Udbredelsen af den i Trankogeriet opstaaede ildelugtende

Side:550

Damp, og at der navnlig under 3 Juni 1891 blev udfærdiget Paabud om Opførelse af en Skorsten, hvilket Paabud af Trankogeriets Eiere er efterkommet. Denne Optræden fra Sundhedskommissionens Side formenes af disse med Føie at maatte betragtes som et Samtykke til Driftens Fortsættelse; de maa være berettigede til at gaa ud fra, at naar det givne Paabud efterkommes, vil Driften ikke vilkaarlig blive standset, enten for det Hele eller for endel; men det er netop dette, som efter min Opfatning maa siges at være skeet ved Beslutningen afødt xx.xx.1892. Det maa ansees paa det Rene, at de fem Maandeder Mai til Septbr., hvori Trankogningen paabydes standset, netop er den Tid af Aaret, da denne Bedrift foregaar i størst Udstrækning. Skal Sundhedskommissionen ansees berettiget til at paabyde saadan Standsning af Bedriften i disse Maaneder, indsees ikke rettere, end at den ogsaa maa ansees berettiget til ganske at standse Fabrikens Virksomhed; men jeg finder, at en saa vidtgaaende og aldeles ubegrændset Myndighed maa ligge udenfor, hvad der er tilsigtet gjennem L.s §3 og Vedtægternes §3.

Justitiarius Lambrechts: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Da Tilt. har overtraadt en, formelt taget, bestaaende Beslutning, der efter min Opfatning ikke af Domstolene kan betegnes som ulovmedholdig, mener jeg med Pluraliteten af de Voterende, at Tilt. ikke kan undgaa at ilægges Ansvar. Men da den rette administrative Autoritet, vedkommende Regjeringsdepartement, maa antages at have udtalt, at den heromhandlede Beslutning eller det heromhandlede Paabud ikke bør fastholdes, og da det saaledes formentlig med fuld Sikkerhed kan formodes, saaledes som ogsaa udtalt af Førstvoterende, saavidt jeg opfattede ham, at Beslutningen paa fornyet Henvendelse vil utvetydigen og ligefrem blive underkjendt eller forandret, finder jeg med de øvrige Voterende af Pluraliteten, at Tilt.s Ansvar ikke billigvis bør bestemmes anderledes eller strengere end her udtalt.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.