Rt-1876-321

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1876-02-15
Publisert:	Rt-1876-321
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 63/1 1876
Parter:	Knud Jørgensen Hande (Brich-Reichenwald) mod Vestre Slidre Kommunebestyrelse ved den Ordfører (Heffermehl).
Forfatter:	Saxlund, Hallager, Blich, Manthey, Andersen, Brandt, Justitiarius Meldahl
Lovhenvisninger:

Kjendelse af 15 Febr. og Dom af 16 Febr. d. A.

Assessor Saxlund: Under 20 April 1865 indkaldte Indst. for Høiesteret i nærv. Sag Appell. til Forligelseskommissionen i Anl. af formentlig Overtrædelse af Havneret i en Sæter. Indkaldelsen blev besørget af Vestre Slidres Kommunebestyrelses Ordfører, Kirkesanger O. Brandt, og denne fungerede tillige som Forligelseskommisær ved Sagens Behandling i Forligelseskommissionen, hvor Sagen efter forgjæves Forligsmægling blev henvist til Retterne. Sagen er derefter blevet paadømt af Underretten ved Dom af Sorenskriveren i Valders 17 Oktbr. 1870 i Appell.s Favør, og senere af Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling 1 Febr. f. A. i sammes Disfavør. Ved de foreg. Retter har der ikke været Spørgsmaal om Forligsbehandlingens Gyldighed. Først her ved Høiesteret har Appell. gjort opmærksom paa det formentlig urigtige i, at Vestre Slidres Kommunebestyrelses Ordfører, der har deltaget i Sagsanlægget m. V., ved Siden heraf har fungeret som Forligelseskommissær ved Sagens Behandling i Forligelseskommissionen. I denne Anl. har Appell.s Sagfører i Høiesteret paastaaet, at den passerende Sagsbehandling og de ergangne Domme kjendes uefterrettelige at være, og at Appell. hos Indst. tilkjendes tilstrækkelig Kost og Tæring for alle Retter, hvilken Paastand er nedlagt foreløbig, idet han har henstillet til Retten at afgive præliminær Kjendelse ang. det omhandlede Punkt. Indst.s Advokat for Høiesteret har derimod paastaaet, at denne Appell.s Paastand forkastes.

Med Hensyn til Vestre Slidre Formandskabs Ordfører, O. Brandts Forhold til denne Sag, bemærkes, at Appell. ved en Skrivelse til Formandskabet afødt xx.xx.1864 havde fremsat et Andragende, som maa ansees at indeholde et Forligstilbud i Sagens Anledning. Dette Forligstilbud blev af Kommunebestyrelsen ved Beslutning af 27 Juli s. A. forkastet, idet der besluttedes: «Man kan ikke indlade sig paa nogen Overenskomst i den ansøgte Anledning». Der er dokumenteret en Udskrift af denne Beslutning, underskrevet af den førnævnte O. Brandt, der maa antages at have fungeret som Ordfører ved Representantskabets Forhandling ang. dette Andragende, da dette er sagt af Appell.s Advokat for Høiesteret og ikke er modsagt af Indst.s Advokat. Fremdeles bemærkes, at O. Brandt under Sagens Behandling, nemlig 20 April 1867, har afgivet en Erklæring ang. Sagens Realitet, som maa antages at være tilstillet Kommunebestyrelsens Sagfører ved Underretten.

Side:322

Ligeledes bemærkes, at den samme Ordfører, efterat Underrettens Dom var afsagt ved Skriv. Afødt xx.xx.1871, til Kommunebestyrelsens Sagfører har søgt at meddele Oplysninger ang. Sagens Realitet, hvorefter Sagen af Kommunebestyrelsen blev paaanket til Overretten, og i Beslutningen om denne Appel maa det ogsaa antages, at O. Brandt som Ordfører har deltaget. Endvidere kan bemærkes, at O. Brandt under 20 Septbr. 1873 har afgivet en hel Del Oplysninger i Sagen til Afbenyttelse for Kommunebestyrelsen ved Sagens Behandling for Stiftsoverretten. Forøvrigt bemærkes, at Kommunebestyrelsen efter Forligsmæglingen og efterat den under O. Brandts Deltagelse som Ordfører havde besluttet Sagsanlægget mod Appell., havde overdraget til 3 Mænd udenfor Formandsskabet eller blandt hvilke ialfald O. Brandt ikke var, at foranstalte det Fornødne i Anl. af Processen og at forestaa denne. Ved Stevningen til Høiesteret er stevnt som Hovedmodpart og Sagvolder Vestre Slidres Kommunebestyrelse ved dens Ordfører, som efter hvad der er in confesso, fremdeles er O. Brandt, og er Stevningen i Henhold hertil forkyndt allene for denne som Kommunens Repræsentant. Efter det saaledes fremstillede Forhold formener Appell., at Forligsbehandlingen i denne Sag maa ansees ugyldig, og det saameget mere, som det efter Omstændighederne er Anl. til at antage, at Forligsbehandlingen i denne Sag langtfra behøvede at være en blot og bar Formalitet, men at den meget mere muligens kunde være bleven virksom i Tilfælde af, at Forligelseskommissæren havde været en aldeles uinteresseret Person, hvilket Brandt som Ordfører og som den, der havde deltaget ikke allene i Sagens Anlæg, men ogsaa senere har støttet den med Oplysninger, ikke kan siges at have været. Appell.s Sagfører har paaberaabt sig Forligelsesl.s §13, ifølge hvilken en Forligelseskommissær, naar han er Part i den Sag, der skal behandles, uden Videre skal vige sit Sæde; i Tilfælde af bestemte Grader af Slægtskabsforhold til nogen af Parterne bestemmer Loven, at Forligelseskommissæren skal adspørge Parterne, om de billige, at han beholder sit Sæde, og i bekræftende Fald gjør han dette; men i modsat Fald skal han aftræde. Indst. har til Støtte for sin Paastand henholdt sig til en Hst.dom afødt xx.xx.1868, der angaar et Tilfælde, hvor en Præst, der var Ordfører i Fattigkommissionen, tillige havde fungeret i Forligelseskommissionen i en Sag, hvori derefter Fattigkommissionen, efter Henvisning fra Forligelseskommissionen, blev indstevnt som Part. Høiesteret paakjendte alligevel denne Sag i Realiteten uden at kjende Retsbehandlingen uefterrettelig. Sagen er refereret i Rt-1868-779 flg. (Ugeblad for Lovkyndighed m. M. VIII S. 500 og 501-3.) Jeg kan ikke nægte, at den citerede Dom i ikke liden Grad taler for Indst.s Paastand; men jeg tror dog ikke at den kan ansees absolut afgjørende for nærv. Tilfælde som noget i denne Sag aldeles bindende Præjudikat. Forholdet er i flere Henseender ikke ganske det samme. Den Præst, der handlede som Forligelseskommissær i den 1868 paadømte Sag mod en Fattigkommission, havde ikke optraadt paa den Maade som Ordføreren i nærv. Sag; han havde ikke fra først af foranlediget eller deltaget i Sagsanlægget; Fattigkommissionen var nemlig den Indstevnte. En Fattigkommissions Forhold kan i det Hele ikke stilles ved Siden af en Kommunebestyrelses og som Følge deraf heller ikke Fattigkommissionens Ordførers ved Siden af en Kommunebestyrelses Ordførers. Kommunebestyrelsen er den bevilgende Myndighed, Fattigkommissionen er en administrativ Korporation, som egentlig ikke er den, der har Interesse i Sagen. Den, som har Interesse i Kommunens Anliggender, maa Kommunebestyrelsen ansess for at være og som dens Repræsentant Ordføreren. Jeg formener, at det neppe vilde være hensigtsmæssigt at udstrække det Ræsonnement, som ligger til Grund for Dommen af 1868, videre, end Dommen nødvendig efter sin egen Begrændsning medfører. Det forekommer mig ikke at være heldigt, at

Side:323

en Kommunebestyrelses Ordfører, der skal optræde som Part paa Kommunens Vegne i en anlagt Sag, tillige optræder som Forligelseskommissær i samme; han er ikke i saadan Egenskab habil som Mægler. Det maa ogsaa udhæves, at O. Brandt, foruden den Interesse han har i Sagen i sin Stilling som Ordfører og som den, der har foranlediget Beslutningen om Sagens Anlæg og paa flere Maader blandet sig ind i Sagen, tillige har personlig Interesse i Sagens Realitet. Det er nemlig fra Kommunens Side paastaaet, at Opsidderne, blandt Andre O. Brandt, have Brugsret i den Havnestrækning, som Sagen gjælder. Dette maa ansees at være in confesso mellem Parterne. Saadan Interesse var der ikke Spørgsmaal om for Ordføreren i Fattigkommissionen i den ved Dommen af 1868 afgjorte Sag. Uagtet jeg paa Grund af Dommen af 1868 har været i Tvivl om, for hvilket Resultat jeg skulde votere, finder jeg det saaledes dog rettest at følge Appell.s Paastand i nærv. Tilfælde. Hvad hans Paastand om Kost og Tæring angaar, tror jeg dog, at han ikke dertil kan kjendes berettiget, da det først er i Høiesteret, at han har fremsat denne sin Paastand. Det er desuden heller ikke Indst., Vestre Slidres Kommunebestyrelse, som er Skyld i den begaaede Feil, men allene det enkelte Medlem af Kommunebestyrelsen, O. Brandt, som ikke for sin Person er indblandet i denne Sag.

Jeg konkluderer saaledes:

Den passerede Retsbehandling og de ergangne Domme i Denne Sag, hvori lovlig Forligsbehandling ikke har fundet Sted, kjendes uefterrettelig at være.

Assessor Hallager: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende, men tror, at Sagen bør tages under Paakjendelse i Realiteten. Jeg anser det vel for yderst tvivlsomt, om det i og for sig kan ansees for rigtigt, at den, der som Kirkesanger Brandt optræder paa Kommunens, den egentlige Parts Vegne, i Forveien har fungeret som Forligelseskommissær i Sagen, idet Forligelsesl.s §13 synes at medføre, at det, i Lighed med, hvad der gjælder om Dommere, maa gjælde for Forligelseskommissærer, at den, som er Part i Sagen, ikke gyldigen kan fungere som Forligelseskommissær eller mægle Forlig. Men ligesom stengt taget eller i egentlig Betydning Brandt ikke her kan siges at være Part i Sagen, saaledes finder jeg i ethvert Fald den ogsaa af Førstvoterende anførte Høiesteretsdom af 1868 afgjørende, idet man i det der omhandlede Tilfælde antog Sagen til Paakjendelse i Realiteten uden Hensyn til, at den, der var indstevnt som Part, Ordføreren i Fattigkommissionen, tillige havde fungeret som Forligelseskommissær i Sagen. Nogen Forskjel var der vistnok, som af Førstvoterende bemærket; men jeg kan nog hverken i den Omstændighed, at Ordføreren i hin Sag var Indstevnte, og i denne Sag Citant, eller i de øvrige Forskjelligheder, som ere fremhævede, finde nogen, der kan ansees som saa væsentlig, at den kan begrunde et andet Udfald i den nævnte Henseende af nærv. Sag end af den foregaaende. Hovedsagen er, at Bedk., der er optraadt som Part, kun er Part i formel Henseende og ikke har den reelle Interesse i Sagen, som i Almindelighed forudsættes hos den virkelige Part. At Kommunebestyrelsen har den bevilgende Myndighed, som ikke tilkommer Fattigkommissionen, forekommer mig ikke at kunne bevirke, at Ordføreren i den første skulde være mere virkelig Part end Ordføreren i den sidste, al den Stund det personlige Ansvar, der paahviler den ene Ordfører, ikke kan siges at være af nogen synderlig anden Beskaffenhed end det, der paahviler den anden. Det maa forresten erindres, at Kirkesanger Brandt her ikke engang tilstrækkelig er optraadt som formel Part, idet han hverken selv har indklaget Bedk. Til Forligelseskommissionen eller selv udtaget Stevningen, hvorimod der af Kommunebestyrelsen var udnævnt nogle Mænd, som i denne Henseende have foretaget det Fornødne. Forsaavidt det er anført, at Brandt ogsaa som Gaardbruger i Kommunen har en personlig Interesse af Sagens Udfald,

Side:324

da er dette vel saa, men denne hans personlige Interesse, som ikke er større end enhver anden Gaardbrugers, er, saavidt jeg skjønner, saa aldeles forsvindende, at den ikke her kan komme i Betragtning.

Jeg konkluderer saaledes:

Appellantens foreløbige Paastand bliver ikke at tage til Følge.

Assessor Blich: Jeg er enig med Assessor Hallager.

Assessor Manthey: Jeg er enig med Førstvoterende. Det forekommer mig, at der bl. A. er den Forskjel mellem den Sag, som blev paakjendt ved Dommen afødt xx.xx.1868 og den nærværende, at Brandt har en selvstændig Interesse som Gaardbruger, da han, efter hvad der maa ansees at være in confesso, er brugsberettiget i den omhandlede Strækning. Denne Interesse er, kan man sige, permanent; den følger Gaarden og har Indflydelse paa dens Værdi, - større eller mindre Adgang til Sæter, Havnehagn osv., har jo en væsentlig Indflydelse paa en Gaards Værdi -, og hvormegen Indflydelse den har, hvor nær hans Gaard ligger Havnestrækningen osv., det ved man ikke; Interesse kan for den Sags Skyld være baade stor og liden. I den anden Sag havde Præsten ingen anden Interesse end den, dr fulgte af den Smule Udgift, som Sagens Tab vilde paaføre den hele Kommune foruden Fattiglemmerne; naar vedk. Fattiglem var død, eller den Forsørgelse, hvorom der var Spørgsmaal, var udredet, saa var Interessen forsvundet. Her derimod er der noget Staaende, noget Vedvarende, som følger den brugsberettigede Eier, saalænge Havneretten i Sæterstrækningen benyttes, og det er ikke alle Gaardbrugere, som have ens Interesse, hvorfor man aldeles ikke kan sige, at Interessen er forsvindende. Hvis man nu giver Indst.s Paastand Medhold, gaar man altsaa aabenbart videre end Høiesteret gik ved Dommen af 1868, hvori jeg forresten ikke var med. Overretten, hvis Dom blev stadfæstet, gjorde ogsaa selv opmærksom paa det Vesæntlige i at strække Eftergivenheden i Fordringen til Vedk.s Mangel paa Interesse for vidt. At gjøre dette her, forekommer mig betænkeligt. Jeg skal til Slutning kun med Hensyn til, hvem der er reel Part, bemærke, at, om jeg ikke tager Feil, i Sagem mellem Drøbaks Kommune og Aktershus Amtskommune ang. Færgeholdet mellem Drøbak og Hurum, paastod Ordføreren i Drøbak, som var stevnt paa Kommunens Vegne, Sagen afvist, fordi hverken de øvrige Medlemmer af Formandskabet vare stevnte eller han givet saa langt Varsel, at han havde havt Tid til at sammenkalde noget Formandskabsmøde for at indhente de andre Medlemmers Bestemmelse; men man sagde: Varsel er godt, og mere Varsel kan ikke fordres. Ordføreren er altsaa ligegrem Part, skjønt naturligvis paa Kommunens Vegne.

Assessor Andersen: Enig med Assessor Hallager.

Extraordinær Assessor, Professor Brandt: Jeg er enig med Førstvoterende, idet jeg tillige finder, at den indgribende Andel, som Kirkesanger Brandt har havt i denne Sag fra først til sidst, foruden den særlige Interesse, han som Brugberettiget maa have i dens Udfald, vidner om en ganske anden materiel Interesse ved Siden af den formelle Partstilling end den, Fattigkommissionens Formand har allene i sin Egenskab af Skatteyder i Bygden. Afgjørende mod at betragte Dommen af 1868 som bindende Præjudikat for denne Sag er det for mig, at Formandskabets Ordfører som saadan er Kommunens virkelige Repræsentant, hvilket ikke gjælder om Fattigkommissionens Ordfører.

Justitiarius Meldahl: Jeg er enig med Assessor Hallager. Jeg finder i Dommen af 1868 et Præjudikat, som jeg ikke tror at burde fravige i et Tilfælde, der i ethvert Fald maa erkjendes for tvivlsomt og hvor der er Spørgsmaal om at spilde en Retsbehandling, der nu snart har varet i 10 Aar,

Side:325

paa Grund af en Omstændighed, som ikke før har været paaberaabt og derfor ikke af Parterne selv kan antages at være tillagt nogen Vægt.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Hallagers Konklusion.

Efterat Sagen var procederet i Realiteten, foregik den 16de Februar følgende Votering:

Assessor Andersen: Den 11 Mai 1803 indgik 46 Gaardbrugere af Røens Annex til Slidre og af Hovedsognet, blandt hvilke dog Gaarden Hande ikke var, en thinglæst Kontrakt ang. Brugen af deres fælles Hanvegange paa Langsætrene, hvorved de under Mulkt og Forpligtelse til Erstatning forbandt sil til ikke «for Eftertiden (at) indtage eller lade indtage fremmede eller udenbygds Kreature til Havns om Sommeren i vores Gjædsle eller Havneganger paa Langsæterne». I denne Havnegang, navnlig i den Del deraf, som kaldes Bagliden, eiede Gaarden Hande den saakaldte Hande- eller Vidstestøl, som Gaardens nuv. Eier, Knud Jøgersen, havde bortleiet til en i Vestre Slidre ikke brugberettiget Person, Samson Tuff, og da denne i Sommeren 1864 havde indtaget til Havning paa Vidstestølen 69 Stykker Storfæ og 50 Sauer, anlagde Vestre Slidre Kommune gjennem 3 til at paase Overholdelsen af Kontrakten af 1803 valgte Mænd Søgsmaal mod Knud Jøgersen og Samson Tuff til Erlæggelse af Mulkt, enten efter Kontrakten af 1803 eller efter Krll.s 22-4 og Erstatning, samt til at kjendes uberettigede til paa den her omhandlede Støl at indtage fremmede eller udenbygds Kreaturer. Ved underretsdom afødt xx.xx.1870 i Valders Sorenskriveri bleve begge frifundne, idet Kontrakten af 1803 ikke ansaaes forbindende for Hande, paa hvis Vegne den ikke var underskreven, og heller ikke de om Almindinger gjældende Regler antoges at kunne faa nogen Anvendelse paa den her omhandlede Havnestrækning, fordi det ikke var oplyst, at den var Alminding og den følgelig maatte betragtes som simpelt Sameie. Ved Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdelings Dom af 1 Febr. f. A. blev Samson Tuff fridunden, men Knud Jøgersen for Overtrædelse af Krll.s 22-14 tilfunden at bøde til Statskassen 5 Spd. samt kjendt uberettiget til for Eftertiden at indtage udenbygds Kreaturer til Havning paa den til Gaarden øvre Hande hørende Sæter i Bagliden; derhos tilpligtes han at betale Kommunen Processens Omkostninger for begge Retter med 30 Spd. Overretten gik nemlig ud fra, at Kontrakten af 1803, uagtet ikke underskreven af Gaarden gik nemlig ud fra, at Kontrakten af 1803, uagtet ikke underskreven af Gaarden Handes dav. Eier, dog ved senere Forhandlinger og Erkjendelser var blevet forbindende for Knud Jøgersen, eller at han ialfald skulde have erkjendt en lignende Forpligtelse bindende for sig. Denne Dom paaankedes allene for Knud Jøgersens Bedk. Til Høiesteret, hvor der for ham er paastaaet, at Underrettens Dom stadfæstes, saavidt paaanket er, og at Appell. hos Indstevnte tilkjendes Sagens Omkostninger for Overretten og Høisteret, samt, saafremt Sagen bliver afvist fra Underretten, at han tilkjendes Kost og Tæring for alle Retter. Indst., Kommunen, har derimod paastaaet, at Stiftsoverrettens Dom stadfæstet, og at Kommunen hos Appell. tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret.

Den sidste Del af Appell.s Paastand sigter til et Par af ham anhængiggjorte formelle Indvendinger, nemlig, at Sagen ikke er behandlet paa Aastedet, og at Kommunen ikke skulde være komeptent til at optræde som Sagfører i nærv. Sag. Hvad den første Indsigelse angaar, formener jeg, at den ikke kan komme i nogen Betragtning, idet Sagen nemlig dels ikke kan erkjendes at være af den Beskaffenhed, at den ikke skulde kunne paakjendes uden Behandling paa Aastedet, og der dels af Appell. selv er fremlagt et Rids, som ved at sammenholdes med de forhaandenv. Amtskarter, maa erkjendes i alt Væsentligt at være rigtigt og at give et tilstrækkeligt Overblik over Situationen

Side:326

i det hele taget. Hvad dernæst Bemærkningen om Kommunens manglende Kompetens angaar, kan den heller ikke erkjendes at være rigtig, da Sagen jo for det Første angaar et Anliggende, som sees at interesse om ikke den hele Kommune, saa dog ialfald en stor og væsentlig Del af den, og da derhos Appell. selv ved en før Sagens Anlæg, nemlig 31 Mai 1864 gjort Henvendelse til Kommunebestyrelsen netop ang. Adgangen til at indtage Kreaturer paa Hande- eller Vidstestølen, saavidt jeg skjønner, ganske tydelig har erkjendt Kommunebestyrelsen som den rette Bedk. I dette Anliggende.

Hvad Sagens Realitet angaar, er Hovedspørgsmaalet og det, af hvis Besvarelse Sagens Udfald maa afhænge, det, som Strækningen, som Underdommeren antager, er simpelt Sameie eller om den er en Almindelig. Jeg antager, at efter de nu i Høiesteret frembragte og saavidt jeg ser, allerede i Overretten fremkomne Oplysninger, maa det ansees tilstrækkelig bevist, at Strækningen virkelig er eller ialfald i længere Tid for lang Tid tilbage har været betragtet som en Statsalminding. Jeg skal i saa Henseende væsentlig holde mig til en under Sagen dokumenteret Forretning afødt xx.xx.1757, der holdtes af en efter kongeligt Kommissorium nedsat Kommisstion til at undersøge Grændserne for Kongens Almindinger i Hadelands, Totens og Valders Fogderi, og hvorunder Grændserne bleve paaviste. Den østlige Grændse for Almindingen, som vel egentlig var den, her skulde konstateres, da Grændserne i Vest, Nord og Syd antoges at følge af sig selv, idet Grændserne paa disse Kanter var Hallingdal, Vangs Præstegjeld og Nordre Aurdals Præstegjeld, siges her at gaa fra Sæteren Gomoe-Stølen, som ligger tæt ved Vandet Vasset, og naar man nu sammenholder det af Appell. fremlagte Rids med Amtskartet, levnes der, saavidt jeg skjønner, ingen Tvivl om, at Kongens Almindings Grændse paa dette Sted, altsaa mod Øst, maa trækkes omtrent saaledes, som den paa Ridset er angivet, og saaledes, at den her omhandlede Havnestrækning maa komme til at høre til Almindingen. At der paa disse Steder har existeret en Statsalminding, er der ogsaa flere andre Antydninger til. Saaledes nævnes i ældre Matrikuler et Fiskevand, Flyenvandet, som hørende til Almindingen, og at dette er et netop søndenfor den Del af Almindingen, som kaldes Bagliden, liggende Fiskevand, kan baade efter Ridset og Amtskartet ikke, forekommer det mig, være syndelig tvivlsomt. Ligeledes er der fremkommet et Kongeskjøde og en Aastedsforretning vedk. En Plads Grunke, der siges at ligge i Statsalminding eller, som det paa dette Sted kaldes, Kongelige Majestæts Bygdealminding, og som af Ridset sees netop at grændse til Strækningen Bagliden, faaat endog en Sæterstøl ved Navn Raubækstølen, som det er paa det Rene, at Gaarden Hande tidligere ogsaa har havt i denne Strækning, foruden den under Sagen omhandlede Handestøl, ligger netop paa Grændsen mod Grunkes Territorium. Endelig ser man af en Erklæring afødt xx.xx.1874 fra vedk. Kontor i Indre-Departementet, at der under 14 Jan. 1867 er meddelt Stadfæstelse paa et af vedk. Almindingsbestyrelse vedtaget Udkast til Regler for Behandlingen af vestre Slidre saakaldte Fjeldalminding. Den Omstændighed, som herimod er paaberaabt, nemlig at man kan se, at det nærmest er Røens Annex og enkelte Gaarde i vestre Slidre, som have benyttet Havnegangen i den Deø af Almindingen, som sepcielt kaldes Bagliden, kan jeg ikke tillægge nogensomhelst afgjørende Vægt mod Strækningens Egenskab af Statsalminding i det Hele taget; thi det følger jo af sig selv og er stemmende med disse Forhold paa andre Steder i Landet, at en saadan Statsalminding ikke i Virkeligheden kan blive benyttet ligedan eller ligemeget af alle de Gaarde, der som hørende til Bygdelaget have Ret til at søge sine Havnegange der eller til at udøve andre Brugsrettigheder i Strækningen, og derved, at en enkelt Grænd eller en enkelt mindre Samling af de brugsberettigede Gaarde i Aarenes Løb som oftest eller, om man vil, udelukkende holde sig til et enkelt Strøg i Strækningen, kan der naturligvis ikke

Side:327

konstitueres Hævd; det er jo kun Adøvelse af Brugsrettigheder, som derved sker, og den kan ikke begrunde nogen Eiendomserhvervelse i Alminding. De lokale Forhold her paa Stedet ere ogsaa saadanne, at de forklare, hvorfor netop Røens Annex og kun de nærmestliggende Gaarde af Vestre Slidre have sægt op til Bagliden, medens derimod den øvrige Bygd har holdt sig til de i Øst for den saakaldte Storfjord eller Svenskefjord liggende Dele af Almindingen. Men, som sagt, jeg anser det aldeles klart, at ved saadan delvis Brug af Brugsrettigheder paa forskjellige Steder ophørte ikke Strækningen at være Statsalminding eller gaar over til at være Bygdealminding og endnu mindre til at være privat Sameie, eller som Underdommeren kalder det, et simpelt Sameie. Om hvorvidt de Regler, som efter Lovgivningen og en vedtagen Praxis gjælde for Udøvelsen af Rettigheder i Alminding, enten ligefrem eller analogisk kunne anvendes paa de saakaldte simple Sameier, hvor en mindre Samling af Gaardbrugere eier Havnegang eller Skovstrækning i Fællesskab, anser jeg det overflødigt i nærv. Sag at udtale mig, idet jeg nemlig gaar ud fra, at der er skaffet et saa stærkt Bevis, som der i slige Forhold kan præsteres, for at Strækningen i Virkeligheden er Alminding og ialfald i 1757 af alle Vedk. Betragtedes som saadan, ligesom der ingensomhelst Antydning er til eller ialfald ikke er fremskaffet Spor af Bevis for, at Forholdet efter 1757 skulde være blevet forandret. Men naar Strækningen saaledes er en Alminding, da er det en ligefrem Følge af L.s 3-12-3 og 6 og af den Maade, hvorpaa disse Lovbestemmelser oftere af Høiesteret ere fortolkede og anvendte, navnlig i en Hstd. afødt xx.xx.1868, Rt-1868-455, (Ugeblad for Lovkyndighed m. M. VIII S. 288-92), at Appell. har været uberettiget til at indtage eller lade indtage udenbygds Kreaturer i Havnegangen. At Kreaturerne have været udenbygds, maa antages at være paa det Rene, og da kan det ikke komme i Betragtning, om den Person, til hvem Sæteren af Appell. var bortleiet, selv var indenbygds eller udenbygds, hvorom forresten ikke nogen nærmere Oplysning foreligger, og det saameget mindre, som det maa antages at være paa det Rene, og, saavidt jeg skjønner, ogsaa er in confesso, at denne Person, Samson Tuff, ikke var enten Bruger eller Eier af nogen Gaard i Vestre Slidre. Appell. maa saaledes blive at kjende uberettiget til for Fremtiden at indtage udenbygds Kreaturer i Havnestrækningen, hvorimod jeg ikke antager, at han bør idømmes Mulkt, fordi han nemlig maa antages at have udøvet den paaklagede uberettigede Brug, Indtagelse af fremmede Kreaturer, i god Tro, og fordi heller ikke Forholdene paa Stedet, navnlig Spørgsmaalet om, hvorvidt Strækningen var Alminding eller ikke, tidligere var tilstrækkelig oplyst. Der synes i det Hele taget fra Begyndelsen mest eller saagodtsom hovedsagelig at være procederet paa Kontrakten af 1803, som paastødes at være forbindende for Gaarden Hande, uagtet den ikke paa denne Gaards Vegne var underskreven, og man ser jo ogsaa, at Overretten er gaaet ind paa denne Anskuelse. Der er først senere, at det Moment, hvorpaa nu Sagen i Høiesteret afgjøres, nemlig Almindingsspørgsmaalet, er kommet til, og dette maa erkjendes tidligere at have været særdeles uklart og lidet oplyst. Jeg skal ellers med Hensyn til Adgangen til at afgjøre Sagen paa dette Fundament, hvorimod der ogsaa har været gjort Indsigelse fra Appell.s Side, bemærke, at det ingenlunde kan erkjendes at forholde sig saa, at enten Klagen eller endnu mindre Stevningen skulde være affattet saaledes, at dette Moment kan siges at være udelukket. Klagen, som er afødt xx.xx.1865, gaar i Almindelighed ud paa, at Appell. og hans Leietager have været uberettigede til at indtage fremmede Kreaturer, og i Stevningen er det udtrykkelig sagt, ligesom ogsaa i den derefter nedlagte Paastand, at der forlanges Mulkt enten efter Kontrakten af 1803 til Fattigkassen eller efter Krll.s 22-4 til Statskassen, og siden er ogsaa den sidste Paastand nærmere

Side:328

præciseret i det første Indlæg, som fremkom fra Kommunens Side. Om Erstatning er der i Høiesteret ikke Spørgsmaal. Processens Omkostninger mellem Parterne for Høiesteret antaes efter Sagens Beskaffenhed at kunne ophæves ved alle Retter.

Konklusion:

Knud Jøgersen Hande bør være uberettiget til for Eftertiden at indtage udenbygds Kreaturer til Havning paa den til Gaarden øvre Hande hørende Sæter i Bagliden, men forøvrigt for Vestre Slidres Kommunes Tiltale i denne Sag fri at være. Mellem de nævnte Parter ophæves Processens Omkostninger for alle Retter.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Blich: Ligesaa.

Assessor Saxlund: Jeg er enig med de foreg. Retter i, at det ikke kan ansees bevist, at den omhandlede Strækning, Bagliden, er Alminding, enten Statsalminding eller Bygdealminding. Derimod maa jeg erklære mig meget uenig med Stiftsoverretten, naar den finder det bevist, at Appell. har afgivet bestemt Erkjendelse for, at han var uberettiget til at indtage udenbygds Kreaturer paa sin Sæter Vidste- eller Handestølen. Det bemærkes, at Overretten ikke var bekjendt med- en Skrivelse fra Appellanten til Formandskabet afødt xx.xx.1864, som udviser netop det Modsatte af, hvad Overretten har antaget. Jeg kommer efter dette til samme Resultat som Underretten, saaledes, at Appell. frifindes for Modpartens Tiltale. Jeg formener, at der er tilstrækkelige Data, som tale for, at dem omhandlede Strækning, Bagliden, er at anse som et privat Sameie. Dette fremgaar efter min Mening i Særdeleshed at den af Førstvoterende cit. Kontrakt af 1803. I denne disponeres der over Strækningen af enkelte Mænd, vistnok en hel Del, men dog kun enkelte private Mænd, og disse have siden brugt Strækninen som Sameie. Heri ligger intetsomhelst Tegn til, at Begrebet om Alminding skulde finde Anvendelse; men derimod taler Alt for, at Dispositionen angik en fuldkommen Eiendom. Om hvorledes dette private Sameie er opstaaet, har man ingen Oplysning; men det ved man, at i vort Land har det ofere været Tilfældet, at mangfoldige Gaarde have ligget i fuldkommet Fælleskab, og at senere i Tidens Længde disse Gaardes Indmark er blevet udskiftet, medens derimod Udmarken fremdeles er blevet liggende i Fællesskab, og dette er Forhold, som visselig existere den Dag idag. Foruden hvad jeg allerede har ytret, skal jeg bemærke, at det synes mig, at Baglidens Beliggenhed, efter hvad derom er oplyst, taler for Rigtigheden af det Anførte. Den udgjør et særskilt Dalføre, skilt fra den øvrige Del af Vestre Slidre ved et stort Vand, og er beliggende lige ved Grændsen mod Hallingdal. Bagliden kaldes dette Dalstrøg; allerede denne Betegnelse hentyder paa, at det er noget særskilt fra det Øvrige, og er overensstemmende med de naturlige Terrænforhold. Man har ingen Oplysning om, at den omhandlede Strækning nogensinde har været solgt af Staten, og jeg ved da ikke, hvorledes den kunde blive, som Indst. paastaar, Bygdealmindinge; det skulde da være ved Hævd; men derom kan jo ikke antages at være Spørgsmaal i et Forhold af denne Beskaffenhed. Indst. har først paaberaabt sig nogle Udtryk i en Aastedsforretning af 1728 om en Plads Grunke, som for 1/2 Del ligger lige ved Siden af Bagliden i Nord for samme. Det heder i Aastedsforretningen, «at denne skyldsatte Plads Grunke er beliggendes udi Deres kongelige Majestæts Bygdealminding». Dette er nu nogle Ord, som ere vanskelige at forstaa; paa en Gang kunde Almindingen dog ikke være baade Statsalminding og Bygdealminding. Med Hensyn hertil bemærkes forøvrigt, at paa disse ubestemte Udtryk formentlig Intet kan bygges, og Ordene omfatte ikke Bagliden; der er Intetsomhelst oplyst om, at Pladsen Grunke nogensinde har hørt til Bagliden; det var en Plads, som var skyldsat,

Side:329

før den af Kongen eller Staten blev solgt til Privatmand. Men i Særdeleshed og som sit Hovedargument har Indst. paaberaabt sig en Kommissionsforretning afødt xx.xx.1757. I denne refereres en Del Vidneprov, ved hvilke Vidnerne udtale sig om en Alminding i Slidre, det vil sige, ikke allene det nuværende Vestre Slidre, men naturligvis ogsaa det før til samme Præstegjeld hørende Østre Slidre. Den Grændse for Almindingen, som Vidnerne tale om, er den østlige, og denne Grændselinie gaar ned mod selve Præstegjeldets Gaarde; men heraf at drage den Slutning, at denne Alminding maatte omfatte alt det øvrige af Præstegjeldet, der i Vest for denne Grændse var beliggende mellem Hallingdal, Aurdal og Vang, som paa de andre Kanter omgaa Almindingen, tror jeg ikke er tilstrækkelig begrundet. Desuden, dersom denne Alminding havde existeret 1757, forekommer det mig, at dette ikke er længere tilbage i Tiden, end at man senere maatte have nogen Oplysning om Forholdet. Hvad selve Kommissionen har tænkt om dette Punkt, ved man ikke; man har kun Vidnernes Udsagn, og de kunne muligens have kaldt det Alminding, som i Virkeligheden ikke var det. Man har forøvrigt ingensomhelst Oplysning om, at Staten har prætenderet Almindingsret der; den gjør det ikke i dette Øieblik. Det kan ogsaa mærkes, at flere af de i denne Sag afhørte Vidner, naar de tale om Bagliden, kalde det Sameiestrækning; selv Indst. i sine Vidnekvæstioner kalde det saa, og dette er dog et Udtryk, somikke hentyder paa Begrebet Alminding. Ordet «Alminding» er ikke af Nogen i Underretten brugt om Strækningen, undtagen af Indst. Det forekommer mig ogsaa, at Kommunen ved Sagsanlægget og sine Forberedelser dertil har anydet, at den slet ikke den Gang havde Tanke om, at denne Strækning skulde være Alminding. Beslutingen om Sagsanlægget angaar Overtrædelse af Kontrakten af 1803; Forligsklagen angaar ialfald principaliter det Samme; med et kommer rigtignok til et Par Ord om, at Appell. ogsaa drages til Ansvar efter «Lovgivningen»; dette er meget rummelige Ord. I Indst.s 3 første Anbringender i Retten taltes der ikke noget om Alminding; først senere som Indstevnte med Paastand om, at Strækningen skulde ansees for Alminding. Dette synes derfor at være et Anbringende, som først senere er kommet Bedk. I Tanke. Dette, synes det mig, tyder noksom paa, at Vedk. Selv ikke har anseet Beviset for, at Strækningen var Alminding, for synderlig stærkt. Sagen er, at Vedk. Først havde tænkt sig, at Appell. skulde kunne drages til Ansvar for Overtrædelse af Kontrakten af 1803; men dette maatte Indst. strax opgive, efterat det var blevet bevist, at for Appell.s Gaards Vedk. Kontrakten af 1803 ikke var underskreven eller vedtagen, og at den saaledes ikke var forbindende for ham. Idet jeg saaledes anser Strækningen for privat Sameie, fri Eiendom for Appell.s Gaards Vedk., mener jeg, at det maatte oplyses, at særskilte Baand, Baand med særskilte Forpligtelser, vare paalagte hans Eiendom, hvis han skulde være hindret i den frie Benyttelse af denne. Efter Sagens Natur antager jeg, at hans Lod ikke strækker sig videre end til at kunne havne saamange Kreaturer paa sin Sæter, som han kan vinterføde paa sin Gaard; dette er jo antaget at være den almindelige Regel i slige Forhold; men naar han benytter denne sin Ret i ikke større Udstrækning, formener jeg, at Ingen heri kan hindre ham, og videre har Appell.s Benyttelse af Havnegangen ikke strækket sig. Det er in confesso, at den, som har leiet Sæteren, ikke har havt flere Kreaturer der end saamange, som Appell. kunde vinterføde paa sin Gaard, og enten Kreaturerne, naar Tallet er det samme, ere indenbygds eller udenbygds, er aldeles ligegyldigt med Hensyn til Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning Appell. benytter sin Ret; han har ikke overskredet hvad der tilkom ham i Sameiet. Om at nogen Skade ved Appell.s Forhold er paaført Indst., kan der naturligvis ikke være Tale. Jeg stemmer for Stadfæstelse af Underrettens Dom og for, at Processens Omkostninger ophæve for alle Retter mellem Parterne for Høiesteret.

Side:330

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Professor Brandt: Jeg er enig med Assessor Saxlund, og kan ingenlunde erkjende det bevist, at den her omhandlede Havnestrækning er Alminding eller særlig Bygdealminding. Jeg kan ikke i denne Henseende lægge nogen synderlig Vægt paa Forretningen af 1757, da jeg anser det høist usikkert, om denne tillige har omfattet dette yderst ved Sognets Grændse mod Hallingdal for sig selv liggende temmelig isolerede Dalføre, Bagliden. Jef tror, at man maa fastholde som det eneste sikre Kriterium, at en Bygdealminding altid forudsætter en bestemt Hjemmel. Hvorvidt Bagliden en Gang har været Statsalminding eller ikke, kan saaledes efter min Mening kan komme i synderlig Betragtning; thi sikkert er det, at i 1803, under Forhandlingerne i Anl. af Kontrakten, betragtede den daværende Eier af Bagliden sin Ret til denne som forskjellig fra sine øvrige Sæterrettigheder, idet han udtrykkelig vægrede sig for at indgaa nogen Forpligtelse for Baglidens Vedk., medens han var villig hertil «for Sætergrændserne». Der forekommer mig saaledes, at man ialfald her har et bestemt Tilkjendegivende fra Eierens Side af hans Eiendomsret, hvorimod intetsomhelst Skridt fra Statens Side sees at være gjort for at hævde Strækningens Egenskab som Alminding.

Justitiarius Meldahl: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.