Rt-1910-174
| Instans: | Høyesteretts kjæremålsutvalg - dom |
|---|---|
| Dato: | 1909-12-18 |
| Publisert: | Rt-1910-174 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 60/2 s.a |
| Parter: | Finansdepartementet (regjeringsadvokaten) mod Frøken Elisabeth Nannestads dødsbo (adv. Brinch). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §97, Arveavgiftsloven (1905) §3 |
Hvad der er nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder, fremgaar af præmisserne til Drøbaks skifterets decision afødt xx.xx.1907 og Kristiania overrets dom afødt xx.xx.1908. Ved den førstnævnte afgjørelse blev frøken Elisabeth Laurentine Nannestads dødsbo kjendt ikke forpligtet til at erlægge arveafgift til statskassen, og ved overrettens dom blev under ophævelse af omkostningerne for denne ret skifterettens decision stadfæstet.
Overrettens dom er af finansdepartementet indanket for høiesteret, hvor det har nedlagt paastand om, at der af dødsboets midler skal svares arveafgift, og at der til appellantskabet skal betales procesomkostninger for overretten og høiesteret samt salær til regjeringsadvokaten.
Boet har nedlagt paastand om stadfæstelse af de paaankede afgjørelser og om tilkjendelse af procesomkostninger for høiesteret.
Det er anført under proceduren for høiesteret, at den arveafgift, hvorom der her er spørgsmaal, ikke naar op til summa appellabilis. Appellantskabet har med sin replik fremlagt appelbevilling, og indstevnte, som i sit tilsvar havde antydet muligheden af afvisning ex officio, har i anledning af den fremlagte bevilling ingen bemerkning gjort.
Høiesteret kommer til samme resultat som de foregaaende retter og tiltræder i det væsentlige disses begrundelse, herunder særskilt hvad der er anført af tredjevoterende i overretten med tilslutning af andenvoterende.
Tre af de voterende finder, at finansdepartementets paastand bør tages tilfølge med ophævelse af processens omkostninger.
Arveafgiften maa ansees som en arvingen paalagt direkte skat til statskassen, og naar det da spørges, om saadan ekstraskat paa en formueserhvervelse af en vis art kan paalægges, ogsaa hvor denne erhvervelse har fundet sted inden vedkommende skattebeslutnings ikrafttræden, findes dette spørgsmaal at maatte besvares bekræftende. Forbudet i grundlovens §97 mod at give love, - hvormed i denne forbindelse maa ligestilles andre beslutninger af statsmagterne, - tilbagevirkende kraft, formenes ikke her at være anvendelig. Beskatning af tidligere falden arv kan ikke siges at indeholde berøvelse eller krænkelse af ældre
Side:175
rettighed, da arvingen intet retskrav har paa fritagelse for senere at ilægges en særlig skat paa den ham tilfaldne arv. Saadan skat maa forsaavidt staa i samme retslige stilling som andre direkte skatter, eksempelvis indkomstskat til staten, for hvilken skats vedkommende det ikke vides at være bestridt, at den grundlovmæssig kan paalægges ogsaa formue og indtægt, der er erhvervet før skattebeslutningen. De direkte skatter kan ikke ligeoverfor det spørgsmaal, det her gjælder, stilles i klasse med de indirekte skatter, hvor afgiftspligten knytter sig til og er afhængig af, at visse handlinger foretages. I saa tilfælde kan vedkommende med føie paaberaabe sig, at han ved handlingens foretagelse har gaaet ud fra og bygget sine beregninger paa, at samme ikke var belagt med nogen særlig afgift. Den af høiesteret under 27 april 1841 afsagte dom angaaende stempelafgiften (Rt-1841-274 flg.) kan derfor heller ikke gives anvendelse paa det foreliggende tilfælde.
Naar det mod den her hævdede opfatning er indvendt, at det efter samme vil være vanskelig at optrække nogen grænse tilbage i tiden, for, hvilke arvefald kan paalægges afgift ved senere beslutning, er dertil at bemerke, at saadan vanskelighed ikke vil opstaa ligeoverfor skattebeslutningen afødt xx.xx.1907, der er begrænset til at gjælde arv, falden efter 31 mars s.a. I nærværende sag gjælder det derhos arv, der vistnok var falden før skattebeslutningen, men som paa dette tidspunkt endnu ikke var beregnet eller udloddet, og som følgelig fremdeles tilhørte de i boet indestaaende midler. Der vil saaledes ingen ulempe kunne opstaa med hensyn, til arveafgiftens erlæggelse, ligesaalidt som denne vil indeholde nogen ubillighed mod arvingerne.
Grundloven antages saaledes ikke at paalægge stortinget i udøvelsen af dets skattepaalæggende myndighed saadan begrænsning som i denne sag fra arvingernes side er paastaaet.
Procesomkostningerne for høiesteret findes at burde ophæves.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.
Af skifterettens decision hidsættes:
I henhold til testamente afødt xx.xx.1874 tilfalder Elisabeth Laurentine Nannestads efterladte formue hendes afdøde broders hustru Cathinka med en halvpart og disses fælles descendenter - børn og børnebørn - med den anden halvpart.
Arveladersken Elisabeth Nannestad afgik ved døden, den 14 april 1907. Stortingets skattebeslutning angaaende arveafgift for budgettermin 1 april 1907 til 31 mars 1908 er givet 27 april 1907 og kundgjort samme dag. Efter lov 8 april 1906 om afgift af arv skulde boets midler være afgiftapligtige.
Boets arvinger mener imidlertid, at arveafgift ikke bliver at erlægge, da der ved arvefaldet ikke var fattet og bekjendtgjort nogen stortingsbeslutning om erlæggelse af arveafgift. Finanadepartementet paaberaaber sig, at skattebeslutningen lyder paa arveafgift for tidsrummet 1 april 1907 til 31 mars 1908 og er af den mening, at der ikke kan gjøres nogen indvending mod gyldigheden, af den fattede stortingsbeslutning, da arveafgiften maa opfattes som en direkte skat.
I anledning heraf skal retten bemerke:
Det er vistnok saa, at der haves en lov om afgift af arv, hvilken lov ikke er ophavet, og som indeholder bestemmelser, hvorefter de heromhandlede arvemidler kunde paalægges arveafgift, og det vilde saaledes ikke kunne betegnes som nogen uretfærdighed eller ubillighed, om skatteheslutningen af
Side:176
27 april 1907, der efter sit lydende gjælder fra 1 april 1907, anvendtes paa nærværende bos midler, der er forfaldne 14 april samme aar. Arveafgiftspligten er heller ikke knyttet til eller afhængig af en handling fra deres side, der skal tilsvare afgiften, saaledes som tilfældet er med toldafgifter og andre indirekte skatter. Paa den anden side maa der tages i betragtning, hvad retten ogsaa finder afgjørende, at grundlovens bud i §97 om, at love ikke maa gives tilbagevirkende kraft, ogsaa antages gjældende for beslutninger, der gives i andre former end lov, saaledes ogsaa ved skattepaalæg.
Hertil kommer, at grundlovens §75a giver stortinget myndighed til at paalægge skatter, afgifter, told og andre offentlige byrder, men med den indskrænkning, at disse dog ikke gjælder længer end til 1 april aaret, efterat et nye ordentlig storting er sammentraadt, medmindre de af dette udtrykkelig fornyes. At arveafgift indgaar under disse skatter eller offentlige byrder m.m. kan vistnok ikke bestrides. Skattebeslutningen for arveafgift i den forrige budgettermin ophørte 31 mars 1907. Ved arveladerskens død 14 april 1907 eksisterede der ingen storrtingsbeslutning om arveafgift, og forpligtelsen til at erlægge afgift skulde jo have indtraadt ved arvefaldet (kfr. arveafgiftslovens §3). I nærværende tilfælde er der kun tale om et kortere tidsrum, hvori skattebeslutningen efter sit lydende skulde virke tilbage, men det er jo klart, at det ingen afgjørende betydning kan have for spørgsmaalet om, hvorvidt en skattebeslutning kan gives tilbagevirkende kraft, om tidsrummet er længere eller kortere. Retten kommer saaledes til det resultat, at nærværende bos midler ikke er afgiftspligtige og formener at have støtte for denne sin opfatning i den af professsorerne Aschehoug og Morgenstjerne opstillede lære og i høiesteretsdom afødt xx.xx.1841. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Under henvisning til decisionens præmisser maa retten slutte sig til den af skifteretten trufne afgjørelse. Loven afødt xx.xx.1905 om arveafgift indeholder ikke nogen kontinuerlig og indtil anderledes bestemmes vedvarende forpligtelse for landets borgere til at svare saadan afgift. Bestemmelsen gjælder kun - hvad der ogsaa udtrykkelig er indrømmet af appellantskabet i dets deduktionsindlæg - saafremt saadan udredsel maatte blive bestemt af statsmagterne, og disse pligter ikke for hvert aar at beslutte, at saadan afgift skal svares. Den næstforegaaende bestemmelse herom udløb ved budgetterminens udløb den 1 april 1907, og der var ingen bestemmelse herom truffet af stortinget, da den heromhandlede arv faldt 14 april s.a. Det synes under disse omstændigheder at maatte være stridende mod grundlovens §97 at give kundgjørelsen af 27 april s.a. tilbagevirkende kraft paa det her foreliggende tilfælde. C. Lie.
Enig. Hakon Salvesen, kst.
I resultatet enig med de foregaaende voterende skal under henvisning iøvrig til den i underrettens dom givne begrundelse bemerkes:
Her som for underretten er der fra finans- og tolddepartementets side navnlig gjort gjældende, al arveafgiften faar samme retslige karakter som den direkte skat paa formue til stat og kommune, hvilken ifølge sagena natur maa gives anvendelse paa et ældre bestaaende forhold (etter den nugjældende lovgivning det forhold, som bestod den 30 september næstfør). I denne betragtning kan jeg ikke være enig. Den almindelige formuesskat er skat paa den til en vis tid forhandenværende formue, ligegyldig om den er erhvervet ved arv eller paa anden maade, medens arveafgiften mindre er en skat paa formuen end paa selve formueshvervelsen, idet den er knyttet til en vis begivenhed, arvefaldet. Stortinget kan ikke beslutte, at den tidligere indtraadte
Side:177
begivenhed, arvefaldet, skal medføre en skattepligt, som ikke eksisterede, da begivenheden fandt sted. Klart synes dette at fremstille sig ved arveafgifts indførelse som ny skat, om stortinget besluttede at paalægge saadan afgift af arvelodder, der var tilfaldt vedkommende arving for 1 à 2 eller flere aar tilbage. At arveafgiften, nu er en gammel skat, hvis fornyelse med sikkerhed kunde paaregnes, og at stortinget udtrykkelig bestemmer, at afgiften skal gjælde fra budgetterminens begyndelse kan ikke fordunkle forholdet. Det samme var tilfældet med stempelafgiften i høiesteretsdom afødt xx.xx.1841. Overensstemmende hermed har der da, saavidt vides forsaavidt arveafgiften angaar, ogsaa været forholdt i vor konstitutionelle praksis, ialfald sees samtlige skattebeslutninger angaaende arveafgift fra og med 1866 at være givne før vedkommende budgettermins begyndelse, naar undtages den her omprocederede skattebeslutning afødt xx.xx.1907.
Lorentz Rynning, kst.