Rt-1909-369

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-04-30
Publisert:	Rt-1909-369
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 23/1 B s.a.
Parter:	Rogne og Voldbo sognestyre paa vegne af de interesserede i Rogne og Voldbo almenning (advokat Fr. Stang Lund) mod landbrugsdepartementet (advokat Lous).
Forfatter:	Hambro, Roll, Motzfeldt, V. Scheel, sorenskriver Vogt, lagmand Vogt, Reimers 12
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-

Konstitueret ekstraordinær assessor, byretsassessor Hambro: I nærværende sag blev der af sorenskriveren i Valdres under 15 juli 1904 afsagt dom, hvorved Rogne og Voldbo sognestyrer paa vegne af de interesserede i Rogne og Voldbo almenning frifandtes for landbrugsdepartementets tiltale i sagen. Dommen blev af landbrugsdepartementet indbragt til prøvelse for Kristiania overret, som i dom afødt xx.xx.1905 kom til det modsatte resultat, hvorefter Rogne og Voldbo almenning i Østre Slidre tinglag anerkjendtes som statsalmenning. Procesomkostningerne ophævedes for begge retter.

Ved høiesteretsstevning afødt xx.xx.1906 er overretsdommen af Rogne og Voldbo sognestyrer paa vegne af de interesserede i Rogne og Voldbo almenning indbragt til prøvelse her for høiesteret, hvor der fra appellanternes side er nedlagt paastand om, at underretsdommen stadfæstes, og at appellanterne tilkjendes procesomkostninger for overretten og høiesteret. Fra landbrugsdepartementets side gaar paastanden ud paa, at overrettens dom stadfæstes, og at appellanterne tilpligtes at betale indstevnte processens omkostninger for høiesteret, derunder salær til regjeringsadvokaten.

Angaaende sagens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheder kan jeg henvise til de foregaaende dommes præmisser. Af nye oplysninger for høiesteret skal jeg nævne en fuldstændig afskrift af de ældre panteregistre for Valdres sorenskriveri, forsaavidt angaar det med «Slidre sameie» inskriberede realfolium. Det sees heraf, at det første dokument, om er ekstraheret paa dette folium, først er dateret og tinglyst 17 oktober 1822. Videre er der fremlagt en del erklæringer fra ordføreren i Østre Slidre samt en ekstraktudskrift af formandskabsprotokollen fra dette herred for aarene 1849-1870, forsaavidt angaar forhandlinger og beslutninger vedkommende de under nærværende sag omprocederede strækninger.

Jeg kommer til samme resultat som overretten og kan ogsaa i det væsentlige henholde mig til overrettens domsbegrundelse. Jeg kan med overretten ikke finde det synderlig tvilsomt, at de strækninger, som her omprocederes har været og har været anseet som statsalmenning. Jeg mener, at dette allerede ligger i vor ældre rets eget indhold, kfr. lovbogens 3-12, der som bekjendt i alt væsentlig har sine kilder i vor ældre lovgivning. Jeg støtter mig derhos til det dokumenterede angaaende den af sorenskriver Sommerfelt og generalkonduktør Hammer afholdte forretning, hvorunder der den 30 juni 1757 sees at være omhandlet allmenningsforhold i Østre og Vestre Slidre, og hvorunder ogsaa Østre Slidres almenning udtrykkelig betegnes som «Hans Majestæts,

Side:370

det vil sige statsalmenning. Om end denne forretning, der er omhandlet i en høiesteretsdom afødt xx.xx.1876, Rt-1876-325 ff., muligens maa tillægges større betydning for Vestre Slidres vedkommende end for Østre, saa mener jeg dog, at den ogsaa her er et bevisdatum af betydelig vegt. Det sees ogsaa af senere forhandlinger i det 18 aarhundrede, at Østre Slidres almenning har været anseet som statsalmenning og stillet ved siden af statsalmenningen i Gudbrandsdalen, jfr. den fremlagte ekstraktudskrift af ekstraretsprotokollen for det tidligere Hadeland, Land og Valdres sorenskriveri vedkommende en aastedssag, behandlet 24 august 1763, samt dommen i samme sag afødt xx.xx.1764. Efter de foreliggende oplysninger maa det antages, at de paagjældende strækninger ikke har indeholdt tømmer, som der kunde være tale om at uddrive til salg, og hermed staar det vel i forbindelse, at staten i den forløbne tid ikke paa nogen positiv maade ved indgriben eller ved kontrol har manifesteret sig som den egentlige eier af almenningen. Der reiser sig derfor efter min mening det spørgsmaal, hvorvidt de brugsberettigede i Rogne og Voldbo har udøvet en saadan raadighed over almenningen, at de derved faktisk har optraadt ikke blot som brugsberettigede i denne, men som dens virkelige og eneste eiere. Jeg henviser til de ergangne dommes præmisser angaaende de dispositioner fra almuens side, der forsaavidt er releveret i sagen, og jeg tilføier, at efter de foreliggende oplysninger maa det antages, at disse de brugsberettigedes faktiske dispositioner over almenningen har fundet sted i temmelig lang tid. Jeg mener imidlertid med overretten, at disse dispositioner efter sin art ikke kan tillægges en saa afgjørende betydning, at de kan fremstille de brugsberettigede som dem, der virkelig definitivt har udøvet eiendomsraadigheden over almenningen. Det hele har for mig karakteren af, at de brugsberettigede paa grund af statens tilbageholdenhed her faktisk har havt adgang til i sin almenningsbrug at tillade sig større og mindre overgreb, en mere intens eller muligvis mere hensynsløs brug end egentlig ligeoverfor statsalmenninger tilladt, men dog efter sin art ikke andet og mere, end hvad der jevnlig erfaringsmæssig finder sted ogsaa ved vitterlige statsalmenninger. At der i disse slaaes hø, sælges sætre til eiendom osv., er langtfra ukjendte tilsynekomster, og hvad bortleie af Fuldsendsæteren angaar, saa forekommer dette mig at have været ganske nærliggende for de brugsberettigede, naar de ikke selv under sin sæterdrift kunde eller vilde tilgodegjøre sig disse græsgange og det offentlige heller ikke agtede paa dem. Jeg vil forresten her tilføie, at omend de foreliggende vidneprov viser, at almuen allerede for lang tid siden faktisk har tiltaget sig og udøvet visse rettigheder, saa foreligger der dog først et stykke ud i det 19 aarhundrede formelige dispositioner, hvorved saavel slaatten ordnes som ogsaa adgangen til at indtage fremmede kreaturer, og hvorved ogsaa de regler, som skal gjælde ved bortleie af Fuldsenslien fastslaaes, jfr. det dokumenterede fredløsningsdokument afødt xx.xx.1826, havnekontrakten m.v. afødt xx.xx.1826 og kontrakten angaaende sætrene ved Fulsendvandet afødt xx.xx.1832. Her optræder de brugsberettigede formelt paa en unegtelig overfor en statsalmenning temmelig paafaldende maade; men disse dispositioner falder i tiden altfor sent til, at jeg, især da det her gjælder almenningsforhold, tør statuere en legitimation gjennem alders tids brug. Det har vistnok været paafaldende, at det daværende indredepartement i 60 aarene var tilbøielig til at antage, at den her omhandlede almenning ikke var statsalmenning og derfor gav tilladelse til

Side:371

udskiftning blandt de brugsberettigede. En gjennemførelse af saadan udskiftning vilde utvilsomt ogsaa have tilintetgjort almenningens karakter af statsalmenning, men udskiftningen blev ikke gjennemført, forøvrig af en denne sag ganske uvedkommende grund, og jeg mener da, at forholdet maatte blive som det var før, idet almenningen ikke ved en saadan departementsudtalelse alene kunde skifte karakter. Departementet var nemlig dengang i uvidenhed om den senere fremdragne og af mig tidligere nævnte kommissionsforretning af 1757.

Efter omstændighederne finder jeg, at processens omkostninger bør blive at ophæve for alle retter.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.

Assessor Roll: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg vil kun tilføie, at det af den nu for høiesteret fremlagte udskrift af Slidre sameies folium i Valdres sorenskriveris ældre panteregistre fremgaar, at der ogsaa inden Vestre Slidres almenning, der nu er anerkjendt som statsalmenning, er truffet dispositioner aldeles af samme art som de, hvorpaa appellanterne nu begrunder sin paastand om eiendomsret.

Assessor Motzfeldt: Jeg er enig med førstvoterende paa samme maade som hr. assessor Roll.

Assessor V. Scheel: Ligesaa.

Ekstraordinær assessor, sorenskriver Vogt: Jeg er ikke enig med de tidligere voterende, idet jeg kommer til samme resultat som underretten, hvis begrundelse jeg ogsaa i væsentlige punkter kan tiltræde. Jeg kan dog ikke helt slutte mig til denne ret med hensyn til, hvad den har udtalt om, hvorvidt den omprocederede strækning kan antages i sin tid at have været statsalmemning. Det naturlige forhold synes at tilsige dette. Den i sin tid i Østre Slidre valgte almenningsbestyrelse har udtalt sig i samme retning, og forskjellige bevisligheder, hvorom jeg henviser til overrettens domspræmisser og førstvoterendes udtalelser i høiesteret, bekræfter det samme. Jeg skal til dette føie, at strækningen danner en naturlig fortsættelse af og maa antages at have nogenlunde samme karakter som de til den grænsende Gudbrandsdalske statsalmenninger. Paa den anden side synes det skikket til at vække tvil, at efter de oplysninger, som er meddelt af professor Aubert i den afhandling, der findes indtaget i Ugeblad for Lovkyndighed 7 og 8 aargang, kan det ikke antages, at strækningen ialfald paa nogen tydelig maade er opført i de fortegnelser over statsalmenninger, der blev optaget i de første decennier af det 18 aarhundrede, ligesom det af appellanterne for høiesteret er anført, at det forholder sig paa lignende maade med de i de første aartier af forrige aarhundrede udarbeidede beskrivelser over statens eiendomme. Jeg lader imidlertid dette spørgsmaal ligge uløst, da jeg nu i modsætning til de tidligere voterende og til overretten, finder, at hvorledes det end maatte i ældre tid have stillet sig med hensyn til det omprocederede retsforhold, har ialfald saa langt tilbage i tiden, som der nu kan skaffes oplysninger om, fjeldstrækningen været saaledes betragtet og benyttet som sameie mellem bygdens gaarde, at denne tilstand nu maa respekteres. I et saadant forhold faar retsinstitutet: alders tids brug sin fulde betydning saaledes som ogsaa anvist af loven selv i Norske lovs 3-12. Medens det paa den ene side ikke kan sees, at staten nogensinde før nærværende sags anlæg har tillagt sig nogen raadighed over strækningen, har paa den anden

Side:372

side bygden, efter alt hvad der foreligger, uden nogen begrænsning øvet fuld eiendomsraadighed over samme i den udstrækning, hvortil de naturlige forhold har givet anledning, og langt udover den, der tilkommer de brugsberettigede i en statsalmenning. Jeg kan herom henvise til, hvad forsaavidt fra sagens bevisligheder er gjengivet i de underordnede retters domspræmisser, uden at jeg anser det fornødent at referere alle de enkelte bevisdata. Jeg skal alene bemerke, at de vidner, der har forklaret sig om forholdet, og hvoraf flere har indtil 60 aars erfaring, har udtalt, at de har hørt af ældre slegtsled, at forholdet har i ældre tid været som i den senere. I mine øine er det en som udtryk for den raadende opfatning af forholdet bemerkelig omstændighed, at den leieindtægt, der er erhvervet ved bortforpagtning af havnegange, og som ved en kontrakt af 1832 mellem opsidderne i Rogne og Voldbo og vedkommende forpagtere blev bestemt at skulle reparteres efter matrikulskylden paa opsidderne, sees at være indgaaet i en saakaldt havnekasse, over hvilken formandskabet har raadet paa bygdens vegne, uden at staten har lagt sig op i dette. Formandskabet har i det hele, siden denne institution blev oprettet, som opsiddernes repræsentant disponeret over fjeldstrækningen bl.a. ved bortleie af havnegange og ved fastsættelse af grænser mod tilstødende strækninger, og tildels har ogsaa de enkelte opsiddere hver for sig disponeret over sin andel i sameiet, medens paa den anden side intet er oplyst om, at staten nogensinde har optraadt som den, der her havde eiendomsret. Jeg mener da, at naar ved siden af disse data intet er oplyst, som peger paa, at forholdet ialfald i de nærmest forudgaaende decennier har været noget andet, eller at med andre ord staten har øvet nogensomhelst eiendomsraadighed, maa der siges at være ført et saavidt tilstrækkelig bevis, som forholdene overhovedet tilsteder, og som saaledes billigvis kan forlanges for, at den raadighed, der har givet udtryk for, at bønderne ansaa sig som eiere af fjeldstrækningen, er øvet i alders tid, hvorved i almindelighed forstaaes saa lang tid, at ikke de ældste af den nulevende slegt enten ved egen iagttagelse eller ved meddelelse af nogen i deres tid levende nogensinde har erfaret, at det har været anderledes; se Brandts tingsret §122. Jeg tillægger det ogsaa vegt, at bygderne i 1847 delte strækningen mellem paa den ene side Hegge sogn og paa den anden side Rogne og Voldbo sogne, idet delingens gjenstand var betegnet som det sognene fælles tilhørende sameie, altsaa ikke som alene udgjørende brugsretten, uden at staten da eller senere har optraadt derimod. Staten har i det hele ved sit forhold styrket den i bygden raadende opfatning, at strækningen var bygdens egen eiendomsgrund og ikke en statsalmenning, at altsaa her forelaa saadant privat sameie, som efter det oplyste er anerkjendt, delvis efter domme, at være tilstede i de tilgrænsende distrikter Skrutvold samt Ulnæs og Svenæs sogne, for hvilke sidstes vedkommende det har sin interesse at bemerke, at matrikulen af 1723 her opfører en bygdealmenning. Statens optræden i dette forhold illustreres særlig ved den af førstvoterende nævnte begivenhed fra 1860-aarene, da begjæring blev fremsat om udskiftning af den omprocederede fjeldstrækning, som indredepartementet da, som det selv bemerker, efter anstillede nærmere undersøgelser medgav at være ikke en almenning, men et almindelig sameie. At udskiftningen blev stillet i bero, efterat de materielle betingelser for dens fremme af udskiftningsretten var anerkjendt at være tilstede, havde alene sin grund i en opstaaet grænsetvist med den tilstødende Gausdals almenning. Havde ikke dette opkommet, vilde

Side:373

altsaa sameiet nu have været udskiftet mellem opsidderne, og særlig med tanke herpaa fremstiller det sig for mig som lidet rimelig, at staten efter at have erkjendt betingelserne for saadan udskiftning at være tilstede, nu optræder med paastand om, at strækningen er statseiendom. Jeg skal i denne forbindelse ogsaa henlede opmerksomheden paa, at departementets her omhandlede udtalelse, der som anført siges at være grundet paa en nærmere undersøgelse, maa tillægges saa meget: større vegt, som den er afgivet netop paa den tid, da der ogsaa var reist spørgsmaal om det tilsvarende forhold i Vestre Slidre, jfr. Rt-1876-321 ff. I denne sag sees det, at forholdet har været væsentlig forskjellig fra i nærværende, idet bygden selv gjennem sit kommunestyre hævdede, at vedkommende strækning var en almenning.

At der i 1870-aarene efter foranledning af det samme departement blev valgt en almenningsbestyrelse for, hvad der blev kaldt Rogne og Voldbo almenning, kan i denne sag, hvor spørgsmaalet alene gjælder statens paastand om, at strækningen skal anerkjendes som statsalmenning, saa meget mindre tillægges nogen betydning, som valget af almenningsbestyrelse efter det af parterne oplyste blev foretaget efter reglerne for bygdealmenninger, ligesom bestyrelsen selv, hvis virksomhed forøvrig har indskrænket sig til en kort aarrække, anser strækningen som bygdealmenning og gaar ud fra den bestemte forudsætning, at forholdet er saadant. I samme retning har ogsaa herredsstyret udtalt sig i møde den 9 september 1865. Under de omstændigheder, som her i det hele foreligger, kan jeg ikke finde det at være af nogen afgjørende betydning, hvad der blev udtalt under vedkommende kommissions møde paa Einang i Slidre den 30 juni 1757. Det kan ikke engang sees, hvem dengang repræsenterede Østre Slidre, ligesom det er bemerkelig, at medens kommissionen foretog befaring i Vestre Slidres almenning, kan den ikke sees at have overhovedet yderligere befattet sig med den angivelige statsalmenning i Østre Slidre end at nedtegne, hvad derom skal være udtalt og forevist for kommissionen. Heller ikke kan jeg tillægge det synderlig vegt, at strækningen overhovedet til sine tider delvis har været benævnt almenning. Dette udtryk bruges visselig ikke sjelden om enhver strækning, der er til fælles benyttelse for et helt bygdelag; se herom ogsaa dom afødt xx.xx.1896 i sagen angaaende Ulnæs-Svenæs sameie og vidnet overretssagfører Hovis forklaring den 4 februar 1903 til spørgsmaal 2. Det kan ikke forudsættes, at man overalt ved benyttelsen af det nævnte udtryk gjør sig klart, hvad der ligger i begrebet, betragtet fra et juridisk standpunkt. Jeg finder, at ialfald maa staten ved sit forhold i det hele siges ikke at have opretholdt, hvad det muligens i 1757 var meningen at fastslaa. Den har i tilfælde opgivet dette standpunkt og erkjendt en modsat tilstand at være gjældende paa en saadan maade, at den ikke nu kan omstyrte den ordning, som i menneskealdre med dens konsens har været den raadende. Jeg kan ikke se rettere, end at i nærværende tilfelde er fuldt anvendelig, hvad i indberetninger afødt xx.xx.1879 fra en da nedsat kongelig kommission er udtalt om, at i visse tilfælde statens eiendomsret maa erkjendes at være tabt til fjeldstrækninger, som maa antages oprindelig at have været dens eiendom. Denne kommission taler ogsaa om Rogne og Voldbo sameie, hvor den i en kjendelse fastslaar grænsen mellem dette sameie og Gausdals «Vestfjelds»almenning.

Jeg vil i henhold til det anførte votere for stadfæstelse af underrettens dom med ophævelse af omkostningerne for overretten og høiesteret.

Side:374

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: I det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Vogt.

Assessor Reimers: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, idet jeg tiltræder hr. assessor Rolls bemerkning.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af underrettens dom hidsættes:

- - - Citantskabet har nedlagt saadan realitetspaastand: At Rogne og Voldbo almenning anerkjendes som statsalmenning. Indstevnte har paastaaet sig frifundet.

Samtidig med nærværende søgsmaal anlagde samme citantskab søgsmaal mod de interesserede i Hegge almenning, hvilken sag har fulgt nærværende som paralelsag og er begge parter kommet overens om, at hvad der af nogen af dem anføres i den ene sag, skal betragtes som anført ogsaa i den anden. - -

Endvidere anfører citanten, at bygderne selv, som citantskabet mener det fremgaar af forskjellige kontrakter om fjeldstrækningens retsforhold f.eks. kontrakt, tingl. 10 mai 1826, har behandlet strækningen paa en saadan maade, at det deraf fremgaar, at de har betragtet den som almenning, ligesom det i senere tid har hændt, at mænd inden bygden offentlig har udtalt sig om strækningen som almenning, se forestilling til Kristians amt afødt xx.xx.1863 bl.a. undertegnet af O. R Skattebo, samt dennes skrivelse af 4 november s.a. til lensmand Nordtorp. I denne forbindelse udtaler citantskabet ogsaa, at den faktiske grænse, der er statueret mellem den bygden nærmest liggende del af fjeldet og den fjernere del, se en flerhed af de førte vidners prov, kun kan have sin oprindelse i hvad der under kommissionsbefaringen i 1757 menes fastslaaet om grænsen mellem hjemsætrene og Kongens almenning og sammen med de for disse dele af fjeldet gjældende forskjellige regler om brugen viser, at kun den bygden nærmest liggende strækning har været betragtet og behandlet som sameie, medens den øvrige del har været betragtet om almenning, hvilken synsmaade citantskabet anser som den eneste, hvorved denne skarpe afgrænsnings eksistens kan forklares.

Indstevnte har benegtet citantskabets anførsel om, at den omprocederede fjeldstrækning maa ansees som statens eiendom, medmindre særskilt adkomst paavises af indstevnte. Under henvisning til Brandts tingsret §38 hævder tidstevnte, at for adskillige fjeldstrækningers vedkommende, særlig i den del af landet, hvor strækningen qu. ligger, maa eiendomsspørgsmaalet afgjøres paa grundlag af de oplysninger, der foreligger om brug osv. At indstevnte har udøvet en saadan brug, at de ved alders tids brug eller ved hævd har erhvervet eiendomsret, medens citantskabet ved sin passive holdning har tabt mulig ældre ret, søger indstevnte at bevise, dels ved vidneførsel, dels ved fremlagte dokumenter, dels paastaar indstevnte, at citantskabet udtrykkelig tar frafaldt enhver mulig indsigelse mod indstevntes eiendomsret ved indredepartementets skrivelse til Kristians amt afødt xx.xx.1864, hvori bl.a. udtales, at den her omprocederede strækning maa tillades udskiftet, da den ikke rettslig er at betragte som almenning i lovens forstand, og indstevnte paastaar videre, at det ved den under den derefter begyndte udskiftning afsagte kjendelse afødt xx.xx.1865 er retskraftig afgjort ogsaa ligeoverfor citantskabet, at denne fjeldstrækning er sameie. I den nævnte departementsskrivelse udtales ogsaa, at strækningen, der ikke er særskilt matrikuleret, er taget i betragtning ved de interesserede gaardes skyldansættelse. I fuld overensstemmelse hermed er det, anfører indstevnte, at man, naar sætre i fjeldstrækningen er blevet solgt fra den grund, de har tilligget, hvilket oftere har hændt, se vidneprovene, har trukket sæterens skyld ifra hovedbøllets.

Side:375

I anledning af den af citantskabet paaberaabte kommissionsbefaring af 1757 bemerker indstevnte, at naar fjeldstrækningen qu. i samme kaldes «Hs. kgl. Majestæts alminding», kan dette ikke antages at bero paa nogen indrømmelse fra de mødende bønders side, men er at betragte som et protokollationsudtryk. Indstevnte er i det hele tilbøielig til at tillægge denne kommission mindre betydning, da den ikke kan sees at have været i de her omprocederede strækninger, og heller ikke de interesserede, men kun enkelte af dem er blevet varslet til forretningen. - - -

Retten skal bemerke: Der har naturligvis været en tid, da den her omprocederede strækning ikke paa nogen maade brugtes eller var taget i besiddelse af private. Deraf følger dog ikke, at strækningen dengang var statens. Hvis ikke staten paa en eller maade positivt har tilegnet sig den, maa den ansees for at have ligget i det frie, ingen eiendomsret undergivet. En saadan positiv tilegnelse vil det jo være vanskelig direkte at paavise, men indirekte vil den kunne forstaaes ved den fra statens side udøvede efterfølgende myndighed over strækningen. Saadan udøvelse af myndighed maatte dog ikke alene give sig udslag i, at statens embedsmænd mere eller mindre tilfældig kalder strækningen for statsalmenning; man maa forlange, at staten har brugt den som almenning, m.a.o. at den har bragt de for almenninger særskilt gjældende regler i anvendelse paa den. I nærværende sag foreligger der dog, meget lidet oplyst om, at der fra statens side har været udøvet saadan myndighed over den her omprocederede strækning.

Det er oplyst, at strækningen af almenningskommissionen i 1753-1757 kaldes «Hs. kgl. Majestæts alminding». Jeg maa dog give indstevnte medhold, naar de ikke vil lægge noget for retsspørgsmaalet afgjørende heri. Det fremgaar af kommissionsprotokoflen, at indstevnte dengang havde sætre i fjeldstrækningen (ogsaa østenfor hjemrasterne), at de tog ved der til sæterbrug i den udstrækning, som ved fandtes, og endelig at de slog græs der. De udøvede altsaa en saa vidtstrakt brug af strækningen, som der efter de ved kommissionens undersøgelser fremkomne oplysninger om dens naturlige forhold, maatte være anledning til at udøve, og denne brug forbeholdt almuen sig, inden kommissionsforretningen sluttedes, at udøve ogsaa for fremtiden, et forbehold som synes at være stiltiende vedtaget saavel af kommissionen som af den for det offentlige mødende foged, idet det til slutning udtales, at fogden intet videre havde at forlange. Naar han saaledes ikke paastod nogen eiendomsret for staten, maa det antages at være, fordi almuens brug var saa omfattende, at der ikke blev plads for nogen videregaaende eiendomsrets udøvelse. Paa den anden side kan det ikke antages, at den mødende almue havde bemyndigelse til at frafalde retten til denne brug, da ikke de interesserede som saadanne kan sees at være varslet til forretningen, men kun de af dem, der havde gaarde nærmest mod strækningen.

Den grænse, som i kommissionsforretningen er anført som almenningens vestgrænse, falder paa det nærmeste sammen med den af en flerhed af de i sagen førte vidner beskrevne grænse mellem Hjemaasen og Langaasen. Man kan dog ikke med citantskabet heraf slutte, at denne grænse af bygdefolket har været anseet som skille mellem bygdens sameie (Hjemaasen) og statens almenning. Grænsens tilværelse forklares fuldt ud af den store betydning det i fjeldbygderne har til enhver tid af sommeren at være sikret rigelig beite til kreatuerne, hvorfor skarpt udformede regler om kreaturenes havning til de forskjellige tider af havningstiden har dannet sig.

Dernæst har strækningen i forskjellige offentlige forretninger været kaldt almenning. Det er dog at merke, at disse forretninger ikke har havt til opgave at undersøge denne stræknings retsforhold, hvorfor det vilde være

Side:376

for vovelig at antage, at det har været vedkommendes hensigt at udtale, at strækningen ikke var sameie. Det kan i det hele taget ikke tillægges særlig betydning, hvilken benævning der fra offentlig eller privat hold til forskjellige tider har været brugt om strækningen; - dette gjælder ogsaa almenningskommissionens udtryk: «Hs. kgl. Majestæts almenning», der efter det ovenfor anførte rettest maa betragtes som et protokollationsudtryk. Naar O. R. Skattebo i sin skrivelse til lensmand Nordtorp udtaler, at han anser strækningen qn. som almenning, bemerkes, at han udtrykkelig reserverer sig mod at anerkjende nogen ret for staten. Hans udtalelse fremkommer udelukkende i hensigt at søge hindret udskiftning.

Paa den anden side er det ikke oplyst, at staten i positiv handling har betegnet strækningen som sin, uden forsaavidt den har ladet endel i samme beliggende fiskevand særskilt matrikulere. Heri vil parterne som tidligere refereret se bevis for hver sin paastand. Spørgsmaalet er uklart. Det tør dog ikke antages, at der i den omstændighed alene, at disse vande er særskilt matrikulerede, kan lægges nogen raadighedsudøvelse fra statens side over den omtvistede strækning, særlig under betragtning af, at bygderne allerede paa den tid maa have udøvet en ganske betydelig raadighed over den. Heller ikke kan det tillægges nogen betydning til fordel for citantskabets paastand, at strækningen til sine tider efter det offentliges foranledning har været undergivet bestyrelse. Staten har nemlig ikke angivet som grund for, at den vilde have bestyrelse valgt, at den prætenderede eiendomsret, og saasnart indstevnte kom til kundskab herom, undlod de at vælge bestyrelse.

Medens man saaledes paa den ene side ikke kan anse det bevist, at det offentlige ved sit forhold ligeoverfor strækningen har udtrykkelig betegnet den som statsalmenning, kan man paa den anden side ikke undlade at tillægge den passivitet, med hvilken staten har mødt de interesseredes brug, en vis betydning.

Om denne brug er der fremkommet oplysninger, der betegner den ikke som et udslag af den ret, almuen udøver i en statsalmenning, men nærmere som et udslag af ubestridt eiendomsret. Det er saaledes paa det rene, at de indstevnte ved indbyrdes overenskomster og ved kontrakter med andre har disponeret strækningen stik imod de for almenninger gjældende regler. De har slaaet hø i strækningen, de har bortleiet store dele af den til belæg med udenbygds kreaturer, de har selv givet sig brugsregler med hensyn til strækningen, og endelig har de vedtaget andre repressalier mod overtrædelse af disse regler end de i lovgivningen bestemte som gjældende almenningsforhold, f.eks. bøder til fattigkassen istedenfor til statskassen. En række af dokumenter angaaende de indstevntes dispositioner over den omprocederede strækning er tinglyst, uden at der fra statens eller dens embedsmænds side er fremkommet nogen protest eller nogen anmerkning om, at de vedkom statens eiendom, hvad man dog vel maatte forlange, hvis det havde været statens mening at bestride de indstevntes ret til at disponere, som de gjorde. Tvertimod er der fra indstevnte i denne sag fremkommet oplysning om, at en enkelt saadan disposition udtrykkelig er godkjendt af det offentlige, idet nemlig østre Slidre kommunestyrelses beslutning afødt xx.xx.1861 om bortforpagtning af havnegange i Fulsendlien under 11 oktober s.a. blev approberet af amtet.

Tager man ved siden heraf i betragtning den af indstevnte paaberaabte departementsskrivelse afødt xx.xx.1864, der antages at give det rette udtryk for den opfatning, staten dengang havde af den omprocederede stræknings retsforhold, og som er fremkommet paa en tid, da staten paa grund af de mange misbrug og overgreb i almenninger lagde sig specielt efter at

Side:377

undersøge disses forhold, maa man uomtvistelig komme til det resultat, at staten paa denne tid ikke paastod nogen ret til strækningen qv., men tvertimod anerkjendte den som bygdernes private eiendom. - - -

Da imidlertid, som ovenfor fremholdt, det af staten præsterede bevis for tidligere eiendomsret ikke kan antages at være tilstrækkelig, vil retten ikke kunne tiltræde citantskabets paastand, uden at den, efter hvad der foran er anført om bevisbyrdens fordeling, finder sig foranlediget til nærmere at indgaa paa det subsidiære spørgsmaal, om der fra indstevntes side er ført bevis for særskilt adkomst til strækningen, eller om indstevntes brug og benyttelse af denne kan antages at begrunde eiendomsrets erhvervelse ved alders tids brug eller ved hævd. - - -

Af overrettens dom hidsættes:

- - - Sagsanlæggets hensigt er derfor at faa den hele stræknings almindelige retslige karakter endelig afgjort, enten den som en statsalmenning er det offentlige tilhørende eller den som et privat sameie er de interesseredes fulde raadighed undergivet. Der er ikke fra nogen af parternes side paastaaet, at den skulde være bygdealmenning. Der er holdt udenfor denne sag spørgsmaal om, hvorvidt visse bestemte gaarde eller samlinger af gaarde har erhvervet eiendommelig ret til enkelte fiskevand, sætre eller særskilte strækninger inden almenningen (sameiet), ligesom sagen ei heller gjælder grænsernes fastsættelse. - - -

Rogne og Voldbo almenning eller sameie er en betydelig sammenhængende fjeldstrækning paa ca. 26.000 maal, hvoraf ca. 17.000 maal er høifjeld, kun delvis skikket til havnegang. De resterende ca. 9.000 maal er skovbevokset (væsentlig løvskov). Rogne og Voldbo annekser, hvis gaardbrugere anser sig som private sameiere i denne strækning, har en befolkning paa ca. 1.050 mennesker. - - -

Underdommerens afgjørelse - de indstevntes frifindelse - er bygget væsentlig paa følgende betragtning: Det offentlige kan ikke ansees at have fyldestgjort den paa det hvilende bevisbyrde for, at strækningen qv. nogen sinde har været en statsalmenning; som følge heraf har underdommeren fundet det upaakrævet endelig at afgjøre, om der fra indstevntes side er ført bevis for den paastaaede sameieret. Nærværends ret kan ikke helt ud tiltræde denne opfatning af bevisbyrdens fordeling eller af underrettens bedømmelse af de fremførte bevisligheders værdi.

Den i vor ret - se Scheels tingsret, 2 hefte s. 464 og den fremlagte «Statsalmindingerne i Gudbrandsdalen» side 223 til 224 - gjældende almindelige præsumption for statens ret over saadanne fjeldstrækninger, som ikke kan ansees i sin helhed taget i besiddelse af enkelte gaarde, en samling af gaarde eller en hel bygd, synes at styrkes ved de i sagen foreliggende særlige omstændigheder.

Det er paa det rene, at der mellem bygdens eiendomsgaarde og den egentlige fjeldvidde (Langaasen), hvorom tvisten staar, ligger et bredt belte (Hjemaasen), som tidligere har tilligget gaardene i fællesskab, men senere er udskiket og udlagt de enkelte gaarde til udelukkende eie. Grænsen mellem Langaasen og Hjemaasen, saaledes som den er angivet i befaringskommissionsforretningen af 1757 falder i det væsentlige sammen med den af en flerhed af vidnerne beskrevne grænse. Det synes imidlertid mindre sandsynlig, at ogsaa de norden og østenfor denne grænse liggende strækninger allerede i ældre tid og før udskiftningen af «hjemrasterne» (i Hjemaasen) skulde tilligge den forholdsvis tyndt befolkede bygds gaarde i privat sameie. De indst. har søgt at forklare denne bestemte grænse som kun faktisk

Side:378

begrundet i de stedlige brugsforhold, idet de fleste gaarde har havt og har en «sommersæter» i Langaasen og en «høstsæter» i Hjemaasen. En saadan ordning, som skulde være nødvendig for den fulde udnyttelse af de knappe havnegange, synes dog saa langt fra at være uforenelig med statens paastaaede ret over paagjældende strækning, at den under hensyn til den for længere tid siden anerkjendte skarpe grænse snarere stemmer bedre med en saadan forudsætning end med forudsætningen om et privat sameie. I sammenhæng hermed finder retten, at efter de i sagen fremkomne. oplysninger maa det ansees tilstrækkelig bevist, at strækningen i ældre tid virkelig har været eller i ethvert fald har været betragtet som en statsalmenning. Den er ikke medtaget i de ældre matrikuler (afødt xx.xx.1723), hvilket derimod, saavidt kan sees, har været tilfældet med den i fællesskab liggende Hjemaas. I matrikulprotokollen for 1723 sees Sandsvandet og Bjørnholen fiskevande (i Hegge anneks) og Fjeldbækken fiskevand (i Rogne og Voldbo annekser) særskilt matrikulerede som kongens, hvilke vande angives at være beliggende henholdsvis i «Vestre Slidre almennings merke» og i «Bygdealmenningen», jfr. hermed ogsaa de ældre panteregistre for Valdres sorenskriveri, forsaavidt disse vande betræffer (O. nr. 8 og Aubert i Jur. Ugeblad 8 bind s. 129). Retten finder, i tilslutning til h.r.d. af 1876, (Rt-1876-321-30), videre at maatte tillægge befaringskommissionsforretningen af 1757 en større vegt, ogsaa for Østre Slidres vedkommende, end den foregaaende ret har været tilbøielig til. Den brug, som bygdens gaarde ifølge forretningen har udøvet i strækningen synes ikke uforenelig med dens karakter af statsalmenning. Kommissionen fastslaar da ogsaa efter anstillede undersøgelser bl.a. hos de fremmødte bønder fra de til strækningen grænsende gaarde, at denne er «Hans Kongelige Majestæts almenning». De i O. nr. 32 og 37-40 indeholdte oplysninger synes ligeledes at bestyrke statens ret. De eneste oplysninger fra ældre tid, som taler imod en saadan ret, er realregistrene for Valdres sorenskriveri. I de ældre registre, som gaar tilbage til 1786, har strækningen qu. faaet eget folium under overskriften: Slidre sameie og i de nyere registre: Østre Slidre sameie. Herpaa kan dog formentlig ingen afgjørende vegt lægges, da det ikke vides, hvorpaa denne opførelse af eget folium i panteregistret hviler.

Antages det saaledes, at strækningen rettelig maa betragtes som statsalmenning lige ned til begyndelsen af det 19 aarhundrede, bliver spørgsmaalet, om der senere er indtraadt saadanne forandringer heri, at den nu maa ansees overgaaet til de interesseredes private sameie.

En saadan forandring i eiendomsforholdene søges ikke begrundet i nogen særlig overenskomst. Derimod paaberaaber de indstevnte sig dels hævd eller alders tids brug og dels, at staten i ord og gjerning har opgivet eller forspildt sin ret.

Til støtte herfor har de indst. fremlagt et vidtløftig bevismateriale. Det maa ved de producerede dokumenter og ved de af hørte vidners prov ansees godtgjort, at de indst. i længere tid har udøvet en raadighed over paagjældende strækning, som gaar adskillig videre end almindelige almenningsbrug. Bygdens gaarde har indtaget udenbygds kreaturer paa sætrene, ved særlige kontrakter i fællesskab bortforpagtet dele af strækningen til enkelte gaardes eiere (O. nr. 12, 14, 15, 16, 35 og 36). Ved overenskomst afødt xx.xx.1806 (O. nr. 14 i sag nr. 229-1904) har de interesserede i Hegge anneks vedtaget, at slaat i «Sameien» først skal begynde 8 dage efter 10 august, jfr. O. nr. 6, 7 og 10 i nærværende sag. Ved delekontrakt af 10 august, tinglyst 2 december 1847 har de interesserede i Rogne og Voldbo annekser paa den ene side og de interesserede i Hegge anneks paa den

Side:379

anden delt det hele sameie mellem anneksernes gaarde efter en i marken opgaaet, nærmere beskrevet grændse (O. nr. 11), jfr. ogsaa forskjellige «fuldmagter» og «kontrakter», udstedte af paagjældende kommunestyrer eller en flerhed af gaardeiere i anledning af fastsættelse af strækningens grænser mod omliggende sameiestrækninger (O. nr. 17, 33 og 34). videre sees flere sætre frasolgt de gaarde, hvortil de oprindelig har ligget, og overdraget endog til udenbygds mænd efter særskilt skylddeling (5-7 K.Vidne, 12 og 13 K.V. i sag nr. 229/1904, O. nr. 42 og O. nr. 16 i sag nr. 229/1904).

Derhos sees enkelte gaarde eller grænder at have disponeret over særskilte fiskevande med (ærskilt «delekonfrakt») tilliggende havnegange eller ved særskilt «delekontrakt» delt udmarken i Hjemaasen mellem sig et godt stykke indover grænsen - til den omtvistede strækning («lige til fjeldet») - jfr. 9, 10 og 11 K.V. i sag nr. 229/1904, O. nr. 43, 46 og 47.

De interesseredes raadighed over skogen har været fri og uhindret. Nogen hugst til salg har dog ikke fundet sted. Ifølge vidnernes prov indeholder skogen iøvrig kun spredt og undtagelsesvis trær, tjenlige til salg.

Det offentlige har, saavidt sees, saalangtfra nedlagt nogen protest mod disse forskjelligartede dispositioner, at derimod flere af de omtalte dokumenter er tinglyst uden nogen indsigelse eller anmerkning om statens formentlige ret og et dokument (O. nr. 13) endog under 11 oktober 1861 har erholdt amtmandens approbation.

I anledning af, at 65 gaardeiere og opsiddere i Rogne og Voldbo annekser i 1863 havde indgivet ansøgning om, at paagjældende strækning som privat sameie skulde undskiftes mellem medeierne, lod indredepartementet ved skrivelse afødt xx.xx.1864 gjennem de stedlige autoriteter meddele de interesserede, at «efterat departementet i foranstaaende anledning har ladet anstille nærmere undersøgelse til opklarelse af det oprindelige eiendomsforhold med hensyn til nævnte strækning, ifølge hvilke den ikke kan erfares at have været anseet som nogen kongen tilhørende almenning, ligesom den heller ikke har været særskilt matrikuleret, men er ialfald med den sidste matrikulering blevet taget i betragtning ved de respektive gaardes skyldsættelse, er departementet paa grund heraf tilbøielig til med hr. amtmanden at antage, at strækningen ikke rettelig er at betragte som almenning i lovens forstand». I henhold hertil erklærede departementet, at der fra det offentliges side ingen hindring var mod den begjærede udskiftnings fremme. En udskiftningsforretning blev ogsaa i 1865 paa behørig maade paabegyndt, men allerede i 1867 stillet i bero paa grund af en opstaaet tvist om grænsen mod Gausdals vestfjeldalmening. Ved forstmester Barths skrivelse afødt xx.xx.1870 (O. nr. 25) til indredepartementet blev, saavidt skjønnes, det offentliges opfatning af eiendomsforholdene ændret (jfr. O. nr. 26), idet samtidig fremdroges kommissionsforretningen af 1757.

Den af de indst. udøvede brug kan efter rettens mening ikke begrunde nogen hævdsret for disse til privat sameie af den hele strækning. Allerede brugenes karakter peger ikke med tilstrækkelig bestemthed paa en hævd til eie ligesom en saadan fælleshævd af en hel bygds gaardeiere over vidtløftige fjeldstrækninger, hvoraf store dele ikke har været undergivet nogen egentlig brug, formentlig er ukjendt i vor ret.

I betragtning af, at strækningen indtil begyndelsen at forrige aar hundre ansaaes som statsalmenning saavel som af, at den udøvede brug ikke med utvetydighed har været udtryk for en virkelig eiendomsraadighed, finder retten heller ikke, at alders tids brug kan danne fyldestgjørende retsgrundlag for de indstevntes paastaaede sameieret. Et andet spørgsmaal er, om den udstrakte benyttelse kan have stiftet særskilte rettigheder til brug for

Side:380

de interesserede gaarde eller enkelte af disse, som gaar videre end almindelige almenningsbrug. Muligheden heraf er ikke af app.sk. benegtet, men de herhenhørende spørgsmaal er ikke undergivet rettens afgjørelse i nærværende sag.

Det stiller sig for overretten noget mere tvilsomt, om det offentlige ikke maa ansees at have opgivet eller forspildt sin ret som følge af sit forhold til de interesseredes brug af strækningen. De indst. vil endog have indredepartementets skrivelse afødt xx.xx.1864 betragtet som en dispositiv frafaldelse af enhver ret fra det offentliges side. Heri kan man dog ikke være enig. Skrivelsen synes ikke at give udtryk for en saadan hensigt, ligesom den heller ikke kan sees opfattet i denne retning af de interessede. Disse valgte saaledes, da det viste sig, at den begjærede udskiftning ikke førte til noget, i begyndelsen af 1870 aarene en «almenningsbestyrelse», som i sine beslutninger udtrykkelig benævner strækningen «bygdealmenning», (O. nr. 28 og 29, jfr. O. nr. 23 og 24).

Da staten ved den i forholdet iøvrig udviste passivitet, der til en vis grad kan forklares af strækningens afsides beliggenhed, ringe direkte nytte for det offentlige samt af panteregistrenes betegnelse af den som sameie, ikke kan ansees at have forspildt sin ret, vil appellantskabets paastand blive at tage til følge, idet sagens omkostninger efter omstændighederne ophæves.

C. Lie. Wilh. Andersen. J. Bergh.