Rt-1907-822
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1907-11-09 |
| Publisert: | Rt-1907-822 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 21/2 B s. A. |
| Parter: | Jens Gran P. S. (Advokat Jens Blom) mod Bernh. M. Akermands Konkursbo (Advokat Karl Johan Wiese). |
| Forfatter: | Mejdell, Vogt, Motzfeldt, H. Scheel, V. Scheel, Thinn, Reimers 13-44 |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) 5-, Konkursloven (1863) §43, §45, Konkursloven (1863), Straffeloven (1902) §285 |
Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Ved Dom afsagt af Bergens Byret den 28 Februar 1905 blev i nærværende Sag saaledes kjendt for Ret: «Det under Sagen omhandlede Skadesløsbrev udstedt af Bernh. M. Akermand til Indstævnte Jens Gran P. S. for 31.200 Kroner med Pant i forskjellige faste Eiendomme, dels i Vadsø og dels paa Vadsøen, dateret 8 og thinglæst 15 August 1902, kjendes ugyldigt i Forhold til Citantskabet Bernh. M. Akermands Konkursbo. I Procesomkostninger bør Indstævnte til Citantskabet betale 100 - et Hundrede - Kroner.
Dommen er ved Stævning afødt xx.xx.1905 fra Jens Grans Side indanket her for Retten.
Under 28 September 1907 har Appellanten erholdt kongelig Bevilling til at fremsætte følgende Indsigelser: 1) at Overretssagfører Fredriksen ved Erhvervelsen af det i Sagen omhandlede Skadesløsbrev ikke handlede som Grans Retsfuldmægtig, men alene som Advokat Wiigs Kommissionær. 2) at Overretssagfører Fredriksen ved Anledningen intet Kjendskab havde til Bernh. M. Akermands Insolvents.»
Med Hensyn til Sagen og dens nærmere Omstændigheder henviser jeg til Byrettens Præmisser.
Ved Høiesteret er af Appellanten nedlagt Paastand om Frifindelse for Indstævnte, Bernh. M. Akermands Konkursbos Tiltale i Sagen samt Tilkjendelse af Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret.
Indstevnte, Konkursboet, har nedlagt Paastand om Byretsdommens Stadfæstelse og Tilkjendelse af Sagsomkostninger for Høiesteret.
Ved Høiesteret gjøres ikke længer gjældende de fra Konkurslovens §45 og N.L. 5-13-44 andet Passus hentede Indsigelser mod Skadesløsbrevet. Hvad der saaledes alene ved Høiesteret handles om, er Spørgsmaalet om Anvendeligheden af 5-13-44 første Passus, og hvad hermed staar i Forbindelse. Fra Appellantens Side er gjort gjældende, at ligesaalidt som Gran selv ligesaalidt har den paa hans Vegne optrædende Overretssagfører Fredriksen havt nogen saadan Kundskab om Akermands økonomiske Stilling, at Udstedelsen af det
Side:823
under Sagen omhandlede Skadesløsbrev kan være at betragte som en retsstridig Handling, der ikke af Domstolene vil kunne opretholdes. Som jeg har nævnt, har Appellanten erholdt kongelig Bevilling til at fremsætte de af mig refererede Indsigelser vedrørende Fredriksens Forhold. Indstævnte har ment, at Bevillingen ikke kunde tillægges Virkning, fordi der ved foregaaende Instans skulde fra Appellantens Side foreligge en formelig Erkjendelse af, at Fredriksen ved Udfærdigelsen af Skadesløsbrevet repræsenterede Appellanten, og at han ved Anledningen havde et saadant Kjendskab til Akermands Insolvens, at han maa siges at have optraadt mala fide ved at medvirke til Skadesløsbrevets Istandbringelse. Denne Indstævntes Protest kan jeg ikke give Medhold. Jeg mener følgelig, at Bevillingen helt ud maa tillægges Gyldighed.
Med Hensyn til Realiteten kommer jeg til et andet Resultat end Byretten.
En Kreditors Kjendskab til eller Formodning om, at en Debitor staar paa saa svage Fødder, at det maaske vilde være det rigtigste af ham at overgive sit Bo til Konkursbehandling, kan, antager jeg, ikke i og for sig gjøre det til en retsstridig Handling af Kreditor at kræve eller modtage Sikkerhed for sin Fordring. Denne Forstaaelse af 5-13-44 er visselig i Overensstemmelse med, hvad der fra gammel Tid har været antaget, og jeg kan heller ikke finde, at Spørgsmaalet forsaavidt er indtraadt i nogen ny Stilling ved de senere Straffebestemmelser. For at Kreditors Opfatning af Debitors økonomiske Situation skal lede til, at det ansees som deliktmæssigt handlet af ham at modtage Sikkerhedsstillelse, maatte ialfald den Betingelse opstilles, at han havde Forstaaelsen af, ikke alene at Debitor befandt sig i en mere eller mindre temporær økonomisk betrængt Stilling, men ogssaa af, at Stillingen var saa haabløs, at Kreditor maatte skjønne, det var Debitors ubetingede Pligt at opgive Boet fremfor at holde Situationen oppe ved at give den enkelte Fordringshaver Sikkerhed. Naar Lovgivningen saaledes som skeet i Konkurslovens §43 flg. opstiller bestemte Frister for Retshandlers Opretholdelse ligeoverfor et Konkursbo eller for Anlæg af Søgsmaal til Omstyrtelse af Retshandler, synes den Fortolkning at ligge nær, at Retshandler, hvis Indgaaelse falder udenfor de af Loven opstillede Frister, eller Søgsmaal til Retshandlers Omstyrtelse, der anlægges efter Udløbet af de i Loven opstillede Frister, som Regel maa ansees ligesaa retsgyldige ligeoverfor Konkursbo som i sin Almindelighed ellers, hvorfor der af et Konkursbo, som udenfor Konkurslovens Tilfælde vil paastaa Retshandelen tilsidesat, bør kræves en noksaa stærk Bevisbyrde baade i Henseende til, hvorledes Loven er at forstaa som i Henseende til Tilstedeværelsen af faktiske Omstændigheder af en Beskaffenhed, der kan berettige til at gjøre Loven anvendelig i det enkelte Tilfælde. Af Udtalelser, der er dokumenteret fra Akkordstyret og Konkursbobestyrelsen, fremgaar det, at saavel Akkordstyret som Konkursbobestyrelsen, der i Embeds Medfør har havt den bedste Anledning til at kunne gjøre sig op en Mening, er kommet til det Resultat, at Akermand «paa ingen Maade tænkte paa Svig ligeoverfor sine Kreditorer, da han udstedte Skadesløsbrevet.» «Det har tvertimod» - heder det i en Erklæring fra en af Akkordstyrets og Konkursbobestyrelsens Medlemmer, der efter Byretsdommen er afhørt som 2 Thingsvidne - «utvilsomt været hans Mening at ville redde Situationen for Forretningen til Gavn for Fordringshaverne ved at udstede Skadesløsbrevet.
Side:824
Han troede derved at kunne vinde den fornødne Tid.» Med dette stemmer ogsaa en Del andre Bevisligheder, der foreligger for Høiesteret, og som jeg finder det ufornødent i Detalj at gjennemgaa. Kun skal jeg bemærke, at det af den under Sagen fremlagte Korrespondance mellem Akermand og Gran klarlig fremgaar, at Akermand stadig ligeoverfor Gran har fremholdt, at det, det gjaldt for ham, var at vinde Tid, saa at naar han bare vandt Tid, vilde han se sig istand til at klare sig. Overensstemmende hermed erklærer ogsaa Overretssagfører Fredriksen i et Dokument afødt xx.xx.1906: «Da jeg henvendte mig til Akermand om Ordning, gjorde han mig Forestilling om, at hans Status udviste et meget stort Overskud og om, at hans Stilling var paalidelig, idet han kun behøvede Tid for at faa bragt fuldstændig Orden i sine Affærer. Dette vedblev han bestemt ogsaa, da han udstedte sit Skadesløsbrev afødt xx.xx.1902 til Gran.» Naar saaledes Akermand stadig og bestandig paa en saadan Maade, at man maatte faa Indtrykket af, at det var hans personlige Overbevisning, gjorde gjældende, at hans Stilling ingenlude var fortvilet, saa maatte saavel Gran som Overretssagfører Fredriksen være berettiget ti at gaa ud fra, at der var Mulighed tilstede for, at Akermand vilde kunne undgaa Konkurs. At ikke Gran og Fredriksen helt ud satte Lid til Akermands Forsikringer, viser den Omstændighed, at man overhovedet fandt det fornødent at faa Skadesløsbrevet udstedt, men noget andet er, hvad jeg efter det foran anførte mener maatte være Betingelse for, at Skadesløsbrevets Udfærdigelse skulde kunne rokkes, at Gran eller Fredriksen skulde have indseet eller burde have indseet Urigtigheden af den Opfatning, som Akermand selv nærede om sin Stillings Holdbarhed.
Efter den Betragtning, som efter det Anførte for mig er afgjørende, finder jeg det ufornødent af udtale mig noget om, hvorvidt Fredriksens Handlemaade vilde have draget tilfølge for Gran, om man kunde antage, at vel Gran var i god Tro, men at Fredriksens Kjendskab til Akermands Affærer havde været saadant, at det for hans Vedkommende maatte kunne siges, at han ved at være med paa Udfærdigelsen af Skadesløsbrevet havde ydet utilbørlig Medvirkning.
Processens Omkostninger for begge Retter antager jeg bør ophæves.
Konklusion:
Jens Gran P. S. bør for Bernh. M. Akermands Konkursbos Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
For mig er det afgjørende, at det ikke kan ansees godtgjort, at det for Gran eller - om man derpaa vil lægge Vægt - for hans Kommissioner Fredriksen har været indlysende, at Akermands Stilling dengang Skadesløsbrevet udfærdigedes, var saa vanskelig, at der ikke var rimelig Udsigt til, at han vilde kunne holde sig oppe, og at det derfor maatte være hans Pligt at overlevere sit Bo til Konkursbehandling og ialfald ikke give en enkelt Kreditor Sikkerhed paa Bekostning af de øvrige Fordringshavere, Det er med andre Ord efter min Opfatning af Bevislighederne ikke godtgjort, at Gran forstod, at Akermand forurettede sine øvrige Kreditorer ved at udstede Skadesløsbrevet,
Side:825
og under denne Bevislighedernes Stilling maa Gran blive at frifinde.
Assessor Motzfeldt: Jeg er enig med Første- og Andenvoterende deri, at det ikke er godtgjort, at Gran eller Fredriksen havde Kundskab eller fuldt begrundet Formodning om, at Akermand ikke var istand til at fyldestgjøre sine Kreditorer. Jeg finder det da unødvendigt at udtale mig om, hvad Følgen vilde have været, om nogen af dem havde havt saadan Kundskab eller Formodning. Jeg kommer altsaa til samme Resultat som Førstvoterende.
Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Vogt.
Assessor V. Scheel og extraordinær Assessor, Lagmand Thinn: Ligesaa.
Assessor Reimers: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Mozfeldt. Jeg vil tilføie, at jeg, saaledes som Forholdene foreligger, vistnok finder overveiende Grund til at gaa ud fra, at Sagfører Fredriksen, da han fik istand det i Sagen omhandlede Arrangement med Skadesløsbrevets Udstedelse, har havt Forstaaelsen af, at Akermands Stilling var haabløs eller ialfald meget vanskelig holdbar. Jeg mener imidlertid, at det ikke kommer an paa Sagfører Fredriksens Kundskab i saa Maade. Naar nemlig Forholdet er som her, at Gran har overdraget Fredriksen som Sagfører at faa en Ordning istand, enten med Indfrielse af den Fordring, for hvilken Gran stod som Endossent, eller i Mangel deraf Sikkerhedsstillelse, - naar altsaa Fredriksen har havt et ganske specielt Opdrag fra Gran, kan det ikke komme an paa den Kundskab, som Fredriksen her som Grans Redskab havde om Forholdene.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Af Byrettens Dom hidsættes:
Resultatet bliver saaledes, at Skyldueren maa have været i en afgjort og paatagelig Insolvents, da han udstedte Indstevntes Skadesløsbrev, ved hvilket Boets Tilstand maa siges at være bleven betydelig forværret. Dengang dette skede (8 August), var ifølge Citantskabets ubestridt anførte de store Fiskerier forbi for det Aar, og om Skyldneren, som det ifølge de foranførte Udtalelser maa antages, alene har handlet af Mangel paa Omtanke eller Oversigt og altsaa af Uagtsomhed, saa kom dette ifølge den dagjældende Straffelovs 21-15, 2 ikke i Betragtning, naar han dog maatte vide, at han ikke vilde kunne tilfredsstille sine Fordringshavere (kfr. den nye Straffelovs §285). Og at en rigtig Bedømmelse af Forholdene maatte have bragt ham til at indse dette, kan formentlig ikke betvivles, naar hans Haab, efter hvad Citantskabet uimodsagt har anført, udelukkende beroede paa en saa høist usikker Chance som Fiskerierne for de kommende Aar, af hvilke der endog i bedste Fald rimeligvis maatte mere end eet til for at redde hans Stilling.
For Omstyrkelse efter 5-13-44, 1 kan det ikke være til Hinder, at Straffelovens 21-15, 2 ikke tillige rammer Kreditor, hvorimod det for hans Vedkommende, naar Betingelserne forøvrigt er tilstede, maa være tilstrækkelig, at Transaktionen for hans Vedkommende maa ansees som retsstridig (se herom Hagerups Konkurs Side 206-7 og det der citerede). At Indstevnte selv kjendte til, hvorledes det forholdt sig med Skyldnerens Formuesforhold, er ikke mod hans Benægtelse oplyst; men Citantskabet har gjentagende anført, at den af Indstevnte for
Side:826
Anledningen benyttede Fuldmægtig, nemlig den før nævnte Sagfører paa Vardø, maa have kjendt Skyldnerens daværende Stilling, og da dette ikke er benægtet eller modsagt af Indstevnte, saa maa det ansees paa det Rene, at det forholder sig saa. Hvor der er handlet ved Fuldmægtig, maa det imidlertid være paa dennes Kjendskab til Stillingen, det kommer an, og hvad angaar, at Skyldnerens Forhold som før nævnt alene kan forudsættes beroende paa Uagtsomhed, saa antages Ansvaret for Kreditor ogsaa under denne Forudsætning at indtræde, naar Skyldneren af ham eller hans Fuldmægtig er blevet tilskyndet til Transaktionen (se nævnte Skrift Side 210 og 208, kfr. Gez i Rt-1881-216). Og disse Betingelser maa her antages at være tilstede, idet Indstevnte selv har anført, at det var hans nævnte Fuldmægtig, som bevægede Skyldneren til at udstede Skadesløsbrevet, ligesom Citantskabet uden nogen Modsigelse fra Indstevnte har anført, at det udstedtes efter «Paatryk og Paagang» af Indstevnte ved nævnte Sagfører.
Edv. Bessesen.
I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Joachim Berner.
Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Voterende, men kan dog ikke fuldt ud tiltræde Førstvoterendes Argumentation. Jeg er nemlig ikke enig i, at det for Kreditors Vedkommende er tilstrækkeligt til at bringe Forholdet ind under 5-13-44, 1, at Transaktionen i og for sig er retsstridig, hvorimod jeg formener, at det i denne Henseende maa være afgjørende, at Skyldneren er bleven tilskyndet til Transaktionen af Indstevntes Fuldmægtig.
Kr. Vedeler.