Rt-1903-8
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1902-11-01 |
| Publisert: | Rt-1903-8 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 38, for 2den Session f. A. |
| Parter: | Westye Egeberg & Ko. (Adv. C. Lundh) mod 1) Ole. Johnsen Digernæs og 2, Hans I. Botner (udebleven) |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
J Sag mellem Westye Egeberg & Ko. paa den ene Side og Ole Johnsen Digernæs og Hans I Botner paa den anden Side blev ved Solør Sorenskriveris Dom afødt xx.xx.1900 saaledes kjendt for Ret:
"De Indst., Ole Johansen Digernæs og Hans I. Botner, bør for Cit.skabets, Westye Egeberg & Ko.s Tiltale i denne Sag fri at være. Denne Sags Omkøstninger betaler Westye Egeberg & Ko. til Ole Johnsen Digetnæs med 120 - et Hundrede og tyve - Kroner. At udrede osv."
Ved Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.2901 blev saaledes kjendt for Ret:
"Underrettens Dom stadfæstes, dog saaledes at Sagens Omkostninger for Underretten ophæves. Ligesaa ophæves Sagens Omkostninger for Overretten".
Et af Rettens Medlemmer voterede for Underretsdommens uforandrede Stadfæstelse med Appell.ens Ilæggelse af Sagsomkostninger ogsaa for Overretten (med 80 Kroner).
Sagen et af Westye Egeberg & Ko. ved Stevning afødt xx.xx.1901 indbtagt for Høiesteret, hvor den er overført til skriftlig Behandling. Indst. Digernæs har ladet møde, medens Indst. Botner ikke har afgivet Møde.
Appell. har her for Retten nedlagt saadan Paastand:
"1. At de Indst. under en daglig løbende Mulkt, paalagt dem en for begge og begge for en, tilpligtes at ryddiggjøre Digernæs Sætervold fot de af Hans I. Botner opførte Bygninger.
Side:9
2. At Ole I. Digernæs kjendes uberettiget til, at disponere over den hans Sæter tilliggende Sætervold til Bebyggelse.
3. At de Indst. en for begge og begge fot en tilpligtes til Appell.ne at udrede Sagens Omkostninger fot alle Retter".
Indst. Digernæs har her for Retten nedlagt saadan Paastand:
"At Overrettens Dom stadfæstes, og at Appell.ne ilægges Sagsomkostninger for alle Retter".
Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henvises til de ergangne Dommes Præmisser.
Høiesteret kømmer i Modsætnnig til de underordnede Retter til det Resultat, at Appell.ens Paastand i det Væsentlige maa blive at tage tilfølge.
Det heder i Skjøde afødt xx.xx.1805, thinglæst 5 December f. A., fra Peder Gudmundsen Digernæs til Kjøbmand Collett & søn, at Førstnævnte til Sidstnævnte "sælger, skjøder og overdrager Sæterskoven til mine følgelig lovlige Adkomster eiende 10 Kalveskind af Gaarden Digernæ i Grue Præstegjeld, hvoraf jeg og eftekommende Eiere af min øvrige Eiendom i Gaarden Digernæs fobeholdes alt fornødent til Husbehov, saavel hjemme som i Sæteren, samt Braateland, alt efter Udvisning, hvorunder forstaaes Hustømmer saavel til Husene hjemme som i Sæteren samt fri Sæter og Havn".
Videre heder det: "Og da Kjøberen for denne Eiendom har betalt mig osv.", saa skal bemeldte Eiendom herefter følge og tilhøre Kjøbmand Collett & Søn og Arvinger som en fand og uigenkaldelig Odel og Eiendom osv."
Høiesteret antager, at dette Skjøde efter sin Udtryksmaade maa forstaaes som givende Kjøberen en fuld Eiendomsret over den som Sæterskoven betegnede Strækning med visse for Sælgeren forbeholdte Brugsrettigheder. Der tales i Skjødet intet om, at noget et "undtaget fra Salget, kun er der forbeholdt" Sælgeren "alt fornødent til Husbehov osv."
Denne Opfatning af Skjødet maa klarligen lægger til Grund, naar det gjælder at bestemme Havningsrettens, Hugstrettens og Retten til Braatelands retslige Natur, og det synes da meget lidet antageligt, at et andet Retsforhold skulde være tilsigtet stiftet, naar der tales om "fri Sæter", der ikke i Skjødet paa nogen Maade betegnes som indgaaende under noget andet Retsbegreb end de øvrige sælgeren forbeholdne Rettigheder.
Denne Forstaaelse af Skjødet af 1805 formenes at konstituere et med de faktiske Forholds Krav vel stemmende Retsforhold, hvortil der her i Landet existerer Sidestykker i stort Antal.
Med denne Obfatning af Retsforholdet findes ogsaa de dokumenterede Skyldsætningsforretninger afødt xx.xx.1805 vel at stemme.
Gaar man efter det Anførte ud fra, at der efter Skjødet tilkømmer Indst. Digernæs en Brugsret, men ikke en Eiendomsret over Sætervoldene, kan han ikke høres med den Paastand, at han i alle Fald senere end Skjødets Udstedelse ved Brug skulde hævdet Eiendomsret.
Den af Digernæs udøvede Brug kan ikke ansees som en "Brug", der saaledes gaar ud over de Grændser for Sælgerens kontraktsmæssige
Side:10
Brugsret over Sætervolden, ifølge Skjødet af 1805, at den skulde kunne betegnes som en Eiendomsretsudøvelse i Modsætning til en - berettiget eller uberettiget - Brugsretsudøvelse og saaledes hjemle en Eiendomsretserhvervelse ved Hævd.
Det er under disse Omstændigheder overflødigt nærmere at indgaa paa Enkeltheder.
Heller ikke kan nogen for Appell. bindende Erkjendelse fra Skoveiernes Side af Indst. Digernæs Eiendomsret til Sætervolden udlede af, hvad der er anført om Indst. Digernæs Oppebæren af Erstatningen for Afstaaelse af Grund af Sætervolden til et offentligt Veianlæg.
Anlægget fandt Sted, før Appell blev Eier af Sæterskoven, og de nærmere Omstændigheder ere ikke fra Indst. Digernæs's Side oplyste.
I et Brugsforhold som nærværende, der forudsættes at skulle være stedsevarende, er det i og for sig naturligt, at Erstatningen tilfalder Brugeren.
Heller ikke vilde man i et Tilbud fra Appell.s Side, - hvis dette mod hans Benægtelse havde været bevist - om at kjøbe flere af Digernæs-Sætrene med Tilbehør kunne se et Bevis for Erkjendelse af Eiendomsret til Sætrene, da en Brugsrettighed under de foreliggende Omstændigheder ogsaa var salgbar ligeoverfor Appell.
Sagens Udfald vil efter dette bero paa, hvorvidt Indst Digernæs i Kraft af den ham tilkømmende Brugsret over Sætervolden kan sælge en Del af den til en Udenforstaaende til Bebyggelse.
Dette Spørgsmaal finder man at maatte besvare benægtende.
Efter det anførte vil Appell.s Paastand Post 1 blive at tage tilfølge.
Derimod findes der ikke Grund til i Konklusionsform at give nogen saadan almindelig Udtalelse om, at enhver "Bebyggelse" af Sætervolden er Indst. Digernæs forment, som af Appell. under Post 2 begjært.
Sagens Omkostninger findes at burde ophæves for alle Retter.
En af de Voterende stemmer for Stadfæstelse af Overretsdommen, idet han henholder sig til dens og Underretsdommens Begrundelse. Ved Siden af Indholdet af Skjødet af 1805 hvilket han opfatter paa samme Maade som de underordnede Retter), samt de foreliggende Vidneforklaringer lægger han særlig Vægt paa den Betragtning, at der, naar en Gaardbruger har solgt sin Skov til en Trælasthandler under Forbehold af Havneret og Sæter, maa være en stærk Præsumtion for, at det har været Parternes Tanke og Mening, at Gaardbrugeren skulde beholde den fulde Eiendomsret over Sætervolden, og at Trælasthandleren, som kjøber Skoven for Tømmerdriftens Skyld, ikke formedelst dette Kjøb af Skoven, skulde saa noget at sige over Sætervolden.
I Henhold til, det anførte afsiges saadan
Dom:
De Indst. Ole Johnsen Digernæs og Hans I. Botner bør en for begge og begge for en under en Mulkt til Brandvals Herredskase af 10 - ti - Kroner for hver Dag, de fidde denne Dom overhørig,
Side:11
inden 6 - sex - Maaneder fra Dommens Afsigelse at have ryddiggjort Digernæs Sætervold for de af Indst. Hans I. Botner der opførte Bygninger.
Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Underrettens Dom hidsættes:
Til Ole Johnsen Digernæs's Gaard, Digernæs i Brandval, hører; Sæter i den Westye Egeberg & Ko. tilhørende Digernæs Sæterskov, Gaards No. 49 - 3 i Brandval. En Del af denne. Sæter har Ole Johnsen Digernæs solgt til Hans Johnsen Botner, som der har bygget sig Hus til fast Bosted. Westye Egeberg & Ko. bestrider fom Skovens Eier, at Ole Johnsen Digernæs har Ret til at sælge nogen Del af Sæteren, hvis Brug og Benyttelse med Havneret og Skovsret kun tilligger Gaarden som en Servitut paa Skoven. De paastaar derfor under denne sag Ole Johnsen Digernæs kjendt uberettiget til at disponere sin Sætervold til Bebyggelse og sig tikjendt Sagsomkostninger hos begge eller en af de Indst.
Af de Indst. har Hans I. Botner mødt ved Sagens Inkamination og forbeholdt Erstatning for Vanhjemmel af Ole Johnsen Digernæs, hvis denne kjendes uberettiget til at sælge nogen Del af Sætervolden, medens Ole Johnsen Digernæs har taget til Gjenmæle og forelagt Udskrift af et Skjøde udstedt 23 November, thinglæst 5 December 1805 fra Peder Gudmundsen Digernæs til Collett & Søn, hvorved Førstnævnte til Sidstnævnte sælger: "Sæterskoven til mine følgelig lovlige Adkomster eiende 10 Koskind i Gaarden Digernæs i Grue Præstegjeld, hvoraf jeg og efterkommende Eiere af min øvrige Eiendom i Digernæs forbeholdes alt fornødent til Husbehov, saavel hjemme som i Sæteren, samt Braateland alt efter Udvisning, hvorunder forstaaes Hustømmer, saavel til Husene hjemme som i Sæteren, samt fri sæter og Havn". Derhos har denne Indst. ført en Række Vidner, som har forklaret, at han og hans Fader før ham i over 40 Aar har brugt sin Sætervold, som om han var dennes Eier, navnlig at han har hugget og solgt det i Sætervolden voxende Tømmer og avlet Korn og Poteter i den, samt at han, da Grund af Sæteren blev exproprieret til Anlæg af Chaussen Roverud - Rigsgrændsen modtog Erstatningen for Grundafstaaelsen for Sætervoldens Vedkommende. Endelig er det oplyst, at Cit.skabets Skovsfuldmægtig har spurgt flere af Vidnerne, om de var villige til at sælge Cit.skabet sine Sætre og disses Ret. Han paastaar sig derfor frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger.
I Anledning af de citerede Udtryk i Stjødet af 1805 og Vidneforklaringerne er ført en vidtløftig Procedure, hvorunder Cit.skadet i en Række af Indlæg gientager, at Udtrykkene i Skjødet, som Cit.skabet er bekjendt med og erkjender at gjælde den omprocederede Sæter og Skøv, maa forstaaes som alene hjemlende Indst.s Gaard en uafhændelig Servitut over Cit.ens Skov, at Vidnerne, som havende lignende Rettigheder, er villige Vidner, og at de ikke have at afgjøre, om Indst. har brugt Sætervolden, som om han var Eier, medens Indst. ligesaa ihærdig gjntager, at disse Udtryk, som han finder tvivlsomme og utydelige, i Forbindelse med den ved Vidnernes Forklaringer beviste Hævdsbrug som Eiendom, godtgjør, at Indst. virkelig har været Eier af Sæteren, som han altsaa kan afhænde, som han vil; idet han ikke vil have Spørgsmaalet, om han ogsaa kan give den nye Parcel Ret i Skoven, afgjort under denne Sag. Han mener, at han godt kan sælge Sætervolden eller - en Del af denne, uden at give den nye Eier nogen Ret i Cit.skabets skov. Han paastaar, at Vidnerne er gode og at de har forklaret sig om, hvad de har erfaret.
Retten finder ikke de citerede Udtryk i Skjødet af 1805 tvivlsomme. Ved Skjødet er folgt Sæterskoven til Sælgerens Gaard Digernæs og intet andet.
Side:12
Sæteren et ikke nævnt som solgt, tvertimod har Sælgeren i Skjødet forbeholdt sig alle Fornødenheder, saavel for Sæteren som for Gaarden. Dette bekræfter, at han har beholdt Sæteren, som af disse Udtryk viser sig allerede dengang at have bestaaet og tilhørt Gaarden. Forklaringen af den Sæteren forbelholdte Ret, hvorefter dette skal betyde Hustømmer til Sæteren og "fri Sæter og Havn", kan ikke findes med Rette at tillægges saadan Betydning, at Sætervolden ogsaa sælges, medens Gaardens Eier istedet derfor tillagdes Ret til at have Sætervold og Havne. Dette vilde være en altfor kunstig og dybsindig Forklaring af en Bondemands Udtryk i Aaret 1805. Udtrykket "fri Sæter" betegner antagelig kun, at Gaardens Brug skulde have frit, hvad han behøvede til Sæteren udenfor Hustømmer, saasom Ved, Gjærdefang m. m., som indbefattes i det tidligere brugte videre Udtryk: "alt fornødent til Husbehov". Naar det i Forbindelse hermed er bevist ved Vidnernes Forklaring, at Gaardens Eier ved enhver Anledning, har optraadt som Sæterens Eier, uden at Skoveieren derimod har protesteret, saa bestyrker denne Omstændighed yderligere, at Skjødet er at forstaa paa den her anførte Maade.
Der er anført, at Sæteren ikke er særskilt skyldsat, - denne Omstændighed er uden Betydning. Enten Sæteren tilhører Digernæs som Eiendom eller som Servitut, skal den tages i Betragtning ved Bestemmelsen af denne Gaards skyld.
Er Sæteren Indst.s Eiendom, er han ogsaa berettiget til at disponere over den til Bebyggelse eller paa hvilkensomhelst Maade, hvorved han ikke gaar Naboforholdet for nær, hvad der her ikke klages over at være skeet. Ligesaalidt har Cit.skabet anket over, at der af nogen af de Indst. er øvet nogen Brug, hvor den Sæteren tillagte Ret i Skoven er overskreden eller misbrugt, men alene antydet, at saadant muligens i Fremtiden kan ske. En saadan Frygt for Misbrug berettiger imidlertid ikke Cit.skabet til at hindre Indst.s fri Benyttelse af sin Eiendom.
De Indst. vil saaledes blive at frifinde for Cit.skabets Tiltale i denne Sag, og Retten finder Søgsmaalet saa lidet begrundet, at Cit.skabet ikke kan fritages for at betale Indst. Ole Johnsen Digernæs, der alene har nedlagt Paastand paa Sagsomkostninger, saadanne, der bestemmes til 120 Kroner.