Rt-1926-232

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-03-26
Publisert:	Rt-1926-232
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 112/1 A s.a.
Parter:	Skiens Verksteder A/S (advokat F. Wilberg) mot A/S Moss Verft og disponent E. Hoel (advokat Nørregaard).
Forfatter:	Bang, Boye, Larssen, Rivertz, Alten, Schie, Christiansen
Lovhenvisninger:	Kjøpsloven (1907) §16, §63, §64, §25

Assessor Bang: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til Moss handelsrets dom av 23 juni 1924, hvor der blev kjendt for ret: «1. Den indstevnte ingeniør E. Hoel bør for citantskapet Skiens Verksteders A/S's tiltale i denne sak fri at være. 2 a. A/S Moss Verft bør til citantskapet Skiens Verksteder A/S betale kr. 117.779,96 med 7 pct. renter fra 31 oktober 1923 til betaling sker. b. A/S Moss Verft bør til citantskapet Skiens Verksteder A/S betal kr. 600 i omkostninger ved en reise til Moss. Fra det samlede beløp gaar i fradrag erstatning for manglende levering av 350 tons plater og 90 tons vinkeljern efter handelsretsskjøn paa citantskapets bekostning. Sakens omkostninger ophæves.»

Side:233

Dommen er avsagt under dissens. Rettens formand voterte for, at ingeniør Hoel skulde tilpligtes in solidum med A/S Moss Verft at betale det paasøkte beløp. Handelsrettens medlem konsul Helly Hansen voterte for, at A/S Moss Verfts kontrakrav for manglende levering skulde tilbakevises som denne sak uvedkommende.

Dommen er av Skiens Verksteder A/S indbragt for Høiesteret med saadan paastand: «I. At A/S Moss Verft og ingeniør E. Hoel in solidtim tilpligtes at betale Skiens Verksteder A/S: a) Kr. 117.779,96 med 7 pct. renter fra 31 oktober 1923 til betaling sker. b) I omkostninger for en reise til Moss kr. 600. c) Sakens omkostninger for handelsretten og Høiesteret. II. At de skibsmaterialer, tils. 560,876 tons, som var indlastet i lægter Norrøna og lægter P. K. L. 13 kjendes at tilhøre Skiens Verksteder A/S indtil A/S Moss Verft har betalt verkstedene, hvad disse ved dommen blir tilkjendt.» Med hensyn til ingeniør Hoel er der fra appellantens side under procedyren for Høiesteret nedlagt subsidiær paastand paa skadeserstatning.

De indstevnte A/S Moss Verft og ingeniør E. Hoel har paastaat handelsrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret. Der foreligger i Høiesteret et nyt dokument, indeholdende meddelelse om, at straffesaken mot Hoel er henlagt efter paatalemyndighetens beslutning.

Naar bortsees fra spørsmaalet om appellantens motkrav er jeg kommet til samme resultat som handelsrettens formand og kan i det væsentlige tiltræ hans begrundelse i sakens øvrige punkter. Han har ikke fundet det nødvendig at avgjøre, hvorvidt avsenderen var berettiget til at sende varen under konnossement. Da spørsmaalet herom kan ha betydning med hensyn til ingeniør Hoels ansvar, skal jeg herom bemerke: Det er ved cif. salg regelen, at kjøperen pligter at betale mot konnossement. Jeg henviser herom til kjøpslovens §64, kfr. §63, og tillike til dens §16. Denne regel maa komme til anvendelse i nærværende sak, medmindre det av sakens parter er uttrykkelig avtalt eller maa ansees indeholdt i avtalen, at regelen ikke skal finde anvendelse. I telegram til Moss Verft av 2 september 1923 tilbød Skiens Verksteder materiel til 2 1800-tonnere for en pris av kr. 220 cif. Moss med betaling fiks kontant mot konnossement, efterhvert som partiene ankom til Moss. I svartelegram erklærte verftet at ville akceptere for en baat efter pris 210 kr. Telegrammet slutter saaledes: «Partier betales fiks kontant, naar alt her». Skienselskapet sendte derefter følgende telegram: «Akcepterer 210 kroner henhold oversendte specifikationer cif. Moss fri losning partiet leveres inden 2 maaneder betaling efterhvert som partiene ankommer dog mindst 100 ton ad gangen 10 pct. av beløpet kan tilbakeholdes indtil det hele er levert. Losning av vore lægtere maa være tilendebragt i løpet av 3 dage, det er mulig det hele parti sendte overet i 3 lægtere. Telegrafer.» Paa dette grundlag blev handelen sluttet. Omend saaledes kravet paa betaling mot konnossement, som fremkom i det første telegram, ikke er berørt i de senere citerte telegrammer, kan jeg ikke av korrespondancen utlede nogen avtale, iethvertfald ikke nogen tilstrækkelig tydelig avtale, som utelukker anvendelse i nærværende tilfælde av den nævnte regel om pligt til betaling mot konnossement ved cif. salg. Jeg har opholdt mig ved denne side av saken, fordi det er anført til undskyldning for ingeniør Hoel, at Skiensselskapets forlangende om betaling mot konnossement var materielt uberettiget. Jeg kan som det fremgaar ikke være enig heri og finder da saa meget sterkere grund til i tilslutning til handelsrettens formand at votere for at paalægge ingeniør Hoel personlig ansvar for følgerne av hans handling. Det er vistnok saa, at han optraadte paa sit selskaps vegne og ikke i egen interesse. Men han maa betragtes som den, der bærer hovedansvaret for det begaatte retsbrudd, og kan da ikke undgaa personlig ansvar for følgene derav. Da han ved sin handlemaate har paaført Skiensselskapet en risiko for kjøpesummen, som ellers ikke vilde ha foreligget, finder jeg, at ansvaret maa paalægges ham i form av solidarisk ansvar med verftet til betaling av det paasøkte beløp.

Hvad angaar verftets kontrakrav antar jeg som handelsrettens medlem konsul Helly Hansen, at det ikke kan tages tilfølge. Jeg behøver dog ikke at indlate mig paa spørsmaalet om kontrakravet, om det var berettiget, vilde kunne anbringes i nærværende sak, idet jeg finder kravet materielt ubeføiet. De tilbud, som fra Skiensselskapets side fremkom om salg av materiale ogsaa til en baat nr. 2 før 4 september 1923 blev ikke akceptert av verftet. Efterat kjøpet av materiale til baat nr. 1 var gaat i orden, telegraferte verftet den 4 september 1923 til Skiensselskapet saaledes: «Godhetsfuldt reserver os omhandlede materialer til nr. 2 baat samme pris levering som for nr. 1.» Derpaa svarte Skiensselskapet i en skrivelse av 10 september 1923 hvori bl.a. anføres vedkommende baat nr. 2, at selskapet hadde reservert verftet de materialer, som selskapet hadde, til en baat til paa samme vilkaar som til nr. 1. Efter hvad der foreligger dokumentert i saken, maa jeg gaa ut fra, at verftet ikke kom skriftlig tilbake til denne affære før i skrivelse av 11 oktober 1923. Det anføres her bl.a.: «Refererende korrespondance om eventuelt kjøp av materialer til baat nr. 2 saa venter vi paa specifikationen - saavidt vi ser mangler det noksaa meget forat den er komplet.» Paa dette tidspunkt hadde verftet antagelig faat melding om Skiensselskapets materialbeholdning fra sin materialforvalter, der opholdt sig i Skien fra 18 september til 30 oktober 1923 for kontrol av materialerne til baat nr. 1. I skrivelse den paafølgende dag, altsaa den 12 oktober 1923, meddelte Skiensselskapet, at det viste sig, at praktisk talt alle plater under 3/8" er utsolgt og at det resterende da formodentlig ingen interesse hadde. Efter i skrivelse av 16 oktober 1923 at ha purret efter specifikasjonen til baat nr. 2 sendte verftet den 20 oktober Skiensselskapet en skrivelse, hvori det bl.a. uttales, at Skiensselskapets skrivelse av 12 samme maaned hadde sat verftet i den største forlegenhet, idet verftet paa basis av kjøpet av materialene til nr. 2 baat hadde holdt paa at ta byggekontrakt og hadde maattet utsætte dermed paa grund av manglende overblik over, hvor meget der manglet av materialerne

Side:235

fra Skiensselskapet. Det gjøres endvidere opmerksom paa, at spørsmaalet er behandlet i direktionsmøte, og at direktionen mener, at Skiensselskapet bør gjøres ansvarlig for differancen, da verftet hadde gaat ut fra, at kjøpet dækket materialerne til 2 skrog. Dette er, saavidt jeg forstaar, det væsentlige angaaende forhandlingene om materiale til baat nr. 2. Indstevnte har her for skranken erklært sig enig i, at der ikke var kommet istand noget endelig for begge parter bindende kjøp av materialer til baat nr. 2, men det gjøres gjældende, at verftet hadde faat paa haanden Skiensselskapets beholdning av materialer som anført. Jeg kan ikke finde, at Skiensselskapets brev av 10 september gir tilstrækkelig holdepunkt for en saadan betragtning av forholdet. Hertil maatte der efter min mening kræves en mere bestemt og i andre ordelag uttrykt viljeserklæring fra Skiensselskapets side. Gaar man saaledes ut fra, at der hverken forelaa kjøp eller haandgivelse, er det mig noget uklart, hvilken retsvirkning der skal tillægges Skiensselskapets nævnte meddelelse om at ha reserveret verftet sine beholdninger. Der er ikke angit noget kvantum og heller ingen tidsfrist, og Skiensselskapets meddelelse har altsaa et noksaa ubestemt indhold. Den kan maaske nærmest karakteriseres som et velvillig tilsagn om at holde materialene til disposition for verftet. Men det kan, mener jeg, fornuftigvis ikke ha været meningen, at Skiensselskapet vilde eller skulde vedstaa sit tilsagn i uker eller maaneder fremover. Tvertimot finder jeg, at det maatte være den for begge parter naturlige forutsætning, at verftet inden en rimelig kort frist maatte benytte sig av tilsagnet ved at gjøre skridt til avslutning av endelig kjøp. Naar verftet endnu en maaned senere, saaledes som det fremgaar av dets før nævnte skrivelse av 11 oktober 1923, ikke hadde tat endelig bestemmelse om kjøp, anser jeg det litet tvilsomt, at Skiensselskapet da maatte være fri for forpligtelse i henhold til den oftere omhandlede meddelelse av 10 september 1923. Jeg antar saaledes, at der ikke forelaa noget kontraktsbrud fra Skiensselskapets side.

Jeg er med handelsretten enig i, at der ikke er anledning til at ta paastanden om eiendomsret til skibsmaterialene tilfølge, efterat disse for længe siden er incorporeret i vedkommende dampskib. Forøvrig vil jeg votere for, at appellantens paastand tages tilfølge, idet jeg finder, at de indstevnte maa tilsvare processens omkostninger for begge retter. Jeg finder derhos, at indstevnte maa erstatte det offentlige omkostningene ved uttogets mangfoldiggjørelse.

Konklusjon:

De indstevnte A/S Moss Verft og dets disponent ingeniør E. Hoel bør en for begge og begge for en til appellanten Skiens Verksteder A/S betale kr. 118.379,96 med 7 av 100 i aarlig rente av kr. 117.779,96 fra 31 oktober 1923 til betaling sker, samt procesomkostninger for handelsretten og Høiesteret kr. 1800.

I erstatning til det offentlige for utgifter ved mangfoldiggjørelse av utdrag betaler de indstevnte en for begge og begge for en kr. 220.

Side:236

Ekstraordinær assessor Boye: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Ektraordinær assessor Larssen: Likesaa. Hvad angaar motkravet, begrundet i Skiens Verksteders paastaatte misligholdelse av pligten til at levere baat nr. 2 er jeg forøvrig tilbøielig til at anta, at selv om dette krav maatte haves, vil det ikke i nærværende sak kunne fremsættes som motkrav til stansning av pligten til kontant betaling, naar Moss Verft har pligt til at betale kjøpesummen mot konnossement (jfr. Almén om kjøp bind 2, 2den utgave, side 381-82).

Assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Alten: Som hr. assessor Larssen.

Assessor Schie: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Christiansen: Likesaa.

Av handelsrettens dom:

- - - Sakens historie er følgende:

Skiens Verksteder A/S solgte til A/S Moss Verft 560,876 ton skibsmaterialer à kr. 210 pr. ton cif. Moss. Materialerne forsendtes i 2 lægtere, der indeholdt henholdsvis 444,809 og 116,067 tons ifølge konnossementerne, som var utstedt av bugserbaatens fører. Lægterne ankom til Moss Verft og under 31 oktober 1923 blev konnossementerne gjennem Rygge Sparebank præsenteret indstevnte til indfrielse. Indstevnte Moss Verft satte sig imidlertid med magt i besiddelse av varerne uten at indfri konnossementene og begyndte mot protest fra bugserbaatens fører at losse materialerne.

- - - Rettens formand avga saadant votum:

Det er ikke benegtet av de indstevnte at de har bemægtiget sig de under konnossement sendte varer uten citantskapets tilladelse. Enten konnossementerne er ugyldige eller ikke' er besiddelsen av varen avsenderens indtil han har opgit besiddelsen, in casu indtil konnossementerne er indløst. Der er i saa henseende ikke avgjørende hvorvidt avsenderen var berettiget til at sende varen under konnossement. Var han uberettiget dertil, fik det bli gjenstand for protest eller eventuelt søksmaal fra mottagerens side, eller han kunde negtet at motta partiet, men han var ikke berettiget til med magt at fravende besidderen godset. Naar det paastaaes at der var truffet overenskomst om losningens fortsættelse mot indbetaling av kr. 100.000 finder retten at maatte tillægge det vegt, at pengene ikke blev indbetalt inden fastsat tid, idet dette fremgaar av saavel disponent Wibergs som overretssakfører Christensens vidneprov sammenholdt med det fremlagte brev av 7 december 1923 fra Rygge Sparebank. Det maa antages under de forhold det her er tale om, hvor der var spørsmaal om fortsættelse eller ikke fortsættelse av en losning, som var begyndt mot besidderens vilje, at det satte krav om en bestemt meget kort betalingfrist maatte forstaaes strengt. Naar kravet fremsattes i høiden en halv time før fristens utløp, er dette et yderligere bevis for, at det her gjaldt paa klokkeslettet. Naar den betingelse ikke opfyldes, vil man maatte anse tilladelsen til losning bortfaldt. Det kan her ingen rolle spille, at indstevnte har gjort alt for at opfylde. Har det ikke været ham mulig, maa det gaa ut over ham.

Side:237

De indstevnte har ved sit forhold begaat retsbrud likeoverfor citantskapet og maa bli solidarisk ansvarlige for den derav opstaaede skade. Den paastaaede restitutionspligt kan, efter hvad der er oplyst ikke opfyldes idet de bemægtigede materialer er gaat op i en anden eiendomsgjenstand, er «specificeret». Tilbake blir erstatningspligten som maa strække sig til at tapet for citanten godtgjøres efter paastanden med materialernes værdi kr. 117.779,96. Desuten maa tidsinteressen godtgjøres ifølge paastatiden med 7 pct. Det kan her ikke komme i betragtning at citanten avslog at motta kr. 100.000, idet disses betaling var knyttet til krav om utlevering av konnossementene, hvilket citantskapet ikke var forpligtet til uten mot betaling av det fulde beløp kr. 117.779,96. Jeg finder det nemlig ikke godtgjort at betingelsen om betaling mot konnossement var bortfaldt. Kreditor var saaledes ikke «in mora». Desuten maa citantskapets reiseutgifter og godtgjørelse for tidstap i anledningen bli at godtgjøre med kr. 600. I denne skade maa imidlertid komme i fradrag den erstatning, som citantskapet skylder indstevnte Moss Verft i anledning brud paa kontrakt om levering av materialer til baat nr. 2. Rettens formand anser det nemlig av de fremlagte dokumenter, særlig kopi av telegrammer og skrivelse av 4 september 1923 og skrivelse av 10 september samt den øvrige fremlagte korrespondance, bevist at citanten har tilbudt og indstevnte Moss verft akcepteret tilbudet om materialene til en baat til. Vidnet Chartings prov i forbindelse med hans under tingsvidnet i Kristiania fremlagte blyantsnotater og uttalelsen i citantens skrivelse av 10 september 1923 om en 500 tons lægter maa være avgjørende for at der er solgt noget saa nær materialer til en hel 1800-tonner. Citantskapet forpligter sig rigtignok til at sælge hvad det har, men denne begrænsning nedad kan ikke strækkes saa langt at de intet har av hvad de har solgt eller har saa litet, at det ingen interesse har. Kontrakten vilde da bli helt uthulet. Det er ogsaa under tingsvidnet paa Moss av vidnet Sørlie provet at citantskapets materialforvalter for ham efter specifikation opga, at citantskapet da hadde ca. 350 ton plater og ca. 90 ton vinkelsektioner. Desuten kunde noget leveres fra lager. Vidnet Kristiansen har provet, at den specifikation som blev sendt indstevnte ikke paa langt nær indeholdt, hvad der i Skien var vist vidnet Sørlie og ham. Man maa gaa ut fra, at citantskapet har solgt indstevnte mindst det av disse vidner opgivne kvantum, som dog er mindre end de til baat nr. 1 leverte ca. 560 tons. Det er saaledes av citantskapet begaat brud paa den indgaaende kontrakt ved kun at tilbyde en rent forsvindende del. Citantskapet benegter ogsaa i skrivelse av 23 oktober 1923 at ha solgt materialer til mere end 1 baat. For dette kontraktsbrud, der efter hvad der er oplyst av indstevnte, har paaført ham skade, idet prisene paa skibsmaterialer senere er gaat op, pligter citanten at yde ham erstatning efter kjøpslovens §25, idet erstatningen fastsættes ved handelsretsskjøn paa citantskapets bekostning. - - -

Konsul Erling Rønneberg avga saadant votum:

- - - Ved alle større vareforsendelser følger et konnossement, baaten og kopien sendes mottageren, og disse utbyttes ved varens ankomst. Jeg finder det efter foranstaaende telegram- og brevveksel bevist, at varen ikke er betalbar mot dokumenter, hvorfor verftet ved dets disponent maa ansees i sin ret, naar det losset lægterne. Det synes mig ogsaa bevist at Moss verft maa være i sin ret naar det forlanger erstatning for de materialer som det kjøpte til baat nr. 2. - - -

Side:238

Konsul Helly Hansen avga saadant votum:

- - - Det maa ansees bevist at Skiens Verksteder har levert hvad det skulde til baat nr. 1 og at beløpet kunde indkasseres mot konnossementenes utlevering. Selv bortset fra dette hadde Moss verft ikke adgang til at paabegynde losningen, naar materialerne var sendt paa konnossement til indløsning først. Ved at ta sig tilrette, som verftet gjorde, har det forgaat sig mot en av de mest elementære regler for varetransport.

Det andet spørsmaal som blandes ind i denne forholdsvis enkle sak, er kjøp av materialer til baat nr. 2. At dømme i denne sak tilbakevises som den her gjældende sak uvedkommende idet der ikke er anledning for Moss Verft til at lægge beslag paa eller ta sikkerhet for sit formodede krav paa Skiens Verksteder i de materialer som var sendt mot konnossement eller i disse materialers fakturabeløp. Moss Verft har kun den vei at gaa at saksøke Skiens Verksteder for sit paastaaede krav uavhængig av opgjør for de materialer der var sendt mot konnossement.

Det springende punkt i denne sak er om en varemottager til hvem varer er sendt mot indløsning av konnossement kan tiltvinge sig varerne uten først at indløse konnossement. Det maa besvares med absolut nei, og man vilde i handelssamkvem komme ganske ut paa viddene om saadant kunde gaa an. Materialerne er ikke blit Moss Verfts eiendom, derved at de ved en ulovlig handling kom i verftets besiddelse, men derom maa der træffes avgjørelse under den paastevnede straffesak og ansees denne ret uvedkommende.

Man kan ikke gi citantskapet medhold i at saken er anlagt ogsaa mot disponent Hoel, da denne har optraadt for at ivareta sit firmas interesse, det ulovlige i hans handling hører hjemme under straffeforfølgningen. - - -