Rt-1871-697

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1871-09-27
Publisert:	Rt-1871-697
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 44/2 1871
Parter:	N. A. Andresen & Ko. (Heyerdahl) mod curator bonorum i N. Jørgensens Konkursbo, Sagfører Münster paa bemeldte Boes Vegne (Bergh).
Forfatter:	A. Thomle, Saxlund, Løvenskjold, J. S. Thomle, Justitiarius Lasson
Lovhenvisninger:	Lov om utvidelse av lov om foreninger (1857) §1

Assessor A. Thomle: Under 18 Novbr. 1867 blev der mellem N. Jørgensen, som dengang boede i Eidanger paa Gaarden Tangen pr. Brevig og der eiede et Skibsværft samt 6 andre Personer, ligeledes boende i Eidanger Præstegjæld, oprettet en Interessentskabskontrakt om Bygning for fælles Regning af 2 Skibsskrog. Bygningen skulde foregaa paa Tangens Skibsværft og N. Jørgensen være interesseret i Foretagendet for 3/8 og de Øvrige tilsammen for 5/8 Parter. N. Jørgensen skulde fungere som Regnskabsfører og Bestyrer af Arbeidet. De Skibsmaterialier, som ved Kontraktens Oprettelse fandtes paa Skibsværftet, skulde overtages af Interessenterne, hver for sin Anpart mod en bestemt Kjøbesum. I Leie af Skibsværftet skulde Jørgensen have 50 Spd. aarlig. Fremdeles belv det bestemt, at dersom nogen af Interessenterne maatte komme til at gjøre større Udlæg end der faldt paa hans Part, skulde han deraf godtgjøres 5 Procent Rente, ligesom han derfor skulde have første Prioritets Pantesikkerhed i vedkommende Part eller Parter. De enkelte Interessenter skulde betale sig Bidrag efter Opgave fra Jørgensen og en af de andre Interessenter, og Indkjøbet af Materialier var ligeledes overdraget disse to Personer, saaledes at enhver af de øvrige Interessenter var ansvarlig derfor i Forhold til deres Part. Jørgensen var derhos tilstaaet en Godtgjørelse af 1 Procent til Regnskabshold og Kassedeficit som det heder af de byggede Fartøiers udbringende Beløb, og Interessentskabskontrakten indeholder derhos forskjellige andre Bestemmelser, navnlig at om Interessentskabet skulde ønske at fortsætte Skibsbyggeriet, efterat de i Kontrakten omhandlede 2 Fartøier vare færdige, skulde Jørgensen være pligtig til i det Øiemed at afstaa Skibsværftet til Afbenyttelse i 3 Aar for en bestemt Leie af 50 Spd. aarlig. Det blev derhos bestemt, hvilken Godtgjørelse enhver af de forskjellige Interessenter skulde have for det Arbeide, de præsterede ved Bygningen af Skibene, og det blev bemærket,

Side:698

at samlige Interessenters Mening med at bygge disse Skibe var at ville sælge dem i bilfærdig Stand, forsaavidt saadant til en nogenlunde rimelig Pris kune ske. Endelig blev Jørgensen bemyndiget til mod Sikkerhed i Fartøierne at søge tilveiebragt den nødvendige Driftskapital. Efterat denne Kontrakt var afsluttet, blev da Bygningen af de omhandlede Fartøier paabegyndt, og under 2 Febr. 1868 skrev Jørgensen til Handelshuset N. A. Andresen & Ko. i Kristiania, med hvilket han allerede tidligere stod i Forbindelse og af hvem han navnlig det foregaaende Aar havde laant Penge til sit Skibsbyggeri, og meddelte dem, at han havde paa Stadelen 2 Fartøier, begge snart fuldtømrede, til hvis Fuldførelse han muligens kunde tiltrænge endel Penge laant paa kort Tid, hvorfor han anmodede Huset om paa samme Maade som forrige Aar mod 1 Prioritets Panteret i begge Skibsskrog sukcessivt at forstrække ham med en Laan, hvis Størrelse er opgivet indtil et Beløb af 3000 Spd. Jørgensen tilbød sig derhos, saafremt Andresen & Ko. indgik paa hans Anmodning, at ville besørge Sikkerhedsdokumentet udfærdiget, thinglæst samt dem tilstillet. Andresen & Ko. gik ogsaa ind paa Jørgensens Anmodning, og denne udfærddigede da under 1 Marts 1868 et fra Tangen pr. Brevig dateret Skadesløsbrev for et Beløb af indtil 4000 Spd. med 1 Prioritets Panteret i de af ham paa hans Skibsværft paa Tangen under Bygning havende 2 Skibsskrog, hvilket Pant, heder det, saaledes som det nu og til enhver Tid maatte forefindes, Kreditorerne i Tilfælde skulle være berettigede til uden foregaaende Lovmaal og Dom paa hans Gevinst og Forlis at kunne bortsælge ved offentlig Auktion. Det fremgaar ogsaa af Skadesløsbrevet, at Skibsskrogene vare assurerede mod Ildsvaade i Kristiania almindelige Brandforsikringsselskab for Varer og Effekter, og at Assurancesummen tillige skulde tjene til Sikkerhed for Andresen & Ko., der maa antages stedse at have været i Besiddelse af den udstedte Police. Dette Skadesløsbrev blev thinglæst den 23 Marts 1868 inden Gjerpens Sorenskriveri, hvorunder Eidanger er beliggende, og har ved Thinglæsningen faaet Anmærkning om et Par andre Skadesløsbreve, der tidligere vare udstedte af Jørgensen med Pant i Skibsskrog, som dengang vare under Bygning paa Tangen. Skadesløsbrevet blev derefter af Jørgensen tilstillet Andresen & Ko., som i Henhold til Aftale efterhaanden forstrakte ham med Pengelaan, saaledes at deres Fordring hos Jørgensen, da denne den 24 Juni 1868 maatte opgive sit Bo til Konkursbehandling, udgjorde et Beløb, stort 4010 Spd. 96 ss foruden Renter. Denne Fordring anmeldt Andresen & Ko. i Jørgensens Bo og paastod sig i Henhold til Skadesløsbrevet tillagt prioriteret Udlæg i de 2 Skibsskrog eller sammes Udbringelse. Af disse var forøvrigt det ene gaaet af Stadelen Dagen forinden Konkursen blev aabnet, medens det andet endnu stod paa Land. Det første blev ved en af Boet foranstaltet Taxationsforretning værdsat til 2975 Spd. og det andet til 1000 Spd. Andresen & Ko.'s Fordring blev anerkjendt i Boet, men der blev protesteret imod, at de tilkom nogen Fordring paa prioriteret Udlæg. Herom opstod der da Skifteproces. Under Skiftebehandlingen traf Boet et saadant Arrangement med Interessenterne i Skibsskrogene, at disse frafaldt enhver Ret paa deres Andele imod i det Hele at faa udbetalt 487 Spd. 4 Ort 17 ss, som antoges at være det Beløb, hvorfor de havde leveret Arbeide under Bygningen, uden at have faaet samme betalt. Denne Overenskomst fandt Sted den 4 Aug. 1868 med alle Medinteressenter undtagen en, A. Jørgensen, som imidlertid under 6 Septbr. næstefter afgav en Erklæring, hvorefter han uden Godtgjørelse afstod sin Andel i Skisskrogene til Boet paa Betingelse af, at enhver Udgift, Interessentskabet vedkommende, blev ham uvedkommende. Ved den af Byfogden i Brevig den 27 April 1869 afsagte Skiftedecision blev Andresen & Ko. ikke tillagt den paastaaede Panteret i de tvende Skibsskrog eller prioriteret

Side:699

Udlæg i sammes Udbringende, og denne Skiftedecision blev stadfæstet af Kristianssands Stifsoverret den 28 Septbr. 1870. Denne sidste Dom er nu af Andresen & Ko. indanket for Høiesteret, hvor deres Sagfører har nedlagt saadan Paastand, at Appellantskabet for sin i N. Jørgensens Bo anmeldte Fordring indtil et Beløb af 4000 Spd. tillægges prioriteret Udlæg - saavidt tilstrække kan - i Udbringendet af de 2 i Skadesløsbrevet afødt xx.xx.1868 omhandlede Skibsskrog, samt at de hos Indstevnte, N. Jørgensens Bo, tilkjendes Processens Omkostninger for alle Retter. Derimod har N. Jørgensens Bo nedlagt Paastand om at Stiftsoverrettens Dom stadfæstes og at Indstevnte hos Appellantskabet tilkjendes Processens Omkostninger.

Boets første Indsigelse gaar ud paa, at et Skibsskrog som saadant overhoved ikke skal kunne stilles som Underpant, men at saadan Pantsættelse først kan finde Sted, naar Skibet er i seilfærdig Stand. Dette støttes derpaa, at da Skib er rørligt Gods og som saadant efter §1 i Panteloven afødt xx.xx.1857 ikke Gjenstand for Pantsættelse, medmindre det kan siges at gaa ind under Undtagelsen i §1, «Skib med tilhørende Inventarium», saa vil Spørgsmaalet om Skibsskrog overhoved er Gjenstand ffor Pantsættelse bero paa, om de kunne siges at gaa ind under denne Undtagelse, om man kan sige om saadanne Skibsskrog, at de ere Skibe; men det stemmer baade med almindelig Sprogbrug og med Lovsproget at anerkjende Fartøier eller Skibsskrog paa Stadelen som Skibe, og det formenes derfor at de maa kunne henføres til Undtagelsen i Lovens §1, og det saameget mere, som man formentlig med Føie kan sige, at hvad der gjælder om den fuldfærdige Gjenstand, ogsaa maa gjælde om Gjenstanden i dens Vorden eller under Arbeidet paa dens Fuldførelse, paa samme Maade som det ikke kan ansees tvivlsomt, at naar det heder, at man kan pantsætte Hus, derved ogsaa er givet Adgang til at pantsætte Huset, medens det er under Arbeide, lige fra den Tid Fundamentet dertil er lagt. Denne Indsigelse, som og saa er forkastet ved de foregaaende Retter, kan jeg saaledes ikke anse for at være beføiet. Den anden Indsigelse er, at Skadesløsbrevet ikke er thinglæst ved den rette Jurisdiktion og at det af den Grund ikke kan medføre nogen Panteret. Som allerede bemærket, blev det thinglæst i Gjerpens Sorenskriveri den 23 Marts 1868, med det er fuldstændigt oplyst, at N. Jørgensen, Skadesløsbrevets Udsteder, allerede i Februar Maaned 1868, efterat have indkjøbt en Gaard med Bageri i Brevig, var fraflyttet sin indil da havende Bolig i Eidanger og havde taget Ophold med Familie i Brevig. Det Vaaningshus, han indtil da havde beboet paa sin Eiendom i Eidanger, leiede han bort for et Aar til en fremmed Mand, og et andet Vaaningshus, som ogsaa fandtes der, benyttedes af hans Moder med Undtagelse af et Værelse, hvori Jørgensen tidligere havde havt sit Kontor og som han fremdeles beholdt til samme Brug. Der har været paastaaet fra Appellantskabets Side, at denne Flytning fra Jørgensens Side allene var midlertidig, og man har paaberaabt sig Ytringer af Jørgensen, hvorefter Flytningen nærmest skulde være motiveret af Hensyn til hans Børns Skolegang i Brevig, med at Flytningen var fuldstændig, og at Jørgensen ikke havde til Hensigt strax efter eller inden ganske kort Tid at vende tilbage til sit forrige Opholdssted, Eidanger, maa jeg efter Sagens Oplysninger ense aldeles bragt paa det Rene, uden at jeg antager, at det er nødvendigt at indgaa paa Detaillerne herom. Jeg skal blot bemærke, at allerede den 25 Febr. 1868 fik en Forligsklage, som var udtaget mod Jørgensen og som blev forkyndt paa hans forrige Bopæl, Eidanger, den Paategning af Stevnevidnerne der, at Jørgensen var flyttet til Brevig, hvorfor ny Klage maatte udtages mod ham og forkyndes paa dette sidste Sted, hvor ogsaa Sag mod ham reistes uden nogensomhelst Indisgelse, ligesom det er faktisk, at Jørgensen først i

Side:700

April Maaned 1869 flyttede tilbage til Eidanger, men da tog Bopæl i et Hus, som imidlertid af Boet var solgt til hans Søn. Det maa vistnok antages, at Jørgensen fremdeles vedblev at have sit Kontor paa Tangen, ligesom hans Breve og Vexler sees at være daterede fra dette Sted, ligesom det i Proceduren for de underordnede Instantser maa ansees in confesso at han fremdeles vedblev at udøve sin Stemmeret i Eidanger, men ligesom det ikke gaar an, som Appellantskabet har forment, heraf at gjøre et dobbelt Domicil, et Forretningsdomicil i Eidanger og et privat Domicil i Brevig, saaledes er selve Spørgsmaalet om, hvor Jørgensen efter Flytningen havde sin Bopæl og holdt Dug og Disk saa klart, at derom ikke kan tvistes. Spørgsmaalet er nu altsaa, hvor Skadesløsbrevet rettelig skulde thinglæses, om det var paa det Sted, hvor Jørgensen havde sit personlige Værnething, der som anført var i Brevig, eller paa det Sted, hvor Skibsskrogene stod paa Stadelen, atlsaa i Eidanger. Dette Spørgsmaals rette Besvarelse kan vistnok være noget tvivlsomt, da man ikke har nogen almindelig Lovbestemmelse om hvor Pantebreve i rørlige Gjenstande skulle thinglæses og den ældre Mening indtil Ørsteds Tid var den, at Thinglæsningen skulde foregaa ved den Jurisdiktion, hvor Tingen befandt sig. Men senere har det altid været antaget, hvad der ogsaa stemmer med Kammerretsanordningen og Plakaten afødt xx.xx.1788, at Thinglæsningen af saadanne Pantebreve skulle foregaa ved Udstederens personlige Værnething og at denne Sætning navnlig ogsaa gjælder Skibe, fremgaar af de praktiske Afgjørelser, som Spørgsmaalet har faaet, tildels ved Høiesteretsdomme. Der kan imidlertid paastaaes, at der skal gjælde noget Særeget i Henseende til Pantsættelse af Skibe paa Stadelen, og man har i den Anledning paaberaabt sig N.L. 4-5-9, hvor der tales om Bilbreve og bestemmes, at disses Thinglæsning skal foregaa under den Jurisdiktion, hvor Skibet bygges. Imidlertid er denne Bestemmmelse i sig selv ganske singulær og selv da den endnu var gjældende, den er nemlig ophævet ved Søfartsloven, kunde den neppe medføre, at Regelen om den Jurisdiktion, hvor Thinglæsning af Pantebrev for Skibe paa Stadelen i Almindelighed skulde foregaa, skulde bestemmmes overensstemmende med denne Artikel, om denne end, selv efterat Loven afødt xx.xx.1857 var udømmet, fremdeles var gjældende inden sin Begrændsning. Naar man, for overhoved at kunne komme til det Restultat, at Skibsskrog paa Stadelen kan pantsættes, maa søge Hjemmelen i den almindelige Undtagelse fra Pantelovens §1, at Skibe med Tilbehør, uagtet de ere Løsøre, dog kunne pantsættes, saa forekommer det mig rimeligt, at der maa gjælde den samme Regel for Thinglæsningstedet, enten Skibet er kommet paa Vandet eller det endnu staar paa Stadelen, ligesom jeg formener, at der i modsat Fald vilde tiltrænges positive Bestemmelser navnlig om, inden hvilken Tid fra den Tid, da Skibet var gaaet af Stadelen, Pantebrevets Thinglæsning, forat Pantsætningen kunde holdes i Kraft, maatte foregaa ved vedkommende Udsteders personlige Værnething. Jeg kommer altsaa til det Resultat, at det under Sagen omhandlede Skadesløsbrev, for i og for sig at være gyldigt, burde have været thinglæst i Brevig og ikke i Eidanger. Jeg skal blot tillægge, at jeg ikke finder, at Bestemmelsen i Bergværksloven om de der omhandlede Forlagskontrakters Thinglæsning ved Værkets Værnething, selv om en lignende Regel efter Pantelovens §1 maatte gjælde om Forlagskontrakter i Almindelighed, her komme i nogen Betragtning, eller frembyde nogen tilstrækkelig Analogi.

Appellantskabet har fremdeles opkastet det Spørgsmaal, om ikke Skadesløsbrevet burde været thinglæst ved det saakaldte Interessentskabs Værnething, og i Forbindelse dermed gjort gjældende, at dette er Eidanger, hvor ialfald de andre Interessenter boede og hvor Skibene byggedes og den hele Bestyrelse fandt Sted; men jeg kan ikke indse, at Interessentskabet som

Side:701

saadant havde noget Værnething. Skadesløsbrevet blev ikke udstedt af noget Interessentskab eller paa noget Interessentskabs Vegne. Den Interessentskabskontrakt, som var oprettet mellem N. Jørgensen og de øvrige Participanter i Skibenes Bygning, var ikke thinglæst, og opløste sig jo nærmest i en Forening om, at de skulde være Partredere, medens det aldrig har været tvivlsomt, at Pantsættelse af den enkelte Parter maatte foregaa ved vedkommende Eiers Værnething, ikke ved noget fælles Værnething for samtlige Interessenter. Forøvrigt har der fra Appellantskabets Side været paastaaet, at der sletikke skulde have existeret noget virkeligt Interessentskab mellem Jørgensen og de øvrige Deltagere, eller at et saadant, om det end maatte have været paatænkt, ialfald aldrig traadte i Virksomhed. Underdommeren har ogsaa antaget, at Interessentskabskontrakten blot var et proforma Værk, men deri kan jeg ikke vare enig. Jeg finder ikke, at der er tilveiebragt noget Bevis for, at Forholdet har været saaledes, at Interessentskabskontrakten ikke skulde have været alvorlig ment. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Appellantens principale Paastand ikke kan tages tilfølge.

In subsidium har Appellantskabet bemærket, at Skadesløsbrevet ialfald maatte være gyldigt i Forhold til de 5/8 Parter af Skibsskrogene, altsaa inden Gjerpens Sorenskriveri. Denne Indsigelse er forkastet af de foregaaende Retter og navnlig af Overretten af den Grund, at Skadesløsbrevet er udstedt i N. Jørgensens Navn allene, uden at der er ringeste Tale om, at han har Medinteressenter i de omhandlede Skibsskrog og uden at disses Navn paa nogen Maade antydes. Overretten har ogsaa antaget, at Thinglæsningen ved disse Medinteressenters personlige Værnething ikke kunde have nogen Virkning, fordi Hæftelsen ikke kunde anmærkes af Sorenskriveren paa vedkommende Medinteressenters Navne i Personalregisteret, ligesom det i det Hele taget jo maatte være saagodtsom umuligt for Nogen at vide, at det omhandlede Skadesløsbrev paa nogen Maade vedkom Medinteressenterne, uagtet det blev thinglæst i Eidanger. Denne Bemærkning vilde jeg ogsaa i og for sig anse afgjørende, hvis der her var Spørgsmaal om Forholdet til nogen af disse Medinteressenters Boer eller deres Kreditorer, men anderledes turde Forholdet blive, naar man bemærker, at der her blot er Tale om Forholdet til Medinteressenterne personlig, og at N. Jørgensens Bo senere har erholdt Overdragelse af deres Ret og derigjennem Dispositionen over de dem tidligere tilhørende Parter. Spørgsmaalet bliver da, forekommer det mig, blot om, hvorvidt disse Medinteressenter kunde være forpligtede forsaavidt deres Parter angik ved den Ovenrenskomst, som N. Jørgensen havde tuffet med Andresen & Ko. om Forskydelse af den fornødne Driftskapital til de omhandlede Skibsskrogs Færdiggjørelse. Jeg har allerede bemærket, at efter Interessentskabskontrakten var N. Jørgensen udtrykkelig bemyndiget til mod Sikkerhed i Fartøierne at søge tilveiebragt den nødvendige Driftskapital og at han i sin Henvendelse til Andresen & Ko. afødt xx.xx.1868 ogsaa indledede sin Begjæring om Laan med den Bemærkning, at han ønskede beneldte Laan til at gjøre disse Fartøier færdige, ligesom det maa antages, at Andresen & Ko. ogsaa i Henhold hertil forstrakte ham med de fornødne Penge. Nu er der vistnok indvendt herimod, at disse Penge ikke virkelig bleve anvendte til Skibsbyggeriet, hvorimod ialfald det Meste, af hvad der medgik til dette, blev tilveiebragt ved anden og særskilt Kredit ydet N. Jørgensen, men det forekommer mig, at der ikke kunde paaligge Andresen & Ko. nogen Forpligtelse til at paase, at de Penge, som de forstrakte N. Jørgensen med, netop bleve anvendte paa den Maade, som Medinteressenterne havde for Øie, og at Medinteressenterne heller ikke kunde have nogen Grund til at beklage sig over, at N. Jørgensen benyttede sig

Side:702

af Fuldmagten til at skaffe sig Penge, uden at anvende dem til Skibsbyggeriet, naar han dog paa anden Maaden bragte Skibsbyggeriet saavidt frem, at derved intet Tab opstod for Medinteressenterne, og der er ikke oplyst andet, end at de Forskud, som N. Jørgensen fik af Andresen & Ko., omtrent kunde ækvivalere Fartøiernes Værdi ved Konkursens Udbrud. Men var altsaa N. Jørgensen berettiget til at binde sine Medinteressenter ved at stille Appellantskabet Sikkerhed i de dem efter Interessentskabskontrakten tilhørende Parter, saa forekommer det mig, at den Pantsættelse, som har fundet Sted af Fartøierne i deres Helhed ved Skadesløsbrevet til Andresen & Ko., ogsaa maatte kunne give dem en Ret til at søge sig betalt i Medinteressenternes Parter uden Hensyn til, om Skadesløsbrevet i og for sig var skikket til at skaffe Andresen & Ko. Pant i Forhold til Medinteressenternes Kreditorer eller Andre; thi Thinglæsning er ikke foreskrevet for vedkommende Kontrahent selv, men for Trediemand, og naar Trediemands Interesser ikke verserer under Gyldigheden af en Transaktion, saa kan Hensynet til ham heller ikke komme i nogen Betragtning. Jeg betragter altsaa Tingen saaledes, at N. Jørgensen har været bemyndiget til i det for Andresen & Ko. opgivne Øiemed at behæfte de hans Medinteressenter tilhørende Parter, og deraf antager jeg det flyder, at Andresen & Ko. maatte have kunnet, med Hensyn til disse Parter, tage Dom over Medinteressenterne for et tilsvarende Beløb af deres Forstrækning, og, saavidt tilstrække kunde, søge sig betalt i Skibsparterne. Men forholder dette sig saaledes, saa kan Sagen formentlig ikke stille sig anderledes, fordi disse Medinteressenter ved en ren frivillig Transaktion have afstaaet sine Parter til N. Jørgensens Bo, der var fuldt bekjendt med det hele Forhold, da Transaktionen fandt Sted. Forsaavidt det herimod er bleven indvendt, at Jørgensens Bo ialfald maatte tilkomme Retentionsret i disse Skibsparter for det Beløb, som Medinteressenterne ikke havde betalt af Parternes Kostende, maa det bemærkes, at Medinteressenterne jo netop havde betalt sine Anparter gjennem den Forstrækning, Jørgensen til Skibsbyggeriet, altsaa for de 5/8 Parter paa deres Vegne, havde oppebaaret af Appellantskabet. Efter denne Betragtningsmaade kommer jeg til det Resultat, at Andresen & Ko. maa tillægges prioriteret Udlæg i 5/8 Parter af de omhandlede Fartøier eller deres Udbringende, men at Indstevnte forøvrigt maa blive at frifinde for Appellantens Tiltale, idet jeg finder Grund til at ophæve Processens Omkostninger for alle Retter.

Jeg konkluderer altsaa:

«N. A. Andresen & Ko. bør for deres i N. Jørgensens Bo annmeldte Fordring nyde prioritet Udlæg i 5/8 Del af de Beløb, hvortil de under Sagen omhandlede 2 Skibsskrog ere udbragte, hvorimod de for Resten af deres anmeldte Fordring have at konkurrere med Boets uprioriterede Kreditorer. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves».

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Løvenskjold: Jeg anteger med Førstvoterende, at Thinglæsning af Pant, som er stillet i Fartøi, selv naar det endnu staar paa Stadelen, maa foregaa ved Debitors personlige Værnething, uagtet jeg gjerne indrømmer, at dette Spørgsmaal for Fartøis Vedkommende, som staar paa Stadelen, kan være onvermaade tvivlsomt, men da jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende, skal jeg ikke opholde mig derved. Jeg antager fremdeles med ham, at Jørgensen ved Pantebrevets Udstedelse havde sit Værnething i Brevig og at det altsaa er ganske vist, at der ved den i Eidanger stedfundne Thinglæsning ikke er tilveiebragt nogen i Forhold til ham gyldig Pantsættelse. Derimod kan jeg ikke være enig med Førstvoterende i, at der skal gjælde en anden Regel med Hensyn til de 5/8 Parter

Side:703

at Fartøierne, saa at man skal komme til et andet Resultat med Hensyn hertil. Jeg skal for det Første bemærke, at disse Medinteressenters Eiendomsret til Fartøierne forekommer mig noget tvivlsom efter det Forhold, som fandt Sted, da Pantsættelsen og Thinglæsningen foregik. Kontrakten afødt xx.xx.1867 forudsætter, at enhver Deltager i Skibsbygningsarbeidet skal betale sin Part af Udgifterne, altsaa i Forhold til sin Part gjøre Tilskub til alle Udgifter, Materialiers Indskjøb og Arbeidsudgifter, hvilket er Betingelsen for, at samtlige Deltagere i Kontrakten, enhver for sin Part, kunne blive Medeiere i disse to Fartøier. Men dette er ikke iagttaget. Fartøierne ere tilsammen taxerede til 3975 Spd., altsaa omtrent 4000 Spd., og da der i Boet den 4 Aug. 1868 blev foretaget Opgjør med de 5 Interessenter, som efter Kontrakten skulde tilsammen blive Medeiere eller Interessenter i Fartøierne for 4/8 Parter, saa bleve de udløste af Interessentskabet derved, at N. Jørgensens Bo paatog sig at betale dem, som det hedet «de i Kontrakten bestemte Daglønner for anvendt Arbeide paa Skibsskrogene, foreløbig anslaaet til 487 Spd. 4 Ort 17 ss.» Man maa altsaa tro, at dette var det Udlæg, som disse Interessenter for de 4/8 Parter indtil den Tid havde gjort. Kontrakten var saaledes ikke fyldestgjort for deres Vedkommende i det væstentlige Punkt, nemlig, at Enhver for sin Part skulde gjøre forholdsvist Tilskud til Udgifterne. Allerede af denne Grund anser jeg det tvivlsomt, om de Parter i Fartøierne, hvoraf disse Interessenter vare berettigede til at blive Eiere, naar de opfyldte deres Forpligtelser efter Interessentskabskontrakten, kunde efter de da stedsindende Forhold saaledes udsondres som særskilte Dele af Fartøierne, at en ganske tilfældig red disse 5 Interessenters Værnething foregaaet Thinglæsning af det af N. Jørgensen udstedte Skadesløsbrev, uden at Nogen derved havde til Hensigt at opnaa nogen særegen Ret, skulde gjøre Pantsættelsen gyldig for de 4/8 Parters Vedkommende, medens den iøvrigt var ugyldig og uskikket til at stifte Pant mod den, som optraadte som Disponent over Fartøierne. Det som for mig er afgjørende, er dog den Form, hvori Laanet er optaget, Skadeløsbrevet udstedt og de Oplysninger, som ere fremkomne om Brugen af den Kapital, som ved Laanet er erhvervet. Man ser af Brevvexlingen med Andresen & Ko., at Jørgensen er optraadt som Laantager for sin personlige Regning, til sit eget personlige Behov og som Eneeier af begge Fartøier. Dette viser hans Brev afødt xx.xx.1868, hvori det heder: Jeg har paa Stadelen 2 Fartøier ..... til Fuldførelse af dem kan jeg muligens tiltrænge endel Penge laant paa kort Tid, hvorfor jeg tillader mig at bede Dem forstrække mig med et Laan. Det kan blive muligt, at jeg ikke kommer til at behøve Laanet, ialfald ikke forinden sukscessivt udover Foraaret, men for at være sikker, anser jeg det dog hensigtsmæssigst, at jeg faar det hele Beløb af 3000 Spd. I Skadesløsbrevet optræder han ligeledes allene som personlig Debitor og Eneeier af de Fartøier, han har pantsat, saa det maa ansees for vist, at han ved dette ikke paahæftede sine Medinteressenter nogen personlig Forpligtelse. Han omtaler ikke, at Fartøierne tilhøre noget Interessentskab, og endnu mindre nævner han Interssenterne. I Skadesløsbrevet nævnes det ikke engang, at Laanet optages til Udførelse af Skibsbygningsarbeide; han optager det paa sin personlige Regning, omtaler det som en Forstrækning, han har faaet af Andresen & Ko. for son personlige Regning og nævner det ikke som Noget, han skal have til Fartøiernes Fuldførelse. Meget mere maa jeg efter de øvrige Dele af Jørgensens Korrespondance og andre Oplysninger, anse det bragt til en høi Grad af Sandsynlighed for ikke at sige Vished, at Laanet ikke i det Hele er anvendt til at bygge disse to Skibe færdige, men for endel til andet Brug for Jørgensen, til Dækning af Gjæld og til andre Øiemed, hvortil han behøvede at reise Penge. Kontrakten om Skibenes Bygning

Side:704

er dateret den 18 Novbr. 1867 og det er rimeligt, at Arbeidet er begyndt kort efter. I sit Andragende som Laan afødt xx.xx.1868 siger Jørgensen, at begge Fartøier vare snart fuldtømrede, saa at det rimeligvis var kommet langt frem i Fuldførelsen af Arbeidet. Akadesløsbrevet er udstedt den 1 Marts 1868, og det Beløb, hvorfor Skadesløsbrevet er udstedt, 4000 Spd., er først forstrakt ham efterhaanden. Nu ere begge Skrog taxerede for 3,975 Spd., og under disse Omstændigheder forekommer det mig klart, at en meget betydelig Del af Udgifterne til disse Skibes Bygning allerede maa være udredet, inden Jørgensen fik Laanet af Andresen & Ko., og deraf følger igjen, at den stor Del af dette Laan maa være anvendt til andre Øiemed og ikke til Skibsbyggeriet. Dette bestyrkes ogsaa ved en Skrivelse fra Jørgensen afødt xx.xx.1868, hvori han siger, at han nu kommer til at benytte sig af Andresen & Ko. tidligere givne Løfte om at anbringe indtil 3000 Spd. mod Pantesikkerheden, for at faa de paa Stadelen staaende Fartøier færdige og tillige at komme ganske klar af Skien. Endog om man ikke gaar længere end til 3000 Spd., skulde endel af dette Beløb saaledes ikke anvendes til Fartøiernes Bygning men til, at han kunde afvikle sine Gjældsforpligtelser i Skien, og saameget mere maa dette gjælde de senere forstrakte 1000 Spd. Det Samme fremgaar af Boets Sagførers Anførsel i Indlæg afødt xx.xx.1869, der ikke ved Skifteretten blev specielt modsagt, hvori det blandt Andet heder, at saagodtsom Alt, hvad der behøvedes til Skibsbyggeriet, var taget paa Kredit, altsaa ikke betalt kontant ved det optagne Laan. Naar disse Omstændigheder sammenholdes med hinanden, forekommer det mig ikke allene i høi Grad sandsynligt, men man kan vel sige vist, at dette Laan paa 4000 Spd. ikke i det Hele er anvendt til Skibsbygningsarbeide, men for endel er anvendt til andre Jørgensen personlig vedkommende Øiemed. De øvrige Deltagere i Kontrakten afødt xx.xx.1867 have uden nogen Indskrænkning bemyndiget Jørgensen til at søge tilveiebragt ved Sikkerhed i Fartøierne den nødvendige Driftskapital, og de maa da være bundne ved den Maade, hvorpaa han optager dette Laan. Naar han vælger at optage det som et aldeles personligt Laan, udgiver sig som Eneeier af Fartøierne og benytter endel af Laanet til eget Forbrug, ikke nævner Interessenterne, ikke lader Kreditor paa nogen Maade vide, at der er et Interessentskab, endnu mindre, hvem Interessenterne er, tror jeg, at det ved Spørgsmaalet om Panteret maa være ligegyldigt, om Thinglæsning er foregaaet ved Medinteressenternes Værnething. Andresen & Ko. vidste slet ikke, da de forstrakte dette Laan, at der var Medinteressenter, og det vilde være stridende mod den hele Transaktions Natur, om de skulde erhverve Panteret i endel af Fartøierne ved den tilfældige Omstændighed, at Skadesløsbrevet blev thinglæst ved deres Værnething. Tænker man sig, at Skadesløsbrevet var thinglæst ved Jørgensens personlige Værnethingog ikke i Eidanger, da maatte man jo konsekvent antage, at Andresen & Ko. da kun hvade faaet Panteret i de 3/8 Dele, hvoraf man antager Jørgensen at være Eier og ikke i de 5/8 Parter, man antager hans Medinteressenter at være Eiere af. Men dette vilde dog have været den største Uretfærdighed modn Andresen & Ko.; det vilde være aldeles urimeligt at lade det saa Indflydelse paa Andresen & Ko.'s Ret, at der i de to Fartøier, som Jørgensen ved et Skadesløsbrev, hvori han allene angiver sig som deres Eier, stiller til Sikkerhed for et Laan, var Medinteressenter, om hvis Tilværelse Andresen ikke havde nogen Kundskab, og at Andresen & Ko. derved skulde gaa tabt af den væsentligste Del af sin Panteret. Naar de øvrige Interessenter havde benyndiget Jørgensen til paa deres Vegne at optage Laan, og han har optaget det paa en saadan Maade, at der ikke hos Kreditor kunde vækkes Formodning om, at han havde med andre Eiere af Pantet at gjøre end Jørgensen, saa forekommer det mig aldeles urimeligt, at Kreditor skulde

Side:705

tabe endel af det Pant, som han maatte tro paa gyldig Maade at have sikret sig, derved, at der var Medinteressenter, om hvis Tilfærelse han ikke havde nogen Kundskab. Det vilde udsætte den Kreditor, som i fuldkommen god Tro havde forstrukket Laan og med Iagttagelse af alle lovlige Former havde sikret sig Pant, for den yderste Usikkerhed, hvis hans Panteret skulde afhænge af den Tilfældighed, om hans Pantedokument var thinglæst rundt om i Landet ved de Jurisdiktioner, hvor de ham ubekjendte Medinteressenter boede. Naar en Kreditor ikke af Obligationen kan erfare, at han har med Andre at gjøre end den ene Mand, mod hvis personlige Sikkerhed han forstrækker Laanet, vilde det være overmaade haardt at nægte ham den hele Sikkerhed, som han med Iagttagelse af alle lovlige Former har erhvervet. Jeg tror derfor ikke, at den i Forhold til Udstederen og Modtageren tilfældige Omstændighed, at Thinglæsning er foregaaet ved disse Medinteressenters Værnething, kan have nogen Indflydelse paa Gylgidheden af Pantet. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Overretten, og uagtet der er Et og Andet i Overrettens Ræsonnement, som ikke stemmer med min Opfatning, finder jeg dog ikke Forskjellen større end at jeg kan stadfæste Overrettens Dom. Processens Omkostninger for Høiesteret bør visselig ophæves.

Jeg konkluderer saaledes:

«Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves».

Assessor J. S. Thomle: Idet jeg iøvrigt er enig med Førstvoterende, kan jeg derimod ikke stemme for, at Andresen & Ko. tilkjendes prioriteret Udlæg i de 5/8 Parter af de omhandlede Skibsskrog. Andresen & Ko.'s Procedure med Hensyn til denne Del af Sagen har, saavidt jeg har opfattet den, ved Høiesteret som ved de foregaaende Retter kun gaaet ud paa at førsøge at godtgjøre, at den Omstændighed, at Jørgensens Medinteressenter for de 5/8 Parter havde deres personlige Værnething i Eidanger, hvor Skadesløsbrevet var thinglæst, maatte medføre, at dette blev gyldigt for deres Vedkommende som paa rette Sted thinglæst, men denne paastand eller Argumentation maa jeg med Overretten, og hvis jeg har forstaaet Førstvoterende rigtigt, ogsaa med ham anse uholdbar, idet jeg nemlig antager, at efter Skadeløsbrevets eget Indhold kunde denne Thinglæsning ved Eidanger ikke i og for sig gjøre, at det blev gyldigt for de andre Interessenters Vedkommende, som i Dokumentet ikke er nævnt. Førstvoterende har derimod gjort en anden Betragtningsmaade gjældende, idet han nemlig mener, at det Afgjørende ligger deri, at Boet efter Kokursen har erhvervet disse 5/8 Parter, og at da Boet ogsaa maa finde sig i at svare til de Forpligtelser, som de tidligere Eiere af de 5/8 Parter havde paadraget sig mod Andresen & Ko., derved nemlig, at deres Medinteressent, Jørgensen i Henhold til den ham i Interessentskabskontrakten af dem give Bemyndigelse havde paa fælles Regning, altsaa ogsaa for deres Parters Vedkommende, optaget det omhandlede Laan. Det vil sees, at det efter denne Betragtningsmaade bliver ganske ligegyldigt, om Skadesløsbrevet er thinglæst nogetsteds. Jeg kan ikke nægte, at Førstvoterendes Mening i dette Punkt synes at have overmaade meget for sig, men da som sagt i Andresen & Ko.'s Procedure ikke nogen saadan Betragtningsmaade er forsøgt gjort gjældende, og da den ikke forekommer mig saa fuldkommen sikker, at der jo derimod maatte kunne reises gyldige Indvendinger, saa vover jeg ikke at bygge Sagens Afgjørelse nu i Høiesteret paa dette. Forholdet mellem Jørgensen og hans Medinteressenter og Forholdet med de Udtællinger, som Jørgensen har havt, er ikke saaledes bragt paa det Rene, at jeg har nogen Vished for, at der ikke er Omstændigheder forhaanden, som vilde kunne have Indflydelse paa Bedømmelsen af denne nye Betragtningsmaades Rigtighed, og skal Sagen afgjøres efter den Maade, hvorpaa den har været procederet fra Andresen

Side:706

& Ko.'s Side, finder jeg som sagt ikke at kunne give dem Medhold. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Assessor Løvenskjold og maa votere for Stadfæstelse af Overrettens Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret.

Statssekretær Aall: Jeg er i Resultatet enig med Assessor Løvenskjold, idet jeg støtter mig til, at den Transaktion, som her er foregaaet, er skeet i Jørgensens Navn, paa hans egne Vegne, og at Formodningen maa være for, at han efter sin Stilling til det hele Interessentskab kunde have fuld Kompetence til at disponere over det som sit Eget, idet han var den, som havde gjort Udlæg og forestaaet det Hele. Man ser, at han den hele Tid har været den, som har staaet i Spidsen for Foretagendet og styret det hele Skibsbyggeri. Naar han siden faar dette ratihaberet ved det foregaaede Salg, saa forekommer det mig, at Følgen heraf ogsaa maa blive, at dette ansees som et negotium, der er indgaaet for ham selv og med ham ligeoverfor Andresen & Ko., og at altsaa paa Grund af mangelfuld Thinglæsning Panteret ikke kan ansees stiftet. Hvad de øvrige Poster angaar, er jeg ogsaa enig med de foregaaende Voterende.

Professor Aschehoug: Jeg er i selve Sagens Hovedspørgsmaal af en anden Mening end de foregaaende Vorterende. Den almindelige Sætning, at Dispositioner over Løsøre skulle thinglæses ved Disponentens Værnething, hviler ikke egentlig paa Lovhjemmel. Den har kun nogle temmelig svage Lovantydninger at støtte sig til, nemlig Kammerretsanordningen og Plakaten afødt xx.xx.1788 §1 og §2. Den hviler derimod paa Sagens Natur, derpaa at naar man først vil have denne Slags Thinglæsning, da har man i Almindelighed ikke andet Sted at thinglæse paa med nogensomhelst Slags Rimelighed. Men derfor taaler Sætningen heller ikke at strækkes længere end Sagens Natur tilsiger; den kan kun gjælde med de Begrændsninger, som flyde af denne, og Domstolene ere ikke bundne ved saadanne almindelige Abstraktioner længere end den rigtige Opfatning af Retsforholdenes Natur medfører. Men at Sagens Natur tilsiger, at Thinglæsning af Dispositioner over Skibe, som staa paa Stadelen, skal ske inden den Jurisdiktion, hvor Værstet er beliggende, er vel temmelig uomtvisteligt. Ialfald er dette Lovbogens Mening; det viser 4-5-9. Jeg tror at man, medens denne Artikel endnu stod i alle Stykker som uophævet, tillod Pantsættelse af Skib paa Stadelen paa sædvanlig Maade, saaledes at Pantedokumentet ikke fik Form af Bilbrev, men efter Analogien af 4-5-9, og efter Sagens Natur maatte da Thinglæsning af et saadant Dokument, et almindeligt Pantsættelsesdokument, naar Gjenstanden var Skib paa Stadelen, foregaa ved den Jurisdiktion hvor Skibsværftet laa, ellers fremkom der en uopløselig Konflikt mellem et saadant Pantebrev og et Bilbrev. Nu siger man, at N.L. 4-5-9 er hævet; det er fandt, men den Maade, hvorpaa Ophævelsen er skeet, giver mig den Forestilling, at det aldrig har været Tanken at forandre Thinglæsningen. For det Første er denne Artikel ikke nævnt særlig; den er kun ophævet derved, at det hele Kapitel, hvori den findes, er erklæret hævet. Men desuden maa det vel bemærkes, at det neppe kan have været Statsmagternes Mening paa den Tid, da man havde Spørgsmaalet om Ophævelsen af denne § under Behandling, at forandre Thinglæsningsregelen. Udkastet til Søfartsloven blev i den Form, det var fremsat som Proposition i 1851, gjentaget paa de fleste følgende Storthing indtil 1860, men imidlertid kom Regjeringen selv i 1857 og foreslog Storthinget en Lov om Pantevæsenet, hvori der fandtes en hel Del Bestemmelser vedkommende Thinglæsning af Dokumenter vedkommende Skibe, og blandt disse Bestemmelser fandtes der i §18 den Bestemmelse, at Thinglæsning af Dokumenter vedkommende Skibe paa Stadelen, skulde foregaa ved den Jurisdiktion, hvor Værftet var beliggende. Dette viser jo, hvorledes

Side:707

ledes Tingen har staaet, at man aldrig har villet forandre den Regel, som jeg er tilbøielig til at sige gjaldt før Søfartsloven. Det maa nemlig vel bemærkes, at man aldrig nogensinde før ved Domstolene har afgjort, at Thinglæsning af saadanne Dokumenter vedkommende Skibe paa Stadelen skulde finde Sted ved Eierens personlige Værnething. Spørgsmaalet har aldrig været afgjort før, og det er vist langtfra, at man i det praktiske Liv har været tilbøielig til at antage dette. Tvertimod, efter hvad jeg kjender til Forholdene, skulde jeg tro, at man her har været høist usikker og den naturlige Retsbetragtning har vistnok ledet de Fleste til at tro, at naar de have thinglæst, hvor Værftet var beliggende, saa var det tilstrækkeligt. Jeg mener, at man ved nu at fastslaa det som Regel, at Thinglæsning af Dokumenter vedkommende Skibe paa Stadelen, skal foregaa ved Udstederens personlige Værnething gjør en ny Regel, og det en Regel, som aldrig har ligget i Lovgiverens Intention, ikke passer med det Retsforholds Væsen, som skal ordnes ved Regelen og som, forsaavidt den bygges blot paa Ophævelsen af 4-5-9, til syvende og sidst maa siges at være fremkommet ved den reneste Tilfældighed. Jeg vil altsaa ganske forandre Stiftsoverrettens Dom, men jeg skal ikke opholde mig med at forme nogen Konklusion, da jeg, hvad dette Spørgsmaal angaar, befinder mig i Minoriteten.

Jeg gaar dernæst over til det subsidiære Spørgsmaal, hvori jeg er enig med Førstvoterende. Jeg anser Andresen & Ko. ialfald panteberettiget i 5/8 Dele af Skibenes Taxationssum. Forsaavidt 3 Voterende, der vil stadfæste Overrettens Dom, har søgt at kaste nogen Tvivl over Medinteressenternes Eiendomsret, anser jeg denne Tvivl for uberettiget; den er bygget paa, at Interessentskabskontrakten skuldde have forudsat, at Interessenterne havde at gjøre Tilskud svarende til deres Lodder, men Kontrakten gaar ikke ud fra denne Forudsætning, den siger tvertimod, at hvis nogen af Interessenterne maatte komme til at gjøre større Udlæg, end hans Anpart fordrer, godtgjøres han derfor 5 Procent Rente. Det er saaledes ikke forudsat, at de netop skulde gjøre Tilskud i Forhold til sin Lod, og dersom Medinteressenterne ikke ere Medeiere her, saa ere de blot personlige Fordringshavere; de ere ikke Parthavere, de have overhovedet ikke ingen tinglig Ret, thi Interesstenskabskontrakten er ikke thinglæst, men jeg har ingen Tvivl om, at dersom Tingen stod saaledes, at Medinteressenterne ikke havde solgt sine Parter, og nu kom og vilde gjøre sin Ret gjældende, saa vilde de været blevne betragtede som Medeiere. Man vilde have tilkjendt dem Andel i muligt Overskud, ifald Skibene vare blevne solgte, og ialfald vilde de være tillagte Medeiendomsret i Skibene for deres Parter, naturligvis imod at godtgjøre Jørgensen, hvad han havde udlagt mere, end der maatte falde paa hans Andel i dem.

Dernæst har man sagt, at det Afgjørende var her, at Jørgensen ikke var optraadt i Interessentskabets Navn men i sit eget Navn. Hvad Pantsættelsen angaar, er denne Omstændighed fuldkommen ligegyldig ligeoverfor hans Medinteressenter al den Stund, han havde tilstrækkelig Bemyndigelse fra dem til at pantsætte. Dersom Andresen & Ko. havde maattet tage Dom for at saa fyldestgjort sin Fordring, maatte de kunne have hændet Dom over Medinteressenterne til at taale, at Andresen & Ko. tog Udlæg i Skibene og realiserede dem; det var umuligt for Medinteresserne at høres med nogen Indsigelse derimod. At Jørgensen i selve Skadesløsbrevet ikke har nævnt, at Pengene skulde anvendes til Bygning af disse Skibe, er ogsaa en ligegyldig Sag al den Stund han i det Brev, hvori han forlangte Laanet, har erklæret, at Pengene bleve laante i denne Hensigt. Men saa siger man, at Pengene ikke ere blevne anvendte til Bygning af Fartøier, ialfald ikke allesammen. Det indrømmes, at endel er anvendt dertil, men om nu saa var, at ikke Alt var anvendt, vilde det være en høist besynderlig

Side:708

Ting, at Andresen & Ko. skulde have tabt sin Panteret endogsaa forsaavidt angaar den Del af deres Fordring, som virkelig vr anvendt til Skibenes Bygning. Tingen er, at i Virkeligheden maa man sige, at disse Penge helt og holdent, ialfald paa det allernærmeste, ere anvendte dertil. Det kan gjerne hænde, at det er gaaet saaledes til, at Jørgensen først har laant endel af Pengene i Skien til at bygge Fartøierne for, og saa har laant hos Andresen & Ko. til at dække denne Gjæld med, men dette kan ikke berøve Andresen & Ko. deres Panteret og mindst naar man holder sig til den i Interessentskabskontrakten givne Bemyndigelse, at «Jørgensen bemyndiges til mod Sikkerhed i Fartøierne at søge tilveiebragt den nødvendige Driftskapital», thi dettte Udtryk indbefatter de Penge, som han først har laant i Skien og siden betalt med, hvad han har laant af Andersen & Ko. 3die Voterende paaberaaber sig til Bestyrelse af sin Mening en tænkt casus. Han sagde, at det skulde vise sig saa særdeles klart, at han havde Ret, hvis man tænkte sig, at Skadesløsbrevet vat thinglæst i Brevig og altsaa gyldigt for de 3/8 Parter i Forhold til Jørgensen. Tredievoterende antager, at dette Pantebrev da ogsa vilde være gyldigt for de øvrige 5/8 Parters Vedkommende. Jeg mener, at netop dette Tankeexperiment mere end noget andet er skikket til at vise, at hans Opfatning er urigtig og at Førstvoterendes Opfatning er den rette. Det skal indrømmes, at ligeoverfor Medinteressenterne vilde Pantsættelsen, om den var thinglæst i Brevig, være gyldig, forsaavidt har Tredievoterende Ret, men tænkger man sig, at en af Medinteressenterne, f. Ex. Aslesen, havde pantstat sin 1/8 Part og at Aslesens Pantebrev var bleven thinglæst i Eidanger, hvor han boede, saa er det vel ikke muligt at disputere om, at dette Pantebrev vilde være gyldigt ligeoverfor det i Brevig thinglæste Pantebrev vilde have været in optima forma; Aslesen havde da pantsat sin egen Anpart og thinglæst Pantebrevet, hvor han boede. Forsaavidt der af en anden Voterende er ytret Tvivl om man kan tage Hensyn til den Afgjørelsesgrund, hvorpaa Førstvoterende har bygget sit Votum, fordi det ligger udenfor Proceduren, skal jeg for det Første bemærke, at jeg ikke finder, at det ligger udenfor Proceduren. Punktet er visselig ikke stærkt udhævet i Appellantskabets Procedure, men dog tilstrækkelig antydet og under enhver Omstændighed er her ikke Spørgsmaal om Faktum, men om en ren juridisk Kvæstion, hvor Domstolene ere berettigede til at følge sin Anskuelse uden Hensyn til Proceduren.

Jeg voterer altsaa i det subsidiære Spørgsmaal med Førstvoterende.

Justitiarius Lasson: Jeg stemmer ligesom de Voterende, Assessorerne Løvenskjold og J. S. Thomle samt Statssekretær Aall for Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Løvenskjolds Konklusion.