Rt-1925-535

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1925-06-11
Publisert:	Rt-1925-535
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 71/1 B s.a.
Parter:	A/S Norsk Saltkorn (advokat John Nielsen) mot D/S «Raylton Dixon»s rederi (advokat Fredrik Voss).
Forfatter:	Schie, Breien, Motzfeldt, Boye, Hambro, Næss, Bugge
Lovhenvisninger:	Foreldelsesloven (1896) §20, Foreldelsesloven (1896), §15

Assessor Schie: Under 16 april 1924 blev der av Haugesunds sjøret avsagt saadan kjendelse: «Under nærværende skjøn anlagt av A/S Norsk Saltkompani mot D/S «Raylton Dixon»s rederi i henhold til høiesteretsdom av 30 juni 1921 blir der ikke at medta i skjønsbeløpet erstatning som A/S Norsk Saltkompani vil ha at betale til sin rebefragter R. Whitfield & Co.» Derefter avgav sjøretten saadant skjøn: «Den erstatning som D/S «Raylton Dixon»s rederi i henhold til høiesteretsdom av 30 juni 1921 vil ha at betale til A/S Norsk Saltkompani ansættes til GBP 5.400. (Byfogden stemte for at erstatningen skulde ansættes til GBP 6.420. Beløpet blir at betale i engelsk mynt eller i norske kroner efter kurs paa betalingsdagen. De omkostninger ved nærværende skjøn som rederiet i henhold til nævnte høiesteretsdom vil ha at betale til A/S Norsk Saltkompani, ansættes til kr. 700.»

Denne kjendelse og dette skjøn er av Saltkompaniet indbragt til prøvelse av Høiesteret, hvor kompaniet har nedlagt saadan paastand: «1. At den paaankede kjendelse underkjendes. 2. At saken hjemvises til nyt skjøn paa «Raylton Dixon»s rederis bekostning, og at det herunder paalægges skjønsretten ved ansættelsen av Saltkompaniets erstatning at medta den erstatning med renter og omkostninger, som Saltkompaniet selv er paalagt at betale til R. Whitfield & Co., og ved ansættelsen av skjønsomkostninger at medta ogsaa saadanne omkostninger som er foranlediget ved Whitfield & C:o.s erstatningskrav. 3. At «Raylton Dixon»s rederi ilægges saksomkostninger for Høiesteret.»

Side:536

D/S «Raylton Dixon»s rederi har efter stedfunden kontraappel nedlagt saadan paastand: «1. At Norsk Saltkompanis paastand ikke tages tilfølge. 2. At den av sjøretsskjønnet avsagte eraktning, hvorefter den erstatning Norsk Saltkompani skal betale til R. Whitfield & Co. ikke blir at medta i skjønsbeløpet, stadfæstes. 3. At selve sjøretsskjønnet underkjendes eller kjendes uriktig at være, fordi (principalt) erstatningen er ansat i engelske pund istedetfor i norske kroner, (subsidiært) fordi det er fastsat, at de nævnte pund skal betales i engelsk mynt eller i norske kroner efter kurs paa betalingsdagen, istedenfor efter kursen paa den tid certepartiet skulde være opfyldt 4. At «Raylton Dixon»s rederi tilkjendes procesomkostninger i hoved- og kontrasøksmaal.»

I anledning av paastanden fra kontraappellantens side har saa hovedappellanten sluttelig nedlagt paastand paa at A/S «Raylton Dixon»s rederis paastand ikke tages tilfølge.

Angaaende historia facti, tvistens gjenstand og de nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne for sjørettens kjendelse, hvilke forsaavidt findes uttømmende. Tvisten foreligger for Høiesteret i samme skikkelse som for sjøretten. Der er angaaende de under tvisten opkomne juridiske spørsmaal indhentet en betænkning fra professor Knoph av 23 juni 1924 og fra dr. juris Augdahl av 11 mai 1925.

Jeg kommer til samme resultat som sjøretten forsaavidt angaar hovedappellantens angrep paa kjendelsen og skjønnet.

Hovedspørsmaalene i saken er for Høiesteret likesom for sjøretten, om Saltkompaniets vedtagelse av at utskyte forældelsesfristen dog i henhold til forældelseslovens §20 blev uforbindende for kompaniet, og i saa fald om Saltkonipaniet burde gjøre denne indsigelse hentet fra nævnte §20 gjældende mot Whitfield & Co.s krav.

Jeg er for min del enig med sjøretten i, at forældelsesolvens §20 rammer den mellem Saltkompaniet og Whitefield & Co. trufne avtale. Professor Knoph mener i sin betænkning vistnok, at lovstedet særlig sikter til avtaler som indgaaes for eller samtidig med fordringens stiftelse, og at de lovgiverhensyn som ligger bak lovstedet ikke paa samme maate rammer deslike avtaler indgaat senere end fordringens stiftelse, saaledes som det skjedde i nærværende tilfælde. Jeg antar imidlertid med sjøretten, at en saadan indskrænkende fortolkning av det omhandlede lovsted ligger utenfor lovstedets ordlyd. Dette er forøvrig ogsaa antat av tidligere forfattere, og hævdes med styrke av dr. juris Augdahl i hans fremlagte betænkning.

Med hensyn til det næste spørsmaal, om Saltkompaniet dog burde ha gjort præskriptionsindsigelsen gjældende for derved at avskjære Whitefield & Co.s hele erstatningskrav, hævdes det fra professor Knophs side, at vistnok pligtet Saltkompaniet, som baade direkte og inddirekte var skadelidende ved rederiets certepartibrud efter almindelige regler at begrænse skaden, men at denne pligt ikke gaar længer end en hæderlig og aktsom mand finder paakrævet og sømmelig. Og i nærværende tilfælde vilde det efter professorens mening være usømmelig, om Saltkompaniet hadde

Side:537

optat præskriptionsindsigelsen. Jeg finder det ikke nødvendig at indgaa nærmere herpaa, idet jeg for min del anskuer situationen og spørsmaalet saaledes: Saltkompaniet hadde fra første stund av i sit søksmaal mot rederiet tydelig angit, at det vilde holde rederiet ansvarlig for den erstatning Saltkompaniet selv vilde komme i til rebefragteren Whitfield & Co. Saltkompaniet forbeholdt sig forsaavidt fuld regress mot rederiet. Jeg vil ikke bestride, at den indrømmelse Saltkompaniet i december 1915 gav Whitefield & Co. men hensyn til utskytelse av forældelsens løp maaske kunde ha sin praktiske fordel uagtet Whitfields krav paa denne maate kunde bli holdt svævende i lang tid. Men spørsmaalet interesserte jo i høi grad rederiet - ja vel endog i høiere grad rederiet end Saltkompaniet selv, idet det var rederiet som efter Saltkompaniets mening og paastand endelig skulde utrede, hvad der til kom Whitfield & Co. Det er imidlertid paa det rene, at Saltkompaniet ingen henvendelse gjorde til rederiet eller fik nogen approbation fra rederiets side, for kompaniet gik med paa indrømmelsen vis à vis Whitfield & Co. Det var efter min mening i det mindste uforsiktig av Saltkompaniet at sætte rederiet helt utenfor og forsaavidt negligere rederiets mulige interesser med hensyn til dette spørsmaal. Og jeg kan ikke bortse fra den mulighet, som fra rederiets side er paapekt, at rederiets stilling kan være blit væsentlig værre derved at Saltkompaniet utskjøt løsningen av tvisten vis à vis Whitfield & Co. saa længe som skedd. Det er ialfald fra Saltkompaniets side ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at den mellem Saltkampaniet og Whitfield trufne avtale ikke har sat rederiet i en ugunstigere stilling, end det vilde ha været, om avtalen ikke var blit truffet.

Idet jeg anskuer saken saaledes, og - idet jeg forøvrig henviser til sjøretskjendelsens præmisser herom - mener jeg videre, at rederiet til varetagelse av sin egen interesse senere kunde stille sit forlangende til Saltkompaniet om at opta præskriptionsindsigelse mot Whitfield & Co., og at Saltkompaniets undlatelse herav faar gaa ut over dette selv. Saken var nu kommet i den stilling, at Saltkompaniet fik overlate det til rederiets egen avgjørelse, om dette fandt det betimelig og riktig for sin del, at præskriptionsindsigelsen blev gjort gjældende. Efter det anførte mener jeg altsaa, at kjendelsen er riktig i dette punkt.

Som det fremgaar av hovedappellantens paastand, formenes det videre, at sjøretten uriktig har reducert de skjønsomkostninger, som er blit tilkjendt Saltkompaniet for skjønsretten. Jeg forstaar sjøretten derhen, at skjønscit., Norsk Saltkompani, har holdt tvisten ved skjønsretten gaaende i unødig lang tid, og at som følge herav omkostningerne er blit fiksert til et mindre beløp. Efter det av sjøretten forsaavidt anførte antar jeg, at sjøretten har hat føie til saaledes som skedd at begrænse omkostningerne, og jeg finder derfor, at det forsaavidt ikke bør gjøres nogen forandring i sjørettens avgjørelse.

Hvad kontraappellen angaer, tilsikter rederiet, som dets paastand viser, at faa erstatningen ansat til kroner istedetfor Pund Sterling, og subsidiært hertil at de tilkjendte Pund Sterling skal

Side:538

omgjøres til norske kroner efter kurs paa den tid certepartiet skulde være opfyldt - og ikke efter kursen paa betalingsdagen, som i sjøretsskjønnet fiksert.

Jeg antar, at sjøretten med føie har stipulert erstatningsbeløpet i Pund Sterling. Det er oplyst, at skjønscit. Saltkompaniet, idet det forlangte erstatning, fremla sin tapsberegning i Pund-beløp, og det blev hertil ingen bemerkning gjort fra indstevntes, rederiets, side til denne beregning. Det er ogsaa in confesso, at de certepartier det her gjaldt lød paa Pund Sterling. Under disse omstændigheter mener jeg, at skjønsretten med føie har fiksert sit erstatningsbeløp til Pund Sterling. Jeg maa da videre anta, at skjønsretten, idet den under 16 april 1924 opgjorde og utregnet Saltkompaniets erstatning i Pund Sterling, nødvendigvis maa ha tat hensyn til Pund-kursen paa denne dag, og der er forøvrig ikke oplyst særomstændigheter, som forsaavidt skulde begrunde en kurs henført til et andet tidsrum.

Henseet til det saaledes anførte kan efter min mening heller ikke kontraappellanten faa ført sin kontraanke igjennem. Jeg vil altsaa votere for, at sjørettens kjendelse og skjøn stadfæstes.

Efter dette resultat antar jeg, at hovedappellanten bør tilsvare kontraappella uten omkostningerne for Høiesteret. Hovedappellen har været den integrerende del av procedyren her. Men idet heller ikke kontraappellanten har naadd sit maal, mener jeg det er føie til at ansætte de omkostninger som paalægges hovedappellanten til et noget mindre beløp, end jeg ellers vilde ha foreslaat.

Konklusion:

Den paaankede kjendelse og det paaankede skjøn stadfæstes. I procesomkostninger for Høiesteret betaler A/S Norsk Saltkompani til D/S «Raylton Dixon»s rederi kr. 800.

Ekstraordinær assessor Breien: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer Motzfeldt, Boye, fhv. assessor Hambro, byretsassessor Næss samt assessor Bugge: Likesaa.

Av sjørettens kjendelse:

Under nærværende skjøn, der er inkaminert av A/S Norsk Saltkompani ved Haugesunds sjøret den 7 april 1922 mot D/S «Raylton Dixon»s rederi, hersteds, i henhold til høiesteretsdom av 30 juni 1921 (Rt-1921-596), hvorved nævnte rederi blev tilpligtet at betale Saltkompaniet erstatning efter skjøn paa rederiets bekostning for det tap Saltkompaniet er paaført derved, at rederiet i mars 1915 ophævet et under 9 november 1914 avsluttet certeparti vedkommende D/S «Raylton Dixon», er der mellem parterne opstaat tvist angaaende forstaaelse av et juridisk spørsmaal, som retten antar bør finde sin avgjørelse ved kjendelse av retten. - - - Under den sak, som Saltkompaniet anla mot «Raylton Dixon»s rederi til indtale av erstatning for at rederiet hadde brudt certepartiet av 9 november 1914, medtok Saltkompaniet ogsaa foruten det tap Saltkompaniet direkte led ved at rederiet tok baaten tilbake, ogsaa saadan erstatning som selskapet maatte bli tilpligtet at betale til rebefragteren R. Whitfield & Co., idet nemlig denne

Side:539

likeoverfor Saltkompaniet hadde fremsat krav paa saadan erstatning. I certepartiet mellem Saltkompaniet og R. Whitfield & Co. var der indtat likelydende bestemmelse som i certepartiet mellem rederiet og Saltkompaniet, at mulige tvistigheter mellem parterne ianledning av certepartiet skulde avgjøres av voldgift, og var der mellem Saltkompaniet og R. Whitfield & Co. i slutningen av december 1915 truffet overenskomst om at man skulde utsætte med at etablere den omhandlede voldgift, indtil sak mellem rederiet og Saltkompaniet var endelig avgjort, idet Saltkompaniet gik med paa at præskriptionsfristen for R. Whitfield & Co.s krav ikke skulde begynde at løpe for der forelaa endelig avgjørelse i saken mellem Saltkompaniet og skibets rederi. Forst længe efter at næværende skjønssak var inkaminert tok saa R. Whitfield & Co. skridt til at faa den omhandlede erstatning fiksert, og ved voldgiftskjendelse avsagt i Bergen den 8 oktober 1923 blev Saltkompaniet tilpligtet at betale som erstatning til R. Whitfield & Co. i den omhandlede anledning 2000 GBP med 4 pct. renter fra 12 juli 1916 samt kr. 650 i omkostninger ved voldgiftsretten, hvilket beløp da med renter og omkostninger Saltkompaniet har paastaat maa komme i tillæg til erstatningen for det tap, som skjønsretten mener Saltkompaniet direkte er paaført ved det omhandlede certepartibrudd.

D/S «Raylton Dixon»s rederi har imidlertid fremholdt at det under ingen omstændighet kan bli tale om at medta denne erstatning, - - - fordi nemlig Whitfield & Co.s erstatningskrav forlængst er forældet. - - -

Retten skal bemerke, at den ikke har fundet det tvilsomt, at rebefragterens erstatningskrav mot Saltkompaniet maa sættes ut av betragtning under nærværende skjøn, fordi dette krav ialfald i forhold til «Raylton Dixon»s rederi maa ansees for at være forældet. Saadant skridt som forældelseslovens §15 foreskriver for at avbryte forældelsesfristen er i nærværende tilfælde ikke foretat, og har selskapet paa grund av bestemmelsen i forældelseslovens §20 været uberettiget til - ialfald med bindende virkning overfor rederiet - at indgaa overenskomst med Whitfield om, at forældelsesfristen for Whitfields krav ikke skulde begynde at løpe for, efterat der forelaa endelig avgjørelse i saken mellem Saltkompaniet og rederiet. - - -

At bestemmelsen i forældelseslovens §20 ikke skulde komme til anvendelse, naar avtaler som der nævnt er truffet efter at fordringen er stiftet, er efter rettens mening ikke berettiget. - - - Retten antar derfor, at man ved ansættelsen av den erstatning som rederiet i henhold til høiesteretsdommen vil ha at betale til Saltkompaniet, maa bortse fra og ikke kan medregne den erstatning som Saltkompaniet vil ha at svare til rebefragteren R. Whitfield & Co.

Med hensyn til omkostningerne ved nærværende skjøn som rederiet i henhold til høiesteretsdommen vil ha at erstatte Saltkompaniet, vil retten ikke undlate at bemerke, at disse efter rettens mening maa bli at ansætte under hensyntagen til at Saltkompaniet selv er skyld i at omkostningerne ved skjønnet er blit saa betydelige, som de antageligvis er, nemlig derved at saltkompaniet har medtat i sit erstatningsforlangende det foran omhandlede erstatningskrav fra rebefragteren - - -