Rt-1905-76

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-10-17
Publisert:	Rt-1905-76
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.No. 38/2 s. A.
Parter:	Ole S. Muggedalen (Adv. Killengreen) mod Korpslæge L. Ring (Adv C. Lundh).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Skogloven (1863) §8

Ved Dom, afsagt af Sorenskriveren i Valders Sorenskriveri den 11 Februar 1901 i Sag: «Korpslæge Ring mod Ole Syversen Muggedalen», blev saaledes kjendt for Ret:

«Indstevnte, Ole Syversen Muggedalen, bør for Citanten, Korpslæge Rings, Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves. Den befalede Sagfører Hovis Salær ansættes til Kr. 160,00, der udredes af det Offentlige.»

Denne Dom blev af Korpslæge Ring ved Stevning afødt xx.xx.1901 indanket til Kristiania Overret, ved hvis under 14 Juli 1902 afsagte Dom saaledes er kjendt for Ret:

Indstevnte, Ole Syversen Muggedalen, kjendes uberettiget til at foretage nogetsomhelst Aavirke eller dertil begjære Udvisning i den under Sagen omhandlede Korpslæge L. Ring tilhørende Hesjabakken Skov i Søndre Aardal, hvorhos Indstevnte har til Appellanten efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Indstevntes Bekostning, at betale Erstatning for det i nævnte Skov forøvede uberettigede Aavirke af 3 Tylvter Trær. Processens Omkostninger ophæves ved begge

Side:77

Retter. Salæret til den befalede Sagfører ved Overretten, Overretssagfører Hovi, anslaaes til Kr 60,00, der udredes af Statskassen.

Med Hensyn til Sagens nærmere Omstændigheder henvises til de afsagte Dommes Præmisser.

Den afsagte Overretsdom er af Ole Muggedalen ved Stevning afødt xx.xx.1903 indanket til Høiesteret, hvor Sagen efter Lov afødt xx.xx.1891 og senere Tillægslove er indgaaet til skriftlig Behandling.

Af Appelanten er nedlagt saadan Paastand:

1) At Overrettens Dom underkjendes.

2) At Appellanten, Ole Syversen Muggedalen, frifindes for indstevnte, Korpslæge L. Rings, Tiltale i denne Sag.

3)At Indstevnte, Korpslæge L. Ring, tilpligtes at betale til det Offentlige Erstatning for Sagsomkostningerne for Under- og Overretten og Sagsomkostninger til Appellanten, Ole Syversen Muggedalen for Høisteret.

Afvises Sagen ex officio paa Grund af manglende Aastedsbehandling, paastaaes det Offentlige tilkjendt Kost og Tæring for Under- og Overret samt Ole Muggedalen for Høiesteret.

Af indstevnte er nedlagt saadan Paastand:

«At Overrettens Dom stadfæstes.

At Indstevnte, Korpslæge Ring tilkjendes Sagens Omkostninger for Høiesteret.

Høiesteret finder ikke Føie til ex officio at afvise Sagen paa Grund af manglende Aastedsbehandling, som efter Sagens Beskaffenhed og Tvistens Gjenstand maa ansees ganske upaakrævet. Med Hensyn til Sagens Realitet kommer Høiesteret til samme Resultat som Underretten, hvis Begrundelse man ogsaa i det Væsentlige finder at kunne tiltræde.

Idet man gaar ud fra, at Appellantens Eiendom Muggedalen er udgaaet fra Hesjabakken, vil det ved Sagens Afgjørelse komme an paa, hvorvidt den Ret, der ved Auktionsskjødet afødt xx.xx.1804 tillagdes Kjøberen af Hesjabakken til i Stensruds Skov at tage det «til Gaardens, dens Sætres og Pladses Vedligeholdelse behøvendes Bygnings- og Sagtømmer» og til Gjærdes- og Brændefang» samt «Nødsbefang» fremdeles kan udøves for Muggedalens Vedkommende, ogsaa efterat denne Plads er fraskilt Gaarden som særskilt Eiendom. At Forudsætningen for den Handel, hvorved Appellanten bortsolgte den øvrige Del af Eiendommen, har været, at Hugstretten fremdeles skulde kunne udøves for begge Parcellers Vedkommende, er ikke bestridt og synes efter Kjøbekontraktens Ord heller ikke tvilsomt. Og Spørgsmaalet bliver saaledes alene, om en saadan Fordeling af Hugstretten mellem Parcellerne er berettiget ligeoverfor Eieren af den med Hugstretten bebyrdede Eiendom. Dette beror atter paa, hvad der findes at være en urimelig Fortolkning af den Viljeerklæring, hvorved Retten er stiftet. I denne Henseende har Høiesteret allerede ved Dom afødt xx.xx.1864 (Rt-1864-450-451) antaget, at den en Gaard tilstaaede Ret til Hugst til Husbehov ikke efter stedfunden Deling kunde kræves indskrænket til kun at udøves for en af Parcellerne, men at Retten derimod ikke kunde udøves i større Omfang, end om Gaarden var forbleven udelt. Og man finder ikke Grund til i det foreliggende Tilfælde at anvende en strengere Fortolkning af den Hugstretten hjemlende Viljeserklæring. Tvertimod synes her sterkere Grunde at tale imod at anse den ved Auktionsskjødet udtrykkelig hjemlede Ret

Side:78

til Hugst for Pladsens Fornødenhed ganske bortfaldt ved dens Udskillelse som særskilt Eiendom. Hvad der kan tale imod Adgangen til Fordeling paa Parceller af den en Eiendom indrømmede Hugstret er navnlig Vanskeligheden ved at begrænse Hugstretten saaledes, at begge Parcellers samlede Hugst ikke faar større Omfang, end om Eiendommen havde været udelt. Men en saadan Begrænsning vil formentlig her møde mindre Vanskelighed, end hvor der ved Deling af et Gaardsbrug etableres et nyt Brug og en ny Husholdning med tilhørende Bygninger samt forøget Gjærdehold. I øvrigt ligger, som i Underrettens Dom bemerket, Spørgsmaalet om Omfanget af den Muggedalen tilkommende Hugstret udenfor nærværende Sag.

Paa Grund af den Opfatning, Høiesteret har af de ovenfor behandlede Spørgsmaal, findes det ufornødent at afgjøre, hvorvidt Indstevnte ved sit Forhold under den tidligere Sag har forspildt Adgangen til at gjøre gjældende, at der ikke tilkommer Muggedalen nogen Hugstret.

Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret findes at burde ophæves.

Tre af de Voterende kommer til samme Resultat som Overretten, til hvis Begrundelse man i det Væsentlige henviser.

Det indsees ikke, at Eieren af Muggedalen, efterat denne er fraskilt Hesjabakken og gaaet over til Selveierbrug, ifølge Handelskontrakt afødt xx.xx.1885, har nogen Ret til Aavirke i den ovennævnte Skov, hvilket i Auktionsskjødet alene er tillagt Hesjabakkens Pladse, hvortil Muggedalen ikke længere henhører. Om en Husmandsplads frasælges Hovedbøllet, mister den den Ret, den maatte have havt til Hugst i Hovedbøllets Skov, forsaavidt den ikke særskilt ved Salget indrømmes den. Og har Pladsen som saadan havt Hugstret i fremmed Skov, kan Sælgeren ikke ved Salget overdrage saadan Hugstret, idet Retten kun er hjemlet Gaarden og hvad til Gaarden hører. Ophører Pladsen at høre til Gaarden, ophører den at staa i noget Forhold til Skoven. Om Pladsen efter Salget ikke skulde behøve mere Trævirke end tidligere kan ikke være afgjørende. Men i nærværende Tilfælde maa det iøvrigt antages, at Forbruget vil betydelig forøges. Her er der etableret en Gaard med Møllebrug og tilliggende Jorde fra en anden Gaard. Eieren lever ikke som paa en Husmandsplads. Det vilde blive meget vanskeligt at kontrollere, at der ikke brugtes mere end af en Husmandsplads. En Begrænsning maatte ske. En Gaard kan ikke siges at være delt, om der sælges bort en Husmandsplads. Og skal man ved Delingen af en Gaard forbeholde sig den gamle Brugsret i fremmed Skov, der ikke skal forøges, faar man samtidig sørge for at faa Brugsretten delt. Omkostningerne og Bryderiet hermed kan ikke paalægges Skoveieren. Om man tænker sig, at Hesjabakkens Eier opretter en ny Husmandsplads i Muggedalens Sted, maatte formentlig ogsaa denne Plads i Henhold til Auktionsskjødet af 1804 have Ret til Aavirke i Skoven. Men i saa Fald er det jo ganske indlysende, at Skoveieren vilde blive skadelidende.

I Henhold til det anførte afsiges Saadan

Dom:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret ophæves. Det den befalede

Side:79

Sagfører for Overretten tilkommende Salarium udredes af Statskassen.

Af Overrettens Dom hidsættes:

Ved den i nærværende Sag af Sorenskriveren I Valders den 11 Februar 1901 afsagte Dom blev Indstevnte, Ole Syversen Muggedalen, frifunden for Citanten, Korpslæge Rings, Tiltale, og Prosessens Omkostninger ophævede; den for Indstevnte befalede Sagfører Hovi_s Salær bestemtes til 160 Kroner til Udredelse af det Offentlige. Denne Dom har Korpslæge Ring ved Stevning afødt xx.xx.1901 indanket her til Retten, hvor han har ladet nedlægge saadan Paastand: 1)at Indstevnte, Ole S. Muggedalen, kjendes uberettiget til at foretage nogetsomhelst Aavirke eller dertil at begjære Udvisning i den Appellanten tilhørende Hesjabakken Skov; 2)at Indstevnte tilpligtes til Appellanten for uberettiget Aavirke af 3 Tylvter Trær at betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indstevnes Bekostning med Renter af Erstatningssummen fra Forligsklagen; 3)at Indstevnte tilpligtes at betale Sagsomkostninger ved begge Retter. Efter erhvervet Beneficium til fri Sagførsel paastaar Indstevnte, ved den samme befalede Sagfører som ved Underretten, Stadfæstelse og Frifindelse for Appellantens Tiltale samt denne tilpligtet at udrede Sagsomkostninger, hvorhos paastaaes den befalede Sagfører tilkjendt Salaer, der forventes udredet af Statskassen.

Med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng henvises til Underretsdommens Præmisser. Her ved Retten er derhos fremlagt nogle flere de under Sagen omhandlede Eiendomme vedrørende Dokumenter.

Appellanten er her ved Retten fremkommet med den Indsigelse, at Instevntes Plads Muggedalen oprindelig - helt eller delvis - skulde være kommet fra og fraskilt Gaarden Garthus og ikke Gaarden Hesjabakken, og at Pladsen saaledes ikke kan paaberaabe sig eller tilkommer den ved Auktionsskjødet af 1805 Gaarden Stenruds Parcel Hesjabakken hjemlede Ret for sidstnævnte Eiendoms Pladse. Indstevnte har protesteret mod denne Indsigelse som ny her ved Retten, og da Appellanten ikke har erhvervet Bevilling til nye Indsigelsers Fremsættelse, og den nævnte Indsigelse ikke er gjort gjældende ved Underretten, vil Retten intet Hensyn kunne tage til den. Man skal ogsaa bemerke, at man heller ikke har fundet det, ved hvad Appellanten har anført og dokumenteret, bevisliggjort, at den Forudsætning har været feilagtig, at Muggedalen ialfald i det Væsentlige er udgaaet fra Hesjabakken (Stensrud) - en Forudsætning, som hidtil har været raadende mellem Parterne under de tidligere Retssager mellem dem om de omstridte Rettigheder.

At Appellanten under den tidligere Sag mellem Parterne (1889-1891), D.-No. 7 og 8) har undladt ligeoverfor Indstevnte at gjøre gjældende den her i Sagen fremsatte Ingsigelse, at Muggedalens Aavirkeret i Skoven er gaaet tabt derved, at Muggedalen fradeltes Hesjabakke og blev Selveierbrug, er man med Underretten enig i ikke vil være til hinder for, at denne Indsigelse afgjøres under nærværende Sag. Man henholder sig i denne henseende til, hvad derom er anført i Underretsdommens Præmisser. Men hvad denne Indsigelses Vægt og Betydning angaar, kommer Retten til et andet Resultat end Underretten. Man finder nemlig at maatte være enig i de af Appellanten paaberaabte Udtalelser i Stiftsoverrettens 2den Afdelings Dom afødt xx.xx.1885 i Sag «Ole Møystad mod Tørris Olsen Mastvælten» (D.-No. 5). I hin Sag var der bl.a. ligesom i nærværende reist Spørgsmaal om den Ret, som maatte tilligge en Gaard - og derunder ogsaa dens Husmandsplads - til Aavirke i Andenmands Skov, vedbliver for Pladsen, ogsaa efter at denne er ophørt at være Husmandsplads og er overgaaet til Selveiendom. Stiftsoverretten fandt dette ganske stridende mod en Husmandskontrakts Karakter og anførte: «Ligesom en Husmandskontrakt kun stifter personlig

Side:80

Ret for Husfolkene, men ingen tinglig Ret for Pladsen, saaledes udøves den Pladsen tilliggende Brugsret i Skoven alene paa Hovedbøllets Vegne, idet Pladsen betragtedes som en integrerende Del af denne; der tilligger ikke Pladsen som saadan nogen selvstændig Ret, og naar dens Forbindelse med Hovedbøllet ophører, og den skilles fra denne, og som in casu overgaar til selvstændig Eiendom, bortfalder Rettigheder af heromhandlede Art.»

I den nu foreliggende Sag har Underdommeren bemerket, at Afgjørelsen her ikke kan blive den samme som i hin tidligere Sag, bl.a. af den Grund, at i den ældre Sag Husmandspladsen var fæsteledig, da den overgik til Selveiendom, saa ikke engang nogen kunde prætendere at have personlig Ret til at aavirke for Pladsen i den paagjældende Skov. Nærværende Ret kan ikke indse, at dette gjør nogen Forskjel i Sagens Bedømmelse, ligesaalidt som man kan finde, at det med Hensyn til det her omhandlede Spørgsmaal kan have nogen Indflydelse, at det var Hovedbøllets, Hesjabakkens, Eier, som selv beholdt den under samme liggende Plads Muggedalen og lod denne overgaa til selvstændig Eiendom. Forsaavidt det under nærværende Sag ligesom under Sagen «Moystad - Mastvælten» er af Indstevnte paaberaabt, at Pladsen efter dens Overgang til Selveiendom er at anse som en Parcel af Hovedbøllet, der er frasolgt dette, kan Retten ogsaa med Hensyn hertil henholde sig til, hvad der i hin ældre Sag er anført af Stiftsoverretten. Det heder derom i Dommens Præmisser: «Salget af en Parcel af en Eiendom kan ikke medføre, at Brugsrettighed af heromhandlede Slags, som tilligger Gaarden, eo ipso ogsaa skal tilkomme Parcellen. Følgen heraf vilde være en forøgelse i Servitutbyrden paa den tjenende Eiendom, der vilde kunne gaa langt udover det ved Servitutens Stiftelse forudsatte og som den tjenende Eiendoms Eier selvfølgelig ikke er pligtig at finde sig i (jfr. Høiesteretsdom afødt xx.xx.1864 i «Ugebladet» for 1864 S. 368).» At det skulde være Indstevntes Intention at benytte Brugsretten I appellantens Skov paa saadan Maade, at denne ikke derved blev mere bebyrdet end den tidligere var, hvoraf maatte følge en tilsvarende Indskrænkning i Hovedbøllets, Hesjabakkes, Brug, fremgaar der under Sagen intet om. At Retten er udøvet af Muggedalens (Hesjabakkens) tidligere Eier saavelsom i flere Aar af den nuværende har efter Rettens Mening ingen Indflydelse paa nærværende Sags Bedømmelse. Om Hævd er der forsaavidt ikke Spørgsmaal.

Appellantens Paastand formenes derfor at maatte tages tilfølge. Efter Sagens Beskaffenhed vil Sagens Omkostninger blive ophævet ved begge Retter.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Efter forgjæves prøvet Forligsmægling inden Hedalens Forligelseskommission den 2 August 1898, har Citanten, Korpslæge Ring, som Eier af Stensrud eller Hesjabakkes Skov i Bægnadalen, sagsøgt Indstevnte, Ole S. Muggedalen, ved Stevning af 23 August, inkamineret 23 September s. A. og i Deduktionsindlæg fremlagt sidstnævnte Datum, har han nedlagt saadan Paastand:

«1) At Indstevnte, Ole S. Muggedalen, kjendes uberettiget til at foretage nogetsomhelst Aavirke i den Citanten, Korpslæge Ring, tillhørende Hesjabakke Skov.

2) At Indstevnte tilpligtes Erstatning til Citanten for uberettiget Aavirke af 3 Tylvter Træer efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indstevntes Bekostning med Renter af Erstatningsbeløbet og

3) At Indstevnte tilpligtes at betale Citanten Sagens Omkostninger.»

Indstevnte har efterat være tilstaaet beneficium paupertatis med fri Sagførsel i Indlæg afødt xx.xx.1899 nedlagt saadan Paastand:

«At Indstevnte frifindes for Citantens Tiltale i denne Sag, og at Citanten tilpligtes at betale tilstrækkelige Sagsomkostninger til det Offentlige, hvorunder

Side:81

til Undertegnede et passende Salær, der subsidiært forventes udredet af Statskassen.»

Som Grund til Sagsanlægget anfører Citanten i Forligsklage og Deduktionsindlæg, at Indstevnte efter Opgivende i Skrivelse til Citanten afødt xx.xx.1898 har hugget 3 Tylvter Træer til Husvirke for hans Gaardpart Muggedalen i S. Aurdal, der tidligere har været Husmandsplads under Hesjabakke, i hvis Skov den paaklagede Hugst er foregaaet. Citanten anfører, at medens hans Formand, Kammerherre Anker, eiede Gaarden Stensrud eller Hesjabakke, blev ved Auktion afødt xx.xx.1803 Jordveien solgt til Anders Andersen, medens Sælgeren derimod forbeholdt sig al den bemeldte Gaardpart tilliggende Skov til fremdeles Eiendom, dog at Kjøberen tillades at tage i denne Skov alt til Gaarden, dens Sætres og Pladses Vedligeholdelse, behøvende Bygnings- og Sagtømmer, hvilket dog ikke maa nedfældes uden efter foregaaende Anmeldelse, Udvisning m. m.

Denne Ret for Pladsen Muggedalens Vedkommende, siger Citanten, tillaa kun Gaarden Hesjabakke, saalænge Pladsen blev drevet som Husmandsplads under denne Gaard, og saa længe dette skeede, har Citanten ogsaa ydet det Trævirke, der i Henhold til foran nævnte Bestemmelse kunde kræves for Pladsen. Men efter at Indstevnte som Eier af Gaarden Hesjabakke, ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1885, har solgt Gaarden Hesjabakke, men beholdt Pladsen Muggedalen med Herligheder og Rettigheder som Eiendom og derefter under 16 Juni 1886 har ladet denne udgaa af Hesjabakkes Skyld og særskilt skyldsætte, er den ved det nævnte Auktionssalg fra Kammerherre Anker Pladsen Muggedalen tillagte Ret til Bygningstømmer m. m. (se det i Afskrift fremlagte Auktionsskjøde afødt xx.xx.1804) i Citantens Skov Hesjabakke, uigjenkaldelig tabt. Citanten fremlægger til Støtte for denne Paastand Udskrift af Overretsdom afødt xx.xx.1885 i Sagen Ole Møystad mod Tørris Olsen Mastvælten, idet han paastaar, at Tilfældene er fuldstændig analoge, hvorfor han gjør gjældende under nærværende Sag Overrettens Udtalelse i hin, der ledede til det Resultat, at den Husmandspladsen Mastvælten tilliggende Ret til Aavirke i Appellantens Skov tabtes, paa Grund af, at Pladsen var bleven Selveierbrug.

Citanten paastaar videre, at der ingen anden praktisk Løsning findes af det her omhandlede Spørgsmaal, da ellers de Thyngsler, der kunde komme til at hvile paa den bebyrdede Eiendoms Skov, kunde blive omtrent ubegrændsede. Man maa derfor tage Skridtet fuldt ud og sige med Overretten i den nævnte Dom, at Husmandspladse som saadanne kun betragtes som integrerende Dele af Gaarden, og at der kun tilligger Fæsterne af disse en personlig Ret, som de alene udøver paa Gaardeierens Vegne, og ved hvilken Brug Fæsterne ikke kan erhverve nogen tinglig Ret for Pladsen.

Det er en conditio fundamentalis i nærværende Sag, siger Citanten, at Muggedalen er Husmandsplads under Hesjabakke og bruges som saadan; samme Stund den er udskilt af Gaarden Hesjabakke og er bleven eget Gaardsbrug, er derfor den Ret, der tidligere tillaa Husmandspladsen, for stedse gaaet tabt.

Citanten bemerker derhos, at foruden at der i nærværende Tilfælde er bygget større og flere Huse paa Muggedalen, end der fandtes derpaa, daa Eiendommen var Husmandsplads, og hvorom han henviser til Meddomsmændenes Skjøn under den dokumenterede tidligere Aastedssag mellem Parterne, og ved hvilken større Bebyggelse han paastaar, at Ydelserne, om de ikke maatte ansees bortfaldne, vilde falde end mere byrdefulde for den tjenende Eiendom, saa er der til det nuværende Selveierbrug, Muggedalen, lagt et Stykke af Stensrudjordet, ligesom Indstevnte ogsaa har forbeholdt sig den Hesjabakke før tilliggende Ret til Møllen i Muggedalselven. Nogen Ret til Trævirke i Citantens Skov for disse Parceller har Indstevnte efter Citantens Paastand ikke. Citanten anfører endelig, at efter hvad der er oplyst om, at Gaarden Muggedalen i Virkeligheden ikke er samme Eiendom

Side:82

som den tidligere Plads af samme Navn, viser det sig, at her in concreto spørges om en ganske anden Brugsret end den, Husmandspladsen Muggedalen i sin Tid var tillagt. Han mener, at ogsaa af denne Grund maa Indstevnte have tabt sin Ret.

Indstevnte paa sin Side paastaar, at han, som Eier af den tidligere Plads Muggedalen, har Ret til nødvendigt Aavirke til dette Brug i Citantens Skov, idet saadan Ret er forbeholdt Pladsen i det før ommeldte Skjøde paa Hesjabakke fra Kammerherre Anker, hvilken Ret siden Skjødets Udstedelse i 1805 stadig har været udøvet og lige til det sidste har været fuldt anerkjendt. Da han ikke destomindre var negtet Udvisning af Citanten, hvorom han henviser til fremlagte Dokumenter, og absolut tiltrængte Tømmer til Udbedring af Husene, formener han at have været i sin fulde Ret til at hugge uden Udvisning.

Indstevnte paastaar, at Citanten under den tidligere Aastedssag mod Indstevnte ligefra Søgsmaalets Anlæg var fuldt vidende om, at Muggedalen var særskilt skyldsat og var bleven Selveierbrug, og henviser han specielt til Citantens udtalelser I Deduktionsindlægget, Akten Side 24. Dette formener Indstevnte ogsaa fremgaar saavel af Underretsdommen som Overretsdommen i den tidligere Sag, og henviser han for førstnævnte Doms Vedkommende til den fremlagte Udskrift S. 11 og for Sidstnævntes til do. do. S. 9 og 11. Men uagtet Citanten kjendte til Eiendomsforholdet, har han fuldt ud erkjendt sin Forpligtelse efter Skjødet af 1804.

Indstevnte formener, at den af Citanten afgivne Erkjendelse er forbindende for ham - Citanten - og at det ei kan nytte nu at ville komme bort fra denne og benegte enhver Ret for Gaardparten Muggedalen, efterat den Pladsen tilkommende Brugsret har været anerkjendt ligetil Marts 1890, ved hvilket Tidspunkt Indstevnte siger, han sidste Gang erholdt Udvisning af Trævirke.

Han paastaar endvidere, at samme Ret ogsaa tilligger det Muggedalen tillagte «Stensrudjordet», der var en Parcel af Hesjabakke og tidligere angivelig har været bebygget, samt Retten til Møllen i Muggedalselven, som Indstevnte ligeledes beholdt ved Salget af Hesjabakke.

Indstevnte har eiet Hesjabakke med Muggedalen fra 1877-1886, men har selv aldrig været Husmand der, og eiede hans Fader Muggedalen før ham fra 1871; men hverken i Faderens eller Indstevntes Eiendomstid har der været ydet nogen Husmandssvarelse af Pladsen.

Indstevnte benegter, at Muggedalen er andet end en ubetydelig Selveierplads, og at Bebyggelsen er bedre end paa mangen Husmandsplads her i Egnen. Han mener saaledes, at der til Vedligehold af Pladsens Huse ei vil medgaa mere Træmaterialier nu, end om den vedblivende benyttedes som Husmandsplads. Men selv om dette ikke var Tilfældet, saa maatte Kvantumet af det Eiendommen tilkommende Trævirke reguleres paa almindelig Maade ved Dom eller Skjøn, men selve Retten til Aavirke i Hesjabakke Skov kunde ialfald ikke tabes, selv om den var overskredet. Indstevnte gjør i denne Forbindelse opmerksom paa, at Jordens bedre Dyrkning, forandret Anskuelse angaaende hvad der tiltrænges som nødvendige Huse paa en Plads m. m. altid vil medføre, at Behovet af Trævirke vil blive noget forøget, men dette maa den behyrdede Eiendom finde sig i, og henviser han til Støtte for denne Formening til Høiesteretsdom af 1864 (Skovlovens §8). Rt-1864-450-451.

Indstevnte bemerker med Hensyn til den af Citanten paaberaabte Overretsdom i Sagen O. Møystad mod Tørris O. Mastvelten, at Tilfældene ikke er analoge, og specielt staar der intet i Skjødet af 1804 om, at Rettigheden for Muggedalen skal være betinget af, at den udøves af en Husmand under Hesjabakke, hvad Indstevnte antager heller ikke uden Vilkaarlighed kan præsumeres at have været Meningen. Indstevnte paastaar, at der ved Thinglæsningen af Skjødet af 1804

Side:83

og ved den derved erhvervede Rets uafbrudte Udøvelse lige til den allersidste Tid, er erhvervet en thinglig Ret for Pladsen Muggedalen, som Indstevnte ikke kan tabe derved, at han sælger Hesjabakke og selv beholder en Del af Eiendommen, Muggedalen med Andel af Stensrudjordet og Retten til Møllen I Muggedalselven, tilbage. Han henviser til den førnævnte Høiesteretsdom af 1864 samt til do. i Rt-1879-85 og Rt-1898-57, idet han formener, at disse godtgjør, at Aavirkesretten ikke i et Tilfælde som det her foreliggende tabes; han paastaar det tvertimod afgjort ved Dommen af 1864, at den Hesjabakke tillagte Aavirkesret kan udøves af flere Parceller efter foretagen Deling, saa der in casu ikke i nogetsomhelst Tilfælde er Anledning for Citanten til at faa sin Eiendom frigjort for Forpligtelsen.

Indstevnte bemerker ogsaa, at den Ret han som Eier af Hesjabakke havde til at aavirke i Citantens Skov, tilkom ham, hvad enten han udøvede den personlig eller ved Husmand, Leier eller Forpagter, og at han selvfølgelig ikke kunde tabe den ved Eiendommens Deling.

Citanten formener paa sin Side, at de nævnte Høiesteretsdomme taler til Fordel for den Anskuelse, han har gjort gjældende under Sagen, og henviser derhos til Høiesteretsdom i Rt-1891-313 og Overretsdom i Rt-1875-576, der angivelig omhandler Tilfælde analoge med nærværende.

Han benegter derhos ganske at have kjendt til, at Muggedalen var særskilt skyldsat, forinden Skyldsætningsforretningen blev fremlagt den 29 Marts 1889, samt at han nogensinde før eller senere har afgivet nogen bindende Erklæring for, at Aavirkesretten, trods at Muggedalen var bleven Selveierbrug, vilde blive tilstaaet. Han siger, at han efter Skylddelingens Fremlæggelse under Proceduren tog Reservation i den Anledning og henviser derhos til den fremlagte Beskikkelse afødt xx.xx.1890.

Citanten benegter derhos, at Spørgsmaalet om, hvorvidt en Parcel tilkommer Aavirkesret in casu foreligger og paastaar, at Tilfældet maa afgjøres ganske paa samme Maade som under den citerede Overretssag: Møytad - Mastvælten, idet Forholdet efter Citantens Mening er fuldstændig ligt.

Retten antager, at Tvisten, som af Indstevnte anført i han Indlæg afødt xx.xx.1899, Side 2, nu kun gjælder om, hvorvidt den Aavirkesret, som tidligere udøvedes af Opsidderne paa Muggedalen, er gaaet tabt derved, at Eiendommen fradeltes Hesjabakke og blev Selveierbrug.

Det maa ansees bragt paa det rene og er paavist af Indstevnte, at Citanten under Proceduren i den tidligere Aastedssag har været vidende om, at Muggedalen var bleven Selveierbrug, og at ikke Indstevnte stod i noget Husmandsforhold til Hesjabakke. Dette fremgaar formentlig af Citantens af Indstevnte, citerede Anførsel i Deduktionsindlæg afødt xx.xx.1888. Men ikke destomindre gaar Citanten under Underretsproceduren stadig ud fra, at den Aavirkesret, der før tillaa Pladsen Muggedalen, fremdeles indehavdes af Selveierbruget; han protesterer ved Underretten kun mod, at denne Overgang til Selveierbrug skal medføre nogen forøget Byrde for Hesjabakskovenes Eier. Citanten har vistnok herved erkjendt sin Forpligtelse, ligesom han, efter hvad Indstevnte uimodsagt har anført, ogsaa i Gjerning har afgivet saadan Erkjendelse ved saa sent som i Marts 1890 at give Indstevnte Udvisning.

Uagtet dette maa Retten være enig med Citanten i, hvad han anfører Side 8 i Indlæg afødt xx.xx.1899: «Til at berøve Citanten en saadan Udgang maatte der foreligge en ligefrem Indrømmelse, hvad der ikke vilde være Tilfældet, uden at Citanten havde vedblevet at give Udvisning eller indrømmet Brugsret for Indstevnte, efterat Citanten var bleven opmerksom paa baade det faktisk forandrede Forhold og de juridiske Følger deraf.»

Side:84

Da det derhos er paa det rene, at Spørgsmaalet om Indstevntes Berettigelse til at udøve Brugsret i Hesjabakskoven, efter at Muggedalen var bleven Selveierbrug, ikke har været taget under Paakjendelse hverken af Under- eller Overret i den tidligere Sag, saa antages intet til Hinder for, at det afgjøres under nærværende, idet Retten som før nævnt, ei antager, at Citanten, efterat han var bleven opmerksom paa de juridiske Følger, han paastaar maa resultere af, at Pladsen var bleven Selveierbrug, har afgivet nogen Erkjendelse, der afskjærer ham Udgang til at undergive Spørgsmaalet Domstolenes Afgjørelse.

Indstevnte udleder som før berørt sin Aavirkesret i Hesjabakkes Skov for Muggedalen fra det før omhandlede Auktionsskjøde, thinglæst 5 Januar 1805. Efter hvad deri er anført, var Kammerherre Anker ved Skjøde afødt xx.xx.1803 hjemlet Gaarden Hesjabakke under Matr. No. 73, 1/2 Skind, 3 Mrk. Smørs Skyld i Hedalens Anneks til Aurdal Prestegjæld, og afholdt han samme Aar den 1 November en offentlig Auktion over Jordveien til samme af Ager og Eng, Sætre og Plads tilligemed Kværnbrug og videre hertil hørende Herligheder, alt med samme Ret og Berigtigelse, som Kammerherre Anker dertil er Eier. Derimod forbeholder Kammerherren sig al den benævnte Gaardpart i Stensrud tilligende Skov til fremdeles Eiendom; alene Kjøberen tillades at tage i denne Skov alt til Gaarden, dens Sætres og Pladses Vedligeholdelser behøvevde Bygnings- og Sagtømmer, hvilket dog ikke nedfældes uden efter foregaaende Anmeldelse derom til Hr. von Krohn eller Kammerherrens Befuldmægtigede, som besørger samme udvist og udmerket paa Roden, der hvor det kan tages til mindst Skade for Eieren og mest Bekvemmelighed for Gaardens Behov. Gjærdes- og Brændefang tages uden Udvisning af fortørrede Træer, Nedfældinger og Toppe efter Tømmerhugst; ligesaa tages Nødsbefang uden Udvisning, dog nedfældes ikke dertil noget Træ, som holder 8 Tommers Top 9 Fod fra Roden.»

Naar Citanten paastaar, at det her fremstillede Forhold er saa fuldstændig ligt det, der er afgjort ved Overretsdommen Møystad - Mastvælten, at Restopgjøret i nærværende Sag maa blive det samme som i hin, da kan Retten ikke tiltræde denne Opfatning. Mastvælten, der ved Salget til Tørris Olsen var fæsteledig, saa ikke engang nogen kunde prætendere at have personlig Ret til at aavirke for Pladsen i Sommerud Skov, blev heller ikke ved Salget tillagt nogen saadan Ret, men kun reserveret den, der muligens maatte tilligge Pladsen. Retten for Muggedalen derimod støtter sig til det i 1805 thinglæste Skjøde og senere Brug ligetil nu.

Indstevnte i nærværende Sag udleder, som før nævnt, sin Berettigelse til Aavirke i Citantens Skov fra det i 1805 thinglæste Auktionsskjøde, hvorved saadan Ret var tillagt Hesjabakke og Pladsen Muggedalen m. m. Det er, som af Indstevnte anført, ei gjort til Betingelse for, at denne Ret kan udøves af Muggedalen, at Pladsen drives af en Husmand, og heller ikke er det bevist, at Forholdet gjennem Tidernes Løb fra 1803 altid har været dette.

Ved Indstevntes Vidneførsel 22 September 1899 er det vistnok godtgjort, at der i et længere Tidsrum har været Husmænd paa Pladsen, og at der af disse har været svaret Afgift til Hesjabakkes Eier; men om hvorledes Forholdet har været tidligere i Tiden, er intet oplyst. Derimod er det antagelig bragt paa det rene, at Gudbrand Syversen ikke var Husmand, men alligevel udøvede Aavirkesretten for Muggedalen, ligesom det er konstateret, at Citanten aldrig har været Husmand paa Muggedalen, men desuagtet har erholdt Udvisning lige til Vaaren 1900. Han var Eier af Hesjabakke med Tilliggelser og indehavde og udøvede som Eier Brugsretten for Gaarden og Pladsen.

I 1886 solgte han Gaarden til sin Broder og beholdt selv tilbage som sin Eiendom Muggedalen med Anpart af Stensrudjordet og Retten til Møllen i Muggedalselven, hvorefter han ved den fremlagte Skylddelingsforretning af 10

Side:85

Juni 1886 lod denne sin Eiendom skyldsætte som eget Brug. Retten maa give Indstevnte Medhold i, at dette er en Deling af Gaarden, intet Salg af Pladsen, som under den anden Sag, og antages det da overensstemmende med tidligere Afgjør af Høiesteret (se specielt den før citerede Dom af 1864), at Aavirkesretten ikke er tabt for nogen af Parcellerne, medens paa den anden Side den tjenende Eiendom ei heller skal paaføres større Byrde end tidligere (se og herom Dommen af 1864), der berører Rettens Begrændsning.

Men selv om i nærværende Tilfælde Pladsen Muggedalen alene var udskilt af Hesjabakke, uden at nogen Deling af Gaarden forøvrigt havde fundet Sted, saa er Forholdet som paavist alligevel saa forskjelligt fra det, der forelaa til Bedømmelse under Sagen Møystad - Mastvælten, at Tvisten heller ikke for dette Tilfælde kunde siges at være afgjort ved Dommen i hin Sag, hvilket efter det Resultat, Retten er kommet til, dog ikke her tiltrænger nogen nærmere Udvikling.

Da Indstevnte saaledes antages at have været berettiget til at kræve Udvisning af Tømmer til Vedligeholdelse af Husene paa Muggedalen, medens saadan Udvisning har været ham negtet - sa Citantens Sagførers Skrivelse afødt xx.xx.1897, hvor ogsaa er anført, at det var Tømmer til Tagflis, der negtedes udvist - antages Indstevnte at maatte gives Medhold i, at han i Henhold til Skovlovens §8 var berettiget til at hugge Tømmeret uden Udvisning. Erstatning vil derfor ikke kunne tilkjendes under nærværende Sag.

Omfanget af den Muggedalen tilliggende Aavirkesret er ikke Gjenstand for Afgjør under nærværende Sag. Selv om Retten maatte være overskredet, hvad ei er bevist, vil dette, som af Indstevnte paavist, ikke kunne medføre dens Tab.

I henhold til foranstaaende antages Indstevnte at maatte frifindes for Citantens Tiltale i denne Sag, medens Processens Omkostninger findes at burde ophæves.