Rt-1851-257
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1851-04-00 |
| Publisert: | Rt-1851-257 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 139 O.nr. 11. |
| Parter: | Artillericapitaine Strøm mod Armeedepartementet. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §22, §89 |
Den 6te April 1847 blev Appellanten, der som Stabscapitaine i Artilleriet er stationeret paa Fredskjær ved Moss, inkaldt til Christiania for at deeltage i Censuren ved den da forestaaende Høiskoleexamen. Foruden Skyds og Diæt, som blev ham betalt, forlangte han Godtgjørelse for sit Arbeide ved Udførelsen af dette Hverv, hvilken derimod blev ham negtet. Af Høiskoledirectionens i den Anledning afgivne Erklæring erfares, at han to Gange maatte indfinde sig i Christiania, hvorved han i det Hele var borte fra sit Hjem i otte Dage, samt at hans Arbeide med at gjennemlæse, sammenligne og bedømme de indgivne (291) Examens Besvarelser desuden antoges at have fordret omtrent 22 Dages Tid, og kunde efter Directionens Formening ansættes til 30-35 Spdlr., hvis han derfor skulde have nogen Godtgjørelse. Af hvad for Øvrigt under Sagen blev oplyst erfares derhos, at der i 1840 blev udbetalt en Officier Godtgjørelse for hans Arbeide ved Opmaalingen af en Exerceerplads; at der i 1842 og 1843 tilstaaet Appellanten og en anden Officier, som Skjønsmand over en anden Exerceerplads, lignende
Side:258
Erstatning; at der var givet Officierer Gratification for Optælling i Arsenalet, for Prøvning af det Krudt, der fra Kongsberg leveredes til Armeen, osv. Efter forgjæves Forligsprøve sagsøgte han derfor Armeedepartementet til Betaling af det negtede Honorar, enten med 100 Spdlr., eller med et saadant Beløb, som ved uvillige Mænds Skjøn maatte vorde bestemt, og til Erstatning af Sagens Omkostninger. Departementet paastod derimod Frifindelse med Sagsomkostninger. Ved Bythingsdom i Christiania af 4de October 1849 blev det ogsaa frifundet for hans Tiltale, men Sagsomkostningerne ophævede. Samme Udfald fik Sagen i Overretten, ved hvis Dom af 8de Juli 1850 Underretsdommen blev stadfæstet og Omkostningerne ligeledes for Overretten ophævede. For Høiesteret bemærkede Appellantens Sagfører i det Væsentlige:
Man var afvegen fra Reglerne for Commando i dette Tilfælde, som Følge af, at det ikke var noget Tjenestanliggende. Af Infanterireglementets p. 33, §7, og p. 38, §3; af Tjenestereglementets §31, Nr. 5, §35 Nr. 3, og §36 Nr. 2, m. fl., fremgik, at Commandoen skal skee efter Tour og Orden, hvilket her ikke var skeet, og heller ikke kunde skee, da ikke enhver Artilleriofficier kunde være Censor ved en saadan Examen; men dette viste, at det ikke var Commandosag, og saaledes betragtedes det heller ikke i Høiskolereglementet af 7de Februar 1839, §22, hvor det ikke heder: «commanderes» eller «befales», men «udnævnes». Appellantens Stilling maatte ansees indskrænket til praktiske Forretninger, og selv om han i Nødsfald kunde tvinges til at overtage et theoretisk Hverv som det her omhandlede, maatte han dog have Krav paa Godtgjørelse for et Arbeide, hvortil han ingenlunde ved sin Ansættelse i Artilleriet kunde ansees forpligtet, men alene paa Grund af sine ualmindelige Kundskaber var kaldet; og ligesom civile Embedsmænd alltid nøde Godtgjørelse for saadanne udenfor deres Embede liggende Forretninger, var det under nærværende Sag oplyst, at ogsaa militære Embedsmænd fik Godtgjørelse endog for praktiske Forretninger,
Side:259
der langt snarere end det her omhandlede Arbeide kunde regnes blandt deres Tjenestepligter. Naar man forlød det Grændseskjel, som ligger i Stillingens almindelige Begreb, da havde man ikke længer nogen Grændse for de Byrder, Erhvervelsen af de sjældnere Kundskaber kan medføre, og Exempler som det nærværende vilde vist ikke tjene til at fremme den militære Videnskabelighed. Kunde Appellanten denne Gang commanderes til at censurere, maatte han en anden Gang kunne commanderes til at examinere - Fremsættelsen af Spørgsmaalene var det letteste Arbeide - en tredie Gang til at docere, osv., da det Sidste lige saa vel kunde fremme Armeens Tarv og den militære Tjeneste som det Første. Det hjalp saaledes ikke at paaberaabe sig Krigsartiklerne (9, 10, 11, 17 osv.) eller Reglementet af 1839, §22, da den ubetingede Lydighedspligt ikke kunde antages at udelukke Krav paa Erstatning, hvorimod Sportellovens §133 i lignende Tilfælde tilsagde passende Betaling for saadanne Forretninger. Ei heller kunde Diætloven af 10de September 1842, §2, her paaberaabes, da den ikke afgjorde Spørgsmaalet om Erstatning for saadanne Forretninger, der hverken middelbar eller umiddelbar følge af vedkommende Officiers indehavende Embede. Skulde Diætpengene ansees som Løn for Arbeidet, maatte de i alle Fald her regnes baade for de 22 og for de 8 Dage, der vare ofrede paa Censuren; men Diætpengene kunde alene ansees som Godtgjørelse for den Deel af Reiseudgifterne, der ikke ere indbefattede under Skydsgodtgjørelsen. Endelig maatte Grundlovens §22 forstaaes saaledes, at den satte en Skranke mod saadan Behandling, som Appellanten her havde lidt. Han nedlagde derfor Paastand som ved de foregaaende Instantser.
Hertil svarede Regjeringsadvocaten i det Væsentlige: Appellanten havde ikke blot at gjøre med sit Batteri, men ved Alt, hvad der vedkom Stabstjenesten, samt at være Officier i Armeen. Den her omhandlede Forretning interesserede Artilleribrigaden og maatte følgelig
Side:260
betragtes som en Commandosag, der indgik under Appellantens Tjenestepligt, hvilket Høiskolereglementets §22 ogsaa forudsatte; thi «udnævnes» kunde her ikke betyde Andet end «befales,» «commanderes» eller «tilforordnes,» som det heder i Grdl.s §89, hvor alene kan være meent Befaling eller Ordre. Var Strøm forpligtet, som han indrymmede, til at adlyde den givne Ordre, maatte denne Lydighedspligt være en Følge af, at Forretningen hørte til hans Embedsstilling, og var han berettiget til Betaling derfor, kunde han ikke paalægges Forretningen mod sin Vilje. Om Tour og Orden i den strenge Forstand, som her søgtes gjort gjældende, kunde der ikke være Tale; heller ikke paa den ande Side om særegne Indsigter. Enhver Artilleriofficier maatte kunne være Censor ved Artilleriexamen, og Officierer, der i Fredstid ikke overvældedes med Forretninger i deres Bestilling, kunde have godt af, skifteviis at opfriske sine egne Kundskaber paa denne Maade. Intet Honorar tilstodes for at tiltræde Høiesteret eller deslige, og Sportell. Passede ikke her, ei heller Grdl.s §22. Derimod var Appellanten i samme Tilfælde som det, der var afgjort ved den i Rt-1846-647, indtagne Høiesteretsdom, og følgelig behøvede Appellantens Fremstilling ingen yderligere Gjendrivelse. Regjeringsadvocaten nedlagde derfor ligeledes Paastand som før.
Høiesterets Dom, afsagt 14de Marts 1851, er saa lydende: «Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.»
Overretten ansaae vel ikke det omhandlede Hverv at tilligge den Kreds af Forretninger, som udgjøre Appellantens Embede, men den ansaae det dog som en Tjenestesag, der maatte kunne paalægges ham uden Godtgjørelse, da hans Indsigter maatte kunne tages i Beslag til Fremme af den Green af Tjenesten, hvortil han hørte, og Officierer, der nyde Løn af det Offentlige, maatte ansees pligtige, efter Ordre at udføre Tjenestesager for samme Løn, om disse end ikke kunde ansees som umiddelbar Følge af deres Embedsstilling.