Rt-1896-710

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1896-09-03
Publisert:	Rt-1896-710
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 2 2den Session d. A
Parter:	Petter Pedersen Odegaard (Rasch) mod Andreas, Gabriel og Jonas Scheie i Kelp (Jugar Nilsen ved Aage Schou).
Forfatter:	C. Hansteen, Løchen, Roll, Motzfeldt, Ph. Hansteen, Thoresen, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:

Assessor C. Hansteen: Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder henviser jeg til den Fremstilling, som er givet af det dissenterende Medlem af Bergens Overret.

Ved Underretsdom i Sagen, afsagt af Sorenskriveren i Jæderen den 15 April 1893, var der kjendt saaledes for Ret:

"Kontracit. Petter Pettersen Ødegaard bør for Hovedcit.ne Andreas, Gabriel og Jonas Scheies Tiltale i Hovedsøgsmaalet i nærværende Sag fri at være, hvorimod han i Kontrasøgsmaalet kjendes berettiget til som Eier af l.nr. 186 b Salte Ødegaard og 188 b Aase Ødegaard i Klep at hente Tare til Gjødsel, dog ikke mere end fornødiges til nævnte Gaardes Brug, fra den Hovedcit.ne Andreas, Gabriel og Jonas Scheies Gaarde Scheie i Klep tilliggende Strandstrækning fra og med Klovstenene i Syd til og med Marøbugten i Nord fælles med Hovedcit.ne og de Andre, der maatte have Ret til Tarehentning paa samme Strand; men bør forøvrigt Hovedcit.ne for Kontracit.s Tiltale i Kontrasøgsmaalet fri at være.

Processens Omkostninger saavel i Hoved- som Kontrasøgsmaalet ophæves".

Ved Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1894 blev derimod saaledes kjendt for Ret:

"Indst. Petter Pedersen Ødegaard kjendes uberettiget til som Eier af l.nr. 186 b Ødegaard af ytre Salte, Matr.- No. 35, og af L.- No. 188 b af Aase, Matr.- No. 36 i Klep, at hente Tang paa den Appell.ne Andreas, Gabriel og Jonas Scheie tilhørende Strand paa Gaarden Scheie, men bør iøvrigt Parterne for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være, hvorhos Processens Omkostninger for begge Retter ophæves".

Denne Dom er ved Stevning afødt xx.xx.1895 fra Petter Pedersen

Side:711

Ødegaards Side paaanket til Høesteret, hvor der af Appell. er nedlagt saadan Paastand: Forsaavidt Høiesteret ex officio finder at maatte kjende de ergangne Domme uefterrettelige og afvise Sagen fra Underretten: at der tilkjendes Petter Pedersen Ødegaard Kost og Tæring for alle Retter hos Andreas, Gabriel og Jonas Scheie in solidum, Forsaavidt Sagen paadømmes i Realiteten: at Underrettens Dom stadfæstes, og at Appell. hos de Indst. in solidum: tilkjendes Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret.

Fra de Indst.s, Andreas, Gabriel og Jonas Scheies Side er nedlagt Paastand saalydende: Principaliter: at Overrettens Dom stadfæstes, og at de Indst. hos Appell. tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret. In subsidium: at Appell. for sit Brug L.- No. 188 b af Aase kjendes uberettiget til Tarehentning paa de Indst.s Eiendom Scheies Strand, samt at Procesomkostninger til de Indst. tilkjendes hos Appellanten.

Naar der fra Appells Side er nedlagt Paastand om at tilkjendes Kost og Tæring for det Tilfælde, at Høiesteret ex officio finder at maatte kjende de ergangne Domme uefterrettelige og afvise Sagen fra Underretten, da er dette foranlediget ved, at Sagen er paadømt af Sorenskriveren alene uden Meddomsmænd. Hovedsøgsmaalet for Underretten var anlagt ved det almindelige Thing, men Kontrasøgsmaalet derimod som Aastedssag, og der var paa Grund deraf for Kontrasøgsmaalets Vedkommende opnævnt Meddomsmænd. Senere blev imidlertid Parterne og deres Sagførere enige om, at Sagen kunde paadømmes af Sorenskriveren alene. Dette skede da ogsaa; og jeg antager ikke, at der er nogen Nødvendighed i at afvise Sagen af den Grund, at Meddomsmændene ikke har deltaget i Domsafsigelsen. Der er ikke Tvist om de lokale Forhold, men kun om, hvorvidt Gaardene Salte og for Appell.s Vedkommende hans Andel af Gaarden Aase har Ret til at hente Tare paa Gaarden Scheies Strand. Jeg antager derfor, at Sagen maa blive at paadømme i Realiteten.

Der er i Sagen intet oplyst om, at Gaardene Salte eller den omhandlede Andel af Aase har paa kontraktsmæssig Maade erhvervet nogen Ret til at forsyne sig med Tare paa Gaarden Scheies Strand. Naar Appell. prætenderer at have en saadan Ret, grunder han dette paa, at den er erhvervet ved Alders Tids Brug eller ved almindelig Hævd.

Det er paa det Rene, at Opsidderne paa Salte har hentet Tare til Benyttelse som Gjødningsmiddel paa sine Gaarde fra Scheies Strand aarligaars i lang Tid. Appell. mener, at denne Brug har fundet Sted saa længe, at Retten maa være erhvervet ved Alders Tids Brug. Han gjør gjældende, at Brugen har været udøvet, som han siger, fra umindelige Tider, fra en Tid, som ligger saa langt tilbage, at ingen nu Levende kan erindre, at det har været anderledes.

Jeg antager dog ikke, at her kan være Tale om, at Retten kan være erhvervet ved Alders Tids Brug, af den Grund, at Tarehentningen ikke er begyndt saa tidlig, at der siden den Tid er hengaaet et Tidsrum, som er tilstrækkelig langt til, at der her har kunnet være Plads for denne Erhvervelsesmaade. Efter de foreliggende Oplysninger, tror jeg, man maa gaa ud fra, at Tarehentning og Tarens Anvendelse som Gjødningsmiddel i den Egn, hvorom der her handles, ikke er begyndt tidligere end i Aarene mellem 1820 og 1830, og selv om man antager, at Opsidderne, paa Salte har været blandt dem, der først begyndte at benytte Taren, finder jeg, at Tidsrummet ikke er tilstrækkeligt til, at der her kan være Tale om Erhvervelse af Retten gjennem Alders Tids Brug.

Side:712

Der kan derfor efter min Mening her kun være Spørgsmaal om, hvorvidt Retten til at forsyne sig med Tare fra Scheiegaardenes Strand er erhvervet ved almindelig Hævd.

I saa Henseende er det paa det Rene, at Tidsrummet er tilstrækkelig langt, idet der er hengaaet over to Hævdsperioder, hvori Brugen er udøvet, forinden Loven afødt xx.xx.1874 traadte i Kraft. Fra den Side er der ingen Hindring for Erhvervelse ved Hævd. Men Spørgsmaalet er, om de øvrige Hævdsbetingelser er tilstede, og navnlig om Brugen har været udøvet med Bevidsthed om, at den fandt Sted i Kraft af en særlig Ret for Saltegaardene. Dette finder jeg ikke kan antages, og jeg er i saa Henseende i det Væsentlige enig med Overrettens Pluralitet.

Jeg skal fremholde, at det efter de foreliggende Oplysninger ikke alene er Saltegaardene, som har hentet Tare fra Scheies Strand, men at ogsaa flere andre Gaarde, endogsaa Gaarde, som ligger temmelig langt borte, har forsynet sig med Tare fra den omhandlede Strand. Allerede dette vækker Formodning om, at Tarehentningen har fundet Sted ikke i Kraft af en særlig Ret, men enten fordi man, ialfald tidligere, har staaet i den Tro, at Benyttelsen af den Tare, som opskylles fra Havet, var noget, som Eieren af Stranden ikke kunde negle Andre, eller fordi der var en saa stor Overflod af Tare, at Strandeierne ikke fandt nogen Opfordring til at forbyde Andre at forsyne sig hermed, idet Eierne selv ikke som i Forlegenhed for den Tare, de havde Brug for, derved at Andre ogsaa forsynede sig af den tilstedeværende Mængde. Hvilken af disse Betragtningsmaader det er, som har gjort sig gjældende hos Saltegaardenes Opsiddere og Andre, som førte sig Taren paa Scheies Strand til Rytte, er det vanskeligt at sige. Men der synes at være megen Grund til at antage, at der fra først af og i lang Tid, efterat Tarens Benyttelse havde taget sin Begyndelse, har hersket Uvished om, hvorvidt Strandeierne havde nogen udelukkende Ret til den opskyllede Tare eller ikke. Om, hvad der i denne Henseende maatte ansees for at være virkelig gjældende Ret, var der i Begyndelsen af 70-Aarene en Proces i en ganske nærliggende Egn, nemlig mellem Gaardene Fristad og Aarre, som ligger lidt nordenfor Scheie og Salte. Denne Sag blev paadømt af Høiesteret i 1874 og findes refereret i Rt-1874-832 flg. Ved denne Dom blev det afgjort, at Taren var Strandeierens Eiendom, som Andre ikke uden færlig Adkomst kunde benytte sig af. I den tidligere Tid var der ingen økonomisk Interesse for Scheiegaardenes Eiere i at negte Andre at forsyne sig med Tare, fordi der som anført var en tilstrækkelig Mængde deraf. I den senere Tid og navnlig i de sidste 10 a 15 Aar har derimod Taren faaet en ganske anden Værdi, fordi man har begyndt at gjøre sig den nyttig ved at brænde den til Aske. Dette havde til Følge, at man blev mere og mere begjærlig efter at forsyne sig med Tare, paa samme Tid som Scheiegaardenes Eiere fik en større Interesse i Sagen; tilsidst som det da dertil, at de ikke længere vilde taale, at Andre og navnlig Saltegaardenes Opsiddere fortsatte med Benyttelsen af Taren, og saaledes opstod da nærværende Sag. Men har, som jeg altsaa antager, Saltegaardenes Benyttelse af Taren paa Scheies Strand foregaaet i den Tro fra Opsiddernes Side, enten at Brugen af Taren var noget, som Alle havde Ret til, eller i Tillid til, at Scheiegaardenes Eiere undlod at gjøre Indvending, fordi de ikke fandt at have nogen tilstrækkelig Interesse af at hindre Andre fra at benytte Taren, eller fordi de frygtede for, at en Proces i den Anledning ikke vilde ende i

Side:713

deres Favør, saa kan Salteopsiddernes Udøvelse af den omhandlede Brug ikke begrunde Hævd.

Det er oplyst under Sagen, at der i 60-Aarene fandt Forhandlinger Sted mellem Opsidderne paa Scheie og Opsidderne paa Salte om en Indftrænkning af de Sidstnævntes Tarehentning til et mere begrændset Stykke af Stranden end det, hvorpaa Tarehentningen indtil da og senere har foregaaet, men at disse Forhandlinger ikke ledede til noget Resultat, fordi Opsidderne paa Salte vilde vedblive at hente Tare paa den større Strækning af Stranden, hvor Brugen indtil da havde foregaaet. Den Omstændighed, at disse Forhandlinger har fundet Sted, kunde jo synes at tyde paa, at Opsidderne paa Scheie ikke fandt ganske at kunne negte Saltegaardene at hente Tare fra deres Strand. Men gaar man ud fra, at de har, saaledes som jeg før har nævnt, svævet i Uvished om, hvad der med Hensyn til Adgangen til opskyllet Tare vilde blive antaget at være gjældende Ret, kan dette forklare, at de indtil videre heller opgav Forsøget paa at saa en Forandring, end at de vilde indlade sig paa en Proces. Disse Forhandlinger fandt som sagt Sted i 60-Aarene, altsaa længe før noget om Strandeierens Eneret til Taren var afgjort ved den af mig tidligere omtalte Høiesteretsdom.

Jeg kommer altsaa til samme Resultat som Overrettens Pluralitet og finder ikke noget til Hinder for at stadfæste Overrettens Dom in terminis.

Processens Omkostninger for Høiesteret antager jeg bør blive at ophæve.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Extraordn. Assessor, Statsadv. Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg finder det afgjørende, at den udøvede Brug ikke har været af den Beskaffenhed, at nogen Ret kan være erhvervet. Jeg finder det derfor ikke nødvendigt at udtale mig om, hvorvidt under andre Omstændigheder Ret for Appell. kunde være erhvervet ved Alders Tids Brug eller almindelig Hævd.

Assessor Roll: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg vil kun for at afværge Misforstaaelse gjøre en kort Tillægsbemærkning. Uden i Almindelighed at ville udtale mig om, hvor langt Tidsrum der udkræves, for at Aldere Tids Brug kan siges at være tilstede, finder jeg, at naar det som her positivt er oplyst, at en anden Tilstade tidligere har existeret, og naar den er ophørt, er et Tidsrum af omtr. 50 Aar utilstrækkeligt til at konstituere Alders Tid.

Extraordn. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Løchen.

Assessorerne Ph. Hansteen og Thoresen: Ligesaa.

Justitiarius Lambrechts: Ligesaa, og jeg kan ogsaa væsentlig slutte mig til Hr. Assessor <ku>Rolls Bemærkninger.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.