Rt-1873-433

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1873-04-19
Publisert:	Rt-1873-433
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 165/1 1873
Parter:	Advokat Schweigaard som befalet Sagfører for Jomfru Jakobine Endresen m. Fl. mod Enkefru Meidell m. Fl. (udblevne).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Lov om Forkyndelse ang Almindinger (1851) §1, Skogloven (1863) §15

Under 30 Mai 1859 til 23 Juli 1864 afholdtes efter Rekvisition af Appellantinden, Jomfru Endresen, en Udskiftningsforretning over den hendes Gaard Bale i Balestrands Præstegjeld tilliggende Udmark. Under Forretningen opstod Tvist om Delingsgrunden, i hvilken Henseende Udskiftningsretten under 18 Oktbr. 1862 har afsagt saadan Kjendelse: «Delingsgrunden ved nærværende Forretning bliver enhver Lodeiers Indehav». Efterat derpaa den hele Udskiftning af Modparten, d. e. Indstevnte for Høiesteret, var bleven paastevnt til Ytre Sogns Underret, hvorunder principaliter fremsattes Indsigelse om manglende Forligsmægling, blev ved Dom afødt xx.xx.1865 denne Indsigelse taget til Følge og paa Grund heraf den under 18 Oktbr. 1862 afsagte Kjendelse og den derpaa støttede Udskiftning underkjendte og kjendte uefterrettelige og ugyldige at være. Denne Dom stadfæstedes af Bergens Stiftsoverret den 5 August 1867.

Ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1869 bleve imidlertid disse Domme underkjendte og Sagen hjemvist til Underretten til yderligere Paakjendelse. Vedkommende Underret har derpaa 5 Marts 1869 afsagt Dom, i Realiteten gaaende ud paa, at den af Udskiftningsretten den 18 Oktbr. 1862 afsagte Kjenelse tilligemed den i Henhold til samme foretagne Udskiftning underkjendes og kjendes ugyldig at være, hvorhos Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom er under 13 Novbr. 1871 (1872 i Overretsakten maa være Skrivfeil) stadfæstet af Bergens Stiftsoverret forsaavidt paanket var, hvorhos de for Appellanterne befalede Sagførere tilkjendtes i Salarier af det Offentlige, Overretssagfører Movinckel for Hovedsagens Udførelse, 20 Spd., og Sagfører Kofod for et optaget Thingsvidne, 16 Spd.

Denne Dom er derpaa af Appellanterne ved befalet Sagfører ifølge meddelt beneficium paupertatis indbragt for Høiesteret ved Stevning afødt xx.xx.1872. Sagen er paa Grund af Indstevntes Udeblivelse udgaaet til skriftlig Behandling. Med Hensyn til Varslet bemærkes, at En af Hovedmodparterne ved de underordnede Retter, Enkefru Meidell, der ifølge Paategning paa Overretsstevningen har afhændet sin Del i det Udskiftede til Peder Eriksen Bale (som derfor er adciteret til Høiesteret), senere er afgaaet ved Døden, hvorfor Høiesteretsstevning er bleven forkyndt for hendes Søn og Fuldmægtig under Udskiftningssagen, Kaptein Meidell, paa Boets Vegne.

Ved de underordnede Retter nedlagde Appellanterne Paastand om Sagens Afvisning paa Grund af, at Sagen ei var gjort til Gjenstand for Aastedsbehandling, hvilken Indsigelse er forkastet saavel af Underretten som af Overretten, at den sidste ved foreløbig Kjendelse afødt xx.xx.1870. Appellanterne have nu ikke paanket denne Kjendelse eller inhæreret sin Paastand om Sagens Afvisning, medens de for det Tilfælde at Høiesteret ex officio skulde afvise Sagen, have paastaaet sig tilkjendt Procesomkostninger eller Kost og Tæring for alle Retter. Jeg finder imidlertid med de foregaaende Retter ikke i

Side:434

Tvistmaalets Beskaffenhed tilstrækkelig Grund til at afvise Sagen idet Spørgsmaalet allene er om hvilket Princip der skal lægges til Grund for Udskiftningen, hvilket ikke skjønnes at gjøre Aastedsbehandling nødvendig.

Appellanternes Paastand for Høiesteret gaar forøvrigt ud paa, at den paankede Udskiftningsforretning stadfæstes, og at de Indstevnte tilpligtes at betale Processens Omkostninger i alle Instantser, hvoriblandt Salarier til de ved Overretten, Thingsvidnet og Høiesteret befalede Sagførere, hvilke in subsidium forventes paalagte Statskassen.

Ifølge Lov om Jords og Skovs Udskiftning af Fællesskab afødt xx.xx.1857 §1 Litra a skal Udskiftningen, naar fuldkommet Fællesskab finder Sted, ske efter Skatteskylden under nærmer opgivne Bestemmelser, hvorimod samme §6 Litra b bestemmer, at hvor de forskjellige Gaarde eller Brug have hver sine om hinanden liggende Stykker eller Teige saaledes sammenblandede, at ikke Enhver kan uden uforholdsmæssig Byrde frede eller paa hensigtsmæssig Maade benytte sin Jord, sker Udskiftningen uden Hensyn til Skylden saaledes, at Enhver erholder Erstatning for det han afgiver.

Udskiftningsretten har i nærværende Tilfælde givet Appellanterne Medhold i, at Udskiftningen rettelig var at fremme i Henhold til sidstnævnte Litra, medens Indstevntes Procedure har gaaet ud paa, at Bestemmelsen i Litra a var at lægge til Grund.

Afgjørelsen beror saaledes paa, om den omhandlede Udmark laa i fuldkommet Fællesskab mellem de forskjellige Eiere eller om disse havde hver sine særskilt betegnede Andele, der kun paa Grund af deres Beliggenhed om hinanden gjorde Teigebytte nødvendigt.

At der i den omhandlede Mark var fra gammel Tid af særskilt betegnede Andele for hver af de 3 Gaarde, som Processen vedrører og at disse Teige vare afmærkede ved opfatte Grændsestene, fremgaar tilstrækkelig af Sagens Oplysninger. Udskiftningsforretningen viser, at man overalt har udfundet de enhver Lodeier tilkommende Teige, som ere afsatte paa det optagne Kart med smaa Bogstaver og sees at ligge om hinanden. Indstevnte paastaar imidlertid, at disse Teige, kun forsaavidt Skoven angaar, ere særskilt Eiendom, medens Grundrettighederne forøvrigt skulde ligge i fuldkomment Fællesskab.

Det faktiske Forhold, hvorefter bestemt afgrændsede saakaldte Skovteige ere fordelte til Enhver af dem, mellem hvilke den omhandlede Udmark tidligere maa antages at have ligget i fuldkomment Fællesskab, vækker efter min Mening en stærk Præsumtion for, at den egentlige Proprietet over Skovteigen tilkommer den, for hvem den er afmærket, saa at Beviset for at Forholdet er anderledes, maa paaligge den, der paastaar saadant, in casu Indstevnte. Det har i det Hele ikke meget for sig, at Retsforholdet ved en Udskiftning skulde være ordnet saaledes, at En havde Skovretten (hvorved her ikke kunde forstaaes Ret til de paa en given Tid sig i Strækningen befindende Træer, altsaa en blot Udhugstret, men en Ret til alle Træer, som ere tilstede eller i Fremtiden tilkomme), men at alle andre Grundrettigheder tilkom flere Sameiere i Fellesskab. Et saadant Forhold synes kun vanskeligen, ialfald uden nærmere Bestemmelser, at lade sig praktisere, og det vil heller ikke nu kunne oprettes, kfr. §15 i Lov afødt xx.xx.1863 om Skovvæsenet.

Det er in confesso, at Havneretten er fælles for alle Lodeiere. Indstevnte (kfr. og en Skrivelse fra Foged Landmark), med hvem Underretten i saa Henseende i det Væsentlige synes at være enig, gaar ud fra, at Havneretten er en saa principal og væsentlig Ret i de Bergenske Trakter, at den allene er tilstrækkelig til at konstituere. Dette kan dog ikke bifaldes. Den blotte Havne- eller Beitningsret kan aldrig, enten i de Bergenske Trakter eller paa Østlandet, mellem hvilke de Indstevnte vil have skjelnet, blive mere eller andet end en Servitut paa Eiendommen og kan ikke danne Proprieteten til Grunden. Det sees ogsaa, at Udskiftningsretten, hvis

Side:435

Medlemmers Flertal var Folk fra Sogn, har forkastet den opstillede Distinktion mellem Bergenske Trakter og Østlandet og betragtet Beitningsretten allene som en Servitut. Herimod kan 3 og 4 Vidnes Prov under det optagne Thingsvidne ikke komme i Betragtning. Paa Spørgsmaal om det er Vidnerne bekjendt, at det er et almindeligt Eiendomsforhold paa disse Kanter, at Skovene udskiftes i Teiger, medens Marken fremdeles ansees for fælles, og at uagtet dette, de respektive Skovteiges Eiere anse sig eneberettigede til Slaat i sine Teiger, svarede bemeldte Vidner, at saadant Eiendomsforhold var almindeligt paa disse Kanter. Jeg vover ikke at lægge videre Betydning i disse Vidneprov, end at Vidnerene ligsom Indstevnte have tillagt Beitningsret den Vægt, at samme var bestemmende for hvem der var at betragte som Eier, medens Vidnerne ere inkompetente til at afgjøre under hvilken juridisk Katergori Forholdet var at henføre.

Det Vigtigste, som de Indstevnte have at paaberaabe sig til Bevis for det paastaaede fuldkomme Fællesskab, er unægtelig det fremlagte Forlig afødt xx.xx.1810, der angaar den omhandlede Udmark, og som da alle Opsidderne, mellem hvilke det er indgaaet, vare Leilændinge dels under Bergens Bispestol, dels under Kinds Præstestol, er bleven approberet af Bergens Stiftsdirektion og derefter thinglæst 9 Juli 1811. Det heder heri, at Nils Olsen Bale havde foretaget en Indhægning i Hans Olsen Bales Skovteig, som denne vilde have udlagt til fælles Udmark og Beite, i hvilken Anledning man forenedes om, at Nils Olsen skulde borttage Indhægningen mod at han fik Tilladelse til at indhægne i egen Skovteig, der dog for alle Opsidderne paa Gaarden Bale kaldes fælles Udmark, en Strækning af lige Størrelse, hvorhos der tilstaaes den Samme saavelsom øvrige Lodeiere Ret til at benytte sig af saavel gamle som nye Indhægninger i egne Skovteige, omendskjønt disse Indhægninger, førend de bleve udlagte, have været fælles Udmark. Det bestemmer derhos, at enhver Lodeier for sig allene oppebærer Afgift af Husmænd i sin Teig.

Det er de i Forliget paa flere Steder forekommende Udtryk «fælles Udmark», hvortil de Indstevnte støtte sig, idet disse Udtryk ligefrem betegne Sameie. Det forekommer mig dog klart, at det man ved Dokumentet har havt til Hensigt at præservere sig, ene og allene er fælles Beitning og ikke nogensomhelst anden Grundrettighed som værende i Fællesskab. Nogen anden Gjenstand for Benyttelse i Fællesskab end Beitning har der ikke været. Ved Ordet «fælles Udmark» kan derfor allene være tænkt paa Beitningsretten, og Udtrykket behøver ikke at betegne Andet end «fælles Havnegang», «fælles Beitesmark», kfr. andre Udtryk i Forliget, der noksom vise, at det er Beitningen allene, som man har havt for Øie, saasom «fælles Udmark for Nils Olsen Bales Kreature», «fælles Udmark og Beite for deres og Nils Olsen Bales Kreatur». Man har vistnok ved Forfattelsen af Forliget ikke tænkt paa de juridiske Begreber, hvorefter der distingveres mellem Eiendomsret og Servitut, men paa Grund af den prædominerende Interesse, som man har tillagt Fællesbeitningen, udtrykt sig som om denne medførte Eiendomsret, paa samme Maade som 3 og 4 Vidne under Thingsvidnet. En saadan i juridisk Henseende feilagtig Udtryksmaade kan imidlertid ikke tillægges Virkning til at forandre det sande juridiske Forhold, hvorefter intet andet var i Fællesskab end ene og allene Beitningen. At opretholde denne, maatte vistnok ansees for at være af Vigtighed, da Teigene, som Kartet viser, laa saaledes om hinanden, at særskilt Beite var umuligt saalænge et ordentligt Teigebytte havde fundet Sted. Det er vistnok fra den Side en Indrømmelse til de enkelte Lodeiere, at de til Indskrænkning af det fælles Beite have Lov til at beholde for sig allene Indhægninger. Saavel dette som Bestemmelsen om Afgiften af Husmænd, ere Antydninger om, at forsaavidt som der ved Siden af Beiteretten var Spørgsmaal om Udøvelse af nogen anden Grundrettighed, da skulde saadan tilkomme ikke alle Lodeiere i Fællesskab, men den enkelte Lodeier som Særeie.

Side:436

Den egentlige Proprietet over Grunden blev saaledes for den enkelte Lodeier, paa hvis Eiendom det fælles Beite hvilte som en Servitut.

Naar der i en Udskiftningsforretning af 1837-1838, hvorom Mere nedenfor, paa et Sted er brugt Udtrykket «fælles Udmark» og paa et andet «fælles Sameie», vil jeg herpaa i det Væsentlige have gjort gjældende hvad jeg har anført om lignende Udtryk i Forliget.

De øvrige i Sagen fremkomne Oplysninger forekomme mig at bestyrke Rigtigheden af den opstillede Fortolkning af Dokumentet af 1810.

En Grundseddel afødt xx.xx.1856, udstedet af samtlige Lodeiere, tilsteder Anders Olsen Bale at benytte til Byggetomt og Oprydning en Strækning i Fogedembedsgaardens Skovteig og i fælles Havnegang. Her er saaledes «fælles Udmark» oversat med «fælles Havnegang».

En Kjøbekontrakt, afsluttet af en af Appellanternes Hovedmodparter 29 Aug. 1857, synes at lægge for Dagen, at Vedkommende da har havt en anden Opfatning af Retsforholdet end den han har villet gjøre gjældende i denne Sag. Han sælger endel Parceller af sin Andel i Bale Gaard, hvoriblandt flere Skov- og Slaatteteige, dog saaledes, at med disse Parceller, der forøvrigt sælges med de samme Rettigheder hvormed de forhen have været eiede, ikke følger Rettighed til Havnegang i Hovedgaardens Mark undtagen for en til Jomfru Endresen solgt Skovteig med paastaaende 3 Husmandspladse Munken, Stranden og Munkhavnen, om hvilken sidste Skovteig det tillige bestemmes, at Sælgeren Intet har imod at Kjøbersken indhægner den ved Siden af hendes Eiendom beliggende Myr eller at hun der opsætter Gjærde, saa at det Indhægnede bliver til hendes udelukkende Brug saavel med Hensyn til Dyrkning som Havnegang, dog at i Tilfælde Gjærde opsættes, Jomfru Endresen skal være udelukket fra Havnegang i Bales øvrige Hjemmark. I dette senere ved Skjøde perficerede Dokument sælges saaledes Skovteige uden videre til Eiendom i Strid med den Tanke at de ei tilhørte Sælgeren som Særeie, men kun i fuldkomment Fællesskab mellem alle Lodeiere i Bales Udmark. Kun med Hensyn til den til Jomfru Endresen solgte Parcel er gjort Forbehold for den Andel eller Rettighed i Strækningen, som muligens maatte tilligge det Meidell tilhørende Brug kaldet Heidtun.

En ved mindelig Overenskomst foretagen Udskiftning af Gaarden Bales Indmark af 1837-1838, indeholder blandt Andet, at Ombytning foregik ved Nils Olsens, Hans Pedersens og det beneficerede Gods's Eiendomme saavel af Ager og Rønmark som af Skovteige, hvorved Nils Olsens og det omtales her paa samme Maade som Ager og Eng, der var Gjenstand for Teigebytte. Det heder derhos, at Enhver skal forskaffe sig Stør af sin egen Eiendom, hvilket sidste Udtryk saaledes her maa antages at være brugt om Skovteig.

En saakaldet Kontinuationsudskiftning afødt xx.xx.1838, vedkommende Teigebytte mellem 2 af de Eiendomme, som Bales Udmark tilligger, fordeler endel Teige under Benævnelse dels blot Teige, dels Slatteteige, dels Skovteige uden Forbehold for nogen Andens Medeiendomsret. Forretningen angik ikke direkte Fru Meidells eller nu Peder Eriksen Bales Brug, men den daværende Eier lod møde ved Forretningen som tilgrændsende Nabo og havde Intet at indvende mod Forretningens Fremme som skeet, og er Forretningen vedtaget saavel af Fogden som af Stiftsdirektionen. Det synes heraf visselig at fremgaa, at man i Virkeligheden har behandlet Skovteigene som værende i Særeie, og at det Eneste som har været i Fællesskab, er Beitningen.

Ifølge thinglæst Fæsteseddel afødt xx.xx.1858, har Jomfru Endresen bortbygslet Pladsen Munken (kfr. Kjøbekontrakten afødt xx.xx.1857), hvormed følge flere Slaatteige, og skal Fæsteren, heder det, ei være indskrænket i at indhægne af Udmarken hvad han maatte finde for godt. En lignende Fæsteseddel paa Pladsen Stranden med Slaatteige er udstedt 13 Jan. 1859.

Side:437

Efter Sagens Oplysninger ere i Tidens Løb flere Indhægninger, Oprydninger og Oprettelser af Husmannspladse foregaaede i Udmarken. Med hvilken Hjemmel dette er skeet, er imidlertid ikke saaledes paa det Rene, at der heraf kan udledes Noget med Vished om hvilken Dispositionsret over Skovteigene der i Virkeligheden har været udøvet af de enkelte Lodeiere. Det er dog at lægge Mærke til, at disse Indhægninger fra Beitesmarken, efter hvad der er in confesso, ere blevne betragtede som værende i Særeie for vedkommende Skovteigs Eier, hvorfor Principet om Udskiftning efter Skylden paa dem ei kunde være anvendelig. Hvorledes imidlertid 2 stridige Principer for Udskiftningen skulde kunne anvendes, er vanskeligt at forstaa.

Appellanterne have og til Støtte for sin Paastand paaberaabt sig, at de saakaldte Skovteige omfatte Strækninger lige til det øverste Fjeld og hugge næsten ligesaa langt ovenfor som nedenfor Skovgrændsen. Udskiftningsretten har og fundet, at en betydelig Del af Udmarken er og altid har været skovbar.

Forsaavidt Underretten med Indstevnte er gaaet ud fra, at Udskiftning efter den af Udskiftningsretten befulgte Delingsgrund leder til særdeles Ubillighed mod de Indstevnte, tror jeg at dette beror paa en Misforstaaelse. Da Skovteigene i sin Tid oprindelig udlagdes til de forskjellige Lodeiere, maa dette være skeet efter Skyldforholdet paa den Tid Fordelingen foregik. Naar nu fortsat Udskiftning sker efter enhver Lodeiers Indehav, bliver Delingsfundamentet i Virkeligheden den gamle Skyld. At man nu i Stedet herfor skulde basere Udskiftningen paa det i Tidens Længde maaske meget forandrede, nuværende Skyldforhold, forekommer mig at ville lede til Forrykkelse i Eiendomsforholdet.

Jeg tror ikke at burde indgaa nærmere paa de flere Detailler, som Parterne have bragt paa Bane og som efter min Mening ikke ere af den Beskaffenhed, at de tjene til klarere at belyse denne Sag, som visselig i flere Punkter efterlader Uklarhed om det sande Forhold.

Jeg kommer efter det Anførte til det Resultat, at Appellanternes Paastand bør tages tilfølge, dog saaledes, at Processens Omkostninger for alle Retter paa Grund af Sagens tvivlsomme Beskaffenhed blive at ophæve.

De befalede Sagførere have forsvarligen udført sine Hverv og har jeg Intet at bemærke ved Størrelsen af de af Overretten tilkjendte Salarier.

Thi konkluderes:

Den i Sagen omhandlede Udskiftningsforretning bør, forsaavidt paanket er, ved Magt stande. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. De befalede Sagførere, Overretssagfører Movinckel, Sagfører Kofod og Høiesteretsadvokat Schweigaard tillægges i Salarier, den Første 20 - tyve -, den Anden 16 - sexten -, og den Sidstnævnte 40 - fireti - Speciedaler, som udredes af Statskassen.

E. Saxlund.

Vistnok synes Lov 4 Juni 1866 om Forandringen i Udskiftningslovgivningen i Slutningen af den 4de § at gaa ud fra Forudsætningen om, at der i ældre Udskiftninger kan forekomme det Tilfælde, at Skoven - Træerne - men ikke Grunden er udskiftet, og i vedkommende Storthings-Kommittes Indstilling til denne § udtales det vistnok, at Forholdene i denne Henseende ere forskjellige paa Vestlandet og paa Østlandet (og med Hensyn hertil sees ogsaa §ens Undtagelsesbestemmelse at være indkommen); men heri ligger dog ikke nogen Forudsætning om, at en fælles Havnegang og en i Fællesskab udøvet Beitesret, forsaavidt Spørgsmaalet er om Eiendomsret til selve Grunden, skulde have en anden Betydning paa Vestlandet end paa Østlandet, og nogen i denne Retning gaaende Bestemmelse findes heller ikke i den paa nærværende Sag anvendelige Lov afødt xx.xx.1857. At det i nærværede Tilfælde er baade Skoven (Træerne) og selve Grunden, som tidligere er udskiftet i Teige, og at der saaledes blot er Beitesretten, der som en paahvilende Servitut er forblevet i Fællesskab, maa jeg derimod med Førstvoterende anse tilstrækkelig

Side:438

godtgjort ved de oplyste faktiske og de fremkomne Dokumenter, og jeg er saaledes i Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende.

C. W. Andresen.

Ligeledes enig:

Fr. Hallager.

Efter megen Tvivl maa ogsaa jeg i det Væsentlige erklære mig enig med Førstvoterende, idet jeg med ham antager, at overveiende Grunde tale for at tillægge de enkelte Opsiddere ikke blot Eiendomsretten over Træerne, men ogsaa over Grunden, i de ethvert Brug tildelte Teige. Den fælles Havneret betragter jeg altsaa med Førstvoterende som en paa samtlige Teige gjensidigt hvilende Servitut. Men at Udskiftningsrettens Kjendelse er at forstaa i Overensstemmelse hermed, er mig ikke kanske klart, uagtet jeg dog tror at kunne gaa ud derfra. Hvad der i saa Henseende vækker min Tvivl, er Følgende: Allerede strax ved Udskiftningsrettens Paabegyndelse paastod Appellantindens Fuldmægtig ikke blot, at de enkelte Lodhavere vare fuldkomne Eiere af Jorden og Skoven i deres respektive Teige, men at heller ikke selve Beitningen for samtlige Opsidderes Kreature var fælles længere end til Mærkesgjærder for Teigene bleve oprettede. Herpaa svarede Modpartiet vistnok paa en Maade, som om Spørgsmaalet blot gjaldt den fælles Havnerets Betydning for Vedkommelsen af Eiendomsforholdet til Grunden, men ikke selve Tilværelsen af nogen fælles Havneret, medens Udskiftningsmændene i den senere afsagte Kjendelse kun ganske i Forbigaaende omtalte den fælles Havnegang, og i sin Konklusion uden nogen nærmere Forklaring bestemte, at Delingsgrunden ved Udskiftningen skulde være enhver Lodeiers Indehav. Men i sit Forsvar for denne Kjendelse benægtede Appellanten i sin Underretsprocedure aldeles, at der i de under Sagen omhandlede Teige havde existeret nogen fælles Havneret, skjønt vistnok faktisk en gjensidig fælles Havning - kfr. Modpartiets Anførte - og i Præmisserne til Underretsdommen afødt xx.xx.1865 siger Underdommeren ligefrem, at Udskiftningsmændenes Kjendelse maatte være saaledes at forstaa, at enhver Lodeier skulde ansees at eie saavel Marken som Skoven i den hans Brug tildelte Teige, saa at Forretningen kun kom til at bestaa i Teigebytte. Paa den anden Side synes dog Appellanten i sin Procedure for Overretten saavelsom i sin Deduktion for Høiesteret at gaa ud fra, at der her virkelig var forhaanden en fælles Havne- eller Beitningsret, som selvfølgelig maatte tages i Betragtning ved Udskiftningen. Men herved hæves dog ikke fuldkommen Uvisheden om, hvorledes selve Kjendelsen er at forstaa og hvad Betydning den er tillagt ved den derefter fortagne Udskiftning. Idet jeg imidlertid gaar ud fra, at Udskiftningsmændene have ment og virkelig ved Udskiftning have taget Hensyn til Havneretten som en de enkelte Teige paahvilende Servitut, voterer jeg for den paankede Kjendelses Stadfæstelse. Med Førstvoterende at stadfæste selve Udskiftningen turde være mindre korrekt, jfr. ogsaa Appellantens Paastand ved Underretten og ved Overretten. Forøvrigt tiltræder jeg Førstvoterendes Konklusion.

A. Thomle.

Jeg er i Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende. Ved Besvarelsen af Spørgsmaalet, om Fællesskabet har strukket sig videre end til Havneretten, er det i mine Øine en ikke ganske uvæsentlig Omstændighed, at der ikke er paavist nogensomhelst anden Ret end netop Havneretten, som har været udøvet i Fællesskab. Ikke engang Benyttelsen af det Græs, som har voxet paa saadanne Steder, hvor Kreaturene paa Grund af Naturforholdene ikke kunde komme til at beite, og hvor man derfor, naar Græsset skulde benyttes, maatte slaa det i Stedet for at lade det afgnave, - har været fælles. Det er ved Thingsvidnet godtgjort, at paa saadanne Steder har hver Eier slaaet i sin Skovteig med Udelukkelse af de Andre. Men naar saaledes Fællesskabet ikke engang har strukket sig til den Benyttelse af Jordbundens Frembringelser, som dog maa erkjendes at staa Beitningen allernærmest, forekommer

Side:439

dette mig i ikke ringe Grad at bestyrke, at det har været indskrænket til Havneretten allene, altsaa til det, som maatte være fælles, naar man ikke vilde ved Afgjærdning eller Gjætning hindre Kreaturene fra at gaa om hverandre.

Hvad Konklusion angaar, tror jeg, at den bør lyde paa Stadfæstelse af Udskiftningsforretningen forsaavidt paanket er.

C. Hansteen.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg dog forbeholder mig nærmere Konference angaaende Konklusion.

J. Blich.

Ligeledes i alt Væsentligt enig.

W. Manthey.

Seet.

C. Saxlund.

Høiesterets Dom blev derpaa under 19 April d. A. afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.