Rt-1880-209

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1879-12-11
Publisert:	Rt-1880-209
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 159/2 1879
Parter:	John Torufsen Homme og Tarje Olsen Dale (Stang) mod Halvor Tellefsen Homme med beskikket Kurator Tarje Jakobsen Aasak (Heffermehl)
Forfatter:	Andresen, Ph. Hansteen, Løvenskjold, Manthey, C. Hansteen, Lambrechts, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §28

Assessor Andresen: Efterat de i nærværende Sag, med Hensyn til hvis faktiske Beskaffenhed jeg henviser til Voteringen angaaende Hstd. afødt xx.xx.1875, Rt-1875-549, afsagte Under- og Overretsdomme vare blevne underkjendte ved den nævnte Hstd. og Sagen hjemvist til Paakjendelse i Realiteten, er saadan Paakjendelse foregaaet, idet John Torufsen Homme ved den med Meddomsmænd den 25 Septbr. 1875 afsagte Underretsdom er tilpligtet at fravige og tilskjøde den umyndige Odelsprætendent Halvor Tellefsen Homme, Gaarden l.nr. 100 Homme, søndre, i Treungen Sogn, Nissedals Thinglag, mod en Løsningssum af 5500 Spd. efter Fradrag af Pantheftelser til Beløb 4916 Spd., altsaa mod en Restlæsningssum af 584 Spd., hvorimod John forøvrigt blev frifunden for Halvors Tiltale. Tarje Olsen Dale blev frifunden for Cit.s Tiltale og Processens Omkostninger ophævede. Underretten gik herved ud fra, at Odelsl. Afødt xx.xx.1821 §28, forsaavidt Spørgsmaalet var om en af John i Febr. 1869, altsaa efter Udsigelsen, foretagen Hugst af 1038 Tylvter Tømmer og om Erstatning herfor, i det Hele var uanvendlig, fordi aldeles ingen Udsigelse til John Torufsen antoges at have fundet Sted og fordi dette antoges at skulle være Betingelsen efter §28, naar det namlig i denne § bestemmes, at der ikke i Skoven maa hugges «efter at de (d.v.s. Eier eller Bruger) ere udsagte». Ved Overretsdom afødt xx.xx.1878 blev John 1) ligesom ved Underretten, tilpligtet, mod at erholde udbetalt 20320 Kr. efter Fradrag af Heftelserne, at meddele Halvor Skjøde paa Gaarden; 2) tilpligtet at betale Kr. 8719,20 (= 2179 Spd. 96 ss) med 5 pCt. Rente fra Indkaldelsen den 24 Oktbr. 1870, dog saaledes, at Tarje Olsen Dale i Henhold til en Garanti eller Selvskyldnerkaution afødt xx.xx.1869 af dette Beløb in solidum tilsvarer 7200 Kr. med Renter fra nævnte Dato; 3) for det Tilfælde, at Odelsløsning finder Sted, tilpligtedes John endvidere at betale som Erstatning for Odelsgodsets Forringelse 13519 Kr. 20 øre, nemlig det i 1869 huggede Tømmers Værdi efter Taxt afødt xx.xx.1871, bestemt efter Fradrag af Driftsomkostninger til 2179 Spd. 96 ss + den ved samme Taxt bestemte Forringelse paa l.nr. 100, stor 1200 Spd., altsaa tils. 3379 Spd. 96 ss, der omsat i Kr. udgjør det under denne Post nævnte Beløb Kr. 13519,20. Overretten forstod nemlig den nævnte §28 i Odelsloven saaledes, at Tømmerets Værdi skulde erlægges 2 Gange, en Gang som Mulkt og en Gang som

Side:210

Erstatning. Derimod ophævedes Procesomkostningerne for begge Retter ligesom ogsaa Overrettens Dom indholder den Tirade: «Iøvrigt bør Parterne for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være». Denne Dom er af John Torufsen og hans Kautionist Tarje Dale indanket til Høiesteret med Paastand om Frifindelse for Halvor Tellefsen Hommes med Kurators Tiltale i denne Sag og at den nævnte Halvor Tellefsen kjendes at have sin Ret til Homme søndre, l.nr. 100, forbrudt, hvorhos Indst. paastaaes tilpligtet at betale Appell.skabet Sagens Omkostninger i alle Instantser, derunder indbefattet Omkostningerne ved de tidligere i Sagen afholdte Skjønsforretninger. I denne Paastand er indbefattet en hel Del tidligere under Sagen fremsatte og i Høiesteret gjentagne subsidiære Paastande, hvorom jeg vil komme til at tale nærmere siden. Indst. har mødt uden at inkaminere nogen Kontrastevning og har paastaaet Overrettens Dom stafæstet og Appell.skabet tilpligtet at betale de Indst. Procesomkostninger for Høiesteret.

Den principale Paastand grundes af Cit.skabet dels derpaa, at ikke Halvor, men derimod John Torufsens Hustru Ragnhild skulde være den nærmest Odelsberettigede, i hvilken Henseende Appell.skabet har indskrænket sig til at henvise til de under Sagen dokumenterede Oplysninger. Men disse ere ikke af den Beskaffenhed, at denne Paastand kan blive at tage til Følge. Der er ikke fremkommet Noget som oplyser, at ikke Halvor, men Ragnhild skulde være den bedst Odelsberettigede. Tvertiomd er det i hendes egen under Sagen fremlagte Klage - hun havde nemlig ogsaa anlagt en Odelssag - udtrykkelig erkjendt, at Halvor er Sønnesøn og hun Datterdatter af Notof Tellefsen, fra hvem de udlede sin Odelsret, og følgelig er ikke hun, men Halvor den nærmest Odelsberettigede. Forøvrigt er der ikke under Proceduren lagt saadan Vægt paa denne Indsigelse, at den kan antages at være for Alvor inhæreret.

Dernæst har Cit.skabet paaberaabt, at Sagen egentlig ikke er anlagt for den Umyndiges Regning, men at derimod en vis Stener skulde være den, som stod bag, saa at Halvor egentlig skulde reducere sig til en Straamand. De i saa Henseende fremkomne Oplysninger indeholde imidlertid ikke Andet og Mere end, at den omtalte Stener har furneret Halvor med Penge til at foretage Indløsningen og til at bekoste de mange Processer, som i den Anledning have været anlagte, og jeg kan saaledes ikke finde det bevist, at det forholder sig, som af Cit. paaberaabt.

Det derpaa følgende Spørgsmaal, som af Cit. er reist, man hvorom han og Indst. i Virkeligheden synes under Sagen at være blevne enige, er, om Løsningssummen er rigtig, idet man har gaaet ud fra, at der for l.nr. 101, som oprindelig var indbefattet under Homme og som Halvor tidligere ved Forlig er kommen i Besiddelse af, skal fratrækkes 420 Spd., saaledes at den resterende Løsningssum er 5080 Spd. Dette er bygget paa en under den tidligere Votering gjort Antydning, og foruden at Parterne, som sagt, synes i Høiesteret at være blevne enige om, at dette er den rette Bestemmelse af Løsningssummen, finder jeg ogsaa, at de af Overretten i saa Henseende anførte Grunde ere fuldstændig gyldige.

At Odelsl.s §28 i det Hele taget skulde være uanvendelig, kan jeg ikke være enig med Underretten i. Ved den tidligere Hstd. afødt xx.xx.1875 maa dette Spørgsmaal egentlig ansees for at være benægtende besvaret, saaledes at det maa antages ved denne Dom at være slaaet fast, at Udsigelse af den nuværende Besidder i Virkeligheden har fundet Sted ved den Udsigelse, som var effektueret mod de tidligere Besiddere. Denne er ved Hstd. afødt xx.xx.1875 antaget gyldig ogsaa for nyværende Besidders Vedkommende, og man maa da i Konsekvents heraf antage, at i det Hele Udsigelsen med alle dens Følger af Høiesteret er erklæret gyldig, navnlig ogsaa forsaavidt angaar Anvendelsen af §28.

Side:211

Hvad der derimod forekommer mig at være den væsentligste Kvæstion i Sagen er, om Overretten rigtigen har bestemt Erstatningen for Forringelsen (kfr. 3 Post af Overrettens Dom), til den egentlige Forringelse, saaledes som den ved Skjønnet er fastsat, nemlig til 1200 Spd. + Værdien af det Aavirkede, og i denne Henseende kan jeg ikke være enig med Overretten.

Det er foreløbig fra Indst.s Side indvendt, at denne Indsigelse skal være nu i Høiesteret; men efter hvad Cit. derom har anført og paavist i Indlæg afødt xx.xx.1871 i Forbindelse med Halvors Sagførers Tilsvar hertil i Indlæg afødt xx.xx.1872, kan jeg ikke gaa ind herpaa. Det maa antages, at den er tilstrækkelig fremsat, uden at tale om, at Indsigelsen i sit Væsen ogsaa mere er af juridisk end af faktisk Natur.

Derimod kan det medgives, at det bogstavelige Indhold af §28 i en vis Grad taler til Fordel for den Afgjørelse af dette Spørgsmaal, som Overretten har givet. Men foruden at §28 i sig selv, saaledes som det af de Theoretikere, der have udtalt sig om denne Paragraf, er omhandlet, ikke er saaledes bygget, at den i det Hele kvalificerer sig til Bogstavdyrkelse, saa maa det ogsaa komme i Betragtning, at det Resultat, hvortil Overretten saaledes er kommen, foruden i sig selv at være i høieste Grad ubilligt, ogsaa har det almindelige Begreb om Erstatning mod sig. Det maa nemlig her først og fremst bemærkes, at den saakaldte Erstatning, som Løsningsmanden i Tilfælde, at han virkelig løser Godset, har at kræve baade fordi den er knyttet til den Betingelse, at han virkelig løser Godset, og fordi den er sat i Forbindelse med andre ulovlige, efter Udsigelsen foretagne, Dispositioner over Avling, Gjødsel og Huse samt disses Vanrøgt og modvillige Fordærvelse, i sig selv er en ren og, som Theoretikerne kalde det, regelmæssig Erstatning, hvis Begreb egentlig, naar ikke noget Modsat udtrykkelig i Loven er sagt og med Nødvendighed følger af Udtrykkene, maa indskrænkes til den Skade, som Eiendommen virkelig har lidt og den Skade, som ved ubetimelig Hugst er tilføiet Gaarden, er af et lovligt og fra alle Sider upaaanket Skjøn ansat i og for sig til 1200 Spd. Der har ogsaa tidligere, nemlig i 1864, været hugget i heromhandlede Skov og den Forringelse, som den Gang ved ubetimelig Hugst var paaført Eiendommen, blev ansat til 550 Spd., Noget, som man kan finde meget rimeligt, naar man tager Hensyn til, at en Skov, naar den paanyt efter 5 Aars Forløb hugges saa stærkt, som denne Skov, naturligvis lider en betydelig større Skade end første Gang. Men, som sagt, selve Forringelsen er kun ansat til 1200 Spd. Vistnok anføres det herimod navnlig fra Indst.s Side, at i 2 Passus, 1 L., bestemmes, at Eier eller Bruger, naar han mod Lovens Forbud hugger efter Udsigelsen, skal have forbrudt, - og der bruges navnlig Udtrykket «forbrudt» - det Aavirkede eller dets Værdi til den, som søger Løsning, og at det skal finde Sted, selv om denne taber Sagen eller undlader at benytte sin Ret. Men foruden, at dette Udtryk «forbrudt» kan sigte til det i Forbindelse dermed Bestemte, nemlig at den dobbelte Værdi skal tilfalde Statskassen, antager jeg, som ogsaa Cit. i Høiesteret har paaberaabt, at dette Ord «forbrudt» ikke vil sige Andet og Mere end, at det, som hugges, in natura skal følge Gaarden, og naar det følger Gaarden, saa finder jeg det klart, at man ikke kan anse det som et Moment, der skal komme i Betragtning ved Bestemmelsen af den Forringelse, som Skoven udenfor Værdienaf det Huggede kan være tilføiet ved en mulig ubetimelig og forceret Hugst. Jeg antager, at der ialfald ikke kan være Spørgsmaal om at indbefatte Værdien af det Huggede eller det Huggede selv under den Forringelse, som skal erstattes i Tilfælde af Løsning, uden at man maatte antage det Samme i Tilfælde af, at det var in natura tilstede, og uden at man maatte antage det Samme om Avling, Gjødsel og Huse, som var bortført. Men jeg finder det klart, at dersom Gjødsel eller Avling eller Huse først er bortført og siden ført tilbage

Side:212

igjen og altsaa findes tilstede ved Indløsningen af Gaarden, saa har Løsningsmanden forsaavidt ingen Skade lidt. I det Hele taget forekommer det mig, at da dette unægtelig ligger udenfor, om det ikke erkjendes at være stridende mod Begrebet om Skadeserstatning, saa maatte man have en udtrykkelig Bestemmelse om, at Udtrykket «Forringelse» i 2 Passus ogsaa skulde indbefatte Værdien af Tømmeret, og herimod kunde det vistnok indvendes, at i Tilfælde af, at Hugsten foregik efter Taxten, saa vilde det ubillige og mod Begrebet om Skadeserstatning stridende Resultat fremkomme, at man 2 Gange fik Erstatning for Værdien. Men fordi om en saa lidt omhyggelig udarbeidet Lov i en Henseende fører til en ubillighed, følger ikke deraf, at man ogsaa skal i andre Henseender lade den virke i samme Retning og endnu mindre, at Ordet «Forringelse» skal have en aldeles forskjellig Betydning, eftersom Hugsten sker før eller efter Taxten; thi naar Hugsten er skeet før Taxten, er det Huggedes Værdi selvfølgelig allerede taget i Betragtning ved Taxtsummens Fastsættelse og kan altsaa umulig paany tillægges «Forringelsen». Efter hvad Cit. har paavist, skal det forøvrigt forholde sig saa, at det oprindelig var foreslaaet, at §28 skulde lyde saa, at Forbudet mod Hugst skulde gjælde fra den Tid, da den første Besigtigelse og Taxation var afholdt. Man kan ikke se, hvorfor «Udsigelsen» er kommen i Stedet; det maa rimeligvis være skeet under Forhandlingerne i Storthinget. Men det er ogsaa af forskjellige Theoretikere paavist, hvorledes §28 ved denne Forandring er kommen til at indeholde en stor Ubillighed og Urimelighed.

Jeg kommer altsaa i denne Post til et andet Resultat end Overretten, medens jeg iøvrigt tiltræder dennes Dom.

Jeg skal bemærke, at der af Cit. i Høiesteret specielt er gjort Ophævelse mod Renterne, idet deres Størrelse i det omhandlede Garantidokument afødt xx.xx.1869 kun er bestemt til 4 1/2 pCt., medens der er tilkjendt 5 pCt. Men Indst. har paavist, at denne Indsigelse er ny i Høietseret, og den kan altsaa ikke mod hans Protest komme i Betragtning.

Processens Omkostninger for Høiesteret antager jeg eftet Sagens Beskaffenhed maa blive at ophæve.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at den Erstatning, som John Torufsen Homme i Tilfælde af, at Odelsløsning finder Sted, har at betale for Odelsgodsets Forringelse, bestemmes til 4800 Kr. og at Fravigelsen sker til Lovens 1ste Faredag efter Høiesterets Doms Afsigelse. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Løvenskjold: Ligesaa. Jeg indrømmer med Førstvoterende, at Fortolkningen af Odelsl.s §28 giver Anlendning til alvorlige Tvivl, og ligeledes, at en stræng bogstavelig Fortolkning snarest fører til det Resultat, som Overretten har anseet for det rette. Men jeg finder dog de af Førstvoterende for den af ham forsvarede Fortolkning anførte Grunde afgjørende, og skal kun gjøre et par Bemærkninger om et enkelt Punkt, nemlig om Betydningen af Udtrykket «Forringelse» i 2 Punktum af §28. «Forringelse» kan visselig forstaaes i en videre Betydning, saaledes at det omfatter den hele Formindskelse i Værdi, som Eiendommen har lidt, derunder indbefattet det Aavirkede eller dets Værdi. Men i den her foreliggende Forbindelse og i Modsætning til 1 Led af 2 Punktum antager jeg, at det rettest bør forstaaes som Førstvoterende har antaget. Det 2 Led i 2 Punktum bestemmer nemlig, at naar Sagen tabes, skal Besidderen desuden - det er: foruden det Aavirkede eller dets Værdi - erstatte Løsningsmanden den Forringelse, som Eiendommen ved Hugsten har lidt, og i denne Forbindelse forekommer det mig, at den særskilte Forringelse, som ved Skjøn skal bestemmes, maa

Side:213

være den Forringelse i Skovens Værdi, som ikke er den direkte Følge af, at en saa stor Værdi af færdig Skov er udtagen, men den, som indirekte følger af den foretagen Hugst, og da væsentlig, at Skovens Reproduktionsevne ved den foretagne Hugst er formindsket eller at Eiendommen i anden Maade, ved at blottes for Skov, har tabt i Værdi. Der er her en Modsætning mellem det Aavirkedes Værdi og Forringelsen, og Forringelsen kan da ikke indbefatte det, som er dens Modsætning. Naar det heder, at foruden det Aavirkedes Værdi Skal Forringelsen erstattes, vilde det, forekommer det mig, være i Strid med al god Ordforbindelse og logisk Fremstilling at sige, at man foruden det Aavirkedes Værdi ogsaa skal betale Forringelse, som tillige indbefatter det Aavirkedes Værdi. At dette er den naturlige og praktiske Opfatning af Sagen, finder efter min Formening ogsaa Medhold i de afgivne Skjøn. Jeg ser meget vel, at disse Skjøn kunne bruges i forskjellige Retninger, men jeg tror, at den rette Maade at bruge dem paa er den, som jeg nu skal angive. I det første Skjøn, afholdt 12 Oktbr. 1864, som ikke direkte vedkommer Sagen, men angaar Hugst i samme Eiendoms Skov, er det Aavirkedes Værdi taxeret under 1 Post og under 2 Post er Forringelsen af Eiendommens Værdi særskilt taxeret. Det Aavirkede udgjorde 1183 Tylvter og dettes Værdi er ansat til 3 Spd. pr. Tylvt. Mændene ansatte dernæst, heder det, «den Forringelse, Eiendommen har lidt ved Hugsten af nævnte 1183 Tylvter - foruden Værdien af det huggede Tømmer, - til 450 Spd.» Her har altsaa Lagrettet meget rigtig opfattet Modsætningen mellem det Aavirkedes Værdi og den Forringelse, Eiendommen indirekte har lidt ved Hugsten. Derefter er der anført: «Altsaa bliver Eiendommens Forringelse ved ovenmeldte Hugst i det Hele 3999 Spd.» Dette betragter jeg som en Protokoltilførsel af Administrator, der ikke kan tjene til at vise, hvad Lagrettets Opfatning af Begrebet Forringelse er. I Overtaxten over den samlede Hugst i 1865 er der ligeledes skjelnet mellem det Aavirkedes Værdi (under 1 Post), og (i 3 Post) den Forringelse, som Odelsgodset, Homme søndre og nordre, antagelig kan have lidt ved Hugsten af Tømmeret. Denne er her ansat til 550 Spd., og der har ingen Sammenlægning af disse 2 Værdier fundet Sted. Det er her ikke kommet dertil, at Administrator har sammenlagt Værdierne; men det er forblevet ved den særskilte Opstilling af det Aavirkedes Værdi paa den ene Side og Odelsgodsets Forringelse ved Hugsten paa den anden Side, som lagrettet har gjort - ialfald maa jeg antage dette, hvis Udtoget er fuldstændigt. I Det Skjøn, som direkte angaar nærværende Sag, afholdt 31 Mai 1871, var den Vaaren 1869 foretagne Hugst, for hvilken det er, at der her skal tilkjendes Løsningsmanden Erstatning, er der ligeledes skjelnet mellem det Aavirkedes Værdi og Forringelsen. I dette Tilfælde udgjorde det aavirkede Tømmer 1038 Tylvter, medens det i 1864 huggede Tømmer udgjorde 1183 Tylvter, altsaa nu omtrent 150 Tylvter mindre. Men desuagtet har Lagrettet denne Gang værdsat Forringelsen til meget Mere end første Gang, nemlig til 1200 Spd., øiensynlig, fordi Værdien af en for faa Aar siden stærkt anhuggen Skovs Reproduktionsevne lider mere ved 2 Gangs, efter faa Aars Mellemrum foretagen Hugst end ved 1 Gangs Hugst. Og Lagrettet siger her, at det ansætter Forringelsen til 6 ss pr. Tylvt for 1000 Tylvter og tilføier, at de overskydende 38 Tylvter ansaa de ikke som Forringelse i Eiendommens Værdi paa Grund af Stedet, hvor de vare huggede. Derefter er der, ligesom ved Undertaxten i 1865, tilføiet, at Forringelsen af Eiendommens Værdi i det Hle udgjorde det sammenlagte Beløb af det Aavirkedes Værdi og Forringelsen. Dette betragter jeg ogsaa her som Administrators juridiske Formening, og naar jeg sammenholder denne Tilførsel med den, der er gjort i Skjønnets Begyndelse, hvor det heder, at det aavirkede Tømmers Værdi uden Driftsomkostinger ansloges for 1038 Tylvter à 3 Spd. 12 ss pr. Tylvt til 3217 Spd.

Side:214

96 ss, og strax efter Driftsomkostningerne opstilledes særskilt og som til Fradrag i den Værdi, hvortil det Aavirkede uden Driftsomkostninger var anslaaet, saa kan heg ikke paa denne Administrators Tilførsel under dette Skjøn lægge særdeles Vægt. Lagrettet har efter min Opfatning været sig vel bevidst, at under Forringelse i den i Odelsl.s §28 anførte Forbindelse («desuden») ikke er indbefattet det Aavirkedes Værdi, hvorfor allerede forud er bestemt Erstatning. Hvad Fortolkningen af §28 iøvrigt angaar, henholder jeg mig til Førstvoterende, og skal kun bemærke, at «Forbrydelse» visselig kan betyde Straf, men ogsaa Erstatning. Naar det Forbrudte tilfalder en Privatmand, forekommer det mig naturligst, at Ordet betyder Erstatning, og jeg kan ikke andet end lægge Vægt paa, at det vilde føre til et i mine Øine ganske exorbitant Resultat, om en Løsningsmand, naar han faar Godset i sin Besiddelse, skal erholde først det Aavirkede og derefter dets Værdi som en Del af Forringelsen, og et saadant Resultat vilde i denne Sag være saameget mere paafaldende, da Hugsten først er foregaaet, saavidt jeg kan se, 5 Aar efter Odelssagens Begyndelse og Dommen for den dobbelte Erstatning først vilde falde efter 16 Aars Forløb. Da der, saavidt jeg ved, er Pluralitet for min Mening, finder jeg saameget mindre Grund til at opholde mig videre ved Fortolkningen af §28.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og Assessor Løvenskjold.

Assessor C. Hansteen: Jeg kan ikke være enig med de tidligere Voterende, forsaavidt de antage, at det Aavirkedes Værdi ikke skal være indbefattet i det Erstatningsbeløb, som John Torufsen har at betale i Tilfælde af, at Løsning finder Sted. Jeg antager, at Bestemmelsen i Odelsl.s §28 maa føre til, at han, foruden at have forbrudt det Aavirkede eller dets Værdi, tillige skal betale en Erstatning for Gaardens Forringelse, der ogsaa indbefatter, hvad Gaarden har lidt ved, at der er hugget til Salg. Odelsl.s §28 bestemmer i 1 Punktum, at Besidderen fra den Tid af, da han er udsagt, ikke maa hugge Mere i Skoven, end hvad der er nødvendigt til Gaardens Brug; i det følgende Punktum bestemmes Følgerne af, at han handler derimod, og det heder her, at i dette Tilfælde «bør han have forbrudt det mere Aavirkede til den, som søger Løsning, og dets Værdi til Statskassen, om endog Sagen siden vindes; tabes den, bør han desuden erstatte Løsningsmanden, efter særskilt lovlig Omgang, al den Forringelse, der herved, saavelsom ved Avlingens eller Gjødningens bortførelse, Huses Borttagelse, Vanrøgt eller modvillige Fordærvelse samt i andre Maader maatte under Sagens Gang være tilføiet Eiendommen.» Jeg kan ikke forstaa denne Bestemmelse anderledes end, at Meningen er, at Følgen af den ulovlige Hugst er først Forbrydelse af det Aavirkede og dernæst Erstatning for al den Forringelse, Gaarden ved det stedfundne Aavirke har lidt. Det Første, Forbrydelse af det Aavirkede, er, efter hvad der forekommer mig klart, bestemt som en Straf og ikke som Erstatning. At det ikke er Erstatning flyder ligefrem deraf, at det Aavirkede skal være forbrudt ogsaa i Tilfælde, at besidderen vinder Sagen og altsaa Odelsløsningsmanden ikke faar Gaarden. Om altsaa Odelssøgsmaalet findes at have været temerært, skal alligevel det Aavirkede være forbrudt til Odelsprætendenten. I dette Tilfælde har denne jo ingen Erstatning at kræve, og denne Forbrydelse kan derfor ikke være Andet end Straf. Men er den i sit Væsen ikke Erstatning men Straf i dette Tilfælde, saa maa det Samme gjælde i det andet Tilfælde, at Odelsløsningsmanden vinder Sagen. Der er Intet, som tyder hen paa, at denne Forbryden af det Aavirkede, som skal finde Sted, baade naar Odelsmanden taber Sagen og naar han vinder den, i det ene Tilfælde skulde være betragtet som Straf og i det andet Tilfælde som Erstatning. Vilde man antage det Sidste, vilde jo Følgen blive, at den Besidder, mod hvem der var anlagt et temerært Odelssøgsmaal, skulde

Side:215

straffes, men den Besidder derimod, mod hvem der var anlagt et velgrundet Søgsmaal, saaat han tabte Gaarden, gik fri for Straf; thi naar Besidderen tabte Sagen, vilde Følgen i dette Tilfælde kun blive den, at han skulde erstatte det, som var hugget. Men derved straffes han ikke; han maa alene give tilbage, hvad han har tilegnet sig uden dertil at være berettiget. At saaledes den Forbryden af det Aavirkede, som omhandles i 1 Led af 2 Punktum, i sit Væsen er at betragte som Straf, har ogsaa Medhold i hvad der har været antaget i Theorien af dem, som have behandlet denne Materie. Jeg skal saaledes henvise til Schweigaards Proces, Udg. Af 1858, 2 Del S. 163 og 164, hvor der skjelnes mellem den Straf, som omhandles i 1 Led af dette Punktum og den Erstatning som omhandles i sidste Led. Naar man vil forstaa §'en paa en anden Maade end den, som saaledes jeg anser for den rette, maa man i sidste Del af dette Punktum forstaa Ordet «Forringelse» saa indskrænket, at deri ikke er indbefattet den Forringelse i Gaardens Værdi, som bestaar deri, at et større eller mindre Kvantum Tømmer er taget ud af Skoven, men kun den Forringelse, som bestaar deri, at der er hugget saa meget eller saa uforstandigt, at Skovens Reproduktionsevne er formindsket. Men at lægge denne indskrænkede Betydning ind i Ordene forekommer mig at være ganske urimeligt. Der kan dog Intet være klarere, forekommer det mig, end at, naar man taler om, hvorvidt en Gaard er forringet ved Hugst, saa indbefatter denne Forringelse først og fremst den Forringelse, som ligger deri, at Tømmeret er borte. Om Skoven forøvrigt har lidt Noget, er noget ganske Tilfældigt. Jeg kan paa ingen Maade være enig i, at man af de under Sagen afholdte Skjøn kan faa ud, at Begrebet Forringelse under disse Forretninger skulde være taget i en saa indsrænket Betydning. Selv om dette var saa, kan det efter min Mening paa ingen Maade være afgjørende; thi det er ikke Skjønsmændene som skulle afgjøre, om denne Erstatning for selve det aavirkede Tømmer skal erlægges 1 eller 2 Gange. Udtryksmaaden under disse Skjønsforretninger kunde derfor ialfald ikke paaberaabes anderledes end som Bevis for, at Ordet «Forringelse» efter Sprogbrugen kan tages i denne Betydning. Men heller ikke i saa Henseende kan jeg finde, at disse Forretninger oplyse Noget. Tingen er, at man under Skjønnene, for at bestemme den hele Forringelse, er gaaet frem paa den Maade, at man har virderet særskilt det huggede Tømmer og særskilt den Skade, som Skoven ved Siden deraf har lidt ved Hugsten. I det Skjøn, hvorom der nærmest handles, ahve Skjønsmændene i 1 Post udtalt sig om det aavirkede Tømmers Værdi og om Driftsomkostningerne og i 2 Post om den Forringelse, som Gaarden har lidt i Værdi ved den foretagne Hugst, og til Slutning have de erklæret, at «Forringelsen i Eiendommens Værdi naturligvis alt i alt udgjorde det Beløb, der var nævnt under Nr. 1 a» (nemlig det aavirkede Tømmers Værdi uden Fradrag af Driftsomkostninger) + «det der var nævnt under Nr. 2» (nemlig den Forringelse, som Gaarden antoges at have lidt udenfor det Aavirkedes Værdi) hvilke 2 Poster ere sammenlagte og udgjøre

4417 Spd. 96 sshvorfra gaar Driftsomkostningerne 1038 - "altsaa igjen 3379 Spd. 96 ss

Dette er den Sum, som Lagrettet har sagt, udgjør Forringelsen i Eiendommens Værdi i det Hele, og til at gaa ud fra, at dette Sidste, som egentlig er Konklusionen af den hele Skjønsforretninge, ikke er Skjønsmændenes Erklæring, men kun en Bemærkning, som Skjønnets Administrator paa egen Haand har tilladt sig, er man, saavidt jeg skjønner, aldeles uberettiget, og det er ogsaa ganske udenfor Proceduren; der er Ingen, som derunder har fundet paa at føre sig denne Skjønsforretning til Nytte paa denne Maade. Paa lignende Maade forholder det sig med de tidligere Skjønsforretninger. Men jeg skal ikke gaa videre i Detail hermed. Jeg skal kun nævne, at ved

Side:216

Overskjønnet i 1865 er dette ganske tydeligt, forekommer det mig. Det heder i 3 Post, at Taxationsmændene afgave følgende Taxt «over den Forringelse som Odeslgodset Homme, søndre og nordre, antagelig kan have lidt ved Hugsten af Tømmeret. Denne Forringelse ansattes - Værdien af Tømmeret fradraget - til 550 Spd.» (Værdien af Tømmeret er nævnt i det Foregaaende). Og i Underskjønnet angaaende denne Hugst heder det i 2 Post: «Mændene ansatte den Forringelse Eiendommen har lidt ved Hugsten af nævnte 1183 Tylvter - foruden Værdien af det huggede Tømmer ansat til 3 Spd. pr. Tylvt - til 450 Spd. Altsaa bliver Eiendommens Forringelse ved ovennævnte Hugst i det Hele 3999 Spd.»

Man har ogsaa troet at finde en Bestyrkelse for den af mig bestridte Mening i det, som §28 indeholder angaaende Avlings og Gjødsels Bortførelse, Huses Borttagelse osv. Mig forekommer det, at hvis dette skal bevise noget, taler det netop til Gunst for den Forstaaelse af Bestemmelsen, som jeg tror er den rette. Det er ganske klart, at for Avlingen og Gjødselen svares ikke Erstatning, hvis det Bortførte bringes tilbage igjen; men det er, fordi Loven angaaende disse Gjenstande ikke har nogen anden Bestemmelse end, at det, som er bortført, skal erstattes, altsaa den simple Regel, at det, som man ulovlig har bortført, skal man erstatte eller bringe tilbage. Men om Skoven har Loven netop den Bestemmelse, at det ulovlig Aavirkede skal forbrydes, og det, som en Gang er forbrudt, kan Besidderen ikke mere føre tilbage; det er ikke længere hans, men Odelsløsningsmandends. Besidderen kan altsa ikke føre det tilbage. Det maa altsaa erstattes, aldeles paa samme Maade som Gjødsel, Avling, Huse og saadant maa erstattes, naar Besidderen ikke længere er raadig derover og derfor ikke kan føre det tilbage. Hvad der er bestemt om Gjødsel, Avling osv. er altsaa i den fuldstændigste Harmoni med min Forstaaelse af §'en. Jeg tror ogsaa, at §'en efter denne Forstaaelse kan føre til strænge og haarde Resultater. Men dette er ikke nogen Anke mod Fortolkningen, men mod Loven. Vil man tale om, at denne Lovbestemmelse er stræng, forekommer det mig, at man strax maa se, at dette ikke her kan bruges som Argument enten i den ene eller anden Retning; thi Loven har selv vist, at den vil være stræng, derved at den paalægger den, som hugger, at have forbrudt det Aavirkedes dobbelte Værdi til Statskassen, og endvidere ved den Bestemmelse, som jeg allerede før har gjort opmærksom paa, at selv om Besidderen vinder Sagen og beholder Gaarden, skal han dog have forbrudt det Aavirkede til Løsningsmanden og den dobbelte Værdi til Statskassen. Det er jo det Allerhaardeste; men det staar der nu, og det kan man ikke komme fra.

Jeg tror saaledes ogsaa i dette Punkt, at Overrettens Dom er velgrundet, og maa saaledes stemme for ligefrem Stadfæstelse af Overrettens Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret.

Jeg skal endnu gjøre den Bemærkning, at jeg for min Del ikke har opfattet Proceduren saaledes, at Parterne her ved Høiesteret ere enige om, at Løsningssummen skulde bestemmes til 5080 Spd. eller det dertil svarende Beløb i Kroner. John Torufsen har udtrykkelig erklæret, at han inhærerer sin Paastand fra de foregaaende Instantser om, at Løsningssummen skulde bestemmes til det fulde beløb af Odelstaxten afødt xx.xx.1863 5500 Spd. Men jeg er med Overrettene enig i, at der ikke kan være Spørgsmaal om nogen for John Torufsen gunstigere Bestemmelse af Taxtsummen end dens Bestemmelse til 5080 Spd. Strængt taget kunde der jo være Spørgsmaal om at faa afgjort ved Skjøn, hvor stor Del af Taxtsummen der skulde falde paa den Gaard, l.nr. 100, hvorom der nu er Tale; men da dette maa ansees umuligt, har Overretten fundet, at naar man sætter Løsningssummen til 5500 Spd. ss de 420 Spd., som i sin Tid ere betalte for l.nr. 101, saa er man ialfald vis paa ikke at gaa Appell. for nær. Overretten har

Side:217

derfor valgt dette Expedient, og jeg er fuldstændig enig i, at Appell. under ingen Omstændigheder kan vente noget gunstigere Resultat i saa Henseende.

Assessor Lambrechts: Jeg er enig i Førstvoterendes Resultat med den Forandring, som Assessor C. Hansteen har udtalt sig for, og tiltræder ogsaa i det Væsentlige den Sidstes Bemærkninger om det Punkt, hvorom der er Dissents her i Retten. Jeg skal bemærke, at forsaavidt som der for den modsatte Mening er søgt Argument i det Udtryk i §28, 2 P., s. Led: «desuden», idet dette Udtryk skulde vise, at der ikke kan blive Tale om videre Erstatning af det, som allerede ifølge det Foregaaende, nemlig samme Passus's 1 Led, er erstattet Løsningsmanden eller Odelsprætendenten, saa hviler denne Argumentation paa den Anskuelse, at det, som der handles om i 2 Passus, 1 Led, er Erstatning. Men det forekommer mig fyldestgjørende paavist af Assessor C. Hansteen, at den Forbryden, so 2 Passus, 1 Del, paalægger Eieren eller Brugeren, ikke er almindelig «Skadeserstatning». Rykker man den prætenderede Forbindelse mellem 1 og 2 Del af 2 Passus, nemlig, at begge skulde handle om Erstatning, bort, og spørger, hvad der kan være ment med den «Forringelse» som omhandles i Punktumets 2 Del, kan jeg for min Del ikke finde det tvivlsomt, at «Forringelse» i Tilfælde af ulovlig Skovhugst maa betyde den Skade, som er forvoldt Løsningsmanden ved, at Taxtværdien af Skoven er formindsket, fordi en Del af den taxerede Tømmersubstants er borttaget + den yderligere Forminskelse af denne Værdi, som er fremkommen ved, at Hugsten har sat det Gjenværende af Skoven og altsaa Skovens Væxtforhold under ugunstigere Betingelser, end før var Tilfældet. Klart forekommer dette mig at springe frem for Tanken, naar man stiller sig for Øie, hvorledes det vilde være i dette Stykke, om der i Loven aldeles ikke fandtes nogen saadan Bestemmelse om Forbryden, som nu findes i 2 P., 1 D. Opstod der da Spørgsmaal om, hvad Løsningsmanden kunde fordre paa Grund af «Forringelse» ved ulovlig Skovhugst, tror jeg neppe det vilde blive holdt for tvivlsomt, at «Forringelse» maatte betyde, hvad jeg oven har nævnt. Det af Førstvoterende ganske i Forbigaaende nævnte Tilfælde, at den ulovlige Skovhugst er skeet før Taxten, forekommer mig derhos paa en meget fod Maade at illustrere Tingen til Fordel for den Mening, hvortil jeg bekjender mig. Er den ulovlige Skovhugst skeet efter Udsigelsen, men før Taxten og foreligger der altsaa som Taxtgjenstand en Skov, der af Eieren er bleven formindsket ved en efter Udsigelsen skeet Hugst, saa kan jeg neppe tro, at Taxationens Gjenstand kan være Andet end Skoven i den Skikkelse og Tilstand, hvori den befinder sig, idet Taxationen skal foregaa; thi det er Eiendommen, saaledes som den i Taxtøieblikket forefindes, som Løsningsmanden skal betale; det er altsaa Eiendommen i denne Tilstand, som Skjønsmændene skulle ansætte til den Sum, som Prætendenten i Tilfælde har at betale, og i dette Tilfælde kommer altsaa «Forringelsen» i den Forstand, jeg ovenfor har nævnt tydeligvis gjennem Taxten Løsningsmanden til Fordel, om jeg saa maa kalde det. Men uomtvistelig maatte det vel efter Lovens klare Udtryk være, at desuagtet Løsningsmanden i dette Tilfælde i Henhold 2 P., 1 D., skulde have den fulde Værdi af det efter Udsigelsen aavirkede Tømmer. Hvorledes man kan bestride, at i dette Tilfælde Løsningsmanden erholdt, som det kaldes, det Aavirkedes Værdi godtgjort dobbelt, for at bruge denne Udtryksmaade, kan jeg ikke indse, og hvorfor Resultatet skal blive anderledes, om Hugsten er skeet efter Taxationen, kan jeg heller ikke forstaa. Det Besynderlige ved den Mening, jeg bestrider, er i mine Tanker, at den gjør aabenbart Brud paa Lovens klare Ord, - at den leder til forskjelligt Resultat for Løsningsmanden, enten Hugsten er skeet før eller efter Taxten, og jeg kan lægge til, hvad der er nævnt af Assessor C. Hansteen, at der bliver den forunderlig

Side:218

egen Stilling, at Løsningsmanden, hvis han taber Sagen, faar en Nettoindtægt, som nægtes ham, hvis han vinder Sagen.

Justitiarius Thomle: Jeg er i Resultatet enig med Assessor C. Hansteen, ligesom jeg i det Væsentlige tiltræder, hvad han og Assessor Lambrechts have anført til Begrundelse af dette Resultat.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.