Rt-1918-568

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1918-05-29
Publisert:	Rt-1918-568
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 75/1 A s.a.
Parter:	Straffesak mot 1. disponent Eyvind Lyche, 2. Direktør Johan Hjalmar Aanensen (aktor: advokat Fr. Stang Lund - forsvarer: adv. Per Rygh).
Forfatter:	Berg, Bjørn, Backer, Frisak, Heggen, Flock, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814), Straffeprosessloven (1887) §167, §378, Grunnloven (1814) §105, §2, §3, Straffeloven (1902) §57

Ekstraordinær assessor Berg: Om saken og dens gjenstand henviser jeg til domsgrundene til Akers meddomsrets dom av 16 mars 1918. Ved denne dom blev disponent Eyvind Lyche og direktør Johan Hjalmar Aanensen frifundet for paatalemyndighetens tiltale. Det heter videre i dommen: «Forsaavidt angaar paastanden om, at de tilpligtes paa Hamang Papirfabriks vegne at levere det i papirlovkommissionens skrivelse av 26 oktober 1917 nævnte parti papir, avvises saken.»

Dommen er av paatalemyndigheten indanket for Høiesteret til ophævelse paa grund av feil ved saksbehandlingen og mangelfulde domsgrunder. Hvad paatalemyndigheten anker over er: 1) At meddomsretten, som har frifundet de tiltalte paa grund av undskyldelig retsvildfarelse, har undlatt at avgjøre spørsmaalet om, hvorvidt det forhold tiltalen omfatter, objektivt set var retsstridig. 2) At retten har git dom for frifindelse uten først at drøfte, hvilken indflydelse retsvildfarelsen skulde ha paa domsresultatet, om den skulde lede til frifindelse eller nedsættelse av straffen, og 3) at retten har avvist saken, forsaavidt angik paatalemyndighetens paastand om, at de tiltalte skulde tilpligtes at opfylde det under saken omhandlede paalæg om papirleveranse.

Forsaavidt angaar anken over realitetsavgjørelsen, mener jeg den maa bli at forkaste. Efter straffeproceslovens §375 skal domsgrundene for tilfælde av frifindelse angi, hvilke straffebetingelser antages at mangle eller ikke at være bevist. Hvad meddomsretten hadde at avgjøre, var om tiltalte var skyldig til straf eller ikke. De faktiske og retslige spørsmaal, som var den forelagt under saken, kunde meddomsretten ikke være forpligtet til at avgjøre eller uttale sig om i videre utstrækning end nødvendig for at kunne træffe en avgjørelse av spørsmaalet straf eller ikke straf. Finder meddomsretten, at en tiltalt er utilregnelig og av den grund ikke kan straffes, maa det være unødvendig for den at avgjøre, om selve den

Side:569

handling tiltalen gjælder, er utført eller ikke. Paa samme maate, om retten finder, at straffen maatte ansees som præskribert. Og finder meddomsretten, at tiltalte under enhver omstændighet maa antages at ha været i undskyldelig retsvildfarelse og derfor bør frifindes, maa det være irrelevant for skyldspørsmaalet at undersøke og avgjøre, om den retsopfatning, han har handlet ut fra, objektivt set er den rette eller ikke. Til støtte for min opfatning henviser jeg til Salomonsens Kommentar 1ste bind side 511.

Der er ikke - saadan som jeg har forstaat ankeerklæringen - anket over lovanvendelsen, og Høiesteret vil derfor ikke ha anledning til at uttale sig om, hvorvidt tiltalte kunde ha paaropt som straffeutelukkelsesgrund, at han har svævet i vildfarelse med hensyn til grundlovmæssigheten av det lovbud, som er overtraadt.

Forsaavidt anken gjælder avvisningen av paatalemyndighetens paastand om, at de tiltalte skulde paalægges at levere det under saken omhandlede papirparti, skal jeg indskrænke mig til at bemerke, at anke ikke er det rette retsmiddel overfor denne avgjørelse. At meddomsretten urigtig har git avvisningen form av dom istedenfor kjendelse, kan ikke gi ret til at anvende anke istedenfor det rigtige retsmiddel, kjæremaal.

Konklusion:

Forsaavidt angaar ankeerklæringens poster 1 og 2, forkastes anken. Forsaavidt angaar dens post 3, tages anken ikke under behandling, fordi den i denne post paaankede avgjørelse ikke er gjenstand for prøvelse gjennem anke til Høiesteret. (Vanlige salærer).

Assessor Bjørn: Jeg er enig med førstvoterende i hans opfatning av anken som alene angaaende saksbehandlingen og domebegrundelsen, hvad jo ogsaa uttrykkelig er uttalt i dens indledning. Som følge herav er jeg ogsaa enig med ham i, at spørsmaalet om, hvorvidt der i det foreliggende tilfælde overhodet er anvendelse for straffelovens §57, ikke kan optages til behandling og avgjørelse i Høiesteret, fordi dette spørsmaal som angaaende lovanvendelsen ligger utenfor anken.

Jeg er ogsaa, om end under nogen tvil, enig i hans resultat med hensyn til ankens 3dje post.

Derimot er jeg i motsætning til førstvoterende tilbøielig til at anta, at ankens 1ste post maa tages tilfølge.

Førstvoterende er vistnok i dette punkt i fuld overensstemmelse med den raadende opfatning; men dennes rigtighet forekommer mig meget tvilsom.

Efter min mening er det en feil, som maa lede til dommens ophævelse, at meddomsretten har undlatt at avgjøre spørsmaalet om, hvorvidt det paatalte forhold objektivt set er retsstridig. Det sees av dommen, at de tiltalte principalt har basert sin paastand om frifindelse derpaa, at lov nr. 4 av 18 juni 1917 er grundlovsstridig, særlig fordi bestemmelsen i dens §4 ikke gir sikkerhet for fuld erstatning overensstemmende med grundlovens §105. Herom uttaler retten alene, at den finder

Side:570

det unødvendig nærmere at indgaa paa dette spørsmaal, idet de tiltalte antages at maatte høres med deres paastand om, at de i ethvert fald hadde været i undskyldelig vildfarelse angaaende det retsstridige ved deres negtelse av at efterkomme det dem med hjemmel av loven givne paalæg. Efter min mening er dette ræsonnement ikke holdbart. Jeg antar, at retten var forpligtet til først at ta standpunkt til spørsmaalet om, hvorvidt de tiltaltes opfatning av loven som grundlovsstridig var rigtig eller ei, førend den gik til prøvelse av spørsmaalet om, hvorvidt retsvildfarelse forelaa. Var retten enig med de tiltalte og derhos fandt, at disse av den grund kunde sætte sig utover loven, maatte frifindelse uten videre bli følgen, fordi der i saa fald efter rettens mening ikke vilde foreligge noget retsstridig forhold fra deres side - uten at spørsmaalet om retsvildfarelse behøvde at avgjøres. Dette spørsmaal vilde først melde sig til behandling, ifald retten i de nævnte henseender var av en anden mening end de tiltalte. Jeg mener at ha støtte for denne opfatning i selve ordlyden av straffelovens §57. Det heter her: «For den, som ved handlingens foretagelse befandt sig i vildfarelse med hensyn til dens retsstridige beskaffenhet, kan» osv. Her forutsættes saaledes at foreligge en bestemt retsstridig handling eller et retsstridig forhold som betingelse for paragraffens anvendelse og videre at vedkommende befandt sig i vildfarelse med hensyn til denne handlings eller dette forholds retsstridige beskaffenhet. Men er dette saa, synes det ganske nødvendig først at avgjøre spørsmaalet om retsstridigheten, førend spørsmaalet om en mulig anvendelse av vildfarelsesbestemmelsen optages til drøftelse. Men en saadan avgjørelse av forholdets retsstridighet eller ikke-retsstridighet, som loven saaledes efter min opfatning forutsætter som nødvendig, kan ikke ansees fyldestgjort ved en hypotetisk bemerkning om, at selv om forholdet er retsstridig, saa er likefuldt vildfarelsesbestemmelsen anvendelig og avgjørende; ti med en saadan bemerkning avgjøres intet om beskaffenheten av selve det forhold, som er tiltalens gjenstand og som fra paatalemyndighetens side hævdes at være lovstridig og som saadant strafbart. Jeg finder heller ikke, at de av førstvoterende nævnte eksempler til belysning av rigtigheten av den av ham hævdede opfatning i dette punkt er særlig overbevisende. Er den tiltalte utilregnelig, kan han overhodet, retslig set, intet retsstridig begaa, og der foreligger saaledes heller ikke noget retsstridig forhold, hvorpaa nogen straffebestemmelse kan gives anvendelse. Og med hensyn til præskription er at bemerke, at denne beror paa en vilkaarlig, i hensigtsmæssighetshensyn begrundet, positiv lovbestemmelse, der faar sin virkning uten ethvert hensyn til tiltalte eller hans forhold. Men forholdet er efter min opfatning i disse henseender et væsentlig andet, hvor der spørres om anvendelse av straffelovens §57. En avgjørelse som den her foreliggende er derfor i og for sig ganske betydningsløs for selve skyldspørsmaalet og utilfredsstillende for de i dette spørsmaal interesserte. Den synes da ogsaa litet at tilsvare de krav, som ikke mindst i de

Side:571

vedkommende tiltaltes interesse bør kunne stilles til en god og effektiv strafferetspleie.

Da jeg har grund til at formode, at min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg ingen konklusion.

Assessor Backer: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Likeoverfor andenvoterendes bemerkninger skal jeg kun præcisere, at det spørsmaal, som forelaa til avgjørelse under meddomsretssaken - som av førstvoterende allerede nævnt - alene var spørsmaalet om, hvorvidt de tiltalte var skyldige til straf for det under saken omhandlede forhold. Ved dette spørsmaals besvarelse var det for meddomsretten tilstrækkelig at avgjøre det, som meddomsretten efter sit syn paa saken bygget sin frifindende dom paa, og noget andet kunde meddomsretten da heller ikke være forpligtet til at ta standpunkt til.

Ekstraordinær assessor Frisak: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.

Ekstraordinær assessor Heggen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder derhos hr. assessor Backers bemerkning.

Ekstraordinær assessor, byfoged Flock: Likesaa.

Justitiarius Thinn: Jeg har en anden opfatning av saken end de foregaaende voterende. Naar statsadvokaten i ankeerklæringens første post betegner det som en feil ved saksbehandlingen, at retten har frifundet de tiltalte paa grund av retsvildfarelse, uten at avgjøre, hvorvidt det forhold, som tiltalen omfatter, objektivt set er retsstridig, er det mig ikke ganske klart, hvad der ligger i denne anførsel.

Hvis det er hans mening - hvad der synes at være forutsat i ankeerklæringens anden post - at retsvildfarelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor den refererer sig til spørsmaalet om en lovsgrundlovsstridighet, overhodet kan komme i betragtning ved skyldavgjørelsen, kan jeg likesom førstvoterende ikke være enig med statsadvokaten i, at det kan betegnes som nogen feil av meddomsretten, naar den efter de foreliggende oplysninger finder, at tiltalte under enhver omstændighet maa ha handlet i undskyldelig retsvildfarelse og da selvfølgelig allerede av den grund maa frifindes, - at den da ikke ogsaa indlater sig paa en avgjørelse av, om der tillike maatte foreligge nogen anden frifindelsesgrund, specielt at det paatalte forhold ikke er objektivt retsstridig. Dette er jo da for skyldavgjørelsen ganske overflødig, og straffedomstolens opgave er jo alene - som av førstvoterende bemerket - at avgjøre spørsmaalet om tiltaltes skyld eller ikke-skyld, og det ligger utenfor dens opgave at træffe andre slags avgjørelser, bortset fra de i straffeproceslovens §2 §3 omhandlede tilfæde, hvorom der efter min mening i nærværende sak ikke kunde være spørsmaal (sammenlign specielt Rt-1916-1065, Rt-1917-753, Rt-1918-36 og Rt-1918-244 og en endnu ikke i Retst. meddelt høiesteretskjendelse, l.nr. 29 B, av 3 april 1918) (Rt-1918-561). Jeg

Side:572

mener, at det endog vilde være urigtig av retten i et tilfælde som det omhandlede at uttale sin mening - andet, nogen retskraftig avgjørelse, kunde det selvfølgelig ikke bli - om andre strafbarhetsbetbetingelsers tilstedeværelse, naar den fandt, at manglende subjektiv skyld maatte lede til frifindelse.

Jeg kan imidlertid ikke anta, at det i virkeligheten kan ha været statsadvokatens mening at gjøre gjældende dette, at i et tilfælde, hvor retsvildfarelse overhodet antages at ha betydning og at maatte tillægges den sedvanlige virkning ved skyldavgjørelsen, skulde det være nødvendig for retten at indlate sig paa spørsmaalet om det paatalte forholds objektive retsstridighet eller tilstedeværelsen av andre strafbarhetsbetingelser, naar den finder, at tiltalte under enhver omstændighet, selv om forholdet maatte ansees retsstridig, maa bli at frifinde av den i og for sig tilstrækkelige frifindelsesgrund, at han i tilfælde har befundet sig i undskyldelig retsvildfarelse.

Jeg maa forstaa ankeerklæringen derhen - og heri bestyrkes jeg ogsaa i nogen grad ved hvad der av statsadvokaten i hans dokumenterte skrivelse til riksadvokaten av 20 april 1918 er gjengit av hans procedyre for meddomsretten - at hvad anken i virkeligheten gaar ut paa, er, at hvor der som her er spørsmaal om, hvorvidt en paa lovformelig maate vedtat lov er i strid med grundlovens §105, der er spørsmaalet om tiltaltes tro om dens grundlovsstridighet uten nogen betydning for skyldavgjørelsen, og de tiltaltes frifindelse paa det fundament, at de har været i undskyldelig retsvildfarelse med hensyn til den paagjældende lovs grundlovsstridighet, derfor urigtig. Jeg henviser til følgende avsnit av statsadvokatens nævnte skrivelse til riksadvokaten: «I anledning av ankeerklæringen tillater jeg mig at fremholde: Hovedindsigelsen mot straffesøksmaalet fra de tiltaltes side var, at den lovbestemmelse, tiltalen angik, var grundlovsstridig, fordi lovens §4 ikke overensstemmende med grundlovens §105 tilsa dem fuld erstatning for det papir, fabrikkerne var paalagt at levere. I anden række gjordes gjældene at de tiltalte hadde været i god tro, som efter straffelovens §57 maatte lede til frifindelse. Fra paatalemyndighetens side blev gjort gjældende, at loven ikke var grundlovsstridig, idet om man antok, at den rammedes av bestemmelsen i grundlovens §105, tilsa de tiltalte erstatning, som senere skulde bestemmes av Stortinget - jfr. i denne forbindelse Morgenstiernes Statsforfatningsret side 410, 2det punktum fra oven - og videre, at de tiltalte under ingen omstændighet kunde gjøre denne indsigelse gjældende, forinden erstatningen var bestemt av Stortinget. Indtil saadan bestemmelse var fattet, var de ialfald pligtige til at levere det paalagte kvantum papir. Hvis de, efterat erstatningen var fastsat, fandt sig brøstholden, hadde de adgang til gjennem domstolene at søke yderligere erstatning. Likeoverfor paastanden om retsvildfarelse hævdedes fra paatalemyndigheten, at saadan ikke kunde paaberopes her. De tiltalte var vidende om, at spørsmaalet om lovens grundlovsmæssighet hadde været under overveielse og drøftet under lovforberedelsen, og at de lovgivende myndigheter hadde hat dette

Side:573

spørsmaal for øie. De tiltalte maatte derfor være forberedt paa, at domstolene fandt, at loven var grundlovsmæssig, og hvis saa skedde, kunde de ikke med virkining paaberope sig til sin undskyldning, at de hadde en anden mening. De hadde ikke ret til at sætte sin opfatning op mot lovgivningsmyndigheten. Jfr. i denne forbindelse Hagerup Strafferettens almindelige Del side 331. Under enhver omstændighet kunde en saadan vildfarelse i denne sak ikke lede til hel frifindelse.» Jeg skal indrømme, at jeg finder indholdet av denne skrivelse i det hele noget uklar. Men paa den anden side finder jeg meddomsrettens dom i det heromhandlede punkt i rent formel henseende saa utvilsomt rigtig og en anke over den fra paatalemyndighetens side paa det før nævnte formelle grundlag saa litet rimelig, at jeg som sagt ikke kan forstaa den efter ordlyden som en anke over saksbehandlingen, men maa gaa ut fra, at den i virkeligheten tilsigter et angrep paa lovanvendelsen.

Idet jeg da gaar ut fra denne forstaaelse av ankeerklæringens første post, finder jeg at maatte gi anken i denne post medhold. Jeg mener nemlig, at en av statsmagterne paa lovformelig maate utfærdiget lov maa ansees forbindende for borgerne, uanset om den maatte findes at være i strid med grundloven. At en lov er grundlovsstridig, medfører efter min mening ikke, at den, som anser sin ret krænket ved loven, blir berettiget til at sætte sig ut over loven, men alene at han blir berettiget til erstatning av staten for det tap, som maatte paaføres ham ved lovens efterlevelse. Og jeg mener videre, at den, som med kjendskap til loven og med forstaaelse av, at hans handling er i strid med den, overtræder loven, han kan ikke til sin frifindelse med virkning paaberope sig, at den er eller at han mener den at være grundlovsstridig og av den grund ugyldig. (Jeg tiltræder hvad herom er uttalt i stiftamtmand Urbyes artikel i Rt-1918-257 (259 nederst)) Efter min mening er det saaledes for skyldavgjørelsen irrelevant, ikke blot om de tiltalte har været i vildfarelse med hensyn til spørsmaalet om lovens grundlovsstridighet, men ogsaa om loven i virkeligheten er grundlovsstridig. Det skulde da for skyldavgjørelsen være unødvendig for meddomsretten at ta standpunkt saavel til det ene som til det andet av disse spørsmaal.

Jeg antar i henhold hertil, at meddomsrettens dom med hovedforhandling bør ophæves, fordi meddomsretten har tillagt spørsmaalet om den omhandlede lovs grundlovsstridighet og de tiltaltes tro herom betydning for skyldspørsmaalets avgørelse.

Det blir efter dette unødvendig for mig at indlate mig naærmere paa ankeerklæringens anden post. Jeg vil dog bemerke, at forsaavidt denne post isolert betragtet angaar, er jeg enig med førstvoterende i, at der ingen feil vedkommende saksbehandlingen (domsbegrundelsen) er at lægge meddomsretten tillast.

Med hensyn til ankeerklæringens tredje post er jeg enig med de foregaaende voterende. Meddomsrettens i denne ankepost omhandlede avgjørelse, der angaar en selvstændig del av

Side:574

saken, er efter straffeproceslovens §167 ikke dom, og den er da efter §378 ikke gjenstand for anke til Høiesteret.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av meddomsrettens dom:

Efter §1 i midlertidig lov nr. 4 av 18 juli 1917 kan Kongen bestemme, at landets papirfabrikker skal være forpligtet til at levere det til indenlandsk forbruk fornødne papir til aviser og skole- og undervisningsbruk til saadanne priser, som han til enhver tid bestemmer. Efter lovens §2 skal en av Kongen opnævnt kommission bestemme, hvor store kvanta av hvert slags den enkelte fabrik skal levere, samt til hvilke tider. Efter lovens §4 skal den mindre indtægt, som en fabrik maatte faa som følge av disse bestemmelser, erstattes paa den maate og i den utstrækning, som Stortinget bestemmer. - - -

A/S Hamang Papirfabrik var ved skrivelse fra kommissionen av 26 oktober paalagt at levere Johan Basberg & Co. 60 ris sat. træfrit, ubleket papir for illustrationer, 54 1/2 X 85 cm. 17 kg. pr. 500 ark plano à kr. 0,55 pr. kg., hvilket papir skulde anvendes av Jacob Dybwad til Nordahl Rolfsens læsebok for folkeskolen efter den fra Jacob Dybwad samme dag avgivne erklæring. Denne leverance negtet A/S Hamang Papirfabrik i skrivelse til kommissionen av 26 oktober 1917 at effektuere, idet fabrikken mente, at lov av 18 juli 1917 ikke retsgyldig kunde paalægge den leverance til nedsat pris. - - -

Retten skal bemerke følgende:

Den i nærværende sak omhandlede lov er forsaavidt noget mere og andet end en ekspropriationslov som den forpligter papirfabrikanterne til at levere papir, altsaa ikke blot tillatt at ta det papir, som forefindes, men ogsaa paalægger at skaffe papir, selv om vedkommende fabrik ikke er i besiddelse derav. Imidlertid er det for retten unødvendig nærmere at indgaa herpaa, da saavel aktor som de tiltalte er enige om, at ialfald lovens §4 maa bedømmes som en ekspropriationsbestemmelse, hvis gyldighet avhænger av, om grundlovens §105 om fuld erstatning er skedd fyldest ved de der om erstatningsfastsættelse givne bestemmelser. Retten finder det imidlertid unødvendig nærmere at indgaa paa dette spørsmaal, idet de tiltalte antages at maatte høres med deres paastand om, at de ihvertfald har været i undskyldelig vildfarelse angaaende det retsstridige ved deres negtelse av at efterkomme det dem med hjemmel av loven givne paalæg. Det maa i saa henseende lægges vegt paa, at der allerede under debatten angaaende loven var fremkommet adskillig tvil om den grundlovsmæssige adgang til at gi en saadan lov, specielt av indhold som dens §4 og at det endog fra et mere fremtrædende melem av Odelstinget likefrem blev sagt, at den, som negtet at levere papir i henhold til loven og vilde ha domstolens avgjørelse for sin pligt, ikke kunde straffes. Naar hertil kommer, at de tiltalte under sine forhandlinger med det offentlige angaaende spørsmaalet om fuld erstatning kun blev henvist til lovens egne bestemmelser, og at deres advokat før de negtet leverance uttalte til dem, at loven utvilsomt var grundlovsstridig, er det efter rettens mening ikke rimelig at kræve, at de tiltalte skulde staa i nogen anden tro end den, at deres handlemaate ikke var retsstridig. De tiltalte vil derfor bli at frifinde for straf.

Side:575

Aktor har imidlertid krævet, at de tiltalte, selv om de frifindes, med hjemmel av straffelovens §57 skal paalægges at yde den i tiltalebeslutningen nævnte papirleverance. Forutsætningen for denne paastand maa da være, at retten uanset straffespørsmaalet avgjør, at loven ikke er i strid med grundlovens §105, og at pligten til at levere papir derfor ialfald rent civilt paaligger de tiltalte. Retten finder ikke at kunne ta denne paastand tilfølge. Saken er anlagt alene som straffesak og ikke i henhold til straffeproceslovens §2 nr. 1. Der er ikke engang i tiltalebeslutningen indtat nogen bestemmelse om, at saken subsidiært vil bli forfulgt i henhold til straffeproceslovens §2 nr. 1, men da maa efter rettens mening paatalemyndigheten savne adgang til subsidiært at nedlægge en paastand som her omhandlet. Og forsaavidt maa derfor saken bli at avvise. - - -