Rt-1872-21

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1871-12-01
Publisert:	Rt-1872-21
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 172/2 1871.
Parter:	Handelsmand Hans Bulls Konkursbos Bestyrelse (Bergh) mod Handelsmand O. J. Finckenhagen (Heffermehl).
Forfatter:	Blich, Hallager, J. S. Thomle, A. Thomle, Saxlund, Andresen samt Justitiarius Lasson
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §45, §44

Assessor Blich: Mellem Handelsmændene Hans Bull og O. J. Finckenhagen havde der i længere Tid fundet en Handelsforbindelse Sted, idet Parterne havde løbende Mellemregning med hindanden, som blev opgjort hvert Nytaar og Saldoen, det snart var i Bulls snart i Finckenhagens Favør, dog aldrig over nogle saa Hundrede Speciedaler, blev overført paa Mellemværende det følgende Aar. Mellemværendet bestor deri, at Finckenhagen væsentlig fournerede Bulls dels med Anvisninger dels med Vexler til Udførelse af Fiskexpeditioner, hvorimod Bull igjen leverede Finckenhagen Udbyttet af Fiskexpeditionerne, væsentlig bestaaende i Lever og Tran. Den 1 Mai 1868 havde Finckenhagen tegnet sit som Endossent for Bull paa endel Vexler til offentlige Indretninger, til et Beløb af 1200 Spd., i hvilken Anledning Bull meddelte ham Skadesløsbrev for Beløbet, der blev thinglæst den 6 s. Md. Parternes Mellemværende udgjorde den 1 Jan. 1870 omtrent 232 Spd. i Finckenhangens Favør, der som sædvanligt overførtes i ny Regning, hvorefter deres Handelsforbindelse fortsattes i Aarets Løb, og den 10 Mai 1870, da Mellemværendet igjen blev opgjort mellem dem, havde Finckenhagen tilgode et Beløb afødt xx.xx.21 1/2 ss. Finckenhagen fordrede da nyt Skadesløsbrev meddelt af Bull, men inden dette blev udstedt, nemlig den 18 Mai 1870, var Mellemværendet steget til 1305 Spd. 87 ss. I Anledning af den Laan, som Bull havde i offentlige Indretninger, stod Finckenhagen desudet til Ansvar for 1415 Spd., ligesom han ogsaa havde endosseret en Vexel, stor 300 Spd., saaledes at Bulls Ansvar til Finckenhagen paa den Tid beløb sig til noget over 3000 Spd., hvoraf ved Skadesløsbrevet afødt xx.xx.1868 kun var sikret et Beløb af 1200 Spd. for det Endossementsansvar, hvori Finckenhagen stod for Bull. Den 18 Mai fik imidlertid Finckenhagen Bull til at meddele sig et Skadesløsbrev, der blev thinglæst den 21 s. Md. og lyder saaledes: «Da jeg Underskrevne Hans S. Bull er indrømmet et Udvidelse af min Kredit hor Hr. O. J. Finckenhagen af indtil 1000 Spd., saa er det jeg som Sikkerhed for hvad jeg til enhver Til bliver ham skyldig ifølge hans Bøger herved pansætter min Jagt «Velkommen» med 1ste Prioritet osv.» Handelsforbindelsen mellem Parterne fortsattes derefter indtil Bulls Bo i Juli Maaned s. A. efter nogle Kreditorers Forlangende blev taget under Behandling som Konkursbo. Efter de fremlagte Regnskaber havde Finckenhagen i denne Mellemtid fourneret Bull dels med forskjellige Varer dels med Kontanter til et Beløb af omtrent 554 Spd., medens derimod Bull i samme Tidsrum havde leveret Finckenhagen Varer for et Beløb af omtrent 900 Spd. Finckenhagen paastod sig nu berettiget til at tage de af Bull leverede Varer til Afdrag paa det ældre Mellemværende, medens han paa Grund af Skadesløvbrevet afødt xx.xx.1870 ansaa sig berettiget ttil at tage sig betalt for de af ham selv til Bull fournerede Beløb i det ved Skadesløsbrevet stillede Pant. Ved denne Pantsættelse ansaa han sig desuden berettiget til at søge Betaling for hvad han havde tilgode paa det ældre Mellemværende, forsaavidt Skadesløsbrevet med det deri anførte Beløb maatte strække til. Saaledes som han har modificeret sin Paastand under Proceduren paastaar Finckenhagen sig prioriteret efter Skadesløsbrevet for et Beløb afødt xx.xx.118 ss, hvori ogsaa er medtaget Beløbet af en den 18 Mai 1870 udstedt Vexel, stor 300 Spd., som med Finckenhagens Endosemnt var anbragt hos Konsul Aagaard i Tromsø. Paa Skiftet i Handelsmand

Side:22

Bulls Bo blev der af Bestyreren fremsat Indsigelse mod, at Finckenhagen tilkjendtes nogensomhelst Prioritet efter Skadesløsbrevet afødt xx.xx.1870, dels fordi der mellem Skadesløsbrevets Thinglæsning og den Dag, da Konkursen blev forlangt af enkelte af Boets Kreditorer, ikke er hengaaet saa lang Tid, som efter Konkursl.s §44 var nødvendig for at et saadant Skadesløsbrev eller Dokument skulde ansees gyldigt, nemlig 8 Uger, og dels ogsaa fordi den Fordring, som Finckenhagen søgte at gjøre gjældende i Boet, ikke kan ansees stiftet gjennem selve Pantsættelsen. Ved den af Byfogden i Hammerfest som Skifteforvalter i Bulls Bo den 9 Decbr. f. A. afsagte Decision blev Finckenhagen nægtet at tilkomme nogen Prioritet i Boet efter Skadesløsbrevet afødt xx.xx.1870, men ved den af Throndhjems Stifsoverret, hvortil Sagen allene af Finckenhagen er paaanket, afsagte Dom af 1 Mai s. A. blev Finckenhagen efter samme anseet prioriteret i Udbringendet af det pantsatte Fartøi for et Beløb afødt xx.xx.118 ss foruden for et Beløb af 1200 SPd. i et andet Fartøi efter det tidligere Skadesløsbrev afødt xx.xx.1868. Processens Omkostninger for begge Retter ophævedes. Sagen er nu fra begge Parters Side paaanket til Høiesteret, nemlig fra Bulls Bos Side ved Hovedstevning af 7 Aug. og fra Finckenhagens Side ved Kontrastevning af 23 Novbr. s. A., hvorefter Hovedappellanten har paastaaet Skiftedecisionen stadfæstet, medens der fra Kontraappellantens Side er nedlagt Paastand om, at han gives prioriteret Udlæg i Udbringenden af Jagten «Velkommen» for et Beløb afødt xx.xx.118 ss og i Udbringendet af Jagten «Haabet» for 1200 Spd. Begge Parter have derhos paastaaet sig tilkjendt Procesomkostninger.

Med Hensyn til den første Indigelse at nemlig Skadesløsbrevet skulde være uden Kraft, fordi der ikke er hengaaet 8 Uger mellem Thinglæsningen og Konkursens Udbrud, da skal jeg bemærke, at Skadesløsbrevet, som anført, er udstedt den 18 Mai og thinglæst den 21 Mai 1870 og at Forlangendet om Konkursbehandling er gjort af Vedkommende Kreditorer i et skriftligt Begjær af 6 Juli næstefter, hvilket blev indleveret til Skifteretten den 9 Juli, hvorefter Skifteretten holdt en Samling den 11 Juli og Kjendelse blev afsagt den 15 Juli. Kontraappellanten paastaar nu, at efter hvad Bestyreren i Boet i sin Indstilling afødt xx.xx.1870 her erkjendt, maa terminus ad quem regnes til den Dag, da Konkursbehandlingen blev dekreteret af Skifteforvalteren, nemlig den 15 Juli, og at der, hvad enten man vælger den 18 eller 21 Mai som Udgangspunkt, er hengaaet en længere Tid end 8 Uger gra Skadesløsbrevet blev udstedt. Efter hvad Hovedappellanten har paataaet, hvilket ogsaa synes at være rimeligt, maa den af Bestyreren i hans Instilling nævnte Dato, 16 Juli, som Termin for Opbudet være en Skrivfeil for 6 Juli, paa hvilken Dag nemlig enkelte Kreditorer rekvirerede Bulls Bo taget under Konkursbehandling, idet nemlig Konkursl.s §44 bestemmer termius ad quem for de 8 Uger til den Dag, da Skiftebehandling enten af Skyldneren selv eller af nogen Fordringshaver bliver forlangt. Nu er det vistnok ikke riftigt, at den Dag skal være bestemmende, som findes paa det af Kreditorerne indgivne Forlangende, da man nemlig af de tidligere §'er i Konkursl. ser, at Tiden maa regnes fra den Dag, da Forlangendet indløber til Skifteretten, hvilket i nærværende Tilfælde var den 9 Juli, men da Tiden mellem Skadesløsbrevets Udstedelse og denne sidste Dato ikke er 8 Uger, kan som Følge af Bestemmelsen i §44 Skadesløsbrevet ikke ansees gyldigt mod Boet. Selv om det ikke skulde forholde sig saaledes af Hovedappellanten anført, at Datoen 16 Juli i Bestyrerens Indstilling var en Skrivfeil, tror jeg dog egentlig ikke, at dette kan tillægges nogen Indflydelse, da Bestyrerens Paastand gaar ud paa, at der ikke er hengaaet 8 Uger fra den Tid, da Skadesløsbrevet blev udstedt og indtil Opbudet, hvorefter det maa staa til Domstolene at anvende Lovens Bestemmelse saaledes, som de rettelig ere at forstaa for at bedømme, om dette virkelig er Tilfældet eller ikke.

Side:23

Kontraappellanten har imidlertid forment, at uden Hensyn hertil maatte dog Skadesløsbrevet være gyldigt efter Bestemmelsen i Lovens §45, hvorefter «Gjæld, som er stiftet ved selve Pantsættelsen», maa kunne søges betalt i den pantsatte Gjenstand, selv om det Dokument, hvorved Pantsættelsen sker, er udstedt inden 8 Uger forinden Konkursen. Han paastaar, at Skadesløsbrevet netop gaar ud paa at indrømme Bull en yderligere Kredit for den følgende Tid, og at Finckenhagen for det Beløb, som han saaledes fournerte Bull med, skulde have Sikkerhed i det pantsatte Fartøi «Velkommen». Skadesløsbrevet sigter netop til denne Kredit, siger han, dahan paa den Tid, samme udstedtes, kunde have afbrudt sin Forbindelse med Bull, ligesom han ogsaa maatte være berettiget til at tage, hvad der senere maatte blive leveret af Bull, det være sig af Varer eller Kontanter, til Afdrag paa det tidligere Mellemværende. Jeg tror dog ikke, at Skadesløsbrevet kan forstaaes saaledes efter sine Udtryck. Det heder nemlig, at Bull er indrømmet en Udvidelse af sin Kredit hos Finckenhagen indtil et Beløb af 1000 Spd., samt at han som Sikkerhed for hvad han til enhver Tid bliver ham skyldig efter hans Bøger pantsætter Jagten «Velkommen». Det forekommer mig, at selve Skadesløsbrevet efter sine Udtryk ikke indskrænker den Sikkerhed, som derved stilles allene til den Udvidelse af Krediten, som var Bull lovet, men at tvertimod Bull deri stiller Finckenhagen Sikkerhed for Alt, hvad han til enhver Tid maatte blive ham skyldig efter Bøgerne. Dette har ogsaa Finckenhagens Sagfører for Overretten udtrykkelig erkjendt i sit Deduktionsindlæg afødt xx.xx.1871; efterat have refereret Skadesløsbrevets Indhold anfører han, at Finckenhagen saaledes har Sikkerhed for Alt saavel allerede stiftet som mulig senere Gjæld». Saaledes som Forholdet i nærværende Sag har været mellem Parterne, kan jeg heller ikke indse nogen Mulighed i, at et saadant Skadesløsbrev, som blev udfærdiget, kunde siges at give Sikkerhed ffor Gjæld, som var stiftet gjennem selve Pantsættelsen. Parterne havde nemlig staaet i et stadigt Mellemværende med hinanden, hvor Fordringer og Modfordringer vare opførte fortløbende paa Konto mellem dem og da det var Meningen og virkelig ogsaa blev Tilfældet, at dette Mellemværende fortsattes efter Skadesløsbrevets Udstedlese ganske paa samme Maade som tidligere, vilde det være saa godt som ugjørligt at adstille de forskjellige Gjældsposter saaledes fra hinanden, at hvad der senere blev Bull debiteret skulde ansees som ny Gjæld, stiftet ved Pantsættelsen og aldeles uafhængig af, hvad han for sin Del maatte indbetale til Finckenhagen paa hvad han skyldte. Dersom en saadan Adskillelse af Debet- og Kreditposter skulde kunne være gjørlig, forekommer det mig, at §45 i Konkursl. ikke vilde kunne tillægges nogensomhelst Betydning. Enhver Kreditor maatte paa den Maade kunne omgaa Bestemmelsen og sikre sig ved Pant for ethvert ældre Mellemværende, idet han nemlig da havde Adgang til at tage Alt, hvad det blev indbetalt af Debitor til Afdrag paa den ældre Gjæld og betragte Alt, hvad han fournerte ham med, som ny Gjæld, der var sikret ved Pantsættelsen, endskjønt det, hvormed han blev fourneret af Kreditor, blev anvendt til Indbetaling paa den ældre Gjæld. I nærværende Tilfælde viser det sig, at Forholdet virkelig ogsaa har været saaledes. Som jeg tidligere anførte er der af Bull indbetalt til Finckenhagen i Mellemtiden mellem Skadesløsbrevets Udstedelse og Konkursens Begyndelse 345 Spd. mere end hvad der blev fourneret ham af Finckenhagen, og denne har altsaa netop ved de Forskud, han har gjort, faaet Anledning til at faa sig udbetalt paa sig Tilgodehavende hos Bull et større Beløb, hvorved saaledes hans Tilgodehavende fra den ældre Tid er blevet mindre, medens han derimod efter sin Paastand skule have Sikkerhed for det yderligere Forskud han maatte give, i det Skadesløsbrev, som var udstedt for den nye Gjæld. Spørgsmaalet er forøvrigt, forekommer det mig, allerede tidligere afgjort e en Sag, der blev paadømt i Høiesteret mellem Kreditkassen og Handelsmændene Knoph og Blickfeldt afødt xx.xx.1867, Rt-1867-440. (Voteringen optagen med Hurtigskrift findes i Ugeblad for Lovkyndighed m. M. VI. S. 387-393.)

Side:24

I denne Sag havde nemlig Knoph og Blichfeldt ved at deponere Varer til Kreditkassen optaget et Laan, hvormed de havde afbetalt paa sin ældre Gjæld, men denne Transaktion blev af Høisteret kjendt ugyldig.

Efter hvad jeg saaledes har anført behøver jeg ikke nærmere at indlade mig paa de specielle Bemærkninger, som ere gjorte fra Parternes Side. Idet jeg saaledes kommer til samme Resultat som Skifteretten i dens Decision, kan jeg dog ikke være enig i den af Skifteforvalteren givne Begrundelse. Han er gaaer ud fra, at en Kreditor vistnok var berettiget til at sikre sig for Tab ved en sin Debitor indrømmet udvidet Kredit, men at han ikke var berettiget til at anvende Udbyttet af de Expeditioner, hvortil Forskuddet var givet, paa anden Maade end netop til Dækkelse af samme, og da i nærværende Tilfælde Udbyttet var større end Forskuddet, kunde det altsaa ikke anvendes paa den Maade, som af Finckenhagen var gjort. Jeg tror derfor, at der bør gives ny Konklusion og da der ikke har været nogen Tvist om det ældre Skadesløsbrev afødt xx.xx.1868, antager jeg heller ikke det er nødvendigt i Konklusionen at nævne noget om, at Finckenhagen skal nyde Prioritet efter samme i Udbringendet af det derunder pantsatte Fartøi, hvilket Overretten har gjort og Kontraappellanten har nedlagt Paastand om for Høiesteret. Processens Omkostninger for alle Retter antager jeg at burde ophæves.

Jag konkluderer saaledes:

«Handelsmand O. J. Finckenhagen bliver for sin Fordring i Handelsmand Hans Bulls Konkursbo ikke at tillægge nogen Prioritet efter Skadesløsbrevet af 18, thinglæst 21 Mai 1870. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves».

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne J. S. Thomle, A. Thomle, Saxlund og Andresen samt Justitiarius Lasson: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.