Rt-1912-478

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1912-04-13
Publisert:	Rt-1912-478
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 51/1 s.a.
Parter:	Subsidiært privat straffesag: Joh. Ryther o Halvard Aase med høiesteretsadv. J. Thorkelson (forsvarer advokat Fr. Stang Lund - aktor til prøve: overretssagf. Eilif Heiberg).
Forfatter:	Vogt, Mejdell, Bjørn, Birkeland, Thoresen, Rivertz, Thinn
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887) §436, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §17, §247, §2, §435, §443, §457, §458, §93, Straffeloven (1902) §217, §247, §248, §249, §251, §253, §295, §348

Assessor Vogt: I en at overretssagfører Aase og handelsmand Ryther mod høiesteretsadvokat Thorkelson anlagt subsidiært privat straffesag blev at meddomsret i Kristiansund den 15 december 1910 afsagt saadan dom: «De af indstevnte, advokat John Thorkelson, 1å i et under civil sag: Halvard Aase og Johan Ryther mod Lars O. Eikrem den 20 august 1909 fremlagt indlæg af s.d. i anledning kontrakt afødt xx.xx.1908 benyttede udtryk: «Der er om denne retshandel intet andet at sige, end at den efter ikrafttrædelsesloven §17 1 er ugyldig», - og 2) i et under en anden civil sag mellem de samme parter den 23 september 1909 fremlagt indlæg af 22 s. m. om samme kontrakt benyttede udtryk: «Men end videre paastaaes frifindelse, fordi citanternes eiendomsret til patentet i henhold til dokument afødt xx.xx.1908 er ugyldig i henhold til ikrafttrædelseslovens §17 1, herom henvises til ovenfor nævnte sag», - kjendes døde og magtesløse at være, forsaavidt der i de anførte udtryk ligger beskyldning mod Johan Ryther og Halvard Aase for strafbar anger. I erstatning til statskassen betaler indstevne i medhold af straffeproceslovens §457, 2det led, kr. 210,00.

I medhold at samme lovbestemmelse tilkjendes sagsøgerne, Johan Ryther og Halvard Aase, af statskassen i erstatning for sagsomkostninger kr. 110,00».

Paa denne dom, til hvis begrundelse jeg henviser med hensyn til sagens gjenstand, har advokat Thorkelson erklæret anke. Anken omfattede oprindelig ogsaa sagsbehandlingen og de afgjørelser, hvorpaa dommen beroede. I sidstnævnte henseende er i ankeerklæringen særlig nævnt en af meddomsretten under 25 november 1910 afsagt kjendelse, ved hvilken Thorkelsons paastand om sagens afvisning ikke blev taget tilfølge. Paastanden var bygget paa, at sagsøgerne angivelig ikke havde iagttaget straffeproceslovens §435 angaaende underretning til paatalemyndigheden. Om nogen ophævelse ex officio af meddomsretten dom paa grundlag at saadan omstændighed, efter at anken forsaavidt er frafaldt, finder jeg ikke, der kan være spørgsmaal, idet jeg henviser til straffeproceslovens 392, 2det led, og til en i Rt-1910-684 indtaget kjendelse at kjæremaalsudvalget.

For høiesteret har advokat Thorkelson alene fastholdt følgende ankegrunde: 1) At han ikke er den for de paaklagede udtalelser ansvarlige, idet han mener det at være en uholdbar antagelse at meddomsretten, at en sagfører, som paa sin parts vegne gjør indsigelse gjældende, derved overtager ansvaret for indsigelsens rigtighed, - og 2) At det maa ansees juridisk uholdbart, at der i den her (i den civile sag) fremsatte indsigelse, at den omprocederede kontrakt skulde være ugyldig efter ikrafttrædelseslovens §17 1, ligger en ærekrænkelse. -

Side:479

Jeg finder ikke at kunne give nogen af disse ankegrunde medhold og kan til min begrundelse af denne min opfatning i væsentlige punkter henvise til meddomsrettens domsbegrundelse. Meddomsretten har fundet det at være paa det rene, at der i de paaklagede udtalelser ligger en beskyldning, som er ærekrænkende for sagsøgerne. Denne meddomsrettens bedømmelse vil ikke kunne tilsidesættes af høiesteret, medmindre denne antager, at en udtalelse som den omhandlede enten overhovedet ikke eller ialfald ikke naar den er fremkommet under forhold som de her foreliggende, kan omfattes af straffelovens §247. Det forekommer mig imidlertid aabenbart, at de udtalelser, som det her gjælder, indeholder et udsagn, der har de i nævate lovbestemmelse beskrevne kjendemerker, idet en paastand om, at vedkommende retshandel er ugyldig i henhold til ikrafttrædelseslovens §17 1, betegner sagsøgernes befatning med denne retshandel som indeholdende et strafbart forhold af den beskaffenhed, at det, om det virkelig forelaa, maatte være egnet til at skade deres gode navn og rygte eller utsætte dem for bad, ringeagt eller tab af den for deres stilling eller næring fornødne tillid. Meddomsretten har videre antaget, at bevis for rigtigheden af de paatalte udsagn ikke er tilveiebragt.

Under disse omstændigheder maa efter min forstaaelse af straffelovens §253. der hjemler mortifikation i alle tilfælde, hvor der har været adgang til at føre bevis for en beskyldnings sandhed, sagsøgerne have lovhjemlet krav paa, at erholde mortifikationsdom. Jeg henviser ogsaa til straffeproceslovens §443, dens 3die led, der angiver, hvilke spørgsmaal bliver at besvare af lagretten, hvor der i en lagmandsretssag, naar tiltalte ikke er fundet skyldig, forlanges mortifikation af vedkommende beskyldning. - Her opstilles bl.a. det spørgsmaal, om den tiltalte er ansvarlig for beskyldningen. Som ovenfor nævnt er dette i den foreliggende sag bestridt af advokat Thorkelson. Jeg finder imidlertid, at hans indsigelse forsaavidt er uholdbar, idet en sagfører, som i et af ham fremlagt og underskrevet indlæg i en verserende retssag fremsætter en paastand som den, det her gjælder, maa ligeoverfor straffelovens bestemmelser være ansvarlig for paastandens indhold. Hvor det som her alene gjælder mortifikation, vil dette i virkeligheden kun sige, at han er forpligtet til at modtage søgsmaal til erhvervelse af mortifikationsdom.

Fra Thorkelsons side er det videre gjort gjældende, at naar en anførsel i et indlæg for retten alene er fremkommet for at begrunde en indsigelse, som vedkommende part mener at have ret til at fremsætte, og naar anførselen ikke unødigen er formet saaledes, at den paa grund deraf maa ansees utilbørlig, saa indeholder anførselen i virkeligheden ikke nogen beskyldning, hvorfor den heller ikke kan være gjenstand for mortifikation. Jeg er ikke enig i denne betragtning. De udtalelser, det her gjælder, har som nævat de kjendemerker, der er beskrevet i straffelovens definition at æresfornærmelse. Og jeg kan ikke finde nogen hjemmel for den opfatning, at naar saadan udtalelse er fremkommet i en sagførers indlæg for retten som udtryk for, paa hvilke grunde han bygger sin paastand, saa skulde udtalelsen tabe sin karakter af beskyldning. Dette vilde i mine øine være at opstille en ganske vilkaarlig begrænsning for anvendelse af straffelovens §253. Det maa særlig betones, at en dom: der afsiges i medhold af denne lovbestemmelse, altsaa en retslig mortifikation af en i sit indhold krænkende udtalelse, ikke indeholder en dom over eller mod den, der har fremført udtalelsen; den betegner ham ikke som havende handlet retsstridig eller skyldig i

Side:480

noget urigtig forhold; den indeholder alene en afgjørelse af, at udsagnets objektive rigtighed ikke er godtgjort. Og en saadan opreisning maa den, hvis ære udsagnet gaar ud over, naturligen have ret til at kræve, uanseet om intet er at lægge den til last, som har fremsat udsagnet, uanseet om han endog har været forpligtet til at udtale, hvad han maa forudsættes at have betragtet som overensstemmende med sandheden, og uanseet om han, som i det foreliggende tilfælde, alene har forelagt sin udtalelse til prøvelse af en domsstol og til begrundelse af sin paastand for denne domstol.

Den opfatning, jeg her har gjort gjældende, følger efter min forstaaelse ligefrem af vor nugjældende lov, og den stemmer, saavidt jeg ser, ogsaa ganske med tidligere retepraksis. Jeg skal forsaavidt henvise til, hvad der i Rt-1836-29 sidene 29-30 er oplyst om en af høiesteret i 1833 afsagt dom, som gjaldt det tilfælde, at en husbond havde udfærdiget et skudsmaal, som han efter loven var pligtig at meddele vedkommende tyende. Jeg kan ogsaa henvise til en i Rt-1876-337 flg. refereret høiesteretsdom, hvor det at førstvoterende er paapeget, at netop hvor der ikke er anvendelse for straf, har mortifikation sin rette anvendelse og sin største betydning; se ogsaa bemerkninger i Rt-1881-577 flg.

Efter det anførte vil jeg følgelig votere for, at anken forkastes. Der vil da efter straffeproceslovens §458, sidste led, ikke være anledning til at prøve meddomsrettens afgjørelse angaaende omkostningerne for meddomsretten. Det er dokumenteret, at advokat Thorkelson forsaavidt har for tilfælde paakjæret meddomsrettens afgjørelse, og dette kjæremaal saavel som et kjæremaal fra paatalemyndigheden angaaende det samme forhold vil følgelig blive at afgjøre at kjæremaalsudvalget.

Jeg har fundet det tvivlsomt, om ikke advokat Thorkelson burde tilpligtes at tilsvare statskassen erstatning for omkostninger ved ankesagens behandling, men har fundet, at det efter omstændighederne kan undlades. Sluttelig vil jeg bemerke, at jeg finder, det er stemmende med straffeproceslovens bestemmelser i dens §436, at anken i denne sag har været iverksat efter de for offentlige straffesager gjældende regler.

Konklusion:

Anken forkastes. (Vanlige salærer).

Assessor Mejdell: Jeg antager, at anken maa gives medhold. Jeg mener, at straffelovens 23 kapitel ikke hjemler adgang til mortifikation i et tilfælde som det foreliggende. Forholdet er dette, som det fremgaar af meddomsrettens dom, at advokat Thorkelson har i en for civil domstol verserende sag fremlagt et indlæg, hvori han til støtte for indstevntes frifindelse i denne civile sag har anført, at indstevnte bør være fri for citantens tiltale paa basis at ikrafttrædelseslovens §17 1. Lignende anførsel er han kommet med i en anden ved civil domstol ligeledes verserende sag. Disse paastande har vedkommende civile ret paakjendt med det resultat, at paastandene er forkastet. Retten har i den ene sag anført: «Retten finder ikke straffelovens ikrafttrædelseslovs §17 1 anvendelig paa den paaberaabte kontrakt», - og til denne udtalelse har retten henholdt sig i den anden sag. Paastandene er fremsat til paakjendelse af, og er taget under paakjendelse af rette vedkommende. Det er ingen tvivl underkastet, at den civile ret har den fuldeste kompetence til at tage paastandene under paakjendelse og udtale sig om deres berettigelse eller ikke berettigelse. Jeg mener, at hvis man under saadanne omstændigheder vil undergive det samme spørgsmaal,

Side:481

som med fuld retslig føie er paakjendt af den civile ret, en ny prøvelse ved kriminel ret, vil man komme i en uløselig kollission mellem den civile rets kompetense og den kriminelle rets. I nærværende tilfælde har den civile ret forkastet den i den civile sag nedlagte paastand. For at faa pointet klart frem vil jeg forudsætte, at den civile ret havde laget paastanden tilfølge. Jeg ser da ikke rettere, end at med samme føie, hvormed der her søges mortifikation ligeoverfor den i de civile retesager optrædende sagfører, maatte der ogsaa kunne reises mortifikationssag mod den dommer, der havde givet den i civilsagerne nedlagte paastand medhold. Man kan med fuld ret sige, at der er vel intet, der i den grad vilde være skikket til «at finde tiltro eller være egnet til at skade en andens gode navn og rygte eller udsætte ham for had, ringeagt eller tab af den for hans stilling eller næring fornødne tillid», end at en civil dom har givet en paastand medhold, der implicite indholder, at en af sagens parter har gjort sig skyldig i en strafbar handling. Vi har havt eksempler paa, at en mand, der har været tiltalt for mordbrand, og forsaavidt er blevet frifunden, som altsaa gaar ind under straffelovens §249 1 led sidste punktum, senere er optraadt som citant ligeoverfor vedkommende brandforsikringsindretning og her er blevet mødt med den indsigelse, at han har tabt sit erstatningskrav, fordi han har gjort sig skyldig i mordbrand. Der haves høiesteretsdomme i saadanne sager, og hvor indsigelsen er taget tilfølge. Skulde det saa kunne gaa an, at den, der har endelig civil dom mod sig, kunde gjennem mortifikation søge satisfaktion for den tort, som dommen ganske unegtelig medfører for hans gode navn og rygte? Mig forekommer dette som den rene uhyrlighed. Men hvis man ikke vil antage, at vedkommende dommer, der har truffet afgjørelsen i den civile sag, maa taale, at der anlægges mortifikationssag ligeoverfor ham indser jeg ikke, hvorledes man kan komme til et andet resultat, naar det gjælder den part eller sagfører, der har optraadt i sagen og intet andet foretaget end at nedlægge sin paastand eller indsigelse som søgsmaals- eller frifindelsesgrund i det civile søgsmaal. Jeg mener, at det er søgt i et saadant tilfælde at tale om, at der er fremsat en bekyldning i den paastand, dette udtryk er taget i straffelovens §253. Det er i en vis forstand ikke sigtelse, der er fremsat; hvad der direkte er skeet, er som sagt en paastand, støttet paa de i sagen foreliggende oplysninger, og den omstændighed, at man logisk kan slutte, at hvis paastanden eller indsigelsen gives medhold, saa har vedkommende gjort sig sktyldig i en handling at strafværdig beskaffenhed, kan ikke sættes i klasse med direkte beskyldning. Om jeg skal udtrykke det saa: Det moment at siqtelse, som kan ligge skjult i paastanden eller indsigelsen, er et moment, der, fremtrædende som punkt af betydning, i den civile sag falder i skyggen. Jeg mener, at hvis mortifikationsinstitutet skal tilstedes anvendt i saadanne tilfælde, som jeg her har nævnt, vil det synke ned til at blive en institution, der savner enhver praktisk betydning. Den i mit suponerede tilfælde, for vedkommende part forkleinende civile dom kan jo ikke parterne faa bragt ud at verden (jeg førudsætter selvfølgelig dommen at være endelig). Hvad skal det saa hjælpe vedkommende at faa en anden dom, afsagt at meddomsmænd eller lagrettesmænd, gaaende ud paa, at hin dom, der notorisk er ham til skade paa hans gode navn og rygte, dog ikke skal være ham til skade paa hans gode navn og rygte? I andre ord: jeg mener at i tilfælde, hvor de civile domstole efter lovgivningen har den fulde kompetense til at afgive bevisbedømmelse med hensyn til et faktum, der

Side:482

foruden at have sin civilretslige interesse tillige kan have kriminelretslig betydning, er der ikke adgang for de straffeprocessuelle organer til at tage det samme spørgsmaal op, som med fuld legal beføielse allerede er afgjort eller skal afgjøres af de civile domstole. Hvis man ikke vil antage dette, vil følgen blive, at de kriminelle domstole faar en adgang til at underminere de civile domstoles antoritet, noget, der ikke kan antages at have ligget i lovgivningens hensigt i det øieblik, de civile domstole er forlenet med den dem tilkommende autoritet.

Jeg antager, vil det sees, at straffelovens 23 kapitel tager ikke sigte paa andre førhold end de, som det ligger under den kriminelle domstols kompetense med bindende virkning at afgjøre. Der, hvor lovgivningen har henlagt den bindende, afgjørende kompetense til de civile domstole, kan efter min opfatning den kriminelle rettergang ikke træde i virksomhed. Jeg har ovenfor specielt havt for øie det tilfælde, at den civile domstol ligefrem har givet dom for, at den in nuce liggende sigtelse, der indeholdes i paastanden eller indsigelsen, er materielt beføiet. Men antager man kompetenseskillet mellem civil og kriminel domstol at maatte optrækkes saaledes, som jeg nys har sagt, naar den civile domstols udslag gaar i den ene retning, mener jeg, at man tankerigtig maa komme til, at det samme maa gjælde, ogsaa om udslaget gaar i den anden retning. I alle tilfælde bliver det de civile domstole, hvem magten og myndigheden tilligger til at afgjøre, om den implicite indeholdte sigtelse i den udstrækning, hvori den er fremsat som støtte for paastanden eller indsigelsen, bærer frem eller ei. Afsiges der fældende dom, bliver som allerede nævnt en efterfølgende mortifikationsdom nærmest en kuriositet. Atsiges der frifindende dom af den civile ret, indeholder i og for sig denne frifindelsesdom et af rette vedkommende afgivet verdikt, som viser, at den sigtelse, som kan udledes af paastanden, er ubeføiet, og ikke længer kommer vedkommende til skade paa hans gode navn og rygte. Det er jo den største satisfaktion, vedkommende kan faa, at den domstol, for hvem bevislighederne for og imod er fremlagt, og som af lovgivningen er udstyret med fuld kompetense, udtaler, at sigtelsen er ubeføiet. At tilstede i dette tilfælde en mortifikation, er efter min mening den rene unødighed. Vedkommende kan ikke komme i nogen som helst bedre stilling ved at faa en kriminel rets udtalelse, end han allerede har erhvervet ved at faa den civile rets udtalelse. Under saadanne omstændigheder maatte der de mest tvingende lovbestenmelser til, for at man skulde antage, at lovgivningen virkelig mente og billiget saa bizarre resultater, som kan fremkomme, naar man ikke forstaar straffelovens ærekrænkelsesbegreb saaledes, at der bliver harmoni mellem lovens civilretsprocessuelle og dens strafferetsprocessuelle regler.

Det har i denne henseende en vis interesse at bemerke, at selve straffeproceslovens §2, post 3, er fra en vis side seet en anomali. Mortifikation er efter sit begreb et borgerlig retskrav, som det kunde ligget ganske nær processuelt at behandle efter samme regler som andre borgerlige retskrav, at den beskaffenhed, at de ikke helt og holdent knytter sig akcessorisk til en straffesag. Den almindelige regel er, at saadanne borgerlige retskrav, det har en fra straffeskyldspørgsmaalet selvstændig karakter, behandles for de almindelige civile domstole. Men dette førekommer mig at maatte lede til, at hvor afgjørelsen af det borgerlige retskrav, der ligger i mortifikationen ved at blive paakjendt i kriminelprocessuel form, vilde komme i ligefrem strid med forudsætningen for anordningen af de civile domstole, bør man forudsætte som lovens fornuftige mening, at der ikke bliver anledning til at benytte den

Side:483

kriminelprocessuelle form. Det i sig selv naturlige er, som jeg har sagt, at borgerlig retskrav paadømmes ved borgerlig domstol, medens det vil blive et overmaade kunstig system, hvis der skal kunne forholdes paa den maade, som meddomsretten har gaaet ud fra, at det skal kunne gaa an at æske i kriminelprocessuel form udtalelse om spørsmaal, der realiter har fundet sin afgjørelse gjennem civilrets kjendelse.

Efter mit standpunkt finder jeg det ufornødent at udtale mig nærmere om, hvilken betydning der i og før sig ligger i en mortifikationsdom. Jeg skal kun bemerke, at hvis man vil indskrænke en mortifikationsdoms betydning saa sterkt, som det forekommer mig, at førstvoterende har gjort, saa synes det hele institut mig forholdsvis lidet paakrævet. Hvis man i en mortifikationsdom ikke vil lægge mer end en udtalelse om, at efter bevisets stilling er der ikke føie til at antage, at vedkommende er overført at være skyldig i den handling, der imputeres ham, saa er det en overmaade liden satisfaktion, der herigjennem vindes. Hvis mortifikationen skal vindes paa denne maade, vil det jo i de fleste tilfælde være ganske unødig for den, der har fremsat den ytring, der gjennem søgsmaal søges mortificeret, at kjære sig det mindste om søgsmaalet; han kan afgive den erklæring, at fra hans side kan de ikke være ham imod, at den anden faar dom for, at der ikke foreligger tilstrækkelig bevis for hans skyld. Men saaledes har ialfald hidtildags ikke den almindelige opfatning af, hvad mortifikation har at betyde, været. Den, der indstevnes i en mortifikationssag, har naturlig opfattet dette derhen, at man forlanger af ham, at han skal tage sine ord i sig igjen. Det kan han jo ikke være pligtig til, hvis mortifikationen ikke siger mere, end hvad der af førstvoterende er fremhævet. Det maa da være nok for ham til at undgaa ethvert omkostningsansvar, at han siger: Jeg giver mit minde til, at der afsiges mortifikationsdom, idet jeg indrømmmer, at noget fuldgodt bevis for den paasøgte sigtelses rigtighed ikke er præsteret. Hvis denne lære antages, vil det lede til, at de rene og bare mortifikationssager maa i de fleste tilfælde vedkommende citant anlægge paa sin egen bekostning. Hvie mortifikationsbegrebet indskrænket saaledes, mener jeg, det faar særdeles liden interesse for den, der føler sig krænkes, at anlægge mortifikationssag. Han opnaar ingen positiv satisfaktion. Jeg har om mortifikationens betydning en anden opfatning end førstvoterende, men skal herom ikke udtale mig nærmere, da det efter den synsmaade, som for mig har været den bestemmende i sagen, ikke har indflydelse paa resultatet. Jeg skal for tiden ikke forme nogen konklusion.

Ekstraordinær assessor Bjørn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg antager, at spørgsmaalet om, hvorvidt de paaklagede udtalelser i det foreliggende tilfælde indeholder en beskyldning, er afgjort at meddomsretten med bindende virkning for høiesteret, og at denne afgjørelse eller bedømmelse ikke kan ansees at bero paa en urigtig forstaaelse af loven.

Assessor Birkeland: Som hr. assessor Bjørn.

Assessor Thoresen: I det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Mejdell.

Ekstraordinær assessor, lagmand Rivertz: Ligesaa.

Jutitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg vil ligesom de øvrige voterende der staar paa samme side som jeg, ikke have udtalt noget om, hvorvidt den paagjældende udtalelse i nærværende tilfælde indgaar under straffelovens §247, idet jeg, som de, mener, at dette spørgsmaal med bindende

Side:484

virkning for høiesteret er afgjort af meddomsretten. Smlgn. Rt-1906-120. Hvad der for mig er afgjørende, er i det hele følgende betragtning. Jeg kan ikke finde at det kan opstilles som en retssætning, at en udtalelse, som den omhandlede, fremført paa en procederende parts vegne i et indlæg for retten, under ingen omstændighed kan ansees som indeholdende en beskyldning dvs som «egnet til at skade en andens gode navn og rygte eller at udsætte ham for had, ringeagt eller tab af den for hans stilling eller næring fornødne tillid». Hvorvidt udtalelsen har denne karakter, vil bero paa omstændighederne i det konkrete tilfælde. Bedømmelsen heraf er af faktisk art. I nærværende tilfælde har meddomsretten fundet, at udtalelsen har karakteren af en beskyldning; Denne meddomsrettens bedømmelse vilde efter min mening alene kunne angribes gjennem retsmidlet; fornyet behandling. Jeg kan ikke finde, at den hviler paa en urigtig forstaaelse af, hvad det i heromhandlede punkt i retslig henseende kommer an paa for adgangen til at erholde mortifikation. Hvad det i saa henseende kommer an paa, er, om udtalelsen under de omstændigheder, hvorunder den er fremført, rent objektivt seet har de i straffelovens §247, første led, beskrevne kjendemerker, og denne retslige betregtning har meddomsretten i sin dom gaaet ud fra. Det kan efter min mening for mortifikationsspørgsmaalets afgjørelse ikke for nogen del komme an paa, om de subjektive strafbarhedsbetingelser er tilstede. Dette er ligefrem forudsat i straffeproceslovens §443, tredie led, og, som af førstvoterende fremholdt, fastslaaet gjennem langvarig retspraksis.

Jeg kan videre heller ikke finde, at meddomsrettens afgjørelse af det spørgsmaal, om advokat Thorkelson er «ansvarlig» for den i udtalelsen indeholdte beskyldning i den forstand, hvori dette udtryk er brugt i straffeproceslovens §443, er bygget paa en urigtig forstaaelse af loven. Det kan efter min mening hertil ikke kræves mere, end at han paa tilregnelig maade har, om end paa sin parts vegne, fremført udtalelsen. At han skulde være ansvarlig i den forstand, at der skulde være noget at lægge ham tillast med hensyn til udtalelsens eller beskyldningens fremførelse, er ikke nødvendig. Mortifikation er efter min mening i det hele ikke at anse som noget udslag mod den indstevnte, som denne kan siges at maatte taale, eller hvorved han er at anse som domfældt, men som en afgjørelse til gunst for den, mod hvem beskyldningen er rettet. Foruden at henholde mig til førstvoterendes adtalelse om en mortilikationsdoms væsen og betydning henviser jeg med hensyn til saavel det ene som det andet af de to ankepunkter til de fremstillinger af denne materie, som er gi vet af Urbye i Norsk strafferet side 181-184 og af Skeie i hans bog: Om ærekrænkelser efter norsk ret side 415 flg., med hvilke fremstillinger jeg mener, at hvad jeg her har fremholdt er overensstemmende i alt væsentlig.

Foranlediget ved en bemerkning af hr. assessor Mejdell angaaende betydningen af en mortifikationsdom skal jeg tilføle, at jeg antager, at ogsaa meddomsrettens afgjørelse af spørgsmaalet om bevisbyrden er rigtig. Det følger efter min mening ligefrem af bestemmelsen i straffeprocessovens §443. 3 led. Jeg henholder mig ogsaa herom til, hvad der er udtalt hos Urbye side 182 og hos Skeie side 428. Mod meddomsrettens afgjørelse af dette spørgsmaal er der forøvrig ikke rettet nogen anke.

Med hensyn til spørgsmaalet om søgsbehandlingen for høiesteret, hvor sagen er behandlet overensstemmende med straffeproceslovens §436, 2 led, som en offentlig straffesag, finder jeg det hensigtsmæssig her at

Side:485

anføre de afgjørelser i samme retning som nærværende afgjørelse - dels af høiesteret og dels af kjæremaalsudvalget - som findes indtaget i Rt-1894-327, Rt-1899-497, Rt-1909-873, Rt-1909-875, Rt-1910-704, Rt-1910-706, Rt-1911-766 og Rt-1912-272.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af meddomsrettens dom hidsættes:

I anledning nærværende sag indsendte Joh. Ryther og Halvard Aase under 14 februar 1910 til statsadvokaten i Romsdal og N. Bergenhus begjæring om tiltale og straf mod Lars O. Eikrem og J. Thorkelson for overtrædelse af straffelovens §217, jfr. §248. Ved paategning af 15 s. m. underrettet statsadvokaten om, at han «ikke fandt grund til nogen forføining fra paatalemyndighedens side. «I begjæringen fandtes oplysningsdom, at den ene af klagerne, overetssagfører Halvard Aase, foruden sagførerstilling ogsaa indehavde stilling som konstituerende politiassistent i Kristiansund fra 24 jun 1908 til 26 november 1909, da de paaklagede ærekrænkelser fremkom. - - -

Retten skal her bemerke, at da tiltalen (stevningen) gjælder ærekrænkelse efter §248 og paatalemyndigheden har afvist sagen for sit vedkommende, er sagen med rette anlagt som subsidiær privat straffesag, jfr. straffelovens §251,2 og straffeproceslovens §93. Sagsøgernes endelige paastand gaar endvidere ud paa kun mortifikation, ikke paa straf etter §247, saa der ikke vil være plads for nogen delvis afvisning at sagen.

Efter straffelovens §253 er der adgang til mortifikation «i alle tilfælde, hvor der har været adgang til at føre bevis for en beskyldnings sandhed». Dette gjælder ogsaa her, hvor der er tale om ærekrænkelse efter §248, og denne adgang er ligelaalidt afhængig af hvorvidt bevis er ført eller ikke for ond tro efter §348, som af spørgsmaalet om straffefrihed eller ikke efter §249,2 og retten skal derfor ikke indlade sig paa nogen af disse sider af nærværende sag ved undersøgelsen af, om betingelserne for mortifikation er tilstede.

Det maa være klart, at den forste betingelse for mortifikation er tilstede nemlig at indstevnte advokat Thorkelson er ansvarlig for de i tiltatebeslutningen paaklagede udtalelser. At indstevnte ikke - som af ham paastaaet - er uden ansvar, fordi han har optraadt som tjener for Lars O. Eikrem «som dennes sagfører, trænger ingen nærmere paavisning.

Det maa ogsaa være paa det rene, at der i de heromhandlede udtaletser (fremkomne under offentlig procedure for en domstol) ligger en beskyldning, som er ærekrænkende for sagsøgerne. I begge de i tiltalebeslutningen fra vedkommende indlæg citerede udtalelser, ligger der en direkte beskyldning for strafbar aager, en beskyldning der i høieste grad «er egnet til at skade sagsøgernes gode navn og rygte, udsætte dem for had, ringeagt og tab af den for deres stilling eller næring fornødne tillid.

Det afgjørende for, hvorvidt der her er adgang til mortitikation vil derfor nu være, om der nu kan siges at være ført bevis for sandheden af den i vedkommende udtaleiser liggende beskyldning mod sagsøgerne. Bevisbyrden paahviler her indstevnte (jfr. straffelovens §249,1) og denne bevisbyrde gaar ikke over paa sagsøgerne om paastanden i nærværende sag kun gaar ud paa mortifikation (se Urbye strafferet s. 198 IV, jfr. s. 194, 2 passus og s. 172) - Noget saadant sandhedsbevis findes indstevnte imidlertid ikke ut have ført. Ved den omhandlede kontrakt afødt xx.xx.1908 overdrog Lars O. Eikrem 2 nærmere angivne patenter paa «børsteholder udstanset af jernblik» og «anordning med børster og koste» til sagsøgerne saafremt hans ansvar «kr. 2.936,37 med forbeholdte renter samt senere udlagt patentafgift kr. 30,00 + porto og rener af disse efter samme rentefod» ikke var betalt inden 14 dager. Foruden

Side:486

endvidere at forpligte sig til at medvirke ved mulig yderligere nødvendig formel overdragelse, forpligtet Eikrem sig ved denne kontrakt ogsaa til, «saafremt disse patenters udbringende ikke er tilstrækkelig til dækning af forannævnte ansvar, da at betale Joh. Ryther og Halvard Aase den mulige rest, saa de intet tab skulde lide ved at have støttet ham». Sagsøgerne havde nemlig fra slutten af 1905 og udover efter Eikrems anmodning ydet ham økonomisk støtte for at sætte ham istand til at nyttiggjøre sine opfindelser, idet de gjerne vilde hjælpe ham til nogen fortjeneste. Ved patentudtagelse og betaling af patentafgift m.v. var Eikrems gjæld i dette forhold nu steget til henimod 8.000 kroner. - Det maa ansees godtgjort, at Eikrem selv tilbød den overdragelse, som skeede ved kontrakten 7 mars 1908, og det kan efter det under sagen fremkomne ikke antages, at Eikrem da var i saadan nød, som omhandles i straffelovens §295. Ligesaalidt findes der noget holdepunkt for den slutning at sagsøgerne ved overdragelseskontrakten skulde have udnyttet nogen nød hos Eikrem og betinget sig - og endnu mindre opnaaet - «et vederlag, der efter de foreliggende omstændigheder stod i et aabenbart og sterkt misforhold til, hvad derfor var ydet». Sagsøgerne havde indtil kontraksafslutningen kun havt udgifter paa patenterne, disses økonomiske værd var - og er - (som hyppig ved patenter) i høl grad problematisk og deres udnyttelse hazardios. Dette fremgaar bedst af, hvad der under sagen maa ansees godtgjort, at de til dato ikke har bragt en øres indtægt, hvorimod sagsøgernes udlæg er naaet op i noget over kr. 4.000,00 bl.a. ved betaling at patentafgifter, hvilket er nødvendig, forat patenterne skal holdes i hævd og ikke falde bort og blive værdiløse. Eikrem har kun betalt kr. 10,00. Efter det her paapegte kan saaledes ikke retten finde, at der fra sagsøgernes side paa nogensomhelst maade foreligger strafbar aager. Den at sagsøgerne paastaaede mortifikation maa derfor blive at give. - - -