Rt-1877-107

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1876-12-09
Publisert:	Rt-1877-107
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 137/2 1876.
Parter:	Direktionen for den norske Hovedjernbane (Berg) mod Frøken K. Aruzen (Mozfeldt).
Forfatter:	Løvenskjold, Blich, Andresen, I.S. Thomle, Saxlund, Bull, Manthey
Lovhenvisninger:

Assessor Løvenskjold: Den 10 juli 1874 afsendte Karl Olsen her fra Byen med Hovedjernbanen til Hamar et Gravmonument af Marmor

Side:108

indpakket i en Trækasse, som i Olsens Angivelsesseddel anførtes at indeholde Sten; det hedder nemlig i Angivelsen: «1 Kasse Sten.» Marmorpladen var 46" høi, 21" bred og 3" tyk og Kassen bestod af 1" tykke Bord. Fragten blev betalt med 45 skilling. Ved Ankomsten til Hamar bemærkedes ingen Beskadigelse paa Kassen; men ifølge den derværende Stationsmester Lunds Erklæring afødt xx.xx.1874 bemærkede en af Jernbanens Baadsmænd, da Kassen fra Damskibet, hvormed den var ført fra Eidsvold til Hamar var kommen iland paa Bruggen paa Hamar, ved at kige gjennem en Spræk i Kassen og efterat han med Fingrerne havde taget Halmen tilside, at der i Kassen laa et Gravmonument af Marmor og at dette var sprukket tversover. Marmorpladen havde samme Form som Kassen, d.v.s., den var halv cirkelformig afrundet eller oval oventil. Ved nærmere Undersøgelse er det befundet, at Sprækken gik tversigjennem Pladen. Monumentet tilhørte Frøken Arnzen. Den blev tilbagesendt til Kristiania i samme Tilstand, hvori den paa Hamar var befunden, og Karl Olsen krævede i Skrivelse af 16 Septbr. s. A. paa Frøken Arnzens Vegne Erstatning for Monumentet. Da Jernbanens Bestyrelse ikke derpaa vilde indlade sig, saggav Frøken Arnzen efter lovlig Forligsmægling ved Stevning af 26 Oktbr. s. A. Hovedjernbanens Bestyrelse til at betale 35 Spd. 39 skilling med 5 Procent aarlig Rente derfra fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen den 16 s. M. samt Sagsomkostninger. Hovedjernbanen paastod sig frifunden for Citantindens Tiltale og hos hende tilkjendt Procesomkostninger. Ved Kristiania Byrets Dom af 8 Febr. s. A.* ) blev Direktionen for Hovedjernbanen tilpligtet at betale Frøken Arnzen de paastaaede 35 Spd. 39 skilling. med 5 Procent aarlig Rente fra 16 Oktbr. 1874, til Betaling sker, og i Procesomkostninger 30 Spd. Dommen er afsagt med Pluralitet, idet et af Rettens Medlemmer voterede for Jernbanens Frifindelse. Denne Dom har Hovedjernbanen ved Stevning afødt xx.xx.1876 med Hjemmel af kgl. Bevilling till Sagens Indankning, uagtet den ikke angaar summa appellabilis for Høiesteret, paanket hertil og har nedlagt Paastand om at frifindes for Frøken Arnzens Tiltale og hos hende at tilkjendes Processens Omkostninger for Byretten. Frøken Arnzen har faaet beneficium paupertatis til Sagens Procedure ved Høiesteret og den befalede Sagfører, Advokat Mozfeldt har nedlagt Paastand om, at Hovedjernbanens Direktion tilpligtes at betale Frøken Arnzen 35 Spd. 39 skilling med Renter fra 16 Oktbr. 1874 og Sagens Omkostninger for begge Retter, for Høiesteret, som om Sagen ikke havde været beneficeret, derunder et passende Salarium til Advokat Mozfeldt, hvilket i ethvert Fald forventes ham tilkjendt af det Offentlige.

• ) Meddelt i Rt-1876-185 flg.

Blandt de Indvendinger, som Hovedjernbanen har ladet fremsætte mod Spørgsmaalet, bliver ført at afhandle den, hvorvidt det omhandlede Gravmonumentet med Sikkerhed kan antages at have været helt, da det kom i Jernbanens Besiddelse, eller der kan være Formodning eller Sandsynlighed for, at det har været istykker, forinden det blev afleveret Jernbanen til Befordring. Derom haves af positive Oplysninger kun en Forklaring af en af Olsens Arbeidere som 1 Hovedvidne. Han har edelig forklaret, at Monumentet var helt og ubeskadiget, da det af ham blev bragt til Jernbanen. Han forklarer, at det var indpakket i Kassen, omgivet af Halm, saa at det laa stødt og roligt i denne mellem Laaget og Bunden. Han trak det ned til Jernbanen paa en Fjederkjærre, og leverede det der til af Jernbanens Arbeidere, som med Vidnets Bistand satte det paa en Vegt, hvorefter Vidnet ikke mere rørte ved Kassen. Han vidner ligeledes, at Kassen ikke fik noget Slag eller Stød, inden den kom paa Vegten. Hovedjernbanens Bestyrelse har gjort opmærksom paa hvad der er oplyst og erkjendt af Olsen og ogsaa under Proceduren af Frøken Arnzen, at Monumentet var nedsendt fra Hamar

Side:109

til Kristiania indpakket i den samme Kasse, hvori det igjen blev afsendt derfra; at det hos Olsen, uden at optages af Kassen, blev forsynet med en indhugget Indskription og at det formentlig meget vel kan antages, at Marmorpladen, som bestaaende af et skjørt Stof, ved denne Behandling kan have faaet en Spræk, som ikke strax er bleven bemærket og som har udvidet sig og bevirket den fuldstændige Fordærvelse af Monumentet under Transporten, uden at nogen Uagtsomhed ved denne behøver at være begaaet. Men dette er en blot Konjektur, og der er ikke oplyst noget, som kan understøtte den. Dens Rigtighed er modsagt af Olsen og af Frøken Arnzen, og jeg kan ikke være enig med Citantskabet i, at Formodningen for, at Skaden skal være indtruffen inden Afsendelsen, under saadanne Omstændigheder skal være mod Afsenderen. Man kan ikke forudsætte som sædvanligt, at Varer afsendes i beskadiget Tilstand, og at etablere den Sætning, at Formodningen i saa Henseende skal være mod Afsenderen, vilde lede til, at der paalagdes denne en utaalelig Omhyggelighed for at sikre sig Beviset for, at Varen var ubeskadiget ved Afsendelsen. Jeg tror meget mere, at Formodningen, naar intet særskilt taler mod Afsenderen, maa være for, at Varen er i god Tilstand, naar den afsendes, og naar nu, som her, et Vidne, om end ikke fuldt habilt, edelig har bekræftet dette, maa man antage, at der er tilveiebragt saa gode Oplysninger, som under saadanne Omstændigheder, naar ikke Forretningslivet skal gjøres altfor besværligt, kunne fordres. Jeg gaar altsaa ved Sagens paadømmelse ud fra, at Monumentet var helt, da det kom i Hovedjernbanens Besiddelse for af denne at transporteres.

Frøken Arnzen har for Høiesteret som for Byretten paastaaet, at Ansvarligheden for, at en Vare, som i hel Tilstand kommer en Fragtfører, her Jernbanen, ihænde, kommer ubeskadiget frem til sit Bestemmelsessted,efter almindelige Grundsætninger paahviler Fragtføreren, og at denne Ansvarlighed maa være saa meget stærkere for en Jernbane, som ifølge sin Koncession og de forhaandenværende faktiske Forhold maa siges at have Eneadgang til Transport af slige Varer paa den Vei, der handles om, samt at det vilde blive altfor byrdefuldt og gjøre Vareeierens Ret til Erstatning illusorisk, om der skulde føres positivt Bevis for, at Skaden var bevirket ved tilregnelig Skjødesløshed eller Uvorrenhed under Transporten. Som almindelig Grundsætning med den Begrændsning, som de forskjellige Forhold kræve, maa jeg ogsaa billige den Sætning, at naar Indpakningen er forsvarlig efter Varens Beskaffenhed, maa under almindelige Omstændigheder Ansvarligheden paahvile Fragtføreren. Den Begrændsning, som maa gjøres i denne Sætning, skal jeg ikke omhandle i dens Almindelighed, men kun forsaavidt de her foreliggende Omstændigheder dertil give Anledning. Det er da først at undersøge, om Indpakningen var forsvarlig. Dette er en nødvendig Betingelse næst den, at Varen har været i en ubeskadiget Tilstand, da den kom Jernbanen ihænde. Og dette maa jeg antage her at være oplyst at have været Tilfældet. Man har derom først en Erklæring afødt xx.xx.1874 fra 2 Forretningsmænd i Kristiania. De udtale som sin Overbevisning, «at Monumentet ikke kunde være indpakket forsvarligere, end gjort, og at Skaden maa være forvoldt ved uvorren Behandling underveis.» Fremdeles har en anden Forretningsmand i Kristiania, som netop handler med Marmormonumenter, erklæret, at saadanne af ham altid pakkes i solide Trækasser, vel omgivne med Hø og Halm saaledes, at Monumentet ligger stødt og fast i Kassen. Han tilføier, at Indpakningen af Marmormonumenter, som indføres fra Udlandet, er af samme Beskaffenhed, enten de forsendes med Jernbane eller Dampskib. At nu den Kasse, hvori det heromhandlede Monument laa, var solid forarbeidet og at Monumentet laa vel indpakket i Halm og passede vel til Kassen, hvilket er af saa stor Vigtighed, er af 1 Hovedvidne forklaret og er heller ikke modsagt. Stationsmesteren ved Hovedjernbanens Station i Kristiania har i en Erklæring af 24

Side:110

Septbr. 1874 udtalt, at en saadan Vare helst burde være emballeret med tykke Ribber, sa at det kunde sees, hvad Slags Vare man havde til Behandling. Dette vedkommer nærmest en Bemærkning, som jeg senere skal omhandle, fra Hovedjernbanens Side, nemlig den, at Varens Beskaffenhed ikke var vedbørlig angivet af Afsenderen; men jeg anfører det her, fordi selv Stationsbestyreren ikke har indvendt noget mod, at Indpakningen i sig selv var solid. Under en Skjønsforretning, som Frøgen Arnzen under 15 Oktbr. 1875 har ladet optage i Kristiania, og hvorunder Monumentet blev Skjønsmændene forevist liggende i samme Kasse og efter 1 Vidnes Forklaring i samme Indpakning, som den, hvori den var afsendt, kun med den Forskjel, at den ikke nu var saa fast omgiven af Halmen, har Frøken Arnzen ladet Skjønsmændene forelægge det Spørgsmaal, «hvorvidt de ansaa det paaviste Monument for at have været forsvarlig pakket og emballeret, specielt til Forsendelse med Jernbanen.» Til dette Spørgsmaal svarede Skjønsmændene, «at de ansaa den paaviste Indpakning eller Emballage forsvarlig og tilstrækkelig,» hvilket Svar jeg efter Spørgsmaalets Beskaffenhed maa forstaa saaledes, at det ogsaa gjælder for Varer, der skulle forsendes med Jernbane. Forsaavidt Opmanden har udtalt noget særskilt, skal jeg komme til det senere. Jeg gaar altsaa ud fra, at Kassen var fuldstændig hel, da den blev leveret, og anser det ligesaa godtgjort, at Emballagen var fuldstændig forsvarlig, specielt til Forsendelse med Jernbane. Hovedjernbanen har bemærket, at om ogsaa Indpakningen var forsvarlig, saa var det dog Afsenderens Pligt efter almindelige Grundsætninger og end mere efter en Bestemmelse i Hovedjernbanens Reglement §66, hvor det heder, at Jernbanen intet Ansvar overtager for Gjenstande, som ere feilagtig eller utydelig mærkede, ved en Vare af Beskaffenhed som den heromhandlede at betegne den saaledes, at derved Jernbanens Betjente bleve gjorte opmærksomme paa det skrøbelige Stof, som var i Emballagen, og saaledes fik Opfordring til at vise den skjærpede Forsigtighed, som Varen krævede. Det var nemlig, som før bemærket, angivet, at Varen indeholdt Sten og Jernbanens Advokat har derfor anført, at denne Angivelse - «en Kasse Sten» - snarest leder Tanken hen paa, at det var en hel Del Stene, som laa om hinanden, Prøvestusser eller lignende Gjenstande, som meget godt kunde behandles haardt og ikke krævede Forsigtighed. Det Havde vistnok været ønskeligt, at Afsenderen havde angivet Kassens Inhold som Marmor; men naar man lægger Mærke til Kassens Form - med de 2" Tillæg for Bordene maa den have over 48" lang, 23" bred og 5-6" tyk - saa kunde det ikke falde nogen ind, at der deri laa løse Stene. Man maatte forstaa, at Indholdet var en Vare af en særegen Beskaffenhed, og Tanken lededes naturligst hen paa, at det var en Gjenstand, som i Forhold til sine øvrige Dimensioner var tynd og derfor krævede Opmærksomhed. At den kom fra en Mand, som handlede med Marmormonumenter og som, efter hvad han selv forklarer, i sin ikke saa lange Forretningstid har afsendt fra Kristiania omtrent 7000 Monumenter, dels med Jernbane, dels med Dampskib, kunde ogsaa komme i nogen Betragtning ved ikke større Trafik, end der er ved en norsk Jernbanestation.

Den væsentligste Støtte for sin Paastand om Frifindelse søger Jernbanen i sit Driftsreglement. I dette heder det i §1, at Enhver, der benytter Jernbanen, ansees at være indgaaet paa Bestemmelser, der indeholdes i Reglementet, og Jernbanens Advokat har antaget, at Frøken Arnzen er saameget mere bunden ved de Betingelser for Adgang til at faa Erstatning, der indeholdes i Driftsreglementet, som hun ved Byretten ikke har bestridt, at hun som Forsender med Jernbanen er indgaaet paa disse Betingelser. Det maa ogsaa efter hvad der er oplyst af Proceduren indrømmes, at Frøken Arnzen i Byretten har rettet sine Indvendinger mod Reglementets Bestemmelser paa en Undersøgelse om, hvorvidt disse vare anvendelige i det foreliggende Tilfælde,

Side:111

men ikke særskilt har bestridt, at hun var forpligtet til at rette sig efter Reglementet. Da hun imidlertid ved Siden deraf har paaberaabt sig almindelige Retsgrundsætninger til sit Forsvar, anser jeg hende berettiget til for Høiesteret at gjøre gjældende den Indsigelse, at hun ikke, hvad Retten til Erstatning angaar, er bunden ved de strenge Vilkaar, som Driftsreglementet opstiller. Hvad nu disse Betingelser angaar, maa de indrømmes at være overmaade strenge. Da Driftsreglementets strenge Bestemmelser om Betingelserne for Erstatning havde spillet en saa betydelig Rolle baade ved Sagens Paadømmelse i Byretten og ved Proceduren for Høiesteret, skal jeg lidt nærmere omhandle de Bestemmelser, der især have været anførte som meget strenge eller strenge i den Grad, at de lægge Afgjørelsen af Erstatningspligten saagodtsom aldeles i Jernbanens Haand og gjøre det afhængigt af dennes gode Villie, hvorvidt den skal give Erstatning eller ikke. Blandt disse Bestemmelser (i Reglementes Kap.7) er fornemmelig at mærke §6 hvorefter «Erstatning for Skade paa Indholdet af en Kolly Bagage, Gods eller Pakker er betinget af, at en udvortes bemærkelig Beskadigelse paa Kolliet staar i synlig og umiddelbar Forbindelse med den indre Skade,» Forbindelse dermed Bestemmelsen i samme § Litr. h, at «Fordring paa Erstatning for tabt eller beskadiget Gods maa gjøres ved Godsets Udlevering til Modtageren og i hvert Fald, forinden Godset bortføres fra Stationen. For emballeret Gods med udvendig syning Tegn til Beskadigelse maa Fordring paa Erstatning fremsættes, forinden Kolliet aabnes og maa Indholdet undersøges i Stationsmesterens Overvær.» Fremdeles §64, hvorefter Jernbanen for en hel Del Varer, «som let ere udsatte for Brækage eller for at lide ved Glidning, Stød eller paa anden Maade,» ikke paatager sig noget Ansvar, «medmindre det utvivlsomt kan paahvises, hvorledes Skaden eller Tabet ene og allene er foraarsaget ved aabenbar Feil eller Forsømmelighed af vedkommende Jernbanebetjent.» Allerede den Fordring, at Beskadigelse paa et Kollys Indhold skal staa i Forbindelse med en udvortes bemærkelig Beskadigelse af Emballagen og endnu mere den Fordring, at hvor man ser en saadan udvortes Beskadigelse, der skal Indpakningen paa Stedet aabnes og af Stationsmesteren paa Stedet undersøges, forat Erstatning skal erholdes, ere Fordringer, der ere overmaade strenge og i det daglige Liv næsten utaalelige, I de allerfleste Tilfælde afhentes Varerne fra en Jernbanestation ikke af Eieren selv, men af Betjente eller Arbeidere, og vil man strengt overholde de Bestemmelser, som i §63 opstilles, vil vel i de allerfleste Tilfælde Erstatningsfordringen ikke kunne gjøres gjældende mod Jernbanens Indsigelse. Det samme gjælder efter min Mening §64; thi naar man lægger Mærke til, at blandt de Varer, som skulle være let udsatte for Beskadigelse paa Jernbanen, er opført Vogne og Møbler, og at Erstatningspligten for dem er bunden til saa strenge Betingelser som de i §64 fastsatte, saa vil Erstatningspligten i de fleste Tilfælde ligge i Jernbanebestyrelsens Haand. Det er af Byretten antaget og af Frøken Arnzens befalede Sagfører for Høiesteret paastaaet, at saadanne Erstatningsbestemmelser i sig selv ere ugyldige, saa at ingen Vareafsender med Jernbanen kan være forpligtet til at underkaste sig dem; dels paa Grund af deres yderlig strenge Indhold, dels og endnu mere, fordi ingen Afsender gjør sig bekjendt med Driftsreglementets Bestemmelser og saaledes kjender disse strenge Betingelser. Men herved maa erindres den Regel, at Vedkommende, som benytter Jernbanen er bunden ved Reglementets Betingelser, hvorom Bestemmelsen indeholdes allerede i Reglementets §1, at dette Reglement i en Række af Aar har været gjældende og bekjendt, og at man vel maa antage, at en Mand som Olsen, der i stor Udstrækning har afsendt Varer af den heromhandlede Art med Jernbanen, er vidende om og kjender Driftsreglementet. Ved Byretten og ligesaa ved Høiesteret er det paaberaabt, at fremmede Lovgivninger forkalte en Fordring fra Jernbanebestyrelsers Side som den at kunne opstille saa strenge Betingelser som de

Side:112

her paapegede hvorimod vedkommende Vareafsender, naar de opstillede Betingelser gaa til saadan Yderlighed som her, ikke er bunden ved dem, men har Ret til at vende tilbage til Lovgivningens almindelige Grundsætninger om Fragtførsel og Fragtføreres Ansvarighed. Men efter den norske Lovgivning, som bestemmer, at enhver Kontrakt er gyldig, naar den ikke strider mod Lov og Ærbarhed, kunne disse fremmede Lovgivningers Bestemmelser ikke hos os være afgjørende. Der matte positive Lovbestemmelser til, forat men skulde kunne antage, at Bestemmelser, som disse, naar de først ansees efter almindelige Regler for at være kontraktsmæssige, ikke skulde være forpligtende.

Jeg antager saaledes, at forsaavidt disse Reglementsbestemmelser ansees for i sin fulde Strenghed at være anvendelig i det her foreliggende Tilfælde maa Frøken Arnzen som Afsender ved Olsen være bunden ved dem. Men jeg tror, at disse Bestemmelser kunne fortolkes saaledes, at de ikke ere afgørende mod Frøken Arnzen. De Bestemmelser blandt de ovenfor citerede, som det her kommer an paa, ere §63d og h, især d, som bestemmer, at Erstatning for Skade paa Indholdet af en Kolly er betinget af, at en udvortes bemærkelig Beskadigelse paa Kolliet staar i synlig og umiddelbar Forbindelse med den indre Skade. Jeg forstiller mig, at denne Bestemmelse, bogstavelig fortolket, er saa streng, at den fornuftigvis bør fortolkes saaledes, at Jernbanen derved har villet sikre sig mod at staa til Ansvar, hvor det ikke paa anden tilstrækkelig Maade er oplyst, at Beskadigelsen er skeet under Jernbanetransporten; i dette Tilfælde har den villet, at Skaden skulde vise sig paa Kolliet og at det strax skulde konstateres, at Skaden paa Kolliets Indhold er indtruffen. Der er jo en stor Mængde Varer, som efter sin Beskaffenhed meget let kunne beskadiges ved den udvortes Behandling fra Jernbanens Side, ved voldsomme Stød og ved Kassen ned fra en Jernbanevogn eller, som her var Tilfældet, fra en Dampskibsbrygge ned i en Baad, uden at nogen Skade paa Kolliet viser sig, og det vilde være urimeligt at antage, at Jernbanen, naar der var aldeles overveiende Grund til at antage, at Beskadigelsen er skeet under Transporten, skulde ville fri sig med en Indsigelse, som efter saadanne Tilfældes Beskaffenhed slet ikke rammede Sagen. Man kan ikke engang sige, at det er det sædvanlige, at man udvendig kan se, hvorvidt et Kollys Indhold er beskadiget eller ikke. Det er ofte Tilfældet med Halm- eller Matteindpakninger, at den blødere eller elastiske i Overfladen liggende Del af samme giver efter ved voldsomme Stød, uden at der efter dette sees noget Mærke; forat Indpakningen skal lide, maa den komme i Berørelse med en skarp Gjenstand. I Lande, hvor der er en overordentlig stor Færdsel, kan man saaledes ofte se, at meget tunge Kollier, der ere saaledes omgivne med en ydre elastisk Indpakning, kastes i en Mands fulde Høie ned paa Dampskibsbrygger eller fra høie Jernbanevogne til Perronen, saa at Inholdet beskadiges, uden at der kan være Tale om, at man skulde kunne se noget udvortes Tegn dertil. I saadanne Tilfælde vilde det være allfor urimeligt at antage, at Jernbanen skulde ville undrage sig sin Erstatningspligt. Jeg tror derfor, at disse Bestemmelser baade efter sit Inhold kunne fortolkes og for ikke at blive saa byrdefulde, at de i Virkeligheden ophæve Erstatningpligten, maa forstaaes saaledes, at hvor der er et tilstrækkeligt Bevis tilstede, at Beskadigelsen er skeet under Transporten, der maa Jernbanen være ansvarlig. I dette Tilfælde anser jeg dette bevist. Det er nemlig oplyst, at Indpakningen var aldeles forsvarlig, og navnlig maa jeg ved det før Anførte anse det oplyst, at Indpakningen var forsvarlig til Forsendelse med Jernbane. Naar dertil kommer, at Monumentet maa antages at have været helt, da det afleveredes, og at det er fundet beskadiget paa Jernbanens Brygge umiddelbart efter Ankomsten til Hamar, saa er for det Første Beskadigelsen skeet under Transporten, og dernæst er den indtruffen, uagtet Afsenderen har gjort, hvad der stod i hans Magt, for at bevare Varen. Jeg maa her ogsaa paaberaabe de to

Side:113

Forretningsmænds før nævnte Erklæring afødt xx.xx.1874, hvori der siges, at de antage, «at Skaden maa være forvoldt ved uvorren Behandling underveis.» Fremdeles har en af Skjønsmændene erklæret, at han antager, «at Skaden, hvis denne er tilføiet under Transporten, skriver sig fra, at Kassen er behandlet paa en ublid eller mindre forsvarlig Maade.» «De øvrige Skjønsmænd fandt sig» som det heder i Forretningen «ikke foranledigede til nærmere, end skeet, at udtale sig om Aarsagen til den indtrufne Skade.» Deres Erklæring gaar altsaa ikke ud paa, at de ere i nogen Tvivl om Aarsagen; men de ville kun ikke udtale nogen bestemt Mening i saa Henseende, hvilket man kan forklare deraf, at saavidt jeg kan se, den hele Vidneførsel, de afgivne Erklæringer og i det Hele samtlige Sagens Oplysninger ikke have været dem forelagte. Det er desuden egentlig Domstolene, som have at afgjøre det Bevisspørgsmaal, om Skaden er bevirket under Transporten og om vedkommende Jernbanebetjents Behandling af Varen har været forsvarlig. Afgjørelsen heraf beror paa en Række af Bevisligheders Bedømmelse og Sammenstilling, der henhører under Domstolene. Jeg kan derfor ikke komme til noget andet Resultat, end at der paa en eller anden Maade under Jernbanens Behandling og Transport af Varen er begaaet en Uforsigtighed eller at der har været en Mangel ved den Maade, hvorpaa Varen er transporteret, som har bevirket Skaden. Det er vistnok saa, at efter hvad Godsexpeditøren paa Eidsvold i en Erklæring afødt xx.xx.1874 har forklaret om, hvorledes Kassen er transporteret fra Jernbanevognen ned til Dampskibet, synes denne Transport at være foregaat med al rimelig Forsigtighed, saa at Skaden ikke synes at kunne være opstaaet under denne. Men for det Første er denne Erklæring afgiven 3 Maaneder, efterat Transporten gik for sig, og dernæst angaar den mere den almindelige Maade, hvorpaa Varer behandles, og som synes at være fuldkommen forsvarlig, uden at Godsexpeditøren kan have nogen bestemt Mening, om ved denne Kasses Ombordbringende noget Sammenstød med andre Kasser eller noget saadant skulde have fundet Sted, som kunde have bevirket Skaden. Han siger, at de 2 Formænd, som behandlede Kassen, og Baadsmanden «anse det umuligt at anvende større Forsigtighed end som her har fundet Sted.» Man kan ikke anse dette i og for seg for modbevisende Muligheden af, at der kan være opstaaet Beskadigelse. Hvorledes det nu end hermed forholder sig, kan der have fundet andre Mangler Sted under Transporten, ved Ilandbringelsen i Hamar eller forøvrigt. Naar jeg først antager, at vedkommende Afsender har gaaet fuldstændig forsvarlig frem og at Indpakningen har været fuldkommen forsvarlig, maa der være overveiende Sandsynlighed for, at Skaden er skeet under Transporten ved en Uforsigtighed af en eller anden Art eller ved en tilregnelig Mangel i Transportmaaden.

Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Byretten; men da jeg ikke i alt kan være ganske enig i dens Præmisser og ikke vil indlade mig paa dens udførlige Undersøgelse om Anvendeligheden i dette Tilfælde af Analogier fra fremmed Lov osv. vil jeg give ny Konklusion. Jeg tror altsaa, at Hovedjernbanen ligesom ved Byretten skeet, maa tilpligtes at betale det paasøgte Beløb, mod hvis Størrelse igen Indvending er gjort, med Renter fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen 16 Oktbr. 1874, og jeg tror, at naar man først paalægger Jernbanen Erstatningspligt, saa kræver Retfærdighed, at Afsenderen faar sig godtgjort Procesomkostningerne ved Byretten. Derimod tror jeg, at det lader sig gjøre og er stemmende med, hvad i andre lignende Tilfælde er skeet, at ophæve Processens Omkostninger ved Høiesteret af Hensyn til, at her beneficium paupertatis er tilstaaet Frøken Arnzen, og til at Sagen i Forhold til Driftsreglementets Bestemmelser unægtelig giver megen Anledning til Tvivl, ligesom jeg ogsaa af den Grund, at det har været Hovedjernbanens Hensigt med Sagens Paanke at erhverve en Dom til Veiledning for Fremtiden i denne Retning, tror, at man ikke bør paalægge

Side:114

Jernbanen Omkostningerne for Høiesteret. Den befalede Sagfører for Høiesteret, der forsvarlig har udført Sagen, maa have Salarium Sagfører for Sagens Udførelse, som jeg tror kan bestemmes til 45 Spd., der blive at udrede af Statskassen.

Jeg konkluderer:

Direktionen for den norske Hovedjernbane bør til Frøken K. Arnzen betale 35 - fem og tredive - Speciesdaler 39 - ni og tredive - Skilling med 5 - fem - Procent aarlig Rente deraf fra 16 Oktbr. 1874, indtil Betaling sker og i Sagsomkostninger ved Byretten 30 - tredive - Speciesdaler. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Den ved Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Mozfeldt, tilægges i Salarium 45 - fem og fyrretyve - Speciesdaler, som udredes af Statskassen.

Assessor Blich: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Andresen: Jeg kommer ligeledes til det samme Resultat som førstvoterende, med hvem jeg navnlig er enig i, at der af Frøken Arnzen er tilveiebragt et tilstrækkeligt Bevis for, at det omhandlede Monument beskadigedes, medens det blev fragtet af Jernbanen, og jeg finder heller ikke, at de paaberaabte Bestemmelser i Driftsreglementet, navnlig §63d og h, i nærværende Tilfælde kan fri Jernbanen for Ansvar. Men jeg mener heller ikke en bogstavelig Fortolkning af §63d kfr. h skulde føre til det Resultat, at der for at erholde Erstatning for Skade paa emballeret Kolly skulde kræves baade at Indholdet var beskadiget. Jeg antager derimod ligesom Førstvoterende, at denne Bestemmelse, i Særdeleshed, naar den sammenholdes med Udtrykkene i Litr. h, maa sigte til det Tilfælde, at der er Skade baade paa Emballagen og paa Indholdet, og den opstiller da for dette Tilfælde, som her er forhaanden, da der nemlig ikke var nogen Beskadigelse paa Emballagen, den Fordring, at der skal være en synlig og umiddelbar Forbindelse mellem den ydre og den indre Skade. Ialfald maa jeg antage, at disse Udtryk ere for ubestemte til, at man deraf kan udlede et den almindelige Lovgivning om Skadeserstatning afændrende Kontraktsforhold mellem Afsender og Fragtfører, og jeg tiltræder i saa Henseende den i Byretsdommen udtalte Anskuelse, at saadanne Bestemmelser maa fortolkes restriktive. Hvis det havde været Meningen, at der til Erstatning for Skade paa emballerede Kollier, ubetinget udkræves baade Skade paa Emballage og paa Indholdet, saa ligger det jo nær at fordre, at Driftsreglementet havde indeholdt en udtrykkelig Bestemmelse herom. Om de øvrige paaberaabte kan der da ikke være Spørgsmaal. Disse kunne endnu mindre anvendes paa det foreliggende Tilfælde, og det er saaledes egentlig ikke nødvendigt at afgjøre det Spørgsmaal i sin Almindelighed, om Driftsreglementet, forsaavidt det indeholder Afvigelser fra den almindelige Lovgivning om Skadeserstatning, kan ansees gyldigt. Forresten er jo dette Spørgsmaal allerede tidligere forelagt Høiesteret. Det forholder ikke, som i Byretsdommens Præmisser udtalt, at der ikke skulde være afsagt nogen tidligere Dom i Høiesteret, hvor dette Spørgsmaal har været paa Bane. Jeg sigter herved ikke til den af Jernbanens Advokat i Høiesteret citerede Dom i Rt-1869-332, som ikke direkte angaar det her foreliggende Spørgsmaal, men til en anden Dom afødt xx.xx.1869, Rt-1869-834, Jur. Ugebl. 1870 S. 11, hvor det vil sees navnlig af den paa sidstnævnte Sted in extenso indtagne Votering, at det udtrykkelig er udtalt, at Driftsreglementets Bestemmelser med Hensyn til Ansvarets Omfang ere gyldige, og hvor man har rettet Undersøgelsen paa Spørgsmaalet om, hvorledes disse Bestemmelser vare at forstaa. Sagen angik nogle Fade Tobak, der kom til Skade under Jernbanens transport fra Kristiania til Hamar, navnlig under Transporten med Dampskibet paa Mjøsen.

Side:115

Assessor I. S. Thomle: Jeg antager, at Jernbanebestyrelsen paa Grund af Bestemmelsen i Driftsreglementets §63d, om hvis Gyldighed og forbindende Kraft for Frøken Arnzen i nærværende Tilfælde jeg ikke har nogen Tvivl, maa blive at frifinde for hendes Tiltale. Efter min Mening kan denne Bestemmelse fornuftigvis ikke forstaaes anderledes, end hvad ogsaa den bogstavelige Fortolkning af dens Ord forekommer mig at lede til, nemlig saaledes, at Jernbanens Erstatningspligt er betinget af, at Skade af Indholdet af et Kolly maa staa i en synlig og umiddelbar Forbindelse med en paa Kolliets Emballage beskadigelse. Nu antager jeg vistnok ikke, at dette kan tages saa strengt, at i et Tilfælde, hvor det var bevisligt, at den paa Kolliets Indhold opstaaede Skade virkelig var en Følge af uvorren Behandling under Transporten paa Jernbanen, denne skulde være fri Ansvar allene, fordi der ikke viste sig nogen tilsvarende Beskadigelse paa Kolliets Emballage. Men jeg mener, at dette maa følge af denne Bestemmelse, at Vareafsenderen maa føre fuldt og tilstrækkeligt Bevis for, at Skaden paa Kolliets Indhold virkelig hidrører fra nogen under Transporten begaaet Feil eller Forsømmelse. Et saadant Bevis kan jeg ikke finde i nærværende Tilfælde at være tilveiebragt. De fremkomne Oplysninger, som af Førstvoterende ere udviklede, gjør det vistnok efter min Mening overveiende sandsynligt, at det afsendte Monuments Istykkergaaen har sin Grund i en Feil eller Skjødesløshed, begaaet ved dets Transport paa Jernbanen; men noget tilstrækkeligt Bevis herfor kan jeg ikke deri at indeholdes. Det havde ligget nær under det Skjøn, som angaaende Indpakningens Tilstrækkelighed blev optaget, medens Sagen stod ved Byretten, ogsaa at erhverve skjønsmæssig Udtalelse om, hvorvidt det var antageligt, at Skaden kunde være opstaaet paa nogen anden Maade end ved urigtig Behandling underveis. Men dette er ikke skeet. Kun en af Skjønsmændene har, formodentlig paa Opfordring, derom udtalt sig, hvorimod de øvrige udtrykkelig have erklæret, at de ikke finde sig beføiede til i saa Henseende at afgive nogen Erklæring. Og da der, saavidt jeg forstaar, er mange tænkelige Muligheder, hvorved Skaden kan være opstaaet, uden at noget med Hensyn til Befordringen kan lægges Jernbanen tillast, i hvilken Henseende jeg kun skal paapege, at man meget let kan tænke sig, at selve Stenen har havt en skjult Feil, som har bevirket, at den under Transporten uagtet en rigtig Behandling er Gaaet itu, saa drifter jeg mig ikke til efter mit eget Skjøn at statuere, at Skaden nødvendigvis maa være bevirket ved en uvorren eller skjødesløs Behandling under Transporten paa Jernbanen. Jeg indrømmer forresten, at der i nærv. Tilfælde er saa megen Sandsynlighed for, at dette har været Tilfældet, at det forekommer mig, at der havde været megen Grund for Jernbanebestyrelsen til at tilstaa Frøken Arnzen den fordrede Erstatning, uagtet Jernbanen, som jeg antager, efter den strenge Ret ikke dertil var forpligtet. Jeg maa saaledes votere for, at Jernbanen frifindes med Ophævelse af Processens Omkostninger i begge Instantser, og er med Hensyn til den befalede Sagførers Salar enig med de foregaaende Voterende.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull og Assessor Manthey: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.