Rt-1914-735

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-07-01
Publisert:	Rt-1914-735
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 91/1 s.a.
Parter:	Rasmus J. Høle m.fl. (adv. Einar Rasch) mot Aalgaards Uldvarefabrikker (adv. Fr. Stang Lund).
Forfatter:	Fürst, Backer, Skattebøl, Berg, Stang, Smith, Prydz
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §7, Norske Lov (1687) 5-, Granneloven (1887) §8, §14, Vasdragsloven (1887)

Ekstraordinær assessor Fürst: I 1895 anlagde 34 eiendomsbesiddere ved Figgenelven sak mot Aalgaards Uldvarefabrikker i anledning av, at disse i vasdraget hadde opført dæmninger, nemlig ved Edlandsvandets utløp og ved et ovenfor liggende vand Longavandets, avløp til Edlandsvandet, hvorved saksøkerne ansaa sig skadelidende, idet deres lakse- og sjøørretfiske var avtat og deres møller hadde faat mindre tilgang paa vand end tidligere, hvorhos elven ikke fredet saa godt mellem eiendommene som før. Videre gjordes gjældende, at fabrikkerne forurenset vandet.

Ved dom, avsagt av sorenskriveren i Jæderen sorenskriveri med meddomamænd den 25 februar 1902, blev Aalgaards Uldvarefabrikker tilpligtet under en løpende mulkt av 100 kroner til Gjesdals herredskasse for hver dag, de 15 dage efter dom mens forkyndelse sat dommen overhørig, at fjerne de av dem ved Figgenelvens utløp av edlandsvandet og ved Longavandets avløp til Edlandsvandet opførte dæmninger. Videre blev samme fabrikker tilpligtet at betale erstatning til samtlige 34 saksøkere for den skade, de har lidt ved de nævnte opdæmninger a. paa deres lakse- og ørretfiske i Figgenelv, b. paa deres mølledrift i den samme elv i det tidsrum, da Aalgaards Uldvarefabrikker om nætterne og paa søn- og helligdage avstemte vandet, og c. ved Figgenelvens forringede fredningsevne i samme tidsrum som under litr. b nævnt. - med 4 pct. aarlig rente av skjønsbeløpet fra 29 juni 1895 til betaling sker.

Forøvrig blev fabrikkerne frifundet for saksøkernes tiltale i saken. I procesomkostninger til saksøkerne ilagdes fabrikkerne kr. 800,00. Dommen avsagdes under dissens, idet en av meddomsmændene, voterte for, at der kun skulde tilkjendes citanterire erstatning, nemlig for skade paa laksefisket og for skade paa deres mølledrift i det tidsrum, da

Side:736

fabrikkerne om nætterne og paa søn- og helligdage avstemte vandet samt ved Figgenelvens forringede fredningsevne i samme tiderum.

Saken blev av begge parter paaanket til Bergens overret, ved hvis dom av 17 juni 1907 Aalgaards Uldvarefabrikker frifandtes for grundeiernes tiltale i saken (i alle poster), hvorhos processens omkostninger ophævedes for begge retter.

Ogsaa denne dom avsagdes under dissens, idet et av overrettens medlemmer voterte for, at Aalgaards Uldvarefabrikker skulde tilpligtes at betale til 32 av kontraappellanterne (samtlige undtagen Svend O. Skjæveland, som var uttraadt av processen under overretssaken, og Ole Karlsen Egeland om hvem det for overretten var oplyst, at han muligens ingen fiskeret i Figgenelven hadde og ialfald ikke gjorde paastand derpaa under saken) erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa fabrikkernes bekostning - med renter av skjønsbeløpet fra 1 april 1895 - for den skade, grundeierne (kontraappellanterne) har lidt paa sit lakse- og sjøørretfiske a. derved at de sommerflomme, som tidligere kunde bringe fisken op i Figgenelven ovenom Breiangen, blev efter hovedappellanternes (fabrikkernes) i Edlandsvandet opførte dæmning tilbakeholdt i vandet, og b. derved, at hovedappellanterne i to aar, antagelig 1892 og 1893 om vaaren avstængte Edlandsvandet om nætterne og om helligdagene samt c. tillike erstatning for fremtidig skade paa grund av den under a ovennævnte tilbakeholdelse av de lakseførende sommerflomme. Videre stemte han for, at 9 av grundeierne skulde tilkjendes erstatning, fastsat paa samme maate og med renter fra samme dag, for den skade, som er dem tilføiet paa deres mølledrift og møllebruk derved, at fabrikkerne har foretat den under litr. b nævnte avstængning. Forøvrig voterte dette medlem av overretten for fabrikkernes frifindelse for grundeiernes tiltale i saken og for omkostningernes ophævelse for begge retter.

Ved stevning av 10 september 1907 har samtlige de 34 oprindelige saksøkere indanket saken for Høiesteret. Av appellanterne har følgende her frafaldt anken, nemlig Svend O. Skjæveland (av grund som foran anført) og Tønnes T. Orstad, som er oplyst at ha indgaat forlik med Aalgaard (kfr. en dokumentert erklæring av 11 mars 1907). Appellanterne har her for retten nedlagt saadan paastand: «At indstevnte Aalgaards Uldvarefabrikker tilpligtes a. i forhold til appellanterne 1. Rasmus J. Høle, - - - 32. Aadne M. Orstad eller nu hans dødsbo, og hver enkelt av dem under en daglig løpende mulkt til Gjeedals herredskasse at fjerne de ved Figgenelvens utløp av Edlandsvandet og ved Longavandets avløp til Edlandsvandet opførte dæmninger, heri indbefattet utfyldning av elveleiet og utgravning av den nye turbinrende ved Aalgaard, b. at betale appellanterne nr. 1-28 (begge inklusive) og nr. 30-32 (begge inklusives erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa indstevntes bekostning, for den skade, som de nævnte appellanter er paaført ved de under post a. omhandlede opdæmninger og foranstaltninger paa deres lakse- og ørretfiske i Figgenelven - erstatningen at beregne fra dæmningernes opførelse resp. 1888 og 1894 og til skjønnets avholdelse, tillikemed lovlige renter av skjønsbeløpene fra 1 april 1895 til betaling sker, c. at betale til appellanterne nr. 17, 21, 25, 28-32 (begge inklusive) erstatning efter skjøn paa samme maate og for samme tid for den skade, de nævnte appellanter er paaført ved de under post a. omhandlede opdæmninger og foranstaltninger paa deres møilebedrift tillikemed lovlige renter av skjønsbeløpene fra 1 april 1895 til betaling her. d. at betale til appellanterne 1, 2, 4, 7, 12-16 (begge inklusive), 18, 21, 22, 24, 25, 28, 30. 31 og 32

Side:737

erstatning efter skjøn paa samme maate og for samme tid for den skade, de nævnte appellanter er paaført som følge av at Figgenelvens fredningsevne er forringet ved de under post a. omhandlede opdæmninger og foranstaltninger, med lovlige renter av skjønsbeløpene fra i april 1895 til betaling aker, e. at betale de under litr. b. nævnte appellanter erstatning efter skjøn paa samme maate og for samme tid for den skade, som er disse appellanter paaført som følge av, at vandet i elven er forurenset ved indstevntes fabrikdrift, tillikemed lovlige renter av skjønsbeløpene fra forliksklagen 1 april 1895 til betaling sker, f. at betale saksomkostninger for alle retter til appellanlerne.»

Fra indstevnte Aalgaards Uldvarefabrikkers side er nedlagt paastand om stadfæstelse av overrettens dom og tilkjendelse hos appellanterne av sakens omkostninger for Høiesteret.

For de underordnede retter var der av Aalgaards Uldvarefabrikker fremsat paastand om sakens avvisning paa grund av cumulatio inepta. For Høiesteret er denne paastand ikke gjentat, og jeg finder ikke tilstrækkelig grund til avvisning ex officio.

For Høiesteret er fremlagt adskillige nye dokumenter, hvoriblandt et tingsvidne, optat av appellanterne i Stavanger fra 15 december 1909 til 23 (13) februar 1910, hvorunder avhørtes 7 vidner væsentlig angaaende spørsmaalet om skade paa møllebedriften, hvorhos et par av vidnerne, der hadde optat et profil av elvebunden ved Figgenelvens utløp av Edlandsvandet, avgav forklaring derom.

Angaaende den hydrotekniske side av saken forelaa for overretten flere erklæringer fra ingeniør Bødtker, indhentet av Aalgaard, og fra ingeniør Saxegaard, erhvervet av grundeierne.

For Høiesteret er fremlagt en række nye erklæringer fra hydtoteknikere, nemlig av appellanterne fra nævnte Saxegaard og ingeniør Sætersmoen, av indstevnte fra overlærer Farup, oberstløitnant Ole W. Lund og fhv. kanaldirektør Sætren. Disse erklæringer - der er avgit flere av hver av nævnte mænd - er tildels meget vidtløftige og har for nogen del artet sig saa at sige som en hydroteknisk procedyre. I en kort hovedsum kall det siges, at Bødtker, Farup, Lund og Sætren er kommet til det resultat, at dæmningen ved Edlandsvand av 1889 ikke har foranlediget nogen skade paa laksefisket i Figgenelven nedenfor dammen, men derimot har bedret forholdet, hvorimot Saxegaard og Sætersmoen hævder den motsatte opfatning, nemlig at laksefisket er blit skadelidende paa grund av, at den nye dam paastaaes at holde sommerflommene inde i Edlandsvandet, saa at vandføringen blir for liten til, at laksen kan komme op forbi Breiangen. Lignende standpunkt er indtar de hydroteknisk sakkyndige med hensyn til spørsmaalet om virkningen av reguleringen av 1894 av Longavandet, hvilket har avløp til Edlandsvandet. Ved beregning av den for laksens opgang nødvendige vandføring lakseflomme, er Saxegaard og Bødtker kommet til forskjellige resultater; Farup slutter sig til Bødtker og Sætersmoen i det væsentlige til Saxegaard. Det punkt, som særlig er drøftet ved siden av spørsmaalet om, hvad der kræves til lakseførende flomme, er, hvilken magasineringsevne (dæmningsevne) de gamle til aalefiske bestemte mærgarer, som før opførelsen i 1889 av den nye dam ved Edlandsvandets utløp var der, hadde med og uten isatte mærer (aalefiskeredskaper), - alt set i forhold til den nye dam. Med hensyn til de beregninger, som de sakkyndige i saa henseende har anstillet, har der hersket adskillig usikkerhet og uenighet mellem dem om de forutsætninger eller ulgangspunkter, som blir at lægge til grund. Dette gjælder saaledes

Side:738

mærgarernes beliggenhet, tæthet og høide, det vil sige deres høide i forhold til elvebunden ovenfor ved Edlandsvandets utløp; videre gjælder dette det tidspunkt om sommeren, da mærerne sættes i de for dem bestemte aapninger i mærgarerne («saag»), hvorved bevirkedes mindre vandavløp. Det siger sig selv, at den stedfindende usikkerhet med hensyn til utgangspunkterne for beregningen av vandføringen i de gamle mærgarers tid har gjort de sakkyndiges erklæringer uskikket til uten videre at lægges til grund. Foruten fra ovennævnte teknikere er for Høiesteret fremlagt en uttalelse, erhvervet av appellanterne fra generaldirektør Ragnvald Blakstad, hvori denne efter gjennemgaaelse av sakens dokumenter hævder, at de av Aalgaard utførte foranstaltninger (dæmninger) har medført forandringer i vandets løp og forrykket vandføringen utover, hvad de gamle mærgarer gjorde, og videre, at denne forrykkelse av vandføringen har bevirket, at sommerflommene er blit tilbakeholdt og formindsket. Desuten er for Høiesteret fremlagt flere erklæringer fra fiskerikyndig hold, nemlig fra fiskeriinspektør Landmark, der forøvrig allerede, mens saken stod for underretten, hadde avgit en uttalelse i saken, fra stipendiat dr. Huitfeldt-Kaas og fra Johan Hjorth, der i en lang aarrække har været formand i Jæderen og Dalenes fiskeristyre. Der er ogsaa fremlagt nogen andre erklæringer, hvoriblandt fra fhv. lensmand M. A. Grude. Flere av de avgivne erklæringer er ledsaget av profiler og karter.

Med hensyn til spørsmaalet om, hvorvidt de paaklagede forføininger fra Aalgaards side har medført skade paa møllebedriften for enkelte av appellanterne i Figgenelven, er jeg kommet til samme resultat som overrettens flertal og kan i det væsentlige tilfræde dets begrundelse. Jeg skal tilføie, at for mig er det avgjørende her for et frifindende resultat, at det ikke er godtgjort for hvert enkelt møllebruk, om der er paaført det skade.

Hvad angaar spørsmaalet om paastaat skade ved forringet fredningsevne og forurensning av elvevandet er jeg likeledes kommet til samme resultat som overretten, hvis begrundelse jeg ogsaa her i det væsentlige kan tiltræde. Jeg tillægger, at de hittil omhandlede (paastaaede) skadetilføielsers bedømmelse ikke ved de for Høiesteret fremkomne nye oplysninger er bragt i nogen væsentlig anden stilling end tidligere.

Hvad endelig spørsmaalet om paastaat skade paa lakse- og sjøørretfisket angaar, skal jeg foreløbig bemerke, at dette gjælder samtlige appellanter med undtagelse av Ole Karlsen Egeland (eller nu hans enke), om hvem det, som tidligere anført, er oplyst, at han ikke under saken gjør paastand paa at ba lidt tap i denne henseende. Det punkt, som her særlig træder i forgrunden, er, hvorvidt den av Aalgaards fabrikker i 1889 opførte bruksdam for Edlandsvandet og reguleringen av Longavandet i 1894 har forandret Figgenelvens vandføring, saaledes at der er blit færre, mindre eller kortvarigere «lakseflomme» end under de gamle forhold, da der var mærgarer ved Edlandsvandets utløp. Ved en «lakseflom» forstaaes en saa stor vandføring, at laksen kan komme op fra sjøen og passere det grunde brede punkt, den barriere i elven, der kaldes Breiangen, beliggende omtrent 19 km. nedenfor Edlandsvandet og ca. 3 km. ovenfor Figgenelvens utløp i havet. Hertil kommer videre i første række spørsmaalet, om der overhodet kan paavises nedgang i fisket i Figgenelven siden dæmningernes opførelse, og isaafald om denne nedgang er at henføre til reguleringen som aarsak.

Av Aalgaards fabrikker er paastaat, at det ikke er godtgjort, at lakseflommene er hindret eller forsinket ved dæmningernes opførelse,

Side:739

tvertom. Videre bestrides, at nedgangen i laksefisket i Figgenelven, om saadan har fundet sted, er godtgjort at ha sin aarsak i reguleringsforholdene dersteds. Det hævdes, at fiskets avtagen i tilfælde maa skyldes helt andre omstændigheter.

Jeg kommer med hensyn til spørsmaalet om, hvorvidt skade maa antages at være forvoldt paa lakse og sjøørretfisket, til samme resultat som underretten hvis samtlige medlemmer i dette punkt var enige, og det dissenterende medlem av overretten, og jeg kan i væsentlige stykker henholde mig til deres begrundelse. Jeg finder det saaledes for det første tilstrækkelig godtgjort, at den av Aalgaard opførte dam ved Edlandsvandets utløp har forandret vandføringen dersteds utover, hvad de gamle mærgarer med mærer gjorde, og videre, at den stedfundne forandring av vandføringen har medført at lakseførende sommerflomme tildels er blit tilbakeholdt og formindsket. Til her at indgaa i detalj paa de vidtløftige, paa forskjellige mere eller mindre svævende utgangspunkter byggede beregninger, der er avgit av de av appellanterne og indstevnte raadspurgte hydroteknikere, finder jeg ikke tilstrækkelig grund. Jeg finder alene at burde bemerke, at det efter min opfatning ikke efter de foreliggende data kan antages, at den i 1894 opførte dæmning for Longavand har nøitralisert de for fisket skadegjørende virkninger av Edlandsvandsdæmningen av 1889. Paa den anden side finder jeg det heller ikke godtgjort, at Longavandadæmningen har medført nogen nævneværdig indflydelse paa størrelsen av den skade, som Edlandsdammea har bevirket paa fisket. Videre lægger jeg med underretten og det dissenterende medlem av overretten den antagelse til grund, at der ved tilbakeholdelse og forsinkelse av lakseflomme i den siden Edlandsdammens opførelse forløpne tid er paaført appellanterne skade paa deres lakse- og sjøørretfiske. Jeg mener, at sommerflommes delvise bortebliven eller forsinkelse ved Breiangen har grepet forstyrrende ind paa laksens opgang over nævnte grunde eller barriere. Tilstedeværelse av en viss flomvandstand er nemlig nødvendig, forat laksen overhodet skal kunne komme op over dette punkt i elven. Jeg bemerker her, at samtlige appellanter har sine eiendomme paa strækningen fra Breiangen til Egeland. At skade maa antages at være indtraadt for laksefisket ved omhandlede forhold, bestyrkes i høi grad ved de av de fiskerikyndige Landmark og Huitfeldt-Kaas avgivne erklæringer, som er fremlagt i Høiesteret. Jeg skal ikke indgaa synderlig paa disse erklæringers indhold. Begge de nævnte sakkyndige synes ikke at nære nogen tvil om, for det første, at lakseflomme har været hindret eller forsinket ved Edlandsdammen, og for det under om, at derved er bevirket skade paa laksefisket i den del av Figgenelven, som ligger ovenfor Breiangen. I en erklæring av 29 januar 1910 har ovennævnte Johan Hjorth, som er formand i vedkommende lokale fiskeristyre, uttalt sig enig i det resultat, hvortil Huitfeldt-Kaas var kommet i sin erklæring av 22 december 1909 med hensyn til reguleringens skadelige indflydelse paa laksefisket ovenfor Breiangen. I en senere erklæring av 13 mai 1911 har Hjorth fastholdt denne uttalelse, men samtidig paapekt en række omstændigheter, som til en viss grad gaar i en anden retning end hans første uttalelse, idet han særlig dvæler ved andre momenter, som kan ha hat indflydelse paa laksefisker ovenfor Breiangen. I en erklæring av 26 november 1911 har fhv. lensmand M. A. Grude, som angivelig er nøie kjendt med forholdene i Figgenelven, med stor styrke uttalt sig i retning ikke alene av, at reguleringsforholdene har bevirket forrykkelse med hensyn til lakseflommene, men at dette ogsaa har medført

Side:740

skade paa laksefisket ovenfor Breiangen. Uttalelser fra andre hold er ogsaa fremlagt for Høiesteret, men jeg finder det ikke av synderlig interesse at indgaa paa samme.

Jeg mener, at der er en overveiende grad av sandsynlighet for, at skade er lidt paa fisket, og dette er, saavidt skjønnes, nok til at gi et domsutslag lydende paa skadeserstatning efter skjøn av uvillige mænd. Hvorledes bevisbyrden forøvrig i slike saker fordeler sig, er det efter min opfatning av bevisførselens resultat overflødig nærmere at indgaa paa. Jeg vil imidlertid peke paa et moment, der medfører, at man ikke kan lægge den strengeste bevisbyrde paa saksøkerne i nærværende tilfælde, naar det gjælder spørsmaal om vandføringens forrykkelse, og det er, at det er Aalgaards fabrikker, som har forandret avløpsforholdene ved den nye dams opførelse uten samtidig at sørge for, at det kontrollertes, hvorledes de før eksisterende avløpsforhold artet sig. Det har noksom vist sig under saken, hvilken betydning dette punkt har spillet under vidneførselen og ved avgivelsen av erklæringer fra de sakkyndiges side. Av Aalgaards fabrikker er med styrke fremholdt at selv om lakseførende flomme antages at være hindret eller forsinket, er dermed ingenlunde godtgjort, at skade er forvoldt paa laksefisket ovenfor Breiangen. I saa henseende er det særlig uthævet under henvisning til en av nævnte Johan Hjorth utarbeidet, for Høiesteret fremlagt grafisk fremstilling av utbyttet av laksefangsten i Figgenelven i tidsrummet 1878-1910, at fluktuationerne i fisket har artet sig omtrent paa samme maate i elven nedenfor Breiangen, d. e. det saakaldte Sælefiske, som ovenfor Breiangen, hvor saksøkerne har sine eiendomme. Det er saaledes paavist og fremgaar av den grafiske fremstilling, hvis omtrentlige nøiagtighet er godkjendt av fiskeriinspektør Landmark, at fisket saavel paa strækningen nedenfor Breiangen som ovenfor i 1885 naadde en betydelig heide, mens der senere har været en gjennemsnitsnedgang og det en ikke ubetydelig. Denne nedgang har sine variationer i forskjellige aar, men den løper saa nogenlunde like for begge dele av Figgenelven. Det er nu fra Aalgaards side anført, at naar nedgangen har været omtrent den samme nedenfor, Breiangen, hvor man ingen skade har av reguleringen, som ovenfor, saa kan det formindskede utbytte av fisket ovenfor Breiangen ikke tilskrives Aalgaards fabrikkers regulering som nogen særaarsak; det maa snarere være andre momenter, saasom det tiltagende antal av kilenøter, som har influert paa, at der har været mindre fiske. Videre er pekt paa, at der i andre Jæderelve har været nedgang i fisket, hvilket imidlertid ikke er tilfældet med Ogne- og Haaelven, der likesom Figgenelven løper direkte ut i det aapne hav. Jeg skal ikke indgaa videre paa disse ting, men alene bemerke, at jeg ikke for sakens utfald kan finde det avgjørende, om der saavel for Sælefisket som for fisket ovenfor Breiangen har været nedgang, om ikke nogen uavbrutt nedgang, siden Edlandsdammens opførelse. Det er maaske et moment, som vil ha indflydelse, naar skjønsmændene skal ansætte størrelsen av skaden, om fisket fortvarende har gaat ned; men avgjørende for, om skade er lidt, er det omhandlede moment jo ikke. I første række kommer i saa henseende som nævnt i betragtning, at reguleringen maa antages at ha bevirket, at lakseflomme er uteblit eller forsinket, hvorved laksens opgang forbi Breiangen er hindret, ialfald i nogen grad.

Under saken er fra appellanternes side hævdet, at der er paaført dem skade ogsaa i en anden retning, nemlig ved at lakseyngel er gaat tilgrunde derved, at Aalgaards fabrikker stundom har avstemt vandet

Side:741

fuldstændig ved Edlandsdammen, det saakaldte natte- og helgestem. Videre er anført at der ogsaa utenfor denne fuldstændige avstemning har fundet uregelmæssigheter sted med hensyn til manøvreringen av Edlandsdammen, saaledes at der jevnlig har været bemerket saakaldt «slit» eller flo og fjære i elven nedenfor dammen. Det er sikkerlig saa, og er ogsaa erkjendt fra Aalgaards side, at fuldstændig avsperring (natte- og helgestem) av vandutløpet ved Edlandsdammen har været en uberettiget handling. Spørsmaalet er imidlertid, om det er tilstrækkelig godtgjort eller sandsynliggjort, at herved er paaført grundeierne skade som nævnt. Jeg er med hensyn til denne side av saken kommet til samme resultat som overrettens flertal, idet jeg ikke finder, at der er tilveiebragt saadan grad av sandsynlighet for tilføiet skade paa lakseyngelen, at erstatningspaastanden i saa henseende kan tages tilfølge.

Efter det anførte vil min konklusion gaa ut paa, at der tilkjendes appellanterne erstatning efter skjøn, optat paa indstevntes bekostning, for den skade, som maatte være dem paaført derved, at den av Aalgaards Uldvarefabrikker i 1889 opførte dæmning ved Edlandsvandet har bevirket, at lakseførende sommerflomme i Figgenelven er blit forhindret eller forsinket og forkortet. Skaden vil under skjønnet bli at beregne indtil sammes optagelse. Med hensyn til renter av skjønsbeløpet antages det rettest at bestemme, at saadanne svares fra skjønnets avholdelse. Rente tap, som maatte antages at være lidt før skjønnets avholdelse vil skjønsmændene ha at ta i betragtning ved erstatningssummens fastsættelse.

Av appellanterne er paastaat, at fabrikkerne under en daglig løpende mulkt skal tilpligtes at fjerne de ved Figgenelvens utløp av Edlandsvandet og ved Longavandets avløp til Edlandsvandet opførte dæmninger, heri indbefattet utfyldning av elveleiet og utgravning av den nye turbinrende ved Aalgaard.

Jeg er likesom det dissenterende medlem av overretten kommet til det resultat, at denne del av paastanden efter de foreliggende omstændigheter ikke bør tages tilfølge. Det er vistnok saa, at gjenoprettelse av den tidligere tilstand regelmæssig vil være at paabyde, naar dam er opført uten optagelse av saadant forhaandsskjøn, som omhandles i vasdragslovens §7, og skade er forvoldt ved dammens anbringelse. Imidlertid antar jeg, at det ikke er nødvendig at la denne følge i alle tilfælde indtræde. Naar man, saaledes som her, efter min opfatning maa gaa ut fra, at Aalgaards fabrikker har handlet i god tro, og at den skade, som dæmningens opførelse antages at ha bevirket for de nedenfor dammen boende appellanters fiske, præsumtivt er ringe i forhold til den nytte, dammen efter sit øiemed som bruksdam gjør, antages paabydelse av nedrivning ikke efter vasdragsloven at være nødvendig. Jeg vil ogsaa peke paa, at det i nærværende tilfælde vilde være vanskelig om ikke umulig at bringe den tidligere tilstand helt tilbake. Jeg antar, at den reparation av tilføiet skade, som appellanten har krav paa i anledning av dammens opførelse, ikke med nødvendighet behøver at gi sig utslag i andet end en dom paa erstatning. Det bemerkes, at der i henhold til vasdragslovens §14 i 1889 er avholdt skjøn i anledning av dæmningen, et skjøn, som jo forøvrig ikke omfattet de nedenfor dammen værende interesser. I avholdelsen av dette skjøn kan man vistnok se et uttryk for, at Aalgaard ikke har antat, at der ved dammen vilde indtræde nogen skadelig virkning for de nedenfor samme boende.

For underretten og overretten var av appellanterne nedlagt subsidiær paastand paa tilkjendelse av erstatning ogsaa for fremtidig skade for det

Side:742

tilfælde, at paastand om dammens fjernelse ikke toges tilfølge. Saadan paastand er ikke gjentat for Høiesteret, og spørsmaalet om, hvorvidt den overhodet kunde være tat tilfølge og i hvilken form, foreligger saaledes ikke til løsning. Appellanterne har, det finder jeg at burde tilføie, uttalt, at naar de nu kun har nedlagt paastand om erstatning for skade indtil skjønnets avholdelse, ligger deri ingen frafaldelse av krav paa adgang til at indtale erstatning for fremtidig skade.

Angaaende spørsmaalet om fjernelse av Edlandadammen skal jeg forøvrig henvise til lov av 27 mai 1887 om eiendomsrettens begrænsning i naboforhold, dens §8. Denne bestemmelse er vistnok ikke skrevet for et tilfælde som det foreliggende, men den har dog sin interesse, fordi man efter min mening deri kan se uttryk for et mere almindelig princip; videre henviser jeg til domme i Rt-1889-345, og Rt-1902-641, som forøvrig heller ikke angaar vasdragsforbold.

Med hensyn til saksomkostningerne finder jeg, at de indstevnte bør tilpligtes at tilsvare appellanterne samme for alle retter med et beløp, som dog ikke sættes høiere end til 6.000 kr. Hermed vil vistnok ikke appellanternes samtlige saksutgifter dækkes; men da appellanterne ikke har sat hele sin paastand igjennem, og da saken efter min opfatning har været gjort vidtløftigere end paakrævet, bør der ikke sættes et høiere beløp end nævnt.

Konklusion:

Indstevnte, Aalgaards Uldvarefabrikker, bør til appellanterne 1. Rasmus J. Høle, 2. Hans Vold, 3. Rasmus Tørresen Bore eller nu hans dødsbo, 4. Ole J. Bore, 5. Jens J. Bore, 6. Jens Larsen Bore eller nu hans dødsbo, 7. Gabriel Vashus eller nu hans dødsbo, 8. Tollef 0. Vashus, 9. Tønnes Vashus, 10. Halvor Vashus, 11. John N. F. Sørbø, 12. Enok Grude, 13. Ingebret G. Grude, 14. Carl Grude, 15. Maren Grude (Elling Grudes enke), 16. Kristian J. Grude, 17. G. E. Stangeland eller nu hans dødsbo, 18. Rasms N. Stangeland, 19. Tollef Stangeland, 20. John Grude Stangeland, 21. Enok E. Stangeland, 22. Olai 0. Stangeland, 23. Kleps Fattiggaard, 24. Mikal G. Skjæveland, 25. Lars M. Brunæs, 26. S. M. Skjæveland, 27. Jørgen J. Skjæveland eller nu hans dødsbo, 28. John R. Egeland, 29. Ole T. Egeland eller nu hans dødsbo, 30. Jonas T. Orstad eller nu hans dødsbo og 31. Aadne M. Orstad eller nu hans dødsbo - betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa indstevntes bekostning for den skade, som indtil skjønnets optagelse maatte være appellanterne paaført derved, at den av Aalgaards Uldvarefabrikker i 1889 opførte dæmning i Edlandsvandet har bevirket, at lakseførende sommerflomme i Figgenelven er bitt forhindret eller forsinket og forkortet, med 4 av hundrede i aarlig rente av skjønsbeløpet for skjønnets avgivelse til betaling sker. I procesomkostninger for alle retter betaler Aalgaards Uldvarefabrikker til de nævnte appellanter kr. 6.000. Iøvrig bør indstevnte for appellanternes tiltale i denne sak fri at være.

Ekstraordinær assessor Backer: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg vil dog tilføie, at saken har staat for mig som tvilsom i forskjellige retninger. Særlig har jeg været i tvil om, hvorvidt man kunde undlate at ta tilfølge appellanternes paastand om at tilpligte Aalgaards Uldvarefabrikker at fjerne dæmningen ved Edlandsvandet. Jeg maa, som av førstvoterende fremholdt, gaa ut

Side:743

fra, at opførelsen av dæmningen har været retsstridig i forhold til de appellanter, som derved er paaført skade. Imidlertid staar der i vasdragsloven intet om, hvilken følge en saadan retsstridig handling i det konkrete tilfælde skal medføre. Spørsmaalet derom maa derfor løses efter almindelige skadeserstatningsregler. Jeg antar da, at man under de her foreliggende særlige omstændigheter maa kunne indskrænke følgen til skadeserstatningspligt. Som begrundelse herfor henviser jeg til de av førstvoterende nævnte momenter. Jeg skal yderligere tilføie, at ansvaret overfor laksefiskerne er opstaat derved, at lakseflomme her var nødvendige av hensyn til de lokale forhold ved Breiangen. Til bedømmelse herav utkrævedes baade lokalkjendskap og sakkyndighet med hensyn til betingelserne for laksens opgang. Jeg tør ikke gaa ut fra, at det var rimelig at forlange disse hensyn iagttat fra Aalgaards Uldvarefabrikkers side, før de opførte dæmningen. Videre vil jeg nævne, at der hengik flere aar mellem dæmningens opførelse og saksanlægget. Jeg finder efter dette ikke tilstrækkelig grund til her at opta nogen dissens.

Assessro Bjørn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder hr. assessor Backers bemerkninger angaaende den nærmere begrundelse av, at der kan tilkjendes erstatning og ikke paabydes nedrivning av damanlægget.

Assessor Skattebøl: Som hr. assessor Bjørn.

Ekstraordinær assessor Berg: Med hensyn til spørsmaalet om at rive ned Edlandsstemmen er jeg kommet til et andet resultat end de tidligere voterende. Med dem gaar jeg ut fra, at denne stem virker forstyrrende paa de for laksefisket ovenfor Breiangen nødvendige sommerflomme. Men naar stemmen saaledes til skade for laksefiskerne hindrer vandets naturlige løp og derved griper ind i forhold, som laksefiskerne har retmæssig krav paa at se opretholdt, og som de til med, efter hvad jeg maa gaa ut fra, har en betydelig interesse av at se uforandret, som de har været fra gammel tid, da har Aalgaard efter min opfatning ikke hat ret til at opføre dammen, og appellanterne maa derfor kunne kræve den revet og fjernet som skadelig for deres interesser. Det er mulig, at de interesser, som for appellanterne knytter sig til laksefisket, ikke er saa betydelige som Aalgaards i, at dammen nu ikke rives. Men efter min mening savner man i vasdragslovens §7 hjemmel for en saadan vurdering av de mot hinanden stridende interesser. Er det paa det rene, at en foraastaltning i vasdraget er til virkelig skade for ca anden, saa er det ogsaa dermed git, at den efter §7 er uretmæssig i forhold til ham.

Med hensyn til de øvrige spørsmaal i saken er jeg i det væsentlige og resultatet enig med de foregaaende voterende, likesaa med hensyn til procesomkostningerne. Da min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg ikke konklusion.

Ekstraordinær assessor, professor Stang: Jeg er i væsentlige dele enig med førstvoterende og dem som har sluttet sig til ham, men maa likesom hr. assessor Berg stemme for, at det paalægges Aalgaards Uldvarefabrikker at fjerne dammen. Jeg er vistnok enig i, at forholdene kan stille sig slik, at man kan indskrænke sig til at paalægge dameieren erstatningspligt og ikke behøver at paalægge ham at fjerne dammen. Men jeg mener, at forholdene i nærværende sak ikke anviser en saadan løsning. Først og fremst maatte betingelsen være, at den, som har opført dammen og derved voldt skade, har optraadt med fuld forsigtighet, jfr nabolovens §8, men det har efter min mening

Side:744

Aalgaards eiere ikke gjort i nærværende tilfælde. Da de opførte dammen, maatte de kunne forutse, at den kunde gjøre skade paa de mangeartede interesser, som knyttet sig til grundeiendommene nedenfor. Allikevel lot de være at opta skjøn efter vasdragslovens §7, søkte ikke om ekspropriationstilladelse og forsømte endogsaa at sikre sig bevis for, hvorledes elveleiet var, før dammen blev bygget. Skulde man tillate, at dammen blev staaende, maatte det vel endvidere forutsættes, at skaden var ubetydelig. Jeg kan imidlertid ikke gaa ut fra, at skaden paa laksefisket har været uten betydning. Under disse omstændigheter maa jeg bli staaende ved det, som er den regelmæssige følge av, at man uretmæssig sætter dæmning i et vandrag, nemlig at dæmningen nedrives og erstatning betales.

Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder derhos hr. assessor Backers uttalelser.

Assessor Prydz: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

- - - Retten begav sig derefter paa aastedet, hvor parterne paaviste, at Aalgaards- eller Edlandsvandet er opdæmmet ved en stem eller dæmning i sammes vestre ende ved Figgenelvens utløp. Dæmningen gaar tvers over det egentlige utløp, og paa hver side av samme er utløpsrender for vandet, til fabrikk ens 2 turbiner. Vandets dybde idag ved utløpet av renderne befandtes at være ca. 85 cm. dypere end dæmningen eller maaske rettere uttrykt: rendernes bundstok ved utløpet av vandet laa 85 cm. lavere end dænmingens horisontale øverste del. Vandets dybde, hvor det løper over dæmningen, var ca. 15 cm., idet vandet løper over dæmningen i 15 cm.s holde. Parterne var enige om, at endel aur var benyttet til opfyldning ovenfor dæmningen ved dens anlæg. Dæmningen er opført av horisontale stokker med dobbelt bordklædning paa opsiden mot vandet. I selve dæmningen findes der ingen taket. Efter at ha beset denne dæmning paavistes en dæmning av cementert sten opført for utløpet i den vestre ende av Laangavatnet. Dæmningen befandtes ca. 1 1/2 m. høi mot den antagelige tidligere vandflate; den var maaske noget høiere enkelte steder, men dens opdæmningsvirksomhet var ca. 1 1/2 m. Fra Laangavatnet gik utløpet ned i edlandsvandet. - - -

Citanterne gjør gjældende, at ved den omhandlede dæmning gjøres der forhindring paa fiskeri, saaledes som dette har været fra alders tid, og antar opdæmningen ulovlig efter N.L. 5-11-11. Opdæmningen (d.v.s. opførelsen av dæmningerne og utfyldning av elveleiet) paastaaes derhos utført i strid med vasdragsloven av 1 juli 1887, hvis forskrifter ikke er befulgt. - - -

Derved bevirkes, at: a) opgangen av laks (og svidde) samt sjøørret hindres, b) en stor del fiskeyngel gaar tilgrunde, c) møllerne har ikke den til deres drift fornødne tilgang av vand, d) elven freder ikke til sine tider forsvarlig mellem eiendomme som før, og ved fabrikkens drift voldes endelig e) skade paa laks- og ørretfiske ved forurensning av vandet. - - -

Til støtte for avvisningspaastanden anføres, st i dette spørsmaal optræder en række opsittere langs Figgenelven og flere fakta er medtat. Hvem der av citanterne har fiskeret og hvem mølleret, og hvem elvens mulig mindre evne til at frede er til skade har indstevnte ingensomhelst oplysning om og har heller ikke faat nogen saadan av citanterne. Erstatningsfundamenterne - anføres videre - er ikke engang fælles for samtlige opsittere. Denne sammenhoben av flere saksøkere og flere interesser, der ikke engang falder

Side:745

sammen, gaar ikke an under ett søkamaal. Det gjælder nemlig ikke her en fælles fiskebedrift eller en fælles mølleforretning. Citanternes interesser er ikke sammenhængende, men uensartet. Selv om nogen av dem kunde siges at ha lidt skade, er dette ikke bevis for, at ogsaa andre har lidt skade. - - -

Retten skal anføre, at der i nærværende sak saavel er subjektiv som objektiv kumulation. Hvad den førstnævnte angaar, skal bemerkes, at om den findes ulovskikket, maa retten ex officio avvise søksmaalet. Vor rets sparsomme regler om cumulatio inepta findes som bekjendt i reskript av 3 januar 1755. Vistnok er det saa, at dette reskript kun omhandlet det tilfælde, at der reises sak mot flere, men retsbruken har utvidet reskriptet til ogsaa at gjælde det tilfælde, at der i en sak optræder flere saksøkere, og stillet tilfældene like. Dette maa ansees som sikker et. For nu at disse flere saksøkere skal være berettiget til at optræde samlet, maa der være en viss art sammenhæng. At denne art sammenhæng, som reskriptet fordrer, i nærværenda sak er tilstede i fuldt maaÅ, kan neppe med føle bestrides. Retten finder det unødvendig at indlate sig paa nogen længere deduktion, men anser det tilstrækkelig at henvise til høiesteretsdom i Rt-1859-307 jfr. Rt-1877-237 samt Rt-1872-489, hvor spørsmaalet imidlertid kun faktisk er avgjort. Til denne henvisning skal føies, at i nærværende sak er søksmaalsgrunden som av citanterne anført den samme - selve grundlaget for de reiste krav - nemlig dæmningerne og fabrikkens forurensning av vandet - er ens for samtlige citantet - paastandene er de samme, sakens bevisligheter likesaa.

Hvad den objektive kumulation angaar, bemerkes, at i paadømmelsen av de flere fakta, der, som av indstevnte anført, er tat med, er samme domstol kompetent, hvilket retten finder er den eneste betingelse, der her kan kræves. Efter det anførte kommer retten til det resultat at maatte forkaste den av indstevnte fremsatte avvisningspaastand og paadømme saken i realiteten.

Hvad sakens realitet angaar, er av indstevnte gjort gjældende, at der fra umindelige tider har tilliggat Aalgaard ret til aalefiske (kfr. Svend O. Aalgaards erklæring, og de under tingsvidnet avhørte kontravidners prov). Mærgarerne, der løper ut fra begge elvebredder, og var meget solide, stængte over hele elven hun med aapning for fangstredskaperne, de saakaldte mærer. Hvor høie eller hvor tætte mærgarer og mærer skulde være, var der ingen bestemmelse om. Eierne ansaa sig berettiget til at holde dem saa hele, som hensynet til fisket ønskeliggjorde. Ved stadige tætningsarbeider saavel ved fottræat som høiere oppe med løv og riskjærver med løvet paa holdtes mærgarerne tætte. Disse arbeid er foretoges fra St. Hans og utover, da aalefisket foregik. Mærgarerne kunde saaledes bli meget tætte, og naar mærene stod i, slap kun litet vand uti elven, medmindre der kom flom, saa vandet gik over mærgarerne. Herved bevirkedes en opstemning av edlandsvandet, der i alt væsentlig var likesaa virkningsfuld som den, man nu ved stemmen har. Indstevnte kunde, om han hadde ønsket den fremgangsmaate, beslaat mærgarerne med cement, uten at nogen kunde falde paa at bestride hans ret hertil. Disse aarlige og stadig tilbakevendende tætningsarbeider var nu imidlertid noget besværlige i længden, og derfor var det, at fabrikken anlagde dæmningen. Ved anlægget av denne blev der passet paa, at den ikke blev høiere, end de gamle mærgarer hadde været. Indstevnte mener, at dette ogsaa er godtgjort ved vidneførselen, idet særlig henvises til vidnerne Peder, Ola og Sevrin Bollestads prov. Som resultet av disse sine anførsler mener indstevnte, at det, som nu stænger vandets løp, paa ingen maate er høiere end det som tidligere stængte. Istedenfor mæraapningerne er der nu to kanaler,

Side:746

der tillater mindst likesaa meget vand som før at rinde igjennem. Vandstanden i edlandsvandet og vandføringen i Figgenelven er ikke forandret. Det medgives imidlertid, at vandmængden til visse tider av aaret er forandret saavel i edlandsvandet som i elven, men dette til citanternes gavn, nemlig ved den av indstevnte foretagne opdæmning av Laangavandet. Det paastaaes, at det kun er ganske ubetydelig, som dette vand tidligere har avgit til edlandsvandet og i den tørre aarstid er der intet avgit. Man kan efter indstevntes mening trygt gaa ut fra, at Laangavandet ikke før hadde nogensomhelst betydning for vandstanden i Edlandsvandet. Indstevnte opførte imidlertid en betydelig dæmning der, hvorved opmagasinertes en beholdning paa ca. 24 millioner hektoliter vand, som slippes ut, naar Edlandsvandet minker, og bidrar derved til at holde dette jevnere fyldt. Vandet opmagasineres om vaaren og høsten, da der er overflod paa vand. Beholdningen slippes ut som regel to gange om aaret.

Herved holdes saavel Edlandsvandet som Figgenelven jevnere fyldt ogsaa i den tørre aarstid, og der skal nu ikke saa meget til, før vandet er fuldt og rinder over stemmen; før trængtes der mere, forat vandet skulde stige til det randt over mærgarerne, eftersom vandstanden jevnt var lavere end nu. Dette virker paa de nedenforliggende kun heldig - først og fremst for mølledriftens vedkommende. - - -

Det anføres, at citanterne ikke har ført bevis for, at fisket virkelig har avtat. Fisket foregaar - paastaar indstevnte - fra de første dage av august maaned eller under - gunstige omstændigheter fra slutningen av juli. Grunden til, at fiskemængden muligens kan ha avtat er iethvertfald ikke at søke i de av indstevnte foretagne ovenfor nævnte opdæmninger, men er at tilskrive de sterkere efterstræbelser, laksen nu er gjenstand for. Langs hele kysten staar der nu et ganske andet antal kilenøter and tidligere. Det viser sig ogsaa, at mængden av laksen, som kommer op i elven, bærer merker efter garn. Det indrømmes, at laksens opgang vistnok ialfald delvis er betinget av flommene. Men disse utvikler sig nu ganske som før paa grund av de av indstevnte trufne forføininger. Der skal nu dog vistnok mindre flom til end tidligere for at gjøre elven lakseførende, da edlandsvandet, som gjentagende fremhævet, nu er jevnere fyldt. - - -

Citanterne har, foruten hvad foran er anført i klage og stevning samt deduktionsindlægget, gjort gjældende, at de ikke kan erkjende, at indstevnte fra umindelige tider har hat ret til aalefiske - iethvertfald ingen uindskrænket eller eneret hertil - og været berettiget til at ha mærgarer anbragt. Det maa ansees som utvilsomt, at dæmningen er større og effektivere end mærgarerne, der ikke var og heller ikke kunde gjøres tætte, og at den medfører betydelige ændringer i vandføringen. Enhver sammenligning mellem mærgarerne og dæmningen - som av indstevnte forsøkt gjort gjældende - er helt igjennem urigtig. Der tilsigtedes ved mærgarerne ingen opdæmning, men de var kun ledere for vandet elter for fisken ned til mærsaagene, som laa lavere nede i elvesluket. Vandmængden blev ikke herved holdt tilbake i Edlandsvandet. - - -

Saalænge vandstanden i edlandsvandet ikke er kommet over stemmen, kan der nu selv under en heftig sommerflom ikke bli virkelig flom i elven. I høiden kan under disse omstændigheter elven bli lakseførende til Østhøl, som er Sele laksefiskeris øverste høl. Men straks ovenfor den er en grunde Breiangen at komme over, hvor til større vandmængde tiltrænges. Opdæmningen i Laanga- og Edlandsvandet er skadelig, og reservoiret i førstnævnte vand er utilstrækkelig som saadant. Enhver forsinkelse av flom for ikke at tale om fuldstændig uteblivelse kan foraarsake uberegnelig skade for laksefisket i elven. - - -

Side:747

Retten skal bemerke, at den finder det bevist, at der i meget lang tid har tilligget gaarden Aalgaard en ret til aalefiske ved Edlandsvandets utløp i Figgenelven. Og denne ret maa vistnok ansees at ha været en eneret. - - -

Til dette aalefiske benyttedes mærgarer og mærsaager, hvilke sidste er de egentlige fangstredskaper. Disse maatte, som av indstevnte anført og av flere vidner provet, aarligaars tættes med løv og riskjærver med løvet paa, forat de skulde være tjenlige til fangst.

Istedenfor disse har nu indstevnte - som foran anført - opført en dæmning tvers over hele elveleiet, mens det maa ansees at være bragt paa det rene, at mærsaagene ikke strakte sig over det hele elveleie. - - - Samtidig med bygningen av denne dæmning blev der i midten av elveleiet henlagt endel aur (jfr. aastedsbeskrivelsen), mens der paa begge sider blev graver saalades, at nu elveleiet er høiest i midten og lavest paa begge sider, mens tidligere forholdet var omvendt. - - -

Man kan ikke med indstevnte være enig i, at den foretagne opdæmning ved Edlandsvandets utløp kun er en ombytning av mærgarer og mærer til den nuværende dæmning saaledes, at vandforholdene i et og alt er, som da mærgarer og mærer stængte ved utløpet. Med andre ord at ingen forandring i vandets føring er indtraadt. Det maa nemlig ved de avhørte vidners prov om bygningen av mærgarer i det hele tat og mærernes indretning samt de talrige prov om vandstanden i Edlandsvandet og Figgenelven før og efter dæmningens anlæg være bragt paa det rene, at mærgarernes og mærernes effektivitet, hvorom her talen er, sammenlignet mod den nuværende dæmning ikke dækker hinanden. Dette tiltrods vil imidlertid ikke citanterne kunne gives medhold i sine paastande, medmindre retten finder, at der fra disses side er præstert bevis for, at den av indstevnte istedenfor mærgarerne og mærsaagene opførte dæmning har voldt dem formuestap av art som passtaat. - - -

Ved disse hovedvidners prov finder retten det godtgjort, at flommene ikke nu kan utvikle sig paa samme maate som før. Dette skulde ogsaa efter det av saavel hovedvidnerne som kontravidnerne uttalte være naturlig nok. Mens nemlig før vandet kunde sive gjennem mærgarerne, holdes nu vandet tilbake av en tæt dæmning (jfr. aastedsbeskrivelsen). Saa snart nu vandat staar under damstokkens øvre kant, vil det regn, som falder, holdes tilbake saa længe, indtil vandet naar op til denne kant og kan rinde over. At vandet i den tid, hvorpaa her kommer an, ofte staar under damstokkens øvre kant, er provet av flere av vidnerne. Naar vandstanden i Edlandsvandet er saa høi som av 5te og 6te vidne under tingsvidnet forutsat, nemlig at det skvulper over damstokken, da er det jo sandsynlig, at der ikke nu skal mer til at fremkalde flom end tidligere. Men under den ovenfor satte forutsætning, som retten altsaa finder godtgjort, man det være klart, at flomme maa standse ialfald længere end tidligere, og at de ikke faar utvikle sig saa frit og fyldig som før, selvom vandstanden nu er noget jevnere høi end tidligere, idet da en mindre stigning av vandstanden lot vandet sive gjennem de utætte mærgarer. Den ovennævnte virkning av dæmningen paa flommene maa efter det anførte antages, selvom man med indstevnte gaar ut fra, at dæmningen ikke er høiere end mærgarerne, og da saameget mer, om man gaar ut fra citanternes forutsætning, at dæmningen er høiere, end mærgarerne var. - - -

Med hensyn til opdæmningsvirksomhet maa den opførte dæmning ansees effektivere end de tidligere mærgarer. Og til indstevntes bemerkning om, at der ikke skulde være noget til hinder for at gjøre mærgarerne og mærerne saa tætte og høie, som indstevnte selv maatte ønske, skal retten indskrænke sig til at anføre, at hvis disse tætnings- og forhøiningsarbeider vilde ha virket

Side:748

paa samme maate som nu dæmningen, vilde spørsmaalet om erstatning til de nedenforliggende rettighetshavere ha foreligget paa samme maate som nu, idet det ikke paa nogen maate kan ansees godtgjort andet, end at indstevnte har hat ret til at ha mærgarer og mærsaager staaende som fangstredskaper, men ikke nogen dremningsret utover dette og da ogsaa kun i saadan utstrækning, som forholdet fra gammelt av bad de været og hensyn til aalefisket nødvendiggjorde.

Indstevnte har benegtet, at flomme nu ikke skulde kunne utvikle sig paa samme maate og likesaa hurtig som tidligere, idet bl.a. anføres virkningerne av opdæmningen i Laangavandet, hvorved vandstanden i Edlandsvandet holdes mere jevnt høi end tidligere. Hertil skal for det første bemerkes, at Laangavandet først blev opdæmmet i 1893-1894 - en anførsel av citanterne, der ikke er benegtet av indstevnte - og før denne tid kan saaledes iethvertfald ikke indstevntes grunde gjælde. Dertil kommer, at det som foran anført av flere vidner er provet, at vandstanden ogsaa efter opdæmningen i Laangavandet kan staa under damstokken. For flommenes vedkommende maa det her merkes, at de er uregelmæssige - i tid uberegnelige -, og at denne kunstige tilførsel fra Laangavandet derfor ikke i sin almindelighet vil kunne avpasses saaledes som paakrævet, hvis denne altid skulde kunne virke tilfredsstillende og ophæve dæmningens tilbakeholden av flommene. En saadan virkning av tilførselen fra Laangavandet vilde kun kunne tænkes under den forutsætning, at tilførselen var stor nok til at holde Edlandsvandet saa jevnt fyldt, at flommene nu kunde virke likesaa snart som før, da mærgarerne og mærsaagene var anbragt ved utløpet, og det vil si i almindelighet holde vandstanden saa høit, at den ialfald var opimot damstokkens øvre kant - for ikke at si, at vandet skulde skvulpe over damstokken. Men at denne forutsætning holder stik, motsiges paa det bestemteste av vidneprovene og tillike av den under 20 november 1899 fremlagte maalebok. - - -

Indstevnte har indrømmet, at der ialfald delvls 1 aar blev øvet natte- og helgestem. Ved vidneprovene finder retten det godtgjort, at saadan stem har været øvet 2 aar - antagelig vaarene 1892-1893, altsaa før opdæmningen av Laangavandet. Og at disse avstemninger fra indstevntes side har øvet skadelig indflydelse paa fisket i det hele tat og lakseyngelen i særdeleshet, finder retten at maatte anta under speciel henvisning til den irettelagte erklæring fra fiskeriinspektør Landmark. - - -

At flommene - ialfald for endel - betinger laksens opgang i elven, er indrømmet av indstevnte, og naar denne betingelsesvise indrømmelse sees i sammenhæag med de avhørte vidners prov om, at laksen aldrig gaar paa Figgenelven uten flom, turde der ikke være plads for tvil om, at saa ogsaa virkelig er tilfælde. Naar hertil kommer, at flere av vidnerne har uttalt, at det gjennemsnitlige fiske sterkt er avtat efter opdæmningen og endog helt spolert, og til støtte for sine uttalelser fremkommer med oplysning om detaljutbyttet av fisket, finder retten, at citanterne forsaavidt har fyldestgjort den dem paahvilende bevisbyrde, og at saaledes i henhold til vasdragslovens §7 og den nedlagte paastand indstevnte maa tilpligtes at fjerne de av ham opbyggede dæmninger - da intet forhaandsskjøn er avholdt - og erstatte citanterne den deres lakse og sjøørretfiske paaførte skade. - - -

Av disse prov vil det sees, at saavel hovedvidnerne som kontravidnerne er enige om, at skade er bevirket i den tid, da indstevnte øvet natte- og helgestem. Dette kan som foran anført sættes til to aar om vaarene (jfr. 4de kontravidne). Om tiden før som om tiden efter foreligger fra citanternes side kun sparsomme oplysninger, mens motbeviset her mot lidt skade turde

Side:749

være av nogat større styrke. Retten kan ikke finde, at der fra citanternes side - utenfor det netop nævnte - kan siges at være ført bevis for lidt skade ved indstevntes foranstaltninger. Det vil let sees, at spørsmaalet om dremningernes indflydelse paa fiskebedriften og mølledriften ikke kan avgjøres under samme synspunkt. For fisket er flommene avgjørende - for møllene den jevne tilgang paa vand. Forat retten skulde kunne gi citanterne medhold i deres paastand utenfor det anførte, maatte der foreligge oplysninger om virkningen av dæmningen, før Laangavandet blev opdæmmet, og efter. Saadanne er imidlertid ikke fremskaffet. Men efter Laangavandets opdæmning mener retten tvertom, at det maa kunne ansees godtgjort, at den derved fremkaldte jevnere tilgang paa vand i den tørre aarstid har virket til held og ikke til skade for mølleeierne, og betingelserne for erstatning er saaledes ikke tilstede utenfor de aar, i hvilke natte- og helgestem øvedes.

Angaaende Figgenelvens større eller mindre fredningsevne efter opdæmningerne foreligger ingen vidneprov, og nogen skade er ikke av citanterne godtgjort men kun antydet og paastaat under henvisning til deres utredning av de faktiske forhold i det hele tat, vandføringen vedkommende. For den tid, da natte- og helgestem øvedes, maa der ogsaa siges at foreligge en i de faktiske forhold begrundet præsumption for skade, og finder retten efter omstændigheterne at kunne godta dette som bevis, idet intet motbevis foreligger, jfr. høiesteretedom i Rt-1899-453. For den øvrige tid gjælder de angaaende mølledriften gjorte bemerkninger vedkommende den jevnere tilgang paa vand. - - -

Noget bevis for, at vandet er forurenset og har voldt citanterne skade, har disse ikke ført, kun paastaat; denne paastand er motsagt av de ovennævnte vidner. Og retten kommer efter dette til det resultat at indstevnte maa frifindes for citanternes tiltale i dette punkt. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

- - - Av disse vidneforklaringer og av 27de kontraappellant Sven O. Skjævelands ovenfor omtalte erklæring fremgaar det formentlig, at de av hovedappellanten opførte dæmninger ikke har virket skadelig paa fisket i Figgenelven, og det sees av fiskeriinspektørens indberetning om ferskvandsfiskerierne for aarene 1899-1902 side 31, at fangsten i Figgenelven i tidsrummet 1895-1902 er forøket, hvorhos det av opgave over fiskeriets utbytte i Figgenelven sees, at mens det i aarene 1888 og 1889 var henholdsvis 2.300 og 2.350 kg, var det i 1890 4.400 kg.

Paa hovedappellantens foranledning har ingeniør Bødtker undersøkt Figgenelvens vandføring og avgit erklæringer derom, og efter de av ham gjorte vidtløftige beregninger har han blandt andet uttalt i en erklæring av 15 oktober 1904 side 35: «Ved en sammenligning av forholdene før og efter Edlandsdammens bygning finder jeg, at sommerflommen i aalefiskets dage (d. e. før dammens bygning) blev gjenholdt mere end nu efter dammens bygning- og at altsaa dammens bygning ikke kan ha gjort skade for laksefisket».

Ingeniør Bødtkers erklæring er imidlertid bestridt av stadsingeniør Saxegaard i erklæringer, som er avgit paa kontraappellsaternes foranledning; men selv om ingeniør Bødtkers erklæring derfor maate være av mindre betydning, hvorom retten forøvrig ikke kan opgjøre sig nogen mening, og uagtet der fra kontraappellanternes side er ført vidner, som har uttalt, at hovedappellanternes dæmninger har været til skade for fiskeriet i Figgenelven, maa det ved de foran anførte kontravidners forklaringer og hvad der

Side:750

ven siden derav er oplyst, antages bevist, at dæmningerne ikke har været til skade for fiskeriet i Figgenelven.

Med hensyn til mølledriften i Figgenelven bemerkes følgende:

Det er paa det rene, at hovedappellantens dæmninger har bevirket, at vandføringen i elven blir jevnere fordelt, idet der i flomtider opmagasineres vand, som slippes ind i tørre tider, i hvilke der saaledes blir driftsvand, som ellers vilde mangle, fordi det i flomtiden var løpet bort. Det skulde da synes at være en selvfølge, at dette maatte være til gavn og ikke til skade for dem, der hadde møller ved elven nedenfor dæmningerne. Kontraappellanterne har imidlertid bemerket (se Saxegaards erklæring av 2 mai 1905), at den for Aalgaard nødvendige vandføring i regnfattige perioder er for liten for møllerne, som altsaa ikke har opnaadd nogen fordel, hvorimot de har lidt tap derved, at de jevnlig forekommende mindre flomme, som gir dem driftevand, er forsvundet. Derhos har kontraappellanterne paastaat, at det har medført skade for dem, at Aalgaards fabrikker navnlig i aarene 1891 og 1892 eller 1892 og 1893 om søn- og helligdage opstemmet vandet, saaledes at det, naar det den følgende dag blev sluppet, fører sent paa dagen naadde frem til møllerne. Disse to paastande synes at stride mot hinanden; ti hvis det har medført skade for møllerne, at vandet er blit stemmet søn- og helligdage, saa viser det, at der har været tilstrækkelig vand for møllerne utenfor flomtiden, og de to paastande maa derfor formentlig alene kunne forklares paa den maate, at den ene paastand gjælder for nogen av møllerne og den anden for andre. Det er imidlertid ikke oplyst noget om, hvilke møller hver av paastandene skal gjælde, og der er saaledes ikke adgang til at tilkjende nogen av vedkommende eiere saadan erstatning som paastaat. Av 13de tingsvidne under tingsvidnet, begyndt 30 april 1903, er side 38 forklart, at kontraappellanten Lars Brunæs (nr. 25) har 7 stene i sit møllebruk, Tønnes Orstad (nr. 33) 3 stene og de øvrige 23 stene, hvormed formentlig menes, at hver av dem har 1 sten.

I stadsingeniør Saxegaards erklæring av 4 februar 1903 er side 1 anført, at en kvernkal er en yderst primitiv og uøkonomisk vandmotor, som neppe nyttiggjør over 20 pct. av et vandfalds teoretiske arbeidsevne mens moderne turbiner nyttiggjør 80 pct. Det maa saaledes for en del tilskrives vedkommende kontraappellanter selv, om de ikke kunde nyttiggjøre sig den jevne vandstand i Figgenelven, som er bevirket ved hovedappellantens dæmninsgaarbeider, og de kan saaledes ikke ha krav paa nogen erstatning, om vandføringen i Figgenelven nu maatte komme dem i nogen mindre grad tilgode end tidligere før Aalgaardsdæmningernes opførelse. (Se Rt-1896-455 og Rt-1875-213 samt Rt-1907-34). Med hensyn til den ulempe, som skal være bevirket ved vandets avstemning paa søn- og helligdage, er derhos at bemerke, at det ikke kan være tvilsomt, at saadan ulempe maa være mere end opveiet ved den forbedrede vandføring, som Figgenelven har faat ved hovedappellantens dæmninger.

Med hensyn til den skade, som kontraappellsnterne paastaar at ha lidt ved forurensning av vandet i Figgenelven og ved denne elvs formindskede evne til at frede imellem eiendomme i tørre tider, bemerkes, at kontraappellanterne ikke har bevist, at de har lidt nogen saadan skade, hvorfor hoved appellanten maa bli frifundet for kontraappellanternes passtand i disse henseender. - - -

Christie.

- - - Jeg kan ikke være enig i, at der ved de av førstvoterende anførte vidneprov og øvrige oplysninger er ført bevis for, at kontraappellanternes fiske ikke har lidt nogen skade. Her maa ogsaa tages hensyn til, at der fra den anden side foreligger en hel del vidneprov for, at skade er

Side:751

paaført. Jeg kan imidlertid ikke i disse vidneprov likeoverfor de av førstvoterende citerte vidneuttalelser finde bevis for eller tilstrækkelig sandsynliggjørelse av, at skade er bevirket ved hovedappellanternes dæmning, og da bevisbyrden paahviler kontraappellanterne (Rt-1896-449-60, Rt-1898-769, Rt-1899-453 og Rt-1900-749), kommer jeg til samme resultat som førstvoterende. Det er vistnok saa, at fisket i de senere aar overfor Breiangen maa være avtat, men at sætte dette i absolut virkningsforhold til opstemingen gaar formentlig ikke an. - - -

G. Roll.

- - - Derimot finder jeg det efter de foreliggende oplysninger godtgjort, at hovedappellanternes av kontraappellanterne paaklagede forføininger med damanlæg m.v. har bevirket: 1) at de i kontraappellanternes paastand under 3 b nævnte kontraappellanter har lidt skade paa deres lakse- og ørretfiske i Figgenelven, og 2) at de under 3 c nævnte kontraappellanter har lidt skade paa deres mølledrift.

ad 1 angaaende fiskeriet: Hovedappellanterne har for overretten til støtte for sin passtand om, at kontraappellanterne ingensomhelst skade har lidt, henvist til de nævnte erklæringer fra ingeniør Bødtker om Figgenelvens hydrologiske forhold bilagt med talrige beregninger og avbildninger. Disse erklæringer er fasmæssig imøtegaat fra kontraappellanternes side med tilsvarende moterklæringer fra ingeniør Saxegaard, og da disse sakkyndige kommer til motstridende resultater, og en rigtig vurdering av deres vidtløftige utredninger ligger utenfor rettens kompetanse, kan der formentlig ikke tillægges disse nogen avgjørende beviskraft for nogen av parternes paastande. Hovedappellanterne har imidlertid i tilslutning til fiskeriinspektørens erklæring erkjendt, hvad ogsaa uttrykkelig er uttatt i Bødtkers første utredning, at det uimotsigelig er til skade for fiskerieierne ovenfor Breiangen, hvis dæmningerne ved Edlands- og Laangavandene bevirker, at sommerflommene, som tidligere vilde være tilstrækkelige til at bringe laksen op forbi Breiangen, nu, ved i nogen tid at tilbakeholdes i vandene, utjevnes saaledes, at elvens vandstand ikke naar op til den for fiskens passage av Breiangen fornødne høide. Spørsmaalet blir altsaa - som ogsaa av hovedappellanterne fremholdt, - i første række dette: Har demanlæggene m.v. denne virkning - hvad kontraappellanterne paastaar - at de nævnte sommerflomme tilbakeholdes, eller virker dæmningerne - hvad hovedappellanterne paastaar - paa en i saa henseende for kontraappellanterne gunstigere maate end tidligere i aalefiskets dage? - - -

Ved disse vidneprov antar jeg det tilstrækkelig godtgjort, at den av hovedappellanterne (i 1889) opførte stem ved Edlandsvandet bevirker, at sommerflommene, som tidligere kunde bringe laksen op ovenom Breiangen, tilbakeholdes i vandet - og efter hovedappellanternes ovenfor nævnte indrømmelse er dermed ogsaa godtgjort, at de fiskeberettigede kontraappellanter har lidt skade paa sit fiskeri. At kontraappellanterne ingen skade skulde lidt, fordi deres fiskerettigheter tildels stadig hadde været bortleiet, kan ikke antages, da kontraappellanterne uimotsagt har anført, at store dele av elven ikke har været bortleiet, men at der stadig har været forsøkt næringsfiske.

Naar hovedappellanterne synes at ville frakjende disse, væsentlig paa personlig erfaring grundede vidneprov enhver beviskraft, fordi disse prov hverken er bilagt med opgaver over tiden, naar laksen kom paa elven før 1889, og naar den senere under sakens gang er kommet, og heller ikke med opgaver over specielle nedbørstilfælde fra tiden før og efter 1889, hvorved rigtigheten av vidneprovene kunde bestyrkes, skal hertil bemerkes, at det av kontraappellanterne her leverte vidnebevis maa efter omstændigheterne ansees tilstrækkelig fyldestgjørende. Naar nemlig hovedappellanterne ved

Side:752

dæmningens opførelse har bevirket - hvad de ogsaa selv erkjender, - at vandføringen er blit forandret, synes det, likeoverfor et saa fyldig vidnebevis, som her av kontraappellanterne er præstert for derved foraarsaket skade, at maatte bli hovedappellanternes sak at avsvække dette bens ved paa sin side at godtgjøre omstændigheter, der berører provene deres betydning. Saadanne omstændigheter kan imidlertid hovedappellanterne ikke siges at ha paavist. Foruten at vandføringen som nævnt ikke er den samme efter dæmningen som før, er det ogsaa paa det rene - som av andenvoterende anført -, at fisket i Figgen ovenom Breiangen er avtat i aarenes løp fra begyndelsen av 90-aarene, og naar man ut fra disse forutsætninger skal vurdere det bevismateriale, som hovedappellanterne har iretteført til støtte for sin paastand om, at dæmningen ikke har den nævnte virkning med hensyn til de lakseførende flomme, maa for det første bemerkes, at man, som allerede før nævnt, ikke kan lægge vegten paa de av hovedappellanterne saa sterkt paaberopte erklæringer fra ingeniør Bødtker, da disse staar i avgjort strid med erklæringerne fra den anden sakkyndige, ingeniør Saxegaard. - - -

Foruten den her paa grund av de lakseførende sommerflommes tilbakeholdelse forvoldte skade, antar jeg det ogsaa godtgjort, at skade er forvoldt paa fiskeriet paa grend av, at hovedappellanterne har avstemt vandet om nætterne og om søn- og helligdage. Ifølge fiskeriinspektørens erklæring «vil det utvilsomt gjøre adskillig skade paa den i elven værende spæde lakseyngel, hvis vandet pludselig helt avstænges», og da ifølge de avgivne forklaringer av 4de hovedvidne samt 4de, 5te og 6te kontravidne saadan avstemning blev foretat av hovedappellanterne i 2 aar (om vaaren), antagelig i aarene 1892 og 1893, maa skadetilføielsen dermed ansees bevist. Dette fremgaar ogsaa av 12te tingsvidne 1905, M. Grudes beedigede erklæring om, hvad kvernbrukeren Kalberg før sin død hadde meddelt vidnet, at store mængder av smaa lakseyngel døde ved saadan avstængning.

Ad 2 angaaende møllebedriften. - - -

Derimot antar jeg, at der er forvoldt dem skade ved den av 4de hovedvidne og 4de-6te kontravidne ovenfor omforklarte natte- og helgestem.

- - - Efter det anførte kommer jeg til det resultat, at hovedappellanterne maa være pligtige at betale erstatning for skade paa fiskeriet forvoldt derved, at de lakseførende sommerflomme efter dæmningernes opførelse er tilbakeholdt, og derved, at Edlandsvandet i de nævnte to aar er avstængt om nætterne og helligdagene - og for møllebedriften likeledes ved disse avstængringer av vandet. - - -

F. C. Prahl.

Nærværende sak er oversendt mig til votering, efterat førstvoterende assessor Christie var avgaat ved døden, forinden saken var utvotert. Idet jeg er enig i, at saken ikke blir at avvise, kommer jeg til det resultat, at hovedappellanten maa bli at frifinde i denne sak, og at omkostningerne for begge retter opbæves. - - -

Ring.