Hopp til innhold

Rt-1837-635

Fra Rettspraksis
Sideversjon per 21. okt. 2018 kl. 12:45 av FredrikL (diskusjon | bidrag) (XML-importering)
(diff) ← Eldre sideversjon | Nåværende sideversjon (diff) | Nyere sideversjon → (diff)


Instans: Høyesterett - Kjennelse
Dato: 1837-07-25
Publisert: Rt-1837-635
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 231.
Parter: Adv. Sørenssen Actor mod Boghandler Johan Dahl.
Forfatter:
Lovhenvisninger: Grunnloven (1814) §100, §94


Paa Grund af den Interesse, nærværende Sag antages at maatte have, har man troet in extenso at burde meddele den i Samme af Politieretten i Christiania afsagte Dom og foreløbige Kjendelse.

Bemeldte Kjendelse, afgiven den 7de Januar d. A., er saalydende:

"Indstævnte, Boghandler Johan Dahl, der under nærværende Sag, ifølge Politiemesterens Ordre af 22de November sidstleden, er sat under Tiltale her ved Retten for Overtrædelse af §26 i Forordningen af 27de Septbr. 1799, ved ikke at aflevere til Politiekammeret et Exemplar af et i hans Bogtrykkerie trykt og fra hans Boghandling udsolgt Skrift, "Ephemerer af A. Munch," har ved Sagens Incamination fremsat Exceptionem fori og paastaaet Sagen afviist fra Politieretten, som ei derunder Henhørende, da her blot handles om Forpligtelse til en Præstation

Side:636

til Politiet hvilket Slags Sager intet Lovbud har henlagt under Politiets Jurisdiction, ligesom Rescript af 3die December 1790 synes at tale for den modsatte Mening. Politieactor har derimod paastaaet Sagen behandlet og paakjendt ved Politieretten.

Foreløbig maa det bemærkes, at Rescr. af 3die December 1790 (bekjendtgjort ved Politieplacat for Kjøbenhavn af 4de s. M.) ikke kan tillægges nogen Indflydelse til Afgjørelsen af det her opstaaede præliminaire Spørgsmaal da bemeldte Rescript kun har Hensyn til Sager, der reise sig fra Misbrug af Trykkefriheden, og hvori et udgivet Skrifts Indhold eller Tendents paatales som lovstridigt, hvorom der ikke er Qvæstion under nærværende Sag, der blot angaaer Undladelsen af en fra Bogtrykkerens Side efter politiets Formening fornøden foreløbig Pligt ved Udgivelsen af et Skrift, uden Hensyn til dettes .indre Beskaffenhed. Den fremsatte Indsigelses Virkning vil saaledes beroe paa Afgjørelsen af det Spørgsmaal: "hvorvidt nærværende Sag efter sin Natur og beskaffenhed, og de gjældende Love kan ansees at henhøre under Behandling og Paakjendelse ved politieretten eller, ikke" Til at besvare dette Spørgsmaal bekræftende antager nærværende Ret, at der er overveiende Grunde. Seer man hen til Sagens Beskaffenhed, da er det vistnok saa, at her paa en vis Maade handles om en Præstation til Politiet, ligesom det og maa erkjendes, at Sager, hvor der blot er Spørgsmaal om en saadan, i Almindelighed ikke kunne antages at henhøre under Politieretten, men under det ordinaire Værnething. Under nærværende Sag er der imidlertid ikke Spørgsmaal om blot en reen borgerlig Præstation. Politiet søger nemlig Indstævnte for Overtrædelse af en Pligt, der, hvis denne Pligt antages efter de gjældende Love at paahvile ham, formenes at medføre Straffeansvar; det søger ham fremdeles til Opfyldelse af et Lovbud, hvis Hensigt efter Lovgiverens udtrykkelige ord er at sætte Politiemesteren istand til at udøve den ham i Medfør af hans Embede paaliggende Control med Skrifter, der i Trykken

Side:637

udgives - see Frdg. af 27de Septbr. 1799 §26 cfr. Rescript af 3die December 1790 og Politieanordningen af 12te Februar 1745 Post II Cap. III §5, - altsaa et Lovbud, der upaatvivleligen anordner en politieforholdsregel med Hensyn til trykte Skrifter. At nu alle Sager, der i saadan Anledning maatte reise sig, henhøre under Politieretten, er en ligefrem Følge af nysmeldte Politieanordnings 1ste Post §2, der under denne Ret henlægger de angaaende Politien forefaldne Sager. Dette bestyrkes og, hvad saadanne Sager som den nærværende angaaer, ved den Kongelige Resolution af 4de October 1799, meddeelt Overøvrighederne ved Cancellieskrivelse af 12te s. M., hvis samtlige bestemmelser charakterisere alle saadanne foreløbige Forholdsregler som udelukkende vedkommende Politiet. Da nærværende Ret efter det Anførte anseer sig competent til at paakjende Sagens Realitet, hvorunder Spørgsmaalet om, hvorvidt den Bogtrykkerne ved Frdg. af 27de Septbr. 1799 paalagte Forpligtelse endnu kan ansees gjældende, henhører, saa vil den paastaaede Afviisning ikke kunde finde Sted, men Sagen blive at tillægge Fremme.

Thi eragtes:

Den af Indstævnte, Boghandler Johan Dahl, paastaaede Afviisning kan ikke finde Sted, hvorimod Sagen bliver at fremme efter den irettekomne Stævning."

Politierettens Dom, afsagt den 15de April d. A lyder saaledes:

"Den 9de November forrige Aar mødte Boghandler Johan Dahl her af Staden paa Politiekammeret, som indkaldt i Anledning af, at han havde nægtet at udlevere til Politiet et Exemplar af et i hans Bogtrykkerie udkommet Skrift, "Ephemerer af A. Munch," stort 120 Paginer, og da han fremdeles erklærede, at han ikke ansaae sig forpligtet til saadan Udlevering, beordrede Politiemesteren ham under 22de November tiltalt ved Politieretten, for herved at have gjort sig skyldig i Overtredelse af Frdg. 27de September 1799 §26. Sagen incamineredes den 26de s. M., og har Politieactor, efterat den af Indstævnte fremsatte

Side:638

Exceptio fori ved Rettens Kjendelse af 7de Januar sidstleden var forkastet, paastaaer ham tilpligtet under en daglig Mulkt af 1 Spd. at aflevere til Politiekammeret et Exemplar af ovennævnte Skrift og derhos udrede en Mulkt til Christiania Fattigkasse af 80 Spd. Indstævnte, der med Hjemmel af Politieanordningen af 12te Februar 1745 Post I §10 har været tilstedet at lade Sagen udføre ved Sagfører, har derimod ladet paastaae sig frifunden for Politiets ubeføiede Tiltale.

Politieactor har til Styrke for sin Paastand anført, at Indstævntes Forpligtelse til paa Politiekammeret at aflevere et Exemplar af ethvert i hans Officin udkommende Skrift under 24 Ark, er en ligefrem Folge af Frdg. af 27de September 1799 §26, hvis Befaling i saa Henseende ikke kan ansees hævet, om end den Politiemesteren tillagte Ret til at udøve Censur og forbyde et Skrifts Udsalg maa antages ikke længer at existere ifølge Grundlovens §100, efterdi Afleveringen ikke blot var paabunden, for at sætte Politiemesteren istand til at udøve sin Censur, men ogsaa maa ansees nødvendig, paa Grund af den ham Paahvilende Forpligtelse til at føre Control med udkomne Skrifter, og gjøre Anmeldelse om dem, der maatte ansees lovstridige, hvilken Forpligtelse endnu maa paahvile ham, da Grundlovens §100 ikke har ophævet Ansvar for Misbrug af Trykkefriheden.

Indstævnte har derimod, som Grund for sin Frifindelsespaastand, anført, at da Befalingen i Frdg. af 27de September 1799 §26 om Exemplarers Afleverelse udtrykkelig er knyttet til den Politiemesteren givne Ret til at udøve Censur og forbyde Udsalget, og denne Ret ved Grundlovens §100 er hævet, saa maa den ene derpaa grundede Forpligtelse for Bogtrykkerne nu være bortfalden; at selve det citerede Lovsted tilkjendegiver Lovgiverens Anskuelse, at det, for at vedkommende Forfatter kan blive draget til Ansvar efter Udgivelsen af et Skrift, ingenlunde er fornødent, at et Exemplar af Skriftet tilskilles Politiet, efterdi saadan Aflevering ikke er paabuden af Skrifter paa mere end 24

Side:639

Ark, og endelig at Resolutionen af 21de Februar 1815, der bestemmer, at af alle Skrivter, der trykkes, 3 Exemplarer skulle afgives, eet til Statssecretariatet, for at oversende til Stockholm, eet til Universitetsbibliotheket og eet til Politie-Departementet, maa antages baade fuldstændig at have bestemt Bogtrykkernes Forpligtelse til at afgive Fri-Exemplarer, og at have fritaget Politiemesteren for enhver Opsigt med hvad der trykkes, hvilken Politie- Departementet eller Politiemesterens Foresatte maae antages selv at have overtaget.

Undersøger man nu det Motiv, som Lovgiveren har havt for Øie, ved i Forordningen af 27de September 1799 §26 at befale Afgivelsen af et Exemplar til Politiemesteren af ethvert Skrivt under 24 Ark, da maa nærværende Ret være enig med Indstævnte i, at dette ikke kan have været andet end derved at sætte ham istand til at udøve den Art af Censur, som i bemeldte § er paalagt ham. Saalænge den ved Lovens 2-20-1 og 2 Ark.; Rescr. af 28de januar 1718, Rescr, 3die Marts 1747 (for Christiania) og flere ældre Anordninger etablerede forudgaaende Censur fandt Sted, findes i Lovgivningen intet talt om nogen Afleverelse af Exemplarer til Politiemesteren, naturligviis fordi denne ingen Competence havde til atter at censurere eller supprimere et af den competente Censor approberet Skrift og hans Indseende med trykte Sager da indskrænkede sig til den i Politieanordningerne af 22de October 1701, 24de Januar 1710 og 12te Februar 1745 Post II Cap. III §5 paabudne Aarvaagenhed med hemmelig udbredte Skandskrifter. Endnu mindre kunde dette være Tilfældet, efterat Rescr. af 14de. September 1770 havde indført en fuldkommen Trykkefrihed, hvori Rescr. af 7de October 1771 ikke gjorde anden Indskrænkning, end at det blev forbudet Bogtrykkerne at trykke noget Skrift, hvortil de ei vide Forfatterne, og at dennes eller Bogtrykkerens Navn skulde staae paa Titelbladet, og at enhver Autor udtrykkelig blev gjort ansvarlig for det muligt Lovstridige i Skriftet. Selv Rescriptet af 3die Decbr. 1790

Side:640

(bekjendtgjort ved Placat af 4de s. M.), der paalagde Politiemesteren at indsende til Cancelliet Skrifter, som kan ansees qvalificerede til Paatale, befaler kun Bogtrykkerne at indlevere til ham et Exemplar af ethvert Skrift, som uden Forfatterens Navn bliver udgivet; men tillægger iøvrigt Politiemesteren ingen Bemyndigelse til foreløbig at standse eller forbyde Udsalget af et saadant Skrift. Det var først den, Trykkefriheden for største Delen ophævende, Forordning af 27de September 1799, der i dens 26de § gav Politiemesteren hiin Myndighed, hvad Aviser og periodiske Skrifter samt Bøger under 24 Ark angaaer, og før at sætte ham istand til at udøve denne nye og udvidede Myndighed var det da en ligefrem Nødvendighed, at Bogtrykkerne, maatte paalægges at overlevere ham et Exemplar af alle saadanne Skrifter, førend de bleve uddeelte eller udsolgte til Andre, en Clausul, som heller ikke findes i den ældre Bestemmelse af 3die December 1790. Det forekommer Retten saaledes klart, at hiin Forpligtelse for Bogtrykkerne ene er begrundet i den Politiemesteren, ved samme § tillagte nye Magt til at hindre de for strafværdige anseete Skrifters Udbredelse, og ingenlunde i den ham allerede forhen paalagte Control med og Indsendelse af allerede publicerede Skrifter, der baade forhen var forudsat at kunne skee i Almindelighed, og fremdeles forudsættes at kunne finde Sted med Hensyn til Værker paa mere end 24 Ark, uden saadan Afleverelse af Exemplarer. Antages det altsaa, at Politiemesterens Ret til foreløbig at kunne forbyde et Skrifts Udsalg nu er ophørt, saa maa det og antages, at den Bogtrykkerne alene med Hensyn derpaa paalagte Forpligtelse med det Samme maa bortfalde, uden Hensyn til, hvorvidt Politiemesterne endnu kunne ansees forpligtede til nogen Control med allerede i Boghandelen komne Skrifter, uanseet at Resolutionen af 21de Februar 1815 (der iøvrigt, som blot bestemmende, hvor de ved Frdg. af 25de April 1732 og 10de Januar 1781, cfr. Rescr. 10de September 1756, paabundne 3 Exemplarer nu skulle afgives, ikke kan ansees at have noget Hensyn til Frdg. 27de September

Side:641

1799 §26) ved at befale, at et Exemplar skal afgives til til Politie-Departementet, kunde synes at have overført hiin Control til dette, hvilken Synsmaade ogsaa har den hidtil befulgte Praxis for sig. Men at hiin Magt ikke længere tilkommer Politiemesteren, er formeentlig utvivlsomt, efterat Grundloven er emaneret. Naar dens §100 bestemmer, at "Trykkefrihed bør finde Sted," da følger det af Sagens Natur, ligesom og af samme Grundlovs §94, at alle de i den ældre Lovgivning, in specie i Frdg. af 27de September 1799, indeholdte Bestemmelser, der gaae ud paa det Modsatte, eller paa at Trykkefrihed ikke bør finde Sted, derved maae være ophævede, og at vor Trykkefrihed i sin Udøvelse nu ikke har andre Grændser end de i selve §100 opgivne, eller med andre Ord, at den igjen er sat paa samme Fod, som den befandt sig paa efter Rescripterne af 14de Septbr. 1770 og 17de October 1771. Da nu Censur af hvilkensomhelst Art. er en af de Indskrænkninger, der lægge de skadeligste Baand paa Trykkefriheden, saa er det en Selvfølge, at samme nu ikke kan finde Sted, hvilket ikke alene maa gjælde om den ved 2-20-1 og 2 paabudne Censur af kyndige Mænd før et Skrifts Trykning, men maaskee end i høiere Grad om den Censur, der, udøvet efter et Skrifts Trykning, medfører vilkaarlig Ret til at standse dets Udsalg, maaskee til største Tab for Forfatter og Forlægger.

Da, som Følge af det Anførte, Bogtrykkerne nu ikke længer kunne ansees forpligtede til den ved Frdg. af 27de September 1799 §26 paabudne Præstation, saa kan der ikke under nærværende Sag blive Spørgsmaal om enten at paalægge Indstævnte samme under en daglig Mulkt, eller om at idømme ham nogen Straf for Undladelsen deraf; hvorimod hans Paastand om Frifindelse maa blive at tage til Følge.

Politieactors Sagførelse har været lovlig.

Thi kjendes for Ret:

"Indstævnte, Boghandler Johan Dahl, bør for Politieactors Tiltale i denne Sag fri at være."

Side:642

I Høiesteret, hvor Actor under 25de Juli d. A. havde erhvervet Kongelig Bevilling til at faae Sagen tagen under Behandling og Paakjendelse, uanseet at Samme maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis til bemeldte Ret, blev under ovennævnte Dato afsagt saadan Dom:

"Politierettens Dom bør ved Magt at stande."