Rt-1851-452

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1851-05-22
Publisert:	Rt-1851-452
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 253 O.nr. 5.
Parter:	Stiftsoverretsprocurator P. K. Gaarder mod Amtmand Birch Reichenwald.
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §66

I denne Sag var af Christiania Stiftsoverrets første Afdeling under 14de Januar 1850 afsagt saadan Dom:

«Da det var blevet bekjendt, at sidste Storthings Valgcomitee agtede at bringe Stiftsoverretsprocurator Gaarder i Forslag til Statsrevisor, fandt Amtmand Birch Reichenwald - der, efter hvad der under nogle inden hans Embedsdistrict til Afbenyttelse i en i Christiania verserende Justitssag mod Handlende Lund og Alstrup optagne Thingsvidner var oplyst angaaende Procuratot Gaarders Forhold i Anledning af Fornyelsen af en af førstnævnte Angjældendes

Side:453

Moder endosseret Vexelobligation, antog at der ikke burde blive Spørgsmaal om Procuratorens Valg til bemeldte Post - sig foranlediget til at gjøre Valgcomiteen bekjendt med disse Oplysninger, idet han i et saadant Øiemed tilstillede den et Uddrag af vedkommende Acter. Da Procurator Gaarder ikke destomindre af Comiteen blev bragt i Forslag til Statsrevisor, udtalte Amtmand Birch Reichenwald sig i Storthingets Møde den 24de August 1848 mod Valget. I Anledning af de af Amtmanden ved denne Leilighed brugte Udladelser indgav Procurator Gaarder en Forestilling til Justitsdepartementet af 28de s. M., i hvilken han, idet han anholdt om, at hans Forhold maatte blive undersøgt, erklærede Amtmanden for en Løgner og Æreskjænder, ligesom han gjentog denne Sigtelse i sin til Forligelsescommissionen indgivne Klage. Da derhos Forlig ikke blev opnaaet, saggav han under 31te August 1848 Amtmand Birch Reichenwald, idet han paastod de af denne brugte fornærmelige Udladelser, Sigtelser og Opdigtelser mortificerede som Løgn og Æreskjænderi, og Indstævnte anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 30 Dage, samt tilpligtet at udrede Processens Omkostninger. I Indlæg af 1ste Februar d. A. paastod han derhos Straf og Mortification i Anledning af den Maade, hvorpaa hans Forklaring under Forhøret mod Lund og Alstrup af Amtmand Birch Reichenwald eller hans Sagfører var bleven omtalt under Proceduren. Efter udtagen Contrastævning paastod derimod Amtmand Birch Reichenwald sig frifunden for Hovedcitantens ubeføiede Tiltale, og de af denne fremsatte Beskyldninger og den af ham nedlagte Paastand mortificerede, samt Hovedcitanten for sit i saa Henseende udviste Forhold anseet med Straf efter Lovens Mildhed, samt derhos tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med noget Tilstrækkeligt. Ved den derefer af Byfogden i Christiania den 22de Marts d. A. afsagte Dom er saaledes kjendt for Ret: «Contracitanten Amtmand Birch Reichenwald bør for Citanten Overretsprocurator Gaarders Tiltale i denne Sag fri at være. De af Citanten mod

Side:454

Contracitanten fremførte Sigtelser om at være en Løgner og Æreskjænder bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke komme Contracitanten til Skade paa Ære, Embede, gode Navn og Rygte, hvorhos Citanten bør bøde 100 - et Hundrede - Spdlr. til Statskassen. Fremdeles mortificeres den af Citanten over Contracitanten nedlagte Paastand om Straf af 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Hovedsøgsmaalets Omkostninger ophæves, hvorimod Contracitanten tilkjendes hos Citanten Contrasøgsmaalets Omkostninger med 8 Spdlr.» Denne Dom har Stiftsoverretsprocurator Gaarder ved Stævning af 28de Marts f. A. indanket her for Retten, med Paastand om, at samme forandres overeensstemmende med den for Underretten nedlagte Paastand, og at han hos Indstævnte tilkjendes Sagsomkostninger for begge Retter. Ligeledes har Amtmand Birch Reichenwald udtaget Contrastævning, og dernæst paastaaet Underretsdommen stadfæstet, dog saaledes, at Hovedappellanten tilpligtes at betale Processens Omkostninger ved begge Retter og derunder saa vel Hoved- som Contrasøgsmaalets Omkostninger for Underretten. Til Sagens Behandling ansees det nødvendigt at hidsætte en Recit af det under Justitsagen mod Lund og Alstrup Passerede, for saa vidt angaaer Hovedappellantens Forhold med Hensyn til Fornyelsen af den oven omhandlede Vexelobligation. Det bemærkes i denne Henseende, at Acterne i bemeldte Sag ikke under nærværende Sag have været fremlagte, hvorfor det vil være nødvendigt, at tage Hensyn til den af Parterne i deres i Dagbladene indførte Indlæg givne Fremstilling af Sagen. Vel har Hovedapppellanten her for Retten ligesom ved Underretten benegtet Rigtigheden af Contraappellantens Anførsler, og opfordret ham til at producere Acterne i hiin Sag, men ligesom Hovedappellanten, der sees at have disponeret over Acterne, efter sin Procedure maatte antages at have godkjendt Contraappellantens Anførsler, for saa vidt de ikke af hiin ere specielt benegtede, saaledes findes der heller ikke nogen væsentlig Uovereensstemmelse i deres Fremstilling af

Side:455

Sagens factiske Omstændigheder, udenfor de saaledes specielt modsagte Puncter. Da Examinatus juris Bachke paa Grund af verserende Rygter havde begyndt at nære Frygt med Hensyn til Egtheden af en af O. N. Lund udstedt Vexelobligation, der var paaført Underskrift af hans Moder med Flere, som Enossenter, og disconteret af Bachke, henvendte denne sig til Lund, med hevem han blev enig om, at denne i Sagens Anledning skulde begive sig til Skibtvedt til sin Moder, hvorefter de fulgtes ad til Hovedappellanten, som paatog sig at ledsage Lund paa Resisen. Under Opholdet i Hovedappellantens Bolig havde Bachke en Samtale med Lund, hvilken Hovedappellanten, der tildeels var fraværende for at arrangere sig til Reisen, ikke paahørte. Efter at Bachke derpaa havde skrevet tvende Breve - der indeholdt Anmodning om at forskaffe Lund Pas til Udlandet - bleve disse i Hovedappellantens Nærværende forseglede og overleverede ham, der erholdt den Instrux, at han, dersom Endossenterne ikke vedkjendte sig deres Underskrifter paa Vexelobligationen, skulde lade Lund arrestere eller føre tilbage til Christiania, hvorimod han i modsat Fald skulde overlevere ham Brevene. I Følge med Lund og en Student Neeven afreiste derpaa Hovedappellanten samme Dag (Paaskeaften den 3die April 1847) til Sundaas, hvor de ankom seent om Aftenen, og hvor Madame Lund, efter at være vækket af Søvnen, udfærdigede en ny Obligation, der bleven underskrevet af hende samt af Hovedappellanten som Lavværge. Lund modtog derefter de af Hovedappellanten medbragte Breve, og begav sig strax til Moss, hvor han ankom om Morgenen den 4de April. Dampskibet anløb imidlertid denne Dag ikke Moss, og Lund begav sig derfor videre til Fredrikshald, hvor han, efter at have forskaffet sig et falskt Pas, var i Begreb med til Fods at afgaae til Udlandet, da han blev arresteret, og derefter tilligemed Alstrup, som ligeledes var bleve paagreben, blev undergiven Justitiens Tiltale. Om hvad der om Aftenen den 3die April 1847 passerede paa Gaarden Sundaad har Madame Lund, der senere med Ed har fralagt sig sin

Side:456

Underskrift paa den hende af Hovedappellanten til Indfrielse præsenterede Obligation, under Forhør i Rakkestad forklaret: . . . . at efter at hendes Søn havde vækket hende op af Søvnen, kom hun ind til hans Følge, og blev da af Gaarder præsenteret en Vexelobligation paa 300 Spdlr., der skulde tilhøre Bachke og var paaført hendes Navn som Endossent, med Spørgsmaal om hun vedkjendte sig Underskriften eller vilde indfrie Documentet. Da hun, som var i en meget forvirret Sindsforfatning, hverken kunde vedkjende sig Underskriften (en Forklaring, som hun under Forhøret vedblev uagtet hun blev gjort bekjendt med 12te og 13de Deponents Forklaring i Forhør, begyndt 14de April f. A.) eller uden sin Lavværges Samtykke vilde udstede nyt Document til Bachke, sagde Gaarder til hendes Søn, at det var bedst, hun blev gjort bekjendt med Sammenhænget, hvorpaa Gaarder underrettede hende om, at Vexelobligationen var falsk, hvilket ogsaa hendes Søn vedgik. Da nu Gaarder trængte ind paa hende med Opfordring til at indfrie Obligationen med et nyt Document, og i modsat Fald truede med paa staende Fod at arrestere Sønnen, og derhos forestillede hende, at der var nødvendigt, at Lund endnu samme Nat kom afsted til Drøbak eller Moss, for at komme bort med Dampskibet endnu samme Morgen, saa lod hun sig endelig, bragt i den høieste Forvirring, og da hun ikke vidste, hvad hun rettest skulde gjøre, bevæge til at underskrive det nye Gjældbrev med gaarder som Lavværge. O. N. Lund har under den mod ham anlagte Justitssag forklaret sig overeensstemmende med sin Moder. Derhols fandtes ved hans Paagribelse hos ham en paabegyndt Dagbog, hvori han angaaende det Passerede ytrer sig saaledes: «Den 3die April reiste jeg fra Christiania i Følge med Overretsprocurator Gaarder og en anden Mand, som ikke erindres Navnet, i Anledning at skulle faae min Moder til at gaae Caution for mig for 300 Spdlr. for en falsk Obligation, som var udstedt. Reisen gik nok saa godt, men det frygtelige Øieblik, da Alt skulde aabenbares for min Moder, hvorfor hun indgik

Side:457

for mig de omtalte Penge.» Med Hensyn til hvad der forudgik Reisen, forklarede Lund videre under Sagen, at han for Bachke, under den første Sammenkomst med ham, tilstod at Obligationen var falsk (hvilket Bachke dog negter at erindre), og at han for Bachke i den Samtale, han havde med denne i Centrum, fortalte denne, at ikke blot Vexelobligationen paa de 300 Spdlr., men ogsaa alle de øvrige Documenter vare falske. Idet han gjentog den første Forklaring, tilføiede han, at Bachke og Gaarder havde sat saadan Skræk i ham, at han besluttede strax at komme ud af Landet - at Gaarder havde modtaget Brevene uforseglede af Bachke, og at saa vel Bachke som Gaarder underviste ham om, at han, dersom Brevene ikke vare tilstrækkelige til at forskaffe ham Pas, da skulde forsøge paa, at faae et saadant af en Reisende, som han kunde træffe paa Veien. Han forklarede videre, at man paa Reisen til Gundaas havde betalt dobbelt Skyds for strax at faae Hest, og at Gaarder og Neeven havde forklaret ham, at dette skeede, for at han kunde komme saa betids fra Sundaas, at han kunde komme til Moss den næste Morgen Klokken 6 for at gaae med Dampskibet derfra til Udlandet. Endelig heder det om Lund i Advocat Dunkers Indlæg Nr. 2 for Contraappellanten i Christianiaposten Nr. 143 for 1848, at han, idet han omsider tilstod sin Deeltagelse i Falsknerierne, fremdeles vedblev sin Forklaring om, at have for Bachke og Gaarder erklæret Obligationen paa de 300 Spdlr. for falsk. Hovedappellanten har vel oplyst, at der i vedkommende Act for saa vidt Intet nævnes om Gaarder, men efter hvad der af Advocat Dunker i saa Henseende er bemærket, maa det i alle Fald ansees afgjort, at Lund ingenlunde ved denne Leilighed har havt til Hensigt at gjenkalde sin tidligere Forklaring om, ogsaa for Gaarder at have erklæret Obligationen for falsk. Det maa for Øvrigt bemærkes, at Lund under bemeldte Justitssag i flere Henseender væsentlig har forandret sine tidligere Forklaringer, hvilket imidlertid her, hvor der alene er Spørgsmaal om, hvorledes Sagen fremstiller sig efter

Side:458

de Documenter, Amtmand Birch Reichenwald var i Besiddelse af, maa blive uden Indflydelse. Hovedappellantens Forklaring i Justitssagen mod Lund og Alstrup er saa lydende: Han forklarede, at han ikke vidste Andet til Oplysning i denne Sag, end at Løverdag den 3die denne Maaned omtren Klokken 12 Middag kom Bachke og Lund op til Deponenten i hans Bolig med Anmodning om, at han vilde gjøre en Reise til Skibtvedt, for at faae undersøgt, om Navnene paa en i Bachkes Besiddelse værende Vexelobligation, saa vidt erindres udstedt af Lund, og endosseret af hans Moder tilligemed tvende Gaardbrugere i Skibtvedt, samt, for saa vidt erindres, af Alstrup, vare rigtige. Bachke ytrede for Deponenten, at han antog Muligheden af, at Navnene kunde være urigtige, men ytrede sig ikke med nogensomhelst Bestemthed derom, medens derimod Lund erklærede med Bestemthed, at Moderen vilde vedkjende sig sit Navn, uden at han dog talte om, enten hendes Navn var skrevet af hende selv eller ei. Deponenten blev derhos af Bachke anmodet om, i Tilfælde af, at Endossenterne ikke skulde vedkjende sig deres Navne paa Vexelobligationen, enten at føre Lund tilbage her til Byen og arrestere ham her, eller lade ham arrestere deroppe, som Debitor efter denne Vexelobligation. Bachke gav Deponenten tillige to forseglede Breve, hvis Indhold Deponenten ikke kjendte, med, for at han skulde overlevere dem til Lund i Tilfælde af, at Underskrifterne vare rigtige. Deponenten formaaede Student Neeven at følge med sig, og begav sig paa Reisen i Følge med denne og Lund om Eftermiddagen. Samme Dag ankom de til Madame Lunds Bolig i Skibtvedt og, da hun vedkjendte sig Undenskrifternes Rigtighed paa Vexelobligationen, samt vedtog at udstede en ny Vexelobligation paa samme Beløb som den ældre, nemlig 300 Spdlr., og havde gjort dette, overleverede Deponenten efter sin Ordre de to omhandlede Breve til Lund, og den indfriede Obligation til hans Moder, Madame Lund. Deponenten bemærkede dertil paa given Anledning, at Madame Lund erklærede i Student Neevens Nærværelse, at

Side:459

hun ingelunde turde have vovet at fralægge sig sit Navns Underskrift paa Obligationen, om det var kommet til Eds Aflæggelse. Paa Forespørgsel forklarede Deponenten videre, at Bachke og Lund i den Tid, de opholdt sig i hans Bolig, gik ind i et Sideværelse, medens Deponenten forblev i det ydre Værelse, og at de opholdt sig der nogen Tid, uden at det er Deponenten paa nogensomhelst Maade bekjendt, at Lund der har erklæret Obligationen for falsk, eller at Bachke har raadet Lund til at forlade Landet og til den Hensigt lovede at søge at skaffe Lund Pas. Videre veed Deponenten ikke til Oplysning i Sagen.» Videre har Procurator Gaarder, efter at være confronteret med Lund, erklæret, «at det aldeles ikke forholdt sig som af Lund anført, at han for Deponenten, inden de reiste, erklærede, at Vexelobligationen var falsk. Ved nærmere Overveielse erindrer han nu at de Breve, han modtog af Bachke, bleve forseglede i Nærværelse af Dept.n, inden han modtog dem. For Øvrigt benegtede han aldeles det sidst af Lund Forklarede, baade med Hensyn til Grunden til, at de kjørte saa hurtig til Skibtvedt, hvilken for Deponentens Vedkommende ene var den, at han gjerne, da det var koldt og mørkt, vilde komme hurtigere til Natteherberge, som ogsaa med Hensyn til hvad der af Lund er forklaret om noget Forsøg til at sætte Skræk i ham, for at faae ham til at reise ud af Landet, og om noget Raad til Lund om at skaffe sig Pas af en Reisende. Dept.n bad derhos tilført, at Grunde til, at der paa de sidste Stationer blev lovet 1 1/2 Skyds, ikke dobbelt Skyds, var den oven angivne.» Student Neeven har for sit Vedkommende, med Hensyn til hvad der foregik paa Sundaas, forklaret sig overeensstemmende med Procurator Gaarder. Vidnet Kjøbmand Ødegaard, der var i Følge med Bachke, da han opsøgte Lund, har under Justitssagen mod Lund og Alstrup forklaret sig saaledes: «Bachke erklærede for Vidnet, at han havde Grund til at antage, at Obligationen var falsk, og anmodede Vidnet om at følge med op til Lund, for at faae dennes Erklæring i saa Henseende. Dette

Side:460

gjorde ogsaa Vidnet, og fulgte derpaa med Bachke og Lund til Overretsprocurator Gaarder, men han kan ikke erindre, at Lund under de forskjellige Samtaler, som denne den Dag i Vidnets Overvær havde med Bachke udtrykkelig erklærede Obligationen for falsk, men det veed han med Vished, at Lund brugte saadanne Udtryk, at Vidnet for sit Vedkommende antog det for klart, at det var Lunds Mening at Obligationen var falsk.» Det bemærkes for Øvrigt, at ogsaa dette Vidne under Justitssagen mod Procurator Gaarder og Student Neeven noget har modificeret sin Forklaring. Da den oven omhandlede indfriede Obligation Dagen efter savnedes, anmodede Procurator Gaarder Madame Lunds imidlertid tilstedekomne Lavværge, Printz, om at sørge for at skaffe den til Veie, ligesom han, efter at have begivet ig paa Tilbagereisen til Christiania, fra Skydsstiftet Bjaberg tilskrev Prinz følgende Brev i denne Anledning: «Da det er af særdeles Vigtighed ogsaa for Madame Lund, at hun erholder den indfriede Vexelobligation paa 300 Spdlr. tilbage fra Hr. O. N., maa jeg atter paa det Indstændigste bede Dem om, selv med nogen Opofrelse, at see til at erholde Obligationen tilbage, for at tilintetgjøre den, samt derpaa efter Løfte sende mig Stumperne til Beviss for, at den er tilintetgjort. Formodentlig komme O. N.s Brodre i Dag til Madame Lund, og vil man da gjennem dem kunne faae vide O. N.s nærværende Opholdssted - hvis han ikke med erholdt Pas er gaaet til Udlandet med Dampen i Dag. Bevis mig den Tjeneste under enhver Omstændighed at lade mig om det Omskrevne høre et Par Ord fra Dem med første Post. Skulde O. N. endnu være her i Landet, lad da en paalidelig Exprese afgaae til ham for ar erholde den bevidste Vexelobligation. Omkostninger bør ikke tages Hensyn til.» Forinden Procurator Gaarder og Student Neeven forlode Sundaas, udfærdige de derhos følgende Erkjendelse til Madame Lund, den de imidlertid have benegtet at vedkomme den indfriede Vexelobligation: «At Hr. Handelsfuldmægtig O. N. Lund i Gaar Aftes i vor

Side:461

Nærværelse erklærede gjentagne Gange til Madame Elisabet Lund, at dennes Navn paa samtlie paa hendes Navn lydende Vexelobligationer og Vexler er falskt - alene en i Norges Bank endosseret Vexelobligation stor til Rest 165 Spdlr. undtaget - bevidnes herved paa Forlangende af Madame Lund og Hr. Printz.» Endelig hidsættes en af Bachke efter Anmodning af Procurator Gaarder den 24de Juli s. A. meddeelt Erklæring saa lydende: «I Anledning forestaaende Skrivelse giver jeg mig herved den Ære at meddele, at Madame Lund i Fjor Sommer flere Gange til mig erklærede, at hun ikke under Ed vilde have kunnet benegte sit Navns Egthed paa den omhandlede Vexelobligation, ligesom hun ogsaa ytrede, at hun, om ikke Sønnens modsatte erklæring havde været, ikke en Gang vilde have draget dets Egthed i Tvivl.» Amtmand Birch Reichenwalds Ytringer angaaende Procurator Gaarders Forhold ved den omhandlede Leilighed ere refererede i Nr. 245 af Rigstidenden og Nr. 239 af Morgenbladet for 1848, ligesom flere Vidner desangaaende under Sagen have forklaret sig. Procurator Gaarder har for sin Procedure væsentlig lagt Morgenbladets Referat til Grund, og har i Henhold hertil opstillet 6 Ankeposter, ved hvis nærmere Gjennemgaaelse Retten tillige vil faae Anledning til at berøre Uovereensstemmelserne mellem Morgenbladets og Rigstidendens Referat, til hvilket Sidste Amtmand Reichenwald i det Væsentlige har henholdt sig. Som en Bemærkning vedkommende samtlige Ankeposter maa det hidsættes, at Amtmanden, i hvor vel han ikke i Henhold til Grundlovens §66 har exiperet mod Domstolenes Competents til at paakjende Sagen, dog har fordret, at der skal tages vedbørligt Hensyn til, at hans Stilling som Storthingsmand gjorde ham det til Pligt at meddele de Oplysninger, hvoraf han I Embedsmedfør var i Besiddelse, og oforholdent at sige sin Mening om Gaarders Qvalification til at komme i Betragning ved Statsrevisorvalget. At Storthingets Repræsentanter maae være berettigede til at renuncere paa det Beneficium, Grl.s §66 hjemler dem,

Side:462

finder Retten vistnok tvivlsomt, men da denne Bestemmelse dog formeentlig nærmest og væsentlig maa tilsigte en Beskyttelse for Individet, troer Retten dog at burde besvare dette Spørgsmaal bekræftende. At fremdeles Storthingsrepræsentanterne maae være berettigede som forpligtede til, under Røgtelsen af deres vigtige Hverv, og navnlig i et Tilfælde som nærværende, aabenbart og uden ængstlig Frygt med Hensyn til det juridiske Beviis for deres Ytringer at udtale sig, er Noget, der formeentlig vil findes saa ligefrem at følge af Forholdets Natur, at det ikke tiltrænger nogen speciel Deduction. Det ansees heller ikke fornødent, nærmere at undersøge, hvor vidt Hovedappellanten har Ret i sin Paastand om, at Contraappellanten i Egenskab af vedkommende Øvrighed burde have bragt Sagen paa Bane, da selv forudsat, at Contraappellanten for saa vidt havde gjort sig skyldig i nogen Forsømmelse, denne selvfølgelig ikke kunde medføre, at han ogsaa skulde tilsidesætte den Forpligtese, der i ikke mindre Grad paalaae hem i Egenskab af Storthingsmand. Naar Hovedappellanten videre har formeent, at Contraappellanten i alle Fald skulde have indskrænket sig til at fremlægge vedkommende Retsacter, uden dertil at knytte nogen Critik eller deraf at drage Slutninger om Appellantens Charakteer eller Moralitet, da er dette en aldeles vilkaarlig Indskrænkning i Vedkommendes Ytringsfrihed, for hvilken der ikke skal kunne angives noge antagelig Grund, saa meget mindre, som Misbrug netop mindre er at befrygte der, hvor Vedkommende referere deres Ytringer til foreliggende Retsacter. Af det Anførte er det en Følge, at det i nærværende Tilfælde ikke kan paaligge Contraappellanten, at bevise Rigtigheden af de af ham fremførte Sigtelser, hvorimod Hovedappellanten vil have at godtgjøre, at hiin forsætlig har fremført Usandhed, et Beviis, der for Øvrigt in casu maatte ansees ført derved, at der i de af Contraappellanten citerede Retsacter Intet indeholdtes til Bestyrkelse af de fremførte Sigtelser. Retten skal nu gaae over til at omhandle hver enkelt af de af Hovedappellanten fremsatte Ankeposter:

Side:463

1) Herunder anker Hovedappellanten over, at Contraappellanten har sigtet ham for at have, i den Hensigt at bevæge Madame Lund til at afgjøre den omhandlede Obligation, svigagtigen eller mod bedre Vidende opgivet, at Dampsibet skulde afgaae til Udlandet den 4de April, medens det allerede var afgaaet samme Aften, Hovedappellanten var paa Sundaas. I Rigstidendens Referat forekommer paa dette Sted ikke Ordet «svigagtigen,» ligesom det heller ikke af Vidnerne er omprøvet at være benyttet. Madame Lunds ovenfor indtagne Forklaring om, hvad der under Hovedappellantens Nærværelse paa Sundaas passerede, gaaer, som det vil sees, direct ud paa, at han søgte at formaae hende til at udstede en ny Obligation, deels ved at true med Sønnens Arrest, deels ved at forestille Nødvendigheden af, at denne kom afsted til Udlandet den følgende Dag. Hermed er ogsaa Sønnens O. Lunds Forklaring stemmende, hvorimod hans senere i Justitssagen mod Gaarder og Neeven afgivne Forklaring vel for saa vidt afviger fra den tidligere, men uden at dette efter det oven Anførte her kan komme i Betragtning. I en i Acten indtagen Skrivelse til Madame Lund af 4de Juli (April) 1848 har Hovedappellanten derhos erkjendt, at han, efter at Madame Lund havde vedtaget sin Underskrift paa Obligationen, for at paaskynde Udstedelsen af en ny, opfordrede Lund til at gjøre Moderen bekjendt med sin Hensigt, at forlade Landet, og at det var af Vigtighed, at Sagen snarest muligt berigtigedes, for at Lund endnu samme Aften kunde reise til Drøbak. Da derhos Appellanten i Skrivelse til Byfoged Christensen af 29de Juli s. A. har medgivet, at han paa det Alvorligste forbød Lund at forlade Gaarden, forinden Sagen med Bachkes Vexelobligation var ordnet ved Udstedelsen af et nyt Document, hvorpaa ingen Mistanke hvilede, var der formeentlig for Contraappellanten fuldt Føie til antage, at Hovedappellanten havde paadrevet Udstedelsen af den nyt Vexelobligation, og at Dampskibets Afreise til Udlandet den følgende Dag var bleven benyttet som Grund for at paaskynde Udstedelsen.

Side:464

Naar derhos Contraappellanten nærede den Formening, at Dampskibet allerede var afgaaet samme Dag, det omhandlede passerede, maatte formeentlig den Forestilling paatrænge sig ham, at Dampskibets Afgang alene var benyttet som et Paaskud. Vel sees Contraappellanten at have feilet i hiin Formening, idet nemlig Dampskibet først afgik den følgende Morgen; da det imidlertid efter hvad der er oplyst om Tiden, da Lund forlod Sundaas, og Dampskibets Route ved den omhandlede Leilighed, samt efter Omstændighederne i Øvrigt, maa antages at have været umuligt for Lund at komme afsted med Dampskibet, saaledes at Hovedappellantens Erklæring til Madame Lund om Nødvendigheden af, at Lund samme Morgen kunde komme til Drøbak eller Moss for at afgaae med Dampskibet, under enhver Omstændighed viser sig at have været urgitig, maatte Contraappellanten med ligesaa meget Føie kunne paaberaabe sig Damskibets Afgangstid, saaledes som den virkelig var, og heri ligger formeentlig det fuldstændigste Beviis for, at hiin urigtige Angivelse, hvad der for Øvrigt heller ikke er Grund til at omtvivle, ingelunde er fremført mod bedre Vidende, hvorfor noget Ansvar i saa Henseende ikke findes at kunne opstaae. Det maa for Øvrigt bemærkes, at da Contraappellanten allerede paa det Uddrag af vedkommende Acter, som han tilstillede Valgcomiteen, havde gjort opmærksom paa, at Dampskibet var afgaaet den 3die April, og Hovedappellanten, hvem Uddraget blev meddeelt, ikke i sin Skrivelse til Byfoged Christensen havde berigtiget denne Anførsel, kunde Contraappellanten paa Grund af denne Taushed fra Hovedappellantens Side saa meget mindre finde Betænkelighed ved i Storthinget at gjentage sin Bemærkning om Dampskibets Afgangstid.

Side:465

2) Herunder ankes over, at Contraappellanten har skildret Hovedappellanten som den, der af Pengehensyn havde hjulpet, en Forbryder bort. Morgenbladets Referat for saa vidt er saa lydende: «At hjælpe en Forbryder til at undkomme kan under Tiden være undskyldeligt, men ikke naar man i denne Henseende gaaer paa Accord og lader Medvirkningen være afhængig af Pengehensyn.» I Rigstidenden gjengives Contraappellantens Ytringer saaledes: «Jeg erkjender gjerne med Gaarder, at der gives Tilfælde, hvor man sætter sig ud over den borgerlige Straffelov, og at man alene handler efter sin Overbeviisning om, hvad man har at gjøre; men Forholdet er anderledes, naar man gjør det afhængigt af, om man har Fordeel deraf selv eller for sin Principal. Havde det været af Medlidenhedshensyn, da havde det været en anden Sag». Den væsentlige Forskjel mellem begge Referater er formeentlig den, at i Følge Rigstidenden Hjælpen omhandles at være ydet af Pengefordeel for sig selv eller sin Principal, medens Morgenbladet Intet indeholder med Hensyn til, hvem

Side:466

Fordelen forudsættes at skulle tilfalde. Contraappellanten har imidlertid alene erkjendt Rigtigheden af Rigstidendens Anførsel, og da de afgivne Vidneprov ikke godtgjøre Urigtigheden af denne, maa samme blive at tage til Følge. Uagtet det maa antages, at de omhandlede Ytringer referere sig til de af Hovedappellanten i sin Skrivelse til Byfoged Christensen anstillede Betragtninger over det mere eller mindre Rigtige i, at yde en Forbryder Assistents til at undkomme, formenes det dog, at Contraappellanten, naar han udtrukkelig udhæver den Hjælp, som ydes af Pengehensyn, hertil alene kan være motiveret derved, at vedkommende Acter syntes at antyde, at saadan Hjælp i nærværende Tilfælde var bleven ydet, og at han saaledes indiricte har sigtet Hovedappellanten som anført, hvilket ogsaa stemmer med de for saa vidt under Sagen fremkomne Vidneprov. Det antages imidlertid, at Contraappellanten har været fuldkommen beføiet til at fremsætte en saadan Sigtelse. Som oven omhandlet erholdt Hovedappellanten af Bachke forinden Afreisen til Sundaas 2de Breve, der i Tilfælde af, at Alt befandtes i Orden, skulde overleveres Lund, hvorimod denne i modsat Fald skulde arresteres. Vel har Hovedappellanten benegtet at have været vidende om Brevenes Indhold, men om man end, uagtet det Usandsynlige i, at Hovedappellanten som Bachkes juridiske Consulent skulde befinde sig i en saadan Uvidenhed, vil antage at Hovedappellanten ikke har havt Kundskab om, at Brevene netop gik ud paa at forskaffe Lund Pas, hvilket denne efter Hovedappellantens egen Erkjendelse havde fortalt ham (jfr. ogsaa Hovedappellantens Udtryk i det for omtalte Brev fra Bjaberg: «med erholdt Pas»), maatte han dog efter det Passerede nødvendig slutte sig til, at Brevene, hvad for Resten end deres Indhold specielt gik ud paa, ikke kunde have nogen anden Hensigt end at tjene til at befordre Lunds Flugt, ligesom det af Hovedappellantens egen Forklaring i hans Skrivelser til Madame Lund og Byfoges Christensen fremgaar, at han alene ved at tilbageholde Brevene hindrede Lund i at tiltræde

Side:467

sin Reise. Den Fordel, som paa denne Maade opnaaedes, var, naar man vil holde sig til Hovedappellantens egen Fremstilling, at det ældre Document ombyttedes med et nyt, hvorpaa ingen Mistanke om Uegthed hvilede, altsaa en øconomisk Fordeel, der som Hovedappellantens Principal i nærværende Tilfælde tilgode; og at Fordelen skulde være kommen Hovedappellanten selv tilgode, har Contraappellanten, som bemærket, ikke paastaaet. At endelig Hovedappellanten var vidende om, at Hjælpen var ydet en Forbryder, maatte Contraappellanten formeentlig være berettiget til at antage, saa vel efter Indholder af den af Hovedappellanten og Student Neeven til Madame Lund udfærdigede, oven indtagne Erkjendelse om, at alle paa hendes Navn lydende Documenter med Undtagelse af eet vare falske, som efter den Maade, hvorpaa O. N. Lund fremgik, i hvilken sidste Henseende det kan bemærkes, at Hovedappellanten i sit Indlæg i Justitssagen mod ham og Neeven har erkjendt, at Ivrigheden af Lunds Ønske om, snarest muligt at komme ud af Landet, ikke levnede nogen Tvivl hos ham om, at Lund, enten Bachkes Obligation var falsk eller ei, havde flere Synder paa sin Samvittighed. 3) I Følge denne Ankepost skal Contraappellanten have paadigtet Hovedappellanten, at han med Hensyn til de af ham afgivne Forklaringer skulde have søgt at undskylde sig med, at han ikke kunde erindre Sagens Sammenhæng. I sin Skrivelse til Byfoged Christensen ytrede Hovedappellanten, at det var muligt, at han under Forhøret over Lund havde udtalt sig om, at denne for Moderen havde fortalt, at Underskrifterne paa flere Vexler og Vexelobligationer vare efterskrevne, men ogsaa muligt, at han under Forhøret ikke omtalte denne Lunds Ytring. Det er formeentlig disse Hovedappellantens Ytringer, som har givet Contraappellanten Anledning til at fremsætte den der paaankede Tirade, idet han feilagtig har refereret den omhandlede manglende Erindring til Hovedappellantens Forklaring under Forhøret over Lund. Der existerer saaledes vistnok ikke, som at Contraappellanten omhandlet,

Side:468

nogen Undskyldning fra Hovedappellantens Side for, at han havde undladt at omtale, at Lund for Moderen havde tilstaaet de forskjellige Falsknerier. Det findes imidlertid ikke, at Contraappellanten ved at tillægge Hovedappellanten den omhandlede Undskyldning, kan have paadraget sig noget Ansvar. Som bemærket var Hovedappellanten vidende om, at Lund for sin Moder havde erkjendt, at flere falske Documenter vare forsynede med hendes Underskrift. Naar han derfor kaldtes til at aflægge Forklaring under det Forhør, der optoges til Oplysning om de af Lund og Alstrup forøvede Falsknerier, maatte det være hans Pligt at udlade sig om hiin Omstændighed, uden at det kunde tilkomme ham at undlade Saadant, fordi han muligens antog, at hans Forklaring for saa vidt ikke kunde bidrage til Sagens Oplyning. I Stedet herfor har Hovedappellanten, som hans ovenfor indtagne Erklæring udviser, heelt igjennem indskrænket sig til at omhandle den Obligation, som han paastaar ikke af Lund at være erklæret for falsk, idet han for Øvrigt har erklæret ikke at vide Noget til Oplysning i Sagen. Men burde Hovedappellanten saaledes ved den omhandlede Leilighed have forklaret sig om Lunds Ytringer til Moderen, kan en Undskyldning for hans Taushed i saa Henseende, hentet fra manglende Erindring, intet Fornærmeligt indeholde, al den Stund en saadan Undskyldningsgrund formeentlig af alle er den, som er mindst graverende. 4) Anken under denne Post gaaer ud paa, at Appellanten skal have lagt an paa at opvække den Forestilling, at Hovedappellanten havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse. Contraappellantens Ytringer for saa vidt gaae imidlertid alene ud paa, «at han, saafremt han havde været competent Overøvrighed, vilde have ladet anstille nærmere Undersøgelse og overladt det til Domstolene;» og ligesom heri ikke ligger nogen bestemt Forudsætning om, at Resultatet af de nærmere Undersøgelser og Forfølgningen vilde blive en Domfældelse, saaledes kan Retten, efter det Resultat, hvortil den ovenfor med hensyn til de specielle Ankeposter er kommen, ikke finde det tvivlsomt, at

Side:469

Contraappellanten har havt Beføielse til at udtale sig som skeet. 5) Herunder anses over, at Contraappellanten har fremstillet Hovedappellanten som den, der i juridisk og moralsk Henseende havde viist er misligt Forhold. Det er ogsaa erkjendt, at Contraappellantens Fremstilling er bygget paa en saadan Anskuelse. Contraappellanten har imidlertid ikke fremsat denne Sigtelse som Noget, der med juridisk Vished skulde fremgaae af Acterne, men alene som Resultatet af den Formening angaaende Hovedappellantens Forhold, som samtlige i Acterne indeholdte Oplysninger havde fremkaldt hos ham. At Contraappellanten var forpligtet til at udtale denne Formening, kan efter det Ovenanførte ikke ansees tvivlsomt, og naar hensees til, hvad der ved de ovenanførte Puncter er bemærket, i Forbindelse med den Omstændighed, at der er fremkommen en ikke ringe Grad af Sandsynlighed for, at den af Madame Lund fornyede Vexleobligation har været falsk, og at Hovedappellanten derom har været vidende, kan det ikke findes, at Contraappellanten i sin almindelige Dom eller Conclusion er gaaet videre, end Præmisserne fuldkommen tillade, hvorfor der ikke kan blive Spørgsmaal om noget Ansvar i saa Henseende. 6) Sluttelig ankes over, at Contraappellanten har ytret, at det ikke kan bestaae med en aldeles uplettet Charakteer, at gerere sig som Lavværge for en Enke paa samme Tid, som man afpresser hende en Pengefordring. Morgenbladets Referat for saa vidt er imidlertid benegtet at Contraappellanten, og da der for sammes Rigtighed alene haves 1ste Vidnes Udsagn, nemlig Referentens, hvilket Vidnesbørd imidlertid, endog efter hvad Hovedappellanten selv har medgivet, mindre omfatter selve de brugte Udtrykke end den Mening, der maa tillægges samme, kan der ved nærværende Leilighed alene tages Hensyn til det af Contraappellanten vedtagne Referat i Rigstidenden, hvor hans Ytringer ere gjengivne saaledes: «og dog har denne Sagfører, i det han gjorde Fordringer hos en Enke af den Beskaffenhed, tillige gereret sig som hendes Lavværge, skjønt den virkelige Lavværge boede i Nærheden og som til Enken strax

Side:470

efter.» Der er saaledes ikke Tale om nogn Beskyldning for at have afpresset Enken Penge. Derimod har vistnok Contraappellanten udtalt sig imod, at Hovedappellanten, idet han paa Bachkes Vegne optraadte med Fordring om Udstedelse af en ny Obligation, tillige underskrev som Lavværge for Madame Lund; men da en saadan dobbelt Function, selv forudsat, at den indfriede Obligation har været egte, ikke kan andet end misbilliges, er det en Selvfølge, at Contraappellanten ved at fremsætte hiin Dom, der for Øvrigt er aldeles ubestemt, ikke kan paadrage sig noget Ansvar. Efter det saaledes Anførte maa Contraappellanten blive at frifinde for Hovedappellantens Tiltale, ligesom dennes Paastand om Mortification paa de af Contraappellanten brugte Ytringer ikke kan blive at tage til Følge. Ligeledes finder man med Underdommeren, at der ikke kan blive Spørgsmaal om Mortification og Straf i Anledning af den Maade, hvorpaa Hovedappellantens Forklaring under Forhøret over Lund og Alstrup er omtalt under Proceduren. Af Contraappellantens Frifindelse er det derhos en Følge, at Hovedappellanten ikke i hiins Ytringer kan søge nogen Begrundelse for de om ham brugte fornærmelige Udladelser, for hvilke han derfor ikke kan undgaae Straf efter Criminallovens Cap. 17 §7, og findes den ved Underretten fastsatte Mulct af 100 Spdlr. til Statskassen efter Omstændighederne passende. De brugte fornærmelige Udtrykke, saa vel som den fremsatte ubeføiede Paastand om Straf for Contraappellanten af Fængsel paa Vand og Brød i 30 Dage, maa derhos blive at mortificere. Underrettsdommen, hvis Bestemmelser om Udredelsen af Procesomkostningerne nærværende Ret finder rigtige, vil saaledes blive at stadfæste. Processens Omkostninger her for Retten antages derhos Hovedappellanten at maatte saa vel for Hoved- som Contrasøgsmaalets Vedkommende udrede til Contraappellanten, og bestemmes disses Størrelse til 15 Spdlr. Thi kjendes for Ret: Underrettens Dom bør ved Magt at stande. I Processens Omkostninger for Hoved- og Contrasøgsmaalet her for Retten betaler

Side:471

Hovedappellanten Stiftsoverretsprocurator Gaarder til Contraappellanten Amtmand Birch Reichenwald 15 - femten - Spdlr. At efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms Lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.»

Denne Dom blev af Gaarder paaanket til Høiesteret, hvor han, efter dertil erhvervet Bevilling bland Andet1) lod documenterne af et senere optaget Thingsvidne de derunder af Neeven beedigede, men forud paa fremsatte Spørgsmaale afgivne skriftlige Svar, der gig ud paa: 1) at Lund paa Reisen til Skibtvedt ikke havde erklæret den omhandlede Obligation for falsk; 2) at saa vel Gaarder som Neeven ved Tilbagekomsten den 4de April ytrede, at deres den foregaaende Dag nærede Mistanke om Obligationens Falskhed efter det paa Sundaas Passerede maatte være ugrundet, i det Mindste hvad Navnet angik; 3) at Madame Lund, langt fra at erklære sit Navn efterskrevet, tvertimod paa Forespørgsel, om hun havde skrevet sit Navn paa Obligationen, svarede bestemt Ja, og, da Gaarder gjentagende opfordrede hende til nøie at undersøge dets Egthed, efterdi Mistanke havdes om det Modsatte, svarede, at om det ei var hendes Underskrift, var den saa godt eftergjort, at hun ei med Ed turde fragaae den; 4) at Gaarder ikke ved Trusler eller Overtalelser søgte at formaae Madame Lund til at indfrie den af hendes Søn udstedte Vexelobligation; 5) at han ikke søgte at afholde hende fra at tilkalde en kjendt Mand som Lavværge, men tvertimod gjentagende anmodede hende om at tilkalde sin Lavværge eller en af sine Naboer; 6) at hverken hun eller hendes Lavværge, Printz, næste Dag ytrede noget Misnøie med det Passerede, men at begge vare enige i, at hvad der var gjort var det Eneste, der var at gjøre; 7) at, saa vidt erindredes, Gaarder paa Forhørsadministrators Ytring, at Lund nok var uskyldig, bemærkede, at om denne - der paa Sundaas havde ytret, at de Papirer, der maatte blive præsenterede

Side:472

Moderen, vare paa eet nær falske - end ikke kunde fældes som Hovedmand, saa maatte han dog rimeligviis være skyldig som den, der havde havt Kundskab om de begaaede Facta; 8) at det var saa langt fra, at der blev lagt Dølgsmaal paa, at Lund havde forsøgt paa at komme ud af Landet, eller paa at Bachkes Breve skulde forhjælpe ham dertil, at disse Omstændigheder tvertimod afhandledes som bekjendte Sager saa vel af Administrator som af Procurator Gaarder og Neeven.» Ved Bedigelsen af disse Svar bemærkede Neeven om Nr. 7, at han derved alene havde villet antyde sin Opfatning af det Passerede, som ikke længere stod klart for hans Hukommelse. Efter en forudskikket historisk Fremstilling af Sagen bemærkede Gaarders Sagfører for Høiesteret i det Væsentlige:

Betræffende Grl.s §66 har Overretten formeentlig urigtig opfattet Sagen. Her er ikke Spørgsmaal om denne Grundlovs§; thi naar en Storthingsmand bagefter gjennem Pressen lader det samme Spørgsmaal, som er behandlet i Storthinget, bringe paa Vane, og der inhærerer sine i Storthinget brugte Ytringer, kommre Grl.s §66 ei til Anvendelse. Men endog i modsat Fald maa Sagen paadømmes som almindelig Injuriesag; thi Strafloshed kan ei paatvinges Nogen. Det Sted, hvor Ytringerne fremførtes, kan ei komme Indstævnte tilgode; tvertimod - hans Ansvar maa skjærpes, da Udbredelsen derfra er lettere, medens den moralske Forpligtelse mod Enkelmand er større. Indstævnte optraadte derhos som om der var juridisk Beviis for hans Ytringers Sandhed, skjønt intet Beviis havdes, og Indstævnte saaledes ingen Opfordring havde til at gaae angrebviis til Verks mod Citanten. Ved Hensyn til de enkelte Poster over Hoved bemærkede han foreløbig, at om det end kan siges, at Grl.s §66 er «impræscriptibel,» maa Realitetsdom dog gives, da Citanten har paastaaet Mortification, som alene ved at gjennemgaae Realiteten kan paakjendes. Det Samme gjælder om Indstævntes Contrpaastande over Citanten. Fremdeles: Citanten ingav sin Klage til Regjeringen og

Side:473

til Forligelsescommissionen den 26de August. Til da var kun Morgenbladets Referat kommet for Dagen. Rigstidendens kom først den 1ste og 2den September. Rigst. Brugte Hurtigskrivere; Morgenbladet extraherede. Findes det end, at Citanten er gaaet videre end Rigstidendens Referat, da kan dette Intet gjøre, da Citanten alene holdt sig til Morgenbladet. Dernæst bemærkede han særlig med Hensyn til Beskyldning 1) som var: at Citanten ved svigagtigt Foregivende bevægede Madame Lund til at udstede ny Obligation. Dette stemmede med Morgenbladets Extract. I Rigst. slaaer «urigtigt». Men Vidnerne have opfattet Indstævntes Ytringer som om «svigagtigt» var brugt2) . Betræffende Rigstidendens Hurtigskriftreferat maa bemærkes, at det er meddeelt af enkelt Mand. I sin til Valgcomiteen indgivne Forestilling have Indstævnte tilføiet i Margen: at Dampskibet allerede var afgaaet samme Aften. Factum er efter Bekjendtgjørelsen af 31te Marts 1847, at Dampskibet afgik den 4de April Klokken 4 om Morgenen; Citantens Ytring for Madame Lund altsaa rigtig. Overretten mener, at Citanten desuagtet selv maa bære Skylden, da han i sin Forestilling til Storthinget (Byfoged Christensen) ei har oplyst det sande Forhold; men Citanten troede, da han tilskrev Christensen, at Dampskibet virkelig var gaaet. Desuden har Citanten ei forsøgt at formaae Madame Lund til underskrive, for at faae den unge Lund afsted. Det var denne selv, som lagde Vægt paa

Side:474

at komme afsted med Dampskibet. Overretten siger: men det var alligevel urigtigt, hvad der om Dampskibet sagdes, da O. Lund alligevel ei kunde komme afsted dermed. Men naar man er i Skibtvedt, maa vedkommende Beboer selv kunne bedømme, om man kan reise saa hurtig som fornødent, for betimelig at være i Drobak. Citanten havde altsaa ei Grund til at berigtige disse Ytringer, hvis Værd Madame Lund selv kunde bedømme. I alle Fald kunde Citanten ei af denne Grund paasiges mala fides. Med Hensyn til Beskyldning 2) nemlig at Citanten af Pengehensyn har hjulpet en Forbryder bort. Herved maa bemærkes, at Referaterne ere forskjellige 3) . Citanten har Intet modtaget af Lund eller hans Moder. Beskyldningen er i ethvert Fald urigtig; thi det vidstes ikke da, at Lund var Forbryder, og selv bortseet herfra formenes det, at Citanten er injurieret, idet Indstævnte har paasagt ham, at han gjorde det for at tjene Penge. Med Hensyn til Beskyldning 3) at Citanten skal have forklaret sig urigtig inden Forhøret, bemærkes, at hans Forklaring er ufuldstændig, for saa vidt Citanten havde paaskudt Mangel paa tilstrækkelig Erindring. Men nogen Vedgaaelse heraf har Citanten ikke afgivet; derom havde Indstævnte, da han i Storthinget sigtede Citanten, ingen Oplysning. Sagen grundes for Øvrigt derpaa, at det skal have været in confesso mellem Lund og Gaarder, at Førstnævnte var Falskner. Men det er ved senere Thingsvidner oplyst, at Citanten ei inden Politiforhøret lagde Dølgsmaal herpaa. Med Hensyn til 4) at Indstævnte vilde, om han havde været competent Overøvrighed, have sat Justitien i Bevægelse. Vel er dette i Virkeligheden indtruffet; men det er kun i eet Punct, at man i Dommen i Justitssagen har lagt Citanten Noget til Last, og den factiske Urigtighed heraf er senere oplyst. Dertil kommer, at Citanten forklarede sig om egne Handlinger, og kunde derfor ei drages til juridisk Ansvar. For Resten vare de Citanten paasagte

Side:475

Misligheder ved Brevenes Aflevering jo passerede nede i Smaalehnene, hvor Indstævnte selv var competent Overøvrighed, og kunde instituere Tiltale mod Citanten. Med Hensyn til Beskyldning 5) at Citanten i juridisk og moralsk Henseende har viist misligt Forhold. At der i juridisk Henseende Intet er at laste, er senere oplyst, og det Moralske kan ei lægges en Sagfører til Last. Beskyldning 6) er, at Citanten afpressede Madame Lund en Underskrift, idet han underskrev som Lavværge. Men det Factiske er, at Citanten selv bad Madame Lund betænke sig og tilkalde Lavværge, og gav først efter, da Lund pressede paa. Desuden havde Madame Lund forud vedkjendt sig Underskriften paa den ældre Obligation. Morgenbl. siger «afpresset.» Appellanten paastod derfor de ergangne Domme forandrede Overensstemmende med hans ved de foregaaende Retter nedlagte Paastande, og sig hos Indstævnte tilkjendt Sagsomkostningerne for Høiesteret.

Hertil svarede Indstævntes Sagfører i det Væsentlige: Det er ikke Indstævntes Fremlæggelse; Indstævnte havde først tænkt ei at møde, men forandrede dette, ei for at procedere, men for at forebygge Sagens Udgang til skriftlig Behandling. Procedure behøves kun for Publicums Skyld. Grl.s §66 har Indstævnte ei villet benytte - mod mit Raad. Jeg troede ikke, at den enkelte Mand kan fraskrive sig et Storthinget tillagt Privelegium. Forholdet er som i England, hvor en Peer maa have Overhusets Tilladelse til at møde for Underhusets Skranke. Indstævnte er draget til Ansvar for sin i Storthinget udtalte Formening, at en Mand, der opførte sig som Citanten, ei burde vare Statsrevisor. Det var ingen stor Krænkelse. Der udfordredes en qvalificeret Agtelse, som Citanten manglede. Man seer i alle Fald, at Citanten har handlet letsindig og ubetænksomt, og bagefter har manglet Mod til at vedstaae det Passerede; og det er dette Sidste, som især har skadet ham. Han ansaae sig greben i en Mislighed, og vilde røre saa lidet derved som muligt; han søgte at

Side:476

fremstille sit Forhold saa ædelmodigt som muligt. Under Justitssagen maatte han krybe ud gjennem den alltid aabenstaaende Bagdør: at han forklarede sig som Inqvisit. Men hvorledes kunde Citanten komme til at ansee sig saaledes, naar han ikke selv ansaae sig skyldig i en Mislighed. Til Statsrevisor var han altsaa ikke qvalificeret. (Her fulgte en Udvikling af Statsrevisorkaldets Vigtighed). Fremdeles: uagtet Indstævnte ei vil henskyde sig under Grl.s §66, vil han dog ikke staae som den, der uden Opfordring eller Anledning har ytret sig som skeet. Indstævnte var den eneste Mand i Thinget, fra hvem Oplysning om Sammenhænget kunde fremkomme; han var den Eneste, der ei kunde undskylde sig med Ubekjendtskab. Her tales ei om Rygter, Underhaandskundskab, ; thi Indstævnte havde axtioneret og faaet dømt den Kjøbmand i Frederikshald, som havde skaffet O. Lund Pas. Indstævnte var i sin gode Ret, da han under disse Omstændigheder optraadte. Har han endog taget feil, kommer det ei Sagen ved - kun hvis Svig havde fundet Sted, kunde han fældes. Men Sagen er, at Indstævntes Anker mod Citanten kun have været meget for smaae; han har ladet Facta tale, og kun antydningsviis tilkjendegivet, hvad deri laae. Det er det, at Citanten bestandig har villet skjule sig, som maa fælde ham. Dette ligger i det Passerede fra først af, og gaaer gjennem Alt, hvad der er kommet fra ham: i hans Skrivelser til Printz, og til Byfoged Christensen; i hans ved Sagfører afgivne Fremstilling i Morgenbladet. Hvortil skulde ellers Udpyntningen af den forcerede Reise, naar det ei var, fordi man var kommen til den Erkjendelse, at Sagen ei taalte Lyset. Det er viist, at Bachke vidste (af Alstrup) at samtlige Lundske Obligationer vare falske, og det gjaldt at fremstille Sagen for Madame Lund saaledes, at man fik hende til at forskrive sig for at redde Sønnen fra en stor Ulykke. Skulde en klog Mand som Bachke senee en Sagfører afsted, uden at underrette ham om Sammenhænget? Sagen gik for sig i den stille Uge; Nat til Paaskedag ankom man til Sundaas. Der

Side:477

var maaske faa Sagførere i Christiania, som vilde befatte sig med en saadan Affære. At man - Bachke, Ødegaard og Gaarder - ei talte om, at Obligationen var falsk, har den samme Grund, som at man i Tordenveir er fortæller, at der er Uveir; Alle vide det. At en saadant Forhold underkastes Critik, faaer man finde sig i, især man Spørgsmaalet er om at vælges til Statsrevisor. Paa Sundaas har man ikke kunnet faae Madame Lunds bestemte Erkjendelse om Underskriften, som hun fandt lig - saa lig, at hun af den Grund ei uden nærmere Oplysning turde fralægge sig dette med Ed? Der var imidlertid intet andet Motiv or Madame Lund til at underskrive en ny Obligation, ent at man gav hende Udsigt til, at Sønnen endnu samme Nat kunde komme bort. Hovedsagen er dog, at det Motiv, hvorved man fik hende til at underskrive, var, at Sønnen skulde kunne flygte, skjønt dette var umuligt. Om Gaarder var i god Tro, er ei oplyst; han har i alle Fald ikke til Indstævntes Note herom i Extracten oplyst det sande Forhold, som var, at det var umuligt for Sønnen at komme bort den Nat. Man er altsaa berettiget til at bebreide Gaarder, at han ikke underrettede Madame Lund derom, men paaskyndede Underskriften, forinden Lavværgen ankom. Gaarder maa finde sig i, at dadles som den, der vidste eller burde vide, at det var umuligt, hvad man lod Madame Lund tore. En Sagfører er ei forpligtet til at sige, han veed, eller lade som om han vidste som sikkert, hvad han ikke veed. Betræffende selve Obligationen har Gaarder forklaret sig frem og tilbage, idet han ikke vil have vidst dens Falskhed. Han siger dog, at han havde Mistanke herom. Madame Lunds Ytring om, at hun om Natten erklærede sig ei at kunne fragaae sin Underskrift, hjalp jo ikk; thi bagefter kunde hun jo meget godt edeligen benegte Underskriften paa det gamle Papir - og at hendes tidligere Erklæring ei kan have været af anden Beskaffenhed, er klart nok. Beviset for Obligationens Falskhed er tydeligt nok; men Gaarder troede, da denne Sag begyndte, at denne Obligation var tilintetgjort, hvilket

Side:478

Printz urigtig hvde sagt ham. Printz havde kun revet en Risk i den; Madame Lund lagde den i Retten. Beviset blev fuldstændig ført saa vel ved Madame Lunds - vel at mærke: efter at hun havde indfriet den - aflagte Ed, som ved de øvrige Underskrevnes Ed. Hvorledes kan man nu troe, at Madame Lund hiin Nat skulde have løiet om, at Obligationen ei var falsk? Man kommer stedse tilbage til at Gaarder har lagt Skjul paa Sandheden. Havde han ved Politiforhøret været fuldkommen oprigtig, havde den hele Sag rimeligviis været undgaaet. At det tilføies af Indstævnte: «af Pengehensyn for sig eller sin Principal» (for Bachke nemlig), har jo sin Rigtighed, og derom kan kun siges: er det urigtigt, af saadanne Hensyn at hjælpe en Forbryder til Flugt? Med Hensyn til de specielle Ankeposter: 1) Ordet «svigagtigt» er ei brugt, men «urigtigt;» det Bitre ligger i Referatet af selve Begivenheden, hvilken Publicum betragtede som en Anklage: Det urigtige Foregivende om, at Dampskibet om Morgenen skulde passere Moss, og at man troede, at der Paaskedags Morgen Klokken 4 kunde faaes Pas der eller i Drøbak. Men til Moss, hvorhen Lund reiste, gik intet Dampskib. Indstævnte forudsatte, at Dampskibet var gaaet Aftenen forud. Denne Feiltagelse grundede sig paa en forandret Besemmelse i Dampskibets Route, som Indstævnte ei havde læst. Men denne Feiltagelse er fuldkommen orkesløs, da det i alle Fald var lige umuligt, enten Dampskibet gik efter den gamle eller efter den nye Route. Om nu Gaarder siger, han vidste ikke dette, saa vilde det kun hjælpe, hvis Sigtelsen gik ud paa «svigagtig» Handlemaade, men dette har Indstævnte ei sagt. Selv om saa var, kunde Intet derpaa siges; Indstævntes Extract var leveret. Gaarder, som længe havde havt den, forsvarer sig for Mere, end han er sigtet for, og vil vaske sig ganske reen, men havde dog ikke modsagt den tidt omtalte Bemærkning. Om Indstævnte altsaa den 24de August i Thinget havde ytret sig, som om han antog Gaarder for at være in mala fide, havde Intet herpaa kunnet siges.

Side:479

2) Er for omtalt. 3) Det seer besynderligt ud, at Indstævnte drages til Ansvar for en saadan Ytring, som har paadraget Gaarder justitiel Forfølgning gjennem alle Retter. 4) Indstævnte hr ikke sagt, han vilde anlægge Justitssag, men at han nærmere vilde undersøge Sagen o. s. v.; men selv om det Første var Tilfældet, gjælder herom, hvad bemærket er ved 3). 5) Dette er ingen Injurie. Gaarder har jo forbudt Sønnen at reise, forinden Madame Lund havde underskrevet. Dette er jo en Tvang, som Gaarder anvendte. De senere Oplysninger ere utilstrækkelige i det, hvorpaa det kommer an, nemlig at Madame Lunds Ytringer om Natten have den Virkning, at Gaarder troede, at Obligationen var egte. Det Høieste, man heraf kunde udbringe, var hvad Gaarder selv siger: at hans Mistanke blev svækket. Omgangen med den gamle og den nye Obligation viser ogsaa, at Gaarder jo meget godt vidste, at Obligationen var falsk; thi ellers havde ingen ny Obligation uden Endossenter været forlangt. Med Gaarders og Neevens Paategning til Vitterlighed om, at Madame Lund havde erkjendt sin Underskrift, eller med deres blotte Erklæring til Bachke om, at saadan Erkjendelse for dem var afgiven, hvorefter det tillige maatte formodes, at de øvrige Underskrifter vare egte, havde Bachke været bedre tjent, end med den erholdte nye Obligation uden Endossenter. Det er in confesso, at O. Lund forlod Sundaas Klokken 1 1/2 om Natten. Indstævnte paastod derfor Stadfæstelse og Omkostninger.

Høiesterets Dom, afsagt 22de Mai 1851, er saa lydende: «Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret betaler Overretsprocurator Gaarder til Amtmand Birch Reichenwald med 60 Spdlr.»

1) Det Væsentlige af de ældre Oplysninger findes anført i Overretsdommen, og hvad videre kan behøves, vil følge i Note.

2) Morgenbladets Referent kunde som 1ste Vidne 7de Septbr. 1818 ikke erindre, at Ordet «svigagtigt» blev brugt af Indstævnte. Derimod holdt Rigstidendens Referent, 2det Vidne s. D., sig forvisset om, at Rigst.s Referat i det Hele stemmede med det, som paa Stedet var nedskrevet, og hvori «urigtigt,» ikke «svigagtigt,» stod. Heller ikke de øvrige Vidner kunde huske, at «svigagtigt» blev brugt, og 7de Vidne holdt sig overbeviist om, at det ikke blev brugt; men den givne factiske Fremstilling gjorde det Indtryk paa Vidnet, at saadant Forhold var viist, og paa lignende Maade opfattede de øvrige Vidner Fremstillingen.

3) De findes i Overrettsdommen oven S. 465.